Vi talte så pænt til hinanden hele eftermiddagen. Endda mens vi bagte boller; børnene roste hinanden for at røre og hakke og blande.
Sønne støvsugede på eget initiativ og hjalp med at rydde op.
Vi krammede og legede og var totalt i nuet.
Da englebasse et og to til sidst sov sødt i køjesengen, begyndte jeg at lede efter svar: Hvad var det, der var gået så rigtigt? Var det bare et tilfælde? Havde jeg gjort noget andet, end jeg plejede? Havde jeg monstro gjort noget rigtigt i fire år og 11 måneder, og NU kom så belønningen (nej, vel...)? Havde de mon oplevet noget særligt dejligt i deres respektive institutioner?!
Det var først lige før, jeg selv gik i seng, at det gik op for mig: Det handlede om katte.
Katte, ja.
På vej hjem fra børnehaven svingede vi forbi legepladsen, hvor vi tilbragte en halv time i selskab med et kuld af verdens mest nuttede kattekillinger. Liv kyssede dem alle sammen (jæs, I know) og hvinede og hoppede af fryd og kunne næsten ikke være i sig selv. Sønne blev den blideste og mest stille version af sig selv, jeg nogensinde har mødt. Og jeg (den kendte dyrehader) blev selv helt blød og blid og rosende og katteskruk.
Vi havde simpelthen fået så meget katteblødhedsdejlighedssamvær, at vi alle tre blev medgørlige i hidtil uset grad.
Og jeg (den kendte dyrehader) har fået en helt, helt ny respekt for et folkefærd, jeg ellers aldrig har forstået: kæledyrsejerne. Hold. Nu. Op. Hvor var de søde. Vi skal simpelthen have noget mere kat i hverdagen.
torsdag den 31. oktober 2013
tirsdag den 29. oktober 2013
Sådan en bilist bliver jeg ALDRIG. Selvom jeg har den perfekte stormbil.
Mig (i en skrattende mobiltelefon): Æhm, jeg ringede bare lige, fordi jeg ikke kan lide tanken om, at du måske kører rundt i stormen med to børn i en meget lille bil.
Manden: Det er helt fint! Vi kørte gennem skoven, jeg kunne simpelthen ikke lade være. Det var SÅ flot.
Mig: Æh - jamen hvis det nu bliver ved med at blæse sådan, vil I så ikke bare blive hos Farmor og Farfar, så kan I altid spise aftensmad senere? Lupoen er altså virkeligt ikke nogen stormbil.
Manden: Lupoen er den perfekte stormbil! Alle de andre biler kunne ikke komme forbi det væltede træ, men Lupoen er så lille, at vi faktisk godt kunne. Intet problem.
Mig: ...
Manden: Det er helt fint! Vi kørte gennem skoven, jeg kunne simpelthen ikke lade være. Det var SÅ flot.
Mig: Æh - jamen hvis det nu bliver ved med at blæse sådan, vil I så ikke bare blive hos Farmor og Farfar, så kan I altid spise aftensmad senere? Lupoen er altså virkeligt ikke nogen stormbil.
Manden: Lupoen er den perfekte stormbil! Alle de andre biler kunne ikke komme forbi det væltede træ, men Lupoen er så lille, at vi faktisk godt kunne. Intet problem.
Mig: ...
mandag den 28. oktober 2013
Hvad vi råber for at overdøve stormen
Det skal nok gå!
Kom mørke, kom blæst, kom regn
Kom vanvittige efterårs(medie)storme og våde, brune marker
Vi har vores løbecykler, vores flyverdragter og vores bibliotek lige om hjørnet
Vi har en høj, rå latter, som vi griner, når vi overhaler nogle på den våde cykelsti
Vi har stearinlys, og vi har hinanden
Det her efterår SKAL blive til en bedre vinter, end den sidste
Det skal nok gå!
Kom mørke, kom blæst, kom regn
Kom vanvittige efterårs(medie)storme og våde, brune marker
Vi har vores løbecykler, vores flyverdragter og vores bibliotek lige om hjørnet
Vi har en høj, rå latter, som vi griner, når vi overhaler nogle på den våde cykelsti
Vi har stearinlys, og vi har hinanden
Det her efterår SKAL blive til en bedre vinter, end den sidste
Det skal nok gå!
fredag den 25. oktober 2013
Ballade og ballade
I fællesrummet nede i Bettes institution hænger lange rækker af malerier. På den ene væg: Lutter grå elefanter på orange baggrund. På den anden væg: Lutter gule giraffer med brune prikker på lilla baggrund.
Det ser ret flot ud, egentlig.
Men det giver mig the creeps. Hvorfor er der ingen af børnene - for det er børnehavebørn, der har malet kunstværkerne, forstås - der har malet baggrunden gul og giraffen lilla? Hvorfor er der ingen, der har malet store orange pletter på elefanterne?
Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg skal lade være med at være så snævertsynet. Skal kreativitet måske absolut være noget med total fri klatmaling? Nej, vel. Måske har de fået et eller andet herligt og pædagogisk og kunstnerisk ud af at have en meget styret opgave. Siger jeg til mig selv.
Jeg siger også: Det her er en integreret institution. Når vuggestuen er så pissehamrende god - og det er den - så må børnehaven sguda også være det.
Alligevel har jeg the creeps og hovedet fyldt med billeder af små kinesere, der gør nøjagtigt, hvad de voksne siger.
Og på væggen i institutionens gang hænger en trin-for-trin-plakat, der viser, hvilke trin de små skal igennem, før de skal i skole. Trin nummer to er: DU MÅ IKKE LAVE BALLADE.
Hvad er ballade? Er det at male elefanten gul og giraffen grå? Eller at have lyst til larme og hoppe i stedet for at SIDDE STILLE PÅ NUMSEN OG RÆKKE FINGEREN OP (trin nummer tre og fire, så vidt jeg husker).
("Gustav, kan du huske, hvad vi gør, når nogen siger STOP!" som en damepædagog hvisler med tiltvunget pædagogik i en alt for stram stemme - til en dreng, hvis ben og arme hopper og danser og bokser af fire-års-krudt.)
Igen: Der er principielt ikke noget i vejen med at øve sig på at tage hensyn til de andre. Siger jeg til mig selv.
Alligevel bliver jeg glad helt ned i maven, når jeg - efter at have afleveret Livse under rækkerne af ens malerier - kører Sønne ud i kæmpebørnehaven og i armene på pædagoggitte, der griner og siger:
Nu står vi bare her og vinker til mor et øjeblik, og SÅ er det altså ud og lave ballede med de andre, iggå!
Det ser ret flot ud, egentlig.
Men det giver mig the creeps. Hvorfor er der ingen af børnene - for det er børnehavebørn, der har malet kunstværkerne, forstås - der har malet baggrunden gul og giraffen lilla? Hvorfor er der ingen, der har malet store orange pletter på elefanterne?
Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg skal lade være med at være så snævertsynet. Skal kreativitet måske absolut være noget med total fri klatmaling? Nej, vel. Måske har de fået et eller andet herligt og pædagogisk og kunstnerisk ud af at have en meget styret opgave. Siger jeg til mig selv.
Jeg siger også: Det her er en integreret institution. Når vuggestuen er så pissehamrende god - og det er den - så må børnehaven sguda også være det.
Alligevel har jeg the creeps og hovedet fyldt med billeder af små kinesere, der gør nøjagtigt, hvad de voksne siger.
Og på væggen i institutionens gang hænger en trin-for-trin-plakat, der viser, hvilke trin de små skal igennem, før de skal i skole. Trin nummer to er: DU MÅ IKKE LAVE BALLADE.
Hvad er ballade? Er det at male elefanten gul og giraffen grå? Eller at have lyst til larme og hoppe i stedet for at SIDDE STILLE PÅ NUMSEN OG RÆKKE FINGEREN OP (trin nummer tre og fire, så vidt jeg husker).
("Gustav, kan du huske, hvad vi gør, når nogen siger STOP!" som en damepædagog hvisler med tiltvunget pædagogik i en alt for stram stemme - til en dreng, hvis ben og arme hopper og danser og bokser af fire-års-krudt.)
Igen: Der er principielt ikke noget i vejen med at øve sig på at tage hensyn til de andre. Siger jeg til mig selv.
Alligevel bliver jeg glad helt ned i maven, når jeg - efter at have afleveret Livse under rækkerne af ens malerier - kører Sønne ud i kæmpebørnehaven og i armene på pædagoggitte, der griner og siger:
Nu står vi bare her og vinker til mor et øjeblik, og SÅ er det altså ud og lave ballede med de andre, iggå!
Sønne og Bette laver ballade i kæmpebørnehaven, hvor den slags er tilladt. Også for medbragte søstre. |
onsdag den 23. oktober 2013
NEJ vi skal ikke
Sønne: Moah, skal vi ikke nok have en baby i vores familie?
Mig: Æh... nej.
Sønne: Mo-ah, skal vi ikke nok!? Hvorfor ikke?
Mig: Æhm, det skal vi bare ikke lige -
Sønne (der tydeligvis har fået en form for aha-oplevelse): Mor! Hvordan FÅR man egentlig en baby ind i maven?
Mig (synker noget og blinker meget hurtigt med øjnene): Jo, altså... Man starter med at, æh, finde en far...
(og det er så her, jeg kommer i tanker om Sønnes ven, hvis mor er selvvalgt enlig, og retter mig selv)
... de FLESTE starter med at finde en far, og så, æh, så -
Sønne (har fået endnu en aha-oplevelse og afbryder - heldigvis - glædestrålende sin stammende mor): Men mor, vi HAR jo allereje en far! Så kan vi godt få en baby i familien! YES! Så bliver jeg storebror til TO, og Livse bliver lillesøster til TO!
Liv: YES! Mig ha lille baby!
Mig: ...
Mig: Æh... nej.
Sønne: Mo-ah, skal vi ikke nok!? Hvorfor ikke?
Mig: Æhm, det skal vi bare ikke lige -
Sønne (der tydeligvis har fået en form for aha-oplevelse): Mor! Hvordan FÅR man egentlig en baby ind i maven?
Mig (synker noget og blinker meget hurtigt med øjnene): Jo, altså... Man starter med at, æh, finde en far...
(og det er så her, jeg kommer i tanker om Sønnes ven, hvis mor er selvvalgt enlig, og retter mig selv)
... de FLESTE starter med at finde en far, og så, æh, så -
Sønne (har fået endnu en aha-oplevelse og afbryder - heldigvis - glædestrålende sin stammende mor): Men mor, vi HAR jo allereje en far! Så kan vi godt få en baby i familien! YES! Så bliver jeg storebror til TO, og Livse bliver lillesøster til TO!
Liv: YES! Mig ha lille baby!
Mig: ...
tirsdag den 22. oktober 2013
søndag den 20. oktober 2013
Efterår. Arbejde. Nervøst vrøvl på engelsk.
Det er det dejligste efterår nogensinde. Jeg er den mest arbejdende og mindst bloggende mor længe.
Til gengæld kører jeg meget i bil.
Og gør min have vinterklar. Who would have thought.
En del af mit pludselige omfangsrige arbejde er at være redaktør for nogle unge, smukke og meget, meget ambitiøse journalister fra hele verden. Jeg føler mig grumme priviligeret (og bange. og gammel). Og jeg tager mig selv i at sige ting som "well, you know, I used to live all over the world, and now I live in the suburbs and have a really dull life, hahaha, so you're like the exotic thing for me. That's so great!"
Den slags bemærkninger falder fuldstændig til jorden. Også hos mig selv.
I øvrigt er det også løgn, for mit bofællesskab er saftsusemig alt andet end dull. Men det kan jeg jo eventuelt viste de unge & smukke ved lejlighed. Når jeg lige har arbejdet lidt mere.
God søndag aften til jer.
Til gengæld kører jeg meget i bil.
Og gør min have vinterklar. Who would have thought.
En del af mit pludselige omfangsrige arbejde er at være redaktør for nogle unge, smukke og meget, meget ambitiøse journalister fra hele verden. Jeg føler mig grumme priviligeret (og bange. og gammel). Og jeg tager mig selv i at sige ting som "well, you know, I used to live all over the world, and now I live in the suburbs and have a really dull life, hahaha, so you're like the exotic thing for me. That's so great!"
Den slags bemærkninger falder fuldstændig til jorden. Også hos mig selv.
I øvrigt er det også løgn, for mit bofællesskab er saftsusemig alt andet end dull. Men det kan jeg jo eventuelt viste de unge & smukke ved lejlighed. Når jeg lige har arbejdet lidt mere.
God søndag aften til jer.
tirsdag den 8. oktober 2013
Amager gennem Sønnebriller
En gruppe kvinder sidder og snakker i en krog af legepladsen
Sønne går forbi dem og kan ikke slippe dem med øjnene. Han nærmest bakker, mens han kigger på dem, og så hiver han mig i ærmet:
"Mor," fire-års-hvisker han, så alle omkring ham kan høre det.
"Er de HEKSE de der ovre, er de?"
De har sorte jakker og tørklæder om håret. De er kurdere, er jeg ret sikker på. Helt bestemt ikke hekse, min lille ven fra den tørklædefri jydske provins.
Sønne går forbi dem og kan ikke slippe dem med øjnene. Han nærmest bakker, mens han kigger på dem, og så hiver han mig i ærmet:
"Mor," fire-års-hvisker han, så alle omkring ham kan høre det.
"Er de HEKSE de der ovre, er de?"
De har sorte jakker og tørklæder om håret. De er kurdere, er jeg ret sikker på. Helt bestemt ikke hekse, min lille ven fra den tørklædefri jydske provins.
mandag den 7. oktober 2013
Amager gennem Livsebriller
Man kan lære meget om både Beder og Amager, hvis man vandrer 500 meter op og ned ad Amagerbrogade med Liv i hånden:
"Hvem er det?" spørger hun oprigtigt undrende og peger, når vi omtrent hvert femte sekund passerer nogle nye mennesker.
Hun trykker sin lille næse flad mod alle butiksruder og vinker til frisøren, der går og gør rent efter lukketid. Han vinker igen.
Hun peger på alle motorcykler og scootere og råber begejstret: "LØBECYKEL, lissom mig har!" Og hun insisterer (uden held) på at prøve en Harley Davidson, der står parkeret foran en tatoobiks.
Hun tæller cyklerne, men må give op: "Tretten, fjårten, femten, atten, tyve... så mange! Hvorfor mange? Hvorhen?"
Og hun kan ingenlunde forstå, at jeg ikke kender navnet på den lille tynde Amagerbaby, vi kan se gennem vinduerne ved McDonalds.
"Men hvad HEDDER hun, mor?!"
Åhja, og skraldet: "Hvem har tabt det, mor? Hvorfor?"
Og hundene!
"Mig godt ae den? Mig hedder Liv!"
Og vupti befriender hun halvdelen af Amagers hundejere, der kalder hende nuttet, og jeg bider min hundeskræk i mig og tænker, at aldrig før har Amagerbrogade været så helt utroligt eksotisk.
"Hvem er det?" spørger hun oprigtigt undrende og peger, når vi omtrent hvert femte sekund passerer nogle nye mennesker.
Hun trykker sin lille næse flad mod alle butiksruder og vinker til frisøren, der går og gør rent efter lukketid. Han vinker igen.
Hun peger på alle motorcykler og scootere og råber begejstret: "LØBECYKEL, lissom mig har!" Og hun insisterer (uden held) på at prøve en Harley Davidson, der står parkeret foran en tatoobiks.
Hun tæller cyklerne, men må give op: "Tretten, fjårten, femten, atten, tyve... så mange! Hvorfor mange? Hvorhen?"
Og hun kan ingenlunde forstå, at jeg ikke kender navnet på den lille tynde Amagerbaby, vi kan se gennem vinduerne ved McDonalds.
"Men hvad HEDDER hun, mor?!"
Åhja, og skraldet: "Hvem har tabt det, mor? Hvorfor?"
Og hundene!
"Mig godt ae den? Mig hedder Liv!"
Og vupti befriender hun halvdelen af Amagers hundejere, der kalder hende nuttet, og jeg bider min hundeskræk i mig og tænker, at aldrig før har Amagerbrogade været så helt utroligt eksotisk.
Abonner på:
Opslag (Atom)