fredag den 31. december 2010

Carportens nytårskavalkade

Jeg ville gerne kigge tilbage på 2010 og sige noget bevinget og dybfølt og klogt. Gerne noget, der ligesom peger ind i 2011 på en humoristisk og fremsynet måde.

Men dels er alt, der ligger længere tilbage end en uge eller to, ret tåget. Dels har nattevagten været min i nat, så jeg snakker sådan her: "Fuck et lortenederen pointsystem regeringen har lavet, gid de alle må forelske sig i udlændinge i 2011 og i øvrigt rådne op i alle de penge, de selv har fået ud af at droppe topskatten." Og så videre. Ikke så konstruktivt, ikke så humoristisk, ikke så bevinget.

En kavalkade skal der dog til. Søvnmangeltågen og min ringe hukommelse taget i betragtning bliver det dog kun for den sidste uge. Med andre ord vil jeg gerne præsentere Carportens kavalkade af mindeværdige øjeblikke i ugen der gik:

Ugens højdepunkt: At lægen (til hvem jeg ikke længere behøver at sige hverken efternavn eller CPR-nummer, fordi jeg render hende så meget på dørene) kunne fortælle, at jeg tilsyneladende ikke har lussingesyge. Og at faren dermed lader til at være drevet over for bebse. Den parfait-is, fremtryllet af og indtaget sammen med de smukke naboer her på verdens mest børnevenlige og tidligt-sluttende nytårsaften, får en velfortjent andenplads.

Ugens lavpunkt: At sidde i venteværelset på Skejbys akutafdeling for gravide omgivet af et plasticjuletræ, en karatefilm og et par, der var endnu mere nervøse end os. Og med udsigt til en kæmpestor plakat med påskriften Hvert år mister 500 forældre et spædbarn. Yey. Vi blev sendt derhen i går eftermiddags temmeligt akutisch på grund af rigelige plukkeveer, som er noget stads, man helst ikke skal gå rundt og have så tidligt i graviditeten. Alt var dog fint... vi så en levende (og rolig og artig og hikkende) ultralydsbebs og gik beroligede hjem - med ordre om, at jeg skulle tage det roligt. As if.

Ugens gave til de ironisk anlagte: At Manden er blevet smittet med snot og host og nys og ondt i halsen af bettefætteren og bettekusinen - dem som under ingen omstændigheder skulle smittes med de ikke-eksisterende skoldkopper... Således tilbringer han nytårsaften på en cocktail af panodil zapp, næsespray og hexokain.

Ugens craving: Min trang til rødvin. Den er sjovt nok større end min trang til søvn. Det vælger jeg at se som et godt tegn! Hverken vin eller søvn har jeg dog udsigt til at få - ikke nu og (hvis man har den lettere røgfarvede fyrværkeribrille på) ikke i 2011.

Ugens citat: "Allah prutter". Ja, jeg tør snart ikke tage Sønne med i ghettofakta længere af frygt for at træde nogen alvorligt over tæerne... Sne hedder dog ikke længere neger. (Og hvorfor siger drengen så "Allah prutter"? Det er vist nok noget med, at Manden har forklaret ham, at alle prutter. Håber jeg.)

Godt nytår!

torsdag den 30. december 2010

"Hvad er det?"...

 

... spørger jeg og Piet Van Deurs.

"Det er æblemuffins," svarer du nok. 

Så enkelt er det slet ikke. Alt efter om man er en glasset-halvt-fyldt- eller glasset-halvt-tomt-type, er der nemlig tale om ENTEN et muffinagtigt og velsmagende udtryk for herligt ferie-jeg-har-sovet-overskud ELLER et udtryk for min evige utjekkethed.

Overskud fordi de blev bagt i morges (!) sammen med Sønne, og ingen kom til skade under bagningen. 

Utjekkethed fordi det - undervejs - viste sig, at vi manglede halvdelen af ingredienserne, herunder æg, der blev erstattet af en (godt nok ret æggefarvet) blanding af gulerodsmos, banan og yoghurt. Og fordi Sønne undervejs fik fat i både melet (som endte på gulvet sammen med tre liter vand, en klat smør og en hel del æbleskræller) og bagepulveret, som alt sammen endte i en skål vand, han forsøgte at forvandle til sin egen kage. 

Jeg skældte ikke ud, svedte bare lidt. Og kagerne smager OK, selvom de har en lidt sær konsistens. Og hey, de er næsten sunde - med banan, blåbær, æble, gulerod...

onsdag den 29. december 2010

Genopdragelse

Hvad sker der, hvis man i godt en måned lader en toårig gøre alt, hvad han vil? Altså lader ham sove hvor og hvornår, han vil, lader ham se lige så meget Bamse, han vil, og lader ham spise risengrød og drikke saftevand ligeså ofte han vil (stort set inklusive om natten). Hvad sker der så? Det lyder som et spændende socialt eksperiment, ikke; suspender alt opdragelse og se, hvad der er tilbage.

Vi har udført eksperimentet. Grundet den Sygeste December i mands minde, forstås, hvor Sønne har været så ked og slatten og ikke-spisende og avavav-sigende, at der var grund til at juble, hver gang han drak en tår saftevand. Også selvom klokken var cirka fire om natten.

Og hvad har vi så tilbage nu, hvor skoldkoppe-rødspætten igen er frisk som en lille, uplettet fisk? Vi har en dreng, der MEGET gerne vil bæres, som spiser pålægget og lægger panden på rugbrødet, mens han siger NEJ. Vi har en dreng, der cirka 20 gange om dagen forlanger at se Bamse (det plejede kun at ske om aftenen), som bliver hysterisk, når vi siger nej. Og en dreng, der forlanger at sove klods op af sine forældre, selvom vi i vores tidligere præ-sygdoms-liv lige var kommet ind i noget, der lignede halvnormal søvn. Nu vågner han rasende i sin egen seng mindst otte (!) gange hver nat, og forlanger sang og "op og gå op og gå".

Men ved I hvad? Ind i mellem alle post-sygdoms-konflikterne og "nej vi skal ikke have is eller kage"-erne, er vi taknemmelige for at have en dreng, der er fuldstændig sig selv. I hopla og glad og krammende og løbende og RASK. Og vi er raske. Så pyt, iggå, vi har opdraget ham sådan nogenlunde en gang før, og vi klarer det nok igen.

PS Skoldkopperne viste sig ikke at være skoldkopper. Det betød jul med bettekusinen og bettefætteren i stedet for de hjemløse (hvilket ellers kunne have været funky på sin egen måde). Men det betød også en ny diagnose: Lussingesyge. Som er noget helt ad helvede til noget for gravide. Det orker jeg simpelthen ikke at snakke om nu. Og I gider nok heller ikke høre om det. Sygdom og noia.

tirsdag den 21. december 2010

En slags jul

Sønne ligner en rødspætte. Undtagen i hovedet, hvor skoldkopperne har rottet sig sammen til en stor rød og hævet plamage, der sidder dér, hvor hans ansigt engang var.

I det mindste er pletterne julefarvede. Og det begynder faktisk lidt at ligne jul derhjemme, også selvom vi stadig er i tvivl om, hvorvidt vi har nogen at holde juleaften sammen med, eftersom bettefætteren og bettekusinen (raske, aldrig tidligere skoldkopperamte) har annonceret deres ankomst juleaften. Vi finder ud af det, iggå, og perspektivet i går har faktisk hjulpet en lillebitte smule.

Men altså, vi juler: Rødspætten tøffer rundt i bar og plettet febernumse, og hans gaveindpakkende mor bemærker slet ikke tissepoolen på gulvet og tøjet, før han selv peger på hjemmeskoene og siger "futter. Tissetår." Ind imellem sit omkvæd "sove sove, putte nu" (meget out of character, som trofaste læsere vil vide), siger han vidunderlige ting som "pizza, far henter" (det har Far måske gjort to gange i Sønnes levetid...).

Selvom der skal arbejdes lidt med både ordstilling og helbred kommer sprogmoren helt i julestemning. I hvert fald i en fem sekunders tid.

Og godt nok har jeg ikke fundet julepynten eller overhovedet orket at lede efter den, men min englemor har købt en krans til døren. Og der er sne. Og i et sjældent, lyst inbetween mellemøre- og skoldkoppefeber-moment blev der bagt julekager. Se hvor hurtigt de små hænder arbejder:


Så altså... det skal nok gå. Varme måltider på måtten, julepynt og et enkelt fjernsyn er dog stadig meget velkomne sager. Sidstnævnte fik vi virkelig øjnene op for i Mormor-eksilet i København; det er ligesom bare så meget sjovere at sidde med slatten dreng i favnen, når man har noget andet end en væg at glo ind i. Og det er nemmere at se Bamse og Kylling på fjerneren end - som vi altid har gjort - på computeren, hvor mange lækre taster frister små plettede fingre over evne, og det ender i pause og eject og lettere kaos.

mandag den 20. december 2010

Pis. Pletter. Perspektiv.

Selvom man er meget, meget post-sygdomstræt, kan man godt grine. Det er bare på den hysteriske måde. Og af bizarre ting, der normalt ville få én (gravid, grådlabil og temmelig udmattet dame) til at tude. Som fx i denne her situation:

Moren kommer hjem fra første rigtige arbejdsdag efter godt en milliard år med øjenbetændelse og mellemørebetændelse og det ene og det andet. Moren vil skifte bodystocking på den slatne dreng, der formodes at blive rask LIGEOMLIDT. Og Moren opdager nogle hundreder (!) røde pletter på maven og ryggen... og så på benene. Og under fodsålerne.

Skoldkopper. Nemlig. Så var det, jeg grinede hysterisk. Og senere - i de tre minutter og 42 sekunder, gravko-sangen på Youtube varer - snøftede diskret. Så grinede jeg igen.

Manden er mere fattet.

Jamen er det ikke spændende at læse om alt det sygdom?! Nej vel. Rundstyk. Der er bare ikke ret meget andet i vores liv lige nu. Kom eventuelt tilbage i 2011...

Apropos det der med ikke at kunne tale om ret meget andet end sygdom, sad jeg og udbredte mig om de sidste ugers genvordigheder til Projektleder over frokost. Og udtrykte min store berundring for, at han har fået to børn med under halvandet år i mellem - og overlevet. Var han kanske blevet så traumatiseret, at han havde glemt, hvordan det var, da de var små og syge, spurgte jeg. Hvortil han svarede:
"Nejnej. Den mindste er autist. Mit liv var på stand-by i årevis."
For så at snakke videre om det faglige, vi egentlig var der for at diskutere.

Hej perspektiv.
Hej "det går altid galt at diskutere småbørnsproblemer med mandlige kolleger".

For hulan.

lørdag den 18. december 2010

Man ved...

... at drengen må være lettere læge-traumatiseret, når han peger på et billede af Lord Voldemort og Harry Potter i avisen og siger "dreng læge ører".

Vi har været til ørelægen. Han var skaldet som Voldemort og punkterede to to-årige trommehinder. Nu går det (moderat) bedre.

Jeg har sovet 12 timer i nat, langt fra Sønne, men er IKKE klar til verden. Jeg vil i spa NU. Nu blev der sagt.

onsdag den 15. december 2010

Af skade bliver man klog (men sjældent rig)

De sidste dage har jeg lært:

  • At små syge børn godt kan falde i søvn til Weather Report på meget høj volumen (men at jeg ikke får mindre jazz-ondt i hovedet af den grund)
  • At det eneste, der tilsyneladende kan få Sønne til at holde op med at pibe (udover søvn), er Bamses Billedbog og Händels Messias. Det sidste er bizart nok mest effi.
  • At det saftsusemig er livsnødvendigt at have en MOR, også når man er fyldt 30.
  • At føromtalte MOR håndterer sultestrejkende, tiltagende gennemsigtige to-årig med væsentligt mere ro end den 30-årige.
  • At selvom man er født længe efter LP'ens død som mainstream-medie, kan man godt gå i hak. Sønne lyder nogenlunde sådan her: "av-av-av-hoved-av-mave-av-hår-av-næse-av-øre-av-mave-mave-mave-mave-mave-av-ble-av-øjne-av-av-av." Hvilket også beviser sundhedsplejerskens gamle sandhed om, at små børn ikke helt kan mærke, HVOR de har ondt. Bare at det er træls.
  • At der helt klart ville være penge i at udvikle mere børnevenlig mellemøre-penicillin end klammo-mikstur, der skal sprøjtes ind i munden med sprøjte. Kan på en måde godt forstå, at han sultestrejker.
  • At et kedeligt deltidsjob i kommunen, hvor der er en hel del betalte sygedage og barsel og den slags, måske ikke er at fornægte. Er der nogen, der kender nogen, der har brug for én kommunal medarbejder i Århus eller omegn?
  • At der er markant mere sne i Jylland end i København. Men til gengæld flere busser her i hovedstaden. Det står 1-1.
  • At selvom man laver noget virkeligt krea med noget mandarinskal og noget til forældrenes årlige julestue (som fandt sted i lørdags, mens alle var semiraske), kan man godt ende på en delt tredjeplads. Godt nok - og det er en formildende omstændighed - til deling med kreabror, der var væsentligt mere fornærmet over at tabe til en stol/et rensdyr/hvad det nu var lavet ud af en belgisk øl-kapsel. Her er min mandarinkreation:

mandag den 13. december 2010

Fuck. Og ode til min mutti

Og så blev Manden syg.

Og så blev Sønne syg (mellemørebetændelse. Nyt og spændende)

Og så blev jeg syg.

Og så snakker vi ikke mere om det. Der er lissom ikke nogen, der gider høre mere om vores sygdom, vel. Og jeg gider heller ikke fortælle om det. Vil blot huske at takke min vidunderlige mutti i alle fremtidige Oscar-takketaler for blandt andet at tage barns sidste sygedag (jeg er 30!), at lade som om hun glæder sig over, at vi er strandet hos hende i København med host og snot og betændelse, og for at ae og lave te og tage frygtelige sygdoms-nattevagter med Sønne.

fredag den 10. december 2010

FAQs om graviditet nummer to

... det vil sige ofte stillede spørgsmål. Af bedsteforældre, venner, perifære bekendtskaber og stemmerne i mit hoved. Og nej, det er ikke alt, der er svaret helt så pænt på i virkeligheden som i det nedenstående. Der er også blevet fnyst. Og hostet sigende. I hvert fald lidt.

Er det et ønskebarn?
JA. Det er det. Universet har bare været imod os hele november og lidt af december. Det stopper nu. NU siger jeg. Jeg kan mærke det; de første tegn er der allerede. Som fx at vi var de eneste ud af de cirka 43.000 mennesker i det amputerede i stykker-gåede DSB-tog til København, der fik en siddeplads. Også da alle blev gennet over i nye tog. Og endda uden at skulle være ubehagelige eller uhøflige eller noget. Vi var bare heldige. Ligesom vi bliver med helbred, sovning og deadlinetiming fra nu af.

Håber I på en dreng eller en pige? Og hvad tror I, det bliver?
Dunno. Til begge dele. Jeg kan på den ene side ikke forestille mig, at min krop kan bygge andet end drenge (ja, jeg ved godt, at det dybest set er faren, der bestemmer kønnet. Men alligevel). Og drenge er sjove, og jeg har vel heller ikke lært alt det her om gravkøer til ingen verdens nytte, vel. På den anden side kunne det være skægt at prøve med en pige. Der er jo ingen, der siger, at piger ikke kan lide gravkøer, vel (ok, det er der mange, der siger. Dem lytter vi ikke til). Og jeg har en teori - baseret hovedsageligt på min helt sikkert repræsentative mødregruppe - om, at piger sover bedre end drenge.

Hvordan skal det nogensinde gå?
I min lyse øjeblikke er svaret et modspørgsmål: "Hvad snakker du om? Hvorfor skulle det ikke gå? Babyer er nuttede, iggå, søskende er sundt, og Manden er Verdens Bedste Far og kan således opveje mine eventuelle mangler som overskudsmutti."
I mine mørke øjeblikke er svaret, at det ved jeg dælme heller ikke... både fordi vinteren har været en lang søvnløs sygdom so far. Og fordi sympatiske og sjove og frygtindgydende ærlige morbloggere som Louise og Fuhrmann - med hver to drenge - advarer alle etbarnmødre om at lave flere børn...
Efter de mørke øjeblikke kommer så som regel et konstruktivt øjeblik, hvor jeg tænker, at løsningen må være at tage en arm og eventuelt en hel krop, hver gang nogen rækker os en lillefinger. "Skal vi triller en tur med den lille nye her til eftermiddag?" "Om I vil tage Sønne-nattevagterne resten af ugen? Og opvasken? Jamen tusind tak, det er da næsten alt for meget!"

Din mave blev stor sidste gang. Er du ikke bange for at få strækmærker?
Jo. Hold kæft.

Gik det hurtigt - altså at blive gravid?
Er det ikke et lige lovligt personligt spørgsmål?! Men altså jo, det gjorde det. Derfor kom Sønne-graviditeten helt bag på os dengang for snart tre år siden. Eller det vil sige på mig. Dengang brugte jeg flere uger på at være i chok over, at det overhovedet kunne lade sig gøre at blive gravid, og på at tænke "jamenforhulanvilvioverhovedethaveetbarnnuoghvornårskalvisåparaglidetværsoverAfrika?!?". Denne her gang tænkte jeg "yes of course" og "ih hvor dejligt."

Synes I selv, det er god timing?
Ærhm, det syntes vi jo, da vi planlagde det, iggå. Men det falder oven i potentiel flytning på grund af verdens korteste fremleje (hvilket sidste fødsel også gjorde. Vi og alle venner og al familie husker stadig tilbage på det med gru). Men vi håber på forlængelse. Og på, at Mandens afsluttende projekt skriver sig selv.

Har du egentlig et job, du kan gå på barsel fra?
Nej. Giv mig et fra 4. marts, når min forlængede kontrakt udløber. Please. Jeg er meget produktiv, selvom jeg er gravid. I promise.

Hvor mange børn skal I have ialt?
To. Siger jeg. Manden vil gerne have fem. Men jeg tænker, at det vel ultimativt er noget, jeg bestemmer...

Har jeg glemt nogen? Altså spørgsmål... Og hvis der er nogen, der spørger, om vi måske skulle lære at planlægge lidt bedre i forhold til deadlines og sådan, spyr jeg ild. Det er der efterhånden flere, der kan skrive under på. I can't help it, så lad være med at spørge om dét, ik'.

onsdag den 8. december 2010

Faktamænd. Mirakler. Spøgelser. Den slags ting.

For et par måneder var jeg i vores lokale ghetto-Fakta og havde denne her samtale med den afblegede kassemand foran en voksende kø af utålmodige kunder:

Mig: "Ærhm, har I nogen graviditetstest?"

Faktamand: "Hvad?"

Mig (nu højere): "Graviditetstest."

Faktamand: "Hvad? Hvad er det?"

Mig: "Altså sådan en dims, som man kan bruge til at teste, om man er gravid."

Faktamand: "Øh... hvad?"

Mig: "GRAVID, du ved. Altså... den kommer i sådan en lille, aflang papæske og befinder sig nok lige i nærheden af hovedpinepillerne."

Faktamand: "Hovedpinepiller?! Det har vi ikke."

Mig (nu lænende sig ind over mand og kasseapperat): "Må jeg se? Det plejer supermarkeder da at have! Jeg kan kende pakken, så hvis jeg bare lige..."

Faktamand (peger ned i butikken): "Vi har piller. Men kun der. Kig der."

Mig: "Nej, det er jo vitaminpiller, der er ingen graviditetstest..."

Faktamand: "KIG DER"

Mig: "Æh... OK. Så."

Og nej, der var ingen tests på hylden med vitaminpiller og fiskeolie. Men jeg fandt en test. I Føtex, hvor de hænger frit fremme, og hvor ekspedienterne generelt godt ved, hvad det er for noget - sådan noget graviditet.

Som I - og alle tilstedeværende i ghetto-Fakta den pågældende efterårsdag - nok har gættet, så er jeg gravid. Sandelig. Og ja, det var med vilje (vi var inde i en periode med væsentlig bedre søvn og væsentlig mindre sygdom, iggå). Vi har været til scanning i dag og set et lillebitte gråt spøgelse, der artigt møflede rundt i min mave og gjorde nogenlunde, hvad sygeplejersken mente, sådan en skal. Den lå noget mere stille end storebroren, og det tager jeg helt klart som et godt tegn. Han slog kolbøtter (altså som i rigtige kolbøtter) og sårn, så snart ultralydsmenneskerne trykkede mig på maven. Det her bliver en artig pige, der sover om natten og aldrig får øjenbetændelse. Jeg kan mærke det.

mandag den 6. december 2010

Bjerg-vinter i tal

Antal timer fra Sønne vågner, til solen står op: 3,5

Antal timer fra Sønne vågner, til jeg bliver i nogenlunde humør: 3

Antal øjne familien sammenlagt har øjenbetændelse i: 3

Antal butikker vi har ledt efter slæder i: 5

Antal slæder det er lykkedes os at købe: 0

Antal gange Sønne har været vågen i nat: Uvist, men et sted i nærheden af 10

Antal bøger om maskiner vi har læst her til morgen (før klokken syv): 4

Antal pakkekalender-pakker Sønne ville åbne hver dag, hvis han bestemte (lidt mere): 24

Antal pakkekalender-pakker Sønne fik lov at åbne i morges klokken 05.20: 2

Antal dage til Mandens og min sammenfaldende deadlines: 4

Frygtet antal Sønne-sygedage inden da: 4

Antal krammere jeg har lyst til at give min mor, der er på besøg og passer og dupper og holder os med selskab i morgenmørket: 27.000

fredag den 3. december 2010

Sønne im Schnee

Det er svært at være to, når man bor på et bjerg fyldt med sne og i en bydel, hvor sneplovene tilsyneladende ikke gider komme. Og når det er så koldt og mørkt, at ens forældre ruller én ind i et fleecetæppe og giver én strømper på hænderne, så det er så godt som umuligt at spise en enkelt bette vente-på-bussen-i-det-fordømte-evige-mørke-blomme...



Og hvad hjælper det - for mor og søn - at der er halv pris på is, når den ene (den med modestøvlerne) fryser grumme om tæerne, og den anden er rød om sin lillebitte næse? Altså jeg har ikke set NOGEN spise is i det her vejr. Men jeg har dog set en med bare ankler. Hvilket jeg omtalte. Jeg er jo en mutti.



 Til gengæld hjælper det, når alle mand er hjemme og inden døre og kan kigge ud af vinduet på alt det her:


(Hvis man var smart, købte man selvfølgelig en af de billige is med hjem til at sidde og spise foran den nydelige istap-udsigt. Så smarte var vi så ikke, så vi nøjes med te med honning.)

torsdag den 2. december 2010

En meget lang og meget specifik madordningssmøre. Så er I advaret

Trofaste (og søde og kønne) læsere med god hukommelse vil erindre, hvordan sidste diskussion om vuggestuens madordning udartede sig langt mere dramatisk, end emnet umiddelbart lægger op til. Alle endte med at være godt arrige, inklusive både mig selv og de Snævertsynede men Smukke Mødre.

Det var således med en vis... nervøsitet, faktisk, at jeg trippede til madordnings-debatmøde nu her den anden aften. Jeg havde forberedt en længere og ret politikeragtig tale inde i hovedet, konsulteret de ypperste eksperter, jeg kender - Søster Psykolog og Julka Vuggestuepædagog. Og trukket vejret dybt og skruet et diplomatisk smil fast på mit frostsprængte ansigt.

Jeg forventede nogenlunde samme setup som sidst: 50 kampklare speltforældre, der ville være klar til at bide mig i haserne (i hvert fald hvis jeg var iført økologiske strømpebukser), så snart det kom frem, at jeg *gys* var kontra madpakker og pro den ikke-økologiske madordning.

Og hvilket syn mødte mig på den i øvrigt juleduftende og -pyntede Girafstue? Ti glade, stort set almindeligt udseende mennesker. Ligeligt fordelt på begge køn (uhørt!) og for de flestes vedkommende smovsende i de ikke-økologiske æbleskiver, vuggestue-lederen havde stillet frem. Forklaringen har nok noget at gøre med sne og kulde. Måske kan de Smukke Mødre fra sidste møde ikke rigtigt tåle den slags...

I hvert fald var kun to af de rigtigt økologi-rabiate dukket op. De øvrige var enten kun sådan "vi vil gerne snakke noget mere om økologi, men vi er i de store og hele ret fornuftige"-agtige eller - som jeg - mødt op udstyret med gode argumenter FOR en madordning.

Det blev et studie i risikosamfundets triste bagside: "Jamen børnene kommer jo tidligere og tidligere i puberteten, og jeg har hørt, at de får spegepølse med nitrit. Det er noget af det allermest farlige. Og ikke-økologisk brød!!" De var simpelthen bange.

Eller: Vi var og er sådan set alle sammen bange. Hovedparten var blot - som jeg - endnu mere bange for konsekvenserne af ikke at have en madordning. I ved... ungerne spiser mindre. Man glemmer madpakkken. De får ikke prøvet så meget nyt. Pædagogerne synes, der er meget mere værdi i bugnende fade end små fedtede, individuelle madpakker. Og så videre. Åhja, og så er der et enkelt barn på Sønnes stue, der kun får kakaomælk derhjemme. Intet andet. For hendes skyld om ikke af andre grunde bør der VIRKELIG være en madordning. Siger jeg.

Jeg fik kun hidsigt-røde kinder én gang. Det var, da en af de halv-rabiate foreslog, at engagerede og øko-bevidste forældre - som de fremmødte - jo kun lave en madpakkeordning, hvor vi skiftedes til at smøre madpakker til hinandens unger. For variationens og nemhedens og pædagogikkens skyld, iggå, så var der i hvert fald NOGLE af børnene (dem med de helt rigtige forældre), der kunne sidde og få noget pædagogisk ud af at spise det samme... Jesus Kristus. Og det snakkede vi så om i cirka tusind år.

Inden da havde jeg nået at sige PERSPEKTIV og DEMOKRATI og ANERKENDELSE (af pædagogernes vurdering) ret mange gange med et stift, diplomatisk smil.

Ohyes. Det blev en lang smøre. Både her og til mødet. Og der er ikke engang nogen forløsning (vi kan kalde det for en cliffhanger): Alle forældre får stemmesedler, og resultatet vil vise sig engang inden jul. Jeg har ikke været så spændt siden sidste Folketingsvalg. Really.