søndag den 30. oktober 2016

Økonomiske øretæver. Det senmoderne menneskes nye, spændende ekstremsport. Eller: At ha det som man har det #3

Perspektiv er noget sjovt noget. Man kan prøve at fremmane det kunstigt ved at sige perspektivsætninger til sig selv, der starter med i det mindste, for eksempel:
I det mindste er vi sunde og raske!
I det mindste har vi begge to (en slags) arbejde!

Det virker bare ikke rigtigt, vel, når grundfølelsen nærmere er panik over den pludseligt skrantende økonomi. Så er det ikke perspektiv men... selvhad og bonus-lede. Det har jeg dyrket lidt, som I kan forestille jer. Hvorefter jeg besluttede mig for at gå helt ægte i gungrende panik et par dage og så være konstruktiv og perspektivrende bagefter.

Så jeg gik i panik, ægte gungrende panik med hvæsen og hyperventilering og tårer og stampen i jorden:
Skal Ellinor så tidligere i vuggestue?
Hvordan fanden i helvede kunne det ske?
Skal vi så leje et værelse ud og bo sammen med en eller anden idiot?
Hvordan i alverden er det her lort sket?
Skal jeg så arbejde endnu mere under min barsel og blive endnu mere vanvittig?
Hvordan fuck er det gået så galt?
Og hvordan får vi nogensinde råd til jul?!

Den slags.

Og da jeg så havde hvæset og hyperventileret og grædt og stampet, skete der noget fantastisk:

Perspektivet kom helt af sig selv.

30.000 kroner er så mange penge, at vi virkeligt kan mærke det, iggå, på den dårlige måde. At vi virkeligt bliver rusket i. Men når der bliver rusket hårdt nok, bobler de gode ting sjovt nok op til overfladen. Ikke kun det sure, også det søde. Ikke kun panikken, også perspektivet:
Vi er (nogenlunde) sunde og raske.
Vores børn er pissesøde. Og glade.
Vi bor et dejligt sted med dejlige mennesker.
Det er bare penge, og ikke nogen livstruende sygdom.
Og vi har satme meget at være taknemmelige for.

Så der gik jeg i min træthedshavregrøds-halvdepression og kunne ikke rigtigt mærke det helt store og voldsomme. Så fik vi så mange økonomiske tæsk, at det næsten ikke var til at bære.
Så gik der et par døgn... og så blev vi i meget bedre humør end før?!
Satme skørt.
Prøv selv at gi' 30.000 (eller hvor meget I nu virkeligt ikke har råd til at miste) bort til et moderat dårligt formål - og få det meget bedre. Agtigt.


torsdag den 27. oktober 2016

Det er ikke en god dag

Nåmen jeg har lige fundet ud af
at på grund af vilde dagpenge-barsels-regler
som selv ikke revisoren havde forstået
får jeg 4000 mindre om måneden
det næste halve år
end forventet
Det dårlige (udover det dårlige i sig selv)
er jeg i forvejen var maxet næsten helt ud på økonomisk stress
Det gode
har jeg tænkt mig at kigge efter
når jeg er færdig med at sparke til ting, hårdt
(og har solgt bilen og min ene nyre)

UPDATE: Det var så endnu flere penge, end vi først troede. Til gengæld har jeg trukket vejret dybt og indset, at jeg ikke bliver nødt til at sælge en nyre. Ikke endnu i hvert fald.

søndag den 23. oktober 2016

Sønne anbefaler: FC Fodboldvenner

Sønne gider ikke skønlitteratur. Jeg lokker og smisker og laver Ronja Røverdatter- og Harry Potter-højtlæsnings-aktioner, men han ryster på hovedet og kræver fakta-bøger eller Anders And-blade.

Med én eneste undtagelse: Serien FC Fodboldvenner af Lars Bøgeholt Pedersen.


Bøgerne handler om drengen Ronaldo, der lever i en verden af fodbold, fodbold, fodbold og ind i mellem nogle hurtige biler. Det er ikke magisk realisme, vel, men alligevel tæt på, når man er en snart otte-årig fodbold- og bil-nørd: Ronaldo får tilfældigvis billetter til El Clasico, kampen over dem alle. Ronaldo møder tilfældigvis en dreng, der forærer ham de nyeste, sejeste fodboldstøvler og viser sig at være stenrig og kan sponsorere spillerbus, spillertøj og evige ture i seje biler. Og Ronaldo får tilfældigvis en anden ny ven, der tilfældigvis har en have, der kan forvandles til en privat fodboldbane. Og så videre. Det lyder måske fesent, men det virker på Sønne. Virkeligt. 

Og al denne wauw-bare-jeg-var-Ronaldo-stemning gør faktisk, at Sønne - det følsomme væsen - også sluger de konflikter, bøgerne selvfølgelig præsenterer. I særdeleshed den nyeste: I bog nummer otte (!) bliver Ronaldo sat til at konkurrere lige lovligt meget med sin bedste ven Valde, og det er næsten for meget for Sønne, der bedre kan tåle lutter turneringssejre og high-fives og evige smil. Men kun næsten. 

Bøgerne her er skrevet til følsomme, nørdede fodboldtyper. Og de virker. 

Og så må typernes mødre glæde sig over, at nørde-litteratur trods alt stadig er litteratur og i øvrigt væbne sig med tålmodighed, indtil der bliver givet grønt lys for Ronja Røverdatter og andre klassikere.

Vi har fået det seneste bind i serien af Gyldendal, så vi er ude i en art sponsoreret indlæg her... hvilket dog ikke lægger en dæmper på hverken Sønnes eller min ærlighed.

torsdag den 13. oktober 2016

Dessertbaby

OK OK, vi er trætte og sundhedsplejerske-ramte og tyndisede og pjevsede og pressede og alt dét. Men neden under det hele er vi glade: Tænk engang at have en baby! At ligge dér, næse mod næse, og indsnuse blandingen af babyness og syrlig mælkelugt, mens hun gurgler og snakker og griner. At kramme hende, til hun falder i søvn, og til hun vågner igen med et smil, man kan mærke i hele kroppen, og alting bliver en boble af kærlighed og nærhed og tis og bøvser og babylykke. Tænk engang! Tænk engang at vi fik lov én gang til. Tænk engang, at vi har prøvet det så mange gange nu, at skyldfølelsen og den evige senmoderne forældretvivl som regel holder sig nogenlunde i baggrunden og lader den store, bløde glæde fylde hele hytten. Det var aldrig givet, at vi skulle have et barn til. Og at det barn skulle blive så fint og særligt og sjovt og helt perfekt. Men det fik vi. Og det er hun. Børnefamiliens dessertbaby, som vi nyder, nyder, nyder.

Sønne nyder det mest, når han ikke bliver hevet i håret.

mandag den 10. oktober 2016

Husk hvad psykiateren sagde

Min overbo er psykiater. Hun siger, at folk i krise ikke kan opfatte ret mange nuancer eller ret meget i det hele taget. Derfor skal man tale til dem i gajolvisdom og gentagelser:
"Du gjorde det rigtige!" (hvis de gjorde det)
eller:
"Din medicin hjælper!" (hvis den gør det)
eller:
"Det skal nok blive bedre med tiden!" (hvis man tror på, at det gør dét)

Jeg tror, at det samme gælder meget trætte folk. Fx mig. For mange nuancer og for meget information giver mig øjeblikkelig hjertebanken og klammosved på panden.

Som da min sundhedsplejerske var forbi og spurgte til, hvad der var svært i mit liv. Og jeg ærligt snakkede om at være ved at gå helt ned over at hente børn - men også (stolt!) om, hvordan jeg med jeres hjælp havde fundet på at lade storebroren sidde i bilen med sin babysøster, mens jeg løb ind i børnehaven og hentede mellembarnet.
Måske roste hun mig. Måske sagde hun, at det var fint, at jeg havde fundet en løsning. Men jeg er træt, træt, træt, og sundhedsplejersken kendte ikke psykiaterens regel om at tale i simple budskaber, så det, jeg husker bedst, er, at hun sagde HELT utroligt meget. Og af alt det hun sagde, husker jeg kun:
"Det er også vigtigt at have respekt for børnehavebarnet og ikke hive hende ud midt i en leg."
Og:
"Det er virkeligt vigtigt ikke at drive rovdrift på det store barns villighed til at hjælpe."

Jeg bliver helt ked af det, nu her hvor jeg gentager det. Mangel på respekt og rovdrift. That's me.
Løs lige den på en almindelig afhentningshverdag, hva'!
Klammosved og hjertebanken.
Men jeg er virkeligt også meget træt.

mandag den 3. oktober 2016

At ha det som man har det #2

Hvad vil I gerne lære jeres børn?

Jeg vil gerne lære dem 10.000 ting men allerallerallerhelst det her: At det er ok at ha det, som man har det. At alle følelser er ok. At man godt må være sur og gal og trist og jaloux og bøvlet uden at føle nogen skyld, skam eller hjertebanken. Man må ikke være væmmelig mod andre, men man må godt have væmmelige følelser og lyst til at dunke nogen i hovedet med en skovl. Den slags. Jeg øver mig selv hver dag i at rumme mine egne væmmelige følelser og skovl-dunke-lyst uden skyld, skam og hjertebanken, men jeg er mildest talt ikke ret god til det.

Men altså... Jeg gad virkeligt godt, allerhelst, at mine børn blev gode til det og ikke skulle gå rundt og bøvle som 35-årige eller bare fem-årige og syv-årige. Og jeg er dagligt bekymret for, om en bøvlet 35-årig overhovedet kan lære sine børn at blive mindre bøvlede.

Og så i går: Jeg fortalte Sønne, at han gerne måtte få den brugte-nye cykel med syv gear, han havde forelsket sig i, hvis vi solgte hans nuværende cykel, og han i øvrigt selv satte den nye i stand. Oij, han blev i godt humør: "Jeg er så glad, meget glad! Det er min drømmecykel!"

Søsteren blev, forståeligt, mindre glad: "Jeg vil også bytte MIN cykel! Jeg vil, jeg vil, jeg vil!" Tårer og det hele.

Og før jeg kunne nå at komme med nogle af mine på forhånd konstruerede vi-rummer-alle-sammen-dine-følelser-men-det-er-sådan-det-er-lilleskat-svar, overtog Sønne ordet:

"Jeg kan godt forstå, du bliver misundelig, Livse. Det er helt ok. Kan du ikke godt forstå det, mor, at hun bliver misundelig?"

Det kunne jeg godt, med helt blanke øjne, og Livse kravlede op på mit skød og var misundelig i 30 sekunder, før hun gik helt ubøvlet og misundelsesfri ud i verden igen, og jeg sagde til mig selv, at alting nok skal gå. At det satme allerede går.