onsdag den 10. juni 2015

Morale: Hvis du absolut SKAL gøre noget anderledes end flokken, så vær så ekstrem som muligt

I starten troede vi, at Sønne skulle i den lokale folkeskole. Den lige ovre på den anden side af vejen. Fordi det er den lokale folkeskole, iggå, lige ovre på den anden side af vejen!

Det snakkede vi så med de andre forældre i børnehaven - som ligger nogle kilometer herfra, i et andet skoledistrikt - om. De synes det var sært. Hvorfor skulle han ikke i samme skole som de andre unger fra børnehaven? Det var jo en meget bedre skole! "Hør her hvorfor!" Og den ene grund, og den anden grund, og den tredje grund. "Og mine børn! Og jeg kender én som! Og jeres lokale skole, altså, NU skal du bare høre..."

Hm, tænkte vi, uden at tage det synderligt alvorligt. Men endte altså alligevel med at vælge børnehave-skolen, fordi det er dér, vennerne skal gå. Det mente vi, var en god ide. Det mente børnehaven var en god ide.

Og tiden gik, og det kom vores lokale bekendte for øre, at vi havde valgt noget andet. Men hvorfor I ALVERDEN havde vi nu dét? Den lokale skole er jo meget bedre! "Hør her hvorfor!" Og den ene grund, og den anden grund, og den tredje grund. "Og mine børn! Og jeg kender en som! Og den anden skole, altså, NU skal du bare høre..."

Jeg forstår godt, at man har brug for at tro på, at lige præcis dét, man nu udsætter sine børn for, er det allerbedste. Og det kan det jo for hulen sagtens være, selvom vi vælger noget andet. Mine valg er ikke en kritik af nogen andres valg.

Og ingen vil mene, at de tager det som en kritik, vel, de hjælper os bare, de vil Sønne det bedste, thi deres børns skole ER den bedste, af den ene og den anden og den tredje grund. Det er bare påfaldende, at det er helt samme reaktion fra begge lejre. Synes jeg.

Nå. Men tiden gik og gik, og vi kom endnu mere i tvivl, som de seneste dages rimeligt fortvivlede indlæg afslører. Om folkeskolen som institution og sårn. Vi vil jo gerne udsætte vores børn for det allerbedste og så videre og så videre.

Og så skete der noget pudsigt: Nu får vi ikke nogen af de sædvanlige kommentarer. Jo-jo, folk spørger, interesseret, undrende, kommer med diplomatisk formulerede argumenter om folkeskolens udmærketheder. Men ingen føler sig - tilsyneladende - provokerede eller som om, de skal forsvare eller sælge noget. Ved at (overveje at) kyle Sønne i verdens mest hippieagtige endnu ikke eksisterende skole har vi simpelthen placeret os i kategorien "beyond reach" eller "de her mennesker er så sære, så vi slet ikke føler os kritiseret af deres valg." Jeg gætter bare. Men jeg tror, jeg gætter rigtigt.

Dét i sig selv er næsten grund nok vælge hippieskolen.

Disclaimer #1: Jæsjæs. Jeg gør det sikkert også selv. Tager andres valg som en kritik af mine egne.

Disclaimer #2: Måske føler jeg om fem minutter, at jeg hænger nogen ud. Så sletter jeg indlægget igen. We'll see.

mandag den 8. juni 2015

Vores helt egen valg-kamp

Vi tog hen på friskolen.

Altså den kommende skole.

Altså skolen, som ikke findes endnu, men som pt bare en dame med en ægte trang til kløgtig skolerevolution i nogle fine omgivelser på et tidligere plejehjem.

Altså skolen, som jeg i hvert fald lige havde brug for at se IKKE var noget.

For det ville være så meget nemmere, hvis damen var træls, visionen var træls, omgivelserne var trælse... og vi så kunne holde os til den Gode Gamle Onde Folkeskole med en eller anden form for ro i sjælen. Iggå? Nemt for os, nemt for Sønne. For hvem de venner der er så vigtige, iggå-iggå.

Der var bare ikke ret mange trælse ting, udover a) at skolen jo ikke rigtigt ægte findes endnu og b) at Sønnes venner skal gå i folkeren...

Så nu saver Manden med motorsav for ikke at blive vanvittig, og jeg sidder og rokker frem og tilbage med den sædvanlige valg-kvalme.

Mens Sønne er til prøve-skole-dag i folkeren og intet aner om det begyndende vanvid hos sine forældre.

Hold nu op hvor ville det være nemt, hvis vi troede på folkeskolereformen. På lektier. På Kina-modellen ("gør som jeg siger, thi jeg er læreren!"). Hvis vi nu bare var sådan nogle, der gjorde som alle andre uden at behøve at få kvalme eller save med motorsav. Sådan nogle der var lidt bedre til at tænke "det går sgu nok" i stedet for "tænk hvor fantastisk det ville være med en lille smule besværlig revolution"...

Men det er vi ikke. Nemme i det. Så om lidt slukker vi for motorsaven, tager noget kvalmestillende (kaffe, sukker) og tager forbi skolen og damen én gang til. Bare lige én gang til.

(Og hvis I nu skulle være blevet nysgerrige, så er det denne her skole, jeg fabler om.) 

torsdag den 4. juni 2015

Hvis I nu var Mads og Monopolet, hvad ville I så sige?

Hrm-hrm. Så vi har det lidt stramt med udsigterne til folkeskole for tiden.

Og vi ved, at der starter en ny bette privatskole med fokus på selvværd og andre gode ting efter sommerferien.

Det frister.

Og så alligevel ikke.

Jeg er vanvittig dårlig til at træffe valg (som trofaste læsere, hvis der er sådan nogle, vil vide), især hvis det gælder min børn.

Panik, sved, søvnløshed, forgæves forsøg på at forudsige fremtid. Mere panik.

På den ene side: Den velkendte folkeskole med alt hvad det indebærer af lange dage, præstationsfokus, talrige lektietimer i en ung alder, sammenkrølling på stol for uforstående lærer, liggen under opvaskemaskinelåger (i hvert fald en tid), total tvivl på egne evner som mor og som Sønne. Men også med en model, der sådan nogenlunde virker, forudsigelighed og allerallervigtigst, en håndfuld venner fra børnehaven.

På den anden side: Et totalt gamble af en skole, der slet ikke findes endnu. Hvor der kommer til at gå et uvist antal elever med uvisse udfordringer i uvisse rammer. Som har visionerne på plads (men hvem helvede har ikke det?!), som virker bundsympatiske, og som er helt vildt gode til at snakke om selvværd.

Det er ganske givet vanvittigt, at jeg overhovedet overvejer det.

Det er ganske givet vanvittig overhovedet at overveje folkeskolen, der giver lektiestress, før den overhovedet er gået i gang.

Jeg er ganske givet ved at blive, ja, vanvittig.

Hvad ville I gøre?!

tirsdag den 2. juni 2015

Ti lange år forude

Sønne kan klatre fem meter op i et reb uden problemer.
Han kan slå en tønde land på en havetraktor. Selv.
Han kan få en hær af børnehavedrenge til at forvandle dæk og brædder og sand til biler og huse og flyvere.
Han kan stå på hænder (med lidt vaklen) og på hovedet (uden).
Han kan cykle ti bakkede kilometer (mindst) næsten uden at kny.
Han kan genkende alle biler, busser og lastbiler uden at behøve at skele til mærket.
Han kan balancere stående på sin fars skuldre, mens han piller bådens vinterpressening af, skruer skruer ud, den slags.
Han kan bære sin søster på ryggen.
Han kan klatre højere op i træer end noget andet barn, jeg har set.
Han kan lære mig, helt blidt og pædagogisk, hvordan man bruger den elektriske hæk-fætter, og han lægger både den og forlængerledningen på plads i værkstedet bagefter.
Han kan fiske.
Han kan holde en kattekilling eller en baby eller hvad det måtte være helt stille og og fint og tålmodigt.
Han kan grine med hele kroppen.

Men ved I hvad, han ikke kan?
Alfabetet. Og: Han kan ikke, slet slet slet ikke, finde ud af at sidde overfor sin kommende klasselærer og løse opgaver og udpege de bogstaver, han kender, og tegne tegninger (jeg har faktisk aldrig mødt et barn, der er så ringe til at tegne, som ham. Og - normalt - så fuldstændig uinteresseret). Og han kan slet ikke sidde der sammen med læreren uden at krølle sig helt sammen på stolen og tale med en meget lille halvt fjollet halvt angst stemme.

Det var den mest ubehagelige mundtlige eksamen, jeg har nogensinde har været til. Og det var slet ikke en eksamen.

På vej over skolegården bagefter fandt han en kængurustylte men tog sig så i det: "Nej, jeg er ikke dygtig til det." Senere lå han under opvaskemaskinens udslåede låge, en sikker hule måske, og græd over det portræt, han skal tegne af sig selv til første skoledag. Ind i mellem råbte han: "Du SKAL gøre det, mor, du SKAL!"

Jeg lagde mig ved siden af, med mit knuste hjerte, og lod være med at græde, og forsøgte skiftevis at rumme og peptalke.

Senere, med fugtige øjne:
"Så skal læreren se om det er rigtigt, mor, men jeg kan IKKE."

Senere endnu:
"Hvorfor skal man egentlig lave lektier, mor?"

Og senere endnu, da Sønne igen sad i et træ og et øjeblik havde glemt alt om lektierne, og da min irritation over den eksamensagtige situation (der i brevet fra skolen var blevet solgt som "en snak, hvor vi vil spørge ind til, hvad der optager dig") var fordampet, havde jeg selv lyst til at lægge mig ind under opvaskemaskinens låge: Hvad nu, hvis det ikke er systemet, der er galt på den, men os, mig som forælder, der har fejlet totalt?

Den følelse er blevet hos mig siden (ligesom Sønnes lektiestress er blevet hos ham), og den får verden til at føles en lille smule som et skib, der gynger.