tirsdag den 23. august 2016

Uden Ellinor. En slags epilog.

"Hvordan går det?" spurgte en mor til en af Livs veninder (I ved, sådan en mor, man ikke HELT er blevet venner med endnu, men hvor man arbejder på sagen). Hun var netop kommet ind af døren for at hente sit barn, og jeg stod overfor hende med Ellinor på armen.

Og jeg brød som det mest selvfølgelige ud i sang:

"Det går bedre," sang jeg.

"Meget bedre-ee, nu-uuuuh."

Jeg tror endda, jeg lavede et enkelt lille dansetrin.

Hun stirrede tomt på mig, helt tomt. Tilsyneladende ser de ikke Doctor McStuffins hjemme hos dem. Og vi sagde hej-hej på en underligt flad måde, og jeg har ikke set hende siden.

Herligt.

Det jeg burde have sagt til hende, var nogenlunde det her:

Først fødte jeg Ellinor, fint og fredeligt i vand med markudsigt.
(Fødselsberetningen kan læses her.)

Med det samme begyndte jeg at bløde, bare en lille smule.
(Mere om det i #1 Uden Ellinor)

Så blødte jeg mere og mere og fik det skidt, og jordemoderen blev bange.
(Mere om det i #2 Uden Ellinor)

Så blev det hele lidt tåget og meget ubehageligt, og Ellinor forsvandt ud af mine arme.
(Mere om det i #3 Uden Ellinor)

Endelig kom en ambulance, men der var råben og skrigen og gamle traumer og ingen Ellinor og ingen ambulancereddere i sigte.
(Mere om det i #4 Uden Ellinor)

Og endelig kom en redder - sammen med en nabo - og fik bugseret mig over på båren, og der var blod og ubehag og ingen Ellinor.
(Mere om det i #5 Uden Ellinor)

Så kørte ambulancen med mig på kanten af bevidstløshed - uden Manden, uden Ellinor. Det var det værste, det allerværste.
(Mere om det i #6 Uden Ellinor)

De var heldigvis på opvågningen, Manden og Ellinor, og efter tre hospitalsdage og fire poser blod kom vi hjem, sammen og i live, med solskin og tårer og kærlighed. En ret lykkelig slutning, ikke sandt.
(Mere om det i #7 Uden Ellinor)

Og hvad skete der så? Fysisk tog det i hvert fald en halvanden måneds tid at komme nogenlunde oven på igen. Jeg var træt, som jeg ikke har været det hverken før eller siden (og det siger ikke så lidt), og jeg blev svimmel hver gang, jeg gik bare 100 meter. Og der sad stadig nerver i klemme underlige steder. Men altså: Ikke noget der ikke kunne klares eller i hvert fald udholdes, ved at Manden holdt fri og bar på babyen, ved at spise heavy smertestillende og få noget massage. En kropsterapeut hjalp mig af med den generelle fornemmelse af ubehag, fremmedhed ved min krop og hjalp. I lang tid havde jeg simpelthen svært ved at rejse mig op. Men det går også bedre - meget bedre - nu.

Og hvad så psykisk - i det omfang, tingene overhovedet kan skilles ad? Jo, det går også bedre, meget bedre. Jeg begynder fx ikke længere at ryste, når jeg hører lyden af en ambulance. Men: De par timer, jeg missede med Ellinor lige efter fødslen, har taget lang tid at indhente. Tager lang tid at indhente. Jeg har endnu ikke brugt en babyalarm, for hun er hele tiden lige i nærheden. Men lige nu sidder jeg i stuen og skriver, mens hun ligger nogle meter væk og sover på soveværelset. Det er en forbedring. For bare en måned siden skulle hun helst være LIGE ved siden af hele tiden. Hvilket er rimeligt svært, når man har rimeligt mange børn i forvejen. Hun kan også godt græde (lidt) nu, uden jeg selv begynder at græde. Om natten sover vi stadig mave mod mave i så ypperlig en samsovning, at selv de vildeste attachment parenting-typer blegner ved siden af - og sådan bliver det nok ved med at være et stykke tid.

I starten var jeg seriøst bange for at blive sindssyg. For at få kronisk posttraumatisk stress syndrom. Første gang jeg skulle ind i rummet, hvor jeg havde født og blødt, brød jeg helt sammen. Første gang jeg så fødekarret, brød jeg helt sammen. Men jeg fik hjælp - først af en doula-coach-type og siden af en jordemoder-psykolog. Og jeg berettede alting så detaljeret, jeg kunne, herinde. Alt det holdt sindssygen fra døren, og sådan traume-wise tænker jeg virkeligt, at jeg er ovre det værste; at den akutte fare for vanvid og varige psykiske men er nogenlunde overstået. Jeg har i øvrigt - selvfølgelig - også prøvet at få fat i fødselsjordemoderen, men hun tør tilsyneladende ikke snakke med os igen...

Så hvordan går det LIGE nu? Det kunne jeg selvfølgelig også have svaret på, i stedet for at synge eller i stedet for den her kilometerlange fortælling.

Det går OK. Isen er tynd, tynd, tynd, og når den krakelerer - hvis jeg er for træt, hvis Ellinor har grædt særligt meget under en af vores helvedes-afhentninger, hvis folk bliver irriteret over min Ellinor-seperationsangst, hvis vi har alt for travlt - så synker jeg dybt, dybt ned. Sårbar tror jeg ordet er. Jeg er stadig sårbar. Og det bliver stadig sværere at være sårbar, fordi tiden går, jeg ser almindelig (omen lidt træt og buttet) ud, og verden forventer, at jeg opfører mig nogenlunde almindeligt. Eller måske er det bare mig selv, der forventer det. Ind i mellem kommer sundhedsplejersken forbi og siger, at det er OK, at jeg har det, som jeg har det. Ind i mellem siger I det. Så går det sjovt nok straks bedre.

Og: det meste af tiden skøjter jeg taknemmelig af sted på den tynde is med Ellinor i favnen og de to store i skørterne. Jeg er i live! Hver dag med alle mine børn er en goddamn gave! Det går bedre, meget bedre nu! Det gør det virkeligt.

onsdag den 17. august 2016

Folkeskolen is back

Skolen er startet igen, og det går sguda meget godt, ikke, men vi husker med gru tilbage på sidste år.

Og selvom Sønne nu insisterer på at lave matematik i stedet for at høre godnathistorie, selvom han fortæller stolt om sin nye danskbog, selvom han spiller fodbold i alle frikvarterer, selvom han - i følge pædagogerne - er blevet så stor og god og fræk i sommerferien, og selvom han er glad-glad om eftermiddagen... ja, så er det som om, han også husker. I hvert fald har han ondt over det hele om morgenen; så er det armen, så er det foden og så "hvorfor fanden skal jeg i skole, når det gør så ondt?!"

Og vi øver os på at lade ham have det, som han har det (åhja), men hold nu op hvor er det svært. Svært og upraktisk. Uhyre fristende at råbe tag dig nu sammen! (eller hvisle det), uhyre svært ikke (kun) at komme med trusler men også vise noget, der ligner forståelse. Fem minutter efter, at man skulle have kørt, hvis man skulle være kommet til tiden.

Det er helt sikkert overstået lige om lidt, siger vi til hinanden, og jeg snuser til min baby og skiftevis frygter og håber, at der slet ikke er noget, der hedder folkeskole, når det bliver hendes tur om seks år.

mandag den 15. august 2016

At ha det som man har det

En af de største gaver, man kan give til folk, er at lade dem have det, som de har det. Ikke noget med underliggende dagsordener om, at de skal tage sig sammen; ikke noget med at indlede trøste-sætninger med "men i det mindste..."

Det kan godt være svært.

Det kan godt være endnu sværere at give sig selv den gave.

Hvis man fx har det meget, meget ringe med at hente to børn på bekostning af en baby, kan man fx godt få lyst til at sige til sig selv, at man skal være glad for, at man i det mindste har tre fantastiske børn. Og en bil. Og en barselsorlov. At man skal tage sig lidt sammen og suck it up.

Hvis man så trækker vejret VIRKELIGT dybt og livsklogt, kan man måske sige noget i den her retning til sig selv: Du er sårbar og pjevset og kan ikke tage ret meget, men det nytter ikke noget, at du skælder dig selv ud. Det ændrer ingenting. GØR noget i stedet for. Find en løsning.

Hvis man så skriver om det på sin blog (eventuelt mens alle ens indre brokke-alarmer bimler og bamler), regner man med, i bedste fald, at blive bestyrket i sin autopeptalk. Altså at nogen siger: Du er sårbar og pjevset og kan ikke tage ret meget, men det nytter ikke noget, at du skælder dig selv ud. Det ændrer ingenting. GØR noget i stedet for. Find en løsning.

Og når der så sker noget andet - når alle hurtige og kloge kommentarer oser af "fuck det lyder ægte hårdt, det ville vi også synes" - ja, så føles det... fantastisk. Som om man godt må have det, som man har det, uden at kalde sig selv sårbar eller pjevset.
Som en gave.
Som en art syndsforladelse. 

Tak.

lørdag den 13. august 2016

Tynd is, tung autostol, fanden på væggen og i afhentningen

Jeg er typen, der holder meget af at male fanden på væggen. Så kan han lissom hænge der og kigge ned på en virkelighed, der endte med at blive meget finere og bedre, i hvert fald i sammenligning med forventningen.

Derfor brugte jeg også en masse energi på at forhåndsstresse over den daglige hentning. Både over det manuelle gear, naturligvis, men også over hvordan mig og Ellinor skulle bære os ad med at komme ind i bilen, ud i børnehaven, ind i bilen igen, ud i skolen, ind i bilen igen... uden at bryde sammen i sind, bækkener og babyhjerter.

Nu har vi så hentet, Ellinor og jeg, i over en uge. Og problemet er, at virkeligheden er værre end selv mine mest pessimistiske fantasier om den. Altså: For det første må jeg stoppe bilen flere gange og finde en sut frem og trøste, før vi overhovedet forlader matriklen. Når vi når til børnehaven, er Bette E næsten faldet i søvn, men vågner selvfølgelig, så snart jeg parkerer. Så hun kommer i bæreselen, mens jeg traver den vidunderligt, hæsligt kæmpestore naturbørnehave rundt for at lokalisere en fem-årig og derefter traver op og ned ad nogle trapper for at krydse ud og tage mudret tøj med og den slags. Nu er Bette E igen stort set faldet i søvn - men vågner naturligvis, når hun skal i autostolen. Eventuelt bliver hun ammet lidt på forsædet, mens Liv kravler rundt skiftevis på hende og mig og aer os i ansigterne med sine vidunderligt, hæsligt sorte fingre og råbesynger ELLI ELLI ELLI ER SÅ SØØØØØØD. Efter mælk, gråd og sutte-terapi kommer Bette E i autostolen en gang til og klynker på vej til skolen.

Nogle dage når hun at falde i søvn, og jeg lister autostolen diskret ud og marcherer SFO'en rundt for at lokalisere en syv-årig... trapper og larm og flyvende klodser og en baby, der selvfølgelig vågner i den sygt tunge autostol, nu den ikke længere befinder sig i en bil. Og jeg har ondt-ondt af Elli, der på den måde betaler prisen for det rigtige børnehavevalg og det rigtige skolevalg (de kunne jo også have gået lige på den anden side af vejen) og måske også en lillebitte smule ondt af mig selv, så jeg slår nogle indre handler af: Hvis vi kommer helskindet igennem det her i dag, må jeg drikke to kopper kaffe, når vi kommer hjem. Den slags.

Andre dage vågner hun, så snart jeg har parkeret på skolens p-plads og kommer - nu helt klatøjet og pylret af alt den søvn-tortur - i bæreselen en gang til, før vi vandrer ind og forsøger at lokalisere Sønne.

Og nårhja, så skal vi jo ud i bilen en gang til, og autostol og ELLI ELLI ELLI ER SÅ SØØØØØØD, og jeg forsøger at være max nærværende og spørgende overfor mine to store børn, mens mine hænder sætter sved-aftryk på rattet.

Heldigvis bruger de deres hellige halv times daglige skærmtid, så snart vi kommer hjem, de to store, så Bette E og mig kan ligge i ske og spise lidt (hende), græde lidt (hende, evt os begge to) og sove lidt (absolut kun hende).

Og inde i hovedet er der naturligvis stemmer, der råber, at jeg bør tage mig sammen, og at alle andre har det meget hårdere, og kom nu for fanden, og hvor svært kan det være. Men jeg nægter at lytte til dem, stemmerne. Jeg er for gammel og for børne-rig og har saftsusemig tænkt mig at GØRE noget. I stedet for at skælde mig selv ud. Jeg skal bare lige finde ud af, hvad det er.

tirsdag den 9. august 2016

Kærlighed. Træthed.

Jeg havde glemt, hvordan den føles: Den altoverskyggende kærlighed, der får hele kroppen til at snurre og prikke af lykke, hver gang man ser bare antydningen af en tandløst gumme-smil, og når man kigger ind i runde, store baby-øjne.

Jeg havde også glemt den altoverskyggende træthed, følger med sådan en baby. I hvert fald den baby-model, vi producerer herhjemme. Den kommer i tre væmmelige grader, trætheden:

Den let til moderate træthed, der viser sig som små grå prikker for øjnene og en søsyge-agtig fornemmelse af, at hele verden ligesom gynger lidt. Og som en følelse af, at hjernen ligesom er blevet til en art grålig grød. Det er der, jeg er nu, fordi jeg gik i seng allerede 22.30 og kun har ammet en tre-fire gange i nat. Win.

Den moderate til svære træthed, der - udover at give symptomerne beskrevet oven for - viser sig som en generel vrissenhed og/eller vrede på verden. Inklusive alle børn, der er ældre end ét år.
Det er der, jeg var, under stort set hele min barsel med Sønne. (Da han var otte måneder, kom jeg begejstret hjem fra mødregruppen og sagde til Manden "jeg ved simpelthen ikke, hvad der skete i dag - de var bare SÅ meget sødere, end de plejer! Og sjovere og mere intelligente! Og jeg kan i øvrigt også bedre lide Aarhus, end jeg plejer, og kaffen var god og..." Hvortil han svarede: "I nat sov du fem timer i streg for første gang i otte måneder. Tror du måske, det kunne have noget med det at gøre?" Which it had, selvfølgelig.)

Dødstrætheden, der føles som en depression. Der var jeg også under en del af Sønne-barslen. Jeg forsøger at powernappe mig uden om det sorte trætheds-hul denne her gang men frygter (som altid, for en sikkerheds skyld) det værste. Jeg har altid været bedre til blog og kaffe end til pludselige lure midt på dagen. Og har altid været bedre til at lave små powernapping-børn end de der typer, der sover forudsigeligt og i timevis.

Træthed, sødhed, kærlighed, kækhed.

søndag den 7. august 2016

Så vil jeg alligevel hellere være dårlig til tysk

På min efterskole gik jeg i klasse med Jeannette. Jeannette var sød og ok kvik - men især det sidste glemte hun, når vi havde tysk. Tysklæreren behøvede bare at kigge på hende, så blev hendes meget lyse hud en meget mørk nuance af rød, og hvis han spurgte hende om noget, fik hun tårer i øjnene og kunne ikke rigtigt tale.

Jeg forstod det ikke, men gik ud fra, at hun måtte være meget dårlig til tysk. Op til eksamen læste vi en lille bitte smule sammen, og nej - det var hun ikke. Hun var ikke flydende eller fantastisk eller noget, men hun var langt fra det tyskvrag, hun havde givet indtryk af i timerne.

Min undren voksede, Jeannette fik (vistnok) et gammeldags 5-tal til eksamen, og mit-teenage konkluderede formentlig noget i retning af, at hun var et grundlæggende lidt anderledes menneske end mig selv.

Jeg fattede det stadig overhovedet ikke. Skolepres har altid udelukkende gjort mig skolebedre. Og jeg har ikke rigtigt skænket det en tanke, Jeannettes uforståelige tysk-panik, før i fredags, hvor jeg havde mit eget panik-moment midt i Beders eneste lyskryds. Selvom jeg jo altså for helvede godt kan finde det koblingspunkt og starte den bil. Og nu er jeg så for alvor ræd og har helt røde kinder, bare jeg tænker på lyskrydset.

Så ja, nu forstår jeg bedre Jeannette. Og jeg er nærmest lidt misundelig: Jeg ved ikke, hvordan hendes liv ser ud i dag, men jeg kan ikke forestille mig, at hun har brug for tysk i noget nær samme grad, som jeg har brug for at kunne køre bil.

Jeannette vinder i det lange løb. Det gør hun virkeligt.

fredag den 5. august 2016

Voksenpoint: 0

Øj, hvor jeg fantaserede om at blive fulgt at et helt TV-hold eller et heppekor eller nogle andre, der lissom kunne anerkende, hvor sygt voksen jeg var i morges: Tre børn i bilen, alle mætte og ingen nævneværdig gråd. Og vel at mærke i KÆMPEbilen, den nye stationcar med ægte manuelt gear (IKKE tidligere tiders automatgear), som jeg styrede like a boss. Koblingspunkt, min nye ven. Af sted af sted til børnehave, videre videre til skole, svinge ind langs kantstenen og parkere blødt som en pro. Sjældent har jeg følt mig kompetent og voksen.

Følelsen blegnede en anelse, da Sønne med hovedet på skrå og sin mest pædagogiske stemme sagde: Flot mor, du gik ikke engang i stå i dag!

Men den kom igen, følelsen, og varede lige til hentetid. Hvor jeg formåede at gå i stå FIRE gange - mens jeg holdt midt i Beders eneste og meget lille lyskryds og ventede på at svinge til (fucking) venstre. Der blev rødt og grønt og rødt igen, mens bilen hoppede op og ned og Bette E formentlig pådrog sig varigt piskesmæld, mens det halve Beder fægtede med armene i deres biler og ikke kunne komme nogen vegne, fordi vores kæmpe tank blokerede hele krydset. For fanden i helvede og stress-sved-dryp på rattet. Vi har byens mest genkendelige bil, men forhåbentlig var jeg inkognito bag min Pernille Skipper kører-brille.

Jeg svedte stadig efter at have hentet barn et og to men formåede at komme næsten hjem, før jeg gik i stå igen med et ordentligt hop, midt i et helt uskyldigt trafiklys-løst venstresving. Hvortil Liv, det optimistiske barn, muntert sagde: Og det er jo lige præcis DERFOR, at man altid skal huske sin sikkerhedssele, iggås mor!

Jeg føler, jeg har tabt den leg, der hedder voksen. Men i det mindste er det lykkedes mig at opfostre nogle pænt anerkendende børn.

torsdag den 4. august 2016

Kender du den nye Anne-Anne? Så send hende (m/k) til Beder...

I går skrev jeg det mindste af de her to yndige mennesker op til vuggestue. Endda helt uden at græde. Ikke fordi jeg er blevet cool eller pludselig ser på institutionslivet med håb eller optimisme - men fordi jeg simpelthen satser på, at der melder sig et mirakel inden næste sommer. Et ung-pige-hjemmepasnings-mirakel, så Ellinor kan få samme vidunderlige start på livet som sin storesøster. Først og fremmest beder jeg naturligvis til, at Anne-Anne pludselig hiver et halvt år ud af kalenderen til at passe en af mine døtre. Igen.

(Og hvem er så Anne-Anne, spørger I måske. Anne-Anne er en speltet lykketing, en vuggestue-udskyder og en søvn-magiker. Og så passede hun BetteLiv da hun var ægte bette - tre dage om ugen fra hun var et år til hun var halvandet. Fandme en god start på tilværelsen væk fra forældrene.)

onsdag den 3. august 2016

#7 Uden Ellinor. Noget om et traume.

Jeg tror, det her er sidste kapitel – væmmeligheden, traumet, det dramatiske højdepunkt er overstået, alt andet er i sammenligning små bump på vej hen mod den lykkelige slutning og rulleteksterne.

Nuvel: Jeg vågnede i et lille, halvmørkt rum uden nogen vinduer ud til verden. Og se – dér ved siden af sengen sad jo Manden og Ellinor! Alting flød lidt sammen, på grund af bedøvelsen og blodprocenten, men hun kom endelig over i sengen til mig, den lille, og fik endelig endelig endelig lov at spise.
Manden ringede som det første til fødselshjælper-veninden, der stadig gik rundt derhjemme, bange for at vi havde set hinanden for sidste gang, mens en sygeplejerske og vist nok også en læge tjekkede op på tingenes tilstand. Al god medicin og bedøvelse i min krop virkede stadig så fint, at jeg ikke kunne mærke min krop, kun at jeg var sulten som en ulv. Nogen sørgede for det obligatoriske ristede brød, og både jordemoderen og den jordemoderstuderende kom ind og snakkede om forløbet – nærmest høje over, at det var gået godt.
Jeg græd og spiste og græd noget mere. Jordemoderen beklagede meget, at jeg intet blod havde fået. Hun var kommet op at skændes med den gamle kvindelige overlæge, og hun havde jo lovet… Men selvom jeg godt vidste, jeg stadig havde brug for det, det forbandede blod, var jeg tryg. Vi VAR på hospitalet. Vi VAR i nærheden af en hær af læger. Ellinor var der. Manden var der. Jeg skulle ikke være alene igen.
Mandens faster, der er jordemoder, kiggede også forbi, og det var rart med én, der holdt ægte af os, både til at begejstres over Ellinor og til at ae mig over håret, mens jeg græd og græd. På et tidspunkt blev Manden nødt til at gå for at finde noget mad til sig selv, og så gik jeg nærmest i panik: Under ingen omstændigheder skulle jeg være alene hverken med eller uden Ellinor. Den jordemoderstuderende blev hos mig og sad helt tæt op ad sengen og holdt mig i hånden, mens jeg græd og græd noget mere.
Gråden fortsatte on-off op på mor-barn-afsnittet. Selvom min erindring om rækkefølge, og hvad der egentlig foregik, er pænt tåget, husker jeg, at vi blev mødt af det sødeste, mest forstående menneske, sundhedssystemet har budt os indtil videre: En ældre sygeplejerske, der havde læst min journal og selv gennemskuet, hvor ekstra-traumatiserende det hele måtte have været for os. Hun rummede alle tårerne, og hun håndfodrede mig med stærk smertestillende, da jeg begyndte at kunne mærke min krop.
”Du har båret den ambulance hele vejen fra Beder til Skejby,” sagde hun.
”Det er ikke mærkeligt, at du har nerver i klemme, og at dine muskler gør så ondt.”
Jeg græd noget mere. Og lå fladt på ryggen, helt ude af stand til at hæve hovedgærdet på sengen det mindste uden at være ved at besvime. Sådan er det jo, når man ikke har ret meget blod tilbage…

Og her må vi lige tage en hurtig mellemregning, for hvorfor hulen havde jeg ikke fået noget blod, når jeg sådan havde brug for det? Så vidt jeg kan gennemskue skyldes det en langt ude fejl i retningslinjerne: Man må kun få blod, når ens blodprocent er under 4.3. Men efter store blodtab (eller store blodtransfusioner for den sags skyld) har blodprocenten det med at tage flere dage om at stabilisere sig. Bløder man for øjnene af en masse læger, får man som regel det blod, man skal have. Bløder man i stedet for øjnene af sin mand eller sin jordemoder, udløser det ingen transfusioner. Heller ikke selvom man ikke kan sidde op eller holde sit barn, man har det skidt, og hele verden ligesom flyder lidt sammen.
Allerede på opvågningen begyndte vi at kæmpe: ”Kig på klinikken, IKKE på blodprocenten,” sagde jeg – men uden resultat.
Så jeg lå stadig helt fladt på ryggen, da Sønne og Liv kiggede forbi i en sværm af bedsteforældre. Jeg smilede så godt jeg kunne, mens jeg skældte mig selv ud over slet ikke at kunne holde ud, at de var der. Jeg var træt og forkvalmet, og Liv kom hele tiden til at bumpe ind i slangen til katederet. Men de var begejstrede, de store børn, for deres nye søster, og især Sønne havde fornemmet dramaet og stor brug for at se sin mor.

Ved midnat kom den vidunderlige sygeplejerske for at sige godnat og så panikken i mine øjne. Og fordi hun havde forstået alting, som den eneste, ringede hun til den læge, hun mente ville være mest tilbøjelig til at fravige 4.3-reglen (en ganske ung kvinde…). Og ganske rigtigt: Jeg fik endelig tilkendt en pose blod! Den ankom midt om natten, og jeg kunne stadig ikke sidde op bagefter, men lidt af forkvalmetheden forsvandt.

Og så gik tiden på hospitalet ellers. På den ene side forfærdelig: Jeg havde det dårligt, smerter over det hele, kunne ikke løfte Ellinor selv overhovedet, og vi var i konstant kamp-modus for at få lægerne til at kigge på, hvordan jeg havde det i stedet for på den kunstigt høje blodprocent. Ellinor der pludselig var en sag på børneafdelingen og skulle have taget en million blodprøver, fordi mine blodprøver viste, at jeg måske havde dannet antistoffer mod hende og givet hende en art blodsygdom, så hun skulle have blodtransfusioner. På den anden side var det… så fint, så fint på en skrøbelig måde. Ellinor der lå dér os sov på Mandens nøgne bryst. Hendes små lyde. Hendes mørke, nyfødte blik. En barselsbobble med Manden, Ellinor og mig selv; lidt tid til at lappe på den tid, vi tabte, lige da hun var kommet til verden. Uendelige samtaler i stil med den her:
”Er hun ikke bare fin?”
”Jo, hun er den fineste. Hvor er det synd for alle de mennesker, der ikke får lov at prøve at være hendes forældre!”
Mange tårer, både af den gode og den dårlige slags. Utrolig stærk medicin. Et kateder, der sad ad helvede til, og et konstant flow af saltvand ind i min slunkne blodårer. Besøg. Søde sygeplejersker. Manden i den samme skjorte nat og dag, mit hår i én stor dreadlock, ikke redt efter fødekarret. Og så én til ung læge, der havde forstået pointen:
”Du har det jo ad helvede til. Jeg har givet blodbanken besked om at forberede to portioner blod til.”
Efter tredje portion kunne jeg ganske langsomt gå ud af sengen og trisse de 15 meter hen til toilettet. På vejen så jeg dét, man nok altid ser på sådan en afdeling: Mænd der er nogenlunde velklædte og ser nogenlunde normale ud, og kvinder med store slaskede maver i store slaskede hospitalsskjorter, vilde i blikket. Jeg var én af de kvinder. Den blufærdighed, jeg havde følt derhjemme på sengen, var helt væk, og det meste af tiden lå jeg med åben skjorte og bryster og mælk og tårer ud over det hele.
Efter tredje portion blod holdt vi op med at kæmpe, sikre på at vi ikke ville få mere – med Sønne, hvor jeg givetvis mistede mere blod, fik jeg kun to. Men så: En læge kiggede forbi og sagde, at jeg simpelthen ikke kunne blive udskrevet, når jeg havde det så dårligt, og vupti fik jeg en fjerde portion. Halleluja! Efter den blev jeg så frisk, at jeg fik lov at låse døren, når jeg gik på toilettet. Så frisk, at jeg insisterede på at blive udskrevet, selvom de vist nok gerne ville have beholdt os en dag eller to yderligere. På dét tidspunkt havde vi været indlagt i tre dage, og jeg havde massiv dårlig samvittighed overfor de store børn – og en underlig forestilling om, at hvis bare jeg kom HJEM, ville jeg blive helt frisk med det samme. Så vi krammede alle sygeplejerskerne farvel, satte Ellinor i autostolen og kørte hjem til Beder. Solen skinnede, og hele verden var grøn og fin. Der var ikke et øje hjemme i bofællesskabet, bare os og verdens dejligste baby.
Det var en lørdag, og lige præcis den lørdag, hvor Manden og jeg havde været kærester i ti år. Vi havde snakket en del om, hvordan vi skulle fejre det, men det var naturligt ikke blevet til noget som helst… Jeg græd, da jeg trådte ind i lejligheden og så det værelse, hvor det hele gik så galt. Bagefter græd jeg af taknemmelighed over, at det alligevel gik godt. At vi endelig var hjemme.

Og jeg tror, vi lader filmen om Ellinor og traumet slutte lige her, MED Ellinor hjemme i stuen, de voksne med armene om hinanden og med sol ind gennem alle vinduer og med gode tårer i øjnene – og med lyden af de store børn, der ruller ind på parkeringspladsen med flag og bedsteforældre.
”Måske er det her en ok måde at fejre den ti-års-dag,” sagde én af os.
”Ja. At komme hjem med nummer tre," sagde den anden.
"At være i live. At elske hinanden.”

søndag den 24. juli 2016

Mellemtid og tak

Ind i mellem er sommeren sådan her: Solskin og sovende baby. Pæn mand ved pænt vand.


Og den er sådan her: Søskende der lærer hinanden at kende og siger ting som hun KAN ikke blive bedre, kan hun vel mor? og hun er den sødeste baby i verden.


Og ind i mellem skriver jeg ting på bloggen, der er så vilde og svære og personlige, at jeg bliver i tvivl (igen og igen): Burde det her ikke bare blive skrevet i en dagbog? Og igen og igen bekræfter I mig i, at bloggen er det helt rigtige sted at skrive alting. Det bedste man kan sige til nogen, der har det svært er: hold da op, vi kan godt forstå, du har det svært! Og det siger I, igen og igen. Det er svært at forklare, hvor stor en forskel dét gør. Tak og tak og tak. Må jeres sommer være fyldt med pæne mænd og søde babyer og sol (eller hvad I nu måtte crave).