onsdag den 30. maj 2012

En dårlig dag i socialklasse A


Dette er mine børn. Start med at kaste et blik på barnet til venstre: Hendes ene øje ligner noget, der ville få enhver vuggestuepædagog til at ringe til de sociale myndigheder med en mistanke om tæv. Heldigvis går hun ikke i vuggestue. Og heldigvis er der ingen, der kunne finde på at tæve Livse. Til gengæld er der godt nogen, der kan finde på at efterlade en flere kilo tung Makita boremaskine på køkkenbordet med ledningen dinglende fristende udover kanten. Masser af blod var der. Og tårer hos tre fjerdedele af familien. Som en fix understregning af det misrøgtede look er der gået betændelse i det dårlige øje, og hun har kradset sig på kinden med sine lidt for lange negle. Og, åhja, så er der sælhosten, som I heldigvis ikke kan høre...

Se så ham til højre: Ved den ene mundvig er der noget, der måske er børnesår, måske er forkølelsessår,  og under alle omstændigheder er ganske ækelt. På kinden er en bette hudafskrabning (nådigt sløret af billedkvaliteten) og under pandehåret en bule. Begge dele pådraget i et spektakulært fald-ned-af-trappen-stunt.

Udover plagede unger i sofaen har vi desuden skadedyr på loftet. Eller det vil sige: Der var en større duefarm, indtil Manden (der bizart nok ikke er rystende ræd for alt med vinger og/eller næb) jog dem ud gennem et loftsvindue. Det burde jo så være en happy end på sådan en lidt ja-vi-bor-i-en-trailerpark-agtig dag. Men hvad gjorde duerne, de snedige, farlige, flyvende rotter? De belejrede veluxvinduet på soveværelset. Og dér kurrer og kradser og vindues-headbanger de endnu, så BetteLiv jævnligt vågner. Og så jeg jævnligt bliver nødt til at gå derind bevæbnet med husstandens farligste brødkurv og meget sammenknebne øjne. Jeg må jo redde Livs liv,  når det gamle, halvrådne vindue giver op overfor duernes massive angreb. Også selvom mine fobier byder mig at gemme mig under sofaen med dueoverdøvende musik i ørene. Nu går jeg i stedet ud og drikker mig en stiv vodka (eller hvad vi nu har i skabet. Saftevand? Portvin?) og skruer op for noget reality TV. Med brødkurven ved min side, klar til kamp. Jeg er alene hjemme med alle børnene og duerne, så kom glad forbi og klap mig lidt på fobierne eller skyd en due. Jeg giver en drink, obviously.

tirsdag den 29. maj 2012

Ninjagruppen og den københavnske diaspora

"Nå," er der måske nogen der tænker efter at have læst sidste indlæg, "du er sguda småbitter og Jyllandsensom."

Hm. Jeg er i hvert fald temmelig geografisk udfordret. Heldigvis bor jeg, trods alt, i et meget venligt univers. Som sidste sommer, da jeg var helt nybagt med BetteLivse og nybesluttet med hensyn til en fremtidsfremtid i Jylland og meget hudløs over begge dele, fixede mig verdens mest passende mødregruppe. Som burde hedde noget helt andet, fordi ordet mødregruppe giver myrekrybsassociationer til speltfascisme og hjemmebagstyranni. Ninjagruppen, kan vi kalde min. Eller jydekompagniet. Eller den københavnske diaspora... For det er en gruppe fyldt med geografisk udfordrede eksilkøbenhavnere (og en enkelt sjællænder), der allerede over den allerførste kop kaffe rokkede frem og tilbage i takt over følelsen af frændeløshed i Jylland. Vi skældte også lidt ud på Dyrelægen, som pippede, at hun måske nok ville flytte tilbage til København på et tidspunkt.
"Så gider vi ikke være venner med dig!" var der en, der slog fast. Og det lyder måske voldsomt, men når man 10.000 gange har krammet farvel med emmigranter, og efterhånden godt ved, at det er svært at holde kontakten for real med alle 10.000, ja, så er det sådan, det er. Vi har venner nok i København, smukke, søde, soulmateagtige venner. Vi har brug for nogle af slagsen her til bys. Og det ved mødrene i gruppen, og de siger det højt, og de er smukke og søde og har stort soulmatepotentiale. Jæs.

Og mødrene ved hvordan det føles at sidde far-faraway i Jylland og ikke følge nær så godt med i de der søde københavnervenners liv, som man gerne ville. De ved, hvordan det føles at se de københavnske venskabsgrupper klare sig så fint så fint uden ens eget ellers morsomme og uundværlige selskab. Og de ved, hvordan det føles at vide, at sådan er dét selvfølgelig, og hvad ville man måske selv gøre, hva', og burde man måske ikke selv gøre noget mere... og at det på trods af alt dét alligevel deep down føles, som om man er blevet lidt gemt og glemt. Ikke af alle, forstås, men lidt flere, end man har lyst til at indrømme overfor sig selv.

Åhja. I øvrigt har det venlige univers holdt godt fast i Dyrelægen, så hun stadig bor lige om hjørnet og kan mødes med mig og Bette i Skanseparken - selvom Bette og Folke Dyrelæge-søn for længst er vokset ud af dobbeltvidunderet.


Og universet (eller tiden eller skæbnen eller de flade sutter fra Føtex) har sørget for, at Bette for første gang nogen-nogensinde går med til at lade sig affodre med sutteflaske, netop som der står mødregruppe-bajere på aftenmenuen. Meget heldigt. Det bliver stort og smukt...

(I øvrigt bliver der faktisk nogle gange serveret hjemmebagte speltboller.  Men det er sjældent. Normalt er der bagerbrød eller fryserrundstykker eller slet ingenting for enden af den sti, man har sparket sig gennem hinandens rod og legetøj.)

mandag den 28. maj 2012

In a land far far away

Nogle gange føles det som om, at de 300 kilometer mellem Århus og København i virkeligheden er 3000.

Fx når jeg ser idylliske Facebook-billeder af smukke familiemedlemmer og dansende pinsesol og mest af alt har lyst til at kigge forbi til en hurtig kop kaffe og en svømmetur i det haw, de står og skuer udover.

Eller når mine tidligere-Jyllands-nu-emmigrerede buddies holder stor fest i hovestaden og ikke inviterer mig. Pfiuuh altså.

Eller når gode, gamle venner smilende lytter til mit triste "jamen det kan godt være, vi har besluttet at blive i det der helt OK Jylland, men jeg har sguda HJEMVE" og svarer med et "jajada, men vi ses vel altid til jul."

Men (og nu kommer pointen, der afslører, at jeg alligevel ikke er blevet helt trælsbitter og københavnerfrændeløs) så sker det, at andre gode venner propper deres to småbørn ind i en bil og kører over bro og bælt udelukkende for at hænge ud med os en dag. Én dag. Og så køre hjem igen. Lidt som om de 300 kilometer var 30 og slet ikke noget problem.



Hyggeligt og rørende. Og helt inspirerende. Jeg fik sandelig helt lyst til selv at få en bil (that's new!) og holde op med al mit blogbrok og bare kører over til de rare, savnede folk. Og se, den følelse er nok værd at holde fast i, for som endnu en god, gammel ven bemærkede, da jeg stramt bedyrede, at jeg ikke var det mindste jyde-bitter: "Det er godt, du ikke er bitter. Så er det altså MEGET større chance for at få besøg." Jæs.

tirsdag den 22. maj 2012

Hotties


Ja, heden her i vores fjerdesals-sauna får os til at svede og smide tøjet. Men den får os sandelig ikke til at lade være med at lave risengrød.


Dagens citat fra klarsynede (omen skoldkoppe-roskildesyge-hederamte) Sønne: "Far er en gyllespreder (gyllespræijer). Moah er en kofanger." Nemlig.

søndag den 20. maj 2012

Sursødesygemor og livets mening i træskibshavnen

Egentlig havde jeg mental-skrevet en meget bistert indlæg om mere sygdom og mere søvnunderskud og om at være suremor, der sad sammensunket i et hjørne af køkkenet og håbede, at ingen (børn) fandt hende.

Men så tog vi os sammen. Eller det vil sige: Manden tog os sammen. Og skovlede hele den sure og/eller syge familie ud af døren og ned fra fjerde sal og over i Skanseparken, hvor vi kunne konkludere, at foråret var holdt op med at forsømme os, netop som vi holdt op med at forsømme dét.

Der sad vi så i nogle timer og mærkede, at alle lemmer og lunger stadig virkede, og så at skoldkopperne lissom blev bleget en lillebitte smule i solen. Og så var der ikke andet at gøre end at introducere BetteLiv for cyklen, et transportmiddel hun ikke tidligere har kendt, og cykle hele familien ned på Træskibshavnen. Fordi det er bedste sted i Århus. Nej, i Jylland. Måske endda i Danmark. Fordi man kan kigge på alle skibene og drømme sig langt væk og samtidig ikke have lyst til at flytte sig ud af stedet, fordi der er så utroligt rart, at den havn nærmest føles som Meningen med Alt. Totalt lykkelig ambivalens. Også i dag, hvor vi cyklede hånd i hånd i solen med hvert vores barn bag på cyklen og udsigt til solglimtende vand i Århusbugten. Og hvor vi kravlede om bord på det skib, Manden har bygget på i omtrent 17.000 år, og legede lidt med en enkelt boremaskine og drømte os langt væk til passatvind og Stillehav. Og jeg mener - alt gynger jo alligevel under fødderne på os på søvnløshedsmåden, så kan man vel ligeså godt stikke til søs?! Især hvis dem, man allerbedst kan lide, gerne vil med.

Mmm. Nå. Afsted til træskibshavnen med jer!



fredag den 18. maj 2012

Det tætteste jeg kommer på en filmkarriere. I helvede.

Kender I den der følelse af, at hele verden er en meget eksperimentel postmoderne film, hvor alle konturer er flydende, og alt lissom gynger, så man får kvalme af at kigge ud af øjnene? Og kender I følelsen af, at nogen lissom har skruet op for tyngdekraften i den biograf, hvor man sidder og ser den eksperimentelle film, så det er tungt tungt tungt at bevæge sig bare en lille bitte smule?

Og kender I det, at man bare ikke kan flygte fra tyngdekraftsbiografen fra helvede, fordi man a) selv er sløj og b) har skødet fuldt af ét skoldkopperamt og ét snottet, øjenbetændt barn, der begge råber MOAH så godt de kan, og som man helt klart burde proppe noget mad og noget væske i?

Nå. Men hvis I ikke kender det, men gerne vil give it a go, fordi I er de eventyrlystne typer, kan I jo lade være med at sove tre nætter. Så bliver alt så herligt udflydende. Og I kan tage jeres børn med til en konfirmation, hvor andre uden varsel har hevet deres skoldkoppede unger med og så gnubbe alle ungerne op ad hinanden. Og selv pådrage jer noget festlig småsygdom, så det bliver herligt udfordrende at servicere syge barn et og syge barn to døgnet langt og selvfølgelig garnere med øjenbetændelse til hele banden. Gult pynter altid.

(Og når det så viser sig, at den helvedesbiograf slet ikke er et sjovt sted at være alligevel, kan I ringe efter mine forældre. Så kommer de trillende og læser historier og bager pølsehorn. Og det kan godt være, at I ikke kan sove, for hvordan kan man det, når man er on call hele tiden, men I det mindste kan I chille og skrive et meget optimistisk blogindlæg. Win!)

Sønne hin Søvnløse gået kold på køkkengulv under aftensmad. Så ved man, den er helt gal.

mandag den 14. maj 2012

Så derfor vil vi bare sidde og glo ud på hestene. I mørket.

 
Hvad ser I på billedet?

Jeg ser et fjernsyn. Et stort og fint og fladt fjernsyn med 31 kanaler, som ikke er vores. Hverken fjernsynet eller kanalerne. Selvom Sønne kalder det Vores fjernsyn, lidt ligesom Vores øl.

Jeg er netop kommet i tanker om det efter en periode med en art fortrængning: Det hører sammen med lejligheden, og vi flytter fra det lige om lidt, når vi skal ud på det der land. Helt fjernsynsløse.

Jeps, vi er sådan nogle, der i virkeligheden ikke har et fjernsyn. Vi har bare glemt det, fordi vi efterhånden har boet sammen med det fremlejede fjernsyn i over et år. Nu ser vi med glæde X-factor og Kender du typen og TopGear ligesom alle andre, og zapper frustrerede rundt mellem kanalerne og brokker os over, hvor lidt kvalitetet der er, og føler os en lille smule kloge, fordi vi brokker os over, hvor lidt kvalitet, der er. Og vi har glemt, hvad man egentlig laver om aftenen (udover at arbejde og nogle gange besvime, mens man putter), når man ikke har et fjernsyn. Det er ikke tændt hver aften. Men det er tændt tit.

Seriøst - hvad lavede vi før? Altså, vi kan jo ikke have læst højt for hinanden af antikvariske bøger hele tiden, vel. Eller gået i byen konstant, vi havde trods alt BetteSønne.

På en måde glæder jeg mig, thi hvem ved, måske bliver døgnet pludselig fyldt med mange og meget meningsfulde timer? Timer, som vi kan fylde med sunde interesser som... æh, hækling. Og hinanden. Men den mest dominerende stemme i mit hoved siger med vantro stemme: Du flytter på landet uden fjernsyn til at lyse op i det mørke, alle ved, ligger som en tung dyne over, ja, landet, hver aften. Hver. Aften. Du må være vandvittig. Og du har ikke en engang en bil til at flygte i, når det bliver rigtigt slemt.

Godt man har en computer, man kan se film på, neh? Og meget store vinduer og udsigt til noget hestemark uden gadelygter (marklygter?!).

(Udover fjernsynet ser jeg på billedet to børn, der skal lige til at slås om en pakke rosiner. Men børnene hører ikke til lejligheden. De hører til mig, trods alt.)

lørdag den 12. maj 2012

Det handler jo om at spotte de store eventyr i den lillebitte hverdag, ikkesandt?

... eller hvordan var det nu? Således en top fünf over weekendens største og mest nervepirrende begivenheder og en slags smagsprøve på vores altid spændende og eventyrlige tilværelse:

  • Jeg formåede at falde i søvn på gulvet med en pakke bleer (...) som hovedpude og med ret meget savl i mundvigen - og at sove 45 minutter, før jeg vågnede med et sæt og en meget øm hofte. Trætte, gamle mor.
  • Både Manden og jeg skyndte os at blive febersyge, så snart Sønne blev passet en enkelt nat - og blive raske igen, så snart drengen kom hjem. På en måde god timing. På en måde virkelig, virkelig dårlig timing.
  • Jeg forsøgte at booke billetter til et bryllup i Bretagne (Viggomor skal giftes!) og endte med at  skyde skylden for priser og logistikbøvl og min egen bookning-i-sidste-øjeblik på Århus. Blandt andet med ordene: "Det er sguda også fordi vi bor i Jylland! Så er man bare så fucking afsondret fra resten af verden!" Yndefuldt. Rimeligt. Og meget flot owned up til min egen med-beslutning om at blive boende på det såkaldte fastland. Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg er vokset op sådan nabo-ish til Kastrup Lufthavn og opfatter det som Rigtigt og Naturligt til enhver tid at kunne forlade landet med næste fly...
  • Manden brugte husets længste og farligste køkkenkniv til at smøre leverpostej på småbitte madder til Liv. Mens svigermor så på og skældte ud. "Men det er jo husets eneste rene kniv," sagde Manden glad og upåvirket og smurte videre. Og det var det.
  • Liv lærte sig selv at tage billeder med min iPhone og dokumenterede dermed på en måde, at jeg rimeligt tit bestikker hende med telefonen, så hun ligger (nej, står) stille, når hun skal skiftes. Alternativet er, at hun kravler ned i håndvasken, og det er seriøst mere sundhedsskadeligt end at slikke på lidt elektronik.

torsdag den 10. maj 2012

Blød hud. Blød verden.


Sønne trives i børnehaven. Det siger de voksne i hvert fald. Og selvom noia-mutti godt kan tro mere på frygt end på uddannede pædagoger, ja, så er det alligevel svært at bevare pessimismen, når han og Tårnhøje Rosa har glædet sig dagen lang til at legedate.

Så snart hun var gået (det vil sige halet modvilligt ud af døren), spurgte Sønne efter hende igen. Og spurgte, hvornår hun tog bukserne af, for han ville se hende uden tøj, faktisk! Jeg vælger at tage det som et godt tegn. Mest fordi jeg virkeligt ikke orker andet.

Og lige om lidt kommer Manden med burgere.

mandag den 7. maj 2012

Hård hud. Jatak.

OK. Så vi har for nylig slået fast, at nogen har stjålet min hårde hud og efterladt mig helt blød og labil. Og bekymret over alt muligt ligegyldigt, som fx babygrød.

Jeg plejer at være sådan nogenlunde i stand til at få kylet tingene over i en bunke i hjørnet, hvor de kan samle støv og ikke gør den store skade. Men nogen har altså åbnet et vindue, og noget nasty forårsblæst har hvirvlet huset og hovedet fuld af bekymringer.

Og når Sønne så kommer hjem fra børnhave og ytrer, at ingen gider lege med ham - hverken Tårnhøje Rosa eller Kalle, hans gamle vuggestueven - ja så ved jeg simpelthen ikke, hvordan jeg skal tackle det. Helt blottet for hård hud og tabusmil og automat-beroligelser.

Jeg kan godt råbe til mig selv, at børn er børn, og what goes up must come down, og i morgen er det sikkert omvendt. Men jeg kan også høre en lille hæs stemme hviske: Hvad nu hvis han ikke er spor lykkelig derinde under smilet og blomsterkransen? Hvad nu hvis de andre bare ikke gider ham og laver uoprettelige ridser i hans lille, bløde, ufærdige selvværd? Hvad nu hvis jeg bare er megadårlig til at tackle det og burde... gøre et eller andet? Altså noget andet end at gå ud og finde mig en øl i køleskabet, hvilket er det bedste, jeg lige pt. kan finde på.

Fuck, altså. I det mindste sætter det på en eller anden måde babygrøden lidt i perspektiv.


søndag den 6. maj 2012

Lykken er at være bil-løs i Beder. Eller...?

Der har været konfirmationer og Tivoli Friheden og søvnløse nætter for alle pengene. Og der blev sagt uforglemmelige ting undervejs:
  • "Jeg kan høre, du kommer fra København. Og så bor du i Jylland? Virkelig? Altså bor du så i det mindste i Århus? GODT! Tænk hvis du boede i... Lemvig eller sådan noget. Så så man lige dig sidde der: To børn! I Lemvig! Ohmygod!" sagde den københavnske bordherre. 
  • "Hvad er det for noget mad, du giver til hende den nyfødte? Nå, er hun ikke nyfødt? Ti måneder?! Aj, kan man ikke godt blive sådan liiidt trætte af dem efter så lang tid?" sagde den samme københavnske bordherre... der i øvrigt undervejs i festen blev helt og aldeles forelsket i BetteLiv og endte med at tage 10.000 billeder af hende. Men der havde jeg selvfølgelig også forsikret ham om, at man ikke sådan uden videre fik nok af Bette.
  • "Livse kan gå! Det KAN hun!" råbte den liggende, men begejstrede storebror, umiddelbart før hans - for første gang - selv-gående lillesøster landede i hovedet på ham.
  • "Jeg tror simpelthen ikke, jeg er klar til, at vi køber en bil," sagde jeg til Manden - som jeg har to børn med og i øvrigt tænkt mig at blive sammen med for evigt. Dog bil-løs, tilsyneladende. Umiddelbart efter hørte jeg mig selv sige "fuck, hvor jeg glæder mig til, at vi flytter til Beder." Jeg ved snart ikke, hvad der er mærkeligst. Eller om der er en indbygget modsigelse i de to udsagn, der får mig til at overgive mig med tiden.
Tivoli Friheden. Aka Lykken. Han kørte syv brandbilsture i træk og er absolut klar til, at vi køber en bil.

onsdag den 2. maj 2012

Krig og babymad. Tomato tomato.


Engang skrev jeg noget om krig og børn og tortur. Med høj puls og tårerne dryppende ned i tastaturet, hvilket ikke er så sært, emnet taget i betragtning. Så lavede jeg og Manden en fødselsfilm, hvilket udløste seriøse plukkeveer og flere tårer. Igen forståeligt, emnet og ikke mindst min gravide mave taget i betragtning.

Nu er jeg så ved at lave noget om babymad. En uskyldig, livsstilsagtig test med BetteLiv som naturlig hovedperson. Helt harmløst.

Men fuck altså.

Hvad jeg ikke støder på at skræmmende påstande i den research. Nogle påstår fx, at det er helt gakgak at give små børn grød. Babyer er fra naturen designet sådan, at de er klar til at spise Rigtig Mad, når de motorisk er klar til at fodre sig selv med den Rigtige Mad. Voksenmad, ikke grød og da slet slet ikke FÆRDIGmad. Indtil da bør den stå på pat. Andre påstår (og kalder det videnskabeligt), at småbørn, der har fået for meget købegrød, bliver tykke og ulykkelige som voksne. Og så videre og så videre.

Og se, der er jo så mange skøre og ekstreme mennesker derude, der påstår alt muligt. I know. Men efter en nat (og tre år) med stort set ingen søvn, en morgen med et grædende børnehavebarn og en bebs, der generelt får lige lovlig meget købegrød i hverdagen... ja, så skal der altså ikke mere end nogle antigrød-ekstremister til at hyle mig helt ud af den.

Fedt. Jeg er for følsom til at lave livsstilsjournalistik. Hvad er der så tilbage? Postbud måske? (Pas på, postbuddet græder på pakkerne...) Hm. Eventuelt vil jeg bare gerne melde mig ud af det der risikosamfund. Eller have seriøst mere søvn. Og en ung pige i huset, der kan lave mad helt fra bunden hver dag.

tirsdag den 1. maj 2012

Har du givet blomster til din pædagog i dag?

Jeg vuggestuesukker hid og did og alle vegne. Her og på Facebook, for eksempel. Og inde på Facebook siger min ven, Skolelærer-Sille, kloge ting. Hermed viderebringer jeg hendes opfordring om at give lidt flere blomster til de dygtige pædagoger og skolelærere. Fordi de er dygtige. Og fordi chancen for, at de bliver ved med at være det, bliver større pr. buket. Sille siger:

Desværre står der ikke så meget (i medierne) om det faktum, at pressede og stressede mennesker ikke kan yde omsorg for andre. Hvis man nu viste pædagoger lidt anerkendelse og omsorg så kunne det være de gav det videre. Sådan plejer det jo at fungere. Og ja, du gør klogt i at holde Liv hjemme til skolealderen også er overstået.

Ej, jeg er faktisk mest frustreret over at debatten i medierne er så unuanceret - konklusionen er altid at nogen (læs: pædagoger, lærere, hjemmehjælpere..) må være onde, dumme eller ihvertfald bør tage sig sammen. Det er vel de færreste der uddanner sig til et job med børn, for så at kunne afvise og overse dem i det endelige arbejde. Jeg går trist hjem hver gang jeg har måtte afvise et barn, fordi jeg kun har to hænder og et hovede. Tilgengæld fik jeg blomster af nogle forældre og har levet højt på det i flere uger. Man kommer langt med anerkendelse.