onsdag den 28. maj 2014

Og jeg ved stadig ikke, hvad man skal gøre, hvis det brænder

For fire år siden sad jeg på et voksentoilet i en vuggestue og hulkede, mens jeg gennem alle tårerne forsøgte at fokusere på de laminerede brandinstrukser på væggen for ligesom at glemme, at mit største barn, den enbårne søn, nu var vuggestuebarn og endegyldigt ude i den store, farlige verden. Så jeg kunne gå ud og smile og indkøre og være den voksne og så videre.

Lige for lidt siden sad jeg på et voksentoilet i en vuggestue og hulkede, mens jeg gennem alle tårerne forsøgte at fokusere på de laminerede brandinstrukser på væggen for ligesom at glemme, at mit mindste barn, den enbårne datter, nu ikke længere er vuggestuebarn men endegyldigt ud i den store, farlige verden. Så jeg kunne gå ud og smile og udkøre og være den voksne og så videre.

For fire år siden kom jeg ud til en hær af tørøjede voksne og en ulykkelig Sønne.

Her for lidt siden kom jeg ud til en hær af grædende pædagoger og en ganske fornøjet Bette Liv.

Det er på en måde altid noget.

tirsdag den 27. maj 2014

Heldigvis rummer jeg mine børns reaktioner utroligt godt og står altid fast ved min beslutninger som en god voksen

"Nu går der ikke mange dage, så skal du i BØRNEHAVE, Livse-skat!" siger jeg med min mest sleske melis-stemme.

"NEJ!" siger Liv med sin højeste, allermest bestemte stemme.

Og sådan er det hele vejen igennem.

Også når jeg afleverer hende i vuggestuen, og hun græder, til hendes små, runde kinder bliver sjaskvåde og siger, at de voksne i vuggestuen kommer til at savne hende.

Soleklar præ-børnehave-reaktion.

Soleklar skyld og skam og fortrydelse hos mig.

(Nye læsere kan få et kig ind i vuggestue-børnehave-beslutnings-farcen her).

lørdag den 24. maj 2014

Forsømt forår og alt det jazz


Beder er i blomst. Græsplænen er syrendrysset, og haven er så frodig, at man bliver helt mæt af at indånde luften nede i æblelunden.

Måske er himlen endda lyserød.

Jeg ved det ikke, for jeg ligger bag nedrullede gardiner og ømmer mig.

Betændt bækkenled hedder ømhedsgrunden.

Glad arbejdsdag i bofællesskabet hedder gardingrunden. Jeg skjuler mig for bofællernes lykkelige arbejdsomhed og tænker over den manglende realitetssans i fysioterapeutens befaling om simpelthen at gå så lidt som muligt.

Og jeg skumler, mens fluerne summer forvirrede rundt i soveværelsets halvmørke.

Skumle, skumle, skumle.

Måske er jeg Alfons Åberg, der ikke helt er stor nok til at spille kort med sin fætre.

Skumle, skumle, skumle.

Lige om lidt humpelister jeg ud og stikker næsen i noget lilla blomst og bliver en mere zen-agtig version af mit betændte selv.

onsdag den 14. maj 2014

Gæt selv, hvilken livsstrategi der fungerer bedst

Når vi har truffet en svær beslutning med tvivl og plus-minus-lister og skal-vi-ikke-bare-beslutte-det-en-anden-dag og flere lister og mere tvivl... så reagerer Manden sådan her:

Jamen hvor føles det bare godt! Jeg er HELT sikker på, at det er det rigtige! Jeg kan mærke det nu, lissom, og jeg er slet ikke i tvivl mere - tænk, at jeg nogensinde har været det!? Det her skal nok blive godt!

Og jeg reagerer sådan her:

Det er den HELT forkerte beslutning! Hvordan i alverden kunne jeg nogensinde være så dum? Jeg er den værste mor i verden! Det her bliver aldrig godt, jeg kan mærke det, lissom. Fuck.

(Vi har set antydning af denne min meget lidt modne og meget lidt brugbare post-beslutnings-angst før, for eksempel da vi udskød Sønnes skolestart. Hvilket jo for fanden VAR den rigtige beslutning. Og en ret nem én oven i købet.)

Nå, men anyway. Vi skulle jo vælge børnehave til Bette, iggå. Hej tvivl og lister og overspringshandlinger og lister og tvivl. Kampen stod mellem det sted, hun går i vugger, som hun kender og elsker, og som er fint (men hvor de kører en lidt kinesisk mal-ens-sid-stille-pædagogik og en lidt New Jersey-agtig psyko-kagekonkurrence) og så Sønnes børnehave, som er stor og larmende og fantastisk og irriterende og smart for familielogistikken og økologisk fuldkost og alt for kaotisk og what have you.

Vi valgte Sønnes børnehave.

Måske fordi vi havde udskudt beslutningen så længe, at vi blev NØDT til at vælge en træt aften, hvor jeg ikke kunne overskue at have børn i to forskellige institutioner et år til. Måske fordi vi skulle vælge lige midt i græd-jer-selv-i-søvn-gate. Måske fordi det vitterligt var den rigtigtst-agtige beslutning.

Host.

Manden reagerede, surprise, ved hele tiden at blive mere og mere sikker på, at det er en skidegod beslutning.

Jeg reagerede, surprise, med tiltagende angst, skyld, bøvl og flimren for øjnene. Hvordan i alverden kan man tage den her prinsesse...


... der går i en prinsesse-egnet institution med mennesker, hun kender og holder af, og sende hende ud i en larmende mudderpøl med 120 børn, hun ikke kender?! Tilføj selv 100 negative scenarier, der involverer fremtidig skolegang og gråd hver morgen ved aflevering, så ved I nogenlunde, hvorn jeg har det, mens jeg halvhjertet messer til mig selv: Du ville have været endnu mere i tvivl, hvis I havde valgt det andet, du ville have været endnu mere i tvivl, hvis du havde valgt det andet...

Om to uger starter BetteLiv i børnehave. For hver gang jeg henter og afleverer hende, får jeg mere flimmer i øjnkrogene og tungere skyld på skuldrene.

I mit næste liv vil jeg være Manden.

tirsdag den 13. maj 2014

Night terror hedder det, siger de kloge

HVORFOR BLIVER ALTING STØRRE HELE TIDEN? HVORFOR BLIVER VERDEN STØRRE HELE TIDEN? skriger drengen panisk ud i mørket og hans hænder griber ud efter noget, han ikke kan få fat i. Jeg holder ham tæt ind til mig og bærer hans 16 tunge kilo rundt i hele huset dér midt om natten. Og jeg vugger ham som en baby og hvisker beroligende sludder til ham, halvt svedig af angst over hans potentielle vanvid, halvt underligt taknemmelig over, at han stadig er så lille, at han tror på, at jeg faktisk kan beskytte ham fra alt det, der bliver større hele tiden.