mandag den 3. oktober 2016

At ha det som man har det #2

Hvad vil I gerne lære jeres børn?

Jeg vil gerne lære dem 10.000 ting men allerallerallerhelst det her: At det er ok at ha det, som man har det. At alle følelser er ok. At man godt må være sur og gal og trist og jaloux og bøvlet uden at føle nogen skyld, skam eller hjertebanken. Man må ikke være væmmelig mod andre, men man må godt have væmmelige følelser og lyst til at dunke nogen i hovedet med en skovl. Den slags. Jeg øver mig selv hver dag i at rumme mine egne væmmelige følelser og skovl-dunke-lyst uden skyld, skam og hjertebanken, men jeg er mildest talt ikke ret god til det.

Men altså... Jeg gad virkeligt godt, allerhelst, at mine børn blev gode til det og ikke skulle gå rundt og bøvle som 35-årige eller bare fem-årige og syv-årige. Og jeg er dagligt bekymret for, om en bøvlet 35-årig overhovedet kan lære sine børn at blive mindre bøvlede.

Og så i går: Jeg fortalte Sønne, at han gerne måtte få den brugte-nye cykel med syv gear, han havde forelsket sig i, hvis vi solgte hans nuværende cykel, og han i øvrigt selv satte den nye i stand. Oij, han blev i godt humør: "Jeg er så glad, meget glad! Det er min drømmecykel!"

Søsteren blev, forståeligt, mindre glad: "Jeg vil også bytte MIN cykel! Jeg vil, jeg vil, jeg vil!" Tårer og det hele.

Og før jeg kunne nå at komme med nogle af mine på forhånd konstruerede vi-rummer-alle-sammen-dine-følelser-men-det-er-sådan-det-er-lilleskat-svar, overtog Sønne ordet:

"Jeg kan godt forstå, du bliver misundelig, Livse. Det er helt ok. Kan du ikke godt forstå det, mor, at hun bliver misundelig?"

Det kunne jeg godt, med helt blanke øjne, og Livse kravlede op på mit skød og var misundelig i 30 sekunder, før hun gik helt ubøvlet og misundelsesfri ud i verden igen, og jeg sagde til mig selv, at alting nok skal gå. At det satme allerede går.

6 kommentarer:

  1. Åh, det er så dejligt når vores børn allerede kan det vi gerne vil lære dem:) Jeg bekymre mig over, om mine børn nu også er ok. Om de nu også klare den, de er jo vokset op med en handikappet mor. Og engang imellem siger fremmede, ja fremmede, til mig jeg ikke skulle have børn når jeg er handikappet. Men de kom jo inden, børnene. Du har allerede klaret det med dine store børn. Det er sådan en sød historie:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Og de fremmede der skal holde deres mund! Virkeligt, virkeligt. Vi bliver nødt til at holde fast i, at vi kan være med til at forme fine, gode små mennesker, også selvom vi (af og til eller altid) er bøvlede i hoveder eller kroppe.

      Slet
  2. Søde dreng 😀 Der er ikke noget skønnere end når ungerne lige nailer det nogen har været 35 år (og andre igen endda 40 år) om bare at indse og få lyst til at øve sig på. Her øver jeg mig i at det er ok for mig at blive ked af det uden straks at blive sur og skælde ud. Det er et mønster jeg har med mig, og satme om mine børn skal have det besvær. Næ nej, de må gerne have aaalle deres følelser. Selvom den 6 åriges 20 minutter lange grædeseance fra 6-6.20 i morges over at hun skulle skifte sine ulækre underbukser, var ved at blive en kende for langhåret for mig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det bliver sgu tit virkeligt langhåret! Og det kan være svært at sætte en fornuftig grænse uden at gøre det, mens man sprutter af raseri. Synes jeg. Heldigvis har mine børn en far, for hvem det ligger noget mere naturligt...

      Slet
  3. Ih, hvor skal du altså bare klappe dig selv på skulderen over de skønne unger, du har begået. Det skal satme nok gå! :-)

    PS: Måske kunne Sønne dyrke lidt mountainbike i en dertil egnet cykelklub i jeres nærhed? Der er ikke så meget motorlyd, men det koster til gengæld heller ikke kassen (kun en lille en i hvert fald), og der er udfordringer nok til at mærke adrenalin-suset.

    SvarSlet
    Svar
    1. TAK!

      Og jeg har gentagne gange forsøgt at lokke Sønne til at gå til mountainbike. Der er et børnehold i en dejlig skov ikke langt væk, og man må endda gerne tage en forælder med de første gange - hvilket ville være nødvendigt for ham. Men han kan ikke lokkes, den dreng, desværre. Så nu nøjes han med at cykle (meget adrenalinfyldt) i weekenderne med sin far.

      Slet