tirsdag den 29. november 2011

Top 3: Fantastiske opdragelsesråd. Helt gratis.

1: Giv barnet dræn. Straks.
Dræn er din ven. Dræn får spjættende, sprællende, ikke-sovende børn til at ligge stille. For første gang i deres liv og til glæde for hele familien. Og lad være med at vente med drænene, til barnet er tre år, iggå. Man kan lave rimeligt mange langt ude og dårlige mønstre på tre år.

2: Giv barnet noget at drikke.
Der var en klog dame i min mødregruppe, der sagde det: Børn bliver - ligesom alle andre - skøre, når de bliver dehydrerede. Og det er nemt at blive dehydreret, når man hele tiden er optaget af at lege fx med en motorsav eller nogle biler. Ergo: Stik barnet en brikjuice (eller hvad som helst der nu virker), fluks det bliver hentet i institution - og vupti, der bliver færre og mindre psykoagtige konflikter resten af dagen. Det virker. Jamen det GØR det!

3: Bo aldrig, aldrig, aldrig på fjerde sal. Aldrig.
Er der ikke noget alternativt? Har I ikke råd til andet? Vil I ikke flytte til Viby J? Sludder og vrøvl. Der MÅ være en bedre løsning end at bo så højt, at ingen orker at gå ud og ind og følgeligt bliver sure og uopdragne, og der skal skældes ud over harmløs børnelarm, der ikke føles harmløs i en bette lejlighed. Blev der sagt.


(Jamen troede I seriøst, at jeg havde nogle RIGTIGE opdragelsesråd?! Jeg har brug for råd, er hvad jeg har. Til fx hvordan man tvinger den tre-årige til at drikke noget, når nu det tydeligvis er det, han har brug for. Og til hvordan man forvandler tre års dårlig sovning til god sovning, nu hvor man tilsyneladende har chancen. Åhja - og råd (i alle mulige betydninger af ordet) til at komme i jordhøjde så hurtigt som overhovedet muligt...)

Kvinder er smukkest, når de fylder 31. Små drenge er stædigst, når de fylder 3.

Host. Så blev jeg 31. Hvis mine forældre ikke havde været forbi i weekenden med kage, er der en vis fare for, at jeg simpelthen havde glemt det. Hej voksen-voksen. Men også hej gaver, hej restaurantmiddag, hej et-enkelt-glas-rødvin-der-smager-af-mere-mere-mere. Og hej dagens højdepunkt: Mumford & Sons på repeat på Youtube, med Sønne siddende på skødet (der er scootere i videoen og dræn i ørene. Så kan den slags lade sig gøre):


Sønne forstod i øvrigt ikke helt, at andre end ham kunne have fødselsdag. Og insisterede hele dagen på, at det var HANS fødselsdag. Da den ikke gik, forsøgte han at forhandle sig frem til, at vi i det mindste begge to havde fødselsdag. Og da den heller ikke gik, forsøgte han sig med, at det måske kunne være hans fødselsdag I MORGEN...

Og til de (to-tre) unge læsere, der tror, at jeg stresser over min efterhånden tårnhøje alder, kan jeg blot sige som TV2: Kvinder er smukkest, når de fylder 31. Inden under de massive sorte rande, forstås.

fredag den 25. november 2011

Tre år. Med Sønne. Uden søvn.

 

Nej, det er ikke BetteLiv, selvom det ligner. Det er Sønne. Som han så ud, da han var BetteSønne. Nu er han kæmpestor og iført hjelm og værktøj og løber rundt og siger "det er min fødselsdag i dag, det ER det."

Det er det så ikke. Men det var det i forgårs, og det var så dejligt på tre-års-måden, at jeg godt kan forstå, at han vil have fødselsdag hver dag. Pandekager og racerbaner og biler en masse og elskede mennesker og sådan.

Ohyes.

Tre år. Hvor vi ikke har sovet. Og det er her, den allerbedste fødselsdagsgave kommer ind i billedet: DRÆN. Som han fik dagen før sin fødselsdag, og som allerede har medført markant bedre søvn og en spritny personlighed ("tak for den mad mor, det ser LÆKKERT ud. Alletijers."). Og, selvfølgelig, meget dårlig samvittighed til moren, der lyttede til den praktiserende læges "ja, der er lidt på ørene, det går nok snart over." Det har lægen jo sagt i over et år nu, mand! Og jeg som ellers er så doktorskeptisk. Hvad skete der for ikke at gå til en Rigtig Ørelæge noget før?! Den rigtige ørelæge sagde i øvrigt, at det så sygt skidt ud, og at der oven i dræn skulle penicillin til både udvortes og invortes og ikke mærkeligt, at drengen tilsyneladende hørte dårligt. Prust og støn. Sidste vinter prøvede Flødebolle-Louise oven i købet at overbevise mig om, at dræn var løsningen på alle vores problemer. Og jeg lyttede til lægen i stedet. Dumt. Dumt. Dumt.

Nå. Men bedre sent end aldrig. Og i virkeligheden ville jeg jo bare skrive om fødselsdag og tre år og søde, søje Sønne, der vendte op og ned på alting, den novembereftermiddag, han ankom til verden med et imponerende hyl. Intet har været det samme siden. 


mandag den 21. november 2011

Heste, høns, kameler

Følgende samtale udspillede sig i dag i vuggestuens gardarobe:

Sønne: Der er et billede af Kalle! Hvor ER Kalle?!

Mig: Kalle er holdt op, kan du huske det? Han er startet i BØRNEHAVEN!

Sønne: Hvornår skal jeg i børnehave?

Mig: Efter jul. I samme børnehave som Kalle, faktisk. Og som nogle heste og nogle høns.

Sønne: JA! Og KAMELER!

Mig: Æh... Altså, nej. Heste. Høns. Ikke kameler.

Sønne: JO! KAMELER!

...

Ohyesbaby! Vi har fået en plads i selveste naturbørnehaven. Den med hestene (uden kameler). Og Sønne er kun institutionsløs i december, hvilket føles som en sand velsignelse mod de tre-fire måneder, der på et tidspunkt var udsigt til.

(Men hvis I alligevel skulle få lyst til at babysitte eller bare playdate her op mod jul, siger I bare til. Så siger trættemor pænt jatak)

søndag den 20. november 2011

Musselmysteriet

To ud af de øvrige fire damer i min mødregruppe har musselmalet porcelæn. En blanding af noget arvestykke-agtigt noget og noget nyt-agtigt og meget fint mega-musselmalet fra Royal Copenhagen.

Påfaldende, tænkte jeg, og nød at drikke kaffe af noget andet end mine egne gamle skramlede og uens reklamekrus og hadegave-kopper. Marijuana - it's a special kind of stupid står der på nogle af dem. Niels Bohr Institutet står der på nogle andre.

Men. Så vidste det sig ikke at være tilfældigt, det med den høje frekvens af musselmaling i min mødregruppe. Der foregår tilsyneladende noget trend-agtigt. I hvert fald er mine to barselsramte københavnerveninder havnet i mødregrupper, hvor stort set alle andre serverer økokaffen i, ja, musselmalet porcelæn. Vi taler trendsetterne på Vesterbro (med humanistiske uddannelser fra RUC og meget smart tøj), og så ved man nok, hvad klokken har slået.

Hvad? Altså hvad? Hvad er det, jeg ikke har forstået? Det er da pænt og lækkert, bevares. Men til 699 kroner koppen?! Hvad med finanskrisen? Hvad med alle de bleer og alt den glimrende kaffe fra streetcoffee man kunne få for sit musselbudget? Og hvad skal man ELLERS have, som jeg ikke har fattet?

Og så nu, hvor jeg lige havde lært nogle børnetøjsmærker...

fredag den 18. november 2011

Ja, jeg bruger betydeligt flere penge på kaffe end på tøj

Jeg har været min evige humør-redningsmand, Streetcoffee, utro. Med ham her:


La Cabra i JM Mørks Gade. Til mit forsvar må jeg sige, at det (næsten-og-i-mangel-af-bedre-agtigt) er som at tilbringe to minutter i Barcelona. Hvor jeg boede engang, og som jeg savner. Og kaffen ER god, og så må jeg jo bære over med, at den bliver serveret i meget Jylland-i-90'erne-agtige papkrus. Ejeren er rar, lidt nervøs i det og meget lidt spansk - og han hilser på mig på gaden, selvom jeg kun har købt to kopper kaffe i hans biks. Eventuelt har han for få kunder... eller også er mine sorte rande under øjnene så store, at jeg ikke er til at glemme.

Hvis man er typen, der ikke fluks må løbe videre hid og did med halvsovende bebs, er der også fotobøger, man kan bladre i, plader man kan lytte til eller stearinlys, man kan stirre ind i. Det skal på listen over ting, jeg vil foretage mig i 2051.

torsdag den 17. november 2011

Damen der ved ALT om bilmærker (men ikke selv tør køre bil)

Jeg trillede afsted fra vuggeren med BetteLiv i tobørns-miraklet og troede egentlig selv, at jeg gik hurtigt og målrettet hjemad. Lige indtil en stemme bag mig sagde "ja, den ER flot." Jeg havde sagnet farten og stirret længe og forelsket på hans Maserati. Uden at lægge mærke til det selv.

"Det er en Maserati," tilføjede han. Helt overflødigt.

"Jeg kan godt se det. Den er virkeligt, virkeligt flot."

"Der er kun to af den her model i Danmark," blev han ved.
"Den er til salg. Vil du købe den?"

Jeg pegede på den vidunderlige men meget lidt Maserati-agtige tvillingevogn og forklarede, at det var det eneste køretøj vi skulle have pt.

"Vi kan da bytte! Men så skal jeg også have ungerne med" råbte han kækt efter mig, da egentlig var trillet videre. Jeg vendte mig om og hørte til min egen overraskelse råbe, at det kunne vi såmen godt, de sov sgu alligevel ikke om natten... Så god en mor er jeg. Og jeg tør for hulen ikke engang køre bil.

onsdag den 16. november 2011

Og sådan kom vi næsten til at savne gode, gamle blodmangel

Efter Sønnes fødsel sagde de kloge, at jeg skulle indstille mig på at sige farvel til amningen. Jeg havde smidt en masse blod, og ingen blod ingen mælk. Det var så løgn. Jeg havde mælk nok til en halv vuggestue og/eller det grimme springvand nede på Storetorv. Og konkluderede naturligt, at ligegyldigt hvad hulan jeg blev udsat for, ville dét aldrig blive et problem.

Host.

Giv mig én dag alene hjemme med BetteLiv og larmende, støjende, mellemørebetændte, feberhede-skal-holde-sig-indendøre-hvor-Bette-ikke-kan-sove Sønne... og der bliver slukket for hanerne. Herligt. Sundhedsplejersken siger, at jeg bare skal sørge for at sove en middagslur, så skulle dét aldrig blive et problem igen.

Hahahaha. Ha.

Det var kun et par timer om aftenen. Bette tog det pænt. Og der er mælk nok igen til allemand og så videre.

Men alligevel: Det er tilsyneladende hårdere for kroppen at have (hele) to børn end (kun) to liter blod tilbage i kroppen.

tirsdag den 15. november 2011

GUIDE: Sådan overlever du turen til fjerde med to små børn, to tasker og to bæreposer

Allerførst har du naturligvis sørget for at sætte tasker og poser ind i opgangen - altså før du kørte barnevognen de par 100 meter om i gården. Det er helt afgørende at spare på energien for at overleve det her.

Nuvel. Ind i opgangen. Opknap jakker og oplyn flyverdragter som det første. Tøm for Guds skyld ikke postkassen. Nøgleordet er FOKUS. Drop alle diskussion med snart-treårig om, hvorvidt han skal gå op selv. Det fører ingen steder. Løft ham i stedet op på første repos - den med døre, ikke den med vinduer, som han med stor sandsynlighed vil åbne og eventuelt forsøge at springe ud af. Bær derefter lift med bebs op på næste repos - den med vinduer - og stil liften dér. Hun kan ikke springe nogen steder, og du forbliver i drengens synsfelt. Meget, meget afgørende. Derefter går du ned og henter tasker og poser og stiller på samme repos som babyen. Under hele seancen fortæller du naturligvis muntre historier, der får drengen til at glemme sin lyst til at sparke til opgangens døre. Historien om Lille KylleRylle ("Det fille det falde i min hovedskalle") virker godt for os.

Ifør dig de to tasker (forhåbentlig er der tale om én rygsæk og én skuldertaske) og bær børnene forskudt fra repos til repos under stadig munter historiefortælling. Bæreposerne lader du stå til din kæreste (eller en anden god gang) - de skulle blot lidt op af trappen, så de øvrige beboere ikke faldt over dem ved indgangsdøren. Bliver mælken sur, bliver mælken sur. Det her handler om overlevelse.

Allerede på første sal melder første krise sig. Drengen begynder at sparke til dørene og råbe højt, og du kan mærke dit pulsslag i ørene på en ny og faretruende måde. Buk ikke under endnu. Sig til dig selv "det er OK. Det er hæsligt lige nu, men vi er snart oppe." Smil stort til de omkringliggende børn. Det er ikke deres skyld.

Husk i øvrigt på en videre færd at værdsætte lugten af sved, der på imponerende vis trænger ud gennem din tykke uldjakke. 

På anden sal melder krise nummer to sig. Drengen, der ikke kan gå opad, begynder at gå nedad. Du hører måske dig selv hæve din (gispende) stemme. Gør det ikke. Og undertryk for alt i verden trangen til at råbe af ham, at du jo for hulen BÆRER ham op, selvom han udmærket kan gå, og at han i øvrigt godt kan lade være med at råbe på den måde. Nævn i stedet Bamses Billedbog eller et andet attraktivt børneprogram, er venter på toppen af bjerget. Og hold fokus selvom bebsen er ved at gnave sutten i stykker af sult. Det er ikke nu, hun skal have mad. I skal op, før nogen stikker af.

På tredje sal er dit synsfelt formentlig imponerende lille, dit bækken gør ondt, dine kinder brænder, og din hivende, hylende vejrtrækning gør det umuligt at forsætte med Lille KylleRylle. Det er OK. Drengen har alligevel mistet interessen og er begyndt at græde. Du overvejer, om det måske alligevel ikke var bedst at hoppe ud af et af vinduerne. Det er ikke nu, du skal sige til dig selv, at "det er OK." Så kommer du bare til at råbe af dig selv (og dine børn), at det kraftstejlemig ikke er en skid OK, og at du hader dig selv OG ungerne OG højhuse OG lejepriser OG din Mand OG hele verden. Don't do it. Bid tænderne samme. Slæb. Snart er i oppe. Snart.

De sidste 18 trin foregår i en slags forpustethedsdøs med spændende sølvflimren for øjnene, så den behøver du ikke bekymre dig om.

Og vupti! Du er på fjerde.

Well done.

søndag den 13. november 2011

Altså ikke fordi jeg ELLERS går og glæder mig til at blive pensionist, vel

Den anden eftermiddag så jeg et par, der stod og puttede sig indtil hinanden i novemberkulde og tusmørke, mens de ventede på bussen. De var vel omkring de 70. Han hviskede noget til hende og grinede, hun fnes og strøg forelsket hånden gennem noget tyndt, hvidt hår.

De så søde ud. Og glade. Og, ikke mindst, som to mennesker der fik rigeligt med søvn og i øvrigt havde god tid til sig selv og hinanden.

Tænkte jeg. Og så tænkte jeg: om 40 år er det Manden og jeg, der står der og fniser.

Indtil da - sådan cirka i hvert fald - løber vi en halsbrækkende slalom mellem deadlines (to vigtige i denne uge), sygdom (i skrivende stund har Sønne 39,7), tøjvaske (pt to om dagen), boligjagt (don't get me started...), bleskift, pastakogning, pasningsstress og alle de andre muntre aktiviteter, der får tiden til at gå i en ganske almindelig småbørnsfamilie på fjerde sal.

Og ind i mellem smiler vi til hinanden (og stresstuder evt en lillebitte smule) og kommer i tanker om, hvor priviligerede vi også er. Sårn at have nogen, man godt gider stå sammen med ved et novemberbusstoppested i 2051.

fredag den 11. november 2011

Lys for enden af tunnelen

"Vi skal tænde lyset udenfor. Men det SKAL vi!" sagde Sønne klokken kvart over fem, hvor mørket allerede havde sænket sig over Jylland.

Nu har Manden taget ham under armen og er gået i Føtex for at købe pærere til nogle af 11 (?!!) lamper, der pt ikke lyser her i vores dunkle hjem. Det føles på en eller anden måde som om, der er meget lang tid til, at lyset for alvor bliver tændt.

Rorschach-nuttethedheds-skyld-test


Hvad er der på billedet?

Svaret afhænger af, hvem du spørger.

For når Sønne siger "jeg vil have Livse op til mig!" og sidder sådan dér og putter med hende i sofaen, tænker og siger Manden cirka sådan her:

"Dét der har han fra os. Vi giver ham meget kærlighed, så har han lyst til at give kærlighed videre til Liv."

Jeg nikker og smiler og tænker cirka sådan her:

"Nårh hvor er de søde, søde, søde. Hvor er han sød! Vi må alligevel have gjort et eller andet rigtigt. Eller... nej vent! Tænk hvis han nu kun gør det for at please mig. På et eller andet ubevidst plan. Fordi han lissom kan se, at jeg bliver vildt glad og anerkendende og han ikke får nok ægte anerkendelse i hverdagen, efter Liv er kommet? Tænk hvis han føler, at han SKAL have lyst til at tage sin søster op for at gøre sin mor glad!? Åhnej! Men den anden dag puffede han jo til hende. Mon der er et eller andet galt? Og det er jo heller ikke helt fair overfor hende. Burde jeg sige mere til ham? Eller mindre? Åh. Men det ER jo en gave for dem begge at have den anden. Det ER det. Jeg skal bare gøre det hele på en god måde. Åh."

Måske er det ikke så mærkeligt, at Manden har nemmere ved at falde i søvn om aftenen end mig. Ærgeligt, når nu noget af det eneste, der hjælper på noiaen, er søvn.

tirsdag den 8. november 2011

Skriget fra kernefamilien

Når nu min stue ser sådan her ud...


... er der så noget mærkeligt i, at det er netop denne bog, jeg er ved at læse:


Nej, vel?

Sønne har i øvrigt fornemmet, at forældrene har svært ved at få det store hverdagspuslespil til at lykkes. Så han hjælper, hvor han kan. Fx kom han marcherende med en skål, da Manden skulle skifte BetteLiv, og proklamerede "du skal have hjelm på, far. Når du skifter Livse. Ellers får du lort på hovedet."

Og da Bette pjevsede under aftensmaden, var han ikke sen til at løse problemet ved sit dukkekomfur: "Så Livse, jeg laver bryster i ovnen. At hun får noget at spise."

Hvilken omtanke! Altså, jeg har stadig lyst til at skrige ind i mellem. Men i det mindste griner jeg også højt (og/eller i skægget) flere gange hver dag.

søndag den 6. november 2011

Så skynd jer nu bare ned på den cafe

Egentlig ville jeg have skrevet et vrissent, ja direkte vredt indlæg. Ikke om pladsanvisningen (eller besparelserne på institutionsområdet eller priserne på offentlig transport eller hvad sårn en træt mor som mig nu kan gå og hygge-snerre i skægget over). Næh. Jeg ville have skrevet et vrissen-vredt indlæg om Konceptet Fjerde Sal. Om blå mærker på lårene af at slæwe BetteLiv op og ned i liften, om blå mærker på sjælen
af at se træt dreng ligge og græde et sted omkring første, fordi hans mors bækken max kan bære et barn (og to tasker og et par biler). Om at få megameget klaustrofobi i eget hjem over ikke rigtigt at kunne komme nogen vegne, om dårlig samvittighed overfor Liv (der ikke kan sove, når Sønne larmer), dårlig samvittighed overfor underboen (der knapt kan samle sig sammen til at hamre på radiatoren, når Sønne larmer) og dårlig samvittighed overfor Sønne, der jo for hulan bare burde have lov til at larme. Lidt. Uden der hele tiden blev tysset og skældt.

Men men men. Før jeg skulle skrive det vrisne indlæg, skulle jeg liiige tanke op nede på Street Coffee. Og nu, syv minutters kø-tid - akkompagneret af pladespillerens knitren og de andre stamgæsters småsludren - senere, er jeg ikke ret vred mere. Street Coffee er min ven. Street Coffee kan altid huske, at jeg skal have en stor fed sødmælkslatte, og at den skal være i pap, fordi der er en baby der skal trilles med for at sove. Som nu, hvor jeg vipper Bette med foden, mens jeg sidder og skriver med kaffelune fingre på min iPhone. Åhja. Street Coffee har altid Weekend Avisen, altid god karma, altid god musik på pladespilleren. Og god kaffe, mand. Jeg tror måske nok, at Street Coffee har en del af æren for, at jeg endnu ikke er hoppet ud af vinduet på fjerde sal i desperation. Eller værre endnu (for sådan en som mig, altså): er flyttet ud i noget liguster i Hjortshøj i jagten på noget jordniveau. Det er nu nok 30 kroner værd.

lørdag den 5. november 2011

(Næsten) ikke et ord om børnehaver

Sig hej til familien Snot. Snot og ondt i halsen. Selv BetteLiv triller rundt og nyser og hoster.

Min svigermor mener, det er fordi, vi ikke gør tit nok rent i køleskabet.

Den lader vi lige stå lidt.

Min Mutti mener, vi kan klare det med en særligt vidunderlig vitaminpille. Og selv er jeg ganske overbevist om, at det skyldes trækken fra veluxvinduerne.


For Sønnes vedkommende har snotten tilsyneladende slået sig på hjernen. I hvert fald kalder han mig det ene øjeblik "kære søje mor" og rydder sine biler op og insisterer, som den eneste i husstanden, på at støvsuge hele lejligheden - godt nok uden at kunne se ud under sin hjelm. Men alligevel. Det næste øjeblik finder han min jakke frem og skriger "Du skal gå sin vej, moah! Gå ned på gajen og FALDE!"

Jæsjæs.

Når BetteLiv ikke har travlt med at snotte/spise sine tæer/spise alt farvestrålende, hun overhovedet kan få øje på, fodrer hendes kære søje mor hende med hokkaidomos, hirsegrød og andre samvittighedsretter. Hun accepterer på sådan en lidt resigneret, halvfornærmet facon.


Vi har en spændende, spændende tilværelse. Hvor det er vigtigt at tage max et kvarter ad gangen, ellers kan det godt blive lidt uoverskueligt.

Hvorfor skriver jeg ikke noget om børnehaver, spørger I. Jo, altså. Vi har gjort alt, hvad vi kunne. Alt. Og der er måske noget lys for enden af tunnelen. Men det har jeg absolut ikke tænkt mig at jinxe ved at skrive om det, så det må vi lige vende tilbage til engang omkring 1. december. Iggå.

torsdag den 3. november 2011

Mere fra den tågede børnehaveskuffe. Eller: Giv os en plads NU, eller jeg bliver ved at snakke sort

Hm. Jeg har genlæst mit indlæg fra i går. Det er pænt sort. Pointen er, at vi ikke kan få den børnehaveplads til Sønne, vi gerne vil have. Og nej, det er ikke fordi vi er picky og kun vil have et eller andet, som resten af byen også gerne vil have. Det er, tilsyneladende, fordi vi har flyttet daginstitutionsdistrikt indenfor de sidste par år.

Det, jeg i virkeligheden ville sige, var, at det er så fucking voksent det der med at skulle nøjes på sine børns vegne. Allemand vil jo for hulen helst give deres afkom det aller-allerbedste. Og hvis det allerbedste ikke er tilgængeligt så i det mindste noget, der er fint nok og godt nok og føles OK i maven.

Det føles ikke OK at bo på fjerde sal med en dreng, der er meget gladere udenfor. Det føles ikke OK at sende ham i en børnehave, der ligger opad en af de mest forurenede og møgtrafikerede veje i Århus, især ikke når vi nu har været ude og klappe shetlandsponyerne i skovbørnehaven.

Er det vores egen skyld?

Ja. På en måde. Fjerde sal er i hvert fald.

Kunne vi bare flytte på landet og få alt det friske luft, det skal være plus instant institutionsplads? Ja, vel. Men hvad så med job? Og med morens mentale helbred? Og hvordan i alverden skulle vi kunne nå at flytte børnehavedistrikt inden 1. december, hvor det er aufwiedersehen til vuggeren?

Kunne vi ikke bare lade ham starte i forurenethedsbørnehaven og så skifte til skovbørnehaven, når der bliver en plads engang i en fjern fremtid? Jo, i princippet. Nu er han bare ikke... verdens letteste sårn at køre ind. Nogen steder. Og, mere afgørende, jeg har selv skiftet børnehave i tidernes morgen. Ikke spor sjovt. Så det har jeg lovet mig selv, at mine unger aldrig behøver. Og jeg er (endnu) ikke klar til at bryde dét løfte.

Jeg er slet, slet ikke voksen nok til at det her voksen-hed.

onsdag den 2. november 2011

Suremor bliver endnu mere sur, hvis hun skal være hjemmegående med to børn...

Jeg er gal og sur og tosset. På mor-måden. På læserbrevs-måden. På det-er-systemets-og-kommunens-skyld-og-fuckefuckefuck-måden.

Sønne (og vi) er nemlig blevet fanget i en kommunal regelsaks af de allermest trælse. Fordi: Århus er delt op i distrikter, der omfatter en bunke daginstitutioner. Når børnehavepladserne skal fordeles til de desperate familier, har børn fra distriktet fortrinsret (kun overgået af søskende, jokeren der trumfer alt andet). Og Sønne går i vuggestue i ét distrikt - hvor vi boede i tidernes morgen - og vores lejlighed ligger i et andet. Hvilket vi ikke har skænket mange tanker indtil for nyligt, fordi der er under to (2!) kilometer fra os til vuggeren. No problem. Troede vi.

I vuggestuens disktrikt kan vi nemlig ikke gøre os forhåbninger om at få en børnehaveplads, for vi er jo flyttet fra distriktet. Og i vores nuværende distrikt kan vi ikke gøre os forhåbninger om at få en bare nogenlunde OK plads i nogenlunde nær fremtid, fordi han jo ikke har gået i vuggestue her.

Kompliceret? Ja. Noget bureaukratisk lortelort? Ja!

For noget tid siden snakkede Manden (med sin allerhøfligste smørstemme) med pladsanvisningslaila om problematikken og hun mente, at vi nok godt kunne få ham ind i en skovbørnehave til 1. januar. Hvilket vi tænkte var en god løsning, selvom drengen bliver kylet ud af vuggestuen allerede 1. december. For - som trofaste carportlæsere måske har fornemmet - han er i høj grad én, der helst skal være UDE, og fordi vi i ringe ringe grad havde lyst til at sige ja til den såkaldte garantiplads (daginstitutionspladsen ingen andre ville have, og som de derfor kan kyle efter out-of-distrikt-idioter som os).

Så vi ventede. Besøgte skovbørnehaven. Tænkte den var fin, selvom der var 120 (!) børn. Arrangerede alverdens babysitterting i december, den institutionsfri måned.

Og så var det, at pladsanvisningslaila ringede. Og sagde, at skovbørnehaven var fyldt med distriktets EGNE børn. At hun ikke engang kunne love noget til 1. februar. Nu er vi måske fucked, fordi vi sagde nej til den garantiplads 1. december. Det er lidt uvist, fordi det tilsyneladende begyndte at ringe for Mandens ører undervejs i telefonsamtalen, så han bagefter havde svært ved at fortælle mig, hvad Laila egentlig havde sagt. Men han formåede at lade være med at skælde ud på stakkels Laila, der jo ikke har lavet reglerne, og det er egentlig meget flot. Det ringede også for mine ører, da han skulle viderebringe dét, han havde opfattet af samtalen. Hvilket forklarer, hvorfor det her indlæg formentlig er (endnu) mere tåget, end det behøver at være.

Nå. I morgen skal vi ud og se et sted, hvor vi så måske kan få en plads 1. januar. Og jeg vil ikke forhåndsdizze det, selvom jeg efter intens googling virkelig har lyst. Måske viser det sig at være HELT fantastisk (hahaha). Måske viser det sig, at Sønne rent faktisk godt kan få en plads dér.

I virkeligheden har jeg jo mest lyst til bare at vente, indtil der kommer noget godt. Hvilket kræver, at en eller flere friske læsere vil passe ham et par måneder eller fire... Det kræver noget nogenlunde jævnaldrende børneselskab og en masse udendørsplads (og helst fravær af babyer, der konstant skal ammes). Men så er han også (som regel) noget af det sødeste... Siger I ja? Ja?!

Fedt.