OK, jeg har altid været et følsomt gemyt. Græd fx over Merrild-reklamerne, da jeg var gravid med Sønne. Og over Jesu korsfæstelse, da de fortalte om det i jule-tv engang i slutfirserne (men det var også den eneste anekdote, jeg på det tidspunkt havde hørt om tortur og dødsstraf). Og jeg er sådan en, der ikke bare får blanke øjne af sørgelige film (og tv-serier), men græde-græder.
Menmen. Når alt det er sagt, så tror jeg alligevel, at mit freelanceprojekt for Røde Kors kunne få de fleste ud i noget tuderi og noget ondtimavenhed. Sagen er nemlig den, at jeg er igang med et undervisningsmateriale om krig. Herunder, of course, krig og børn. Og i min research støder jeg på alt muligt, der overgår enhver fatteevne, især enhvers muttis (spring evt. det følgende over, hvis det er tæt på sengetid):
- Den irakiske dreng på tre, der bliver kidnappet sammen med sin far og torturet - mens faren tvinges til at se på. De er fri nu, men drengen har det ad helvede til. Tisser i sengen. Har ar over det hele. Og sårn.
- Den ti-årige storebror og den seks-årige lillesøster, der på forældrenes mark i Congo overrumples af oprørsfolk. Drengen tæves, pigen voldtages. Og så smutter oprørsfolket. Og dér ligger ungerne...
- Og alle børnesoldaterne, der tvinges til at skyde deres egne brødre og søstre - for så kan de jo ikke vende tilbage til familien og må derfor blive hos den oprørsstyrke, der har kidnappet dem.
Jeg kunne blive ved. Og jeg har udeladt alle de scenebeskrivelser og maleriske detaljer, Internationalt Røde Kors altid udstyrer deres casehistorier med. Bare så I ikke behøver at græde ned i tastaturet, som jeg gjorde, da jeg læste den om den treårige. For hulan
Der er ikke nogen pointe med alt det her skriveri. Ikke noget med at det sætter vores speltbekymringer i vidunderligt perspektiv eller noget. Kun at krig sucks, og at ondskab kan være en forståelig konsekvens af mange ting og sager og forhold - men aldrig når den i den grad går udover børn. Aldrigaldrigaldrig. Punktum. Godnat.
av av av - ondt i hjertet
SvarSletJeg fik ondt i maven.
SvarSletVerden vil blive bedre og bedre. Jeg ved det bare. Jeg vælger i hvert fald virkeligt at tro på det. At tro på, at hver eneste generation, der fødes har en lidt større portion hjertelighed i sig, så de sammen kan skabe en lidt mere kærlig verden. Åh, sådan må det bare være.
Og som hjælp på vejen er der så mennesker som dig, der kan magte at se på det onde, så verden kan få øje på det, gøre noget ved det og få lidt mere lyst til at blive bedre mennesker.
@Mie: JA for hulen! Meget, meget ondt.
SvarSlet@Louise: Jeg ved dælme ikke, om jeg magter det... tror ikke det er sundt med alle de mareridt og sårn i den lange løb. Men det føles vigtigt, det gør det da.
Jeg vil som dig meget gerne tro på, at vi bevæger os frem mod noget bedre og bedre og mere fredeligt. Men jo mere jeg researcher på det her, jo mere står det på en eller anden måde klart, at krig gør folk sindssyge og onde og trælse. Ligegyldigt hvad. Og der er masser af krige og konflikter... og starter nye hele tiden.
OK, af med den sorte hat. På MANGE områder går det bedre i verden. Indimellem bliver menneskeheden bare slået hjem i Ludo, lige som vi troede, at verden var ved at blive et lidt bedre sted at være. Guantanamo. Abu Ghraib. Und so weiter.
Jeg læste et sted, at det bedste man kan gøre for verdensfreden er at give børn (over det hele, forstås) en god og tryg barndom. Jo bedre og jo tryggere, jo mindre chancer er der for ondskabsfulde og stygge voksne og dermed for hæslige krigshandlinger. Det er... en fin og rigtig tanke.
Og det var så min torsdagstale til nationen. God dag!