søndag den 31. oktober 2010

Rødt kød og bh'er og folk man kender

Vores nej-tak-til-reklamer er blev tilintetgjort i flytningen. Det er en Post Danmark-regel. Og det betyder, at vi nu får halvandet kilo reklamer flere gange om ugen. HALVANDET KILO! Manden har selv vejet dem. Det er fandme meget regnskov. Og det bliver lissom mere og mere, jo flere nisser der skal være plads til.

Halvandet kilo er væsentligt mere, end der blev kastet efter folk i vores gamle hood. Vi er klart mere købedygtige her på parcellerne, synes Salling og Bilka og Kvicly og Kiwi og Føtex så videre. Det er nok rigtigt nok, au general, bare ikke lige for vores vedkommende. Nærmere tværtimod, fordi vi bor på Bjerget og dermed Langt Fra Alting undtagen Fakta. Som ikke sender os ret mange reklamer, men hvor vi alligevel køber ind på grund af den ringe afstand og vores mangel på indkøbskøretøj a la stationcar eller bare car.


Generelt er de kedelige, sådan nogle reklamer. Også selvom jeg godt kan more mig en lillebitte smule over sammenstillingen af rødt kød og undertøj på forsiden af Føtex-kataloget. Men i dag var der hele TO modellaer, som jeg kender. Den ene kender Sønne også, og han var vældigt begejstret. Sådan er vi så provensielle.

onsdag den 27. oktober 2010

... og jeg elsker Bamse

Bamse er verdens klogeste bjørn. Og han har en sang til ethvert humør. For eksempel har jeg hele dagen haft det sådan her:

Øv
øv
øv
Alle er så dumme
Brumme brumme brumme
Jeg er træt af Kyllings prutter
og Ællings dumme sutter

Det er snotten der taler. Normalt kan jeg virkeligt godt lide folk. Men jeg har det lidt mere OK med at ligge i min seng og hate (al)verden, når Bamse også hater helt uden gyldig grund - andet end at skorstenen vælter og Ælling stjæler vandslangen.

Og normalt har jeg andre Bamse-sange på hjernen. For eksempel om at sidde i aftenens nydning eller godmorgen-godmorgen-goddag. Bamse har en sang til enhver sindsstemning og enhver lejlighed. Der er megameget livsvisdom i den gule, manipulerende bjørn. Jeg siger det bare. Og jeg tror, det er et spørgsmål om tid (yderligere 30 år på DR?), før folk holder op med al den snak om at være som Pippi og begynder at fokusere lidt mere på BAMSE.

Ja, jeg identificerer mig med en fiktiv, talende bjørn, der opfører sig som et tre-årigt barn. Ja, jeg kommer for lidt ud. Helt klart. Og har hjernen fyldt med snot. Undskyld det gik udover jer. Det går også udover mit arbejde og min samvittighed. Øv øv øv, alle er så... 

PS DR's børnesite dr.dk/oline har fjernet deres afsnit af Bamses Lillebitte Billedbog - som er en særlig version af Bamse til de helt bittesmå. Sønne savner Baba og Kyka. Og, som det fremgår, gør hans mor det også på grænsen til det vanvittige. De kan ikke købes i DR's netbutik (troede ellers det var sårn en smart "første fix er gratis"-strategi fra en økonomisk trængt kanal, men no). Hvad skal vi gøre?! Hvad?! NOGEN må gøre NOGET. Jeg siger det bare. Host.

tirsdag den 26. oktober 2010

Så kom jeg i tanker om det: Jeg elsker Silkeborg!

Carporten er mere bloggerustabil, end godt er. Det er snottens skyld. Til gengæld kan jeg huske, hvad det var, jeg tænkte på, sidst jeg satte mig til tastaturet: Det var LANDET. Jeg har været der, altså på landet, og det er et meget dejligt og meget venligt sted. Prøv det.

Lidt mere præcist: I søndags kørte jeg med (verdens langsomste) tog til Silkeborg for at interviewe én om noget krig. Og for dælen... altså Silkeborgsøerne, iggå. Det er ikke løgn, når de siger, de er pæne. Togturen var ren efterårssafari i bumletempo gennem søer og bakker og træer og rødgule farver på den allermest terapeutiske måde. Selv teenagerne ved siden af mig var venlige og venligt stemte overfor søerne:
"De er nu syge nok, søerne," som den ene sagde.

Så fulgte turen med buschaufføren, der gjorde alt, hvad han kunne for at finde ud af, hvor jeg skulle af. Hvilket rejseplanen naturligvis havde fortalt mig på forhånd, men han var ikke enig og kørte masser af kilometer med blikket rettet bekymrende ned i busplanen og ikke ud på de små snoede veje, mens han konfererede med mig, medpassagererne og den rejseplan, jeg havde affotograferet fra skærmen derhjemme med min iPhone...

Endelig var der selve interviewpersonen, der var imødekommenheden selv og - efter timevis af interview - endte med at køre mig af de samme snoede veje tilbage til stationen, så jeg ikke skulle stå i kulden og vente på søndagsbussen i timevis. Jeg kan virkelig godt lide Silkeborg!

Apropos mere end almindelig pæn efterårsstemning, så ser der sådan her ud på min cykelvej om morgenen. Silkeborg er rød-gul, Århus-bjerget er mere sårn blåligt:

søndag den 24. oktober 2010

Snot-haiku

I forgårs gik hele familien i seng halvotte. I går har jeg ingen erindring om. I dag skal dælme også være tidligt.

Nein, det er ikke psykotravlhed. Den er lykkeligt (men snottet) overstået.

Det er vuggestuepest... eller bare: Pest. For Sønne har ikke været i vuggestue i efterårsferieugen. Ved ikke helt, hvor vi så har samlet pesten op. Eller hvor jeg har, rettere. Sønne hoster om natten og holder Manden vågen, men er ellers kæk. Jeg er mere sårn rigtigt syg. Klynk. Og Manden er trættrættræt. Klynk.

Stil varm mad & medlidenhed på måtten. Bitte.

Egentlig havde jeg noget intelligent at sige, da jeg satte mig ved tastaturet. Men nu er der kun kedelige sygdomsord tilbage i usammenhæng, a la haiku:
Hovedet
Snot og P1 og snot og snot
og atju er ordene

Og videre i den dur. Har jeg for nyligt sagt noget om, at man ikke skal brokke sig? Jeg trækker det tilbage. Og spiser tavst mine C-vitaminer.

fredag den 22. oktober 2010

Diktatoren og lillemor i stresshaven

Sønne: UKRUKA!

Moren: Øh. Ukrudt?

Sønne: JA! UKRUKA!

Moren: Er det fordi, du synes, vi skal... fjerne noget ukrudt, eller hvad det nu hedder?

Sønne: JA! UKRUKA!

OK. Som foreslået så gjort. Vi fandt en spids og ukrudtsagtig skovl og begav os hen til gavlen af huset for at fjerne noget ukruka og især noget mækuka (mælkebøtter, iggå). Det gjorde vi sammen i cirka et et halvt minut, før samtalen - eller hvad vi nu skal kalde den - fortsatte, med Sønne ivrigt pegende på to havestole:

Sønne: OP! OP! OP!

Moren: Skal vi sætte os lidt?

Sønne: NEJ. OP.

Moren: Øh, OK. Nu prøver jeg at løfte dig op...

Sønne blev placeret på én stol. Jeg placerede mig selv på den ved siden af og tænkte 'ih hvor herligt at sidde her i efteråret og chille med sin søn'. Men så brød helvede løs (som altid i versaler og med udråbstegn. Men sådan taler han altså!)

Sønne: NEJNEJNEJ. MOR! NEJ!

Moren: Øh... hvad?!

Sønne (nu pegende først på moren, så på ukrudtet): MORNEJNEJ. MOR.

Moren: Altså mener du, at DU skal sidde her...

Sønne: JA!

Moren: ... mens du kigger på, at jeg luger ukrudt?!

Sønne: JAJA. MOR-UKRUKA!

Jæs. I've created a monster. Men et monster, der næsten kan sige mælkebøtte, og som har oplagte leder- og landskabsarkitektfornemmelser. Hvem skulle have troet det.

I øvrigt var Manden også med. Han blev udkommanderet af den lille diktator til at slå græs. Diktatoren kunne dog ikke dy sig for selv at hjælpe en lille smule til.

torsdag den 21. oktober 2010

Er der nogen, der kan huske, hvordan man overlever en vinter?

Engang for længe, længe siden besluttede jeg sammen med min daværende lejlighedsfælle og nuværende sambo-i-hjertet Maris at gå til modangreb på vinteren, før den rigtigt gik i gang. Angrebet bestod først og fremmest i en stor planche i gangen, hvor vi - når inspirationen greb os - skrev overlevelsesstrategier og lyspunkter med sprittusch: Sne. Varm kakao. Kys. Og en hel masse meget sjovere og mere effi, som min muttihjerne har glemt.

Jeg prøvede at lave øvelsen igen, nu med Manden. Men vi var ikke særligt krea. Mere sådan lidt trætte i det. Vinterdeprimerede allerede. Og jeg kom ikke i tanker om nogen af de mange gamle planche-punkter, der i min erindring har vokset sig store og geniale. Altså sne, kys og kakao er jo meget godt, men der skal altså mere til at komme igennem 17.000 måneders kulde og mørke. Og man kan jo også kysse om sommeren, så det tæller næsten ikke.

"Hvorfor er det nu, vi bor i Danmark?" spurgte jeg Manden, efter brainstormen for længst var opgivet og vi cyklede rundt i kulde og modvind på ringvejen.

"På grund af familie," svarede han.
"Jeg kan virkeligt ikke komme på andre grunde."

Altså det kan jeg jo godt om sommeren, ikke. Komme på andre grunde. Men der er der jo heller ikke flyvedragtshelvede, hver gang vi skal udenfor, mørke morgener, snottede næser og... alt den anden vinterbrok, der næsten er det allerværste ved vinteren. Jæs. Og fordi jeg mener, at man ikke har ret til at brokke sig ret længe, før man forsøger at gøre noget ved problemet (jamen det mener jeg faktisk!), har jeg købt nogle anti-vinterdrugs, som jeg håber fjerner enten vinteren (please!) eller i det mindste snotnæsen:


Sønne spytter sine gustne jordbærvitaminer ud, men han er jo også i godt humør nærmest uanset hvad (putninger undtaget). Nu må vi se, om de hjælper på moren. Ellers må jeg købe sådan en dagslys-lampe. Eller bestille en afbudsrejse til de varme lande. Eller måske der er nogen derude, der kan komme i tanker om, hvad der bør stå på overlevelsesplanchen?

onsdag den 20. oktober 2010

Indvandrer forever? Eller noget om geografinoia.

Med fare for at fornærme folk, der har Rigtige Problemer, vover jeg pelsen og sammenligner nu officielt mig selv med en Ægte Indvandrer. Jæs. Sådan en med et ben i hver lejr. Sådan en der er splittet mellem to kulturer og ikke er helt rigtig i nogen af dem.

Nej, jeg er ikke ved at afsløre en hemmelig tyrkisk fortid eller noget i den dur. Det er bare den gamle sang om at være jyde-københavner og københavner-jyde (alt efter hvor jeg nu lige befinder mig). Det er - i hvert fald nogle gange - træls. For nu at sige det på mit nyeste sprog.

Thi i Århus savner jeg københavnervennerne (og de utallige emmigrerede jyder), la familia, jobmulighederne und so weiter.

Og i København savner jeg - især når jeg forestiller mig en fremtid i byen - århusvennerne, den anden halvdel af familien og (hold nu godt fast, så jysk er jeg nemlig blevet!) skov, strand, luft, haw, lave huse og all that landlige jazz. Og hvor jeg i starten af mit nu mere end tre år gamle jydeliv kom hjem til København, ved jeg snart ikke mere, hvilke verber jeg skal bruge. For jeg kan jo godt mærke, hvad der sker med københavnervenskaberne, når de ikke bliver vedligeholdt i hverdagen og vandet med kaffe og øl. De visner. Ikke dem alle sammen, men flere, end jeg synes, er sjovt. Andre venskaber kan ligesom stå på en form for standby, mens der ventes på tilbageflytning til hovedstaden. Men hvad nu hvis jeg ikke flytter tilbage? Hvad nu hvis Jylland bare er det land, hvor jeg skal blive gammel og leve lykkelig til mine dages ende?

Jeg er ikke sikker på, det er ret sundt at tænke ret meget over det her. Men jeg kan ikke lade være. Jeg kan godt lide København. Jeg kan godt lide Århus. Jeg savner ting og især folk begge steder. Er jeg efterhånden så jydificeret, at det vil være stort set samme situation - bare med modsat fortegn - hvis vi putter Sønne og resten af vores liv og ejendele i flyttekasser og rykker til København?

Suk. Det hele kom sig af, at jeg hørte et program om tyrkiske indvandrere. En vigtig pointe var, at førstegenerationstyrkerne i årevis gik rundt og sagde: "Når vores børn er færdig med folkeskolen, så tager vi hjem." Og "når vores børn er helt færdige med deres uddannelser, SÅ tager vi hjem." Og "når vores børn er flyttet hjemmefra, SÅ tager vi hjem." Og pludselig en dag gik det op for dem, at de var blevet gamle i det land, de ikke ville blive gamle i. At de aldrig kom hjem. Og de affandt sig med det, og lever nu nogenlunde lykkeligt til deres dages ende.

Ved I hvad... jeg gider ikke gå rundt og sige sådan der i 30 år. Jeg vil gerne snart vide, sådan helt ned i maven, hvor vores base er om fem år. Og så kunne sige: Det her er vores lejr og vores kultur og vores jazz. Tak.

mandag den 18. oktober 2010

Øhop

Vi har været på hele tre øer på tre dage.

Amager som er flad og sjov, og hvor der er udsigt til Barsebäck og Bedsteforældre. Og hvor vi fik tarteletter og mere i den dur på restauranten med det fantastiske slogan:


Sejerø hvor der var højt til himmelen og grumme hyggeligt. Og hvor vi strandede i to timer på tom mave. Manden blev speedy. Jeg blev gnaven. Cafeteriadamen på færgen hjem blev rig.


lørdag den 16. oktober 2010

Gamlemor i ungdomsklub

Manden og jeg har været på besøg på en efterskole for at lave en historie. Lærerne forvekslede os hele tiden med Kalundborg Folkeblad, og eleverne spurgte, hvornår de kom på TV.
"Det gør I ikke. I kommer på internettet," sagde vi.
"Sejt," sagde de.

Og det var det pæneste, der blev sagt den dag.

Altså ungdommen nu om stunder, iggå... den taler bare SÅ grimt til sig selv og hinanden. Og er iklædt meget stramt stonewashed-look leggins. Og har gult hår med udvoksede rødder. Og råwer og laver ballade og nægter at rykke ned bag i bussen og prøver at overtale de voksne journalister til at købe smøger, fordi de selv er for unge. Det ville de voksne journalister ikke.

Var vi også sådan? Var vi virkelig også engang sådan? Har jeg for lidt kontakt med Ungdommen i min hverdag, når jeg kan finde på at spørge sådan? Og, more importantly, bliver Sønne også sådan engang?!

Apropos alderdom snakkede jeg med to af de sødere og mere velopdragne elever. Og fortalte om, hvordan man i gamle dage - det vil sige, da jeg var på deres alder og selv gik på efterskole - ikke havde mobiltelefoner og derfor måtte i telefonboksen i kælderen (gys) indenfor en af lærerne fastlagt telefontid (mere gys). De havde aldrig hørt noget lignende, sagde de (på deres eget sprog), mens de fumlede lidt med iPhone4.

Ja. Jeg bliver snart 30.

onsdag den 13. oktober 2010

Maskiner og andre oplagte mor-søn-aktiviteter

Onsdag er Sønnes og min alenehjemmeaften. Og hvad er mere oplagt at bruge den på end maskiner (noget til ham) og bøger (noget til mig)?

Så vi har læst gravemaskinebøgerne, hvor Sønne udpegede larvefødder, førerhus og motor. Vi har læst traktorbogen, hvor han pegede på samtlige godt 100 traktorer med godt 100 begejstrede TRAKTOR TRAKTOR ARBEJD.

Og vi har læst en lillebitte smule National Geographic, hvor Sønne pegede på en meget sort mand og lavede babytegnet for abe... Jæs. Ham og Line Baun Danielsen er two of a kind. Senere læste vi traktorbogen igen, og Sønne pegede på en kinesisk-looking traktorførers skrå øjne og lavede tegnet for at sove. Øjnene så lukkede ud, altså. Og moren tænkte på, om det var for tidligt at begynde at sige sådan noget som "mennesker fra forskellige steder i verden ser bare forskellige ud, Lilleskat. Det betyder ikke, at de sover eller er aber." Jeg venter lige et år... og ser, om det ikke kommer af sig selv. Har jeg sagt, at der er meget få etno-børn i Den Kreative Klasses Vuggestue?

Jeg forsøgte også at introducere Ikeakataloget som fælles-læsning. Sønne udpegede glad en stribet kat som ZEBRA, og jeg overhørte (igen) artssammenblanding i stolthed over, at han kunne næsten-udtale et så avanceret ord. Men så kom vi til reklamen for kødboller, som han ihærdigt forsøgte at hapse ud af bladet. Uden held, det er klart. Med efterfølgende vrede, det er klart.

Åhja. Og så er gravkøerne og flere andre funky maskiner, jeg ikke har ord for, rykket ind i kvarteret igen. Thank god. Bemærk, hvordan morens senede hånd sørger for, at drengen ikke knalder hovedet ned i rattet:

tirsdag den 12. oktober 2010

Sur, sur, sur, lille-mor omkring

Der er blevet sat en masse flueben i dag og følgelig kommet mere luft ned i mine lunger og ud gennem tastaturfingrene. Dagens prøvelse (jeg bliver snart til Carsten Jensen (igen). Oh no!) var ikke en arbejds-én af slagsen, men en familie-én. TRODSALDER iggå. Jeg ved godt, det hedder selvstændighedsalder. Men det er simpelthen sproglig whitewashing af et ældgammelt kendt torturmiddel også kaldet hvor-hurtigt-kan-man-drive-en-voksen-til-vanvid-i-et-kulsort-rum.

Altså: Sønne i seng.
"Sovesove," siger han artigt.
"Godnat søde skat," siger overskudsmoren.

Og så går der ellers en halv time, hvor Sønne næsten sover og kun liiige rejser sig op fire-fem gange. Og jeg bliver troligt siddende ved hans side as always. Og SÅ begynder the Daily (Sønne) Show. Først bare klappen og syngen i sengen:

"Suur suur suur, mooa. Suur" (Hvad kan det betyde udover: Nu bliver mor snart sur, for jeg har ikke tænkt mig at lægge mig til at sove foreløbigt?)

Så rejsen sig op igen og igen og igen.

Så mere syngen.

Så hylen.

Så mere hylen.

Så: "NU LÆGGER DU DIG NED OG SOVER!!! Ærhm Lilleskat."

I alt gik der en time.

Nu sover han. Min puls er stadig høj. Og ja, vi har prøvet at gå. Og at holde ham i hånden. At lægge ham ned, hver gang han rejser sig op. Med skiftende formaninger, tavshedstricks, trøstende ord osv. Alle oplysninger der fører til anholdelse (jeg mener søvn!) bliver modtaget med glade, men trætte smil.

mandag den 11. oktober 2010

Travl med travl på

Var det ikke noget med, at Kierkegaard engang sagde noget i retning af det her: Det eneste som kvinden, der skyndte skyndte skyndte sig ud af det brændende hus, nåede at få med, var ildrageren. OK. Ikke ordret. Men næsten.

I'm that woman. Jeg er så travl, at jeg slet ikke kan huske, hvad det er, jeg skal. Og derfor blogger i stedet for... og snurrer lidt rundt om mig selv og klør mig i håret og snurrer mere rundt. Det bliver jeg jo ikke mindre travl af, vel.

Derfor har jeg også svært ved at svare på, hvad det egentlig er, jeg har så travlt med. Og hvorfor. Det er noget med mange deadlines på én gang. Noget med tidsoptimisme (en sygdom, jeg troede, jeg for længst var kureret for) kombineret med halvdårlig planlægning og til tider uforudsigelige arbejdsforhold. Noget med vidt forskellige steder og opgaver, hovedet forsøger at befinde sig på og løse på én gang. Og rigtigt meget noget med nogle ubekendte. Sådan noget med "aj, finder vi nogensinde den case?" og "hvorfor f... er der ingen eksperter, der tager deres telefon? Hvornår skal jeg SÅ snakke med dem?" og "kan man overhovedet lave artiklen på den måde - og hvor lang tid tager det i givet fald?" og "burde jeg ikke også...?" Og så videre i den dur.

Manden forsøger forsigtigt-forsigtigt at pippe nogle meget konkrete løsningsforslag. Så jeg morfer mig til en ildsprudlende drage (af den farlige ikke den nuttede slags), der forvandler alle forslag til aske på et nanosekund. Så nu giver han mig en (ligeledes forsigtig) krammer i stedet for og hælder cola i mit glas og vand på min ild. Jeg kan godt lide ham...

Og travlheden? Den skulle gerne løje af om et par uger. Så vidt jeg kan se ud gennem den tågede travlhedsbrille. Råb gerne op, hvis I ser mig trisse lallende ud af et grumme tidsoptimistisk spor om et par måneder igen. Og los mig eventuelt blidt over skinnebenet, hvis jeg ikke hører efter. Eller lav nogle af mine arbejdsopgaver, hvis der uforskyldt havner for mange på mit bord...

lørdag den 9. oktober 2010

Nu med strip. Eller det vil sige næsten

Host. Der er tømmermænd i Carporten. Det er der ellers meget, meget sjældent.

Men københavnerveninde Katalinka kom, så og væltede Århus inklusive mig. Det startede med cava til kødsovsen og siden øller på en fancy tapasbar og udviklede sig til nogle (ærhm) et-liters-fadøl i (passiv) røg og damp på et værtshus. Selvfølgelig i selskab med to tykke, glade og gamle mænd, der besad det eneste halvledige bord. Og som senere intetanende lokkede de to speedsnakkede feminist-sindede københavnere med på en stripbar (!) beklædt med tykke røde tæpper og prostituerede i alle hudfarver - blot for at erfare, at københavnerne UTROLIGT gerne ville snakke om kriminalisering af sex-kunder og sølle-heden ved  kombinationen ung-afklædt-afrikansk-kvinde-gammel-dansk-mand. Jæsjæs. De var ikke begejstrede.

Strip var der til gengæld intet af. Paradoksalt, ja, når nu det var en stripbar... men OK, det havde måske udfordret os mere, end godt var. Så vi slingrede op ad bakken med dobbeltwhoppere og pommes fritter og 27.000 genstande i maven. Og slingrer stadig. Jeg gør i hvert fald. Ret uhensigtsmæssigt at automatvågne klokken otte, når man er gået i seng klokken fem. Jeg siger det bare.

torsdag den 7. oktober 2010

Tre sager som der spekuleres på i Carporten

  • Hvorvidt man skal være stolt, flov eller direkte pinligt berørt, når Sønne drøner Kvickly rundt og fylder følgende i Morens indkøbskurv: Økokiwi. Økoappelsin. Økoavocado. Økospelt-riskiks. Ærhm.
  • Hvorvidt det er et tegn på, at tanker om krig og alverdens ondskab har sat ens hverdagsliv i sundt relief, når man slet ikke iriterres over at betale 900 kroner for vinterstøvler i størrelse 22. Eller om det snarere er et virkeligt, virkeligt dårligt tegn, at man ikke købte nogle støvler til 200 kroner i Kvickly og brugte resten på at Redde Verden.
  • Hvorvidt man skal være stolt af Manden, når han regner ud, at det med de nye vinterstøvler koster godt en tier om dagen at holde Sønnes fødder varme, forudsat hans vækst følger de normale kurver...

onsdag den 6. oktober 2010

Noget om børn og tortur. Så er I advaret.

OK, jeg har altid været et følsomt gemyt. Græd fx over Merrild-reklamerne, da jeg var gravid med Sønne. Og over Jesu korsfæstelse, da de fortalte om det i jule-tv engang i slutfirserne (men det var også den eneste anekdote, jeg på det tidspunkt havde hørt om tortur og dødsstraf). Og jeg er sådan en, der ikke bare får blanke øjne af sørgelige film (og tv-serier), men græde-græder.

Menmen. Når alt det er sagt, så tror jeg alligevel, at mit freelanceprojekt for Røde Kors kunne få de fleste ud i noget tuderi og noget ondtimavenhed. Sagen er nemlig den, at jeg er igang med et undervisningsmateriale om krig. Herunder, of course, krig og børn. Og i min research støder jeg på alt muligt, der overgår enhver fatteevne, især enhvers muttis (spring evt. det følgende over, hvis det er tæt på sengetid):

- Den irakiske dreng på tre, der bliver kidnappet sammen med sin far og torturet - mens faren tvinges til at se på. De er fri nu, men drengen har det ad helvede til. Tisser i sengen. Har ar over det hele. Og sårn.

- Den ti-årige storebror og den seks-årige lillesøster, der på forældrenes mark i Congo overrumples af oprørsfolk. Drengen tæves, pigen voldtages. Og så smutter oprørsfolket. Og dér ligger ungerne...

- Og alle børnesoldaterne, der tvinges til at skyde deres egne brødre og søstre - for så kan de jo ikke vende tilbage til familien og må derfor blive hos den oprørsstyrke, der har kidnappet dem.

Jeg kunne blive ved. Og jeg har udeladt alle de scenebeskrivelser og maleriske detaljer, Internationalt Røde Kors altid udstyrer deres casehistorier med. Bare så I ikke behøver at græde ned i tastaturet, som jeg gjorde, da jeg læste den om den treårige. For hulan

Der er ikke nogen pointe med alt det her skriveri. Ikke noget med at det sætter vores speltbekymringer i vidunderligt perspektiv eller noget. Kun at krig sucks, og at ondskab kan være en forståelig konsekvens af mange ting og sager og forhold - men aldrig når den i den grad går udover børn. Aldrigaldrigaldrig. Punktum. Godnat.

En mummybloggers onsdagsordbog

Ting som Sønne godt kan sige:
  • Hårtørrer
  • Yemen
  • Cylinder (OK. Han udtaler det ikke helt rigtigt. Men alligevel... jeg kan dårligt nok sige det selv!)

Ting som Sønne måske burde kunne sige i stedet for:
  • Sit navn
  • Tak for mad
  • "Søde mor, skal jeg ikke bare gå ned og selv lægge mig til at sove i dag? Så kan du få en velfortjent slapper"
Ja, han kommer fra et hjem, hvor vi læser UTROLIGT meget National Geographic - derfor Yemen.  National Geographic er bare sjovere end de utroligt mange bøger om gravkøer, vi ellers læser, derfor bliver han plaget med mumier og Mellemøsten og så videre.

Og han kommer fra et hjem, hvor Manden ved utroligt meget om motorer. Til gengæld er der ingen af os, der tørrer hår...

mandag den 4. oktober 2010

Kindtand. Ringvej. Roger. Over. And out.

Jeg vandrede med Søster på ringvejen, da hun foretog sin skarpe analyse:
"Jamen det er jo ikke Carport-noia. Det er ringvejs-noia!"

Det er rigtigt. Ringvejen giver sårn et lidt motorvejsagtigt indtryk af, at vi er meget nærmere Tilst, end tilfældet egentlig er. Tænk grimt gult nybyggeri og mange spor og generel udkantsstemning. Hvis carporten lå nærmere centrum, var der ikke meget at have noia over. Sagde Søstrene City.

Dog kan ringvejen være fin i det helt rette lys, se selv:


Jaja. Undskyld til dem, der bor i Tilst og elsker det. Mit humør er i høj grad påvirket af en kindtand, der ligger i gummen på et sagesløst barn og gerne vil ud, og som holder sagesløse forældre vågne natten lang.

Udover at gøre humøret gråligt, gør sådan noget søvnløshed noget funky ved sanserne. Alt lyder som en svømmehal og ser ud som en tunnel og lugter af metal. Ikke udpræget rart. Dagens absolutte lyspunkt var super-mormoren, der fløj ind med tog og bagte de speltboller, der her på matriklen normalt kun findes som en blog-fantasi. Og som lavede frikadeller og salat og risotto og hvad ved jeg, mens resten af husstanden tog en lur.

søndag den 3. oktober 2010

Moster Bob er i huset

Søster er på besøg. Sønne er hendes fan nummer et. Fordi hun er sød og skæg. Og fordi hun læser uendelig mange bøger, hvis man bare råber MEREMEREMERE. Så det gør han. Og så læser hun.


I går var vi ude og lede efter vinterstøvler. Ja, jeg ved, at det er ophidsende læsning. Og pludselig gik det op for mig, hvor Sønnes shoppegen kommer fra. Det kommer jo fra Søster! Somehow...

Jeg ryster og sveder og er generelt utryg i butikker. Særligt når det handler om beklædning. Sønne jubler i butikker og krammer alle varerne og flytter rundt på alle støvler og sko. Lidt ligesom søster. Og nej, vi fandt ingen vinterstøvler til Sønne (fordi 850 kroner er en pris, der li-ige skal tygges på, iggå), men søster fik et par pumps.

Pt. ligger de i øvrigt og gemmer sig under en dyne og råber MOA (ja, begge to), så jeg må hellere gå ind og finde dem...

fredag den 1. oktober 2010

Det meget uofficielle referat fra modellamødrenes forældremøde

I går var jeg til vuggestue-forældremøde med (resten af) den kreative klasse - alle iført ekstremt lækkert hår og langskaftede designerstøvler. Og jeg cyklede fra mødet så harm og adrenalinfyldt, at jeg forcerede bjerget i andet gear. Uden at bemærke det før til allersidst.

Altså I ved... det handlede selvfølgelig om en vis madordning. Altså: Hvad er kvaliteten af Klara-Millas og Oskars og Karlas (find selv på flere navne i samme dur) frokost? Er den fresh nok? Er kartoflerne fra glas og er det noget om, at æggene nogle gange er lidt maste?

Modellamødrene havde (uden på noget tidspunkt selv at have set frokosten forstås) besluttet sig for, at kvaliteten simpelthen var for RINGE, og det hele bare var for TRÆLS. Og de var ikke bange for at sige det til sagesløse og velmenende pædagoger, der på et tidspunkt nærmest måtte holde hænderne op for ansigtet for ikke at blive knock-outet af alle de spørgsmål, der fløj om ørerne på dem. Og som ikke har valgt den kommunale madordnings-udbyder, og som i øvrigt troligt skriver tilbage til udbyderen, hver gang en chicken-wing eller en agurkestav ser lidt suspekt ud.

Vi sad vel en 40-50 mennesker i lokalet. Og vi udgjorde et forum, der på ingen måde kunne stille noget op i forhold til maste æg. Det kan kun forældrerådet og bestyrelsen. Og vi udgjorde et forum, hvor majoriteten gerne ville hjemad til deres økopoder og økomænd. Alle havde lige været ude på stuerne, som det hedder i vuggestuesprog, og sunget sange om giraffen gumle og hørt om hverdagen og, tag ikke fejl, diskuteret madordningen.

Og alligevel gik diskussionen i plenum derudaf. Jeg har skåret ned på antallet af aktører for overskuelighedens skyld, men det her er essensen:

Modellamor: Altså vi har hørt om alt muligt: Gummiagtige frikadeller. At de kun får dåsemad. Og glaskartofler!!


Den stakkels leder: Ja, de får dåsemakrel. Men ellers er det meste friskt. Også kartoflerne. De kommer altså ikke fra glas.

Modellafar: Vores børn skal ikke have gummiagtig mad! Når det ikke engang er noget, pædagogerne selv har lyst til at spise...

Pædagog: Altså, jeg serverer IKKE noget for jeres børn, jeg ikke selv ville sætte tænderne i. En dag da nogle kyllingestykker lugtede lidt mærkeligt...

(et sus går gennem forsamlingen og alle begynder at råbehviske "lugte mærkeligt!" "nej altså!!")

Pædagog: ... sendte jeg dem tilbage med en note.

Modellamor: Altså så vil jeg godt bare lige høre; hvordan forholder I jer lissåm pædagogisk her i huset til, at der står en RIGTIG madmor ude i køkkenet og laver RIGTIG mad, og hvor børnene deltager? Altså hvordan forholder I jer pædagogisk til det?!

Den stakkels leder: Det ville vi simpelthen elske! Det ville være så dejligt. Men for det første er køkkenet ikke godkendt til madlavning på den måde. Og for det andet er vi meget langt fra, at det kan lade sig gøre økonomisk.

Modellamor: Altså kunne man så ikke få det godkendt, hva'?

Pædagog: Nej. Det kan man ikke. Det er ikke fordi, vi ikke vil. Det kan ikke lade sig gøre. Der er meget strenge krav til den slags.

Modellafar: Så er det da bedre med madpakker!

Den stakkels leder: Vi ser en stor pædagogisk gevinst i, at børnene spiser det samme, og vi rigtigt kan snakke om maden og sådan.

Modellamor (nu med en ny skarphed i stemmen): Så vil jeg godt bare høre, hvor langt er vi økonomisk fra, at det kan lade sig gøre? Vi kunne jo nok finde ud af noget med ekstrabetaling til en ung pige...

Mig (uelegant råbende og med røde kinder): NEJ DET MÅ MAN IKKE!!!!

Modellarmor (hvæse-hviskende til modella-sidekammerat): Altså det her kan bare gøre mig SÅ vred. Jeg kan mærke at det virkelig, virkelig... altså VIRKELIG kan få mig op af stolen, iggå.

Altså min indre Irmelin er jo meget glad for spelt og sund frokost og frisk fisk og what have you. Men selv hun viser sig at være socialist after all. I hvert fald er hun helt med på at tvangsfodre de kværulante damers børn med mælkesnitter og vacuumpakket mad, indtil de bliver lidt mere solidariske med de vuggestuer, hvor forældrene ikke har en levende chance for kunstigt at skrue brugerbetalingen i vejret. Og indtil de fatter, at man spilder voksne menneskers tid ved at brokke sig i de forkerte, ikke-beslutningsdygtige fora. Nemlig.

Og ja, jeg har selv meldt mig til forældrerådet. Godt nok i et svagt og hyggeligt øjeblik på inde på stuen, hvor der var peanuts og børnesange og god stemning, og hvor jeg tænkte, at det ville blive den mest hyggelige demokratiske tjans nogensinde. Det bliver det ikke. Men so be it. Jeg møder op bevæbnet til tænderne med punkter, der IKKE handler om den korrekte mængde rugbrødsfibre til små maver. M-hm jeg vil gerne have nogle nye venner i Århus og bør opføre mig elskeligt og socialt. Men ikke hvis prisen er at hoppe med på bitter-bitter-min-speltbarn-dør-af-at-spise-dåsemakrel-vognen. Nixen. Jeg tvinger dem til at snakke om kulturelt køn i stedet for, gør jeg. Og trivsel. Og tryghed. Hep!