onsdag den 10. december 2014

Mere om ambitionsambivalens og noget om en mulig løsning

Jeg tror, at jeg i lang tid har tænkt sådan her:

Lige om lidt bliver det bedre.
Lige om lidt tjener jeg flere penge og kan derfor slappe mere af.
Lige om lidt lærer jeg at sige nej til 1000 opgaver på én gang (og endda uden frygt for, at der ikke kommer nogen nye).
Lige om lidt lærer jeg at hvile i min totalt privilegerede selvstændig-business-woman-hed.
Lige om lidt lærer jeg at sove godt om natten, uanset om vi har store opgaver i sigte om tre måneder eller ej.
Lige om lidt har jeg skrabet så meget arbejdssejhedserfaring sammen, at jeg kan meditere over vores smukke udsigt og vores smukke børn helt uden byline-stress eller planer om at blive noget stort. STORT.

Fortsæt selv listen (og bliv stakåndet og svedig).

Og suppler så eventuelt med disse forvirrende ekstra-ambitioner:

Lige om lidt lærer jeg at droppe alle mine ambitioner og forventninger, thi de er tomme og ligegyldige.
Lige om lidt lærer jeg at stå og være helt lykkelig uden mails og økonomi og ambitioner i baghovedet og meditere over markernes skønhed og lønarbejdets ulyksagelighed.
Lige om lidt sætter jeg uden større effort handling bag mine ambitioner om at ændre kloden og familielivet og flytter ud i skoven og bliver den nye Ben Hewitt eller Andrea Hejlskov.  Lige om lidt lærer jeg at være helt ligeglad med alle de tunge forventninger, der gennem årene er blevet læsset og læsset på mine artigt-dygtigt-kvikke skuldre: Nå, så I troede, jeg ville blive chefredaktør! Jeg flytter da bare ud af systemet og ind i lyset! Ha! 

Kan I stadig trække vejret? Jeg kan ikke. Det er svært på én gang at være en mislykket chefredaktør OG en mislykket Udbryder-Fra-Alle-Falske-Værdier-Nu-Bosiddende-I-Tippi.

Også selvom vi er ok-moderat-succesfulde selvstændige samtidig med vi er hent-vores-børn-og-leg-ret-meget-med-dem-blandt-høns-og-træer-agtige forældre. Burde jeg så ikke bare være glad og ustresset, egenlig?

Bliver jeg det ikke lige om lidt?

Siger jeg igen og igen.

Men det gør jeg jo ikke rigtigt. Noget må gøres. Og det er IKKE at få et prestigefyldt fuldtidsjob-plus (bare tanken giver mig klaustrofobi på alle tænkelige måder). Og det er IKKE at flygte ud i skoven eller endnu længere ud på landet.

Hvad er det så?

Måske er det at sige ja (nej: JAH!), når kunden siger til mit parallelle jeg aka den moderat-succesfulde-selvstændige-business-woman: Vi har rigtigt meget brug for dig. Hvad ville du sige til at blive fastansat 20 timer om ugen?

Så jeg sagde JAH - forudsat selvfølgelig vi kan blive enige om alt og måni og blabla - og blev hel-glad og kun halv-klaustrofobisk ved udsigten til kolleger og sparring og corporate kaffe og så videre.

Men altså, 20 timer: Så kan jeg lave projekter med Manden resten af tiden. Og kigge ud over markerne og mine børn med moderat ro i sindet. Og så, måske, når jeg er helt opfyldt af ro, kan jeg mærke, hvilke af de syge lige-om-lidt-tanker der bare var, ja, syge lige-om-lidt-tanker, og hvilke der har brug for at blive aet og efterlevet. We'll see.

torsdag den 4. december 2014

Lidt dement, meget ambivalent

På forsiden af Helse stod der Jeg føler mig stadig som en 38-årig. Og jeg stod med Helse i hånden dér på Apoteket og tænkte: Ja, præcis sådan føler jeg mig også!

Så kom jeg i tanker om, at jeg ikke er 38 endnu.

Så tænkte jeg lidt over, hvor gammel det nu egentlig er, jeg er.

34 er svaret.

Hvilket burde stå helt lysende klart i mit endnu ikke 38-årige hoved, eftersom jeg havde fødselsdag for en uges tid siden.

Så blev jeg ramt af en mild panik, stadig med Helse i hånden: Havde jeg måske nået noget som helst af det, en 34-årig burde have nået? Alt det jeg havde forestillet mig, jeg skulle have nået i denne tårnhøje alder?

Var jeg blevet redaktør på Weekendavisen? Havde jeg skrevet en roman? En digtsamling? Havde jeg boet i udlandet med min familie og samtidig bestridt et vigtigt job for Røde Kors? Var jeg blevet en kendt kronikør og debattør i kulturradikale medier? Var jeg blevet Danmarks bedste videnskabsjournalist? Havde jeg afleveret (eller overhovedet fået muligheden for at skrive) en ph.d.-afhandling? Var mine uhyre sjældne talenter som journalist blevet opdaget af BBC/Geographical/andre seje udenlandske medier? Havde jeg vundet en vigtig pris for min store indsats for at redde verden? Havde jeg medvirket til kuren mod den globale opvarmning? Og havde jeg siden forkastet alle disse falske værdier og flyttet til Det Simple Liv i skoven uden boliglån og børnehaver?

Nej og nej og nej og nej og nej.

Havde jeg i det mindste fået et prestigeagtigt job med pensionsopsparing og the jazz?

Nej.

Og nu kan man måske indvende, at min panik var rimeligt langt ude. Fordi min forestillings-liste var rimeligt langt ude, iggå. Og fordi jeg jo faktisk har nået en hel del, og at det med pensionsopsparingen og det faste job vel for høwled er et slags valg. Og at det jeg i virkeligheden-virkeligheden gerne vil jo er at se verden med min familie, og ifølge forestillingslistens meget mærkelige logik er det ingenlunde for sent til dét (og at mine børn er glade og Sønne overlever sin skolestart og blablabla). Og fordi jeg var en meget lykkelig 34-årig på min 34-års fødselsdag med 'happy birthday dear Moah' og "mor-mor-mor vi har købt noget BLÅT til dig, vi må ikke sige, hvad det er!"

(Det var en kjole, én af flere fremragende gaver.)

Alt det mindede jeg mig selv om, mens jeg sendte apotekeren et ungdommeligt farvelsmil og gik ud i Lupoen. Hvor jeg kiggede på Helse-forsiden igen og alligevel fandt langt større ro ved at tænke: Måske kan jeg trods alt nå at blive den bedste til noget eller bare blive noget fint eller noget vigtigt eller noget velbetalt, inden jeg bliver 38.

Nu tænker jeg: Måske kan jeg nå at lære det der med at sætte lidt mere pris på alt det, jeg har, og hvile lidt mere på mine mange laurbær, inden jeg bliver 38.

(Arh, hvor uambitiøs! Det kan jeg sguda allerede. Måske kan jeg nå noget VIRKELIGT stort!)

(Og sådan kan det her fortsætte i det uendelige, mens mine indre stemmer, Ambitiøse Ulla og Taknemmelige Tove, slås hele dagen. Gå I bare tilbage til arbejdet og lad Ulla og Tove skændes i fred.)

onsdag den 3. december 2014

Sønne og lykken og fødselsdagen og de usynlige fisk

I øvrigt er Sønne blevet seks. Jeg vil spare jer for talen om tiden, der bliver væk, og ih-det-var-i-går-han-lå-der-helt-ny-på-min-mave og så videre, og bare skrive med store bogstaver:

SEKS ÅR

Engang var vi ved at dø af søvnmangel og top-trodsig-trodsalder. Nu dør vi meget mindre, end vi smiler og går gangster-gangart og danser i stuen. Det gør vi!

Engang var han verdens mest ensporede bil-og-værktøjs-dreng.

Nu er han et multisporet bil-og-værktøjs-og-venne-og-lego-og-ninja-og-flyvemaskine-og-atlas-og-alt-muligt-menneske.

Blandt dette alt muligt andet er fiskeri, og hans blåblå øjne blev store og runde og lykkelige, da han åbnede gaven med FISKESTANGEN. Nu sover han med den om natten (!) og bruger så lang tid som muligt på at sidde i overkøjen hver aften og fiske imaginære fisk med ægte fiskekroge.


Ind i mellem kravler han op i dørkarmene og sidder sammenkrummet øverst oppe og klapper og vrikker med numsen. Eller han står strunkt på hovedet på en pude, så hans trøje falder ned og minder mig om hans runde, bløde babymave, selvom der kun er imponerende six-packs tilbage.

Søde, søde Sønne. Søde, stærke, seje, sure Sønne. Tænk, at det var lige præcis dig, vi fik.

(Og så blev det alligevel lidt en tale. Jeg er sikker på, I tilgiver mig.)

mandag den 1. december 2014

Postkort fra Banegårdspladsen

Jeg sidder i min dyne af Baresso og kigger ud gennem vinduets juleglimmer og lampespejlinger på Banegårdspladsen, der blinker og lyser og spytter mennesker ud og lader biler og busser og cykler køre hvorhen, de nu skal, under himmelen, der ganske langsomt bliver mindre og mindre sort. Og der er dyr, blød kaffe i mit glas og helt gratis, blød musik i mine ører, og jeg burde arbejde-arbejde-arbejde, men jeg skal lige by-kaffe-meditere et øjeblik til, et lille øjeblik. Jeg er heldigvis for nærsynet til at læse de ligegyldige lokalnyheder på Stiftens facade, og den lille, røde mand i krydset lyser udtværet julerødt. Og som min slunkne indre konto for urbane stemninger lige så stille bliver mindre slunken, bliver der plads til at mærke og føle, og jeg kan mærke og føle, hvor meget jeg savner mine børn.