tirsdag den 31. maj 2011

Nåmen jeg er bare den ALLERsygeste

Jeg får alt, hvad jeg nogensinde har betalt i skat, tilbage i den her graviditet ved lissom hele tiden at rende sundhedsvæsenet på dørene...

I dag har jeg været til infomøde for gravide damer med bækkengener. Jæs. Det var ligeså fladt og blegt og blottet for jokes, som det lyder. Én meget hvid fysioterapeut med kunstige bækkenknogler og hvinende whiteboard-pen. Et par overbelastede hjemmehjælpere. En 18-årig med Hello Kitty-strømper og et meget forvirret ansigtsudtryk. En tavs dame med dårlig hofte og udsigt til kejsersnit.

Og så mig. Og min indre københavner, som i en hospitals-gymnastiksal fyldt med tavse, plagede jyder og kunstige knogler straks følte sig forpligtiget til at muntre forsamlingen op og få gang i snakken.

"OM jeg er plaget af at bo på fjerde. ORK JA. Dem på anden tror altid, jeg er ved at føde, fordi jeg lyder sådan her...."

Jeg forblev den eneste snakkende. I halvanden time. Også da vi lå i knæ-albue-leje på grønne liggeunderlag med de brede numser vendt mod kæmpevinduerne. (Jeg selv iført verdens mest uhensigtsmæssige tøj i form af stropløs kjole og strømpebukser med kæmpe huller på meget uheldige steder.)

"Prøv lige at tænke på, hvordan vi må se ud udefra ligenu hva' HAHAHA. Nå. Det er kun mig, der tænker sådan?"

Svært at slukke for den der snakkeknap igen, når der først står 'on'. Det er ikke nødvendigvis særligt behageligt for gravide 18-årige og plagede hjemmehjælpere.

Til gengæld sørgede den blege fysioterapeut for, at jeg kom "akut på bassinholdet." Det er vist nok the shit. Tykke, ømme damer tilsat klorvand og kompetent vejledning. Hun havde ellers holdt en lang tale om, at akutte tider ikke fandtes, og ventelisterne var kilometerlange og det kun var for helt trælse tilfælde og så videre. Og så så hun mig vralte...

Det kan godt være, jeg bliver helt patientificeret af alt det her, iggå. Og at det er det, der får mig til at snakke fem uskyldige århusianere (yderligere) i sænk. Men i det mindste er jeg den mest patientagtige patient af dem alle. Überpatienten. Og det er den indre jeg-vil-være-bedst-til-alting-i-hele-verden-københavner totalt stolt af. 

Nå.

mandag den 30. maj 2011

Måske kunne jeg hækle en lille fodboldtrøje?

Jeg har shoppet. Lekture-shoppet. Både til mig og Manden. Først købte jeg denne her...


... i et øjebliks vanvittig tro på, at jeg som tobørns-mor pludselig ville få tid og lyst og overskud til at hækle. Noget jeg ikke har haft, siden Sønne kom til verden med et skrig og et krav om al min opmærksomhed. Og som jeg i øvrigt klarer bedst, når min meget pædagogiske mor sidder ved siden af og tyder de uforståelige opskrifter og minder mig om, hvad det er, en halv stangmaske er for en fætter.

Til den travle Mand købte jeg dét her...
... med tanken om, at det kunne give ham lidt tiltrængt sofatid.

Og hvad sker der? Manden er stadig travl. Jeg er er stadig ikke-hæklende. Men til gengæld kan jeg nu sidde i sofaen med benene oppe og læse Euroman, det udmærkede blad.

Så det gør jeg.

(Det var i øvrigt også mig, der insisterede på at se Champions League finale, mens Manden hellere ville sove. Sådan er der så meget)

lørdag den 28. maj 2011

Gennemsnitshastighed: Én kilometer i timen

Jeg møvede mig op fra cafebænken og begav mig hjemad i roligt, bækkenvenligt tempo. Da jeg var nået godt 20 meter, stak en mand hovedet ud af cafédøren og spurgte, om det var mig, der havde glemt en rød paraply.

"Det er det," sagde jeg og følte mig overskudsagtig:
"Det er nok bare fordi, jeg er ret optimistisk anlagt og ikke tror, det begynder at regne igen."

"Ærhm," sagde manden.
"Jeg troede faktisk slet ikke, du var ved at gå."

Ja. That's me. Sneglen. Bevæger sig langsommere, end det menneskelige øje kan registrere. På en eller anden måde gør det det ekstra svært at tage Mandens - altså ham herhjemmes - overvejelser om, hvorvidt han stadig kan løbe 10 kilometer på under 45 minutter alvorligt.

fredag den 27. maj 2011

Top fem over GODE ting ved at være ekstremt gravid

I et desperat forsøg på ikke bare at være sådan en, der blog-brokker (og gør min bloglæsende mor helt bekymret med alt det sortsyn) kommer her hele fem ting, der er gode, rare og dejlige ved at være max gravid:

1: Kändis- og landsbyfornemmelser
Jeg har nu en størrelse (og gangart), der signalerer jeg-føder-snart-jeg-føder-snart-jeg-føder-snart til alle kvinder, der nogensinde har set en baby. Dét betyder, at alle kigger, smiler - og snakker til mig. Jeg føler mig berømt. Og sårn lidt her-i-landsbyen-kender-vi-alle-sammen-hinanden. Jeg kan virkeligt godt lide begge dele... måske fordi jeg er vokset op på Amager, hvor ingen rigtigt kigger på hinanden. Og måske fordi jeg ser sådan lidt leverpostejsagtig-helt-almindelig ud, når jeg ikke er gravid.

2: Skinnende hår
Ja, det er en fordel! I godt to år har jeg haft slasket, tyndt (og, som antydet, leverpostejsfarvet) mor-hår. Nu skinner det på den der dyre måde, som hår KUN kan gøre, hvis man køber shampoo til 600 kr - eller er gravid.

3: Æwlekinder
Nu vi er ved udseendet: Jeg ser sygt sund ud. Med runde, røde kinder, der nådigt tager fokus væk fra de sorte rande under øjnene.

4:Happy-go-lucky-ness on hormones
OK, så jeg har en kort lunte. Og jeg kommer tit til at se Scrubs og spise hvidt brød på tidspunkter, hvor jeg burde ordne og arbejde. Jeg brokker mig over trappen, selvom jeg har lovet at lade være, og jeg bider (hårdt!) af folk, der beder mig om at "knibe sammen lidt endnu". Und so weiter. Men jeg må godt! Jeg har alverdens trætheds- og hormonundskyldninger og kan tilgive mig selv for alle former for utidig opførsel så let som ingenting. Så det kan godt være, at jeg er Den Trælse Dame ind i mellem (host), men i det mindste slår jeg ikke mig selv og andre og verden i hovedet med det resten af dagen.

5: Evigt selskab på symbiosemåden
Det bedste til sidst: Der er så meget liv i Betteliv. Og det er voldsomt hyggeligt. Jeg har altid været den sociale type uden meget behov for alenetid, og nu slæber jeg min egen bette, maveskinds-morsende pal med rundt over alt. Meget, meget dejligt!

torsdag den 26. maj 2011

Er der nogen, der har lyst til at babysitte mellem 5.30 og 8.30?

Ting som Trættemor simpelthen ikke orker klokken halvseks om morgenen:
  • At stå op.
  • At lægge øre til Sønnes eksperimenter med nye hyletoner, der udfordrer alle decibel- og irritationsskalaer. 
  • At bære rundt på mennesker, der vejer mere end 12 kilo. 
  • At bære rundt på mennesker. Indvortes og udvortes.
  • Trodsalder. Sårn helt generelt.
Host. Heldigvis er Mosteren på besøg og kan læse distraktionsbøger - også meget tidligt om morgenen. Og Manden ved godt, at det er ham, der er den, Der Er Den. Jeg mangler bare ørepropper og/eller artigere afkom. Som dog vinder lidt ved at støvsuge køkkenet (!) iført bar numse klokken 07.45 og sætte sig op i en papkasse og grine stort.

tirsdag den 24. maj 2011

Glasset er en tiendedel fuldt. Det er bedre end ingenting

90 procent af tiden har jeg voldsomt lyst til at råwe og skrige og brokke mig. Over alt. Trapper og bækkenpjat og to-årige, der har tillagt sig en hundehvalpsagtig hylen OG hiver deres trætte, tykke mor i håret klokken halvsyv om morgenen. For eksempel.

De resterende ti procent er jeg Glade og Friske Mor, der er taknemmelig for to-årig, for tålmodig mand, for graviditets-timing, for at vores gård ser sådan her ud:


Og jeg læser Politikens Graviditetsbog med åbent sind og nikker, når de understreger, at dem med de løse bækkener skal passe på med at havne i en af de to velkendte fælder "jeg er en helt" og "jeg er en martyr". Og jeg sætter handling bag nikket og siger nej til ellers planlagte arbejdsopgaver for en venlig redaktør - oven i købet i telefonen og ikke i vanlig krysteragtig stil på mail. Og så bliver jeg totalt taknemmelig for at være blevet klog af skade og klapper mig selv på hovedet og spiser nogle lakridser og tænker, at nu kommer Søster Otanne oven i købet snart på besøg med omsorg, og sikke en fest det bliver.

Og så går der 30 minutter, og mit bækken gør ondt, og jeg har ikke nået noget af alt det, jeg trods alt skal, så jeg har lyst til at råwe og skrige og brokke mig. Jeg er en FEST at være kærester med for tiden.

mandag den 23. maj 2011

Det er da også vigtigere at time med venner end med eksaminer

Sønnes graviditet og fødsel var dét, man kan kalde rimelig dårlig timing. Altså, vi vil gerne have et barn. Sammen. Jeg skulle bare liige skrive et speciale først, iggå. Imidlertid blev jeg gravid, før jeg overhovedet var gået i gang med specialet. Og jeg gav mig til at føde midt i en planlagt flytning, og inden Manden havde nået at forsvare det semester-projekt, han lige havde afleveret. Tre timer efter, jeg selv var blevet færdig med en opgave og havde tænkt, at NU var det tid til barsel med bøger og benene oppe og det der, jeg har hørt folk snakke om ude i byen. Samtidig stod Manden og skulle til Kina i månedsvis, da Sønne kun var et par måneder gammel. Og som en fin bonus kendte jeg INGEN andre, der skulle have børn (jo én. Hun boede og bor i Slovakiet).

Nå. Af skade bliver man klog, jo. Så i barn-nummer-to-planlægningen sørgede vi for, at vi ikke skulle flytte midt i det hele, og at Manden kunne blive helt færdig med sin uddannelse.

Men enten er vi for optimistiske, for fertile eller bare for dårlige til at regne... I hvert fald endte vi jo som bekendt med at flytte og bor stadig i mildt kaos. Og Manden skal til sin afsluttende eksamen den 8. juni - i fald jeg ikke ligger og føder netop dér. Hvilket jeg meget vel kan ende med at gøre, terminen (11 dage senere) og de 10.000 plukkeveer taget i betragtning. Meget dygtigt.

Jeg er ikke en glasset-er-halvt-fuldt-type for tiden, overhovedet ikke. Jeg er for tyk, for træt og for travl. Men alligevel føles det som om, at Betteliv er lavet med smuk, smuk timing. Ikke kun fordi det a) er sommer b) ikke falder sammen med Sønnes sutte-afvænning eller børnehave-start. Men fordi, at ALLE andre også er gravide. Alle siger jeg. Med nummer et, to eller tre. Og alle skal føde stort set synkront med mig. I juni, juli, august og september. Og en enkelt vist nok i morgen eller overmorgen. De fleste er godt nok i København, men det er væsentligt tættere på end Slovakiet - hvor min slovakiske veninde i øvrigt har termin tre dage før mig.

Så jeg er glad. Og smiler mit bredeste tabusmil til alle dem, der siger, at jeg skal knibe sammen, så jeg kan føde på et for alle mulige andre passende tidspunkt. Betteliv kommer, når hun vil. Any day now. I weekenden havde jeg besøg af en af hendes kommende buddies, Viggo, pakket ind i min Sambo-i-hjertet-Marie:


Og nej. Vi har ikke koordineret navnene ELLER tænkt på Ringenes Herre og elverdamen og Aragon, da vi begyndte at omtale dem som Liv og Viggo. Det er i øvrigt min mave, der er uhyggeligt spids.

fredag den 20. maj 2011

En slags service til gravko-ramte forældre

Jeg gik nynnende rundt med en eller anden catchy melodi i hovedet i timevis. Og det var først, da jeg kom til at synge et par strofer højt, at det gik op for mig, var det var for én...

this is the work I really love, 'cause that's what an excavator does.

M-hm. Gravko-børnesangen på YouTube. Som vi ser meget og tit, ja.

Sønne, der endnu ikke kan udtale sit eget navn, kan sige både "YouTube" og "Excavator". Man kunne hævde, han er meget international. Eller har et sygt forhold til maskiner og køretøjer. Anyway, kender I ikke allerede gravko-sangen, kan jeg varmt anbefale den:

torsdag den 19. maj 2011

Tykkemors torsdag i tal

Antal gange jeg har bevæget mig fra gadeplan til fjerde sal: 2

Antal gange det er foregået kravlende: 1

Antal timer, jordemoderen mener, jeg bør hvile hver dag for at undgå for tidlig fødsel: 2

Antal timer jeg i gennemsnit har hvilet den sidste uge: 0

Antal gram, jordemoderen mener, Betteliv vejer: 2500

Antal gram dét er mindre, end hvad enorme Sønne vejede på samme stadie: Uvist, men nok en 500 stykker

Antal minutter Bettelivs overraskende ringe størrelse fik mig til at tænke "åhnej, jeg har væksthæmmet hende med kaffe og klemt hende sammen med mine 1000 plukkeveer og forgiftet hende med piratos": 2

Antal timer Bettelivs overraskende ringe størrelse fik mig til at tænke "YES, så er hun måske nemmere at føde end Sønne, hvis enorme hovedomfang betød lige lovlig meget gigtmedicin til moren efterfølgende": 5 and still counting

Antal bækkenløsnings-props jordemoderen mener, jeg bør anskaffe: 2

Antal bækkenløsnings-props jeg orker at anskaffe: 0

Antal minutter til jeg skal i seng: 10. Max. Hvis Sønne kan sove klokken syv (!), kan jeg vel også.

onsdag den 18. maj 2011

Sært

"Jamen altså, bare VENT og se, hvad der sker, når I får den lille. Det kan gøre de mest overraskende og positive ting ved sære børn at få en lillesøster eller lillebror."

Citat: Sønnes pædagog. Som godt kunne se, at ordet sær fik moren til at se farlig ud i øjnene. Så pædagogdamen skyndte sig at sige alt muligt om, hvor sær hendes egen ældste var, og at jeg var gravid på den utroligt pæne måde.

Jeg er i og for sig ret ligeglad med hendes egne børn, men smiger virker altid. Altid. Især på damer der jævnligt bliver beskyldt for at have tvillinger i maven. I hvert fald glattede jeg mine panderynker og tænkte, at det vel er vigtigere, at hun er god til at kommunikere med min sære søn - og det er hun - end med mig. Og da hun kiggede anerkendende på mine ben, der ikke længere passer nogen som helst bukser, tænkte jeg ligefrem, at hun måske havde ret. Han er da lidt sær! Se fx her, hvordan han tværer aftensmad ud over spisebordet - iført nattøj og psykojazz:

søndag den 15. maj 2011

Projekterer? Hvem mig?!


Se lige damens kunstige smil, hva'. Det er tydeligt, hvad hun tænker: "Jeg er tyk, jeg er træt, jeg sover dårligt om natten, og jeg kan ikke engang få lov at holde barsel og ligge på sofaen og se Mad Men og spise chokolade. Næh nej, her står jeg og arbejder og er smurt ind i make up og de har oven i købet bedt mig smile. Føj!"

Eller også har hun lige fået bleget sine velformede tænder og synes, hun får mest valuta for pengene, hvis hun viser så meget tandareal som muligt.

Jeg har i øvrigt fået bladet af Matas, som tror, at de kan sælge mig alt muligt, hvis de giver mig gratis vareprøver i "en spændende barselspakke." (Barsel! pfft) Det kan de ikke. Jeg har ikke tid, jeg arbejder. Dog uden make-up og med ret gule tænder.

tirsdag den 10. maj 2011

Tredje trimester = den eksistentiella fase

Jeg bor i nogle andre menneskers lejlighed, delvis blandt deres møbler.

Jeg laver andre menneskers arbejde (i form af barselsvikariat-småjobs, vennetjenester, nepotismehalløj og den slags) for at få freelancetiden indtil lovligt barselstidspunkt til at gå.

Jeg går i andre menneskers tøj - lånt ventetøj, der i øvrigt er væsentligt smartere, end hvad jeg går i som ikke-gravid... Men altså, mit eget er det ikke.

Jeg har overladt kontrollen af min krop til bebs, der som tak har lavet komplot med bækken, og sammen bestemmer bebs&bækken nu alt. Alt.

Med andre ord: Jeg befinder mig i (ud)lånt krop i lånt tøj i midlertidig lejlighed omgivet af andre menneskers arbejdsidentiteter. Og så er det, at jeg lykkeligt - og helt uden indtag af rødvin - kan konkludere: Jeg føler mig stadig rimeligt meget som... mig. Jeg er altså ikke min krop, jeg er ikke mit tøj, jeg er ikke min bolig, og jeg er ikke mit arbejde.

Til gengæld er jeg dame til Manden og mor til Sønne og Bette-Liv, og dér tror jeg, at det ville gå ret dårligt med at bytte. Og hvis jeg vitterligt drak noget af det der rødvin (jeg har sådan lyst! Frist mig ikke), kunne jeg filosofere helt vildt meget over dét og sidst på natten begynde at mumle cogito ergo sum, jeg er nogens mor, ergo sum. Sum-sum-sum-sum lille bi omkring. Men det gør jeg ikke. Altså drikker og filosoferer.

mandag den 9. maj 2011

Hørt over havregrøden

"Mælken kommer ud af ko tissemand!" sagde drengen og pegede begejstret på mælkekartonen.

Og moren vidste slet ikke, hvor hun skulle starte...

søndag den 8. maj 2011

Og blomster og pandekager og zebraer og... kød-bh'er

Jeg kender ikke opskriften på hindbærpandekager og må således skuffe de, der kommer til Carporten via Google efter en opskrift på netop dét (andre populære søgninger er "carport rapport", "barselsdagpenge" og "falde i søvn selv" - de sager kan vi desværre heller ikke klare).

Men De Smukke (tidligere) Naboer kender heldigvis opskriften på de hindbærpandekager dér og er ikke bange for at cykle op og ned ad bjerge og bestige fire midtby-etager for at komme og kokkere for os. Jeg er stor som et hus og træt som en nybagt mor og kan ikke svinge mig op til andet end at piske flødeskum. Men det er også populært:


Dejlig søndagsstart. Og dejlig opfølgning med farmor&farfar-have, zebra-cirkus og vandren i det grønne. Alt sammen med kun lettere løsnet bækken og mildt plukkende plukkeveer. Mmm. Og min uhyre betænksomme søn havde oven i købet været nede og købe en bette mors-dag-buket. Meget fremmeligt af en to-årig, synes jeg. Så tilgives han lidt lettere sit natteroderi...

PS Af andre herlige google-søgninger, der fører uskyldige mennesker forbi bloggen her, kan nævnes "kød bh" og "faktamand." Kød-bh?! Come on. Gå ud og nyd solen i stedet for!

fredag den 6. maj 2011

Home sweet...

Nåmen ved I hvad? I går, da vi kom til gadedøren råbte Sønne begejstret "DER BOR VI". Jeps. Han er holdt op med gerne at ville hjem til et hjem, der slet ikke er vores hjem mere. Det skal nok gå alt sammen.

onsdag den 4. maj 2011

Øh. Hurra.

Med totalt humørsygt sne-sol-hagl-regn-sol-sol-sol-lidt-mere-regn-4.-maj-vejr skulle man tro, at det var en hormonellautilregnelig, gravid dame - og ikke Manden - der havde fødselsdag i dag. For det er jo ikke Manden, der:
  • først kører godnatsang-med-engleblid-hvor-jeg-elsker-dig-snuskebasse-stemme-goodmom-rutinen og siden udvandrer (plukkeveende, bækkenløsnet) fra maratonputningmed ordene "du skal IKKE have vand. Du skal ikke have nogen fucking ting. Læg dig ned og SOV."
  • græder hver gang nogen tænder for fjernsynet og zapper forbi Amys ret. Ja, amerikanske tv-serier designet til at få folk til at græde virker. På nogle.
  • opfatter egen evne til at løse dagens sudoku med hurtighed og elegance som et varsel om resten af dagens kvalitet.
  • brokker sig og brokker sig over hjernedøde præ-barsels-arbejdsopgaver (om briller og koldskål og landmænd fx. Talk about anti-kompetence-områder) før de skal laves ude i verden - for derefter at vende hjem smilende, grinende, omverdensstilmuleret og speedsnakkende om, hvor vigtigt det fx er at vide noget om koldskåls niveau af syrlighed. Every time that is.
  • bliver grumpy på den ucharmerende måde, hvis der ikke er nogen middagslursmuligheder.
Skal jeg blive ved? Nej, vel. I øvrigt tager Manden heller ikke vejret personligt, særligt ikke andres fødselsdagsvejr.

søndag den 1. maj 2011

Måske er vi bare ikke så underbo-egnede

Hvad gør man, hvis man har en fresh to-årig, der ELSKER værktøj, legetøjskøretøjer af forskellig størrelse og ikke mindst boldspil - og så en underbo, som man aldrig har mødt, men som morser rasende beskeder på vandrørene i tide og utide?

Det er ikke et retorisk spørgsmål. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Sønne råber glad "det larmer, det larmer", når vandrørene synger sure sange. Og moren sukker og går en lillebitte smule i stykker inden i.

Og ja, vi har forsøgt at forklare ham konceptet "manden neden under sover. Nu skal du parkere bilen." Resultat? Drengen tror, at der bor en mand neden under bilen...

Altså jeg er med på, at man skal tage hensyn til underboer. Og vi prøver. Men hvis vi skulle tage ligeså meget hensyn, som radiator-hamreren vil have, ville Sønne skrige af frustration dagen lang over at få nej til AL den leg (udover at læse bøger...), han godt kan lide. Og frustrationsskrig ville vel også udløse radiator-skældud?!

For fan. Og om aftenen kan vi lugte, at han ryger, underboen (først troede jeg, at jeg havde en ekstra livagtig oplevelse med Mad Men. Men røglugten blev ved, da afsnittet sluttede). Måske står han lige under sprækkerne i loften og straf-ryger for al larmen... Jeg savner mit hus. MIT hus.

Nogle gode råd? Eller billige, underbo-fri boliger, vi kan leje eller købe sygt billigt til efteråret, når vores nuværende kontrakt udløber?