søndag den 30. december 2012

Forstad, alkohol og andre glade 2012-temaer

Sidste nytår kunne jeg ikke huske nok fra det forgangne år til at lave nogen som helst form for status. I år er der (trods temaet 'syg hele december') noget der dæmrer. Fx blev 2012 året...

... hvor gjorde det mest radikale, jeg nogensinde har gjort: Flyttede på landet. Uj i forstæjerne. Det har jeg det stadig meget eksistentielt-skizofrent og ambivalent over.

... hvor vi havnede i et bofællesskab. Det er der ikke nogen grund til at være eksistentiella over. Hej  lykkelige Livse. Hej lykkelige Sønne. Hej til madlavning én munter gang om ugen.

... hvor vi fik bil. Som medførte uforventelige kaskader af ny forstadssathedsnoianoia. Og bremseproblemer. Og lysten til at skrive pik på væggene.

... hvor jeg blev nødt til at få mig et modigt, jydsk alter ego for at turde køre samme bil. Bolette hedder hun og er ny-opfundet af gode, københavnske veninder.

... hvor jeg for første gang virkeligt fattede, at jeg har rodet mig ud i et slags permanent forhold til Beder. Og at Beder er meget langt væk fra folk, der fx kan give en et bilkørende alter ego, når man har allermest brug for det. Og såmen også fra gode buddies inde i det der Århus. Men at det bilkørende alter ego trods stort mod er langt fra selv at fræse til København eller bare Århus Nord, og at ikke mange fræser den anden vej.

... hvor jeg gentagne gange besluttede mig for at holde op med at være pigesur over den manglende fræsning og i stedet mental-kramme nye gode bekendte. Dem kom der også nogle af i 2012.

... hvor jeg holdt op med at amme efter sammenlagt 23.000 år med skiftevis amning og graviditet og derfor kunne begynde at drikke mig fuld igen. Det hjalp på pigesurheden og det generelle mentale helbredsbillede.

... hvor vi for alvor bekendte kulør og gik all in på spelt - med hjemmepasning og høns og øko og babytegn en masse og melprodukter, det er stort set umuligt at bage spiseligt brød af.

Måske bliver 2013 året, hvor Bolette får mig helt til København, hvor forstæderne og jeg kommer i noget konstruktiv parterapi, og hvor Sønne lærer at sove. Jæs, det har vi ikke snakket meget om i 2012. Fordi det er et uddebatteret emne, ligesom, og ikke fordi det er et løst problem.

Og med de muntre ord: Godt nytår. Må I drikke jer lykkeligt i hegnet. Det er min plan for i morgen aften.

søndag den 23. december 2012

Lidt tiltrængt perspektiv at drysse ud over konfekt og snotklude

Nåmen hvis man sidder indenfor (i Beder fx) og føler sig grumme mismodig over at være spærret inde blandt syge børn og snedriver, så kan man jo give sig til at læse Claras krig. Og indse at man må lægge indespærrethedsmetaforer på hylden og i øvrigt holde kæft. Så det gør jeg.


Læs den, iggå.

lørdag den 22. december 2012

Vi opretholder spændingen i Carportens julekalender lige til det sidste: Bliver det mon jul i år?!

Vi skulle have besøgt Smukke Naboer. I stedet for blev vi syge igen.

Eller det vil sige: Sønne fik feber. Og jeg blev endegyldigt sindssyg. To uger har jeg tilbragt her på stuens tyve kvadratmeter med tiltagende pylrede børn og opspilede psykoøjne, der har stirret stift ud på Beders tristgrå blæsevejr og forbandet forstæderne, drengens ringe helbred og mine egne manglende evner til at kaste mig ind bag rettet i Lupoen og stikke af fra det hele uden at skulle involvere en Oddergris.

Hvem der bare havde en StreetCoffee lige nede om hjørnet, siger jeg bare.

... og så vågnede Sønne og talte sort og kastede op. Nu havde han ellers lige spist aftensmad, for første gang i et par uger.

Jeg bliver så træt, så træt, så træt.

"Jeg forstår godt, du synes, at Beder er et fængsel i de her dage," sagde Manden i et af sine mange forsøg på at anerkende min sindssyge væk.

And I do. Men i det mindste er der mere spænding i vores egne juleliv end i Bamses Fordømte Julerejse, som vi ser troligt (mindst) engang om dagen. For bliver det mon jul i år? Når Manden mon indtil byen og får flået et eller andet ned af hylderne til mig? Når vi at købe de sidste gaver? Bliver hele familien så vanvittig, at vi begynder at gnave i træet juleaften, mens vi bjæffer højt? Overlever vi overhovedet så længe? Bliver jeg smidt ud hjemmefra, fordi alle ord der kommer ud af min mund er brokke-ord?

Få svarene i 23. afsnit af carportens julekalender. Måske.

fredag den 21. december 2012

Vuggestue og noia

Anne-Anne, vor børnepasser og søster-i-ånden og (på den seneste) sygepasser, har haft sidste dag. Tre gange om ugen har hun og Livse krammet hinanden det sidste halve år, og nu er det slut. Sluttelut.

Anne-Anne skal ud og børste den næste Da Vinci frem fra sit skjul under noget klatmaleri og blive rig og berømt.

Liv skal i vuggestue.

Og vi er jo glade for kunsten (og rigdommen og berømmelsen) her i huset, men vi er ikke glade for vuggestuer. Faktisk tror jeg personligt ikke rigtigt på konceptet: 24 småbitte børn, der pudser næser i hinandens ufærdige immunforsvar og i øvrigt modtages af skiftende voksne hver dag? Og som - med den kyndige Beder-vuggestueleders egne ord - aldrig rigtigt komme til at fordybe sig i noget som helst, fordi det altid larmer sådan?

Dårlig ide.

Jeg tror meget mere på dagplejemødre, så. Undtagen lige hende, som kommunen tildelte os...

Hvilket bragte os tilbage til vuggestuen. (Julka, min gamle ven og verdens viiseste vuggestuepædagog, havde ellers forsøgt at overtale os til dagpleje. Hvilket er meget lidt beroligende, når man tænker over det. But vuggestue it is.)

Og ja, før I begynder at råwe alt for højt af mig om jeres egne ungers utroligt fantastiske vuggestuer, vil jeg gerne indrømme: Min bekymring skyldes til dels Sønnes adskillige vuggestuetraumer. Som stammer fra en ganske udmærket, ganske hyggelig vuggestue fyldt med ganske ansvarlige og søde voksne. Han hadede det bare. Han græd og græd og græd, og vi gik rundt med en konstant skarvende skyld over at overlade ham et sted, han ikke havde lyst til at være.

Jeg tror virkeligt fuldt og fast på, at småbitte mennesker på et år har (meget) bedre af noget andet end institutionsliv. Og jeg synes absolut, at de nuværende ressourcer er en skændsel. Og selv de damer, jeg kender, hvis ettere havde det sådan OK-agtigt i deres vuggere, har skullet bide tænderne meget hårdt sammen for at kunne smile det rette afleveringssmil med to'eren. Som én af dem har formuleret det: "Den har gang ved vi ligesom, hvad vi går ind til. Det kan man ikke rigtigt glæde sig til."

Hm. Jeg snakker lidt i øst og argumenterer lidt i vest. Men jeg er også stadig småsyg (...). Så jeg snakker videre:

Jeg ved godt, at Livse nok skal klare sig. Hun er en robust lille supertanker, der kan 30 tegn og noget i retning af fem rigtige ord - som hun godt kan råbe højt og længe. OPOPOPOPOPOPOPOP fx. Men Det sidste halve år har vi vænnet os til det lyksalige privilegium det er at have et barn, der er glad om morgenen i stedet for ked af det. Og til følelsen af, at vi gør lige præcis det for Bette, der er allerbedst for hende. Et hurtigt kig i min fedtede krystalkugle og jeg kan forudsige, at dén følelse forsvinder i 2013.

Hm og hm. Ligegyldig hvor vidunderlig den vuggestue er, og hvor klar og begejstret Livse viser sig at være, så skal det nok at blive en fest at køre ind med al den skepsis, der siver ud af alle mine porer...



onsdag den 19. december 2012

Sygdom og gru. En fast juletradition.

Jeg boycotter ikke bloggen. Der er bare noget influenza, der boycotter mig og hele min lille familie.

Ti dage har jeg været syg. Det er uhyggeligt lang tid. Godt man ikke er selvstændig... eller, hov...

Åhja. Og nu er dukken også blevet syg.

tirsdag den 11. december 2012

Dagens tilbud fra verdens bedste fodboldspiller

Sønne: Jeg er Barcelona! Jeg Messi.

Mig: Ja. Du er Messi.

Sønne: Jeg har fået TO præmier. Det er fordi jeg har scoret 13 og 1000 og fire mål. Er det ikke mange mål? Er der ikke?!

Mig: Det ER mange! Men Messi er selvfølgelig også verdens bedste fodboldspiller, såøh... Ja.

Sønne: 13 og 1000 og fire. Det er mange.

Og lidt senere:

Sønne: MOAH

Mig: M-hm?

Sønne: Messi har lavet lårt. Du skal komme og tørre ham i numsen. NU.

torsdag den 6. december 2012

Eventyr i hverdagen #4. Vægtløshed i det særlige tyngdekraftfri felt i det ydre Århus.

Ved I hvordan det er at være vægtløs, helt frit svævende i det ydre rum, hvor der er koldt og kuldsort? Og hvor man ikke ved, om man pludselig hamrer ind i en meteor eller spist af et usynligt, sort hul?

Jeg ved, hvordan det er.

For jeg har cyklet hjem fra byen til God Bedre Beder efter solnedgang, and I lived to tell the story.

De sidste fire-fem kilometer er der ingen lys, nemlig. Først forsvinder gadelygterne og bliver erstattet af små fyrfadsagtige blus, der med store mellemrum spagfærdigt udpeger kanten af verdens sorteste cykelsti. Så forsvinder blussene, og alt er bare mørke, mørke, mørke. Ind i mellem finder en hidsig billygte fra Oddervej ind gennem træerne og tegner to sekunders psykedeliske rumskygger på grenene, før alt igen er sort. Og en sjælden gang i mellem bliver man overhalet af en cyklist med lys på cyklen (...) og får derfor et kort glimt af sneknolde og is-livsfarlighed og grene og den slags, man helst ikke skal køre henover i alt for høj fart.

Og det går nedad bakke venner, og tyngdekraften og mørket og kulden sender én vupti en tur på cykeltur on drugs et sted oppe i himlen.

Ikke på slowmotion-cyklende-julekalender-kærester-måden. Nej. På nu-behøver-jeg-i-hvert-fald-aldrig-blive-astronaut-eller-for-den-sags-skyld-BETALE-nogen-for-at-få-mit-adrenalin-niveau-op-og-ringe-måden.

Åhja, og på satme-godt-at-manden-har-købt-et-projektørlys-til-min-cykel-måden. For jeg er ikke sikker på, jeg ville overleve det én gang til. Og så endda uden cykelhjelm.

onsdag den 5. december 2012

Og nej, vi har INGEN aktuelle planer om en tre'er

Sønne: Du er gravid, mor!

Mig: Æh. Øh. Hvad?

Sønne: Du ER gravid, mor.

Mig: *støn* (og inde i hovedet: så kan jeg lære ikke at spise halvanden pose skumnisser på én gang.)

Sønne (med tålmodig, forklarende stemme): Du har en BABY inde i maven, mor.

Mig: Jeg er ikke gravid. Jeg har ikke en baby inde i maven.

Sønne (stadig forklarende): Jo du har. Så kommer der en lille baby ud, der er ligeså lille, som Livse var, dengang hun lige var kommet ud af maven. SÅ lille... Det er en dreng. Så har jeg en lillesøster og en lillebror. Mor.

Mig: JEG HAR IKKE EN BABY I MAVEN.

Sønne: JO DU HAR!

...

Han er også begyndt at lege hospital for dukkerne. Hvilket faste læsere vil vide er lidt af en revolution. Og han fodrer Livse med de rosiner, han ellers har fået i pakkekalenderen. Julenissen har drysset noget empati og relationsdingdong og tilhørende storebrorskruk udover ham. I op til fem minutter ad gangen. Det er meget, meget mærkeligt.

tirsdag den 4. december 2012

Ja, jeg har udliciteret julen til bofællesskabet og mormor. Ja, det får mig til at bøvse mindre.

Vi overlevede med nød og næppe november. Og som belønning for dén indsats kvitterer universet med Jul på Landet. Er I klar over, hvor fantastisk det er at bo på landet, når det jul? 


Vi bor jo i en julekalender! Med sne på taget og træerne og urt og busk i skjul. Med heste der vrinsker godmorgen derude på den hvide mark i baghaven, når Bette trykker sin lille, røde næse flad mod ruden og vinker til dem. Ren idyl, iggå. Nu med juledekorationer (fordi vi bor i bofællesskab, hvor der er nogen til at sørge for den slags) og julestrømper (fordi der er en mormor til at sørge for dét), hvor gårsdagens gave - mandler - fik Livse til at slå kolbøtter af glæde.


Og her er julepsyked børn i nissehuer og hvidt-i-hvidt uden for vinduerne og julemusik på anlægget.

Jeg elsker det. 

Og på lørdag skal vi ud og fælde juletræ. Det er der også nogle fra bofællesskabet, der har arrangeret. Godt når man nu selv er typen der fx ikke kan huske, hvor julepynten er. Og som altid først køber gaver et minut i lukketid den 23. 

Og pyt så med, at ingen salter på cykelstierne herude på landet, og at Oddergrischen er proppende fyldt, og at jeg ikke selv tør trille Lupoen ned i børnehaven på al den glathed (ja, jeg har kørekort. og en bilangst) og derfor er ekstra-ubehjælpsom i snevejr. Og pyt med, at det føles som om vi bor in a land far-faraway, fordi det pludselig tager timevis at komme indtil byen. For: Det er et dejligt, dejligt faraway-juleland, og I er velkomne til at trodse snemasser og kulde og kigge forbi. Vi kan ikke byde på hjemmebag (før mormor eller bofællesskabet kaster sig over noget småkagedej), men vi har skumnisser og hjerterum. Og sne. 

mandag den 26. november 2012

En novemberbøvs

Beder i november stinker.

November stinker generelt, I know. Men allermest i Beder.

Jeg tager mørket og blæsten og min egen manglende evne til at skride fra det hele i bil personligt. Det er meget lidt... konstruktivt. Eller behageligt at være i nærheden af.

Eneste lyspunkt so far har været en vis fire-års-fødselsdag i fredags, hvor fødselaren fik alt, hvad hjertet kunne begære og lidt til. Lykkelig var han. Dejligt og så videre.

Men november i Beder stinker.

Kæft hvor jeg hader at bo på landet om vinteren! Verden er pludselig lillebitte (og kold), og der er ikke skyggen af et stykke offentligt transport, der kan redde én. Joh, Oddergrisen, 1000 kilometer fra hvor vi bor, i temperamentstestende snegle-zigzag over markerne.

OK. Jeg kommer ud fra mit værelse, når jeg er blevet god igen. Hvilket jeg forhåbentlig bliver, når det ikke længere er november i Beder.

Hvorfor jeg lige sidder og novemberbøvser i dag? Åhjo, min cykel er punkteret. Og Beders rullende cykelsmed holder vinterlukket. Good for him. Så enten skal jeg a) lære at lappe cykler (hvilket jeg er lige så lidt i stand til som at køre bil) eller b) køre min cykel til Malling i bil (hvilket jeg er lige så lidt i stand til som at lappe en cykel). Catch22, no? Og jo, jeg kunne  spørge den november-trætte Mand. Men der er sguda grænser for, hvor uegnet man har lov til at føle sig i sit egen tilværelse, ikke sandt? Nu har jeg søgt tilflugt på det toilet-og-vand-løse Beder Bibliotek, hvor jeg udover at hade intenst på Beder og november og manglen på toilet og vand savner kollegerne inde i det der Aarhus. I er velkomne til at forære mig et cykellappe-kursus og noget tålmodighed, når jeg har fødselsdag lige om lidt. Og ja, jeg fylder 13. 

onsdag den 21. november 2012

Biennalen, bjerget og toget til Sydafrika

Hej. Jeg er her endnu.

Jeg har bare været på arbejde i sådan noget 10-12-14-timer-om-dagen-agtigt-noget. Ved noget arkitekturbiennale inde på Godsbanen. Det var sjovt-sjovt. Især fordi jeg hele tiden skulle snakke dårligt engelsk med udlændinge, der også snakkede dårligt engelsk. Internationale menneske i Århus FTW

Der var også drinks og dans og krammere og kindkys til de internationale. Min indre 20-årige backpacker har ikke været så glad siden... hun rent faktisk selv hele tiden rejste rundt derude i verden. Godt at bjerget kunne komme til Muhammed, når nu Muhammed har fået to små børn og bor i Beder og ikke længere rejser nogen vegne.

Host.

Og siden alt det her har jeg lidt så af det velkendte post-biennalske stresssyndrom. Der gør, at jeg hele tiden er sur på universet (og Manden og hvem der ellers krydser min vej) over, at jeg ikke bare kan ligge mig ned og SOVE. Hele tiden. Og den slags.

Det hjælper (en lillebitte smule) på PBS'en, når Sønne bygger et tog af dagligstuemøblerne og spørger: "Mor vil du med? Du må vælge: Skal vi til Odder eller Sydafrika?"

Jeg vælger Sydafrika hver gang, og vi kommer frem på cirka 45 sekunder.

onsdag den 14. november 2012

Beder after dark. Eventyr i hverdagen #3

Efterårszen var rart. Jeg havde tænkt, at der måske var nok zen til at klare den, indtil julestemningen for alvor indtraf. Det var der ikke.

Det er for mørkt og for koldt og for vådt og for væmmeligt. Og ja, det er meget mørkere og koldere hos mig end hos jer, for jeg bor på landet. Her er nærmest ikke engang gadelygter, så meget landet er det. Til gengæld er her fyldt med splat, som man snildt kan glide i, hvis man ikke har projektørlys monteret på sin cykel.

Jeg har nået det punkt (som jeg vist nok når hvert år og så skynder mig at fortrænge, når det bliver marts-april-forår), hvor jeg tænker, at vinteren ingen ende har. Hvor jeg begynder at tage mørket og smattet og Beder personligt, ligesom. Hvor jeg udelukkende har lyst til at krumme mig sammen i noget sofa med noget Friends, men hvor jeg slet-slet ikke har tid, fordi jeg kommer for sent ud af døren, fordi det er så svært at komme op, fordi det er så mørkt, fordi, fordi, fordi.

Er det ikke sådan alle har det i november, tænker I måske. Det tænkte jeg i hvert fald indtil i går. Hvor vi læssede unger ud i kuldsort november-smat lidt for sent på eftermiddagen, trætte og sure og natteblinde, så vi kunne famle os henover bofællesskabets enorme (våde, smattede) grund og hen til vores trygge lejlighed.

Men ungerne, iggå. De var hverken trætte eller sure eller indstillede på lys lejlighed.

De ville ud. UJ! Med lommelygter. Og opdage hele verden helt forfra i mørket.

”Det er en BÆNK, mor!” råbte Sønne begejstret og lyste med sin lille, røde cykelløgte på noget, der ganske rigtigt lignede en bænk.

Og Livse stavrede efter og lyste på samme bænk på samme måde med sin cykellygte. Og skiftevis grinede og hvinede og så meget koncentreret ud. For var det måske ikke lykken dér med lygten og broren og mørket og moren?

”Det er et bord!”

”Det er en cykel!”

"Det er en lille hæk!"

”Det er en KAT!”

Begejstringen ville ingen ende tage.

Og nej, det var ikke nok til at gøre mig varigt novemberzen. Det er der nok ikke ret meget (udover måske en tur til en Stillehavsø), der kan gøre. Men det var saftsusemig sjovt. 


tirsdag den 13. november 2012

Ikke mærkeligt, at alle der googler "legetøjsmotorsav" ender her...

Midt i morgenens virvar kom BetteLiv trissende - iført kjole og babykrøl - med den ene legetøjsgryde efter den anden.

"Spise," forklarede hun flere gange med babytegn, før hun hentede endnu mere husgeråd.

Og så fik hun tilsyneladende en lys idé.

I hvert fald kom hun et øjeblik senere tilbage med en (legetøjs)motorsav, som hun med overraskende rutine tændte... og gav sig til at lave mad med i de småbitte gryder.

Det var ømt og yndigt. Og det larmede (som det altid gør, når en af husets tre legetøjsmotorsave er igang), og hun serverede motorsavsgodter for alverden.

Undtagen for Sønne, der intet hørte. Thi han havde iført sig sin fars høreværn.


Og nu er vi så kommet til det sted, hvor jeg troede, jeg skulle skrive noget filosofisk om at være et fremmedgjort, værktøjsudueligt bymenneske blandt motorsavskyndige børn og mænd (ok, Mand) i Beder. For sådan havde jeg det jo også, dér i morges. Ligesom når ungerne leger værkted (værksteij) og byggemarked (byggemarkej - "vil du køwe en limpistol, mor, den koster én penge?") i timevis. Ja, i timevis.

Men... som man måske fornemmer mellem linjerne, kan jeg ikke rigtigt fremmane noget  fremmedgjorthed nu. Kun nuttethed. Og savn. Og jeg-har-været-for-længe-på-arbejde-i-dag-og-på-det-seneste-hed. Søde børn. Søde, jydske værktøjsbørn.

mandag den 12. november 2012

Så ved man virkelig-virkelig, det er mandag. Og at ungdommen er flygtig.

I dag tog Manden et billede af mig, hvor jeg lignede en træt og overordentlig bleg 45-årig.

"Du skal ikke kigge på dig selv. Du skal kigge på baggrunden," sagde Manden. Som ret beset slet ikke tog et billede af mig men testede noget baggrund. Jeg var bare lys-baggrunds-model. Og træt. Og bleg. Og gammel.

Senere var jeg til kiropraktor, der sagde ting som:

"livet slider jo på én"

og

"du burde drikke mere vand og være mindre stresset og tilbringe mindre tid foran en computer og få mere massage i nakken."

og

"Dit blodtryk er for højt! Hvis jeg var læge, ville jeg nok begynde at snakke om blodtrykssænkende medicin."

Nu går jeg lige ud og graver mig ned (på en afslappet, blodtrykssænkende måde. Uden computer, med vand).

PS Kiroprakteren sagde også, at jeg var "virkelig smidig" og meget upjevset - modsat "alle mændene - de hyler altid op, når de ligger her." Værdifulde komplimenter, som jeg vil ligge og lune mig ved, i det der hul, jeg er på vej ud og grave til mig selv.

PPS Jeg går selvfølgelig ikke ud og graver mig ned. Jeg sætter mig i sofaen og skriver nogle mails. Men sig det ikke til kiropraktoren.

torsdag den 8. november 2012

En slags frivillig buksevand

Livs hyppigst brugte babytegn er 'vaske hænder'. Fordi det jo simpelthen er det fedeste i hele verden at vaske hænder.

Som regel siger vi nej, når hun står og hopper foran håndvasken og råber og kaster håndtegn. Ikke fordi vi som sådan er modstandere af hygiejne. Men fordi håndvaskeri som regel ender sådan her:


(I øvrigt har Sønne netop opfundet tre nye babytegn. Selv. Fordi det var synd for Livse, at hun ikke kunne sige vinkelsliber, motorsav og slagboremaskine.) 

mandag den 5. november 2012

Sild og honningkager og modermælkserstatning og en lille smule håb

OK. Det går lidt bedre.

I hvert fald sidder jeg pt. foran computeren og streger to-dos fra min liste. 12 flueben har jeg sat. 14.988 to go.

Manden har en anelse mere farve i kinderne og forsøger at jonglere med to snottede børn lige ude på den anden side af kontordøren.

I øvrigt var jeg børne-chef i formiddags, mens Manden arbejde, og jeg bevilgede storsindet Sønne en fridag. Fordi jeg har for ondt i halsen til at cykle ned i børnehaven, iggå, men det behøver han jo ikke vide. Lede-mor, søde-mor.

Og jeg har endda været ude og købe ind med begge børn. Uden at nogen kom til skade - og det endda selvom de havde hver deres mini-indkøbsvogn aka bulldozer aka mean conflict machine. Liv, bofællesskabsbarnet der nærmest aldrig før har sat sine små tykke ben i en SuperBrugsen, gik imponerende målrettet efter sild, fløde, honningkage og modermælkserstatning. Masser og masser af modermælkserstatning. Jeg løb i stolt zigzag mellem barn I og barn II og opdagede først ved kassen, at mit dankort lå derhjemme.

Oh well. De er virkeligt søde, de børn der. Min to-do-liste er til gengæld virkeligt tarvelig og ondskabsfuld.

søndag den 4. november 2012

KH Lede-mor

Jeg ville gerne blogge. Men mine arme er forsvundet og blevet erstattet af nogle af bly, så det er svært at skrive. Og mit arbejde er eksploderet i 15.000 sindssyge to-dos. Og mine børn er holdt op med at sove. Helt op. På grund af snot.

Og jeg er blevet små-syg. Og bacillerne har angrebet Manden hårdere, så det er mig og min egen bitre små-sygdom, der tager sig af afkommet. Primært.

(Som I kan forestille jer, sker det med et engleblidt smil og uendeligt overskud. Eller også flygter Sønne væk fra Suremor og hjem til selvbestaltede bonusbedste-bofæller, og jeg råber ting som HVORNÅRFANDENERDERFORHELVEDENOGENDERHARNOGETOVERSKUDTILMIG?!)

Hvad var det, jeg ville sige?

Måske var det noget med, at jeg skriver igen, når mine arme og mit helbred er tilbage. Og når jeg igen er i stand til at tale til min familie uden enten af hvisle eller bruge blogbogstaver hele tiden.

Måske bliver det først i 2013.

mandag den 29. oktober 2012

Klokken 21.15 et sted i Beder

Det er mørkt. Det har været mørkt i lang tid. Man fornemmer en lidt trykket stemning.

Sønne: Jeg vil have ærmet op. Hjælp mig!

Moren: Godnat, Sønne.

Sønne: Jeg vil have ærmet op. Min arm skal have frisk luft!

Moren: Godnat.

Sønne: Jeg vil have ærmet op! MOR!

Moren: GODNAT!

Sønne: DU HØRER IKKE EFTER, HVAD JEG SIGER! MAN SKAL HØRE EFTER HVAD DE ANDRE SIGER!

Moren: Jeg. VIL. Ikke. Høre. Mere. Nu! Vi snakker om det i morgen.

Sønne: ... men jeg har glemt det i morgen?!

Moren: GODNAT

Der er et øjebliks stilhed, og man fornemmer et vist håb brede sig. Sover han? Sover han mon endelig?! Så lyder et gab. Og en lille stemme.

Sønne: Moah...

Moren (med sammenbidte tænder): Mmmmmm!?!?

Sønne: ... hvad var det, jeg lige sage?

Moren: Prust. GODNAT.

Sønne: Men hvad var det, jeg sagde?! Mor, kan du huske det? Jeg har GLEMT det, mor! MOR!

Moren: (...)

Sønne: ... men jeg har glemt det. Hvad sagde jeg? Hvad?

...

Oh sweet glemsel. Nu sover han, drengen, men nedrullede ærmer, oven på sin dyne.

Han ser sød ud.

søndag den 28. oktober 2012

Beder. Månen. Århus. Og så videre.

 

Vi har slået fast, at 30-års-nærværs-lykken findes i Beder, ja? Og at her er smukt og børnevenligt og økologisk. At jeg bliver den rene Chris McDonald af al det cykling, og at det - langt det meste af tiden - er helt ok at stavre rundt i haven iført træsko uden hælkappe.

Godt nok.

Men hvad så med alle de tidspunkter, hvor det ikke er OK? Og hvor børnevenlighed og havelykke og god cykelform er ligegyldigt, fordi man hellere vil drikke nogle øller inde i byen. Fx. Eller mødes med nogle venner spontant-agtigt på StreetCoffee.

Ja, på de tidspunkter stinker Beder. Virkelig-virkelig.

Som da vi havde børnefri aften i fredags og endte med ikke at drikke ret meget, fordi det trods alt er nemmere at køre hjem i Lupo end at stå i en kold buskø sammen med nogle stive teenagere, og var vi alligevel ikke lidt trætte måske? Og hvor jeg sad, ædru og ganske rigtigt træt, i Lupoen på vej hjem og kiggede på den mørke, mørke landevej og følte mig helt og aldeles landzonefortabt og hjemveramt og på tur på bagsiden af Månen. Hvor alt er fremmed, og hvor der ikke er radiokontakt med Houston. Eller noget.

Pointen er vistnok, at alt har en pris, inklusive eksklusiv børnefamilielykke i God Bedre Beder.

Måske er pointen også, at jeg burde komme mere ud. Og få nogle flere Århus-venner, hvis sofaer jeg kunne overnatte på. Og at man nogle gange skal drikke by-øller, selvom det er koldt, og man er træt.

fredag den 26. oktober 2012

When in Beder

Jeg havde boet i Beder i under en uge, da jeg tog mig selv i at traske ned til SuperBrugsen med strømper i sandalerne.

Kort efter fik jeg et par træsko (hvide, hæl-løse, sosu-look), som jeg hurtigt kom til at befinde mig ufatteligt godt i.

Et par måneder gik, og så kom Nespresso ind i mit liv. Og kort efter en bil.

Og i denne uge skete det så: Jeg fik en vindjakke. En rød én. Med lommer over det hele. Jeg er det røde lyn på cykelstien, siger jeg jer.

Og godt nok stammer den fra bofællesskabets klunsereol, men det giver alligevel flere provinspoint, end jeg nogensinde før har haft.

Snart står den vel på zumba og/eller leggins.

Det er alt sammen mere OK, end jeg troede.

(Minus zumba)

Og jeg fortæller hele tiden mig selv, at provinsificeringsprocessen er reversibel. Så jeg forstås ikke render rundt i træsko og joggingtøj, når vi en dag flytter til Berlin/New York/Barcelona/Madrid/Rom. Hvilket vi selvfølgelig gør. En dag.

onsdag den 24. oktober 2012

Et lille kunstværk med titlen 'klog dreng spiser rugbrød med rugbrød og rækker tunge af verden'

HVIS jeg nu skal være positiv. Og holde op med at komme i tanker om ting, jeg har mistet ved mit åndssvage iPhone-tidsrejse-stunt. Som fx adskillige Rasmus Klump-film og en mindfulness-app.

Ja, så er faktisk meget fint at sidde og bladre gennem samtlige 414 fotos af BetteSønne. Dét her fx:

tirsdag den 23. oktober 2012

Digitalt egnet. Not so much.

Jeg er et journalistmenneske, der får penge for at vide noget om digitale medier og håndholdte devices. Som i tablets og smartphones og den slags.

Ergo skulle man tro, at jeg kunne styre min iPhone.

Det gik også meget godt. I månedsvis. Indtil jeg i dag lagde hjernen udenfor kontordøren, tilsluttede telefonen til computeren - og, da iTunes tilbød mig dén mulighed, trykkede GENDAN.

Jeg vidste den var gal omtrent et nanosekund efter, jeg havde trykket. Og fik straks helt angstrøde kinder og knastør tunge... og blev, vupti, sendt knap to år tilbage i tiden. Til den 18. januar 2011 for at være helt præcis. Den dag jeg sidst fik (min eks-)iPhone og iTunes til at bonde og kramme og gemme hinandens oplysninger.

Pludselig var jeg mange telefonnumre, mange notater, mange apps, mange SMSer og rigtigt meget kalender fattigere.

Pludselig var Sønne to år på billederne.

Pludselig var store dele af mit liv forsvundet.

On the bright side har jeg bizart nok formået løbende at backe mine fotos op, så der er stort set intet gået tabt dér. Og, endnu mere bright, viser det sig, at man faktisk godt kan dunke sig selv hårdt i hovedet med en iPhone, uden at hverken telefon eller hoved går alt for meget i stykker.

Nu overvejer jeg at anskaffe mig en notesbog. Eller sådan en papirkalender, som vi brugte i gamle dage for et par år siden. Og: På forhånd undskyld for alle de aftaler, jeg ikke dukker op til den kommende tid og for alle de SMSer, jeg ikke svarer på. I skal ikke tage det personligt. Jeg er bare meget mindre digitalt egnet, end jeg normalt går og blærer mig med.

fredag den 19. oktober 2012

Drager af mælkekartoner. Lykke af uvisse ingredienser.

Jeg har nemt ved at skrive om søvnunderskud og trodsalder og hold-i-ryg-stress og sygdom og overspringshandlinger og frustrationer og bil-angst og pis og papir.

Til gengæld har jeg utroligt svært ved at skrive om det modsatte uden at gå i floskel-chok og ende med at slå mig selv i hovedet med den store mentale habitus-hammer. Det er altså svært-svært at skrive om alle de lommer af blød lykke, der fylder mellemrummene mellem søvnløse nætter og eksistentielle småkriser.

Og hvordan skal jeg så beskrive min fornemmelse af, at det bløde og det hårde er ved at bytte plads? At hverdags-lykke-tilfredsheds-glæde-det-er-ok-alt-sammen-heden er hovedingrediens, og pisset og papiret må nøjes med den plads, der nu engang er tilbage?

Det er efterårszen. Eller lykken ved at bo i bofællesskab. Eller måske er jeg bare så lige tilpas medium-udsovet, at jeg i flere minutter ad gangen kan se, hvor helt utrolig smuk og rar min bette familie er. Måske er det stilhed før stormen. Eller også er jeg omsider landet i de der 30'ere, hvor man er i stand til at sætte ægte pris på små lyksageligheder som Livses babytegn og Sønnes ansigtsudtryk, når vi snakker om hans fødselsdag. 

Måske vi ikke behøver bruge ret meget mere tid på at filosofere over det? Og nej, I finder ingen henvisninger til buddhist-munke her, thi Sønne - der for nylig har fremtryllet en mælkekarton-drage i børnehaven - er den klogeste af os alle: "Den ER så flot den drage. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor den er SÅ flot. Sådan er det bare!"

Min liv er så fint for tiden. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor det er så fint. Sådan er det bare!

Og her er dragen:

Alt godt kommer til den...

... der brokker sig højt nok på sin blog. Og det gør jeg. Så klokken otte i morges troppede bonusbedste Æbækka op og tørrede havregrød af tøj og afleverede Sønne og trillede Livse i søvn.

Nu sidder jeg, fjernt fra brummende babyalarmer, og arbejder.

Jo jeg gør.

NU gør jeg. Nu.

torsdag den 18. oktober 2012

Se mig. Jeg kan passe børn OG arbejde OG smile på én gang. Løgn.

På sofaen ligger Manden og vånder sig med hold i ryggen og nogle meget blege kinder.
Udenfor i barnevognen ligger Livse og grynter på en jeg-vågner-lige-om-lidt-måde.
Inde i det der cyberspace råber mennesker af mig, at jeg svare på deres mails og skrive deres tekster NU.
Og de mennesker dér, de er ligeglade med gryntende småbørn og rygge med hold i.

Desværre virker min hjerne lissom ikke rigtigt i al den støj. Jeg kan kun rokke lidt frem og tilbage foran computeren, mens jeg prøver at peptalke mig selv:
KOM NU! Man kan nå meget på ti minutter! Hep! Stop blogging&brokking, start working, heppe-hep!

Det virker ikke.

Så prøver jeg en ny strategi:
Det er ok, siger jeg til mig selv.
Du kan bare arbejde i aften. Intet problem.

Men det er løgn, og jeg ved det. Jeg stinker til at arbejde om aftenen. Jeg bliver sur og dum og ineffektiv og føler pludselig, at det er et menneskeretligt krav at se Friends eller pille næse og glo ud i luften.

Nogle gange føler jeg mig uendeligt uegnet til at være selvstændig.
For eksempel i dag.

Og nu må jeg smutte. Jeg skal skypemødes med en farlig, faglig udlænding, mens den stakkels mand må mosle rundt med det nu vågne Livsebarn og et meget stramt udtryk i ansigtet. Måske drømmer han også om jobs, vi kunne sygemelde os fra. Måske.

tirsdag den 16. oktober 2012

Jeg har lyst til at sige en hel masse om køn...

 


... men jeg skal nok lade være. Og jeg har i øvrigt lige så mange billeder af barnet med dukker. Hej kulturelle-biologiske-uforståelige-altmulig køn. Farvel stereotyphelvede.

fredag den 12. oktober 2012

Weekendens bedste tilbud

BetteLiv er syg og slap. Hun ligger ved siden af den bunke arbejde, jeg IKKE fik lavet i dag, og småsnorker på en meget karakteristisk hvis-du-begynder-at-arbejde-så-vågner-jeg-STRAKS-måde.

Lørdag og søndag er arbejdsweekend i bofællesskabet, hvor jeg skal imponere de halv-nye samboer med mine praktiske og fællesskabsorienterede skills udi hegn-reperation, vaskemaskine-tilslutning og hane-slagtning. Eller i hvert fald mine evner til at bage kage og luge ukrudt.

Men ingen af delene kan rigtigt lade sig gøre med en rødkindet og feberhed klynketumling over skulderen.

Nu tror I måske, at det er rent og pointeløst brok, det her. Aber nein. Pointen er:

Vi har en hær af hegn, der skal repareres, vaskemaskiner der skal tilsluttes, haner der skal slagtes, ukrudt der skal luges og kager der skal bages. Åhja, og bofæller der skal imponeres.

Jeg kan ikke gøre det. Men I kan!

Kom nu! Det bliver skægt. Folk er søde. Og ovnen er stor og kan rumme mindst fire bradepandekager på én gang, og hvis I kommer og luger, bliver I helt sikkert inviteret med til at spise de der haner... Og I får en krammer af Livse, der trods sin sygdom er et meget nuttet barn.

Jah!

torsdag den 11. oktober 2012

Torsdags-temperaments-quiz

Så hvordan reagerede jeg, da Sønne stillede sig op foran hønsehuset og skreg af sine lungers fulde, fulde kraft i 30 øresønderrivende minutter i morges - efter BetteLiv egentlig var blevet spændt fast i cykelanhængeren og klar til at følge sin storebror i børnehave?

1: Som Erik Sigsgaard ville have gjort. Med uendelig rummelighed og tålmodighed, med fuld forståelse for Sønnes børnehave-vægring og eventuelt med en spontan fridag on the top.

2: Som Manden ville have gjort. Med uendelig rummelighed og tålmodighed tilsat et aflednings-twist a la "ved du egentlig, hvorfor topstykket i en Nissan Sonny tit revner? Skal jeg fortælle dig det? Så kom her, min dejlige dreng... Så kan vi også lige køre en tur på havetraktoren!"

3: Som en utålmodig, grundtræt og rimeligt træls mor ville have gjort. Med uendelig u-rummelighed og tomme trusler a la "NU kommer du her... ellers... det er SIDSTE gang... ellers... NU er det sidste gang..."

Svært at gætte? OK. I får et hint; et uddrag af en af eftermiddagens mange dybe samtaler:

Sønne: Livse elsker MOR. Jeg elsker FAR.

Mig: Jeg elsker også dig. Og Liv. Og far.

Sønne: (...)

Mig: Man kan godt elske flere mennesker på én gang.

Sønne: Jeg elsker far.

Godt jeg ikke er det barns eneste forælder. Og gid Erik Sigsgaard snart ville flytte ind i bofællesskabet. Det ville være sundt for os alle sammen.

tirsdag den 9. oktober 2012

Det er ikke ligefrem Dead Poets Society...


... men måske Lupo-klubben alligevel er hemmeligheden bag Mandens zen-hed og evne til at gribe nuet, dagen og Sønne?

mandag den 8. oktober 2012

FAR er den bedste (og den med mindst noia)

Det er med Sønne-putninger som med økonomi: Når det går godt, lægger jeg dårligt mærke til det og og glemmer at bede alle guder om fortsat medvind og lykke. Det føles lissom bare naturligt med gode putninger og penge på kontoen, ikke.

Når det så går dårligt, SÅ lægger jeg saftsusemig mærke til det. Og bander og svovler og spekulerer som en gal og får centimeterdybe bekymringsrynker i panden. For hvad er mon galt. Har jeg været for lidt nærværende? Sat for få grænser? Eller for mange? Sætter jeg for få grænser lige nu!? Har jeg serviceret ham for meget? Er han jaloux på sin nuttede søster, der får naturlig nååårh-hvor-er-du-bedårende-og-nuttet-selv-når-du-sviner-med-aftensmaden-opmærksomhed - mens han selv får at vide, at han ikke må hælde mælk på bordet med vilje? Eller, oh ve, er de dumme i børnehaven; holder de ham udenfor, er han ensom, får han tæv!?

Jeg kunne blive ved. Og ved og ved og ved.

Og alle de tanker de kværner og knager i mit stakkels i forvejen trætte hoved, når jeg med flormelisdrysset stemme (krydret med nærvær, autencitet og rummelighed) forsøger at putte en rasende tre-snart-fire-årige, der bestemt ikke lader sig besnakke af spekulerende mødre.

Det er ikke nemt at være tre-snart-fire. Det er ikke nemt at være mig. Det er ikke nemt at være faren. Eller. Måske er det. Nemmere, i hvert fald.
"Vil du bare gerne op og lege?" spørger han den fortvivlede dreng.
"JAH," lyder det så (hulkende, snøftende) fra drengen.
"Det er meget bedre for mig!"

Dét tror faren på, og han er helt rolig i stemmen (som er uden kunstige sødestoffer), mens han fortsætter med at tale-tale-tale og nusse på en lille, blød ryg.

Gæt selv, hvem der putter og bedst og hurtigst for tiden. Og hvem Sønne helst vil puttes af.

Find selv på en titel. Fx "totalt almindelig weekend på motorvejen"

Jeg ved, I har været ved at dø af spænding: Nåede vi til København? Skrællede Lupo sig selv som et løg på Storebæltsbroen? Virkede bremserne?

We made it.

Endda uden (synlige eller oplagte) traumer hos nogen af de meget bil-uvante børn. Livse kiggede ud af baggruden og lavede sit bil-tegn og sine spytspruttende motorlyde nonstop i timevis. Sønne kiggede ud af forruden og råbte bilmærkerne og truede kun ind i mellem med at stige ud af Lupoen.

Og jeg krøllede mig sammen ved siden af Livs autostol og tænkte, at universet så alligevel havde planer med at udstyre mig med så korte ben. Voksne mennesker med mere normale proportioner ville altså næppe have klaret tre en halv time bag i en Lupo.

Da vi endelig kom til storbyen, skyndte vi os at køre ud i nærmeste skov. Hej, jeg bor i provinsen, har en bil, og kommer formentlig ikke forbi en Rigtig By igen, før mine børn er flyttet hjemmefra. Det er OK.

torsdag den 4. oktober 2012

Det var aldrig sket med et tog/en cykel/nogle gåben

Manden har brugt den halve nat på noget med nogle vinterdæk og noget skillen bremserne ad. Måske for at se, om de rent faktisk kunne bremse, måske for at kramme alle enkeltdelene. Det er ikke helt til at vide. Men et eller andet sted i processen brækkede en helt uundværlig, æh, bremseskrue. Og Manden så pludselig helt rasende ud og måtte trække vejret meget dybt derinde under laget af motorolie, for ikke at komme til at råbe af nogen.

Fx mig. Som ikke rigtigt forstod, hvorfor ting overhovedet skulle skilles ad i første omgang. Og som tænkte (dog uden at sige det højt), at livet sguda var simplere, dengang vi vidste, at vi blev nødt til at sætte tusindvis af kroner og timer af til offentlig transport, i stedet for at gå og regne med Lupo.

Ja, jeg har et meget bipolært ambivalent forhold til vores nye status som bilejere. Stadig.

I øvrigt har Manden nu gjort et eller andet ved en eller anden lang bremsedims, så den der skrue vist nok ikke behøves alligevel. Jeg forstår ikke, hvad der foregår. Men lige om lidt skal hele resten af familien iført arbejdstøj vistnok fikse bremserne færdigt ved hjælp af denne lange bremsedims, så bilen kan køre til København i morgen. Uden skrue. Meget betryggende.

onsdag den 3. oktober 2012

Zen og kunsten at gå på internettet

Det er SÅDAN en aften. Hvor det ene barn trælsskriger og vækker det andet barn, som så er pivvågent en time. Og hvor jeg, mens jeg ligger derinde med det pludseligt pivvågne barn, kan høre Manden (hvis indianernavn jo plejer at være Tålmodigheden Selv), tale med tiltagende vrede i stemmen til stadig skrigende størstebarn. Der også er pivvågent. Og hvor vores ellers pæne stue sejler i afgnavede rugbrødsmadder og splattede frugter og opvask og en styg, styg lugt. En lugt, der sniger sig helt ind i soveværelsets mørke, hvor det pivvågne mindstebarn ligger og overvejer sit næste move, og hvor jeg ligger og grubler over alt det arbejde, jeg skal have lavet, før jeg kan kalde det en dag. Som vi siger på dansk.

Men: Jeg er cool. Jeg hidser mig ikke op på nogen, ikke på nogen af de vågne børn, ikke på den utålmodige udgave af den tålmodige Mand, ikke engang på Anders Samuelsen. Der på mærkværdig vis defilerer forbi mine tanker, og som ellers nok er værd at blive gal på.

Og længe ligger jeg dér, ved siden af Bette i mørket, og lykønsker mig selv over mit nye, rolige temperament, min uendelige tålmodighed, min uselviske egenskab til at sætte mig selv og mit arbejde og min klam-pæne stue til side og bare lissåm være der for mine børn. Det kunne jeg aldrig have gjort, da Sønne var lille, okkedog hvor er jeg vokset som menneske og mor. Tænker jeg.

Så nusser jeg blidt min iPhone og finder en ny, rar blog, før jeg giver mig til at læse nyheder. Og først da slår det mig: Jeg er ikke er vokset en skid som menneske. Jeg har bare fået en diskret eskapismedevice, der kan fjerne fokus lidt fra alt dét, mit tidligere, iPhone-løse selv lå i mørket og raseriprustede over.

Den lader vi lige stå lidt.

Så har skuffelsen over min manglende zen-hed tid til at fordampe, og vi kan alle glæde os over teknologiens mangfoldige gaver til menneskeheden, over smartphonen, min vikarierende tålmodighed, mit digitale mor-overskud, mit lyksagelige glimt af uselviskhed på en mørk-mørk aften i provinsen.

Og nu skal jeg så arbejde og smide splattede madrester ud. Bye-bye.

OK. Biler er seje.

Manden har krammet Lupo stort set nonstop, siden vi fik den. Han har olie på hænderne og et lykkeligt smil på læberne.

Og: Vi kører ture i landskabet og går hånd i hånd ved Norsminde Strand.

Og: Vi henter Sønne og skruer helt op for Tjubangchokolademand og dytter hele vejen hjem over markerne, og hele familien er høj af bilisteufori.

Og: På fredag kører vi til mormorfødselsdag i København, og det bliver billigere, end det nogensinde ville være med offentlig transport. Langt ude, i øvrigt, men det må vi hidse os op over en anden dag.

Nu mangler jeg bare liiige at (gen)lære at køre (og klippe mit hår kort, hvis jeg for alvor skal blive til Karen Blixen. Eller...).

mandag den 1. oktober 2012

Måske jeg kommer til at elske den, når jeg lærer at køre i den?!

Vi har købt en bil: En ti år gammel, overordentlig billig Lupo.

Og i cirka 24 timer var jeg en virkelig begejstret bilejer. Altså what’s not to like? Den kører cirka 27.000 kilometer på literen, den er nuttet, den har automatgear, og den er så gennemskramlet, at det ikke gør alt for ondt på mit jeg-hader-alle-skinnende-biler-selvbillede.

Men så, bum, var det som om tiøren faldt: Jeg bor i en forstad. En JYDSK forstad. Jeg har en Nespressomaskine (som jeg elsker). To børn (som jeg elsker højere end Nespressomaskinen, undtagen om morgenen). Et lån. En køkken-alrum, som relativt tit bliver ryddet relativt op.

Og nu altså også en bil.

Og da jeg, efter tiørens fald, kiggede mig rundt i stuen med mine nye fuck-jeg-er-også-BILejer-øjne, så jeg ikke længere skumgummiet, der stikker ud af sofaen, eller tisse-syltetøjs-chokoladepletterne på puderne, eller skjolderne på den gamle ABC-reol, eller nullermændene i hjørnerne og de døde fluer i vindueskarmene. Eller maskerne fra Guatemala eller glassene fra Færøerne eller billederne fra, ja fucking hele verden. Jeg så, hvor helt utroligt pænt, vi bor. Med dueblå uldsofa iført noget matchende-agtig plaid. Med sårn lidt Miró på væggen, og med ens hvide kaffekopper og et køkken-rullebord fra IKEA. Jeg så en Eric Clapton-CD (!) henne ved anlægget, og jeg så de hvide fåreskind på vores (godt nok klunsede) Wegner-stole.

Manden kom ind og fandt mig rokkende frem og tilbage, mens jeg hvislede pænt-pænt-pænt-pænt.

Jeg truede med at lave graffiti over det hele. Han forsøgte halvhjertet at påpege skjolderne på ABC-reolen. Og så videre. Men måtte til sidst overgive sig og sige, at han udmærket forstod min trang til at skrive PIK på væggene.

Hvis vi har en slags fjollet mid-life-identitetskrise-ting kørende, har vi den i den mindste kørende sammen. Lige om lidt begynder vi nok at løbe halvmarathon eller spise kernesundt eller læse selvhjælpsbøger eller gå i meget stramt tøj.

Sønne er glad for Lupo og ikke det mindste ambivalent. Synderligt imponeret er han dog ikke. I hvert fald siger han, at han gerne SELV vil have en motorcykel, og at "vi skal købe en gravko og en dumper og en lastbil i morgen, mor."

fredag den 28. september 2012

Så hvis I hører et barn skrige hjerteskærende i Højbjerg i nat (eller en Farmor. Eller en Farfar)...

Det er et lille skridt for menneskeheden og alt det der... Men for os er det stort. Thi BetteLiv overnatter langt borte (mindst seks kilometer) fra sine forældre i nat. Herunder fra mig. Det er den første nat nogensinde, at Liv ikke har enten Manden eller jeg ved sin side.

(Og ved sin side mener jeg VIRKELIGT ved sin side. Det barn aner ikke, hvad man bruger en tremmeseng til og dyrker spelttonet co-sleeping, uanset om forældrene synes det er en god ide eller ej.)

Heldigvis er der en storebror til at passe på hende. Han sover nemlig heller ikke hjemme. Og der er, mere betryggende, en farmor og en farfar med mod på lidt af hvert.

Og efter at have hyperventileret intens over de eventuelle traumer, natten væk fra MOR påfører barnet, glæder jeg mig nu tilsvarende intenst til drinks ude i det dersens byliv. Med Manden. Lige om lidt.

God weekend.


onsdag den 26. september 2012

Efterårschmefterår

Nåmen hvis man truer med et lykkeligt efterår, sker der selvfølgelig dét her:
  • Barn nummer et beslutter sig for at blive komplet hysterisk totalt umulig. Hvilket smitter, og det er ikke ret klædeligt for en dame på 31 at være komplet hysterisk. Slet ikke overfor en treårig.
  • Barn nummer to beslutter sig for at få noget Roskildesygeværk og bare generelt køre pjevsestilen.
  • Begge forældre beslutter sig for ikke at sove. Og glemmer derfor, hvordan man taler pænt til hinanden. Prust.
  • Oddergrisen beslutter sig for at være stuvende fuld af regnvåde mennesker, der stiller deres tunge, bøvlede cykler udenpå min tunge bøvlede cykel. Selvom de skal senere af.
Sikke mange dårlige beslutninger!

Jeg hepper nu stadig på efteråret. Og bestikker mine børn med popcorn og saftevand, selvom begge dele vistnok er haram. Men sukker og fedt har bare sådan en god instant-effekt på pjevs og hysteri. Og så drømmer jeg om nogle gange (især om natten) at kunne gøre som dem: Bare lukke HELT af...

tirsdag den 25. september 2012

Det bliver et godt efterår

Det bliver et godt efterår. Jeg kan mærke det.

Det kan godt være, at himlen er grå over Beder, men i mit hoved går mørke skyer i opløsning, og det bliver mere og mere sommer.

Sådan er jeg ret ude af trit med årstiderne. Men til gengæld god til fesne metaforer og, allervigtigst, en tiltagende glad dame, hvis knudrede sind så småt holder op med at være helt så knudret. Se, der var en metafor til.

Sådan en dag er det åbenbart i dag.

Mine børn er også efterårs-glade. Regn er sjovt, og flyverdragten fra sidste år passer nogenlunde. Og det er stadig ikke for koldt at sidde helt stille i en busk i meget lang tid og bore og save.


Vi siger det lige én gang til (uden at skele til Nemesis derovre i hjørnet): Det bliver et godt efterår! Jo det gør.

mandag den 24. september 2012

Sønne og Livses babytegn-skole

Herinde i den virtuelle carport har jeg tidligere skræppet om babytegn. Som vi elsker, og som Bette bruger hele tiden.

I dag har jeg så gjort det ægte live, altså snakket og tegnet, derude i den virkelige verden foran virkelige FOF-mennesker og deres medbragte bebser.

Det gik nogenlunde, tror jeg, selvom jeg ikke er vant til at snakke til større forsamlinger af mødre om mor-ting.

Blandt meget andet uddelte jeg glad billeder af mine egne børn, der babytegner. Sådan en slags selvbestaltet ekspertmordame er jeg så blevet. Og I skal da ikke snydes vel, så her kommer Sønne & Livses tegn-guide:

MERE: Lad fingerspidserne på begge hænder møde hinanden. Det her er vistnok den amerikanske udgave af tegnet - den danske version er at pege med én finger på den anden hånds håndflade. Potato potato... Liv er glad og vil have mere af alt.

HEST: Sæt tommelen mod tindingen og vink. Det ser fjollet ud, ja. Og der er flere versioner af tegnet, men tegn, hvor man skal røre ved kroppen eller hovedet, er som regel nemmest at lære.

FUGL: Lad hånden forme et næb og pippe løs. Det giver vist næsten sig selv.

HAT/HUE: Klap på hovedet. Liv bruger i øvrigt også det her tegn om regn ("uh, det regner på mit hår!"), selvom det officielle regn-tegn er mere a la det, man bruger i Lille Peter Edderkop.

HVOR: Vend håndfladerne opad. Her er det BetteSønne, der demonstrerer - det er et af de tegn både han og Bette brugte og bruger allermest.

TELEFON: Form en telefon med hånden mod øret. Igen er det baby-Sønne, der viser alverden, hvordan det skal gøres.

lørdag den 22. september 2012

BederCoffee


Nej, det er stadig ikke StreetCoffee. Men det er saftsusemig tæt på.

For Viggos mor aka Velomama aka min evige, handlekraftige sambo i hjertet blev træt af mit kaffeklynk og købte en Nespresso-maskine i Den Blå Avis. Til mig. På trods af ruin efter sit franske bryllup.

Som Jesus siger: Ingen kan give mere end dét.

(Eller er det kun præsten i Disneys Robin Hood-film, der siger sådan? Selvom jeg har tilbragt årevis på en kristen efterskole, lader min nytestamentelige viden en hel del tilbage at ønske. Jeg kan til gengæld recitere samtlige replikker fra Robin Hood i søvne.)

Nå. Men altså. Kom til kaffe!

Vidste I i øvrigt, at når det er ens funky og rare Vesterbro-venner, der køber kaffemaskinen til én, så føles det slet ikke provinstræls og ligusterbedsk?! Virkeligt smart. For det vakkelvorne selvbillede og hverdagens kaffenydelse.

onsdag den 19. september 2012

Kærlighed, forkølelse og andre konsekvenser af manglende spejdersind

"Du har vist aldrig været spejder!" sagde Kontormakker kækt, da jeg dryppede ind på kontoret for ikke så længe siden. Mut og kold.

Jeg kunne fortælle, at jeg BÅDE havde været spejder OG sejlet på de syv verdenshave (eller i hvert fald et af dem), men at jeg alligevel ikke formår at aflæse hverken skyerne eller iPhone-vejrudsigten ordentligt. Og at jeg derfor var helt uforberedt på den styrtregn, der skyllede ned over mig og min sommerjakke og min nylonstrømper fem minutter efter Beder og cirka 45 minutter før mit kontor i nord-Århus. (Ja, jeg cykler meget langsomt. Giv mig en ny cykel og/eller kondition eller ti stille...)

I øvrigt havde jeg heller ikke regntøj med ud på det der verdenshav. Hvilket er virkeligt, virkeligt åndsvagt, når man sejler på en lillebitte båd, hvor man ofte-ofte bliver spulebruset af meterhøje bølger. På den anden side bliver man så nødt til at låne sin med-matros' sejler-regntøj, og en-to-tre, før man har set sig om har man to børn og bor sammen med med-matrosen i et bofællesskab i Beder.

Måske er det simpelthen min underbevidsthed der tror, at der kommer gode ting ud af IKKE at være beredt? Måske har den ikke forstået konceptet forkølelse? 

Måske snakker jeg kun om både og verdenshave, fordi jeg har udsigt til en pisseueksotisk parkeringsplads i regnvejr, og fordi jeg fryser ret meget i mit våde tøj.

Hm.

To gode konsekvenser af at færdes i verden uden regntøj.

tirsdag den 18. september 2012

Dette er HELLER ikke Street Coffee...


... det er faktisk slet ikke kaffe, men en kop te, som verdens rareste bibliotekar serverede for mig på Beder Bibliotek. Det er ikke første og nok heller ikke sidste gang.

Venlig betjening er i øvrigt ikke det eneste, biblioteket har tilfælles med Street Coffee. Næh: Ingen af stederne er der toiletter. Eller det vil sige - biblioteket HAR et toilet, det er bare aflåst det meste af dagen.

Og begge steder umuliggør de manglende tissemuligheder at lege kontor ret længe af gangen. Selvom jeg har prøvet, jeg har virkeligt, virkeligt prøvet.

mandag den 17. september 2012

Stolthedsting. Lykketing.

Jeg slår jævnligt mig selv og bloggen og tilværelsen i hovedet med skyld. Skyld er mit foretrukne våben, faktisk, og kan hales frem og bruges til at slå (mig selv) i stort set alle sammenhænge: Hvis en ble bliver skiftet ti minutter senere, end godt er. Hvis et barn har haft en dårlig dag i børnehaven. Hvis de andre medlemmer af husstanden ikke spiser grønsager nok (og det gør de aldrig). Hvis børnene kommer for sjældent i bad. Eller for tit. Hvis cyklen cykler lidt for langsomt hjem fra arbejde. Hvis en velgørenhedsorganisation ikke får mønter nok i bøssen. Hvis nogen i avisen har gjort noget strengt, jeg egentligt ikke har indflydelse på. Hvis nogen dør i Afrika. Og så videre.

Men der er også en anden slags ting. Stolthedsting. Lykketing. Ting som er fine og dejlige, ting som fodrer skylden af med et stykke kage og en økologisk gulerod, så den ikke længere kan råbe ret højt. Lad os for én gangs skyld snakke om dem:

Bofællesskabet er sådan en ting. Af mange kortisolsænkende, saliggørende, "se-vi-har-udsigt-til-horisonten"-agtige grunde, men først og fremmest fordi det er det perfekte sted for børn. Mine børn. Nej sgu, alle børn i hele verden. Plads og luft og legekammerater og trampolin og gymnastiksal og høns og venlige voksenhænder og rammer der gør, at forældremenneskerne kun skal lave mad (åhsåøkomad) én gang om ugen. Og en havetraktor og et værksted og en busk fyldt med hindbær.

Anne-Anne er også sådan en... ting. Anne-Anne er min søster (dog ikke genetisk, men hvem hænger sig i dét - udover Lone Frank?) og passer BetteLiv tre dage om ugen, så hun ikke behøver komme i vuggestue. Endnu. Og det er sguda pissebesværligt kun at få sit barn passet tre dage om ugen - og oven i købet herhjemme. En beslutning der gør, at vi, som en journalistven har formuleret det, "jo for fan altid er lidt på røven." Men det er også lykken. Nej, Lykken, med stort L. Fordi BetteLiv griner og vinker og vil op, så snart Anne-Anne træder indenfor om morgenen fx. Og fordi vi ikke et eneste skyldigt lille øjeblik behøver at stresse over, om hun mon sidder i et hjørne og græder, uden der er en pædagog der ser det. Og så videre. Vuggestueudskydelses-Anne-Anne-tingen er uden tvivl det mest speltede arrangement, vi nogensinde har sat i søen, men det er saftsusemig også et af de bedste.

I weekenden havde vi besøg af rare mennesker (det yngste kendt fra vandreture med dobbeltvidunderet) og drak en masse rødvin. Det forklarer måske den rødvinskloge selvfedme i alt det her. Eller: Måske havde vi bare fat i noget af det rigtige, da vi efter tredje flaske vin konkluderede, at vejen til et rart liv hænger sammen med selv at (føle at man kan) vælge sine omstændigheder. Aktive valg og ansvarstagen, iggå, på den ikke-liberalistiske måde.

Jeg kigger på mine lykketing og tænker, nej, mærker, skisme, at vi har truffet gode og rigtige valg. Så har vi prøvet dét med. Og lige om lidt bliver jeg til Andrea Hejlskov. Det er OK.

BetteFolke-weekendgæst i midten af en lykkelig børnesandwich. Bemærk i øvrigt, at Livse laver sit babytegn for MERE.

Og nu ved I, hvad vi ønsker os i fødselsdagsgave.

I nat drømte Sønne om "gamle Porcher og gamle Ferrarier og gamle Citröener og gamle brandbiler i gamle dage, mor."

Selv drømte jeg, at de 20 kubikmeter usorteret babytøj i hjørnet på Livs værelse på magisk vis havde sorteret sig selv, og at hele værelset var blev ryddet op. Da min underbevidsthed så, hvor glad jeg blev for dét, gassede den op og lod mig drømme, at vi havde fået au pair. Og selvfølgelig en glad, deltidsagtig én, der arbejdede 100 procent indenfor rammerne af sin kulturudvekslingsaftale, og med hvem jeg jævnligt diskuterede mine politiske og moralske skrupler over at have et andet menneske til at arbejde for mig til en ringe løn... OG som sagde, at hun faktisk NØD at vaske tøj, som nogen havde skidt på.

Senere i drømmen fik jeg vistnok en ny cykel. Og min ansøgning om et Vigtigt Projekt blev kaldt "helt genial."

Og sådan er vi så skræmmende simple, Sønne og jeg. Selvom jeg dog godt vil give min underbevidsthed point for politisk korrekthed.

En Mercedes i ikke-ret-gamle dage men til gengæld med smuk nabo.

fredag den 14. september 2012

Bederkuren. God for livsmodet og små, trætte ben.

OK. Så jeg er skizo. Det er der heldigvis andre, der ikke er:

SØNNE FØR BEDER: Byen stinker. Verden er ond. Benene er altid trætte.


SØNNE EFTER: Beder er vidunderlig. Livet er godt. Benene er (næsten) aldrig trætte.

tirsdag den 11. september 2012

Ambivalens er (ikke ubetinget) en dyd

Jeg arbejder med min skizofreni:

By-land
huhej-chilleren
arbejdskonsulentdame-mordame
hurtig-langsom
hård-blød

Find selv på flere. Egentlig går det OK-agtigt  med at rumme livet på de to meget forskellige planeter. Eller i det mindste bedre. I hvert fald så længe hovedet er i sving med en ny pressemeddelelse/et website/en brandbilsleg/noget søskende-konflikt-brandslukning. Det er, når hjernen pludselig får luft og ilt og plads, at ambivalens-skelettet ramler og skizomor bryder frem.

Som i går på cyklen hjem, hvor jeg fik øje på to småbørn på en trampolin i en have. De hoppede op mod eftermiddagssolen, og den benhårde arbejdsdame gik i tusind stykker og blev blød og fyldt med savn efter alle de mange timer, hun netop havde mistet af sine egne ungers liv.

Godt der er så mange bakker, iggå, at jeg det meste af turen kun kan tænke kom-så-kom-så-kom-så-kom-så...

tirsdag den 4. september 2012

Det værste ved Beder er kaffen. Det værste ved mine børn er, at de ikke kan sove.

Nåmen hvis jeg ikke var så alt-er-gråligt-og-de-sorte-rander-når-ned-til-rynkerne-ved-min-mund-TRÆT, så ville jeg nok følge op på al den snak om snore i hovedet og stressfridag og den slags.

Men det er jeg altså, grålig-træt. Der er nogle børn, der ikke sover. Og så videre.

Har jeg eventuelt skrevet det her indlæg før? Der må være noget fra en 2010-stykker, jeg kan genbruge. Se mig, ih hvor er jeg en træt småbørnsmor, det er cra-zy. Noget i den (velformulerede og originale) stil.

På en måde er det nemmere nu end dengang, da Sønne var på Bettes alder, og vi altid var trætte. Dels fordi, bum, vi faktisk ikke ALTID er trætte nu om stunder. Og dels fordi min krop godt kan huske, at den overlever det her. Hvilket gør følelesen "det går aldrig det går aldrig det går aldrig fuckefuck nu besvimer jeg ned i computeren/barnet/tøjvasken" lidt nemmere at holde i ave.

Måske er det også fordi, jeg har fået et mere liberalt forhold til fjernsyn og sukker? Og fordi jeg ved, der er nogen andre end os, der skal lave aftensmad i aften. Og at der er rester oppe i fælleskøleskabet, som jeg kan spise til frokost, så pyt med at vores eget trætte køleskab er pivtomt.

Hey, se lige hvor positiv jeg er ved at psyke-skrive mig selv til at blive. Jeg må hellere stoppe og drikke noget ringe kaffe, mens legen stadig er... dårlig.

fredag den 31. august 2012

Stress, morgen-Erik og de små husslaver

I en slags forsøg på at tage stressen i opløbet, har jeg bevilget mig selv en fridag i dag.

(Det er selvfølgelig løgn. Det er Manden, der har berordret. Og jeg holder selvfølgelig ikke rigtigt fri. Men næsten-fri med vasketøj og oprydning og ikke ret meget computer. Men alligevel...)

Og børnene bakker max op. For eksempel startede de dagen med at dække morgenbord.
"Jeg må godt dække bord i dag, mor," sagde Sønne.
"Det er fordi, du er min søn, mor."

"Ja," sagde jeg og satte mig tilrette blandt alle husets glas og så passivt, nej Erik-Sigsgaard-rummeligt til, mens Sønne hældte al piskefløden på sine havregryn og Livse ekspederede sin grød fra tallerkenen og over i nogle af de mange kopper og bøtter.

Det er en OK dag.


torsdag den 30. august 2012

Det er... indviklet

Se mit liv:

Det er fyldt med sunde cykelture, sjove børn og meningsfuldt arbejde.

Arbejde som er fyldt med frihed, og som jeg er dygtig-agtig til, og som tilsyneladende kommer af sig selv, uden jeg skal gøre mig til. Og som jeg har tid til, fordi vi har prioriteret godt og sundt og bor derude i den friske luft med kig til horisonten og de sorte tal på bundlinjen - og Manden derfor kan tage over og hente og bringe og skrue ned for egen indtjening, når jeg er den med arbejdsbunkerne.

Og aftensmaden er økologisk, og hønsene lægger æg til os, som Sønne henter hver morgen, mens BetteLiv siger godmorgen til hestene med sine små, præcise babytegn. Og børnene er glade og søde ved hinanden.

Så jeg er en lykkelig dame omgivet af lykke, ikke sandt?

Well. Jeg er en dame fyldt med skyld og dårlig børne-tids-samvittighed. Og med udmattethed. Hvordan gør andre mennesker det her; arbejder tusind timer om ugen OG er sammen med deres familie OG deres cykel?

Og, værst af alt, er jeg fyldt med meningsløse tanker om, hvad folk mon tænker. Hvad mon pædagogerne i børnehaven tænker, når nu det ALTID er Manden, der henter og bringer?

(Da det altid var mig, der hentede og bragte, havde jeg også dårlig samvittighed over dét.)

Armen for fan. Maskinrum-Maria beskrev så fint, hvordan en stramt spændt snor af konstant utilfredshed og tænksomhed pludselig sprang i hendes hoved. Mit hoved er et virvar af stramt spændte snore, af knudret skyld og noia. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klippe over og muge ud. Og snorene og knuderne skygger for alle de fine ting, livet vitterligt er fyldt med. Og strammer om hjernen.

Det er noget fuck, og det er spild af god hverdagslykke.


mandag den 27. august 2012

Se mig. Jeg er Chris McDonald.

Nåmen egentlig var mit hoved fyldt med brokkeindlæg. Om manglende søvn og manglende overskud og manglende kærestetid og manglende fremtidsoverblik. Og så videre.

Men så cyklede jeg gennem skoven til gode, gamle Viby J. Der ligger cirka i samme afstand fra Beder som Rio. Og cyklen gav sig og knirkede, og jeg svedte op og ned ad bakker og så blodrødt inde bag øjnene og overhalede faktisk en enkelt, spandexklædt cyklist (dog på cirka 70, men lad nu det ligge).

Og hvad skete der så?

Da jeg først havde fået pulsen ned og sveden tørret af panden (og resten af kroppen), blev jeg helt... glad. Og følte slet ikke mangel på noget, men kramme-rummede begge mine søvnløse, snottede, sygt søde børn.

Det der motion, iggå. Det kan godt være, jeg hårdnakket har påstået noget andet. Men det holder. 

De søvnløse, snottede, sygt søde.
(Og til de seriøst trofaste læsere: True. Det er ikke første gang, jeg indser det her. Har været lykkelige Chris før. Kan bare kun bruge min krop til andet end at svinge rundt på børn og skrive på et tastatur, når jeg virkelig er tvunget til det.)

fredag den 24. august 2012

NU skal barnet snart spise noget andet end blomster...

... selvom det selvfølgelig er ret sejt at være et blomsterbarn (ohyes), der opvokser på roser og modermælk i stedet for æg og øllebrød.

Ja, her spiser vi STADIG blomster

mandag den 20. august 2012

Festlykke. Sukkerchok. Feber.

I weekenden holdt vi navnefest for Liv, Bette, Livse, Livsepivse. Ja, det var cirka et år for sent, men vores familie af blod og ånd er ikke smålig med den slags, og dukkede op fra nær og fjern og endnu fjernere for at fejre et dejligt barn og spise kager. Mange kager. Dét her er en af dem, som Søster, psykologen og amatør-konditoren, har kreeret. (Og ja, det ER nervøs velour, i kan spotte under kagefaddet, frisk fra bofællesskabets fugtige kælder. Det bliver trendy liige om lidt, og så ved I, hvor I så det først...)

 

Der var mange, mange flere kager, men ikke flere kagebilleder på telefonen, for Jeres Udsendte havde eventyrligt travlt med at snakke med godt 60 gode gæstefolk.  Og gæsterne hang ud og hang ud og gik heldigvis aldrig hjem, for hvem kan stå for en shetlandspony ved navn Jack og høj sol i Beder?

Nu har allemand en slags tømmermænd efter en søvn- og sorgløs weekend. Manden er bleg, Sønne er hidsig, jeg er febersnotti og Bette herself i egen lave person går rundt og spiser alle bofællesskabets blomster og spytter resterne ud rundt omkring på matriklen. Måske er det sundere end kage? Måske ikke.


Nu vil jeg forsøge at snige mig hen i noget sygeseng uden at blive opdaget af hidsigproppen eller blomstergnaveren. Det her indlæg bliver alligevel mere og mere til en dansk stil på stoffer.

Over and out.

onsdag den 15. august 2012

Dette er IKKE Streetcoffee...

... det er faktisk ikke en gang rigtig kaffe. til gengæld koster det kun otte kroner og er det mest cafeagtige, man overhovedet kan opdrive i god bedre Beder.