torsdag den 31. januar 2013

Den der er bange for alt sparer pengene til faldskærmsudspring

Engang for længe, længe siden sprang jeg ud fra en klippe og ned i noget mellemamerikansk vand. 10-12-14 meter, vist nok. Da jeg kom hjem og blærede mig med backpackerfotos og overdrevne rejsefortællinger, var der ikke ret mange andre end min mor, der blev imponerede eller syntes, jeg var synderligt modig. "Ligesom i svømmehallen? Det har jeg da også prøvet!" Men det VAR modigt. Fordi jeg var fuldstændig stiv af skræk og alligevel overtalte min krop til at gøre det, at hoppe ud i noget, der føltes som ingenting og potentielt den visse død.

En anden gang, også for længe siden, sejlede jeg over verdens største hav i en grumme lille sejlbåd. Jeg har underholdt om det før, ja. Og jeg sad ene kvinde på nattevagt med fire meter høje bølger buldrende ud af mørket og lige ind i hovedet på mig, mutters alene i cockpittet, uden sikkerhedsline. Den slags. Se, nu var alverden straks mere imponeret. "Hvordan TURDE du? Det lyder SÅ vildt!" Men se. I virkeligheden var jeg ikke spor modig. Jeg gjorde, som der blev sagt, og stolede på dem, jeg sejlede med, når de sagde, det ikke var farligt. Jeg var sjældent, sjældent bange.

Man er kun modig, hvis man gør noget, man egentlig ikke tør. Modets omfang hænger ene og alene sammen med omfanget af den angst, man skal overvinde. Tænker jeg.

Derfor kan det være virkeligt modigt at springe ud fra en klippe og ikke ret modigt at sejle i en lillebitte båd på nogle kæmpestore bølger.

Og derfor, og det mener jeg virkeligt, kan det også være pissehamrende modigt at køre i bil i Beder by night. Og lige krydre med et venstresving. Ene og alene fordi man egentlig ikke tør. Eventyr i hverdagen med lige så stort adrenalinsus som belønning som dengang på klippen. Og væsentligt nemmere lige at passe ind på en almindelig mørk januaraften et sted på landet.

onsdag den 30. januar 2013

Blixen. Bræk. Bil. Sort snak i slutningen af januar.

Det hele er skrevet før: Vi er syge. Igen-igen-igen, ja. Vi sover ikke så meget. Det er januar. God Bedre Beder er havregrød.

Men: Jeg cruiser rundt på vejene mellem smat og heste og traktorer, bleg og hostende, overlegen i automobilet. Bare kald mig Karen Blixen. Om lidt klipper jeg håret kort og lærer (måske) endda at svinge til venstre i Beders eneste lyskryds.

Og lige om lidt er det februar. Lige om lidt er vi raske og veludhvilede og udhostede og færdigbrækkede. Lige om lidt holder jeg op med at tale sort.

2013, du var så ny og blank og fin for et øjeblik siden. Nu er du begravet i overskredne deadlines og aflyste møder og snotpapir og brækspande og opvask. But I'm not giving up on you yet. Februar bliver fantastisk. Måske.

torsdag den 24. januar 2013

Bedre end koffein. Bedre end drugs.

I går til aftensmaden sad jeg og kiggede rundt på bofællerne ved de andre borde. Og tænkte, at de da faktisk var utroligt smukke. Og behageligt afdæmpede. Så gumlede jeg lidt på mit pitabrød og konkluderede, at det virkeligt smagte helt utroligt godt. Hvorefter Manden, der så usædvanligt pæn ud, sagde noget usædvanligt intelligent. Og børnene var så søde og legede - rimeligt stille - med hinanden.

"Hvad er der sket for verden?" tænkte jeg. Før jeg kom i tanker om sidste gang jeg havde det sådan: Da Sønne var en ni måneder-ish og jeg udlånte ham natten lang for selv at gå til bryllup. Og dagen efter var alle bare så helt ufatteligt smukke og interessante og velmenende og intelligente. Solen skinnede, Århus var rar. Verden havde pludselig forvandlet sig til et bedre sted - over night. Et mysterium, jeg forsøgte at diskutere med Manden, der dog meget hurtigt lukkede diskussionen:
"Du har sovet fem timer i streg i nat. For første gang i et år. Det er derfor."

Jæsjæs. Verden var ikke pludselig blevet et bedre sted. Måske havde den faktisk været et OK sted hele tiden. Jeg havde bare brug for at sove, og det gjorde jeg hele-hele-hele eftermiddagen i går. Der er noget januar, der skal soves ud og væk. Og næhnej, vi går ikke tidligt i seng her. Det kan vi ikke finde ud af. Og næh nej, vi sover heller ikke rigtigt om natten, for der er noget fest med nogle festlige børn. Men når bare man en sjælden gang i mellem kan få middagslur nok til at huske, at verden/universet/det moderne samfund ikke er ude efter én sårn personligt, ja, så kan det være, det nok skal gå. Trods alt.

tirsdag den 22. januar 2013

Og således giver vi det moderne samfund en chance til


Bette er holdt op med at skrige og græde og lede efter sutten, når nogen uforvarende siger ordet VUGGESTUE. 

I dag blev hun afleveret ud gråd, endda.

Og hun bliver rost og aet og klappet af derhenne i vuggeren, fordi hun - på godt og ondt - er indbegrebet af en Dygtig Pige. Sådan en der selv vasker hænder, selv bakser tøjet af, og som går med til at falde i søvn, når de voksne siger, hun skal. Sådan en der koncentreret og interesseret sætter perler på piberensere ("NÆHWAUW," siger hun selv om sit piberenserarmbånd), og som kan udtrykke alting med en blanding af fagter og babytegn og noget, der lyder som rigtige ord.

Mmm. Og jeg undertrykker ukonstruktive tanker som: På et tidspunkt måtte hun jo resignere og Hvad fan kan hun ellers gøre?! For det er jo OK, ikke. Andre børn. Fest og ballade. Hjemmebagte boller. Små rare venner, kendt fra Bofællen. Piberensere. Perler. En kontaktpædagog med lys i øjnene. Åhja, og en deltidsplads. What's not to love?

(Hvis jeg stadig lyder sådan lidt muggen i det, kan vi jo sige, det er fordi Sønne trisser rundt med rødsprængte øjne og hoster astmatisk. Hvilket han ikke har gjort i årevis. Og fordi bunken af ubetalte regninger truer med at blive højere end Himmelbjerget. Men garanteret skimmelfri skumgummimadrasser er netop ved at blive købt - på overtræk - så hvem ved. I morgen af vi måske helt fri af stress og hoste og astma...)

mandag den 21. januar 2013

En dame der drømte om en tilværelse med færre afladsmadpakker og mindre stress

Læser I med ovre hos Andrea Hejlskov? Det skulle I gøre. Hun er spændende og kompromisløs grænsende til det ekstreme derude i sin bjælkehytte i de svenske skove. Og så er hun i øvrigt på forsiden af Information i dag (hvor hun i kommentarerne selvfølgelig skiftevis hyldes som en sand kommunistisk helt og naiv autencitetsfascist).

Hun er flyttet ud i skoven og tilbage i tiden på grund af alle de ting, der også slår knuder i hovedet på mig. Og sikkert på mange af jer. A la: Kunne vores børn ikke have det bedre? Kunne vi ikke selv have det bedre? Kunne vi kanske ikke hoppe ud af det evige hamsterhjul og slippe for de der crazy X-Factor-forbrugsværdier, der dominerer over hele linjen? Og for regninger og stress og depressioner og pis og papir?

Andrea har opgivet tanken om at gøre op med alt det dér inden for rammerne af det moderne samfund. Nu forsager hun dét og alle dets gerninger og alt dets væsen. Næsten i hvert fald.

Jeg har forsøgt at tage al den samme undren, al den samme bekymring og en portion af de samme konklusioner og hånd i hånd med Manden indrette en god tilværelse indenfor rammerne af dét moderne samfund, jeg på virkeligt mange måder godt kan lide. Velfærdssamfundet og all that jazz.

Sådan en tilværelse, hvor forbruget og fjernsynet og bilen ikke fylder alt for meget (nogle gange faktisk så lidt, at fødderne er kolde længere, end hvad godt er), først og fremmest så arbejdet ikke behøver fylde alt-alt-alt for meget. Så børnene kan fylde noget mere.

Og ja. Det er blevet smart at ikke-shoppe. Endelig er jeg totalt firstmover, endelig! Bortset fra at de pæne damer, der lader være med at købe tøj et helt halvt år deromme på Facebook siger, at det er meget vigtigt ikke at let go. Altså at blive ved med at være pæn. Which I am not.

Nå. Det var et sidespor: 

Sådan en tilværelse hvor der er rimeligt god tid til børn, hvor maden ind i mellem er hevet direkte opad jorden eller kommet ud af enden på egne høns. Hvor man kigger efter børnetøj nede på klunsereolen i kælderen eller henne i Mødrehjælpens Genbrug, før man køber noget nyt. Hvor vi er flyttet ud et sted, hvor børnene, OK et af børnene, tydeligt har det bedre end på fjerde sal. Alt den slags. Som enten kan være en slags nydeligt samvittighedsdrys oven på et arbejds- og familieliv, der i øvrigt er helt-helt efter normen, eller som kan være noget gennemgribende, noget bærende. Vi er nok et sted midt i mellem.

Og hvordan synes jeg så selv det går med det? Hm. Må jeg komme med et ikke-svar? Tak. Det går bedre, end hvis vi skulle tjene kassen hver dag i noget, der lignede to almindelige fuldtidsjobs, for at finansiere et drømmehus eller et drømmefjernsyn eller noget i den stil. Og det går bedre, end hvis vi boede i en lillebitte bjælkehytte langt, langt mod nord og dermed endnu længere væk fra alskens elskede københavnere, end vi allerede gør - og uden rindende vand, et koncept jeg er ganske stor fan af efter i perioder at have undværet det. (Og lakridser! Og ølkælderen! Og elektricitet ad libitum!)

Men. Og her vil fornuftige langtidslæsere nok se en vis forbindelse til manglende helbred, manglende bil-evner og manglende kærlighed til januar på landet. Men-men. Jeg synes ikke, det er godt nok. Jeg synes stadig væk, jeg ser mine børn for lidt. Jeg synes stadig væk, at de søvnløse nætter med økonomi-stress og børne-velfærds-stress og jeg hader-institutioner-med-hvad-dælen-er-alternativet-stress og er-jeg-nu-god-nok-til-mit-arbejde-stress og alle de der andre slags stress, der tilsyneladende følger med at være en bekymret dame-type i 2010'erne, fylder alt, alt for meget.

Jaja, jeg arbejder på det og med det og forsøger at acceptere børnesygdomme og rudekuverter og være sådan lidt voksen og i det, og jeg ville sikkert også være bekymret, hvis jeg boede langt ude i skoven. Bare for noget andet. Og så videre. Alligevel bliver jeg ved og ved at tænke, om ikke man kunne gøre noget andet. Ikke noget bjælkehytte-vi-melder-os-ud-andet, men noget yderligere møffen med rammerne, noget skruen på behovene, noget lottogevinst, noget genial indsigt... Jeg leder og tænker og melder mig ind i Amnesty International (for dog ligesom at gøre et eller andet, selvom det i den her forbindelse lyder totalt random, ja) og henter nogle æg nede hos de dersens høns.

Og så går jeg ud og græder lidt ned i den meget sunde og dejlige madpakke, afladsmadpakken, som jeg smører til mit modvillige vuggestuebarn hver eneste aften. Jeg er ikke Andrea Hejlskov. Jeg er slet ikke den ekstreme type, idealisten, all-the-way-typen. Jeg går half-the-way og så sætter jeg mig ned og klør mig frustreret i håret der på halvvejen og spørger: Hvad kan man gøre? Hvad kan man gøre, hvis man ikke vil lave revolution, hvis man ikke hele tiden vil prøve at lave sig selv og sine børn om? Hvad fanden kan man gøre?

søndag den 20. januar 2013

39

39 står der på termometeret, når man stikker det ind i øret på Sønne. Han ligger og skærer tænder og siger av-av-av i halvsøvne. Hvorfor er han syg igen? Vi har været syge hele december.
Det er ikke vores tur. Det er ikke Sønnes tur.
Det er vores tur til at arbejde (og tjene penge til huslejen og det der), og det er Sønnes tur til at være rask og glad.

Jeg kigger på ham og synes næsten, det er uhyggeligt.
Vi vasker fingre, vi holder os for munden, når vi hoster. Vi lufter ud, og vi gør mere rent, end vi nogensinde før har gjort. Og selvom det måske ikke siger så meget, så siger det dog noget. Vi er flyttet på landet, og skulle det måske ikke være pissesundt?
Og alligevel er drengen syg.

Jeg kiggede på hans lille, runde ryg i den stribede t-shirt og var i et glimt i en gyserfilm. Noget stort og uhyggeligt rammer det bedste vi har, og vi kan ikke gøre noget. Følelsen varede fem lange sekunder.
Så kom jeg i tanker om, at børn er meget syge og så videre og alt det der. Og at vi godt kan lufte endnu mere ud, og at vi deler bofællesskabsfløj med en af landets bedste børnelæger. Med speciale i mystiske tilbagevendende febersygdomme. De er fine venner, Sønne og lægen. Jeg tror, de skal have en snak om helbred. Jeg tror, jeg skal tænke på noget andet.

lørdag den 19. januar 2013

I bunden af behovspyramiden var virkeligheden varme fødder

 

Jeg har vandret til Brugsen og tilbage igen uden at få kolde fødder. Det er en ny og eksotisk oplevelse, som straks gjorde mig til en sødere mor og et bedre menneske. Hør selv: Jeg tilbragte hele-hele dagen med to snottede børn uden at få skyggen af spat eller skinger-stemmer. "Nå, vil I tegne, lalalala, alt kan lade sig gøre, nå skal vi danse, lave cirkus, skovle sne, jamen søtte små venner, mors fødder er varme, vi kan gøre, hvad I vil." 

Varme, tørre fødder er hemmeligheden bag al lykke og godt forældreskab. Viser det sig.

Og Beder er Norgespæn, når parcelhusene er dækket af sne, og Livse aer polyesterpelsen på støvlekanten, begejstret.

onsdag den 16. januar 2013

Ode til Oddergrisen

Oddergrisen er et stille tog.

Nogle gange er det eneste, man kan høre udover motoren, ham manden i den dyre trøje fra Samsø&Samsø, der klipper negle med en tre-i-ener. Hak hak hak. Folk taler dæmpet, hvis de taler overhovedet. Også i mobilen. Sænkede, hensynsfulde stemmer fortæller om levertal og Bruuns Galleri. Når jeg fniser højlydt over et eller andet i et anfald af vintervanvid, er der ingen, der kigger bebrejdende på mig.

Folk rejser sig fra klapsæder, så snart der kommer cykler eller barnevogne. Ingen behøver spørge, ingen behøver være sure. Vi smiler og nikker.

Oddergrisen er et stille tog. Et stille tog fyldt med hensynsfulde mennesker. Danmarks mest civiliserede transportform. I går i toget hjem kom jeg i tanker om en artikelopgave, jeg skrev på Journalisthøjskolen i tidernes morgen. Noget var gået galt på Odderbanen, alle passagerer blev massivt forsinket og forbøvlet, og jeg ville skrive sådan 'det er da også for galt'-historie. Men ingen af de passagerer, der for hvem ved hvilken dag i træk stod og hoppede op og ned på en kold perron med udsigt til igen at komme for sent hjem til familien i forstaden, var til at klemme det mindst brok ud af.
"Sådan er det jo nogle gange," blev der smilet.

Oddergrisen er et stille tog. Et stille tog fyldt med hensynsfulde mennesker, der er i balance med sig selv og forstæderne på en meget forbilledlig måde. Det gad jeg virkelig også godt at være.


tirsdag den 15. januar 2013

Januar. Nu med flere linjeskift.

Så jeg opgav at arbejde
og spiste madder med makrel
i stedet for
og druknede mit januartungsind i kakaomælk
Manden aede mig på kinden
men lignede en
der selv skulle aes
(mine arme var desværre for tunge)
Det er ham, der afleverer Livse
der græder og skriger eller, værre endnu, klynker resigneret.
Jeg smører afladsmadpakker
med vindruer og livretter.
VUGGESTUE
kan man sige, og så går hun igang
med at råbe på gode gamle dage: ANNN, ANNN
Mens hun leder efter den børnepasser, alle småbørn burde have
Også Livse, Gladelivse
MOR råber hun
i søvne om natten
uden at lyde ret glad
Jeg ligger i værelset ved siden af
for at sove
Men sover ikke

Skal vi lave en revolution nu? Og blive hjemmegående i et varmt land?! Eventuelt tæt på nogle cafeer med meget, meget billig kaffe.
Please. 

mandag den 14. januar 2013

Mit nye motto: Hvad ville Bamse gøre?

Bamse sidder i sin snedækkede hytte og klør sig på sit store, gule hoved. Hvorfor kommer der ingen gæster, ikke engang kyllingen? Hvorfor er det så koldt? Hvorfor er det som om, han har hjemve, når han er hjemme? Så griner han et bøvet aha-grin og siger, at man skal være rigtigt sød ved dem, der har hjemve. Og at han vil være rigtigt sød ved sig selv - med bøger og honning og en dyne så blød som et slot og den slags.

Måske giver det mest mening, hvis man har set afsnittet. Det har jeg. 500 gange tror jeg.

Nu sidder jeg i min egen snedækkede hule. Det er koldt. Jeg tør ikke køre nogen steder, når det er så hvidt og glat og farligt. Januar har lagt sig som en dyne ud over alting, og det føles grangiveligt som om, jeg har en slags hjemve. Jeg savner mine venner. Jeg savner min søster. Jeg fremtidssavner den baby, hun har i maven, og som kommer til at bo langt, langt væk fra God Bedre Beder og mig. Jeg savner cafeer og cykelafstande. Jeg savner at bo så tæt på en lufthavn, at det er nemt at drømme sig ad helvede til, når det er januar.

Men jeg er ikke Bamse. Så jeg er ikke rar ved mig selv. I stedet for skælder jeg ud og siger ting som:
Du har alting i verden. Tag dig sammen.
Det bliver forår igen lige om lidt. Tag dig sammen.  
Millioner af mennesker har overlevet millioner af vintre i millioner af forstæder. Tag dig nu sammen.
Se hvor pæn sneen er! Ud og leg og bliv i godt humør! Tag dig sammen!
("Jamen jeg har returneret de vinterstøvler, jeg fik i julegave," siger jeg så. "Og ikke fået købt nogle nye, fordi vi har et megaovertræk. Se bare, hvor synd det er for mig! Se selv!")
Køb nogle vinterstøvler og hold op med at pive. Kør bil i glatheden eller tag et tog og en tudekiks. Tag dig sammen!
Du har ALT i verden. Pris din lykke! Tag dig sammen!
... og prøv lige at SE udsigten fra dit i øvrigt fantastiske og ret ryddelige hjemmekontor. Du elsker den jo. ELSKER blev der sagt. Tag dig sammen!


Jeg har frasorteret det værste, så I ikke tror, jeg er helt plim-gok. For nu at blive i Bamse-terminologien. Men sjovt nok virker det ikke ret godt at råbe på den måde, uanset om ens tilværelse er fyldt med ting, man er glad for, når det ikke lige er januar. Så nu prøver jeg noget andet. Noget med at være rar, selvom det er svært. Og så helt-helt forsigtigt holde op med at tage mig sammen og i stedet for finde noget honning (og opløse det i noget te) og starte med den sjoveste arbejdsopgave og ae mig selv lidt på kinden. Og så måske købe nogle vinterstøvler.

torsdag den 10. januar 2013

... og ting der mere fortjener bandeord og cirkelspark

  • vuggestuer
  • fireårige der skriger natten lang og forsøger at flygte ud af vinduet (!) Han skriger også nu, selvom det ikke er nat. Imponerende højt.
  • vasketøj der hober sig op i sofaen uden at lægge sig selv sammen
  • mørke morgener
  • mørke eftermiddage
  • afstanden fra Beder til cafeer/venner/arbejde/hvadsomhelst
Jeg. Hader. Januar. På. Landet. Og kom måske-måske-ikke til at kalder Beder 'den her fucking forstad' i en lidt morgensur samtale i morges.

Også selvom jeg har taget mig gevaldigt sammen og nu er i stand til at manøvrere Lupo både ned i børnehaven og over i vuggestuen ved hjælp af mod, sved og Bolette. Og med en hel hale af bilister efter mig, der næppe kan forstå, hvorfor den lille, snavsede bil slingrer så uhyrligt langsomt af sted.

Jeg hader virkeligt januar. Og januar hader mig.

tirsdag den 8. januar 2013

Ting jeg har lyst til at råbe HALLELUJA over, selvom det er januar og gråvejr

Retrotoget Oddergrisen har giftet sig med unge og spændstige Grenåbanen, og resultatet er en velsignelse. Intet mindre:
Et ungt og friskt tog, der ikke lider af Parkinson, og hvor man derfor kan sidde og læse avis uden at blive køresyg.
Et tog hvor temperaturen konskekvent er under 60 grader celsius, og hvor man derfor kan nøjes med at lyne jakken op. Crazy. Vidunderligt. 
Et tog der kører gennem hele Århus i stedet for at stoppe på banegården og efterlade uskyldige cyklister blandt klaustrofobifremkaldende folkemængder, ventende på en tislugtende elevator.
Et demokratisk tog i øjenhøjde med perron og passagerer, hvor det rent faktisk er muligt at bakse en cykel eller en barnevogn indenfor uden at give sig selv 17 blå mærker.
Et tog, hvor kombinationen af en blidt brummende motor og en tydeligt artikulerende dame i et velfungerende højtalersystem gør, at man overalt kan høre navnet på næste station. Og derfor ikke behøver at svede angst-sved over at havne i *gys* Odder.

Og ok-ok, det har ikke helt samme charme som det gamle, røde retrotog. Men hvad gør det, når komforten er i top? Ingenting, siger jeg.

(Havde I forventet en hel liste over Hallelujating? Og måske noget mere spændende end en opremsning af dyderne ved en tilfældig, ligegyldig lokalbane? Det er JANUAR, for fan, og jeg bor i BEDER. Mere er der altså heller ikke at råbe hurra over.)

fredag den 4. januar 2013

Men hvordan kan man også være ked af det, når man ligner en fra Abba?


Nåmen se så lige her, hvem der er startet i vuggestue. Og har været der et kvarter ALENE uden at bryde sammen. Måske skal det nok gå alt sammen.