torsdag den 16. oktober 2014

Bitterhed. Åbenbart ikke en varig sindstilstand.

Det gør stadig ondt i min patientkrop.

Jeg ved stadig ikke hvorfor.

Sønne er oven i købet i en vågen-om-natten-fase, og Livses massive trodsalder overdøver selv overboens afrikanske trommer.

Vi er bagud med alle arbejdsopgaver og bofællesskabspligter og sikkert en hel del regninger.

Det er nemt nok at tælle sine ulykker. Det gør jeg også tit. Mens jeg græder og skælder ud og forbander alle forstæder og bækkener og mennesker.

Bare ikke lige for tiden.

I stedet traller jeg rundt og kysser mine umulige børn og min mand og skåler i lunken kaffe og synes, at livet er herligt. I skrivende stund sidder jeg (på mit ømme bækken) i togvognenen med gråspurve i vinduet og massiv fare for røgforgiftning på grund af mine ringe optændingsevner. Med usandsynligt mange forsinkede vigtigt-vigtige arbejdsopgaver, jeg under ingen omstændigheder kan nå at lave. Og jeg kigger helt grund-glad ud på gråvejret og naboens lasede får gennem togvognens fedtede ruder og priser min uendelige lykke.

Måske er det vanviddet, der endelig er sat ind. I så fald er det velkomment, også selvom jeg skulle blive normal/gnaven igen om et øjeblik. Pauser er OK.

Måske er det d-vitaminerne, jeg er begyndt at tage ekstratidligt i år, der har en effekt. Måske har jeg simpelthen bare være gennembitter så længe, at bitterheden er sluppet op. Jeg er løbet tør for bitterheds-enzymer, bitterheds-neuronerne er brændt over. Måske bliver jeg aldrig bitter igen.

fredag den 10. oktober 2014

Den bitre patient har ordet. Læs en anden blog i dag.

"Der står ryg," siger Liv stolt og peger på sine kruseduller.
"Det er fordi, du har ondt i ryggen."

Det har jeg.

Ondt i ryggen, ondt i bækkenet, ondt i hofterne. Og intet tyder på, det går væk lige  foreløbigt. I hvert fald viste MR-scanningen, at jeg hemisacralisation, hvilket er den flotte latinske måde at sige, at min nederste ryghvirvel er vokset sammen med korsbenet i den ene side.

Til gengæld er jeg hverken gigtramt eller betændt, og det er jo sådan set rimeligt godt.

Min gigtlæge kiggede med stor og fornyet interesse på mig, da hun havde fået resultaterne, og brugte hele otte minutter og 58 sekunder (hendes nok længste konsultation nogensinde) på dels at pege lidt på skelet, dels at sige herlige ting som "jeg kan da VIRKELIGT godt forstå, du har ondt" og "det bliver KUN værre fra nu af."

Til gengæld kunne hun stort set ikke svare på nogen af mine spørgsmål: Hvorfor gør det så ondt i bækkenet - i højre side, når nu balladen er i venstre? Og i hofterne? Hvem kan fortælle mig det? Eller fortælle mig, hvem der måske kan fortælle mig det?! Og hvad skal jeg gøre?

Fysioterapi og skuldertræk var hendes eneste svar.

Eftersom min fysioterapeut i et halvt år har gjort forkerte ting og sager, fordi han troede, det var en betændelse...

... og eftersom jeg siden har snakket med en anden fysioterapeut, der nonchelant sagde "tjah, du kommer jo nok bare aldrig helt af med smerterne, når du har haft dem så længe" - er min tillid til fysioterapien skrumpet ind til absolut ingenting.

Google er mindre pessimistisk end gigt-lægen, men kan heller ikke forklare, hvorfor jeg har ondt alskens mærkelige steder. Og jeg er en meget lille babyhårs-bredde fra at blive maksimalt frustreret-bitter på Systemet. Med stort s. Hvilket er en rimeligt ærgerlig følelse.

Til gengæld skal jeg til København i weekenden og kramme en niece og en nyfødt baby. Det er en rimeligt god følelse. Se: Så utroligt positiv og taknemmelig er jeg, trods uvished og smerter.

Og hvis I kender en ekspert i hemisacralisation, så siger I selvfølgelig lige til. Iggå.

fredag den 3. oktober 2014

Mit muntre liv i sygehusvæsnet

"Nu har du ikke klaustrofobi, vel?" spurgte min gigtlæge, da hun ordinerede scanningen.

"Lider du af klaustrofobi?" stod der på papirerne, jeg skulle udfylde i hospitalets venteværelse.

"Det er ikke sådan, du har klaustrofobi, vel? Er du sikker?" spurgte radiografen, mens jeg klædte om til hospitalsoutfit bag et meget sporadisk dækkende forhæng.

Nej, nej, nej. Svarede jeg. Til sidst med udråbstegn.

Men jeg skiftede straks mening, da jeg - liggende på en smal, hård briks og dækket af en tung plade fra bryst til lår - blev kørt ind i et lille, varmt rør, og radiografen forsvandt bag en smækket dør. Og magnetfeltet begyndte at bimle og hyle på en bizart uhyggelig måde, og temperaturen i røret bare steg og steg. Og var der egentlig ikke også mistænkeligt lidt ilt?

Lad os blot glæde os over, at det ikke helt tog den "gode, halve time," radiografen havde truet med, fordi jeg simpelthen var så ekstraordinært god til at ligge stille. Also known as stiv af skræk.

Og lad snakke om resultaterne en anden dag.

fredag den 26. september 2014

Don't kiss the messenger

Gigtlægen var ikke typen, der kiggede én i øjnene/hørte efter/svarede direkte/tog sig tid/var særligt tilstedeværende.

Til gengæld var hun typen, der sagde: "Bechterew!? Det tror jeg virkeligt ikke, du har."

Og først derefter:

"Men du skal MR-scannes - for en sikkerheds skyld."

Så jeg elsker hende en lille smule, selvom hun var et rimeligt tåbeligt menneske.

Virkeligheden - i form af mine nye måske-ikke-kroniske livsperspektiver - ramte mig i bilen hjem som et anfald af akut monstersøsyge. Pludselig var jeg i en lummer, indvendig kahyt på en træt færge i Nordatlanten, og der har jeg været siden. Med udtalt kvalme, mild klaustrofobi og grimme gulvtæpper.

Det er hårdt med alle de følelser og reaktioner og neuroser, når man også skal forestille at foretage sig almindelige og voksenagtige ting. Men altså. Godt er det. Om Gud og MR-scanningen vil, er frygten for bechterew (eller bechterøv, mellem fjender) a thing in the past.

Og så kan jeg for alvor tage fat på at opstøve nogle mennesker, der rent faktisk ved noget om splattede bækkener.

torsdag den 25. september 2014

Måske er det bare ligesom at læse et horoskop: Pludselig passer det hele


”Du skal ikke være bekymret for, om det er et eller andet slemt kronisk.”

Hun smilede beroligende, min praktiserende læge, og fortsatte:

”Jeg tænker umiddelbart bechterew, og det kan man få medicin for, så du behøver ikke se så nervøs ud. Skal jeg stave det for dig, så du kan google det, når du kommer hjem?”

”Jeg kan fint stave,” sagde jeg taknemmeligt og tænkte, at hun da var verdens sødeste, mest forstående, mest beroligende menneske.

...

Så googlede jeg bechterew.

Og blev pludselig ramt af en mærkelig blanding af total følelsesløshed og out-of-the-blue-smerter i hele kroppen.

Det varerede lidt, og så gik jeg i en form for chok, der varede flere dage. Hvor jeg var ude af stand til at være hverken et arbejdsmenneske eller et mormenneske og bare rokkede frem og tilbage mens alle mine 27 indre stemmer råbte højt af hinanden og Google og doktoren.

Bectherew, iggå, er en hæslig, forfærdelig, lorte-livslang gigtsygdom, som måske nok kan lindres med lidt binyrebarkhormon og måske nogle sjove biologiske medikamenter, men som altså er rimeligt invaliderende.

(Undskyld, hvis I lider af Bechterew og har alletiders liv. Eller nærmere: Godt for jer. Det er vist ikke et helt almindeligt perspektiv med den sygdom, så vidt jeg kan forstå på altid pålidelige Google)

Det, min læge mente, var altså ikke – som jeg troede – at alt nok skulle blive godt, at jeg ville komme til at gå igen, at jeg ville blive rask og (en eller anden ikke-invalid version af) mig selv igen. Det hun i virkeligheden mente og burde have sagt var:

”Du skal ikke dø i morgen. Det skal du være glad for.”

Eller:

”Du har formentlig en kronisk sygdom, der kommer til at have større og større negativ indflydelse på din livskvalitet, men hvad betyder det i det store billede, hvor mange mennesker har noget, der er endnu værre?”

Eller:

”Så længe du fejler noget, lægevidenskaben kan lindre (i hvert fald lidt), bør du være en glad og taknemmelig borger.”

Da mit chok havde lagt sig, besluttede jeg at kvitte googling til fordel for en meget bedre strategi: Fortrængning og ubegrundet optimisme. Det er lykkedes mig ligesom at beslutte, at jeg ikke har Bechterew men bare er almindelig bækkenløs. Og at det godt kan fikses. At jeg kommer til at gå fint igen. ALT SKAL NOK BLIVE OK.

Hvilket jeg har tænkt mig at sige til gigtlægen, som jeg har en tid hos lige om lidt.

mandag den 22. september 2014

Vi er vores egne værste fjender. Eller pædagogen lyver.

Vi har været til samtale i børnehaven.

Og fået at vide, hvor utrolig kvik og sød og charmerende og easy-to-love og kompetent og robust og tydelig Bette er.

Eneste minus?

Jow, at hendes forældre er så ængstelige, når de afleverer, at det smitter af på hende.

Og således gør vi - som altid - livet unødigt besværligt for vores børn på den bekymrede metamåde. Siger jeg nervøst og ængsteligt.

lørdag den 13. september 2014

I øvrigt føler jeg mig allermest integreret i forstæderne, når:

  • jeg kører i bil bag én, der overholder fartgrænsen, og jeg sprutter og bander højlydt til mig selv over, hvor langsomt det går
  • jeg problemfrit smalltalker om Nettos åbningstider med tilfældige mennesker i børnehaven
  • jeg tilbyder de nye, bil-løse bofæller at låne bilen, hvis de skal bevæge sig mere end to kilometer. Fordi jeg har glemt, at det kan man faktisk også uden bil.

tirsdag den 9. september 2014

Tænk hvis vi nu aldrig havde boet på fjerde sal med to bittesmå børn og en bækkenløsning...

... så havde min fysioterapeut måske ikke sagt:

"Du har det for dårligt."

"Du skal udredes."

Men vi har jo boet på fjerde sal med to bittesmå børn og en bækkenløsning. (Det var sådan her.) Og min fysioterapeut sagde jo rent faktisk - med et meget trist udtryk i ansigtet - det væmmelige ord udredning.

Så nu skal jeg til en gigtlæge.

It sucks.

I dag er jeg hverken Julia Lahme, Andrea Hejlskov eller The Bloggess. I stedet er jeg bange for at blive Omanne - selvom hun er ret fantastisk.

...

Ærhm. Jeg har lige slettet 15 bandeord, noget om sundhedssystem-monstre og noget fanden, jeg havde malet på væggen. Fordi jeg er et positivt menneske. Og well, who knows, måske jeg rent faktisk kommer til at kunne gå igen en dag. Med eller uden gigtnarko.

mandag den 8. september 2014

Men det er jo hele tre damer


Se, der i hjørnet står mit nye kontor. Lidt skramlet, stadig, men med brændeovn og tiptop udsigt over markerne. 

Prima internetforbindelse har vi sandelig også. Således kan jeg afvikle morgenens skype-møder med Østrig-Australien-Århus Nord mens jeg (lydløst, grundet skype) saver det sidste, alt for store, brænde i ovn-rette stykker med den rustne sav. Og - lidt senere - mens jeg vælter kaffekopperne og (Mandens) computer med en kost i forsøget på at dræbe en stor særligt sejlivet, aggressiv og farlig natsværmer. Stadig ret lydløst, og altså mens jeg pruster ting om PR og social media strategies og den slags.

Jeg har med andre ord glæden af på én gang at føle mig som poweragtig business-woman, totalt-i-pagt-med-naturen-og-ilden-dame og galoperende neurotisk.

Eller, sagt på bloggersk, som Julia Lahme, Andrea Hejlskov og The Blogess på én og samme gang. Det er sguda meget godt på sådan en mandag morgen. 

Og nu skal der mere brænde i ovnen.

tirsdag den 26. august 2014

Orange scene, tyreløb i Pamplona og andre forstadsillusioner

Hej-hej-hej, det er længe siden. Men alt er ved det gamle: Crazy arbejdssommer, hæsblæsende, bækken-værkende, børnehave-hjerte-smertende, rodet, søvnløst, fint nok.

Men der er også noget nyt.

Fx har jeg fået et kontor i en faldefærdig ølvogn. Det føles godt.

Og jeg har været medarrangør og skiltemaler på Beders største musikfestival nogensinde (nej, det siger nok ikke så meget. Men vi havde en orange scene og 350 glade festivaldeltagere).


Og jeg er blevet megasej til at køre bil når jeg selv skal sige det (og det skal jeg). Jeg har endda parallelparkeret, mens der holdt en taxa bagved og ventede. Selvom der var meget, meget god afstand til alle sider, vil trofaste læsere vide, at det svarer nogenlunde til at genneføre en ironman/svømme til Sverige/løbe tyreløb i Pamplona for almindelige, ikke-neurotiske mennesker. Og jeg klarede det endda næsten uden angstsved.

Vi er med andre ord rimeligt klar til efterår i carporten.