fredag den 31. december 2010

Carportens nytårskavalkade

Jeg ville gerne kigge tilbage på 2010 og sige noget bevinget og dybfølt og klogt. Gerne noget, der ligesom peger ind i 2011 på en humoristisk og fremsynet måde.

Men dels er alt, der ligger længere tilbage end en uge eller to, ret tåget. Dels har nattevagten været min i nat, så jeg snakker sådan her: "Fuck et lortenederen pointsystem regeringen har lavet, gid de alle må forelske sig i udlændinge i 2011 og i øvrigt rådne op i alle de penge, de selv har fået ud af at droppe topskatten." Og så videre. Ikke så konstruktivt, ikke så humoristisk, ikke så bevinget.

En kavalkade skal der dog til. Søvnmangeltågen og min ringe hukommelse taget i betragtning bliver det dog kun for den sidste uge. Med andre ord vil jeg gerne præsentere Carportens kavalkade af mindeværdige øjeblikke i ugen der gik:

Ugens højdepunkt: At lægen (til hvem jeg ikke længere behøver at sige hverken efternavn eller CPR-nummer, fordi jeg render hende så meget på dørene) kunne fortælle, at jeg tilsyneladende ikke har lussingesyge. Og at faren dermed lader til at være drevet over for bebse. Den parfait-is, fremtryllet af og indtaget sammen med de smukke naboer her på verdens mest børnevenlige og tidligt-sluttende nytårsaften, får en velfortjent andenplads.

Ugens lavpunkt: At sidde i venteværelset på Skejbys akutafdeling for gravide omgivet af et plasticjuletræ, en karatefilm og et par, der var endnu mere nervøse end os. Og med udsigt til en kæmpestor plakat med påskriften Hvert år mister 500 forældre et spædbarn. Yey. Vi blev sendt derhen i går eftermiddags temmeligt akutisch på grund af rigelige plukkeveer, som er noget stads, man helst ikke skal gå rundt og have så tidligt i graviditeten. Alt var dog fint... vi så en levende (og rolig og artig og hikkende) ultralydsbebs og gik beroligede hjem - med ordre om, at jeg skulle tage det roligt. As if.

Ugens gave til de ironisk anlagte: At Manden er blevet smittet med snot og host og nys og ondt i halsen af bettefætteren og bettekusinen - dem som under ingen omstændigheder skulle smittes med de ikke-eksisterende skoldkopper... Således tilbringer han nytårsaften på en cocktail af panodil zapp, næsespray og hexokain.

Ugens craving: Min trang til rødvin. Den er sjovt nok større end min trang til søvn. Det vælger jeg at se som et godt tegn! Hverken vin eller søvn har jeg dog udsigt til at få - ikke nu og (hvis man har den lettere røgfarvede fyrværkeribrille på) ikke i 2011.

Ugens citat: "Allah prutter". Ja, jeg tør snart ikke tage Sønne med i ghettofakta længere af frygt for at træde nogen alvorligt over tæerne... Sne hedder dog ikke længere neger. (Og hvorfor siger drengen så "Allah prutter"? Det er vist nok noget med, at Manden har forklaret ham, at alle prutter. Håber jeg.)

Godt nytår!

torsdag den 30. december 2010

"Hvad er det?"...

 

... spørger jeg og Piet Van Deurs.

"Det er æblemuffins," svarer du nok. 

Så enkelt er det slet ikke. Alt efter om man er en glasset-halvt-fyldt- eller glasset-halvt-tomt-type, er der nemlig tale om ENTEN et muffinagtigt og velsmagende udtryk for herligt ferie-jeg-har-sovet-overskud ELLER et udtryk for min evige utjekkethed.

Overskud fordi de blev bagt i morges (!) sammen med Sønne, og ingen kom til skade under bagningen. 

Utjekkethed fordi det - undervejs - viste sig, at vi manglede halvdelen af ingredienserne, herunder æg, der blev erstattet af en (godt nok ret æggefarvet) blanding af gulerodsmos, banan og yoghurt. Og fordi Sønne undervejs fik fat i både melet (som endte på gulvet sammen med tre liter vand, en klat smør og en hel del æbleskræller) og bagepulveret, som alt sammen endte i en skål vand, han forsøgte at forvandle til sin egen kage. 

Jeg skældte ikke ud, svedte bare lidt. Og kagerne smager OK, selvom de har en lidt sær konsistens. Og hey, de er næsten sunde - med banan, blåbær, æble, gulerod...

onsdag den 29. december 2010

Genopdragelse

Hvad sker der, hvis man i godt en måned lader en toårig gøre alt, hvad han vil? Altså lader ham sove hvor og hvornår, han vil, lader ham se lige så meget Bamse, han vil, og lader ham spise risengrød og drikke saftevand ligeså ofte han vil (stort set inklusive om natten). Hvad sker der så? Det lyder som et spændende socialt eksperiment, ikke; suspender alt opdragelse og se, hvad der er tilbage.

Vi har udført eksperimentet. Grundet den Sygeste December i mands minde, forstås, hvor Sønne har været så ked og slatten og ikke-spisende og avavav-sigende, at der var grund til at juble, hver gang han drak en tår saftevand. Også selvom klokken var cirka fire om natten.

Og hvad har vi så tilbage nu, hvor skoldkoppe-rødspætten igen er frisk som en lille, uplettet fisk? Vi har en dreng, der MEGET gerne vil bæres, som spiser pålægget og lægger panden på rugbrødet, mens han siger NEJ. Vi har en dreng, der cirka 20 gange om dagen forlanger at se Bamse (det plejede kun at ske om aftenen), som bliver hysterisk, når vi siger nej. Og en dreng, der forlanger at sove klods op af sine forældre, selvom vi i vores tidligere præ-sygdoms-liv lige var kommet ind i noget, der lignede halvnormal søvn. Nu vågner han rasende i sin egen seng mindst otte (!) gange hver nat, og forlanger sang og "op og gå op og gå".

Men ved I hvad? Ind i mellem alle post-sygdoms-konflikterne og "nej vi skal ikke have is eller kage"-erne, er vi taknemmelige for at have en dreng, der er fuldstændig sig selv. I hopla og glad og krammende og løbende og RASK. Og vi er raske. Så pyt, iggå, vi har opdraget ham sådan nogenlunde en gang før, og vi klarer det nok igen.

PS Skoldkopperne viste sig ikke at være skoldkopper. Det betød jul med bettekusinen og bettefætteren i stedet for de hjemløse (hvilket ellers kunne have været funky på sin egen måde). Men det betød også en ny diagnose: Lussingesyge. Som er noget helt ad helvede til noget for gravide. Det orker jeg simpelthen ikke at snakke om nu. Og I gider nok heller ikke høre om det. Sygdom og noia.

tirsdag den 21. december 2010

En slags jul

Sønne ligner en rødspætte. Undtagen i hovedet, hvor skoldkopperne har rottet sig sammen til en stor rød og hævet plamage, der sidder dér, hvor hans ansigt engang var.

I det mindste er pletterne julefarvede. Og det begynder faktisk lidt at ligne jul derhjemme, også selvom vi stadig er i tvivl om, hvorvidt vi har nogen at holde juleaften sammen med, eftersom bettefætteren og bettekusinen (raske, aldrig tidligere skoldkopperamte) har annonceret deres ankomst juleaften. Vi finder ud af det, iggå, og perspektivet i går har faktisk hjulpet en lillebitte smule.

Men altså, vi juler: Rødspætten tøffer rundt i bar og plettet febernumse, og hans gaveindpakkende mor bemærker slet ikke tissepoolen på gulvet og tøjet, før han selv peger på hjemmeskoene og siger "futter. Tissetår." Ind imellem sit omkvæd "sove sove, putte nu" (meget out of character, som trofaste læsere vil vide), siger han vidunderlige ting som "pizza, far henter" (det har Far måske gjort to gange i Sønnes levetid...).

Selvom der skal arbejdes lidt med både ordstilling og helbred kommer sprogmoren helt i julestemning. I hvert fald i en fem sekunders tid.

Og godt nok har jeg ikke fundet julepynten eller overhovedet orket at lede efter den, men min englemor har købt en krans til døren. Og der er sne. Og i et sjældent, lyst inbetween mellemøre- og skoldkoppefeber-moment blev der bagt julekager. Se hvor hurtigt de små hænder arbejder:


Så altså... det skal nok gå. Varme måltider på måtten, julepynt og et enkelt fjernsyn er dog stadig meget velkomne sager. Sidstnævnte fik vi virkelig øjnene op for i Mormor-eksilet i København; det er ligesom bare så meget sjovere at sidde med slatten dreng i favnen, når man har noget andet end en væg at glo ind i. Og det er nemmere at se Bamse og Kylling på fjerneren end - som vi altid har gjort - på computeren, hvor mange lækre taster frister små plettede fingre over evne, og det ender i pause og eject og lettere kaos.

mandag den 20. december 2010

Pis. Pletter. Perspektiv.

Selvom man er meget, meget post-sygdomstræt, kan man godt grine. Det er bare på den hysteriske måde. Og af bizarre ting, der normalt ville få én (gravid, grådlabil og temmelig udmattet dame) til at tude. Som fx i denne her situation:

Moren kommer hjem fra første rigtige arbejdsdag efter godt en milliard år med øjenbetændelse og mellemørebetændelse og det ene og det andet. Moren vil skifte bodystocking på den slatne dreng, der formodes at blive rask LIGEOMLIDT. Og Moren opdager nogle hundreder (!) røde pletter på maven og ryggen... og så på benene. Og under fodsålerne.

Skoldkopper. Nemlig. Så var det, jeg grinede hysterisk. Og senere - i de tre minutter og 42 sekunder, gravko-sangen på Youtube varer - snøftede diskret. Så grinede jeg igen.

Manden er mere fattet.

Jamen er det ikke spændende at læse om alt det sygdom?! Nej vel. Rundstyk. Der er bare ikke ret meget andet i vores liv lige nu. Kom eventuelt tilbage i 2011...

Apropos det der med ikke at kunne tale om ret meget andet end sygdom, sad jeg og udbredte mig om de sidste ugers genvordigheder til Projektleder over frokost. Og udtrykte min store berundring for, at han har fået to børn med under halvandet år i mellem - og overlevet. Var han kanske blevet så traumatiseret, at han havde glemt, hvordan det var, da de var små og syge, spurgte jeg. Hvortil han svarede:
"Nejnej. Den mindste er autist. Mit liv var på stand-by i årevis."
For så at snakke videre om det faglige, vi egentlig var der for at diskutere.

Hej perspektiv.
Hej "det går altid galt at diskutere småbørnsproblemer med mandlige kolleger".

For hulan.

lørdag den 18. december 2010

Man ved...

... at drengen må være lettere læge-traumatiseret, når han peger på et billede af Lord Voldemort og Harry Potter i avisen og siger "dreng læge ører".

Vi har været til ørelægen. Han var skaldet som Voldemort og punkterede to to-årige trommehinder. Nu går det (moderat) bedre.

Jeg har sovet 12 timer i nat, langt fra Sønne, men er IKKE klar til verden. Jeg vil i spa NU. Nu blev der sagt.

onsdag den 15. december 2010

Af skade bliver man klog (men sjældent rig)

De sidste dage har jeg lært:

  • At små syge børn godt kan falde i søvn til Weather Report på meget høj volumen (men at jeg ikke får mindre jazz-ondt i hovedet af den grund)
  • At det eneste, der tilsyneladende kan få Sønne til at holde op med at pibe (udover søvn), er Bamses Billedbog og Händels Messias. Det sidste er bizart nok mest effi.
  • At det saftsusemig er livsnødvendigt at have en MOR, også når man er fyldt 30.
  • At føromtalte MOR håndterer sultestrejkende, tiltagende gennemsigtige to-årig med væsentligt mere ro end den 30-årige.
  • At selvom man er født længe efter LP'ens død som mainstream-medie, kan man godt gå i hak. Sønne lyder nogenlunde sådan her: "av-av-av-hoved-av-mave-av-hår-av-næse-av-øre-av-mave-mave-mave-mave-mave-av-ble-av-øjne-av-av-av." Hvilket også beviser sundhedsplejerskens gamle sandhed om, at små børn ikke helt kan mærke, HVOR de har ondt. Bare at det er træls.
  • At der helt klart ville være penge i at udvikle mere børnevenlig mellemøre-penicillin end klammo-mikstur, der skal sprøjtes ind i munden med sprøjte. Kan på en måde godt forstå, at han sultestrejker.
  • At et kedeligt deltidsjob i kommunen, hvor der er en hel del betalte sygedage og barsel og den slags, måske ikke er at fornægte. Er der nogen, der kender nogen, der har brug for én kommunal medarbejder i Århus eller omegn?
  • At der er markant mere sne i Jylland end i København. Men til gengæld flere busser her i hovedstaden. Det står 1-1.
  • At selvom man laver noget virkeligt krea med noget mandarinskal og noget til forældrenes årlige julestue (som fandt sted i lørdags, mens alle var semiraske), kan man godt ende på en delt tredjeplads. Godt nok - og det er en formildende omstændighed - til deling med kreabror, der var væsentligt mere fornærmet over at tabe til en stol/et rensdyr/hvad det nu var lavet ud af en belgisk øl-kapsel. Her er min mandarinkreation:

mandag den 13. december 2010

Fuck. Og ode til min mutti

Og så blev Manden syg.

Og så blev Sønne syg (mellemørebetændelse. Nyt og spændende)

Og så blev jeg syg.

Og så snakker vi ikke mere om det. Der er lissom ikke nogen, der gider høre mere om vores sygdom, vel. Og jeg gider heller ikke fortælle om det. Vil blot huske at takke min vidunderlige mutti i alle fremtidige Oscar-takketaler for blandt andet at tage barns sidste sygedag (jeg er 30!), at lade som om hun glæder sig over, at vi er strandet hos hende i København med host og snot og betændelse, og for at ae og lave te og tage frygtelige sygdoms-nattevagter med Sønne.

fredag den 10. december 2010

FAQs om graviditet nummer to

... det vil sige ofte stillede spørgsmål. Af bedsteforældre, venner, perifære bekendtskaber og stemmerne i mit hoved. Og nej, det er ikke alt, der er svaret helt så pænt på i virkeligheden som i det nedenstående. Der er også blevet fnyst. Og hostet sigende. I hvert fald lidt.

Er det et ønskebarn?
JA. Det er det. Universet har bare været imod os hele november og lidt af december. Det stopper nu. NU siger jeg. Jeg kan mærke det; de første tegn er der allerede. Som fx at vi var de eneste ud af de cirka 43.000 mennesker i det amputerede i stykker-gåede DSB-tog til København, der fik en siddeplads. Også da alle blev gennet over i nye tog. Og endda uden at skulle være ubehagelige eller uhøflige eller noget. Vi var bare heldige. Ligesom vi bliver med helbred, sovning og deadlinetiming fra nu af.

Håber I på en dreng eller en pige? Og hvad tror I, det bliver?
Dunno. Til begge dele. Jeg kan på den ene side ikke forestille mig, at min krop kan bygge andet end drenge (ja, jeg ved godt, at det dybest set er faren, der bestemmer kønnet. Men alligevel). Og drenge er sjove, og jeg har vel heller ikke lært alt det her om gravkøer til ingen verdens nytte, vel. På den anden side kunne det være skægt at prøve med en pige. Der er jo ingen, der siger, at piger ikke kan lide gravkøer, vel (ok, det er der mange, der siger. Dem lytter vi ikke til). Og jeg har en teori - baseret hovedsageligt på min helt sikkert repræsentative mødregruppe - om, at piger sover bedre end drenge.

Hvordan skal det nogensinde gå?
I min lyse øjeblikke er svaret et modspørgsmål: "Hvad snakker du om? Hvorfor skulle det ikke gå? Babyer er nuttede, iggå, søskende er sundt, og Manden er Verdens Bedste Far og kan således opveje mine eventuelle mangler som overskudsmutti."
I mine mørke øjeblikke er svaret, at det ved jeg dælme heller ikke... både fordi vinteren har været en lang søvnløs sygdom so far. Og fordi sympatiske og sjove og frygtindgydende ærlige morbloggere som Louise og Fuhrmann - med hver to drenge - advarer alle etbarnmødre om at lave flere børn...
Efter de mørke øjeblikke kommer så som regel et konstruktivt øjeblik, hvor jeg tænker, at løsningen må være at tage en arm og eventuelt en hel krop, hver gang nogen rækker os en lillefinger. "Skal vi triller en tur med den lille nye her til eftermiddag?" "Om I vil tage Sønne-nattevagterne resten af ugen? Og opvasken? Jamen tusind tak, det er da næsten alt for meget!"

Din mave blev stor sidste gang. Er du ikke bange for at få strækmærker?
Jo. Hold kæft.

Gik det hurtigt - altså at blive gravid?
Er det ikke et lige lovligt personligt spørgsmål?! Men altså jo, det gjorde det. Derfor kom Sønne-graviditeten helt bag på os dengang for snart tre år siden. Eller det vil sige på mig. Dengang brugte jeg flere uger på at være i chok over, at det overhovedet kunne lade sig gøre at blive gravid, og på at tænke "jamenforhulanvilvioverhovedethaveetbarnnuoghvornårskalvisåparaglidetværsoverAfrika?!?". Denne her gang tænkte jeg "yes of course" og "ih hvor dejligt."

Synes I selv, det er god timing?
Ærhm, det syntes vi jo, da vi planlagde det, iggå. Men det falder oven i potentiel flytning på grund af verdens korteste fremleje (hvilket sidste fødsel også gjorde. Vi og alle venner og al familie husker stadig tilbage på det med gru). Men vi håber på forlængelse. Og på, at Mandens afsluttende projekt skriver sig selv.

Har du egentlig et job, du kan gå på barsel fra?
Nej. Giv mig et fra 4. marts, når min forlængede kontrakt udløber. Please. Jeg er meget produktiv, selvom jeg er gravid. I promise.

Hvor mange børn skal I have ialt?
To. Siger jeg. Manden vil gerne have fem. Men jeg tænker, at det vel ultimativt er noget, jeg bestemmer...

Har jeg glemt nogen? Altså spørgsmål... Og hvis der er nogen, der spørger, om vi måske skulle lære at planlægge lidt bedre i forhold til deadlines og sådan, spyr jeg ild. Det er der efterhånden flere, der kan skrive under på. I can't help it, så lad være med at spørge om dét, ik'.

onsdag den 8. december 2010

Faktamænd. Mirakler. Spøgelser. Den slags ting.

For et par måneder var jeg i vores lokale ghetto-Fakta og havde denne her samtale med den afblegede kassemand foran en voksende kø af utålmodige kunder:

Mig: "Ærhm, har I nogen graviditetstest?"

Faktamand: "Hvad?"

Mig (nu højere): "Graviditetstest."

Faktamand: "Hvad? Hvad er det?"

Mig: "Altså sådan en dims, som man kan bruge til at teste, om man er gravid."

Faktamand: "Øh... hvad?"

Mig: "GRAVID, du ved. Altså... den kommer i sådan en lille, aflang papæske og befinder sig nok lige i nærheden af hovedpinepillerne."

Faktamand: "Hovedpinepiller?! Det har vi ikke."

Mig (nu lænende sig ind over mand og kasseapperat): "Må jeg se? Det plejer supermarkeder da at have! Jeg kan kende pakken, så hvis jeg bare lige..."

Faktamand (peger ned i butikken): "Vi har piller. Men kun der. Kig der."

Mig: "Nej, det er jo vitaminpiller, der er ingen graviditetstest..."

Faktamand: "KIG DER"

Mig: "Æh... OK. Så."

Og nej, der var ingen tests på hylden med vitaminpiller og fiskeolie. Men jeg fandt en test. I Føtex, hvor de hænger frit fremme, og hvor ekspedienterne generelt godt ved, hvad det er for noget - sådan noget graviditet.

Som I - og alle tilstedeværende i ghetto-Fakta den pågældende efterårsdag - nok har gættet, så er jeg gravid. Sandelig. Og ja, det var med vilje (vi var inde i en periode med væsentlig bedre søvn og væsentlig mindre sygdom, iggå). Vi har været til scanning i dag og set et lillebitte gråt spøgelse, der artigt møflede rundt i min mave og gjorde nogenlunde, hvad sygeplejersken mente, sådan en skal. Den lå noget mere stille end storebroren, og det tager jeg helt klart som et godt tegn. Han slog kolbøtter (altså som i rigtige kolbøtter) og sårn, så snart ultralydsmenneskerne trykkede mig på maven. Det her bliver en artig pige, der sover om natten og aldrig får øjenbetændelse. Jeg kan mærke det.

mandag den 6. december 2010

Bjerg-vinter i tal

Antal timer fra Sønne vågner, til solen står op: 3,5

Antal timer fra Sønne vågner, til jeg bliver i nogenlunde humør: 3

Antal øjne familien sammenlagt har øjenbetændelse i: 3

Antal butikker vi har ledt efter slæder i: 5

Antal slæder det er lykkedes os at købe: 0

Antal gange Sønne har været vågen i nat: Uvist, men et sted i nærheden af 10

Antal bøger om maskiner vi har læst her til morgen (før klokken syv): 4

Antal pakkekalender-pakker Sønne ville åbne hver dag, hvis han bestemte (lidt mere): 24

Antal pakkekalender-pakker Sønne fik lov at åbne i morges klokken 05.20: 2

Antal dage til Mandens og min sammenfaldende deadlines: 4

Frygtet antal Sønne-sygedage inden da: 4

Antal krammere jeg har lyst til at give min mor, der er på besøg og passer og dupper og holder os med selskab i morgenmørket: 27.000

fredag den 3. december 2010

Sønne im Schnee

Det er svært at være to, når man bor på et bjerg fyldt med sne og i en bydel, hvor sneplovene tilsyneladende ikke gider komme. Og når det er så koldt og mørkt, at ens forældre ruller én ind i et fleecetæppe og giver én strømper på hænderne, så det er så godt som umuligt at spise en enkelt bette vente-på-bussen-i-det-fordømte-evige-mørke-blomme...



Og hvad hjælper det - for mor og søn - at der er halv pris på is, når den ene (den med modestøvlerne) fryser grumme om tæerne, og den anden er rød om sin lillebitte næse? Altså jeg har ikke set NOGEN spise is i det her vejr. Men jeg har dog set en med bare ankler. Hvilket jeg omtalte. Jeg er jo en mutti.



 Til gengæld hjælper det, når alle mand er hjemme og inden døre og kan kigge ud af vinduet på alt det her:


(Hvis man var smart, købte man selvfølgelig en af de billige is med hjem til at sidde og spise foran den nydelige istap-udsigt. Så smarte var vi så ikke, så vi nøjes med te med honning.)

torsdag den 2. december 2010

En meget lang og meget specifik madordningssmøre. Så er I advaret

Trofaste (og søde og kønne) læsere med god hukommelse vil erindre, hvordan sidste diskussion om vuggestuens madordning udartede sig langt mere dramatisk, end emnet umiddelbart lægger op til. Alle endte med at være godt arrige, inklusive både mig selv og de Snævertsynede men Smukke Mødre.

Det var således med en vis... nervøsitet, faktisk, at jeg trippede til madordnings-debatmøde nu her den anden aften. Jeg havde forberedt en længere og ret politikeragtig tale inde i hovedet, konsulteret de ypperste eksperter, jeg kender - Søster Psykolog og Julka Vuggestuepædagog. Og trukket vejret dybt og skruet et diplomatisk smil fast på mit frostsprængte ansigt.

Jeg forventede nogenlunde samme setup som sidst: 50 kampklare speltforældre, der ville være klar til at bide mig i haserne (i hvert fald hvis jeg var iført økologiske strømpebukser), så snart det kom frem, at jeg *gys* var kontra madpakker og pro den ikke-økologiske madordning.

Og hvilket syn mødte mig på den i øvrigt juleduftende og -pyntede Girafstue? Ti glade, stort set almindeligt udseende mennesker. Ligeligt fordelt på begge køn (uhørt!) og for de flestes vedkommende smovsende i de ikke-økologiske æbleskiver, vuggestue-lederen havde stillet frem. Forklaringen har nok noget at gøre med sne og kulde. Måske kan de Smukke Mødre fra sidste møde ikke rigtigt tåle den slags...

I hvert fald var kun to af de rigtigt økologi-rabiate dukket op. De øvrige var enten kun sådan "vi vil gerne snakke noget mere om økologi, men vi er i de store og hele ret fornuftige"-agtige eller - som jeg - mødt op udstyret med gode argumenter FOR en madordning.

Det blev et studie i risikosamfundets triste bagside: "Jamen børnene kommer jo tidligere og tidligere i puberteten, og jeg har hørt, at de får spegepølse med nitrit. Det er noget af det allermest farlige. Og ikke-økologisk brød!!" De var simpelthen bange.

Eller: Vi var og er sådan set alle sammen bange. Hovedparten var blot - som jeg - endnu mere bange for konsekvenserne af ikke at have en madordning. I ved... ungerne spiser mindre. Man glemmer madpakkken. De får ikke prøvet så meget nyt. Pædagogerne synes, der er meget mere værdi i bugnende fade end små fedtede, individuelle madpakker. Og så videre. Åhja, og så er der et enkelt barn på Sønnes stue, der kun får kakaomælk derhjemme. Intet andet. For hendes skyld om ikke af andre grunde bør der VIRKELIG være en madordning. Siger jeg.

Jeg fik kun hidsigt-røde kinder én gang. Det var, da en af de halv-rabiate foreslog, at engagerede og øko-bevidste forældre - som de fremmødte - jo kun lave en madpakkeordning, hvor vi skiftedes til at smøre madpakker til hinandens unger. For variationens og nemhedens og pædagogikkens skyld, iggå, så var der i hvert fald NOGLE af børnene (dem med de helt rigtige forældre), der kunne sidde og få noget pædagogisk ud af at spise det samme... Jesus Kristus. Og det snakkede vi så om i cirka tusind år.

Inden da havde jeg nået at sige PERSPEKTIV og DEMOKRATI og ANERKENDELSE (af pædagogernes vurdering) ret mange gange med et stift, diplomatisk smil.

Ohyes. Det blev en lang smøre. Både her og til mødet. Og der er ikke engang nogen forløsning (vi kan kalde det for en cliffhanger): Alle forældre får stemmesedler, og resultatet vil vise sig engang inden jul. Jeg har ikke været så spændt siden sidste Folketingsvalg. Really.

tirsdag den 30. november 2010

En slags post-postkort fra en 30-års fødselsdag

Fødselsdagsweekenden blev en episk færd i lejet bil gennem overordentligt snedækkede Danmark. Med Manden bag rattet trillede vi langsomt, langsomt ad glatte motorveje forbi alle de biler (inklusive et enkelt redningskøretøj), der med løs hånd var spredt i grøfter og rabatter. Vi stoppede på en færgekro i Sønderjylland med noget grumme pæn havudsigt og god mad, før vi sneglede os videre til København, hvor Manden og Søster havde stuvet flagende og syngende surprise-venner ind i barndomshjemmet.

Meget overvældende.

På den gode måde.

Og mandag morgen trillede vi tilbage til Aarhus på små fem timer. Så lang tid har det vist aldrig taget før. Men vi kom helskindede og for en gangs skyld udsovede hjem til Sønne, der havde tilbragt weekenden hos Farmor&Farfar og siden er blevet krammet helt i stykker, fordi TO nætter alligevel er lang tid at være væk fra den lille terrorist.

lørdag den 27. november 2010

Mon jeg på 24 timer kan nå at løbe til Antarktis og springe faldskærm, mens jeg skriver en roman?

I går sang ringede min far og sang fødselsdagssang. Evt. forvekslede han mig med IKEA, der fyldte 30 netop i går.

Det er først i morgen, at jeg har fødselsdag.

Well.

Ved ikke helt, om jeg har været meget artig eller det stik modsatte, vejret taget i betragtning.

Tror til gengæld nok, det er OK, det der med at fylde 30. Også selvom jeg ikke har:

- udgivet en rigtig bog (jeg er med i to forkerte. De tæller ikke i 30-års-regnskabet. Det skal være litteratur)

- været på Antarktis

- løbet et marathon

- sprunget faldskærm (selvom jeg har et gavekort til et spring. Det ligger i en skuffe og udløber lige om lidt)

- været i Chile (det kunne man jo evt. klare i samme omgang som Antarktis)

- erhvervet mig fast ejendom (er der nogen, der vil give mig det her hus i fødselsdagsgave? Please?!)

Jeg er også stadig bange både for at køre bil og for natsværmere og for alt muligt andet.

Til gengæld har jeg en bette familie, der er 25.000 gange herligere, end jeg nogensinde havde forestillet mig, sådan en kunne være. Og jeg har rejst og sårn. Og lige om lidt bliver jeg kidnappet af Manden, der har arrangeret stort set hemmelige fødselsdagsting. Oh-la-la.

fredag den 26. november 2010

Materialismus verwohl

OK, jeg har fået kolde fødder med hensyn til at tømme Fætter BR og forære det hele til Sønne. Dels fordi jeg havde ham med i et supermarked, hvor han forsøgte at flå pappet af alt plasticskramlet, og jeg blev så træt så træt. Og dels fordi jeg har læst et læserbrev i Ugebladet Søndag - som min mor af uransagelige grunde havde købt på vejen herover til fødselsdag - skrevet af nogle enlige mødre på starthjælp (6351 kroner om måneden, hvis I skulle være i tvivl), der ikke havde råd til at give deres børn tre måltider mad om dagen. Og i det fine svar fra Hanne Reintoft stod, at ja - det var sådan set meget normalt. Og det var op til den enkelte mutti at vurdere, om barnet bedst kunne undvære morgenmad eller frokost.

Altså hvad!?!? Hvad?!? Jeg vidste godt, at vi havde relativ fattigdom og sårn, og at børn i visse socialklasser ikke har råd til hverken nyt tøj eller gaver til børnefødselsdagene, og derfor ender med at blive socialt ekskluderet. Det er træls, og jeg stemmer på folk, der gerne vil gøre noget ved den sag. Men at der ikke skulle være råd til mad!? Det kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på... og har i et forsøg på at få, well, lidt varmere tæer, fluks doneret en lillebitte slat penge til Mødrehjælpen. Også selvom pengene går til julegaver og ikke til de havregrynspakker, jeg utroligt gerne ville kaste nedover diverse boligbyggerier (og eventuelt Christiansborg, sigtende på nogle ganske bestemte politikere). Og også selvom jeg normalt kun støtter de varme lande. Suk.

onsdag den 24. november 2010

Materialismus

Så blev Sønne to. Jeg havde egentlig forberedt en slags blogindlæg-tale om, hvordan vores liv har ændret sig siden hans fødsel og om søvnmangel og uendelig kærlighed og selvstændighedsalder og latter hver dag og halløj. Men så så jeg alle hans gaver... og fik meget mere lyst til at snakke om dem. Eventuelt er det noget med stadig at have så meget snot i hovedet, at det er svært at tale om andet end legetøj.

Her er to af hitsene i aktion; en hvid tiger bages 15 sekunder det "flotte fur", som han kalder det:


Jamen altså. Samme opskrift gælder i øvrigt for både legobiler, strømper og hjemmesko.

Den første gave fattede han ikke, at han skulle pakke ud. I stedet løb han lykkelig rundt med den bløde, knitrende, indpakkede sag og ledte efter sin FAR for at vise ham vidunderet. Han fik et hint og begyndte MEGET hurtigt at lede der, hvor han kunne se, Mårmår hentede pakkerne. Så meget begejstring, iggå. Lidt som da Manden fik en iPad i hånden allerførste gang.

Og så megen ærlighed: Smilet var ikke ret stort, da han åbnede den bløde pakke fra Farmor og Farfar. Og da Farmoren holdt den nydelige joggingbuks, der var inde i papiret, op for ham og spurgte, om det var noget, han troede, han kunne bruge, var svaret et prompte NEJ. I den næste farmor-farfar-pakke var heldigvis en lego-værksteds-sæt med skruenøgler og motorer og al den slags, som jeg kun lige er begyndt at have ord for, så vi så ikke mere til drengen den dag. Ikke engang lagkage ville han have.

Ja, det er nervepirrende læsning det her, jeg ved det godt; LEGETØJ. Wauw. Egentlig er jeg nok lidt af "men skal børn ikke bare lege med pinde eller i det mindste noget helt vildt pædagogisk fra Krea"-skolen (måske fordi jeg aldrig selv fik det røde legekomfur, da det stod på min ønskeliste, men i stedet for en umulig kuglelabyrint der var skudt helt over målet til min aldersgruppe... hej omsorgssvigt). Men det ændrede sig i går, da jeg så Sønne plastic-begejstring. Nu har jeg bare lyst til at tømme Fætter BR og begave ham med det hele til jul...

Sådan kan man blive så materialistisk på sine gamle dage. Havde godt hørt nogle rygter om, at det kunne gå den vej, når der kom børn til. Og min plasticeftergivenhed er ikke det eneste udtryk for denne uheldige tendens. I weekenden var jeg nemlig i IKEA med Æbækka, og jeg nød det. Havde lissom virkeligt en IKEAtrang. Jeg ved godt, at det sker for en del damer. Men det eneste, jeg nogensinde har kunnet bonde med de Smarte Drenge på studiet og arbejdet med, er mit IKEAhad. Jeg mener... nogle kan snakke om musik og sport. Det kan jeg overhovedet ikke. Men jeg kunne helt ærligt give dem ret, når de klagede over deres kæresters uforståelige IKEAtrang, og så var der ikke helt pinlig tavshed. Det er så slut nu. Dog blev jeg behørigt forarget, da jeg så de ellers altid politistk korrekte svenskeres kønsstereotypificering:



Helt har jeg altså ikke ændret personlighed.

mandag den 22. november 2010

Ting som man kan bruge en sygedag på at spekulere over

  • Mon Sønne når at blive rask inden sin toårs fødselsdag i morgen?
  • Mon Manden og jeg gør?
  • Mon han bliver traumatiseret, hvis han ikke får en gave af sine forældre? Eller hvis vi nu bare pakker et eller andet af hans legetøj ind? 
  • Mon gæsterne bliver traumatiserede, hvis de får toastbrød med pikantost i stedet for fx kage? Eller hvis vi sætter dem til at rydde op og lige tage de sidste dages opvask?
  • Mon gæsterne bliver smittet?
  • Mon Sønne sover bedre (dvs. vågner sjældnere end ca. hver tiende minut) i nat?
  • Mon vi i modsat fald bliver skingrende sindssyge?
  • Mon de Vigtige Arbejdsmennesker, der hele tiden ringer til min telefon, snart bliver sure over, at jeg ikke tager den?
OK. Jeg føler mig faktisk noget... raskere, nu hvor jeg har sovet et par timer i sammenhæng her til formiddag. Manden og Sønne er gået kolde side om side i hver dages stribede t-shirt og ser syge og meget nuttede ud. Måske skulle jeg prøve at rydde op. Eller tage noget andet en morgenkåbe på.

lørdag den 20. november 2010

Spis og elsk. Men lad være med at se den nye film med Julia Wobberts

Vi har ikke så mange fine fornemmelser her i huset. Når vi en sjælden gang downloader (...) en film, ser vi den til ende. Uagtet om det er noget helt forudsigeligt amerikansk sukkerstads, eller hvad det er. Og den slags kan jo også have sin berettigelse; det kan for eksempel føles ganske trygt og dejligt, når man har regnet plot og svinkeærinder ud allerede efter fem minutter. Så nein, vi er ikke filmsnobber.

Men i går aftes måtte vi alligevel give op. Vi prøvede at se denne her:


En tredjedel inde i filmen - og med halvanden time (!) tilbage - slukkede vi. Og forsøgte os med en Oliver Stone film i stedet for (som vi heller ikke nåede slutningen af, men der var klokken jo også blevet 1000... og vi ser den færdigt i løbet af weekenden. Det gør vi næppe med Julia Roberts).

Den prøver lissom at være sanselig og dyb, iggå. Det funger bare ikke rigtigt for den. Det ender som en MEGET langsommelig og klistret selvhjælpsblanding af italiensk mad + floskler så floskelagtige, at det burde være forbudt udenfor USA ("tænk med hjertet, ikke med hovedet").

Prust. Og så gik der pludselig filmanmelder i den... det var sært. Jeg satte mig faktisk til tastaturet for at skrive noget helt andet og mere muntert (og sanseligt og dybt):

DET SNER! Det har sneet hele morgenen og er kun lige holdt op med at drysse. Og her på bjerget bliver sneen liggende, så vores have og hele kvarteret nu ligner et winter wonderland. Min iPhone kan ikke fange magien, men alligevel... her er et fra den tidlige morgenstund med lampegenskin i vinduet og tusmørke over parcellen:


"NEGER NEGER NEGER," råbte Sønne, da han så det. Men siden i morges har vi trænet og trænet, så han nu kan sige NÉ. Snart sikkert også sne... det går simpelthen ikke at gå rundt og råbe neger i det her kvarter, hvor der bor så mange sagesløse somaliere så relativt tæt på.

Det er da lige til at blive i godt humør og julestemning af. Altså sneen. Vi spiser (rundstykker) og elsker (hinanden og vejret). Men vi beder ikke, og vi anbefaler ikke Julia Wobberts nye film.

fredag den 19. november 2010

Og hvad har vi så lært i dag?

Jeg er kommet i tanker om en episode i en børnebog, jeg engang læste: Hovedpersonen tager en pjækkedag fra skolen og hævder overfor sin bedste ven, at han kan lære lige så meget på en ikke-skoledag som på en skoledag. Da dagen er omme, skal de (så vidt jeg husker, det er over 20 år siden, jeg har læst den bog) nævne fem ting, de har lært i løbet af dagen - og tjekke, om den anden har lært det samme.

I dag har været en form for pjækkedag for mig. Eller det vil sige: Manden er jo syg og skulle til doktor. Og Sønne har stadig feber. Så jeg tilbragte formiddagen herhjemme og eftermiddagen til reception. Og har, som I kan regne ud, alligevel med nød og næppe lært fem ting:
  • Når programmører er til reception, vælger de cola frem for asti og champagne.
  • Folk i starten af tyverne er vokset op med Harry Potter og får blanke øjne, når de snakker om, at den sidste film nærmer sig. Også dette er ny viden erhvervet til receptionen. Tænk at være vokset op med Harry Potter! På en eller anden måde er det mere funky end at være vokset op med Anne fra Grønnebakken som visse andre...
  • Det er ikke nødvendigvis et problem at have feber, når man er næsten-to. Det forhindrer i hvert fald ikke én i hverken af a) kaste sig på gulvet og skrige b) spise ekstremt store mængder müsli eller c) løbe begejstret rundt på vægge og lofter.
  • Der findes ingen øvre grænse for antallet af gange, man (det vil sige Sønne) kan læse kataloget fra Stark uden at blive træt af det. Boremaskiner. Skruetrækkere. Kædesave. En fest.
  • Der er former for rod, selv en sygebesøgende og evigt effi svigermor ikke tør nærme sig. Og som bare bliver liggende, til man selv gør noget ved det. Det ser sådan her ud:

I børnebogen vinder skolevennen over pjækkevennen. Ligesom jeg formentlig ville kunne have fortalt noget væsentligt mere interessant, hvis jeg havde været på arbejde. Beklager. Og god weekend.

torsdag den 18. november 2010

De smukke unge mennesker

Jeg har holdt pause i dag. Sådan rigtig pause. Midt mellem lægebesøg (mit. Ikke hverken den syge Mands eller den syge Sønnes. Åh det gider jeg ikke snakke mere om, det sygdom...) og arbejdarbejdarbejd.

Jeg tog forbi mit ynglingsmynglingssted: Løwes Bogcafe. Som er så fin! SÅ mange bøger og SÅ meget kaffe. Og lige tilpas belysning til, at det er hyggeligt, men at man ikke får ondt i øjnene af at sidde og læse en bog eller en venstreorienteret avis i de 30 minutter, sådan en gennemsnitspause tager. M-hm. Og designerkaffe PLUS brød PLUS ost koster kun 40 kroner. Det er det samme, som én sølle kop kaffe uden noget koster lige rundt om hjørnet (men fire gange så meget som i Spanien, I know. Det behøver vi ikke snakke mere om).

Og ja, den er også totalt... wannabe med sine åhsåklassiske Goethe-citater i gamle rammer på væggene, men dem er jeg heldigvis for nærsynet til rigtigt at kunne læse. Det er der så bare temmeligt mange andre, der ikke er. Formiddagsklientellet talte nemlig - udover mig - udelukkende mandlige, hipster-agtige vennepar først i tyverne. Ikke på den bøssede måde. Mere på "vi er lige startet på universitetet og skal positionere os selv som helt vildt kloge og univærsitere overfor alverden, os selv og hinanden. Nu"-måden.

Det gjorde de så ved dels at savle over fornævnte væg-citater, dels at læse højt (!) af endnu mere Klåge og i skuldertaskerne medbragte tekster for hinanden. Med højlydte stemmer (så det var svært for visse andre at koncentrere sig om læsning af underlødig kriminalroman...) og om Sandhed og Løgn og Menneskelig Dårskab.

Jamen altså... Jeg blev ikke irriteret på samme måde, som jeg ville være blevet for en god håndfuld år siden, da jeg selv hele tiden sagde "italesætte" og "habitus" (også til sagesløse mennesker). Jeg tænkte mere: "nårh. De smukke, unge mennesker." Og overvejede at gå hjem og tage et fodbad og begynde at strikke et eller andet. Sig så ikke, at jeg ikke hviler i min alderdom. Og inviter mig gerne på kaffe i bogcafeen, så I kan få syn for sagen.

onsdag den 17. november 2010

Juhuletid


Jeg ved ikke, om det fremgår af det bette billede, men de mekaniske nisser var dælme scary. Dog ikke set gennem Sønne-briller. Han var glad. Ligesom alle de andre børn foran Sallings vindue.

Ja, det er snart jul. Og nej, det er ikke et øjeblik for tidligt. Er meget glad for den dersens juletid. For nisser og stearinlys og eskapismus fra novembermørket.

Det var bare det, jeg ville sige. Hej.

tirsdag den 16. november 2010

Artige piger

Nogle dage er der rimeligt meget kaos. Som det vist, ærhm, fremgår særdeles tydeligt her på bloggen. Derfor er det også kun fair (overfor jer, bloggen og i særdeleshed kaosets ophav aka Sønne) at sige: Ikke alle dage er kaos. Nogle dage bliver der ikke løbet på hverken vægge eller lofter, flippet ud over, well, alt, eller insisteret på at sidde på en forældrehofte hele tiden. Nej, nogle dage forvandler Sønne sig til den sødeste, artigste, roligste pige (altså jeg ved godt, at drenge også godt kan være søde og rolige og artige. Jeg har bare endnu ikke mødt en toårig dreng, der - i hverdagen - formåede at være alle tre ting på én gang. Desværre. Det messer med alt, hvad jeg har lært om kulturelt køn).

Vi havde sådan en dag - eller nærmere to timer en aften, men alligevel... - den anden dag. Med modellervoks (glutenfrit, hundedyrt). Helt roligt og næsten uden at smide noget af det på gulvet. Og Sønne insisterede på at ligge og putte på sofaen og læse bøger. Selv! Og gemme sig bag ved dem og blidt sige "væk væk". Meget nuttet.


Åhja. Og vi tegnede. I totalt god ro og orden. Og som en understregning af det midlertidige kønsskifte tegnede han for første gang NOGENSINDE noget andet end gravkøer (der jo, som alle ved, er en meget maskulin maskine. Åhfuck alt det køn altså...).

Det lignede til forveksling de sædvanlige gravkøer, men Sønne var heldigvis så venlig at forklare motivet undervejs. På nedenstående tegning (der i øvrigt skulle have ligget ned og ikke stået op) ses således:
Sønne og jeg (tegnet med kuglepen)
FAR (det grønne)
Æbækka (bonusbedstemoren der tidligere blev kaldt Bet-bet... og som blandt voksne hedder Elsebeth. Hun er alle de røde kruseduller)
KARR (Bonusbedstefar og Æbækkas mand Karl. Han er den lille lilla krusedulle).


Jamen hvis den dreng ikke bliver kunstner, så ved jeg ikke... Og det bliver han jo sådan set også nødt til med det efternavn. Men det er en helt anden historie. Og nu har jeg noget vasketøj, der skal ordnes.

mandag den 15. november 2010

En slags ordbog

"Far sover," siger Sønne. Det er ikke helt løgn. I hvert fald ligger han i sengen på sjette dag (med undtagelse af den tur i Spar sammen med Sønne, der giver mig luft til at sidde her og skrive).

"Mor arbejd," siger Sønne også. Also true. Selvom jeg nu nok synes, at jeg arbejder betydeligt mindre, end jeg burde.

Om sig selv hævder Sønne desuden, at han sover. I tredjeperson selvfølgelig. Det er til gengæld løgn. I dag sov han 30 minutter i vuggestuen. I stedet for de par timer, de andre børn tilsyneladende tilbringer i krybberne hver dag. For nu at nævne et eksempel.

Blandt andre meget hyppigt brugte Sønne-udtryk finder vi:

NEGER - som ikke betyder neger, nej, men enten lærer, læge, tandlæge eller sne. Alt efter konteksten.

TO-TO - som tit betyder to, men også bare generelt betegner mængder større end én. 

JULKA - som betyder (traktor)jul, julemand eller Julie. Igen afhængigt af konteksten. Og det er pudsigt, for min oldgamle Julievens øgenavn er netop... Julka. (OK. Pudsigtschmusigt. Måske kommer jeg for lidt ud)

LAWPAPA - som betyder lagkage eller larvefødder, alt efter hvorvidt udtrykket i hans øjne er enten "give it to me now"-desperat eller saligt som i "se den smukke gravko".

Apropos lagkager var der endnu en toårs-mødregruppe-børnefødselsdag i weekenden, og tjek lige denne her (LAWPAPA DYR hedder den stadig herhjemme):


Hvis der er nogen, der vil bage sårn en til Sønne fødselsdag om en uge, er de velkomne. Jeg gør det ikke... Og jeg laver heller ikke hjemmelavede flødeboller (aka FLØDEBOB). Særligt ikke fordi den meget konservative, snarlige fødselar ikke engang gad smage på dem til weekendens børnefødselsdag.

torsdag den 11. november 2010

"Er Sønne blevet skør"-mysteriet måske opklaret

Sønne er tilbage i vuggestuen. Afleveret til alletiders mest fantastiske pædagog Maria (som jeg har lyst til at give Mercichokolade, hver eneste gang jeg ser) med tårer men tilsyneladende uden sindssyge.

"Altså... han har været skør," advarede jeg.

"Det har de allesammen denne her uge!" svarede Merci-Maria.
"Det har været virkelig hårdt. De er slet ikke sig selv. Vi tror, at det er noget med skoldkopper. Sylvester har haft det, så det kan være, at de allesammen løber rundt med et forstadie. Hold øje med pletter, ikke."

Skoldkopper! OK. Altså så længe det er noget fysisk... så er det OK. Selvom skoldkopper er noget trælst noget, især når de har sådan en syg dårlig timing (Manden er syg. Jeg er travl).

Og så ikke et ord mere om skørhed her. Vil forsøge mig med Gladere og mere Optimistiske emner fremover. Med mindre det altså vitterligt viser sig at være skoldkopper.

onsdag den 10. november 2010

Disclaimer. Eller: Sådan var det heller ikke ment

OK. Sønne er blevet en version af sig selv. Jeg fik luft på bloggen.

Don't worry. Virkeligheden ligner til forveksling sig selv. Og udover fuck har Sønne sagt hele to nye ord i dag: Damecykel og billet. Muy importante.

Skiftning?

NOGEN har taget Sønne. Og efterladt en hysterisk, skrigende, fuldstændig psykoumulig dreng i stedet for. Som man ikke kan gøre glad lige gyldigt hvad.

For eksempel bliver han rasende, hvis man siger nej til et eller andet. Eller sætter sig på en anden stol, end han havde tænkt sig. Eller skærer mango-stykket for lille (eller skævt eller hvad fan det nu var, jeg gjorde galt dér). Eller nægter at made ham. Eller tager nattøjet af ham. Eller drysser for lidt/for meget/for klumpet kanel på havregrøden.

Eller siger nej til juice (ud fra den relativt fornuftige tanke, at sukker eventuelt ville få hysteriet til at eskalere yderligere og dermed mine trommehinder til at sprænges). Den sidste episode udløste ti minutters skrigen som en gris (jeg har selv hørt dem skrige i Bonderøven. Det lød nøjagtig ligesådan, jeg sværger). Jeg forsøgte - råbende for at trænge igennem skrigeriet - at berolige ham. Det gik mildt sagt dårligt. I de ti minutter tænkte jeg, at han simpelthen måtte være gået i stykker. Da Manden stod op - klokken 11 fordi han ikke havde sovet særligt meget i nat pga. Sønne - sad både Sønne og jeg i sofaen og snøftede.

"Shit," sagde manden, der ret beset ikke havde kunnet sove ret meget for skrigeriet. Og så:
"Det lød som om du klarede det ret godt, alt taget i betragtning."

"Mmm. Jeg slog ham i hvert fald ikke..." hørte jeg så mig selv sige.

Altså det er ikke fordi vi... stikker op for bollemælk eller trodsalder selvstændighedsalder her, vel. Det er ikke, fordi vi ikke er vant til at håndtere raserianfald over abitrære ting og sager og nej'er. Det er ikke fordi, vi ikke normalt er gode til at bevare roen på den totalt martemeo-appriciative-inquiry-vi-italesætter-din-frustration-agtige måde. Det er vi. Men det her... det er sindssygt. Han savler og savler, så vi siger til hinanden, at det måske bare er en psykotand. Men jeg ved sgu ikke.

Ind i mellem er han skiftevis sig selv (dvs. normal, glad, læsende, legende) og bare... ked og krammende. Nårh og fuck.

Og apropos fuck har jeg sagt netop dét så mange gange i dag, at Sønne på et tidspunkt kiggede på mig og helt roligt sagde fuck. Flot. Så kom der da noget ud af alt balladen.

tirsdag den 9. november 2010

Sne og blues og snart kaffe

Det sner! Og opad naboens skortsten ryger det med idyl-og-effekt-røg ud til alle snefnuggene.

Men: Sønne er sur-ked. Manden er træt og snottet. Jeg har sygt meget arbejde (noget med en deadline, der lige var en måned før, jeg troede/syntes/håbede/mente).

Det har affødt et umanerligt tidligt nytårsfortsæt om ikke at arbejde nær så meget i 2011. Hvilket er et fortsæt, der - som noget ret unikt - ikke bliver svært at overholde. For både kontrakt I og kontrakt II udløber til nytår uden chance (eller risiko om man vil) for forlængelse. Ret heldigt, egentlig, at jeg ikke formøblede min dagpengeret alligevel. Måske jeg rent faktisk en dag får chancen for at se folk andre steder en på Facebook?

Nå. Fuck novembertirsdagsblues. Nu skal jeg arbejde. Godt der er kaffe. Og nu er det i øvrigt holdt op med at sne.

mandag den 8. november 2010

Cykelanhængermandagshappiness

I morges blev jeg kørt på arbejde. Ikke i bil, ikke på bagagebærer. Nix. I Sønnes cykelanhænger.

Jeg var barn i de ti minutter, det varede, og jeg grinede hele vejen. OK, i svingende skreg jeg. Lidt. Men jeg tænkte ikke ret meget på, hvorvidt min krop + overtøj + to tasker holdt sig inden for den tilladte (læs sikre) belastning.

Manden prustede og sagde bagefter noget om, at det var ligesom at cykle opad bakke hele vejen, selvom det gik ligeud. Jaja. Men hans dame er helt klart blevet kønnere, gladere og nemmere at være sammen med af indsatsen. Og Sønne er ligeglad, for han er hjemme sammen med MÅRMÅR hele dagen. Alle er glade. Og verden er så fin og stor (og hvid i dagens anledning) set fra næsten-vej-niveau.

Anbefaling hermed givet videre.

lørdag den 6. november 2010

Asocial lørdag

Kender I det, når man lige glæder sig til at skulle til børnefødselsdag, dels fordi man dér skal se nogle søde mødre, og dels fordi man tænker, at det vil være herligt for den snart toårige... og den snart toårige bare siger NEJ?

"Det bliver SÅ hyggeligt til Victors fødselsdag, ikke," siger moren.

"Nej," siger Sønne.

"Jo!" siger moren, tiltagende entusiastisk.

"Der er flag og kage og børn og balloner og alt muligt. Du elsker balloner!"

"Nej," siger Sønne.

"Altså nu tager vi lige med bussen..."

"Nej!"

"... og så er vi hos Victor. Det bliver SÅ hyggeligt."

"NEJ"

"Altså for hulen, du elsker busser. Du elsker balloner. Men du vil bare ikke afsted..."

"NEJ."

OK. Vi, ærhm, endte med at lave en aftale om, at vi liiige tog derhen lidt, men at vi tog hurtigt hjem igen, hvis Sønne syntes, det var træls. Jeg ved godt, man ikke kan lave den slags aftaler med snart toårige. Men det ved Sønne tilsyneladende ikke. For da vi først kom frem, løb han hele tiden hen til hoveddøren og bankede på den og råbte "HJEM, MOA, HJEM." Mens jeg løb logrende rundt, lettere socialt understimuleret as always, mellem børn og damer og kager og forsøgte at fortsætte "jamen du elsker da balloner"-stilen.

Det virkede overhovedet ikke. Og vi tog meget hurtigt hjem. Vi havde jo lavet en aftale. Og det er også på en eller anden måde træls at være til børnefødselsdag skiftevis med et råbende barn ved hoveddøren og en lille abe, der forsøger at kravle helt ind i én for at slippe for festivasen. Det lykkedes ikke engang at bestikke ham med kage, hvilket viser noget om speltmors desperationsniveau og Sønnes stædighedsniveau.

Suk. Der er nok nogen, der får det sociale behov dækket i vuggeren, og bare har brug for at chille i weekenden. Det gælder bare ikke lige mig.

UPDATE klokken noget i ni:
Ærhm, OK. Han var ikke asocial. Han var syg. Opkast og sårn. Flot mutti. Næste gang lytter jeg til ham, når han siger nej til yndlingsting som balloner.

torsdag den 4. november 2010

Dagpenge og dødsensfarlige bær

Da jeg var omkring fem, spiste jeg nogle bær fra en spændende busk i haven. Ikke på eget initiativ, men lokket af underboens tre år ældre - og tilsvarende klogere og mere udspekulerede - datter. Knapt havde jeg tygget de små, sure bær, før underbo-datteren kunne fortælle mig, at de var dræbende. Jeg kunne med andre ord forvente at dø inden for en ganske nær fremtid; timer, dage.

Se, det var jo tough news, og jeg gik følgelig og hang noget med næbbet. Så meget at min far - så vidt jeg husker - stoppede mig på trappen og spurgte, hvad der var fat.

"Det er noget, som I bliver meget kede af," afslørede jeg, men havde ikke lyst til at sige mere. Det var for sørgeligt, og jeg ville jo nødigt gøre dem triste.

Heldigvis fik de lokket forgiftningshistorien ud af mig og kunne mane det hele i jorden. Og, forestiller jeg mig, ruske lidt i underboen.

Nærdødsoplevelse. Dårlig samvittighed over for min familie, som jeg bragte ulykke over ved ubetænksomt at gnufle nogle spændende bær. Og ekstrem lettelse bagefter. Jeg har lige været igennem det samme igen. På en måde lidt mindre dramatisk, fordi der ikke var nogen liv på spil. På en måde meget mere dramatisk, fordi... jeg er ældre.

Altså: For en uge siden fandt jeg en gammel regning fra A-Kassen. Som jeg var sikker på, jeg havde betalt, forstås. Men nej. Og teksten på regningen advarede om, at hvis jeg ikke betalte det fluks, ville det gå udover mit medlemsskab og dermed min dagpengeret. Jeg havde netop ikke betalt den fluks, men omkring en måned for sent. Og så nu for mig i ånden, at dagpengeretten var røget sig en tur, og det ville ende med at gå udover hele familien, når nu min kontrakt slutter til nytår. Fuck.

Og som for godt 25 siden gik jeg og hang med næbbet og havde verdens sorteste samvittighed. Og begyndte at hulke, da Manden spurgte, hvad der mon var i vejen. Jeg fik fremstammet noget om, at jeg var ligesom en ludoman, der havde spillet os fra hus og hjem, bare med min uforsigtighed. Han tog det uhyggeligt cool og mindede mig om, at det sådan set ikke var sikkert, at vi havde brug for dagpenge det næste år. Og det kan glippe for selv den bedste. Og alt sådan noget.

Så gik jeg rundt en uge og førte lange samtaler med mig selv om at leve uden sikkerhedsnet og forsøgte at overbevise mig selv om, at det nok skulle gå. I går tog jeg mig ENDELIG sammen og trykkede med en rystende pegefinger A-Kassens nummer. Og efter at være blevet stillet om en tre-fire gange kunne en A-Kasse-dame fortælle mig, at mit medlemskab var i tiptopform. Eneste ballade var, at jeg havde betalt for meget i kontingent - men det skulle de nok betale tilbage hurtigst muligt.

"Æhm, tsk, vil du godt lige tjekke ÉN GANG til?" spurgte jeg.

"ALT er i orden, ik'os," sagde hun.

Jamen... Jeg har så gået rundt i en uges helvede (hjemmelavet, helt fra bunden) og inddraget både den ene og den anden. Og så er det eneste problem, at jeg har betalt for MEGET i kontingent. Nu kunne man så vælge at føle sig fjollet. Det gør jeg ikke. Jeg er bare så megalettet over, at jeg ikke skal dø af de der bær alligevel.

onsdag den 3. november 2010

Happy-schmappy på trods

Klokken er to minutter i 23. Jeg har sat det sidste punktum for i aften i bogstavelig og overført betydning: Psyko-putning. Tjek. Arbejde, arbejde, arbejde. Tjek. Oprydning og opvask (dog med maskine). Tjek.

Lyder det skægt? Neh. I know. Men faktisk er jeg forbløffende glad.

Måske fordi arbejds-punktummerne var nogle virkeligt store, fede, sorte deadline-nogle. Sådan nogle der gør, at jeg nu kan trække vejret lige lidt længere ned i lungerne.

Måske fordi det på et tidspunkt i dag regnede på den ene side af huset og ikke på den anden. Det så sygt funky ud. Og bagefter sørgede naturen for lige at understrege sin egen finurlighed med den lækreste regnbue i årevis.

Måske fordi Manden har etableret en Ægte Slikskuffe, hvor vi nu har så store mængder lakrids og chokolade, at det er svært ikke at blive ikke godt humør bare ved tanken.

Jeps. Jeg er en simpel sjæl. Og nogle gange en glad en. Godnat.

søndag den 31. oktober 2010

Rødt kød og bh'er og folk man kender

Vores nej-tak-til-reklamer er blev tilintetgjort i flytningen. Det er en Post Danmark-regel. Og det betyder, at vi nu får halvandet kilo reklamer flere gange om ugen. HALVANDET KILO! Manden har selv vejet dem. Det er fandme meget regnskov. Og det bliver lissom mere og mere, jo flere nisser der skal være plads til.

Halvandet kilo er væsentligt mere, end der blev kastet efter folk i vores gamle hood. Vi er klart mere købedygtige her på parcellerne, synes Salling og Bilka og Kvicly og Kiwi og Føtex så videre. Det er nok rigtigt nok, au general, bare ikke lige for vores vedkommende. Nærmere tværtimod, fordi vi bor på Bjerget og dermed Langt Fra Alting undtagen Fakta. Som ikke sender os ret mange reklamer, men hvor vi alligevel køber ind på grund af den ringe afstand og vores mangel på indkøbskøretøj a la stationcar eller bare car.


Generelt er de kedelige, sådan nogle reklamer. Også selvom jeg godt kan more mig en lillebitte smule over sammenstillingen af rødt kød og undertøj på forsiden af Føtex-kataloget. Men i dag var der hele TO modellaer, som jeg kender. Den ene kender Sønne også, og han var vældigt begejstret. Sådan er vi så provensielle.

onsdag den 27. oktober 2010

... og jeg elsker Bamse

Bamse er verdens klogeste bjørn. Og han har en sang til ethvert humør. For eksempel har jeg hele dagen haft det sådan her:

Øv
øv
øv
Alle er så dumme
Brumme brumme brumme
Jeg er træt af Kyllings prutter
og Ællings dumme sutter

Det er snotten der taler. Normalt kan jeg virkeligt godt lide folk. Men jeg har det lidt mere OK med at ligge i min seng og hate (al)verden, når Bamse også hater helt uden gyldig grund - andet end at skorstenen vælter og Ælling stjæler vandslangen.

Og normalt har jeg andre Bamse-sange på hjernen. For eksempel om at sidde i aftenens nydning eller godmorgen-godmorgen-goddag. Bamse har en sang til enhver sindsstemning og enhver lejlighed. Der er megameget livsvisdom i den gule, manipulerende bjørn. Jeg siger det bare. Og jeg tror, det er et spørgsmål om tid (yderligere 30 år på DR?), før folk holder op med al den snak om at være som Pippi og begynder at fokusere lidt mere på BAMSE.

Ja, jeg identificerer mig med en fiktiv, talende bjørn, der opfører sig som et tre-årigt barn. Ja, jeg kommer for lidt ud. Helt klart. Og har hjernen fyldt med snot. Undskyld det gik udover jer. Det går også udover mit arbejde og min samvittighed. Øv øv øv, alle er så... 

PS DR's børnesite dr.dk/oline har fjernet deres afsnit af Bamses Lillebitte Billedbog - som er en særlig version af Bamse til de helt bittesmå. Sønne savner Baba og Kyka. Og, som det fremgår, gør hans mor det også på grænsen til det vanvittige. De kan ikke købes i DR's netbutik (troede ellers det var sårn en smart "første fix er gratis"-strategi fra en økonomisk trængt kanal, men no). Hvad skal vi gøre?! Hvad?! NOGEN må gøre NOGET. Jeg siger det bare. Host.

tirsdag den 26. oktober 2010

Så kom jeg i tanker om det: Jeg elsker Silkeborg!

Carporten er mere bloggerustabil, end godt er. Det er snottens skyld. Til gengæld kan jeg huske, hvad det var, jeg tænkte på, sidst jeg satte mig til tastaturet: Det var LANDET. Jeg har været der, altså på landet, og det er et meget dejligt og meget venligt sted. Prøv det.

Lidt mere præcist: I søndags kørte jeg med (verdens langsomste) tog til Silkeborg for at interviewe én om noget krig. Og for dælen... altså Silkeborgsøerne, iggå. Det er ikke løgn, når de siger, de er pæne. Togturen var ren efterårssafari i bumletempo gennem søer og bakker og træer og rødgule farver på den allermest terapeutiske måde. Selv teenagerne ved siden af mig var venlige og venligt stemte overfor søerne:
"De er nu syge nok, søerne," som den ene sagde.

Så fulgte turen med buschaufføren, der gjorde alt, hvad han kunne for at finde ud af, hvor jeg skulle af. Hvilket rejseplanen naturligvis havde fortalt mig på forhånd, men han var ikke enig og kørte masser af kilometer med blikket rettet bekymrende ned i busplanen og ikke ud på de små snoede veje, mens han konfererede med mig, medpassagererne og den rejseplan, jeg havde affotograferet fra skærmen derhjemme med min iPhone...

Endelig var der selve interviewpersonen, der var imødekommenheden selv og - efter timevis af interview - endte med at køre mig af de samme snoede veje tilbage til stationen, så jeg ikke skulle stå i kulden og vente på søndagsbussen i timevis. Jeg kan virkelig godt lide Silkeborg!

Apropos mere end almindelig pæn efterårsstemning, så ser der sådan her ud på min cykelvej om morgenen. Silkeborg er rød-gul, Århus-bjerget er mere sårn blåligt:

søndag den 24. oktober 2010

Snot-haiku

I forgårs gik hele familien i seng halvotte. I går har jeg ingen erindring om. I dag skal dælme også være tidligt.

Nein, det er ikke psykotravlhed. Den er lykkeligt (men snottet) overstået.

Det er vuggestuepest... eller bare: Pest. For Sønne har ikke været i vuggestue i efterårsferieugen. Ved ikke helt, hvor vi så har samlet pesten op. Eller hvor jeg har, rettere. Sønne hoster om natten og holder Manden vågen, men er ellers kæk. Jeg er mere sårn rigtigt syg. Klynk. Og Manden er trættrættræt. Klynk.

Stil varm mad & medlidenhed på måtten. Bitte.

Egentlig havde jeg noget intelligent at sige, da jeg satte mig ved tastaturet. Men nu er der kun kedelige sygdomsord tilbage i usammenhæng, a la haiku:
Hovedet
Snot og P1 og snot og snot
og atju er ordene

Og videre i den dur. Har jeg for nyligt sagt noget om, at man ikke skal brokke sig? Jeg trækker det tilbage. Og spiser tavst mine C-vitaminer.

fredag den 22. oktober 2010

Diktatoren og lillemor i stresshaven

Sønne: UKRUKA!

Moren: Øh. Ukrudt?

Sønne: JA! UKRUKA!

Moren: Er det fordi, du synes, vi skal... fjerne noget ukrudt, eller hvad det nu hedder?

Sønne: JA! UKRUKA!

OK. Som foreslået så gjort. Vi fandt en spids og ukrudtsagtig skovl og begav os hen til gavlen af huset for at fjerne noget ukruka og især noget mækuka (mælkebøtter, iggå). Det gjorde vi sammen i cirka et et halvt minut, før samtalen - eller hvad vi nu skal kalde den - fortsatte, med Sønne ivrigt pegende på to havestole:

Sønne: OP! OP! OP!

Moren: Skal vi sætte os lidt?

Sønne: NEJ. OP.

Moren: Øh, OK. Nu prøver jeg at løfte dig op...

Sønne blev placeret på én stol. Jeg placerede mig selv på den ved siden af og tænkte 'ih hvor herligt at sidde her i efteråret og chille med sin søn'. Men så brød helvede løs (som altid i versaler og med udråbstegn. Men sådan taler han altså!)

Sønne: NEJNEJNEJ. MOR! NEJ!

Moren: Øh... hvad?!

Sønne (nu pegende først på moren, så på ukrudtet): MORNEJNEJ. MOR.

Moren: Altså mener du, at DU skal sidde her...

Sønne: JA!

Moren: ... mens du kigger på, at jeg luger ukrudt?!

Sønne: JAJA. MOR-UKRUKA!

Jæs. I've created a monster. Men et monster, der næsten kan sige mælkebøtte, og som har oplagte leder- og landskabsarkitektfornemmelser. Hvem skulle have troet det.

I øvrigt var Manden også med. Han blev udkommanderet af den lille diktator til at slå græs. Diktatoren kunne dog ikke dy sig for selv at hjælpe en lille smule til.

torsdag den 21. oktober 2010

Er der nogen, der kan huske, hvordan man overlever en vinter?

Engang for længe, længe siden besluttede jeg sammen med min daværende lejlighedsfælle og nuværende sambo-i-hjertet Maris at gå til modangreb på vinteren, før den rigtigt gik i gang. Angrebet bestod først og fremmest i en stor planche i gangen, hvor vi - når inspirationen greb os - skrev overlevelsesstrategier og lyspunkter med sprittusch: Sne. Varm kakao. Kys. Og en hel masse meget sjovere og mere effi, som min muttihjerne har glemt.

Jeg prøvede at lave øvelsen igen, nu med Manden. Men vi var ikke særligt krea. Mere sådan lidt trætte i det. Vinterdeprimerede allerede. Og jeg kom ikke i tanker om nogen af de mange gamle planche-punkter, der i min erindring har vokset sig store og geniale. Altså sne, kys og kakao er jo meget godt, men der skal altså mere til at komme igennem 17.000 måneders kulde og mørke. Og man kan jo også kysse om sommeren, så det tæller næsten ikke.

"Hvorfor er det nu, vi bor i Danmark?" spurgte jeg Manden, efter brainstormen for længst var opgivet og vi cyklede rundt i kulde og modvind på ringvejen.

"På grund af familie," svarede han.
"Jeg kan virkeligt ikke komme på andre grunde."

Altså det kan jeg jo godt om sommeren, ikke. Komme på andre grunde. Men der er der jo heller ikke flyvedragtshelvede, hver gang vi skal udenfor, mørke morgener, snottede næser og... alt den anden vinterbrok, der næsten er det allerværste ved vinteren. Jæs. Og fordi jeg mener, at man ikke har ret til at brokke sig ret længe, før man forsøger at gøre noget ved problemet (jamen det mener jeg faktisk!), har jeg købt nogle anti-vinterdrugs, som jeg håber fjerner enten vinteren (please!) eller i det mindste snotnæsen:


Sønne spytter sine gustne jordbærvitaminer ud, men han er jo også i godt humør nærmest uanset hvad (putninger undtaget). Nu må vi se, om de hjælper på moren. Ellers må jeg købe sådan en dagslys-lampe. Eller bestille en afbudsrejse til de varme lande. Eller måske der er nogen derude, der kan komme i tanker om, hvad der bør stå på overlevelsesplanchen?

onsdag den 20. oktober 2010

Indvandrer forever? Eller noget om geografinoia.

Med fare for at fornærme folk, der har Rigtige Problemer, vover jeg pelsen og sammenligner nu officielt mig selv med en Ægte Indvandrer. Jæs. Sådan en med et ben i hver lejr. Sådan en der er splittet mellem to kulturer og ikke er helt rigtig i nogen af dem.

Nej, jeg er ikke ved at afsløre en hemmelig tyrkisk fortid eller noget i den dur. Det er bare den gamle sang om at være jyde-københavner og københavner-jyde (alt efter hvor jeg nu lige befinder mig). Det er - i hvert fald nogle gange - træls. For nu at sige det på mit nyeste sprog.

Thi i Århus savner jeg københavnervennerne (og de utallige emmigrerede jyder), la familia, jobmulighederne und so weiter.

Og i København savner jeg - især når jeg forestiller mig en fremtid i byen - århusvennerne, den anden halvdel af familien og (hold nu godt fast, så jysk er jeg nemlig blevet!) skov, strand, luft, haw, lave huse og all that landlige jazz. Og hvor jeg i starten af mit nu mere end tre år gamle jydeliv kom hjem til København, ved jeg snart ikke mere, hvilke verber jeg skal bruge. For jeg kan jo godt mærke, hvad der sker med københavnervenskaberne, når de ikke bliver vedligeholdt i hverdagen og vandet med kaffe og øl. De visner. Ikke dem alle sammen, men flere, end jeg synes, er sjovt. Andre venskaber kan ligesom stå på en form for standby, mens der ventes på tilbageflytning til hovedstaden. Men hvad nu hvis jeg ikke flytter tilbage? Hvad nu hvis Jylland bare er det land, hvor jeg skal blive gammel og leve lykkelig til mine dages ende?

Jeg er ikke sikker på, det er ret sundt at tænke ret meget over det her. Men jeg kan ikke lade være. Jeg kan godt lide København. Jeg kan godt lide Århus. Jeg savner ting og især folk begge steder. Er jeg efterhånden så jydificeret, at det vil være stort set samme situation - bare med modsat fortegn - hvis vi putter Sønne og resten af vores liv og ejendele i flyttekasser og rykker til København?

Suk. Det hele kom sig af, at jeg hørte et program om tyrkiske indvandrere. En vigtig pointe var, at førstegenerationstyrkerne i årevis gik rundt og sagde: "Når vores børn er færdig med folkeskolen, så tager vi hjem." Og "når vores børn er helt færdige med deres uddannelser, SÅ tager vi hjem." Og "når vores børn er flyttet hjemmefra, SÅ tager vi hjem." Og pludselig en dag gik det op for dem, at de var blevet gamle i det land, de ikke ville blive gamle i. At de aldrig kom hjem. Og de affandt sig med det, og lever nu nogenlunde lykkeligt til deres dages ende.

Ved I hvad... jeg gider ikke gå rundt og sige sådan der i 30 år. Jeg vil gerne snart vide, sådan helt ned i maven, hvor vores base er om fem år. Og så kunne sige: Det her er vores lejr og vores kultur og vores jazz. Tak.

mandag den 18. oktober 2010

Øhop

Vi har været på hele tre øer på tre dage.

Amager som er flad og sjov, og hvor der er udsigt til Barsebäck og Bedsteforældre. Og hvor vi fik tarteletter og mere i den dur på restauranten med det fantastiske slogan:


Sejerø hvor der var højt til himmelen og grumme hyggeligt. Og hvor vi strandede i to timer på tom mave. Manden blev speedy. Jeg blev gnaven. Cafeteriadamen på færgen hjem blev rig.


lørdag den 16. oktober 2010

Gamlemor i ungdomsklub

Manden og jeg har været på besøg på en efterskole for at lave en historie. Lærerne forvekslede os hele tiden med Kalundborg Folkeblad, og eleverne spurgte, hvornår de kom på TV.
"Det gør I ikke. I kommer på internettet," sagde vi.
"Sejt," sagde de.

Og det var det pæneste, der blev sagt den dag.

Altså ungdommen nu om stunder, iggå... den taler bare SÅ grimt til sig selv og hinanden. Og er iklædt meget stramt stonewashed-look leggins. Og har gult hår med udvoksede rødder. Og råwer og laver ballade og nægter at rykke ned bag i bussen og prøver at overtale de voksne journalister til at købe smøger, fordi de selv er for unge. Det ville de voksne journalister ikke.

Var vi også sådan? Var vi virkelig også engang sådan? Har jeg for lidt kontakt med Ungdommen i min hverdag, når jeg kan finde på at spørge sådan? Og, more importantly, bliver Sønne også sådan engang?!

Apropos alderdom snakkede jeg med to af de sødere og mere velopdragne elever. Og fortalte om, hvordan man i gamle dage - det vil sige, da jeg var på deres alder og selv gik på efterskole - ikke havde mobiltelefoner og derfor måtte i telefonboksen i kælderen (gys) indenfor en af lærerne fastlagt telefontid (mere gys). De havde aldrig hørt noget lignende, sagde de (på deres eget sprog), mens de fumlede lidt med iPhone4.

Ja. Jeg bliver snart 30.

onsdag den 13. oktober 2010

Maskiner og andre oplagte mor-søn-aktiviteter

Onsdag er Sønnes og min alenehjemmeaften. Og hvad er mere oplagt at bruge den på end maskiner (noget til ham) og bøger (noget til mig)?

Så vi har læst gravemaskinebøgerne, hvor Sønne udpegede larvefødder, førerhus og motor. Vi har læst traktorbogen, hvor han pegede på samtlige godt 100 traktorer med godt 100 begejstrede TRAKTOR TRAKTOR ARBEJD.

Og vi har læst en lillebitte smule National Geographic, hvor Sønne pegede på en meget sort mand og lavede babytegnet for abe... Jæs. Ham og Line Baun Danielsen er two of a kind. Senere læste vi traktorbogen igen, og Sønne pegede på en kinesisk-looking traktorførers skrå øjne og lavede tegnet for at sove. Øjnene så lukkede ud, altså. Og moren tænkte på, om det var for tidligt at begynde at sige sådan noget som "mennesker fra forskellige steder i verden ser bare forskellige ud, Lilleskat. Det betyder ikke, at de sover eller er aber." Jeg venter lige et år... og ser, om det ikke kommer af sig selv. Har jeg sagt, at der er meget få etno-børn i Den Kreative Klasses Vuggestue?

Jeg forsøgte også at introducere Ikeakataloget som fælles-læsning. Sønne udpegede glad en stribet kat som ZEBRA, og jeg overhørte (igen) artssammenblanding i stolthed over, at han kunne næsten-udtale et så avanceret ord. Men så kom vi til reklamen for kødboller, som han ihærdigt forsøgte at hapse ud af bladet. Uden held, det er klart. Med efterfølgende vrede, det er klart.

Åhja. Og så er gravkøerne og flere andre funky maskiner, jeg ikke har ord for, rykket ind i kvarteret igen. Thank god. Bemærk, hvordan morens senede hånd sørger for, at drengen ikke knalder hovedet ned i rattet:

tirsdag den 12. oktober 2010

Sur, sur, sur, lille-mor omkring

Der er blevet sat en masse flueben i dag og følgelig kommet mere luft ned i mine lunger og ud gennem tastaturfingrene. Dagens prøvelse (jeg bliver snart til Carsten Jensen (igen). Oh no!) var ikke en arbejds-én af slagsen, men en familie-én. TRODSALDER iggå. Jeg ved godt, det hedder selvstændighedsalder. Men det er simpelthen sproglig whitewashing af et ældgammelt kendt torturmiddel også kaldet hvor-hurtigt-kan-man-drive-en-voksen-til-vanvid-i-et-kulsort-rum.

Altså: Sønne i seng.
"Sovesove," siger han artigt.
"Godnat søde skat," siger overskudsmoren.

Og så går der ellers en halv time, hvor Sønne næsten sover og kun liiige rejser sig op fire-fem gange. Og jeg bliver troligt siddende ved hans side as always. Og SÅ begynder the Daily (Sønne) Show. Først bare klappen og syngen i sengen:

"Suur suur suur, mooa. Suur" (Hvad kan det betyde udover: Nu bliver mor snart sur, for jeg har ikke tænkt mig at lægge mig til at sove foreløbigt?)

Så rejsen sig op igen og igen og igen.

Så mere syngen.

Så hylen.

Så mere hylen.

Så: "NU LÆGGER DU DIG NED OG SOVER!!! Ærhm Lilleskat."

I alt gik der en time.

Nu sover han. Min puls er stadig høj. Og ja, vi har prøvet at gå. Og at holde ham i hånden. At lægge ham ned, hver gang han rejser sig op. Med skiftende formaninger, tavshedstricks, trøstende ord osv. Alle oplysninger der fører til anholdelse (jeg mener søvn!) bliver modtaget med glade, men trætte smil.

mandag den 11. oktober 2010

Travl med travl på

Var det ikke noget med, at Kierkegaard engang sagde noget i retning af det her: Det eneste som kvinden, der skyndte skyndte skyndte sig ud af det brændende hus, nåede at få med, var ildrageren. OK. Ikke ordret. Men næsten.

I'm that woman. Jeg er så travl, at jeg slet ikke kan huske, hvad det er, jeg skal. Og derfor blogger i stedet for... og snurrer lidt rundt om mig selv og klør mig i håret og snurrer mere rundt. Det bliver jeg jo ikke mindre travl af, vel.

Derfor har jeg også svært ved at svare på, hvad det egentlig er, jeg har så travlt med. Og hvorfor. Det er noget med mange deadlines på én gang. Noget med tidsoptimisme (en sygdom, jeg troede, jeg for længst var kureret for) kombineret med halvdårlig planlægning og til tider uforudsigelige arbejdsforhold. Noget med vidt forskellige steder og opgaver, hovedet forsøger at befinde sig på og løse på én gang. Og rigtigt meget noget med nogle ubekendte. Sådan noget med "aj, finder vi nogensinde den case?" og "hvorfor f... er der ingen eksperter, der tager deres telefon? Hvornår skal jeg SÅ snakke med dem?" og "kan man overhovedet lave artiklen på den måde - og hvor lang tid tager det i givet fald?" og "burde jeg ikke også...?" Og så videre i den dur.

Manden forsøger forsigtigt-forsigtigt at pippe nogle meget konkrete løsningsforslag. Så jeg morfer mig til en ildsprudlende drage (af den farlige ikke den nuttede slags), der forvandler alle forslag til aske på et nanosekund. Så nu giver han mig en (ligeledes forsigtig) krammer i stedet for og hælder cola i mit glas og vand på min ild. Jeg kan godt lide ham...

Og travlheden? Den skulle gerne løje af om et par uger. Så vidt jeg kan se ud gennem den tågede travlhedsbrille. Råb gerne op, hvis I ser mig trisse lallende ud af et grumme tidsoptimistisk spor om et par måneder igen. Og los mig eventuelt blidt over skinnebenet, hvis jeg ikke hører efter. Eller lav nogle af mine arbejdsopgaver, hvis der uforskyldt havner for mange på mit bord...

lørdag den 9. oktober 2010

Nu med strip. Eller det vil sige næsten

Host. Der er tømmermænd i Carporten. Det er der ellers meget, meget sjældent.

Men københavnerveninde Katalinka kom, så og væltede Århus inklusive mig. Det startede med cava til kødsovsen og siden øller på en fancy tapasbar og udviklede sig til nogle (ærhm) et-liters-fadøl i (passiv) røg og damp på et værtshus. Selvfølgelig i selskab med to tykke, glade og gamle mænd, der besad det eneste halvledige bord. Og som senere intetanende lokkede de to speedsnakkede feminist-sindede københavnere med på en stripbar (!) beklædt med tykke røde tæpper og prostituerede i alle hudfarver - blot for at erfare, at københavnerne UTROLIGT gerne ville snakke om kriminalisering af sex-kunder og sølle-heden ved  kombinationen ung-afklædt-afrikansk-kvinde-gammel-dansk-mand. Jæsjæs. De var ikke begejstrede.

Strip var der til gengæld intet af. Paradoksalt, ja, når nu det var en stripbar... men OK, det havde måske udfordret os mere, end godt var. Så vi slingrede op ad bakken med dobbeltwhoppere og pommes fritter og 27.000 genstande i maven. Og slingrer stadig. Jeg gør i hvert fald. Ret uhensigtsmæssigt at automatvågne klokken otte, når man er gået i seng klokken fem. Jeg siger det bare.

torsdag den 7. oktober 2010

Tre sager som der spekuleres på i Carporten

  • Hvorvidt man skal være stolt, flov eller direkte pinligt berørt, når Sønne drøner Kvickly rundt og fylder følgende i Morens indkøbskurv: Økokiwi. Økoappelsin. Økoavocado. Økospelt-riskiks. Ærhm.
  • Hvorvidt det er et tegn på, at tanker om krig og alverdens ondskab har sat ens hverdagsliv i sundt relief, når man slet ikke iriterres over at betale 900 kroner for vinterstøvler i størrelse 22. Eller om det snarere er et virkeligt, virkeligt dårligt tegn, at man ikke købte nogle støvler til 200 kroner i Kvickly og brugte resten på at Redde Verden.
  • Hvorvidt man skal være stolt af Manden, når han regner ud, at det med de nye vinterstøvler koster godt en tier om dagen at holde Sønnes fødder varme, forudsat hans vækst følger de normale kurver...

onsdag den 6. oktober 2010

Noget om børn og tortur. Så er I advaret.

OK, jeg har altid været et følsomt gemyt. Græd fx over Merrild-reklamerne, da jeg var gravid med Sønne. Og over Jesu korsfæstelse, da de fortalte om det i jule-tv engang i slutfirserne (men det var også den eneste anekdote, jeg på det tidspunkt havde hørt om tortur og dødsstraf). Og jeg er sådan en, der ikke bare får blanke øjne af sørgelige film (og tv-serier), men græde-græder.

Menmen. Når alt det er sagt, så tror jeg alligevel, at mit freelanceprojekt for Røde Kors kunne få de fleste ud i noget tuderi og noget ondtimavenhed. Sagen er nemlig den, at jeg er igang med et undervisningsmateriale om krig. Herunder, of course, krig og børn. Og i min research støder jeg på alt muligt, der overgår enhver fatteevne, især enhvers muttis (spring evt. det følgende over, hvis det er tæt på sengetid):

- Den irakiske dreng på tre, der bliver kidnappet sammen med sin far og torturet - mens faren tvinges til at se på. De er fri nu, men drengen har det ad helvede til. Tisser i sengen. Har ar over det hele. Og sårn.

- Den ti-årige storebror og den seks-årige lillesøster, der på forældrenes mark i Congo overrumples af oprørsfolk. Drengen tæves, pigen voldtages. Og så smutter oprørsfolket. Og dér ligger ungerne...

- Og alle børnesoldaterne, der tvinges til at skyde deres egne brødre og søstre - for så kan de jo ikke vende tilbage til familien og må derfor blive hos den oprørsstyrke, der har kidnappet dem.

Jeg kunne blive ved. Og jeg har udeladt alle de scenebeskrivelser og maleriske detaljer, Internationalt Røde Kors altid udstyrer deres casehistorier med. Bare så I ikke behøver at græde ned i tastaturet, som jeg gjorde, da jeg læste den om den treårige. For hulan

Der er ikke nogen pointe med alt det her skriveri. Ikke noget med at det sætter vores speltbekymringer i vidunderligt perspektiv eller noget. Kun at krig sucks, og at ondskab kan være en forståelig konsekvens af mange ting og sager og forhold - men aldrig når den i den grad går udover børn. Aldrigaldrigaldrig. Punktum. Godnat.

En mummybloggers onsdagsordbog

Ting som Sønne godt kan sige:
  • Hårtørrer
  • Yemen
  • Cylinder (OK. Han udtaler det ikke helt rigtigt. Men alligevel... jeg kan dårligt nok sige det selv!)

Ting som Sønne måske burde kunne sige i stedet for:
  • Sit navn
  • Tak for mad
  • "Søde mor, skal jeg ikke bare gå ned og selv lægge mig til at sove i dag? Så kan du få en velfortjent slapper"
Ja, han kommer fra et hjem, hvor vi læser UTROLIGT meget National Geographic - derfor Yemen.  National Geographic er bare sjovere end de utroligt mange bøger om gravkøer, vi ellers læser, derfor bliver han plaget med mumier og Mellemøsten og så videre.

Og han kommer fra et hjem, hvor Manden ved utroligt meget om motorer. Til gengæld er der ingen af os, der tørrer hår...

mandag den 4. oktober 2010

Kindtand. Ringvej. Roger. Over. And out.

Jeg vandrede med Søster på ringvejen, da hun foretog sin skarpe analyse:
"Jamen det er jo ikke Carport-noia. Det er ringvejs-noia!"

Det er rigtigt. Ringvejen giver sårn et lidt motorvejsagtigt indtryk af, at vi er meget nærmere Tilst, end tilfældet egentlig er. Tænk grimt gult nybyggeri og mange spor og generel udkantsstemning. Hvis carporten lå nærmere centrum, var der ikke meget at have noia over. Sagde Søstrene City.

Dog kan ringvejen være fin i det helt rette lys, se selv:


Jaja. Undskyld til dem, der bor i Tilst og elsker det. Mit humør er i høj grad påvirket af en kindtand, der ligger i gummen på et sagesløst barn og gerne vil ud, og som holder sagesløse forældre vågne natten lang.

Udover at gøre humøret gråligt, gør sådan noget søvnløshed noget funky ved sanserne. Alt lyder som en svømmehal og ser ud som en tunnel og lugter af metal. Ikke udpræget rart. Dagens absolutte lyspunkt var super-mormoren, der fløj ind med tog og bagte de speltboller, der her på matriklen normalt kun findes som en blog-fantasi. Og som lavede frikadeller og salat og risotto og hvad ved jeg, mens resten af husstanden tog en lur.

søndag den 3. oktober 2010

Moster Bob er i huset

Søster er på besøg. Sønne er hendes fan nummer et. Fordi hun er sød og skæg. Og fordi hun læser uendelig mange bøger, hvis man bare råber MEREMEREMERE. Så det gør han. Og så læser hun.


I går var vi ude og lede efter vinterstøvler. Ja, jeg ved, at det er ophidsende læsning. Og pludselig gik det op for mig, hvor Sønnes shoppegen kommer fra. Det kommer jo fra Søster! Somehow...

Jeg ryster og sveder og er generelt utryg i butikker. Særligt når det handler om beklædning. Sønne jubler i butikker og krammer alle varerne og flytter rundt på alle støvler og sko. Lidt ligesom søster. Og nej, vi fandt ingen vinterstøvler til Sønne (fordi 850 kroner er en pris, der li-ige skal tygges på, iggå), men søster fik et par pumps.

Pt. ligger de i øvrigt og gemmer sig under en dyne og råber MOA (ja, begge to), så jeg må hellere gå ind og finde dem...

fredag den 1. oktober 2010

Det meget uofficielle referat fra modellamødrenes forældremøde

I går var jeg til vuggestue-forældremøde med (resten af) den kreative klasse - alle iført ekstremt lækkert hår og langskaftede designerstøvler. Og jeg cyklede fra mødet så harm og adrenalinfyldt, at jeg forcerede bjerget i andet gear. Uden at bemærke det før til allersidst.

Altså I ved... det handlede selvfølgelig om en vis madordning. Altså: Hvad er kvaliteten af Klara-Millas og Oskars og Karlas (find selv på flere navne i samme dur) frokost? Er den fresh nok? Er kartoflerne fra glas og er det noget om, at æggene nogle gange er lidt maste?

Modellamødrene havde (uden på noget tidspunkt selv at have set frokosten forstås) besluttet sig for, at kvaliteten simpelthen var for RINGE, og det hele bare var for TRÆLS. Og de var ikke bange for at sige det til sagesløse og velmenende pædagoger, der på et tidspunkt nærmest måtte holde hænderne op for ansigtet for ikke at blive knock-outet af alle de spørgsmål, der fløj om ørerne på dem. Og som ikke har valgt den kommunale madordnings-udbyder, og som i øvrigt troligt skriver tilbage til udbyderen, hver gang en chicken-wing eller en agurkestav ser lidt suspekt ud.

Vi sad vel en 40-50 mennesker i lokalet. Og vi udgjorde et forum, der på ingen måde kunne stille noget op i forhold til maste æg. Det kan kun forældrerådet og bestyrelsen. Og vi udgjorde et forum, hvor majoriteten gerne ville hjemad til deres økopoder og økomænd. Alle havde lige været ude på stuerne, som det hedder i vuggestuesprog, og sunget sange om giraffen gumle og hørt om hverdagen og, tag ikke fejl, diskuteret madordningen.

Og alligevel gik diskussionen i plenum derudaf. Jeg har skåret ned på antallet af aktører for overskuelighedens skyld, men det her er essensen:

Modellamor: Altså vi har hørt om alt muligt: Gummiagtige frikadeller. At de kun får dåsemad. Og glaskartofler!!


Den stakkels leder: Ja, de får dåsemakrel. Men ellers er det meste friskt. Også kartoflerne. De kommer altså ikke fra glas.

Modellafar: Vores børn skal ikke have gummiagtig mad! Når det ikke engang er noget, pædagogerne selv har lyst til at spise...

Pædagog: Altså, jeg serverer IKKE noget for jeres børn, jeg ikke selv ville sætte tænderne i. En dag da nogle kyllingestykker lugtede lidt mærkeligt...

(et sus går gennem forsamlingen og alle begynder at råbehviske "lugte mærkeligt!" "nej altså!!")

Pædagog: ... sendte jeg dem tilbage med en note.

Modellamor: Altså så vil jeg godt bare lige høre; hvordan forholder I jer lissåm pædagogisk her i huset til, at der står en RIGTIG madmor ude i køkkenet og laver RIGTIG mad, og hvor børnene deltager? Altså hvordan forholder I jer pædagogisk til det?!

Den stakkels leder: Det ville vi simpelthen elske! Det ville være så dejligt. Men for det første er køkkenet ikke godkendt til madlavning på den måde. Og for det andet er vi meget langt fra, at det kan lade sig gøre økonomisk.

Modellamor: Altså kunne man så ikke få det godkendt, hva'?

Pædagog: Nej. Det kan man ikke. Det er ikke fordi, vi ikke vil. Det kan ikke lade sig gøre. Der er meget strenge krav til den slags.

Modellafar: Så er det da bedre med madpakker!

Den stakkels leder: Vi ser en stor pædagogisk gevinst i, at børnene spiser det samme, og vi rigtigt kan snakke om maden og sådan.

Modellamor (nu med en ny skarphed i stemmen): Så vil jeg godt bare høre, hvor langt er vi økonomisk fra, at det kan lade sig gøre? Vi kunne jo nok finde ud af noget med ekstrabetaling til en ung pige...

Mig (uelegant råbende og med røde kinder): NEJ DET MÅ MAN IKKE!!!!

Modellarmor (hvæse-hviskende til modella-sidekammerat): Altså det her kan bare gøre mig SÅ vred. Jeg kan mærke at det virkelig, virkelig... altså VIRKELIG kan få mig op af stolen, iggå.

Altså min indre Irmelin er jo meget glad for spelt og sund frokost og frisk fisk og what have you. Men selv hun viser sig at være socialist after all. I hvert fald er hun helt med på at tvangsfodre de kværulante damers børn med mælkesnitter og vacuumpakket mad, indtil de bliver lidt mere solidariske med de vuggestuer, hvor forældrene ikke har en levende chance for kunstigt at skrue brugerbetalingen i vejret. Og indtil de fatter, at man spilder voksne menneskers tid ved at brokke sig i de forkerte, ikke-beslutningsdygtige fora. Nemlig.

Og ja, jeg har selv meldt mig til forældrerådet. Godt nok i et svagt og hyggeligt øjeblik på inde på stuen, hvor der var peanuts og børnesange og god stemning, og hvor jeg tænkte, at det ville blive den mest hyggelige demokratiske tjans nogensinde. Det bliver det ikke. Men so be it. Jeg møder op bevæbnet til tænderne med punkter, der IKKE handler om den korrekte mængde rugbrødsfibre til små maver. M-hm jeg vil gerne have nogle nye venner i Århus og bør opføre mig elskeligt og socialt. Men ikke hvis prisen er at hoppe med på bitter-bitter-min-speltbarn-dør-af-at-spise-dåsemakrel-vognen. Nixen. Jeg tvinger dem til at snakke om kulturelt køn i stedet for, gør jeg. Og trivsel. Og tryghed. Hep!