lørdag den 30. april 2011

Trappestrategier for plukkeveramte

#1 Hold alle de pauser, kroppen kræver. Fordel: Jordemoderen og kroppen er glade. Ulempe: Det tager omkring 20 minutter at komme op på fjerde sal, og det kan ingenlunde lade sig gøre med en to-årig i hånden.

#2 Forkort pinen og spæn! Fordel: Det er hurtigt overstået, og den sure, på-radiator-bankende underbo vil blive tromlet af Stor Krop i Fart, hvis han skulle komme ned ad trappen på det forkerte tidspunkt. Ulempe: En milliard plukkeveer. I lang tid.

#3 Kompromiset: Støt og rolig opstigen med en enkelt 10-sekunders pause på tredje. Fordel: Mulig også i følge med to-årig. Antallet af plukkeveer så begrænset, at jeg formentlig ikke føder (mærkbart) før tid. Ulempe: Ubehageligt OG temmelig langvarigt. Kan reelt kun lade sig gøre, hvis jeg lover mig selv chokoladeis og kaffe. Og det skal være den med koffein.

PS Egentligt ville jeg ikke have harseleret over trapper men over et vist bryllup i England, der ikke så meget som kunne få det til at svie i øjenkrogene. Seriøst, jeg er GRAVID. Jeg græder over ALT. Alt siger jeg. Men så læste jeg Dines' indlæg om sagen, og hun siger det hele om det bryllup. Så jeg siger intet. Næsten.

onsdag den 27. april 2011

Hverdag uden ret meget hverdag men med TÅRN


Påske siger I? Har det været påske?!

Tilsyneladende ja.

Og nu er det hverdag igen, og gravide-mor er ganske lettet over, at konceptet vuggestue igen er en del af vores liv. Så har jeg bedre tid til alle mulige vigtige ting. Fx at have dårlig samvittighed over alt det arbejde, jeg ikke laver og alle de penge, jeg ikke tjener. Og drikke kaffe (friskmalet fra den lokale købmand. I guldpose). Og gå i flytteterapi, der blandt andet involverer (meget langsomme) gåture i Skanseparken og kiggen på blå-blå himmel og fine hustage og forsøgsvise stolthedsfornemmelser over at være midlertidig indehaver af tårnet på billedet. Tårnværelset er bare et pulterrum, men alligevel. Det er et tårn! Og nej, jeg vil ikke siges i mod af arkitekter og andre med mere styr på definitionerne. Det er et tårn, siger jeg!

mandag den 25. april 2011

Hjemve med hjemve på

Det er småt med indlæggene for tiden. Det har dels noget at gøre med det virkeligt vakkelvorne internet, og dels noget at gøre med, at jeg ikke kan blive ved og ved med at skrive om flyttetanker og hus-sorg og så videre uden at drive mig selv og carportens milliarder af læsere til vanvid. Og flyttetanker og hus-sorg er lissom det, der fylder hovedet. På trods af lejlighedsdejlighed og solskin og wunderlegepladser lige om hjørnet og alt dét. Hjemve er hvad jeg har. Hjemve og tvangstanker om blafrende frisk-luft-vasketøj og have-grønhed og pandekager med De Smukke Naboer og om at sidde udenfor i solen med kaffe uden at skulle bugsere et tungt-tungt og bækkenløst legeme ned at mange, mange trapper.

Nå. Var der nogen, der sagde selvmedlidenhed?

I det mindste har Sønne fået en Hillfiger-mærke-hat, så han kan begå sig blandt de andre velklædte Karla'er og Villads'er og Linus'er nede på legeren (og nej, baggrunden er ikke en midtby-legeplads men farmor&farfars villakvarter-have. Dér kan man godt drikke solkaffe):

torsdag den 21. april 2011

Nu med internet

OK. Så de Smukke Naboer (nu eks) har vist sig også at være sporty. I hvert fald cykler de gerne op og ned af bjerge, så søn 1 og 2 kan slås forelsket, som de plejer.

Og mormoren og morfaren og moster Otanne sylter og bager og sætter på plads, så jeg, Miss Plukkeve (nu 8000 C), kan holde det "rolige regime", gravid-lægerne på Skejby foreskriver. (Det lyder som rædselsregime. Just sayin')

Og Manden ordner ting og installationer og trådløst net, så jeg kan blogge. Så jeg blogger og er roligroligrolig og spiser alt det, de andre sylter og bager og hoster en lille smule af flyttesorg træk fra veluxvinduerne og føler mig taknemmelig over meget hjælpsomme omgivelser og muggen over meget lidt hjælpsom krop i kombination med meget høj fjerdesal.

Rygterne siger, at det bliver 20 grader varmt i dag. Eventuelt må jeg rutsche ned ad gelænderet og ud og nyde solen...

mandag den 18. april 2011

Kære rebound-lejlighed. Du er lækker, men jeg har ingen følelser for dig.

Så er vi flyttet. Og det er... OK. OK-agtigt. Jeg behøver kun to siddepauser, for at få mit voksende korpus bugseret op på fjerde sal. Og badeværelset har en pusleplads. Og der er udsigt til kranerne på havnen fra Sønnes værelse. Og vi har opvaskemaskine. Og nogenlunde plads. Og et låne-TV og den store tv-pakke. Og en bager og en kiosk og et supermarked og en legeplads tæt på.

Og



videre.

Sønne leger og hygger sig og standser op midt i det hele, trisser hen til døren og siger "hjem nu."

Jeg har det på nøjagtigt samme måde...

... men forsøger at tænke på alle damebladenes råd om at komme sig over ulykkelig kærlighed (trøstespisning/shopping/happy thoughts?). Det er same thing, når det kommer til stykket. Jeg ville giftes med dét hus, men er blevet dumpet. Og selvom jeg godt ved, at det var totalt out of my league, gør det nas. Jeg er stadig forelsket, iggå, i kvarteret og haven og pladsen og selv i de mærkelige orange døre. Nå.

fredag den 15. april 2011

Where no man has gone before

Manden har været mig utro. På en måde. Han har nemlig været med til en anden dames fødsel - udstyret med kamera og mikrofoner og halløj. Han er jo fotograf, iggå, og pt. ved at lave en meget spændende fødselsforberedelses-ting. Hvilket på den ene side er fantastisk, fordi han til miss Plukkeves udelte begejstring hele tiden snakker om fødsler og graviditet og følelser (ikke særligt andengangsfar-agtigt, vel), og på den anden side er meget sært, fordi han jo altså er meget til andre damers fødsler... Og det er sært, det er sært, når nu jeg er fuldstændig bedøvende ligeglad med de tynde-tynde pæne-pæne modelladamer, han også fotograferer. Er damerne derimod tøndeformede, prustende og iført hospitalsskorter - ja, så kræver det, at jeg spiser resten af jordbærisen og hooker op med Don Draper. For nu at nævne et eksempel.

Den anden dag fotograferede han stort set nonstop i et døgn kun afbrudt af snacks (foran en vandfødselsfilm i jordemødrenes frokoststue...) og en powernap og kom derefter hjem og erklærede, at hvis han havde været en kvinde, ville han være jordemoder. Og Sønne og jeg forsøgte at nurse om den trætte, trætte Mand med morgenmad på sengen, hvilket dog endte med, at der efter cirka syv minutter lå en gravid, snorkende dame i fodenden, og små to-årige fingre havde pillet en croissant i 3000 stykker og drysset den nydeligt udover det hele.

Og i alt dette kaos af krummer, søvn og fødsler står de fleste flyttekasser stadig u-pakkede i kælderen, men vi får til gengæld tænkt meget over alle mulige andre vigtige ting. Livets Mirakel for eksempel. Skål og godnat.

tirsdag den 12. april 2011

Alle der er trætte af at høre om flytning, rækker hånden op NU

Vi er tre mennesker i husstanden. Og vi har det ret forskelligt med den forestående flytning:

Den ene ved slet ikke, at vi skal flytte, og råber glad "DER BOR VI", hver gang huset kommer indenfor synsvidde.

Den anden sukker over, at vi skal flytte fra et dejligt kvarter og et dejligt hus, når der næppe er udsigt til, at vi nogensinde kommer til at bo ligeså godt igen - men synes også, at "man skal passe på ikke at gøre det større, end det er" og "det er ikke noget problem at flytte Sønne. Det er jo ligesom, når vi tager på ferie."

Den tredje synes, at det er ualmindeligt hæsligt at skulle flytte fra verdens rareste hus og lader dét gå udover alverden (dvs. resten af husstanden). Og sidder på en havestol og tuder ned i saftevandet og råber højlydt af stemmerne i hovedet, når de siger "du ligger, som du har redt".

Til sidstnævntes forsvar vil jeg sige, at vedkommende tegner utroligt mange smileys på kalenderen og flytte-listerne på køleskabet. Thi alle ved, hvor vigtigt det er dels at snappe ud af sin ikke-konstruktive flyttedenial, dels at italesætte hæslige helt almindelige, hverdags-agtige begivenheder på en positiv måde... Fødselsforberedelse nejtak. Flytningsforberedelse jatak.

mandag den 11. april 2011

Flyttedenial, havenisser og lige lovlig meget forår

Nå, men hvis I kom hjem fra en weekend udenbys og så dem her sprunget ud over den halve have - ville I så ikke tage det personligt?


Altså de stod bare der, blomsterne, helt fine og lilla og in my face og hviskede og tiskede om, at vi snart skal flytte. Havenissen nøjedes ikke med at hviske. Han råbte FORÅRFORÅRFORÅR (eller kastede op, alt efter øjnene der ser):


Og der var påskelilje og alskens gule blomster, jeg ikke aner, hvad hedder, og noget blåt og noget hvidt og rigtigt meget grønt. Og en dreng, der ikke kender konceptet fremleje men til gengæld er meget nede med konceptet "far trækker bil":


Jeps. Jeg bliver hånet af alle blomsterne i haven... Det er ikke personligt, siger I? Nå. Så er det nok hormonelt. Sjovt er det i hvert fald ikke.

torsdag den 7. april 2011

Apropos det der med at putte...

... er vi nu nede på omkring 40 minutter og otte-ti flugtforsøg. For et par uger siden tog det to timer mindst (!) og så mange gange kravlen ud af juniorseng, at ingen kunne tælle til det. Vi gør, som hende her siger, man skal:


Bogen er ikke oversat til dansk, men kan man leve med at læse på engelsk (og med den meget corny titel) - men ikke med sit uputbare barn, kan den anbefales. Blandt andet snakker den en hel del om det der med juniorseng. Og se, hvor glad og veludhvilet drengen på forsiden ser ud - han har sovet hele natten og ikke grædt sig i søvn. Host. Sønne sover pt til klokken godt fire (fuglene synger på det tidspunkt, vidste I det?) og skal så væltes nogle gange. Det lyder måske hårdt. Og er det også for Manden, som er den der er den jf. min status som miss Plukkeve. Men det er bedre end... nogensinde.

I øvrigt virker den nok ikke mere efter i dag, hvor jeg har jinxet alt ved at sige, det går OK... Og så maler vi selvfølgelig fanden på soveværelsesvæggen og forbereder os på, at alt fucker op igen, når vi flytter den 16. april. Så optimistiske er vi.

mandag den 4. april 2011

Ikke betændt. Ikke forgiftet. Men ret vanskelig.

I dag har jeg lært sygeplejerskerne i mit lægehus, hvordan man på korrekt vis tager en urinprøve, når der skal tjekkes for svangerskabsforgiftning. Jeg har lært det af Politikens Graviditetsbog (lægelitteratur på højt niveau) og af en dame fra svangerskabsambulatoriet. De burde sige tak, tænker jeg. Eller give mig en slat af de skatte-konsultationspenge, de får, hver gang jeg render dem på dørene... I øvrigt var jeg så bister under hele undervisningsseancen ("ja, du må gerne tage mit blodtryk, men jeg er ikke sikker på, det er korrekt. Jeg er nemlig godt tosset over at blive sendt rundt og rundt på denne her måde" og "du må altså IKKE bare tage mine ord for gode varer. Jeg er cand.public for fan. Ikke dr.med". Og så videre) at den stakkels og lettere forskrækkede sygeplejerskedame til sidst tilkaldte en læge, der ligeså forskrækket skyndte sig at tilbyde mig en tid i næste uge. Selvom den korrekte prøve altså var fuldstændigt blottet for alle tegn på svangerskabsforgiftning...

søndag den 3. april 2011

This one goes out to Mads Christensen

Alle mine personligheder - moren, damen, seeren og journalisten - bliver så frygteligt træt, når jeg ser temalørdag om børneopdragelse på DR2, og Mads Christensen, ganske uimodsagt, får lov at fremture med følgende udsagn om putning: Den eneste (ENESTE) måde at få barnet rykket fra pat og forældreseng til eget værelse er at lade det græde i en halv time - altså græde sig selv i søvn. Eventuelt mens man står udenfor døren og lytter til gråden og tager kvælertag på sig selv.

Jamen for fan... Det er HANS metode som far og lægmand, I know. Men når han får lov at sige, som han gør, uden nogle eksperter - eller bare andre, mere menneskelige typer - kommer med konkurrerende udsagn, kommer det altså til at fremstå lige lovligt this-is-the-truth-agtigt for min smag. Og det er bare SÅ meget ikke sandheden. Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte. Måske med argumenter som, at

  • Netdoktor understreger, at børn aldrig må græde sig i søvn
  • Den svenske lægesammenslutning (lægeforening? lægemyndighed? Jeg er ikke helt nede med termerne...) siger, at man ikke engang skal bruge trappemetoden - altså den, hvor ungerne bliver overladt til gråden i længere og længere perioder.
  • Den amerikanske opfinder af selvsamme trappemetode har siden sagt undskyld "to the generation of Americans, I fucked up" (citeret frit efter hukommelsen. Jeg er vred, ikke researchende)
  • Alle de psykologer (IRL) og børnepsykologer (i medierne), jeg har snakket med og læst citeret, advarer mod at lade børn græde sig i søvn. Læs fx det her citat af børnepsykolog Grethe Kragh Müller (napset fra altomboern.dk): "Hvis barnet falder i søvn på den måde, oplever det magtesløshed - at alle veje er lukket. Det gælder også, hvis man lader et barn skrige sig i søvn. For at få selvværd har barnet brug for en voksen, der lytter efter, hvordan det har det. Er man som voksen ikke sensitiv over for, hvornår et barn ikke længere kan håndtere en situation, risikerer man psykologiske skader på barnet. Og børn, som har fået lov til at græde sig i søvn uden trøst, har større risiko for at opleve depressioner, når de bliver voksne."
Ja, jeg er fundamentalist. Jeg ved godt, jeg argumentationswise stod lidt stærkere, hvis jeg rent faktisk havde et barn, der ikke konstant kravlede ud af juniorsengen. But so be it. Han bliver bedre og bedre til at blive i sengen under putningen. Og selv hvis det gik den anden vej, ville jeg aldrig, aldrig, aldrig gøre tingene på Mads Christensens måde. Punktum.

fredag den 1. april 2011

Fire gode grunde til skifte læge...

Jeg HAR jo sagt, at et er et fuldtidsjob at være gravid. I dag har jeg fx brugt hele formiddagen på at ringe rundt til forskellige sundhedsvæsensmennesker (og lytte til automatiske telefonsvarere og vente-muzak) og føler mig nu i høj grad som en socialgruppe 5-kastebold, der ikke forstår ret meget af, hvad der foregår... So long intellektuellaidentitet. Hello patientificering.

Opkald 1:
Mig: Jeg skal have et prøvesvar - jeg skal høre, om jeg har blærebetændelse eller ej.

Lægesekretær: Nænej, det har du skam ikke. Det var da dejligt.

Mig: Næh... Men det har jeg aftalt med lægen, at jeg skal snakke med jordemoderen om. Så det vil jeg gøre.

Opkald 2:
Mig: Hej. Jeg vil gerne have en tid i næste uge for at få tjekket, om jeg er... æh, svangerskabsforgiftet. Det siger min læge, jeg skal.

Omstillingsdame: Fint. Godt. Du får en sekretær.

Mig: Hej. Jeg vil gerne have en tid i næste uge for at få tjekket, om jeg er... æh, svangerskabsforgiftet. Det siger min læge, jeg skal.

Sekretæren: Det lyder mærkeligt. Det er ikke noget, vi kan klare her.

Mig: Øh... jamen det siger min læge.

Sekretæren: Det lyder som en sag for svangreambulatoriet. Vil du ikke selv vurdere, at du skal snakke med dem?

Mig: Altså det ved jeg virkelig ikke. Jeg ved kun, hvad lægen siger.

Sekretæren: Jeg ved det heller ikke. Jeg er kun sekretær.

Mig: Og jeg er kun gravid. Jeg ved dælme ikke, hvem jeg skal snakke med...

Sekretæren: Altså det lyder helt hul i hovedet, at du skal snakke med os. Vi vil jo bare sende dig videre til svangreambulatoriet.

Mig: Med andre ord: Skal jeg kontakte svangreambulatoriet eller hvad?

Sekretæren: Ja! Det er en rigtigt god ide!

Opkald 3:
Mig: (Snakker i rundt regnet fem minutter om prøvesvar og forgiftningsmistanker og forvirring)

Omstillingsdame: Altså, jeg må nok hellere lige stille dig om til en, der ved noget om det her... Øjeblik.

Mig: (Snakker i rundt regnet fem minutter om prøvesvar og forgiftningsmistanker og forvirring)

Sygeplejerske: Altså hvad er dine tal?

Mig: Mine tal?!

Sygeplejerske: Ja, dine tal. Hvor meget blod og æggehvidestof er der tale om?

Mig: Det ved jeg overhovedet ikke noget om. Lægen sagde bare, jeg skulle snakke med jordemodercentret, som så sagde, at jeg skulle snakke med jer...

Sygeplejerske: Hm. Altså hvis dine tal kun er +1, så er der ingen fare på færde. Men hvis de er +4, så må vi nok hellere se på dig med det samme.

Mig: Jeg ved OVERHOVEDET ikke, hvad mine tal er. Jeg fik bare at vide, at jeg skulle snakke med en jordemoder...

Sygeplejerske: I øvrigt skal prøven også tages på en bestemt måde, hvis man skal kigge efter de her ting. Det skal du have gjort hos egen læge.

Mig: Æh...

Sygeplejeske: Det er en OMMER. Det kan du godt hilse dem og sige fra mig.

Mig: Altså... skal jeg ringe og få nogle tal af dem? Og en tid til en ny prøve? Eller...?


Sygeplejerske: Lige præcis. Det er synd, du bliver smidt sådan rundt. Men det skal du.


Opkald 4:
Mig: Hej. Det er mig igen. Jeg... har snakket med... eller det er lige meget. Det er noget med forgiftning. Eller, altså, jeg har ikke blærebetændelse. Og æggehvidestoffer. Fuck. Jeg er forvirret. Undskyld. Må jeg tale med hende, jeg talte med i går?

Sekretær: Hun er her ikke. Kan hun ringe tilbage?


Mig: Øh. Ja. Jada.

Gæt selv, om jeg nåede at tale med den relevante prøvedame, før lægetelefonen lukkede klokken 12. I did not. Jeg svæver således stadig i (ret lykkelig) uvidenhed om eventuelle forgiftningstendenser...