fredag den 30. december 2011

Julekavalkade. Fordi nogen har spist min langtidshukommelse.

Alle andre fortæller om året der gik. Om begivenheder fra HELE året. Det kræver enten seriøst meget tid til at gennemlæse hele bloggen for mindeværdige begivenheder (OK, kan godt huske at have født et barn... ) eller en hukommelse, der er seriøst bedre end min.

Jeg kan huske cirka én sølle uge tilbage i tiden. Det vil sige, at jeg kun sådan nogenlunde kan huske, at det har været jul. Men derfor skal I jo ikke snydes for en fotokavalkade i anledning af nytåret:

ÅRETS NISSE: BetteLiv. Som i (julen) 2011 viste sig i stand til at sove 6 (SEKS!) timer i streg. Wow.

ÅRETS DJ. "Jeg spiller lidt for Livse at hun kan sove, at hun ikke bliver ked af det," siger han. OK, så radioen virker ikke. Men han elsker den, og knapperne siger nogle funky klonk-lyde. Og en dag lærer han vel også at sove seks timer i streg...

ÅRETS SKUFFELSE: Engang var jeg sårn fiks på fingrene krea-agtig. Det er tilsyneladende slut-slut-slut nu. I hvert fald kom min mors stakkels julekage (tilberedt med kærlighed og badet i sprut i dagevis) til at se sådan her ud... Figurerne forestiller naturligvis min far og min søster i fantasifulde proportioner.

Gæt selv, hvad jeg har givet Gud & hver kvinde i julegave


Skriet från kärnfamiljen. Nemlig. Jeg tænker, at vi har brug for noget dansk debatlitteratur om kernefamilier og børn og den slags. Noget som ikke er en kogebog, en indretningsbog, en opdragelsesbog.

Og jeg tænker, at når nu ingen andre tilsyneladende vil skrive det, så må jeg jo (når jeg lige har sovet lidt og kørt et barn ind i børnehave... og sårn). Yes. Men jeg har brug for hjælp, så jeg har købt en stak af noget svensk inspiration og delt ud til nogle af de klogeste mødre, jeg kender. Og kaldt det julegaver. Svenskerne er lettere bitre, men interessante og kan godt anbefales.

Jeg regner med at kunne være færdig cirka i 2020. Så I har rigeligt tid til at skaffe svenskerbogen. Eller klø jer i håret og tænke over en af dagens tophistorier i Politiken, der handler om, at hver fjerde (!) kvinde drømmer om at lave deres liv helt om. Eller bare til svare på de simple spørgsmål:

SKAL man have så sindssygt travlt-på-den-dårlige-måde som børnefamilie?
Kunne man gøre det anderledes... uden at blive Bonderøven eller flytte i kollektiv?
Er der nogle underlige dogmer eller forventninger, vi kunne skippe for at blive Gladere & Smukkere?
Har alt det her noget med ligestilling og parforhold at gøre, eller er det bare noget, svenskerne tror?
Eller: Hvordan kombinerer man job, børne-nærvær, børne-logistik, tid til parforhold & hold-i-hånd-tid, en rejse i ny og næ, rengøring, madlavning, en lillebitte smule alenetid på en god måde... uden at græde daglige stresstårer?
Og den der evige SKYLD - hvordan slipper man af med den? Kan det overhovedet lade sig gøre?

Nemt nok, iggå.

fredag den 23. december 2011

Sønne Before Dark

Kender I dét: Man har sat sig vildt op til en Oplevelse og Hygge. Planlagt. Visualiseret glade, taknemmelige børn, der siger noget i retning af "ih søde mor, hvor er jeg overmåde lykkelig over, at du tog mig med hen til dette vidunderlige sted og har planlagt alting så godt." Og så ender alting i skrig og skrål og stramme tabusmil og bekymrede panderynker. Som da vi sidste sommer var i zoologisk have, og fire forventningsfulde voksne glædede sig til at vise en bette Sønne elefanterne og se hans øjne lyse af glæde. Og hvor SureSønne saftsusemig ikke gad at se på elefanter. Han sad i en trækvogn og pev hele vejen gennem haven, mens jeg fik tiltagende stresssved over den milliard kroner, min forældre havde betalt for entreen. Dagens eneste medium-succes var et plankeværk med nogle utroligt flotte skruer, som han legede, han skruede i. Med ryggen til aberne.

Det var med den slags oplevelser i baghovedet, at min Mutti og jeg krøllede den gnavne dreng sammen og ned i en flyverdragt og slæbte ham med i Tivoli. Billederne i mit hoved handlede helt klart om, at han ville blive sur over veteranbilernes ringe størrelse og antal hestekræfter, at han frøs, at han skreg, at han ville hjem.

Og så er det jo så snedigt indrettet med universet, at det modsatte sker. Den er sikker hver gang.

"Jeg ELSKER de biler mor! Jeg elsker, at de har flotte farver! Jeg elsker, at de larmer!" Med røde kinder af begejstring og store børneøjne.

Ti ture tog vi. Inklusive kø helt uden brok. Og tre ture i karrusellen og en enkelt tur i den flyvende kuffert. Vi holdt os dog fra Dæmonen, selvom han længe insisterede på at ville prøve den. Yes, vi taler her om drengen, der er bange for kaffemaskinen... men som åbenbart blev draget af de skrigende mennesker, der fór forbi over vores hoveder. Og han var så glad. Så glad så glad så glad, så der var godt humør og Tivolimagi og børnetaknemmelighed nok til alle de 47.000 andre mennesker, der også havde besluttet at tage i Tivoli.

Velsignet, sørme. Og så behøver vi jo ikke snakke om hans Dark Side/Sønne After Dark lige i dag, vel.

torsdag den 22. december 2011

Mod lysere tider, lysere tanker og mere søvn. Iggå?

I går var slet ikke en korteste dag alligevel, som den blogløse Sister pointerede. Det var såmen i dag.

De voksne fejrede dagen med et halvt glas portvin. Liv fejrede ved at gnave lidt i kammerat Viggos tæer, mens hun smilede - enten over smagen, over selskabet eller over udsigten til lysere tider.


Sønne er blevet vanvittig, men jeg har som sagt fået et halvt glas portvin og har tænkt mig at ignorere vanviddet fuldstændig (hvilket blandt andet kræver, at jeg stikker en finger i hvert øre. Her klokken 22.30, jæs).

onsdag den 21. december 2011

Carpe søvn

Da jeg var 20 boede jeg på en irsk ø dør om dør med en hjemmegående mor til tre: en frisk fireårig og et sæt toårige tvillinger. Tvillingerne kunne ikke sige andet end UUUL, som vist nok er gælisk for æble, men de var højlydte ikke desto mindre. Moren så tit temmelig træt ud. Og bleg. Og en dag kom hun marcherende med et surt og snottet barn på hver hofte og hvæsede noget i retning af: der er dage, hvor det eneste, man har at se frem til, er, at de slutter. Jeg GLÆDER mig til, at dagen her er slut!

Jeg smilede til den trætte dame. Men tænkte i mit stille, 20-årige sind, at sådan ville jeg aldrig have det. Jeg havde siddet på noget klippe og stirret udover noget Atlanterhav og indset, at livet er alt for kort, vi må nyde hvert minut, carpe diem og verden og øjeblikket.

1000 år og to børn senere indså jeg i formiddags, at det eneste, der kunne få mig helskindet gennem dagen, er tanken om, at den ikke var evigt. Saftsusemig godt, at det er årets korteste dag, gav jeg mig selv lov til at tænke - efter en nat, hvor Sønne hin Søvnløse har skreget sin tre-års-trodsalder-hed ud til det halve julekøbenhavn. Og efterfølgende skreget sin overtræthed udover morgenmad og frokost og legetøj, og hvad der ellers var i nærheden. Herligt.

Måske er der en 20-årig, der kigger på mig og tænker, at livet er for kort og carpe mig her og carpe mig der. Til dig kan jeg blot sige: Bare vent! Og: husk at sove (og drikke dig i hegnet og meditere over Atlanterhavet) mens tid er.

tirsdag den 20. december 2011

Men måske lidt gråt vil pynte midt i al leverpostejen!?

Jeg fandt et langt, gråt hår i vores seng. Ohyes. Ergo:
  • har Manden fået en ældre elskerinde 
  • har vi ikke skiftet sengetøj, siden min Englemutti sidst var på besøg
  • er jeg vitterligt ved at blive oldgammel.
 Det sidste er det værste. Og, ohve, det mest sandsynlige.

mandag den 19. december 2011

Sønne i hvalfiskens mave


Nej, det er ikke en metafor. Han elsker at være i maven på AROS-hvalen. Og tænde for dens motor (?) og flyve til Østbanetorvet (!?).

Han er sød, drengen. Og sjov. Ligesom sin søster. Og der er ord som kærlighed og taknemmelighed i mit hoved i stedet for de sædvanlige fuck og for satan.

Den lader vi lige stå lidt.


torsdag den 15. december 2011

Endnu en grund til at hade shopping

OK. Mit liv er kedeligt. Jeg skriver kedelige stile om mit kedelige liv. Tænker jeg, når jeg læser, hvad jeg selv skriver. For det føles jo ikke kedeligt, vel. Det virker bare kedeligt på skrift. Nu er I advaret. Og har fået mulighed for at flygte over til kærlighedsføljetonerne hos Maren og Superheltemor. Kærlighed er aldrig kedeligt.

Here goes:

Dagen startede med en halv times skrige-flitsbue på et befærdet fortov. Oven i købet iført den altid opmærksomhedskrævende tvillingevogn og en meget blomstret frakke. Og, til sidst, skrigende baby. Oh de blikke vi fik...

Alle blev gode venner igen (på en eller anden måde, der fortaber sig i tågerne, men meget vel kan have involveret bestikkelse fra min side). Og så skyndte vi os i Bruuns Galleri (aka Århus' svar på Frygtelige Fisketorvet) for at købe en julegave, der pinedød SKULLE købes i dag. Men ikke så snart var vi ankommet, før der blev sagt "rød kode rød kode" i højtaleren - efterfulgt af en mandestemme, der truede med "serious accident" og bad os forlade centret omgående. Svært, når man har en stål-tvillingevogn, der i sig selv vejer cirka 15 ton, og alle rulletrapper og alle elevatorer holder stille. Og man følges med tre-årig århusianer, der midt i folkemylderet råber "hvorfor skal vi uuj, moah, hvorfor lukker den store butikken, moah?"

Ham den bette århusianer havnede i favnen på en fremmed mand, og venlige muskler hjalp BetteLiv, nu vågen, ned ad uendeligt mange trapper.

Action-packed.

Og så var den dag lissom kørt af sporet, fordi Bette kun havde sovet ti minutter, og fordi vi stod et mystisk, fortovsløst sted udenfor shoppingcentrets bagindgang og langt fra alverden. På en bund af fire timers nattesøvn og alt for få havregryn til morgenmad.

Men man kan jo klare meget, når man kun lige præcis er sluppet med livet i behold fra den brand eller bombe, shoppingcentermanden i den selvlysende vest mente, der var tale om. Så ved hjælp af adrenalin (og varm kakao, cafe-amning og nyindkøbte nissehuer) formåede vi at få den julegave dér i hus og holde os selv kørende så lang tid, at vi kunne besøge Almindelige Mennesker efter Almindelig Arbejdstid.

Nu ligger Sønne så i sin seng og råwer (sutteløst), at han vil have sin FAR ("du må GÅ mor. Jeg kan lide FAR. Du må passe på Livse!"). Og på stiften.dk står der, at der hverken var brand eller bomber i Bruuns, bare nogle fummelfingrede teknikere, der udløste en alarm. Eller noget i den stil.

Begge dele føles helt vildt uretfærdigt. Især når jeg stadig, her klokken kvart over 11, lugter af adrenalinsved efter al den eksplosionsfare. Primært faren for, at Sønne eksploderer. Jeg håndterer tilsyneladende potentielle brande&bomber bedre end eksplosivt barn. Måske fordi jeg ikke ville savne Bruuns Galleri, når det kom til stykket?

Nå. Godnat.

tirsdag den 13. december 2011

En slags status. Eller: Derfor elsker vi alligevel konceptet INSTITUTION.

De første to uger af det nye, institutionsfri liv gik skræmmende godt. Forstået på den måde, at Sønne var så glad så glad så glad. Som om han bare havde ventet på at have sin mor og/eller far med sig dagen lang. Svært for den, der skubbede tvillingevognen med den syngende dreng, ikke at tænke tanker a la: "Hvad er det da også for et samfund, vi lever i, hvor vi sender vores børn i institution halve og hele dage, og se hvor han trives, og ih og åh og så må vi jo bare blive ved at arbejde om aftenen."

Og arbejdet om aftenen gik også... OK. Det var jo bare en begrænset periode. Ikke noget at hyperventilere over, vel. Og: Vi kan have fem minutter for os selv og hinanden (og vaske tøj og se fjernsyn og snakke i telefon og sove), når vi bliver gamle. Og herregud, så babyen spiser og snotter natten lang, men har vi måske ikke selv valgt det, hva', og det er jo overstået engang i januar det her crazy non-stop liv, så smøger vi ærmerne op og tager fat og tager os sammen, og så går det nok.

Men... så kunne trættemors ærmer ikke rulles længere op. De sad allerede helt oppe i armhulerne og gnavede, så det blev helt umuligt at tage fat og tage sig sammen. Og pludselig, meget tæt på midnat (mens Manden forsøgte at forklare mig nogle momsregler og min hjerne forsøgte at finde på nogle julegaver og bogstaverne i arbejdsdokumentet på skærmen dansede en aparte juledans for mit trætte blik), kom den gamle ven Stressmonsteret på besøg og sagde: Hvis du ikke holder fri i MINDST en halv time nu, så aflyser jeg julen og sparker dig i maven.

Så det gjorde jeg. Og alle, der er venner med stressmonstret ved, at en halv time aldrig er nok. Så den halve time blev til noget, der lignede en hel dag (kun med børn og Mand).

Og det er så her, I selv må indsætte en forkromet pointe om, at det er vigtigt at holde fri ind i mellem. Og eventuelt noget med at det nok skal gå, for det er jo snart overstået. Eller måske at fri med børnene ikke er rigtigt fri, men hvad hulan er alternativet? Selv har jeg ikke tid til at skrive nogen pointer. Jeg er kommet frygteligt bagud efter et halv døgns slack, og der er kort kort tid til, at Manden kommer hjem med barn et og barn to efter at have trillet dem en formiddagstur.

Åhja forresten. Sønne er i øvrigt ligesom ved at have fået nok forælder. Og har forvandlet sig til et surt-glad grænsesøgende minimonster, der skiftevis smører sin søster ind i smør (...) og giver hende oprigtige kys.

Det var bare dét, jeg ville sige. Hej.

fredag den 9. december 2011

Nisser ja, engle nej


Sødt, ikke? Og den store nisse kyssede oven i købet den lille nisse helt spontant på den halvskaldede isse, da hun igen havde fået huen af. Ren idyl og velopdragenhed og kærlighed.

Men... hvis man synes, man aner et listigt glimt i øjet på Sønne, tager man ikke helt fejl. For ikke længe efter billedet var taget, kravlede han op i sin søsters seng sammen med (legetøjs)værktøjskassen og gav sig til at synge: FOR SATAN FOR SATAN FOR SATAN FOR SATAN. Højlydt og mere eller mindre på melodien "sur sur sur". Mens han spejlede sig.

Host. Selv har jeg gået med nissehue i timevis. Og været meget, meget påpasselig med mit sprog.

torsdag den 8. december 2011

Måske lærer han også at sove lige om lidt? Og bruge potten? Og lege alene?!


Sig hej til SUTTETRÆET. Monumentet over alle småbørnsforældres frygt nummer et. De små børns erkendelsestræ, symbolet på deres første rigtige Tryghedstab og Traume.

Der hænger hundredevis af sutter (med og uden jord og råd) og gynger sagte frem og tilbage side om side med fugtige farvel-breve. Det er lige til at få en klump i halsen af. Også for os, da vi tidligere i dag var nede og vinke farvel til Sønnes elskede sutter: "Hej-hej sutter, nu hænger I der sammen med alle de ANDRE store børns sutter, host, prust." Eller med Sønnes ord: "Jeg vil IKKE hænge sutter der! Jeg vil have dem med hjem!"

Åhja. Oven i alt dét havde vi jo hørt historierne om Inge Sofia, der græd som pisket i tre stive timer den første suttefri aften. Om Tristan, der for første gang i sit nemme liv tog over to timer at putte. Om mig selv, der som bette sørgede så hjerteskærende, at kollektivet rodede skraldespanden igennem, skoldede sutterne og udskød suttestoppet på ubestemt tid.

Fanden var med andre ord malet grundigt på væggen, og forældrene havde aflyst alle aftenens aftaler og arbejdsopgaver.

Og nu sidder vi så her. Lidt mistroiske. For ham den aldrig-sovende altid-udfordrende dreng faldt i søvn - uden gråd og brok og pis - på rundt regnet ti minutter.

Fanden kigger stadig ned fra væggen og siger, at han kan vågne og hulke, hvornår det skal være, og at natten kan blive frygteligt und so weiter und so weiter. Men nu vil jeg give fanden i Fanden og smække benene op på vores rodede sofabord og FEJRE. Hep!

onsdag den 7. december 2011

Never underestimate the power of KLYNKEBLOGGING

Når man smiler til verden... Nårhnej.

Når man piver til verden om det crazy i kombinationen hjemmegående og selvstændig, ja, så smiler verden tilbage. Og aer én virtuelt og tilbyder babysitning og hiver egne unger ud af institution for at playdate os.

Som i dag, hvor Sønne, Bette og jeg hang ud dagen lang hos vuggestue-body Mathias og hans mor. Der havde pyntet op til jul (modsat visse andre) og ind i mellem godt gad holde en baby. ("Hvad er det nu, din lillesøster hedder?" "Hun hejjer LIVSEPIVSE!" "Øh... Livse-hvad?")

Alle tilstedeværende børn opførte sig så eksemplarisk, at stemmerne i hovedet sagde aparte ting som "ih hvor er det sjovt og nemt at være forælder" og "jeg klarer det da meget godt" og "pyt med at han spiser så meget chokolade, det er ikke i sig selv tegn på, at jeg er en fiasko som mor."

Hvad bliver det næste?! (udover alt det arbejde, jeg skal lave i nat...)

tirsdag den 6. december 2011

Lykken findes på toppen af AROS. Jamen det gør den!

Vores hverdag består pt. af følgende interessante puslebrikker:
  • Deltidsarbejdende barselsmor, der troede hun skulle arbejde et par timer om dagen, mens Manden passede, bebsen sov, Sønne var i institution...
  • Bebs der helst vil sove udenfor
  • Mand der har masser og masser af arbejde
  • Sønne der ingen institutionsplads har
  • Forældreambitioner om at gøre alting Rigtigt og Godt og Konfliktfrit og Nærværende og Udfordrende for begge børn
  • Søskendejalousi og efterfølgende kravl-allover-mor-så-hun-bliver-sindssyg, særligt under amning
  • Snot
  • Et betydeligt søvnunderskud
  • En kommende, forberedelseskrævende højtid
Nåmen hvordan tror I lige, dét puslespil ser ud, når vi forsøger at hamre brikkerne sammen med en stor, tung hammer?

Ret grimt. Ret kaotisk. Og meget lidt nærværende, fordi begge forældre hele tiden tænker, at de må udnytte hvert ledigt minut til liiige at arbejde lidt - og så alligevel ender med at sidde natten lang foran hver deres computer.

I dag tog vi dog en slags konsekvens: Når nu ingen alligevel får arbejdet noget om formiddagen (som er fyldt med Sønnegrød og babygrød og amning og sovning og flyverdragt-på-ning og så videre), kunne vi måske trække vejret dybt og acceptere, at sårn er dét. Og lave noget sammen i stedet for.

Så vi gik på AROS. Sørme. Og blev helt lykkelige i de vidunderlige ti minutter, Sønne løb rundt og rundt i Rainbow og brølede sin glæde udover byen.

Mere kunst i hverdagen, tak. Og mindre stress.


mandag den 5. december 2011

Er ikke så egnet til kombien hjemmegående-selvstændig

Hvorfor jeg intet skriver for tiden?

Jamen for søren, det er jo december, der er institutionsfri måned. Det vil sige: Børn om dagen, arbejde om natten, snot på alle tidspunkter af døgnet.

Hvem kommer og juler? Og babysitter? Og aer mig på kinden?

Jeg spørger bare.

tirsdag den 29. november 2011

Top 3: Fantastiske opdragelsesråd. Helt gratis.

1: Giv barnet dræn. Straks.
Dræn er din ven. Dræn får spjættende, sprællende, ikke-sovende børn til at ligge stille. For første gang i deres liv og til glæde for hele familien. Og lad være med at vente med drænene, til barnet er tre år, iggå. Man kan lave rimeligt mange langt ude og dårlige mønstre på tre år.

2: Giv barnet noget at drikke.
Der var en klog dame i min mødregruppe, der sagde det: Børn bliver - ligesom alle andre - skøre, når de bliver dehydrerede. Og det er nemt at blive dehydreret, når man hele tiden er optaget af at lege fx med en motorsav eller nogle biler. Ergo: Stik barnet en brikjuice (eller hvad som helst der nu virker), fluks det bliver hentet i institution - og vupti, der bliver færre og mindre psykoagtige konflikter resten af dagen. Det virker. Jamen det GØR det!

3: Bo aldrig, aldrig, aldrig på fjerde sal. Aldrig.
Er der ikke noget alternativt? Har I ikke råd til andet? Vil I ikke flytte til Viby J? Sludder og vrøvl. Der MÅ være en bedre løsning end at bo så højt, at ingen orker at gå ud og ind og følgeligt bliver sure og uopdragne, og der skal skældes ud over harmløs børnelarm, der ikke føles harmløs i en bette lejlighed. Blev der sagt.


(Jamen troede I seriøst, at jeg havde nogle RIGTIGE opdragelsesråd?! Jeg har brug for råd, er hvad jeg har. Til fx hvordan man tvinger den tre-årige til at drikke noget, når nu det tydeligvis er det, han har brug for. Og til hvordan man forvandler tre års dårlig sovning til god sovning, nu hvor man tilsyneladende har chancen. Åhja - og råd (i alle mulige betydninger af ordet) til at komme i jordhøjde så hurtigt som overhovedet muligt...)

Kvinder er smukkest, når de fylder 31. Små drenge er stædigst, når de fylder 3.

Host. Så blev jeg 31. Hvis mine forældre ikke havde været forbi i weekenden med kage, er der en vis fare for, at jeg simpelthen havde glemt det. Hej voksen-voksen. Men også hej gaver, hej restaurantmiddag, hej et-enkelt-glas-rødvin-der-smager-af-mere-mere-mere. Og hej dagens højdepunkt: Mumford & Sons på repeat på Youtube, med Sønne siddende på skødet (der er scootere i videoen og dræn i ørene. Så kan den slags lade sig gøre):


Sønne forstod i øvrigt ikke helt, at andre end ham kunne have fødselsdag. Og insisterede hele dagen på, at det var HANS fødselsdag. Da den ikke gik, forsøgte han at forhandle sig frem til, at vi i det mindste begge to havde fødselsdag. Og da den heller ikke gik, forsøgte han sig med, at det måske kunne være hans fødselsdag I MORGEN...

Og til de (to-tre) unge læsere, der tror, at jeg stresser over min efterhånden tårnhøje alder, kan jeg blot sige som TV2: Kvinder er smukkest, når de fylder 31. Inden under de massive sorte rande, forstås.

fredag den 25. november 2011

Tre år. Med Sønne. Uden søvn.

 

Nej, det er ikke BetteLiv, selvom det ligner. Det er Sønne. Som han så ud, da han var BetteSønne. Nu er han kæmpestor og iført hjelm og værktøj og løber rundt og siger "det er min fødselsdag i dag, det ER det."

Det er det så ikke. Men det var det i forgårs, og det var så dejligt på tre-års-måden, at jeg godt kan forstå, at han vil have fødselsdag hver dag. Pandekager og racerbaner og biler en masse og elskede mennesker og sådan.

Ohyes.

Tre år. Hvor vi ikke har sovet. Og det er her, den allerbedste fødselsdagsgave kommer ind i billedet: DRÆN. Som han fik dagen før sin fødselsdag, og som allerede har medført markant bedre søvn og en spritny personlighed ("tak for den mad mor, det ser LÆKKERT ud. Alletijers."). Og, selvfølgelig, meget dårlig samvittighed til moren, der lyttede til den praktiserende læges "ja, der er lidt på ørene, det går nok snart over." Det har lægen jo sagt i over et år nu, mand! Og jeg som ellers er så doktorskeptisk. Hvad skete der for ikke at gå til en Rigtig Ørelæge noget før?! Den rigtige ørelæge sagde i øvrigt, at det så sygt skidt ud, og at der oven i dræn skulle penicillin til både udvortes og invortes og ikke mærkeligt, at drengen tilsyneladende hørte dårligt. Prust og støn. Sidste vinter prøvede Flødebolle-Louise oven i købet at overbevise mig om, at dræn var løsningen på alle vores problemer. Og jeg lyttede til lægen i stedet. Dumt. Dumt. Dumt.

Nå. Men bedre sent end aldrig. Og i virkeligheden ville jeg jo bare skrive om fødselsdag og tre år og søde, søje Sønne, der vendte op og ned på alting, den novembereftermiddag, han ankom til verden med et imponerende hyl. Intet har været det samme siden. 


mandag den 21. november 2011

Heste, høns, kameler

Følgende samtale udspillede sig i dag i vuggestuens gardarobe:

Sønne: Der er et billede af Kalle! Hvor ER Kalle?!

Mig: Kalle er holdt op, kan du huske det? Han er startet i BØRNEHAVEN!

Sønne: Hvornår skal jeg i børnehave?

Mig: Efter jul. I samme børnehave som Kalle, faktisk. Og som nogle heste og nogle høns.

Sønne: JA! Og KAMELER!

Mig: Æh... Altså, nej. Heste. Høns. Ikke kameler.

Sønne: JO! KAMELER!

...

Ohyesbaby! Vi har fået en plads i selveste naturbørnehaven. Den med hestene (uden kameler). Og Sønne er kun institutionsløs i december, hvilket føles som en sand velsignelse mod de tre-fire måneder, der på et tidspunkt var udsigt til.

(Men hvis I alligevel skulle få lyst til at babysitte eller bare playdate her op mod jul, siger I bare til. Så siger trættemor pænt jatak)

søndag den 20. november 2011

Musselmysteriet

To ud af de øvrige fire damer i min mødregruppe har musselmalet porcelæn. En blanding af noget arvestykke-agtigt noget og noget nyt-agtigt og meget fint mega-musselmalet fra Royal Copenhagen.

Påfaldende, tænkte jeg, og nød at drikke kaffe af noget andet end mine egne gamle skramlede og uens reklamekrus og hadegave-kopper. Marijuana - it's a special kind of stupid står der på nogle af dem. Niels Bohr Institutet står der på nogle andre.

Men. Så vidste det sig ikke at være tilfældigt, det med den høje frekvens af musselmaling i min mødregruppe. Der foregår tilsyneladende noget trend-agtigt. I hvert fald er mine to barselsramte københavnerveninder havnet i mødregrupper, hvor stort set alle andre serverer økokaffen i, ja, musselmalet porcelæn. Vi taler trendsetterne på Vesterbro (med humanistiske uddannelser fra RUC og meget smart tøj), og så ved man nok, hvad klokken har slået.

Hvad? Altså hvad? Hvad er det, jeg ikke har forstået? Det er da pænt og lækkert, bevares. Men til 699 kroner koppen?! Hvad med finanskrisen? Hvad med alle de bleer og alt den glimrende kaffe fra streetcoffee man kunne få for sit musselbudget? Og hvad skal man ELLERS have, som jeg ikke har fattet?

Og så nu, hvor jeg lige havde lært nogle børnetøjsmærker...

fredag den 18. november 2011

Ja, jeg bruger betydeligt flere penge på kaffe end på tøj

Jeg har været min evige humør-redningsmand, Streetcoffee, utro. Med ham her:


La Cabra i JM Mørks Gade. Til mit forsvar må jeg sige, at det (næsten-og-i-mangel-af-bedre-agtigt) er som at tilbringe to minutter i Barcelona. Hvor jeg boede engang, og som jeg savner. Og kaffen ER god, og så må jeg jo bære over med, at den bliver serveret i meget Jylland-i-90'erne-agtige papkrus. Ejeren er rar, lidt nervøs i det og meget lidt spansk - og han hilser på mig på gaden, selvom jeg kun har købt to kopper kaffe i hans biks. Eventuelt har han for få kunder... eller også er mine sorte rande under øjnene så store, at jeg ikke er til at glemme.

Hvis man er typen, der ikke fluks må løbe videre hid og did med halvsovende bebs, er der også fotobøger, man kan bladre i, plader man kan lytte til eller stearinlys, man kan stirre ind i. Det skal på listen over ting, jeg vil foretage mig i 2051.

torsdag den 17. november 2011

Damen der ved ALT om bilmærker (men ikke selv tør køre bil)

Jeg trillede afsted fra vuggeren med BetteLiv i tobørns-miraklet og troede egentlig selv, at jeg gik hurtigt og målrettet hjemad. Lige indtil en stemme bag mig sagde "ja, den ER flot." Jeg havde sagnet farten og stirret længe og forelsket på hans Maserati. Uden at lægge mærke til det selv.

"Det er en Maserati," tilføjede han. Helt overflødigt.

"Jeg kan godt se det. Den er virkeligt, virkeligt flot."

"Der er kun to af den her model i Danmark," blev han ved.
"Den er til salg. Vil du købe den?"

Jeg pegede på den vidunderlige men meget lidt Maserati-agtige tvillingevogn og forklarede, at det var det eneste køretøj vi skulle have pt.

"Vi kan da bytte! Men så skal jeg også have ungerne med" råbte han kækt efter mig, da egentlig var trillet videre. Jeg vendte mig om og hørte til min egen overraskelse råbe, at det kunne vi såmen godt, de sov sgu alligevel ikke om natten... Så god en mor er jeg. Og jeg tør for hulen ikke engang køre bil.

onsdag den 16. november 2011

Og sådan kom vi næsten til at savne gode, gamle blodmangel

Efter Sønnes fødsel sagde de kloge, at jeg skulle indstille mig på at sige farvel til amningen. Jeg havde smidt en masse blod, og ingen blod ingen mælk. Det var så løgn. Jeg havde mælk nok til en halv vuggestue og/eller det grimme springvand nede på Storetorv. Og konkluderede naturligt, at ligegyldigt hvad hulan jeg blev udsat for, ville dét aldrig blive et problem.

Host.

Giv mig én dag alene hjemme med BetteLiv og larmende, støjende, mellemørebetændte, feberhede-skal-holde-sig-indendøre-hvor-Bette-ikke-kan-sove Sønne... og der bliver slukket for hanerne. Herligt. Sundhedsplejersken siger, at jeg bare skal sørge for at sove en middagslur, så skulle dét aldrig blive et problem igen.

Hahahaha. Ha.

Det var kun et par timer om aftenen. Bette tog det pænt. Og der er mælk nok igen til allemand og så videre.

Men alligevel: Det er tilsyneladende hårdere for kroppen at have (hele) to børn end (kun) to liter blod tilbage i kroppen.

tirsdag den 15. november 2011

GUIDE: Sådan overlever du turen til fjerde med to små børn, to tasker og to bæreposer

Allerførst har du naturligvis sørget for at sætte tasker og poser ind i opgangen - altså før du kørte barnevognen de par 100 meter om i gården. Det er helt afgørende at spare på energien for at overleve det her.

Nuvel. Ind i opgangen. Opknap jakker og oplyn flyverdragter som det første. Tøm for Guds skyld ikke postkassen. Nøgleordet er FOKUS. Drop alle diskussion med snart-treårig om, hvorvidt han skal gå op selv. Det fører ingen steder. Løft ham i stedet op på første repos - den med døre, ikke den med vinduer, som han med stor sandsynlighed vil åbne og eventuelt forsøge at springe ud af. Bær derefter lift med bebs op på næste repos - den med vinduer - og stil liften dér. Hun kan ikke springe nogen steder, og du forbliver i drengens synsfelt. Meget, meget afgørende. Derefter går du ned og henter tasker og poser og stiller på samme repos som babyen. Under hele seancen fortæller du naturligvis muntre historier, der får drengen til at glemme sin lyst til at sparke til opgangens døre. Historien om Lille KylleRylle ("Det fille det falde i min hovedskalle") virker godt for os.

Ifør dig de to tasker (forhåbentlig er der tale om én rygsæk og én skuldertaske) og bær børnene forskudt fra repos til repos under stadig munter historiefortælling. Bæreposerne lader du stå til din kæreste (eller en anden god gang) - de skulle blot lidt op af trappen, så de øvrige beboere ikke faldt over dem ved indgangsdøren. Bliver mælken sur, bliver mælken sur. Det her handler om overlevelse.

Allerede på første sal melder første krise sig. Drengen begynder at sparke til dørene og råbe højt, og du kan mærke dit pulsslag i ørene på en ny og faretruende måde. Buk ikke under endnu. Sig til dig selv "det er OK. Det er hæsligt lige nu, men vi er snart oppe." Smil stort til de omkringliggende børn. Det er ikke deres skyld.

Husk i øvrigt på en videre færd at værdsætte lugten af sved, der på imponerende vis trænger ud gennem din tykke uldjakke. 

På anden sal melder krise nummer to sig. Drengen, der ikke kan gå opad, begynder at gå nedad. Du hører måske dig selv hæve din (gispende) stemme. Gør det ikke. Og undertryk for alt i verden trangen til at råbe af ham, at du jo for hulen BÆRER ham op, selvom han udmærket kan gå, og at han i øvrigt godt kan lade være med at råbe på den måde. Nævn i stedet Bamses Billedbog eller et andet attraktivt børneprogram, er venter på toppen af bjerget. Og hold fokus selvom bebsen er ved at gnave sutten i stykker af sult. Det er ikke nu, hun skal have mad. I skal op, før nogen stikker af.

På tredje sal er dit synsfelt formentlig imponerende lille, dit bækken gør ondt, dine kinder brænder, og din hivende, hylende vejrtrækning gør det umuligt at forsætte med Lille KylleRylle. Det er OK. Drengen har alligevel mistet interessen og er begyndt at græde. Du overvejer, om det måske alligevel ikke var bedst at hoppe ud af et af vinduerne. Det er ikke nu, du skal sige til dig selv, at "det er OK." Så kommer du bare til at råbe af dig selv (og dine børn), at det kraftstejlemig ikke er en skid OK, og at du hader dig selv OG ungerne OG højhuse OG lejepriser OG din Mand OG hele verden. Don't do it. Bid tænderne samme. Slæb. Snart er i oppe. Snart.

De sidste 18 trin foregår i en slags forpustethedsdøs med spændende sølvflimren for øjnene, så den behøver du ikke bekymre dig om.

Og vupti! Du er på fjerde.

Well done.

søndag den 13. november 2011

Altså ikke fordi jeg ELLERS går og glæder mig til at blive pensionist, vel

Den anden eftermiddag så jeg et par, der stod og puttede sig indtil hinanden i novemberkulde og tusmørke, mens de ventede på bussen. De var vel omkring de 70. Han hviskede noget til hende og grinede, hun fnes og strøg forelsket hånden gennem noget tyndt, hvidt hår.

De så søde ud. Og glade. Og, ikke mindst, som to mennesker der fik rigeligt med søvn og i øvrigt havde god tid til sig selv og hinanden.

Tænkte jeg. Og så tænkte jeg: om 40 år er det Manden og jeg, der står der og fniser.

Indtil da - sådan cirka i hvert fald - løber vi en halsbrækkende slalom mellem deadlines (to vigtige i denne uge), sygdom (i skrivende stund har Sønne 39,7), tøjvaske (pt to om dagen), boligjagt (don't get me started...), bleskift, pastakogning, pasningsstress og alle de andre muntre aktiviteter, der får tiden til at gå i en ganske almindelig småbørnsfamilie på fjerde sal.

Og ind i mellem smiler vi til hinanden (og stresstuder evt en lillebitte smule) og kommer i tanker om, hvor priviligerede vi også er. Sårn at have nogen, man godt gider stå sammen med ved et novemberbusstoppested i 2051.

fredag den 11. november 2011

Lys for enden af tunnelen

"Vi skal tænde lyset udenfor. Men det SKAL vi!" sagde Sønne klokken kvart over fem, hvor mørket allerede havde sænket sig over Jylland.

Nu har Manden taget ham under armen og er gået i Føtex for at købe pærere til nogle af 11 (?!!) lamper, der pt ikke lyser her i vores dunkle hjem. Det føles på en eller anden måde som om, der er meget lang tid til, at lyset for alvor bliver tændt.

Rorschach-nuttethedheds-skyld-test


Hvad er der på billedet?

Svaret afhænger af, hvem du spørger.

For når Sønne siger "jeg vil have Livse op til mig!" og sidder sådan dér og putter med hende i sofaen, tænker og siger Manden cirka sådan her:

"Dét der har han fra os. Vi giver ham meget kærlighed, så har han lyst til at give kærlighed videre til Liv."

Jeg nikker og smiler og tænker cirka sådan her:

"Nårh hvor er de søde, søde, søde. Hvor er han sød! Vi må alligevel have gjort et eller andet rigtigt. Eller... nej vent! Tænk hvis han nu kun gør det for at please mig. På et eller andet ubevidst plan. Fordi han lissom kan se, at jeg bliver vildt glad og anerkendende og han ikke får nok ægte anerkendelse i hverdagen, efter Liv er kommet? Tænk hvis han føler, at han SKAL have lyst til at tage sin søster op for at gøre sin mor glad!? Åhnej! Men den anden dag puffede han jo til hende. Mon der er et eller andet galt? Og det er jo heller ikke helt fair overfor hende. Burde jeg sige mere til ham? Eller mindre? Åh. Men det ER jo en gave for dem begge at have den anden. Det ER det. Jeg skal bare gøre det hele på en god måde. Åh."

Måske er det ikke så mærkeligt, at Manden har nemmere ved at falde i søvn om aftenen end mig. Ærgeligt, når nu noget af det eneste, der hjælper på noiaen, er søvn.

tirsdag den 8. november 2011

Skriget fra kernefamilien

Når nu min stue ser sådan her ud...


... er der så noget mærkeligt i, at det er netop denne bog, jeg er ved at læse:


Nej, vel?

Sønne har i øvrigt fornemmet, at forældrene har svært ved at få det store hverdagspuslespil til at lykkes. Så han hjælper, hvor han kan. Fx kom han marcherende med en skål, da Manden skulle skifte BetteLiv, og proklamerede "du skal have hjelm på, far. Når du skifter Livse. Ellers får du lort på hovedet."

Og da Bette pjevsede under aftensmaden, var han ikke sen til at løse problemet ved sit dukkekomfur: "Så Livse, jeg laver bryster i ovnen. At hun får noget at spise."

Hvilken omtanke! Altså, jeg har stadig lyst til at skrige ind i mellem. Men i det mindste griner jeg også højt (og/eller i skægget) flere gange hver dag.

søndag den 6. november 2011

Så skynd jer nu bare ned på den cafe

Egentlig ville jeg have skrevet et vrissent, ja direkte vredt indlæg. Ikke om pladsanvisningen (eller besparelserne på institutionsområdet eller priserne på offentlig transport eller hvad sårn en træt mor som mig nu kan gå og hygge-snerre i skægget over). Næh. Jeg ville have skrevet et vrissen-vredt indlæg om Konceptet Fjerde Sal. Om blå mærker på lårene af at slæwe BetteLiv op og ned i liften, om blå mærker på sjælen
af at se træt dreng ligge og græde et sted omkring første, fordi hans mors bækken max kan bære et barn (og to tasker og et par biler). Om at få megameget klaustrofobi i eget hjem over ikke rigtigt at kunne komme nogen vegne, om dårlig samvittighed overfor Liv (der ikke kan sove, når Sønne larmer), dårlig samvittighed overfor underboen (der knapt kan samle sig sammen til at hamre på radiatoren, når Sønne larmer) og dårlig samvittighed overfor Sønne, der jo for hulan bare burde have lov til at larme. Lidt. Uden der hele tiden blev tysset og skældt.

Men men men. Før jeg skulle skrive det vrisne indlæg, skulle jeg liiige tanke op nede på Street Coffee. Og nu, syv minutters kø-tid - akkompagneret af pladespillerens knitren og de andre stamgæsters småsludren - senere, er jeg ikke ret vred mere. Street Coffee er min ven. Street Coffee kan altid huske, at jeg skal have en stor fed sødmælkslatte, og at den skal være i pap, fordi der er en baby der skal trilles med for at sove. Som nu, hvor jeg vipper Bette med foden, mens jeg sidder og skriver med kaffelune fingre på min iPhone. Åhja. Street Coffee har altid Weekend Avisen, altid god karma, altid god musik på pladespilleren. Og god kaffe, mand. Jeg tror måske nok, at Street Coffee har en del af æren for, at jeg endnu ikke er hoppet ud af vinduet på fjerde sal i desperation. Eller værre endnu (for sådan en som mig, altså): er flyttet ud i noget liguster i Hjortshøj i jagten på noget jordniveau. Det er nu nok 30 kroner værd.

lørdag den 5. november 2011

(Næsten) ikke et ord om børnehaver

Sig hej til familien Snot. Snot og ondt i halsen. Selv BetteLiv triller rundt og nyser og hoster.

Min svigermor mener, det er fordi, vi ikke gør tit nok rent i køleskabet.

Den lader vi lige stå lidt.

Min Mutti mener, vi kan klare det med en særligt vidunderlig vitaminpille. Og selv er jeg ganske overbevist om, at det skyldes trækken fra veluxvinduerne.


For Sønnes vedkommende har snotten tilsyneladende slået sig på hjernen. I hvert fald kalder han mig det ene øjeblik "kære søje mor" og rydder sine biler op og insisterer, som den eneste i husstanden, på at støvsuge hele lejligheden - godt nok uden at kunne se ud under sin hjelm. Men alligevel. Det næste øjeblik finder han min jakke frem og skriger "Du skal gå sin vej, moah! Gå ned på gajen og FALDE!"

Jæsjæs.

Når BetteLiv ikke har travlt med at snotte/spise sine tæer/spise alt farvestrålende, hun overhovedet kan få øje på, fodrer hendes kære søje mor hende med hokkaidomos, hirsegrød og andre samvittighedsretter. Hun accepterer på sådan en lidt resigneret, halvfornærmet facon.


Vi har en spændende, spændende tilværelse. Hvor det er vigtigt at tage max et kvarter ad gangen, ellers kan det godt blive lidt uoverskueligt.

Hvorfor skriver jeg ikke noget om børnehaver, spørger I. Jo, altså. Vi har gjort alt, hvad vi kunne. Alt. Og der er måske noget lys for enden af tunnelen. Men det har jeg absolut ikke tænkt mig at jinxe ved at skrive om det, så det må vi lige vende tilbage til engang omkring 1. december. Iggå.

torsdag den 3. november 2011

Mere fra den tågede børnehaveskuffe. Eller: Giv os en plads NU, eller jeg bliver ved at snakke sort

Hm. Jeg har genlæst mit indlæg fra i går. Det er pænt sort. Pointen er, at vi ikke kan få den børnehaveplads til Sønne, vi gerne vil have. Og nej, det er ikke fordi vi er picky og kun vil have et eller andet, som resten af byen også gerne vil have. Det er, tilsyneladende, fordi vi har flyttet daginstitutionsdistrikt indenfor de sidste par år.

Det, jeg i virkeligheden ville sige, var, at det er så fucking voksent det der med at skulle nøjes på sine børns vegne. Allemand vil jo for hulen helst give deres afkom det aller-allerbedste. Og hvis det allerbedste ikke er tilgængeligt så i det mindste noget, der er fint nok og godt nok og føles OK i maven.

Det føles ikke OK at bo på fjerde sal med en dreng, der er meget gladere udenfor. Det føles ikke OK at sende ham i en børnehave, der ligger opad en af de mest forurenede og møgtrafikerede veje i Århus, især ikke når vi nu har været ude og klappe shetlandsponyerne i skovbørnehaven.

Er det vores egen skyld?

Ja. På en måde. Fjerde sal er i hvert fald.

Kunne vi bare flytte på landet og få alt det friske luft, det skal være plus instant institutionsplads? Ja, vel. Men hvad så med job? Og med morens mentale helbred? Og hvordan i alverden skulle vi kunne nå at flytte børnehavedistrikt inden 1. december, hvor det er aufwiedersehen til vuggeren?

Kunne vi ikke bare lade ham starte i forurenethedsbørnehaven og så skifte til skovbørnehaven, når der bliver en plads engang i en fjern fremtid? Jo, i princippet. Nu er han bare ikke... verdens letteste sårn at køre ind. Nogen steder. Og, mere afgørende, jeg har selv skiftet børnehave i tidernes morgen. Ikke spor sjovt. Så det har jeg lovet mig selv, at mine unger aldrig behøver. Og jeg er (endnu) ikke klar til at bryde dét løfte.

Jeg er slet, slet ikke voksen nok til at det her voksen-hed.

onsdag den 2. november 2011

Suremor bliver endnu mere sur, hvis hun skal være hjemmegående med to børn...

Jeg er gal og sur og tosset. På mor-måden. På læserbrevs-måden. På det-er-systemets-og-kommunens-skyld-og-fuckefuckefuck-måden.

Sønne (og vi) er nemlig blevet fanget i en kommunal regelsaks af de allermest trælse. Fordi: Århus er delt op i distrikter, der omfatter en bunke daginstitutioner. Når børnehavepladserne skal fordeles til de desperate familier, har børn fra distriktet fortrinsret (kun overgået af søskende, jokeren der trumfer alt andet). Og Sønne går i vuggestue i ét distrikt - hvor vi boede i tidernes morgen - og vores lejlighed ligger i et andet. Hvilket vi ikke har skænket mange tanker indtil for nyligt, fordi der er under to (2!) kilometer fra os til vuggeren. No problem. Troede vi.

I vuggestuens disktrikt kan vi nemlig ikke gøre os forhåbninger om at få en børnehaveplads, for vi er jo flyttet fra distriktet. Og i vores nuværende distrikt kan vi ikke gøre os forhåbninger om at få en bare nogenlunde OK plads i nogenlunde nær fremtid, fordi han jo ikke har gået i vuggestue her.

Kompliceret? Ja. Noget bureaukratisk lortelort? Ja!

For noget tid siden snakkede Manden (med sin allerhøfligste smørstemme) med pladsanvisningslaila om problematikken og hun mente, at vi nok godt kunne få ham ind i en skovbørnehave til 1. januar. Hvilket vi tænkte var en god løsning, selvom drengen bliver kylet ud af vuggestuen allerede 1. december. For - som trofaste carportlæsere måske har fornemmet - han er i høj grad én, der helst skal være UDE, og fordi vi i ringe ringe grad havde lyst til at sige ja til den såkaldte garantiplads (daginstitutionspladsen ingen andre ville have, og som de derfor kan kyle efter out-of-distrikt-idioter som os).

Så vi ventede. Besøgte skovbørnehaven. Tænkte den var fin, selvom der var 120 (!) børn. Arrangerede alverdens babysitterting i december, den institutionsfri måned.

Og så var det, at pladsanvisningslaila ringede. Og sagde, at skovbørnehaven var fyldt med distriktets EGNE børn. At hun ikke engang kunne love noget til 1. februar. Nu er vi måske fucked, fordi vi sagde nej til den garantiplads 1. december. Det er lidt uvist, fordi det tilsyneladende begyndte at ringe for Mandens ører undervejs i telefonsamtalen, så han bagefter havde svært ved at fortælle mig, hvad Laila egentlig havde sagt. Men han formåede at lade være med at skælde ud på stakkels Laila, der jo ikke har lavet reglerne, og det er egentlig meget flot. Det ringede også for mine ører, da han skulle viderebringe dét, han havde opfattet af samtalen. Hvilket forklarer, hvorfor det her indlæg formentlig er (endnu) mere tåget, end det behøver at være.

Nå. I morgen skal vi ud og se et sted, hvor vi så måske kan få en plads 1. januar. Og jeg vil ikke forhåndsdizze det, selvom jeg efter intens googling virkelig har lyst. Måske viser det sig at være HELT fantastisk (hahaha). Måske viser det sig, at Sønne rent faktisk godt kan få en plads dér.

I virkeligheden har jeg jo mest lyst til bare at vente, indtil der kommer noget godt. Hvilket kræver, at en eller flere friske læsere vil passe ham et par måneder eller fire... Det kræver noget nogenlunde jævnaldrende børneselskab og en masse udendørsplads (og helst fravær af babyer, der konstant skal ammes). Men så er han også (som regel) noget af det sødeste... Siger I ja? Ja?!

Fedt.

mandag den 31. oktober 2011

Måske er det bare en tidlig 31-års krise. Eller: Vi siger tak til træthed

Engang var jeg en slags journalist på en avis i El Salvador. Ikke længe, men længe nok. Til fx at blive fanget under stemmeoptællingen til parlamentsvalget, fordi der var fyldt med sure, stenkastende, skydende (ja, skydende!) mennesker lige på den anden side af døren. Som tåregassen i øvrigt lystigt trængte gennem sprækkerne på, så forskræmte danskere måtte søge tilflugt på toilettet.

Og jeg var i El Salvador længe nok til at se og høre om regeringspartiets valgkorruption, til at vænne mig til maskinpistoler overalt i gadebilledet, til vagtmandens evige advarselsskud og Længe nok til at høre søde medjournalisters (ok - med og med, mit skriftlige spanske var ikke... helt på niveau) historier om jordskælv, kidnapninger, hverdagsoverfald (én var blevet truet med kniv eller pistol 13 gange), fængsler man aldrig slap ud af und so weiter.

Jeg var der til gengæld ikke længe nok til at være cool, da jeg så to unge, unge døde mænd foran stamværtshuset.

Lige lovlig actionpacked, ikke sandt. På trods af mit ikke helt imponerende journalist-spanske, prøvede rare mennesker på redaktionen at overtale mig til at blive hængende. For "hvor mange jordskælv er der om året i dit land? Hvor mange bliver myrdet om året i dit land? Hvordan kan du overhovedet gøre en forskel som journalist i dit land?" som en - helt oprigtigt - spurgte.

Og nej, det er ikke nu, jeg svarer på hans spørgsmål. Det er nu jeg fortæller, at jeg kom til at tænke på tiden i El Salvador, fordi den er noget nær den diamentrale modsætning til min hverdag lige nu. Og fordi ham journalisten, der stillede spørgsmålet - Oscar - ville få sin øl galt i halsen, hvis han vidste, hvilke nyheder jeg kommer op med pt. Som:

Sønne havde en dårlig dag i vuggestuen i fredags.

Liv skriger når hun ser ellers babykyndige Æbækka. Måske er det noget med Æbækkas briller.

Jeg elsker min mødregruppe.

Jeg skriver det her indlæg på min iPhone, og det er dælme ikke helt nemt.

Sønne har spist to gulerødder i dag, så jeg har bedre vitaminsamvittighed end normalt.

Regeringsvæltende, demokratifremmende, væsentlige begivenheder. Som ikke bare fylder bloggen men hele min dag (og nat) - sammen med opvask og oprydning og så lige lidt mere opvask og nogle bekymringer om sutte-afvænning og børnehave-fremtid.

Vi er ude i det nære snarere end det væsentlige. Hvilket der jo ikke er noget galt med, vel. I hvert fald ikke i princippet. For hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at det eneste der holder identitetskrisen fra døren, er den gamle ven TRÆTHED. Jeg er simpelthen for træt til seriøst eksistentielle overvejelser.

Og jeg har i øvrigt slet ikke tid. Der er nogle børn og noget opvask og alt det. Og det er jo også vigtigt.

På en måde.

søndag den 30. oktober 2011

Måske kunne vi ligesom bygge nogle broer mellem de glade øer?

Ovre hos Hold-af-Louise har jeg læst en metafor, der er blevet siddende i hovedet på mig og gør opmærksom på sig selv flere gange dagligt. It goes something like this: Livet som småbørnsforældre er et hav af træthed med øer af glæde.

Træthedshav med glædesøer.

Det lyder fesent. Men det er det klogeste, jeg har læst i lang tid (OK. Jeg læser ikke så meget pt. Men alligevel).

På en eller anden måde gør dét billede det lige ti procent lettere at bære den der gyngen under fødderne og sortnen i yderkanten af synsfeltet, der altid dukker op, når jeg ikke sover. Uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Eventuelt fordi jeg er for træt. BetteLiv insisterer på at spise mindst tre gange mellem midnat og klokken seks, og Sønne insisterer - meget, meget højlydt - på alt det modsatte af, hvad han skal og kan og må.

Træthedshav med storm, og vejrudsigten lover mere af den slags. Med vinter og snot on the top. Ikke noget for uerfarne sejlere. Men Manden er alletiders sømand (både i mere og mindre metaforiske betydninger af ordet), og de der glædesøer, som vi - trætte og sure og søsyge - skyller op på ind i mellem, gør, at det hele er til at holde ud. Og lidt til.

Som når jeg kommer til at græde en lille smule af glæde over, hvor smukke Manden og BetteLiv sidder og ser ud i blødt formiddagslys (jo trættere jeg er, og jo flere børn jeg får, jo lettere græder jeg. Men de var virkeligt smukke). Eller Sønne sidder og holder om BetteLiv. Eller BetteLiv skraldgriner og ser sådan her ud:


Eller når begejstret Sønne synger (!) alle bilmærker på vor vej (på melodien "sur sur sur lille bi omkring") eller spontanfortæller historier om, at hans lillesøster er en lillebitte og ikke ret farlig tiger. Og så videre i den mor-dur.

Jeg har på fornemmelsen, at der burde komme en form for pointe. Men jeg er som sagt træt, træt-træt-træt. Måske er det noget med, at øerne er fantastiske, men ligger meget spredt på et hav på størrelse med Stillehavet? Eller mere muntert: Måske er det noget med, at det nok skal gå, så længe var bare har fast grund under fødderne ind i mellem?

lørdag den 29. oktober 2011

Kom så ikke og sig, at man ikke får noget for at blogge

Når man blog-brokker sig nok over sygdom og søvnmangel, får man rare sager med posten. Fx en skattekiste fyldt med afslapningsmaske og chokolademønter og alskens slik (Sønne leger med masken, jeg spiser slikket). Eller man får en håndfuld blade - inklusive Ude & Hjemme - krydret med guldkarameller og marcipanbrød:


Mmm. Chokolade. Og blade. Og gode venner.

mandag den 24. oktober 2011

Falske læger. Falske diagnoser. Falske strubehoster.

Sønne er syg. Som sagt.

Vi snakkede med en doktor på en svensk vårdcentral, som kaldte det astmatisk bronkitis og udskrev recept på medicin for den slags. Som vi fyldte i drengen, mens vi sukkede, fordi vi troede, han for længst havde fået bugt med det astmastads.

Da vi ringede og meldte ham syg i vuggeren i morges, sagde de, at det nok nærmere var mund-fod-og-hånd-syge (mund-og-klov-syge for mennesker?), for det havde alle de andre børn. Og det passede nogenlunde med feberen og den ikke-eksisterende appetit.

Så snakkede vi med en århusiansk læge. Skræmt af mund-og-klov-sygen og den fortsatte søløvehoste og feberhed-hed. Og lægen sagde "well, tja, det har nok hjulpet, at han er kommet væk fra den svenske brænderøg, for i hvert fald er han ikke astmatisk mere, og det er svært at sige ret meget om ret meget." Agtigt. Godt så.

Og endelig dukkede sundhedsplejerske-farmoren, tidligere sygeplejesker på en børneafdeling, så op. Og sagde, at der absolut ingen tvivl var i hendes erfarne sind: Drengen har IKKE astmatisk bronkitis. Han har falsk strubehoste.

Personligt tror jeg 100 procent på farmoren og 0 procent på lægerne. Og uanset hvad kompetente mennesker i vores familie vil kalde hans hoste, vil jeg kalde den en nasty motherfucker. For den får den stakkels dreng til at græde og hulke og kaste op og næsten ingenting spise. (I dag insisterede han dog på - trods bud om chokolade og is og andre underlødige ting - at spise fuldkornspasta og tørt rugbrød. Efter ikke at have spist noget i en lille uge. Bare ærgeligt at det hele så kom op igen i et hosteanfald.)

Lige om lidt bliver han rask.

Fordi jeg siger det. Fordi jeg ikke kan holde ud at høre ham hoste på den måde, og fordi jeg bliver sindssyg af, at han løber rundt på vægge og lofter. Hostende. Og fordi Manden og jeg skal arbejde i København på torsdag og ikke har nogen andre end vuggeren, der kan passe ham...

søndag den 23. oktober 2011

Mere Sverige i hverdagen


Det der Sverige, iggå. Det er nu meget godt for sjælen. Det lagde hende den morgensure mærke til, straks hun fik sovet lidt.

Og Manden holdt op med at svaje på den der foruroligende, trætte måde, da min Englemutti begyndte at sove side om side med Sønne. Ren lykke. Undtagen for Englemutti, der naturligvis ikke fik sovet.

Jeg har spist så meget lösgodis, at jeg har svært ved at spænde den ikke-graviditetsbuks, jeg ellers lige havde fået mig mast ned i. Og drukket så meget kaffe, at det er et under, at BetteLiv kan sove for koffein i mælken. Og kværnet en enkelt svensk krimi og taget et enkelt, meget hurtigt fodbad. Så jeg kan ikke klage.

Sønne tilbragte ugen i ført høreværn med visir (aka øreværn med hjelm) og BetteLiv blev indrullet i svensk fleecetæppe med elgmotiv og promeneret under høj blå efterårshimmel. Og allemand spiste kantareller og hostede i dunsten fra petroleumsovnen. Ren svensk idyl når den er bedst.

Romantikken må vi tage i 2013. Og at Sønne er blev syg (...), behøver vi jo ikke snakke om i dag, vel.

onsdag den 19. oktober 2011

Meningen var jo, at jeg skulle SOVE

Ved I Hvad det modsatte af en romantisk getaway i Paris er?

Svaret er: vores efterårsferie i Sverige.

Hvor vi sover (eller rettere:"sover") med et barn hver i hver vores ende af huset. Hvor den mindste appetitspringer, og jeg er så træt, at jeg er morgensur dagen lang. Til stor fornøjelse for mig selv og mine omgivelser.

Nå. Men Manden sover noget om formiddagen. Og jeg hænger ud med nogle voksne, der a) elsker mine børn b) bærer over med min morgensurhed og c) brygger kaffe til mig. Og børnene er ikke spor sure men vældigt ferieglade i regn og skov og bedsteforældre-selskab. Sønne spørger "hvor ER Sverige?" og finder det ikke, men støder til gengæld på høreværn med visir, og så er hans lykke gjort. Liv pludrer på halsvensk iført mormorens hjemmestrik, og ilden buldrer og så videre.

mandag den 17. oktober 2011

Hvordan blev jeg SÅDAN en mor?!

Sønne kiggede medlidende på mig, da jeg vaklede ud af sengen med småbitte øjne og meget uglet hår.

"er du svim... Er du svimmel, mor?" spurgte han.

"øh. Ja," svarede jeg. Nu med lidt større øjne.

"Er det fordi du ikke har spist noget mor?" spurgte han så.

Og igen: "øh. Ja."

Hvordan blev jeg svimlemor? Shit. Jeg vil ikke være svimlemor, og jeg vil slet slet ikke være sådan en mor, som en snart tre-årig behøver bekymre sig om. Ikke at han nødvendgivis gør det, altså bekymrer sig. Han har nok bare hørt sin far stille spørgsmålet lige lovligt mange gange på det seneste. Håber jeg. Det trænger bare ligesom bedre ind når det kommer fra Sønne end fra Faren.

Og nej, jeg er ikke blevet spiseforstyrret, og jeg har heller ikke sat mig selv på en eller anden syg sultekur (selvom jeg stadig går i ventetøj...). Jeg har bare to børn og syv vaske tøj og titusind bleskift og så meget kaffe på kanden, at det er nemt at glemme at spise. VAR nemt. NU skal der spises.

fredag den 14. oktober 2011

De er søde om dagen

OK. Så jeg ligner i udpræget grad en træthedskanin: Helt bleg og med røde øjne. Og gulvet gynger og der er mistænkeligt sort i yderkanten af mit synsfelt. Og så videre. Til gengæld ser mine børn nogle gange sådan her ud:


Og storebroren prøver at trøste lillesøsteren, når hun græder ("Liv siger noget. Hun trænger til biler. Jeg henter biler til hun!") Eller hiver i sin mors trøje - så den går i stykker faktisk - fordi jeg skal skynde mig at give hende mad.

Så det går nok. Håber jeg.

torsdag den 13. oktober 2011

Hvem kommer forbi og triller Bette i morgen?

Jeg tror, jeg er mere træt, end jeg nogensinde før har været.

Det siger ikke så lidt.

Og jeg har stadig et vågent barn (gæt selv hvilket). Faktisk ligger jeg på maven og skriver med iphonen skjult for hans vågne blik under sengen. Det føles ikke helt optimalt. Der er noget træthedskvalme. Og noget skældud fra den snart tre-årige, der ikke ikke ikke ikke vil sove. På overtræt århusiansk. Hep.

onsdag den 12. oktober 2011

Man kunne jo også bare lægge sig på sofaen

Vores seng er et stort, sort hul. I går aftes måtte jeg skovle følgende sager ind i stuen (og ned i fodenden), før jeg kunne få mine solide fire timer:

27 legetøjsbiler

En legetøjscampingvogn

Tre ukurante babystrømper

En favnfuld assorteret babylegetøj

En lyserød flyverdragt

Et par bukser i str 92

En bog med Herman Bang-journalistik (hvem læser den? Sønne?! Jeg gør i hvert fald ikke)

En iPhone

To børnetandbørster

En pixibog

To babydyner

En enkelt snorksovende baby

(Babyen blev dog ikke skovlet ind i stuen eller ned i fodenden, men hen i sin meget kunsthåndværk-øko-livsstils-agtige pilevugge. Som er hængt op med noget grim ikke-øko snor for ligesom at matche det sygt rodede soveværelse)

søndag den 9. oktober 2011

Man BØR da også se Jylland, når man snart bliver to måneder

Her i den imaginære carport og har vi besøg af Marie (Faxe-Kondi-fødende, Viggo-mor og evig sambo i hjertet) og det er en fest. Med cafe latte og bare bryster ud over det hele. Og to babyer der ligger tæt, men vist nok ikke helt har fået øje på hinanden.

fredag den 7. oktober 2011

iPhone. Næsten bedre end søvn.

Steve Jobs er død. Men jeg er mere i live, end jeg har været i flere uger. Takket være materielle goder. Nærmere bestemt iPhone. iPhone 4.  Som Manden har foræret mig, del fordi han er sød, dels fordi han var træt af, at jeg altid gik og fablede om, hvor meget jeg savnede ex-iPhone (som i samtaler a la denne her HVER dag: "jeg SAVNER bare min iPhone SÅ meget." "men så køb da en for fan!" "jamen vi har ikke råd, altså, så kommer vi aldrig nogensinde på ferie igen og hvad med fodtøj til børnene").

Well. Forbered jer på konstant spamning med billeder af Die Kinder (som stadig har byttet personlighed. BetteLiv vil ikke puttes, Sønne smiler og siger "jeg hydder op! Det skal ikke være på gulvet." Meget mærkeligt).


Ja. De er søde, de små. Og de kommer måske til at fryse fødderne hele vinteren. Men i det mindste har de en lidt gladere mor en sædvanligt, og det er da også noget.

onsdag den 5. oktober 2011

Onsdagstaknemmelighed. Nu ironi-fri.

Jeg vil gerne sige tak til

...mormødre der kommer forbi og leger med nu ikke længere opkastende dreng dagen lang.

...øko-fødevarefællesskabet, der gav mig jord under neglene og frihed fra børn og tanker i de tre timer, det tog at fylde 74 kilo gulerødder i 74 poser sammen med 74 monstersquash. Og så videre.

...Manden, der indvilgede i at gå med BetteLiv fastsviklet på maven i stort set al den tid det tog at fylde de 74 økoposer.

...min nye mødregruppe, som er den ærligste og herligste gruppe damer, jeg længe har mødt. Jeg skriver hyldestindlæg ved lejlighed.

...BetteLivs sovehjerte.

...Sverige, som er et land man kan tage til i efterårsferien, og hvor man nådesløst kan lade børn (eller bare barn) sove midt mellem bedsteforældrene og måske rent faktisk få lejlighed til at føre en samtale på over ti minutter med Manden. Over en skål billig lösgodis.

...den hollandske popcornmaskine, der får Sønne til at se sådan her ud i hovedet og være næsten helt stille i flere minutter:


...trådløst internet. En vidunderlig gave til mig og verden. En gave der i sandhed fortjener en nobelpris, fordi den gør det muligt at sidde og blogge her ved siden af Sønne hin Søvnløses seng. Og dermed afværger en truende putte-sindssyge. Nobelpris i medicin? SÅ fortjent.

...de is der ligger ude i fryseren og venter på mig og fjerneren. Når liige begge børn sover på én gang.

tirsdag den 4. oktober 2011

Opkast og monstertrucks

Her er stille. Vi er trætte og syge, så no news dér. Det vil sige: Sønne kaster op. Liv er blevet vaccineret. Og det er den omvendte verden: Sønne er happy-happy. Liv er møgsur ("her er min monster-renault-truck, Liv. Så bliver du glaj igen," siger han. Men det gør hun nu ikke).

Vi spiser is og krydderboller og ser underlødige animationsfilm.

Og min mor kommer snart.

Manden og jeg får vel tid til at snakke med hinanden igen engang i 2013.

Prust.

torsdag den 29. september 2011

Top 5 over psyko-søvnløshedens sidegevinster

Seriøst. Jeg har droppet søvn. Fuldstændig erstattet det med kaffe og vris. Men der er selvfølgelig ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Fx er det på sin vis positivt, at:

1) Søvnløshed føles en lille smule som at have drukket for meget billig gin. En oplevelse man jo ellers ikke har ret tit i disse amme-år.

2) Hele verden bliver lidt som en artsy og virkeligt utilgængelig postmoderne film (af en polsk instruktør på stoffer). Alt gynger. Alt er ligesom en lille smule utydeligt og udflydende. Og udflydendeheden brydes ind i mellem af uforståeligt skarpe sanseoplevelser: Et knaldrødt efterårsblad på et fortov. En overraskende god kop kaffe hos De Smukke Naboer. Den slags.

3) Mine enorme sorte rande får en funky nærmest lilla farve i narkomanlyset på Storcenter Nords toiletter. Det har sin egen aparte skønhed.

4) Der er simpelthen ikke energi til at gå op i uvæsentligheder. Som fx hvad vi spiser til aftensmad (nudler), hvordan jeg ser ud (bleg, mærkelig), hvad vi skal lave i morgen (sikkert nøjagtig det samme som i dag) og sådan.

5) Vi bliver onde i sulet, Manden og jeg (fx nedstirrede vi synkront en herre i bussen, der ikke uden videre veg for Den Fantastiske Tvillingevogn. Han blev bare siddende på et af klapsæderne og spist ost. Med fingrene. Af dåse). Men vi bliver ikke onde mod hinanden. Slet ikke. Og det er sguda virkeligt noget.

fredag den 23. september 2011

Tips og tricks fra zombieland

Tag en snart tre-årig med sans for provokation og spillen forældre ud mod hinanden. Tag et massivt søvnunderskud, et massivt mad-underskud og tre dages indendørs understimulering tilsat alt for meget fjernsyn. Og slut af med en psykotræt vrisse-mor, en syg far og en lillesøster, der hele tiden skal ammes.

Så har du Sønne.

På den dårlige måde.

I've created a monster, tænker jeg, og går med til at spise aftensmaden nede på gulvet, fordi det er det, der nu lige er stemning for. Jeg kaldte det picnick, så føltes det lidt bedre. Men det VAR jo bare havregrød på et beskidt køkkengulv.

Nå. Men klokken er halvseks, og hele resten af husholdningen sover. Sønne faldt i søvn, før jeg overhovedet kunne få en tandbørste ind i munden på ham. Stakkels umulige, utålelige, overtrætte dreng.

Fuck mand. Tre ting har ført mig (og dermed os) levende igennem de sidste par dage, og jeg deler gerne de banebrydende tips og tricks med andre i samme situation:

1) Bad. På mirakuløs vis kan en tur under bruseren give fornemmelsen af at have powernappet. Allerbedst er det selvfølgelig, hvis man kan lukke døren til badeværelset og få noget der ligner fem minutters pause. Men mindre kan gøre det. I går skyllede jeg fx Sønnes bræk af mig, mens han kiggede på og jeg stod og dansede tosset for at holde hans opmærksomhed væk fra sovende søster og brækindsmurt stue.

2) En rigtig pause. I går (eller var det i forgårs?) var jeg 15 minutter på café. Og sad og stirrede ud i luften med en lukket Weekendavis i hånden, mens pladespilleren og Arcade Fire gjorde (hverdags)livet værd at leve igen.

3) Alle former for frisk luft. Altså ikke fordi det er sjovt at halv-slæbe to splattede børn ned fra fjerde sal, vel. Men det kan godt betale sig. Især nu hvor vi har den FANTASTISKE tvillingevogn. Afsted afsted, frisk luft til hjernen og hen og stene foran nogle gravkøer og noget vejarbejde. Works every time.

Nu vil jeg muge ud. Der er nogen, der skal ammes lige om lidt. Rock'n'roll.

torsdag den 22. september 2011

Sygdomszen after all

Nåmen jeg har sovet fem-seks timer brutto med mindst ligeså mange opvågninger og amninger og babyprutninger. Og jeg har været alene med to unger og kun med nød og næppe afværget, at den ene kastede op på den anden (til gengæld ramte han så både alt mit tøj, alt sit eget tøj, viklen, bilbogen og en hel del andre livsnødvendigheder. Ret imponerende, faktisk). Jeg har danset rundt med den ene ved brystet og den anden i håret, mens grunden gyngede og gyngede under fødderne, fordi det har grund det nu engang med at gøre, når jeg er så træt så træt så træt. A la sejlbåd i hård kuling. Og jeg har set alt for mange afsnit af bamse ud gennem den tunnel der er tilbage, nu hvor al den forbandede træthed har lagt sig tyk og klam og havregrødsfarvet i store dele af mit synsfelt. 

Men ved I hvad? Det er faktisk meget bedre, at det er sådan hel-skidt end bare halv-skidt. Undtagelsestilstand holder SÅ meget mere end semi-OK-ness, fordi undtagelsestilstand a) udløser behagelige mængder adrenalin, b) giver sådan en god uaarh-jægersoldat-we-can-do-it-der-er-jo-alligevel-ikke-andet-vi-kan-gøre-følelse og c) giver god træning i at leve i nuet, fordi det virkeligt ikke er til at holde ud at se ret meget længere end et kvarter frem i tiden. "Kan vi klare de næste 15 minutter?" "Ja, vi kan!" "OK, så går det jo!" Går jeg og siger til mig selv, ind i mellem jeg nynner "you're in the army now."

Jeg er ikke engang ironisk. Og nu er Manden kommet hjem, så jeg kan blogge og sove, så hvad brokker jeg mig egentlig over?

onsdag den 21. september 2011

Sygdomszen. Not so much.

Sønne er syg. Igen. Han var også syg lige for lidt siden, men jeg for træt til at huske, om det var i sidste uge eller sidste uge igen. Nu er det sådan noget med feber og opkast. Men... hvis bare jeg IKKE tænker på:

... det bliver sådan her hele vinteren.

... at Manden og jeg nok først får sovet igen engang i februar eller marts. Og snakket med hinanden i april.

... at det er umuligt at være der for to små børn på én gang, når den ene er syg.

... at vi aldrig får vænnet Sønne af med hverken sut eller ble på den her forbandede måde.

... at vi sguda heller aldrig får kørt ham ind i børnehave, hvis han hele tiden skal være syg.

... at det kan være godt det samme, fordi vi alligevel aldrig får en børnehaveplads.

... at vi aldrig får råd til et hus, fordi vi aldrig har overskud til at få nogen ordentligt store ordrer hjem, fordi vi altid har syge børn.

... at vi nærmest ikke har råd til vores nuværende husleje, fordi vi aldrig har overskud til at få nogen ordentligt store ordrer hjem, fordi vi altid har syge børn.

... at jeg har ungerne helt selv i morgen, fordi Manden skal til Vigtigt Møde.

... at der må være et eller andet helt galt med samfundet eller universet, når vi hele tiden sender vores små børn med små, ufærdige immunforsvar i institutioner, hvor de bliver smittet med skidt og lort igen og igen og igen.

... at det bare stinker SÅ meget. Lortesygdom. Lortelortelortesygdom...

Ja, når jeg bare lader være at fokusere på alt det - og i stedet fokuserer på, at vi godt kan komme igennem de næste to timer uden alt for varige mén - så er det egentlig helt OK.

Fuck.

tirsdag den 20. september 2011

En slags udsovet

Sønne har været på weekend i København med mårmor og mårfar, så vi har været alene hjemme med hende her:


Sikke en fest! Pludselig føles det som ren ferie bare at have et enkelt barn... Vi sov på skift hele lørdagen og sluttede af med at gå i biografen. Mens BetteLiv, det fredelige væsen, konsekvent men glad afviste at drikke mælk af den flaske, hendes farmor bød hende. Hun ventede simpelthen bare med at spise, til jeg kom hjem igen. Nu tør jeg virkelig ikke være væk mere end et par timer!

Anyway. Jeg troede, vi skulle nå at gøre rent og sådan. Det nåede vi så ikke. Men arealet på vores sorte rande under øjnene er blevet cirka 50 procent mindre, og det er da også noget. Og vi fik lov at mærke den sjældne følelese af faktisk at savne Sønne. Som kom hjem med nye traktorer, nye historier og nyt hår:


Vi har et nervepirrende og spændende liv. Jeg ved det godt.

mandag den 19. september 2011

Smukke naboer


... som jo i virkeligheden slet ikke er naboer mere. Men som elsker hinanden højt. Også selvom den ene bruger værktøjet til at lave mad med, og den anden bruger køkkenredskaberne som værktøj. Gæt selv, hvem der gør hvad.

lørdag den 17. september 2011

Men jeg tilbød da min stemme i bytte for en City Select...

En god journalistven bemærkede - med ret meget "what has the World come to" mellem linjerne - at jeg skrev om tvillingevogne på selveste valgdagen.

"Er det virkelig sådan at være mor?" blev der spurgt.

Hvilket jeg har tænkt mig at undlade at svare på.

Til gengæld vil jeg sige: Hvis jeg kunne vælge farven på min fremtidige tvillingevogn, ville den være rød. Knald-postkasse-rød. Men min (blå) hjælpsomme revisorven har spottet denne her ikke-røde fantastiske og billige sønderjyske oldsag, som vi snart skal ned og hente:

I øvrigt må jeg - ud fra svar på sms'er, blog og facebook - konkludere, at der i mine hjælpsomme venners og cyberbekendtes hoveder var plads til meget andet end krydser og valgdebatter. Vi siger tak. Og triller snart af sted med bækken og ryg i tiptop stand og unger i den helt fantastiske tvillingevogn.

torsdag den 15. september 2011

Efterlysningsbarnevognsspam. Eller: Red Carportens krop mens tid er...

Nu har jeg bakset rundt i busser og på trapper med to børn hver eftermiddag i lidt over en uge.

Resultat?

Min krop er totalt klar til førtidspension. På den ret smertefulde måde. Som i: Ryg og bækken gør konstant ondt. Men førtidspensionen kan næppe betale de rask væk 4000 kroner, en brugt tvillingebarnevogn koster.

Såøh, hvis der er nogen derude, der kender nogen, der kender nogen, der har noget, de vil udlåne/udleje/sælge til en (noget) billigere penge, så er jeg SÅ game. Der skal være plads til en liggende Bette og en siddende Sønne. Og hvis køretøjet oven i købet kan komme ind i en bus, så følger der en fadøl med prisen...

PS Hvis du er folketingskandidat og læser det her mens tid er, så er min stemme til salg for en City Select fra Babyjogger. Men så skal der også følge babylift med. OK?

onsdag den 14. september 2011

Hermed er tricket givet videre til eventuelle to-årige læsere, der er bange for at blive smidt ud hjemmefra...

Sønne sover ikke. Som i slet-slet ikke. Manden er nattevagt (fordi jeg ammer appetitspringende BetteLiv en fire-fem gange hver nat...), og er følgelig kridhvid i hovedet. Og står og svejer faretruende fra side til side, når han egentlig burde spise morgenmad eller flygte hjemmefra for at få noget søvn.

Samtidig er overtrætte to-årige ikke ret sjove at være sammen med. Jeg bliver til et stort, skingert NEJ, og han ruller rundt nede på gulvet og skriger over helt tilfældige ting ("du må ikke kaste med tingene på den måde, de går i stykker." "Jeg VIL ha den går i stykker. Jeg vil jeg vil jeg vil!!!").

You get the picture. Rimeligt meget træthedskvalme, tunnelsyn og "holder det her nogensinde op? Jeg bliver vanvittig"-fornemmelser.

Men midt i vanvid og kvalme sad vi et øjeblik sammen på sofaen, Sønne og jeg. Og han sagde: "Mor, jeg vil se det billede med dig i - i - i... sækkestolen!"

Vi har ikke nogen billeder af mig i sækkestole. Men han har engang set et billede af mig i en slingrekøje; en slags horisontal skibshængekøje, der sørger for, at man ikke triller ud af sengen, når bølgerne bliver rigtigt store.

Så det fandt vi frem. Sammen med en hel masse andre billeder fra den sejltur, hvor Manden og jeg mødte hinanden - og hvor vi var helt vildt brune og friske og veludhvilede.

Hjælper det på humøret og trætheden at blive mindet om, hvor pæn Manden er, når han har sovet flere nætter i træk? Og om palmer og stillehavsatoller og sol og blomsterkranse og klovnefisk og galapagos-søløver?

Det gør det! Det er bedre end kaffe. Se selv: