tirsdag den 3. maj 2016

34+3 (eller en anden mere kreativ men ikke mindre gravid-agtig titel, I selv finder på)

Der ligger babytøj ud over hele huset.

Der er ingen ledig skabsplads, og ingen steder at sove for små mennesker.

Der er ingen kravlegård, ingen voksipose, ingen slyngevugge (som er det, alle siger, man skal have) og ingen brystpumpe.

Der er ikke skyggen af en baby-ble, et amme-indlæg eller en skumklud.

Babybøgerne har ikke været åbne siden 2011 (og er sygt støvede).

Selv den hellige vandrejournal er så godt som tom, fordi jeg bliver ved med at glemme den alle de helt utroligt mange gange, systemet skal undersøge og befamle og vandrejournalisere mig.

Til gengæld har selv samme system ombestemt sig på hele to vigtige punkter:

Dels må jeg gerne føde i stedet for at blive kejsersnittet (noget med en moderkage, der lå forkert, og så alligevel ikke lå forkert).

Og dels må jeg gerne føde hjemme i stedet for at ligge på Skejby og råwe hold nu kæft efter jordemødrene (noget med, at man ikke må føde hjemme, når man ved tidligere lejligheder har været ved at bløde ihjel, men at man så alligevel godt må...).

Dét har jeg naturligvis fejret ved straks at forhåndsinvestere mine endnu ikke udbetalte barselsdagpenge i sådan en fætter her:


Og Livse har fejret det med følgende stort set ordrette bekendtgørelse til sine børnehavepædagoger:

Min mor skal føde min lillesøster i et stort, lilla badekar i stuen. Jeg skal også være i vandet i mens, og vi skal spise popcakes. Det er kager på en pind.

Pædagogerne gengav hendes ord med den velkendte "skal vi mon indberette jer nu"-rynke mellem øjnene, men blev beroliget, da jeg fortalte, at der hverken skal Livse eller kager-på-pind i karret. Som i øvrigt ikke er lilla men blåt.

Det skal nok blive godt (og jeg visualiserer selvfølgelig mig selv i scenariet på fotoet: Jeg sidder blidt indadvendt i kødfarvet badetøj og føder min yngste, omgivet af stearinlys og smukt opstillede flasker med biodynamiske fødsels-produkter. Og bleer, brystpumper, babysenge lige uden for linsens rækkevidde).

fredag den 15. april 2016

Drugs, jeg vil ha' drugs

Lige på den anden side af den stiplede linje mellem kernefamilien og resten af verden ruller livet af sted, helt gruopvækkende og chokerende og tungt. Det her er ikke en cliff hanger eller noget; der kommer ikke mere info om den sag. Jeg skriver kun om mine egne sager, nemlig, og i forbindelse med lige denne her lige-uden-for-kernefamilien-sag, er sagen, at jeg craver. Jeg har et udpræget afhængighedsgen, og det vrider og vender sig i hver eneste celle i min krop og råber på ØLVINTEQUILA, på uendeligt hurtige løbeture med blodsmag i munden og tanketomhed, på pludselig at begynde at ryge, på at deltage i heftige boksekampe mod granvoksne mænd. Alt sammen dulmende aktiviteter der er helt forbudte og umulige, når man har maven fuld af Sidsten og i øvrigt er så immobiliseret, at det er hårdt bare at vralte op til spisesalen. Uden blodsmag i munden, helt fyldt med tanker i hovedet.

"Nå, men hvad hjælper så?" spørger I spændte.
Og jeg må skuffe og sige, at det meste af tiden er der ikke rigtigt noget, der hjælper noget som helst. Men heldigvis: En lille del af tiden er der noget, der hjælper. Ret meget endda. For eksempel:

Elementary på Netflix. Har desværre set alle sæsoner nu. Det samme med Bones. (Og det er så her, I byder ind med andre videnskabsinspirerede, lidt ha-ha, lidt kærlighed, stort set altid afsluttede mysterier/krimigåder-serier, ja.)

Slik. Det bliver forbudt for gravide om et øjeblik, og det er det tætteste jeg kommer på ægte drugs pt. (Og jeg som ellers havde planlagt at gro den sidste baby på ren spinat, mandler og positive følelser. Nu bygger jeg hende, celle for celle, på en diæt af Brugsens bland-selv-slik og Kick. Og kaffe med koffein.)

Den Sure. Altså bloggerdamen. Som ikke engang længere er rigtigt sur. Men som kan mærke livet lige lovligt stærkt og helt sikkert godt sætte sig i behovet for at dulme.

Nye venner. Det er mirakel at få sig sådan nogle i min tårnhøje alder. Og så under disse vrisne omstændigheder! Og så i forstæderne! Men skidegodt når de gamle venner er dårlige til at tage telefonen (modsat mig, der altid... eller. Vent. Ærhm. OK. Men de burde kunne læse mine tunge tanker! Lugte dem på lang afstand!). Nye venner er et skidegodt koncept i det hele taget. Jeg er ikke hårdere ramt, end at jeg sagtens kan sætte pris på et mirakel, når det indtræffer. Faktisk.

Grædende venner. Altså sådan nogle, som man indvier i den chokerende del af livet dér på den anden side af den stiplede linje, og så græder de. Fordi de hopper lige ned i empati-hullet, selvom det er et træls sted at være. Grædende venner er (også) mirakuløse.

Almindelig taknemmelighed. Altså, det kan jeg jo ikke styre. Overhovedet. Meget af tiden er det mere noget med almindelig vrissenhed, almindelig vrede og almindeligt behov for ølvintequila etc. Men en ok del af tiden er jeg faktisk... ok taknemmelig. Taknemmelighed er mindre effektiv end rødvin men langt bedre end ingenting. Og jeg er taknemmelig - over Netflix og slik og blogs og empati, selvfølgelig. Men også over BetteLivs bløde kinder om morgenen, Sønnes gode (eller endda GODESUPERGODE) dage og hans fregner og hans lyse hår, over forår og markudsigt og mine egne i stigende grad excellente bil-skills.

Og nej. Der er ingen pointe overhovedet. Udover jeg eventuelt lige om lidt kører af sted i min Lupo for at købe slik. Og alkoholfri øl.

onsdag den 6. april 2016

GODSUPERGOD

- Hvordan har din dag været? spørger jeg, da han kommer løbende ned ad trappen i SFO'en (bemærk, hvor ultrapædogisk-bevidst jeg er om ikke håbefuldt at sige "har du haft en god dag, hva' hva' - har du?!"... om at give ham chancen for selv at vælge de passende adjektiver).

- GODSUPERGOD! siger han og hopper op i armene på mig a la dengang, han lige var startet i børnehave og vejede cirka det halve.
- Vi har spillet SÅ meget fodbold, og jeg har lært at heade til en bold der var 60 meter oppe i luften!

Og jeg siger sejt og svinger ham rundt, selvom min virkeligt tykke, ømme krop egentlig ikke kan bære hans 21 kilo på den måde. Og alle de mest idylliske og gyldne instagram-filtre lægger sig blødt om os og SFO'en, og nogle skruer ned for larmen fra alt for mange børn på alt for lidt plads, og Livse bliver smittet af det gode humør og griner og griner, og jeg sværger, det virker som om, det hele foregår i slow-motion til blid strygermusik.

Sådan kan det også være. Jeg har øvet mig så meget i at rumme hans svære følelser, at jeg næsten ikke ved, hvad jeg skal stille op med hans glæde.

torsdag den 31. marts 2016

Nogle gaver er tunge at bære

Jeg ligger i sengen.
Med plukkeveer.
Med kvalme.
Med ondt i bækkenet.
Med udsigt til et forsømt forår.
Og uden - sådan virker det i hvert fald - nogen reel mulighed for at sygemelde mig sådan for realz.

Det er alt sammen rimeligt hæsligt og rimeligt forventligt.
Overraskelsen er, at jeg ikke er bitter. Bitterhed er ellers en følelse, der kommer meget let til mig. Meget let. Jeg var fx pænt bitter under det meste af graviditeten med BetteLiv, fordi jeg dårligt kunne bevæge mig og i øvrigt boede på fjerde sal, og var det måske ikke utroligt strengt gået af universet?! Når nu alle andre mennesker bor utroligt meget bedre og med haver og til næsten ingen penge og fede jobs og i meget mere mobile kroppe, hva'!?

Og nej-nej, jeg er ikke i kvidrende overskudsagtigt humør 24-7, vel. Der er dage, hvor jeg kun kan finde ud af at kigge ind i Netflix og slet ikke på mine børn. Eller hvor jeg vrisser arrigt af alle Mandens forsigtige forsøg på at planlægge en mulig fremtid, hvor jeg har det sådan her de næste ti uger.
Nok er jeg tyk, men jeg er ikke blevet til Buddha.

Til gengæld har jeg grund-forstået noget meget vigtigt, jeg tidligere kun har vidst med hovedet og ingenlunde med min ømme krop:
Jeg er priviligeret. Fuldstændig vanvittig priviligeret. På alle mulige måder og parametre:
Vi kan få de børn, vi vil have. Det er bare at beslutte sig, og et par dage eller måneder efter er jeg gravid. Og går som regel tiden ud, selvom symptomerne kunne pege i en anden retning.
Vi har - indtil videre - kun fået sunde og raske børn. Store, tykke, robuste babyer uden andre problemer end noget ørebøvl.
Vi er alle sammen sådan i det hele taget sunde og raske og glade.
Vi har seks (!) bedsteforældre, der - selvom de ikke svømmer i tid - nyder at være sammen med vores børn, når de kan.
Vi bor - omsider - i jordhøjde. Oven i købet et sted, som vrimler med legekammerater og økologisk mad og udsigt ud over markerne...
Vi er ikke rige (faktisk er økonomisk stress den største stressfaktor sårn lige pt.), men det er i det store hele et valg: Vi har valgt at hente vores børn tidligt. Vi har valgt at lave en del af vores film og andre opgaver for kunder, der ikke svømmer i penge. Vi har valgt - løbende - at rejse vores småbitte opsparinger op. Det kan lade sig gøre, fordi vi er enige, Prinsegemalen og jeg, om sådan cirka alle grundlæggende værdier, og fordi vi er så sygt svineheldige at bo i en del af verden med daginstitutioner og barselsdagpenge og alt det dér.

Og nu skal jeg nok stoppe, før jeg begynder at snakke om krigen i Syrien og taknemmeligheden over græsset der gror. Moralen er bare: Selvom nogle ting er tunge, tunge, tunge at bære, betyder det ikke, at der ikke kan være tale om en gave.
Og selvom noget af den nye, zen-agtige livsindstilling ganske givet hænger sammen med et preggo-højt oxytocin-niveau, betyder det ikke, at det ikke er fedt.

lørdag den 26. marts 2016

Ja. Jeg ligner én, der kan føde når som helst.

Sygeplejersken i modtagelsen: Ja, så du er her for at blive sat i gang!?

Mig: NEJ. Jeg er i uge 28.

---

Jordemoder nummer 1, i venteværelset: Dig - ja, dig - du er vist i fødsel. Kom med mig!

Mig: NEJ - vent... Jeg er i uge 28.

Jordemoder nummer 1: Hm. OK. Kom nu bare med mig op på fødegangen.

---

Jordemoder nummer 2, ved fødegangen: Dig - ja, dig - får du hjælp? Du ligner én, der er i aktiv fødsel.

Mig: NEJ - vent... eller jo. Jeg får hjælp. Om lidt, tror jeg.

Jordemoder nummer 2: Du kan stå op ad skranken. Det er rarere, når man har veer.

Mig: NEJ. Nej. Sidst jeg stod op ad lige præcis den skranke, fik jeg et barn cirka tre timer senere.

Jordemoder nummer 2: Og det vil du ikke have nu? Jeg sørger får, du får hjælp om lidt.

Jordemoder nummer 3: Du er i fødsel, hører jeg! Kom straks med mig.

Mig: JEG ER I UGE 28! VI KOM, FORDI JEG HAR DET SKIDT - VI RINGEDE, I SAGDE "KOM." JEG ER OVERHOVEDET IKKE I FØDSEL!!

Jordemoder nummer 3: Og det er du helt sikker på? Du ligner én, der er i fødsel...

---

Jeg VAR overhovedet ikke i fødsel. Blev vi alle sammen enige om til sidst, efter strimler var blevet kørt og hjertelyd målt over lang, lang tid, efter det var blevet diskuteret længe i plenum præcis, hvordan alle mine mange plukkeveer føles, og efter svaret på mange spændende blodprøver var kommet tilbage fra laboratoriet.

Hvad så? Jeg er bare syg på dødskvalme-trætheds-måden. Og har en mave så stor, kinder så røde og et åndedræt så overfladisk, at alle professionelle umiddelbart vurderer mig som værende pænt i gang med at føde et sundt og færdigt fire-kilos-barn. Better safe than sorry og tak til velfærdssamfundet, hypeventilerer jeg taknemmeligt for mig selv. Det er den her spændende graviditet i en nøddeskal. Jeg har fået fuld valuta for skattepengene og tilbragt helt uhyggeligt meget tid på Skejby. Prust. Vi ses snart hvislede jeg ud gennem tænderne, da vi endelig vaklede hjem - fra fødegangen - efter virkeligt mange timer. For det gør vi.


mandag den 21. marts 2016

I øvrigt er der noget virkeligt vigtigt, vi sket ikke har fået talt om...

... af mange gode grunde, selvfølgelig. (Noget med skole, som I ved, og noget med utroligt mange ture rundt med et dropstativ på Skejby Sygehus. Det vender vi også lige tilbage til.)

Ikke desto mindre: Her overbringer BetteLiv de store nyheder i tegninger og egne ord:




torsdag den 17. marts 2016

Sidste nyt fra kvartalsbloggeren

Skolen har lavet skemaet om, så ungerne får tidligere fri tre dage om ugen.

I Sønnes klasse er der startet nogle nye, så han ikke længere er nyest og mindst (det fine udtyrk er 'aldersintegreret indskoling med rullende skolestart").

De voksne omkring Sønne har lært ham at kende, sådan ægte, med alt hans følsomhed og stædighed og kvikhed og stille-hed og bøvlethed og det hele.

Sønne har opdaget, at han er den bedste til matematik. Og det er satme altid godt at være den bedste til noget (... til noget af det, der bliver kigget på i sådan en skole. Han er også bedst til at klatre i træer og klippe hæk med en elektrisk hæksaks, men det tæller ikke rigtigt)

Og så har Sønne efterhånden fået den tid, sådan et følsomt-stædigt-kvikt-stille-bøvlet-og-det-hele barn skal have, for at blive nogenlunde tryg ved en ny hverdag.

Resultatet? Jamen han ER jo faktisk nogenlunde tryg ved sin nye hverdag! Og derfor også et rart og tåleligt bekendtskab om eftermiddagen. Og morgenen. Han har kun skole-ondt i maven sådan cirka hver anden uge, så jeg har også kun skole-ondt i maven sådan cirka hver anden uge.

Klip til opryddet hjem, duftlys på toilettet, hjemmebagt brød, rene børn og blide forældresmil. Nej ok, jer narrer jeg ikke. Men hvis ikke jeg var så bange for jinx, ville jeg være fristet til at hviske: Det skal nok gå alt sammen.

mandag den 4. januar 2016

Skolelunger

Det bedste ved ferien (udover den var lang), var at få Sønne igen. At den, han var indtil i sommer, stadig findes derinde - og kommer ud, når der er mindre skole og mere frihed. Mindre pres og mere søvn. Mindre sidden stille og mere cyklen 10-20 kilometer om dagen.

Vi snakker her om søde, glade, venlige overskuds-Sønne, der næsten ikke kalder andre mennesker for 'fucking psykopat', og som - igen - har lyst til at klatre-svømme-bygge-lege-grine. Han er godt selskab, også for sig selv.

Med andre ord: Skolen lader ikke til at have knækket ham sådan fuldstændig permanent og irreversibelt. Og da vi indså det - drengens far og jeg - var det som om, at vi kunne trække vejret igen. Emhætten blev slukket, iggå, og i den nye stilhed lagde vi mærke til, hvor sygt meget den havde larmet det sidste halve år.

I dag er det første skoledag, og jeg synes allerede, mine lunger er blevet lidt mindre. Emhætten er så småt ved at komme op i omdrejninger igen.

lørdag den 26. december 2015

Mor har altid ret. Systemet tager altid fejl.

Vi er her endnu.

Jeg skriver ikke meget, for hvad skal jeg skrive? Dét, jeg allerede har skrevet tusind gange? Noget der rå-sviner folkeskolereformen (der har jeg vist også været...)? Noget der udleverer den lokale folkeskole eller de voksne, der gør deres bedste? Noget der udleverer Sønne?

Det tænker jeg lidt over. Mens dagligdagen og skolestressen gør mine arme og hoved så tungt, at det er svært at tænke og skrive. I ser det for jer.

Men nu er det ferie. Vi har sovet. Vi har julet. Vi har krammet. Vi har slet ikke haft ondt i hovedet.

Og vi har været i svømmehallen lige nu her tidligere på dagen. Og ved I hvad der skete? Sønne svømmede af sted (uden vinger, bælter eller andre hjælpemidler) i den smukkeste, smukkeste brystsvømning. Som han har lært sig selv.

(Og hvorfor dét nu skulle være noget særligt, forstår man bedst, hvis man har fulgt med i svømmeholds-gate aka "historien om, hvordan den lokale svømmelærer effektivt forsøger at give drengen vandskræk.")

Vi tog Sønne af svømmeholdet i sin tid, fordi det gjorde mere skade end gavn, og fordi det virkede straight up tåbeligt. Så plaskede vi anerkendende i varmt vand i et års tid, og voila: Drengen har lært sig selv at svømme.

Én morale kunne selvfølgelig være, at Sønne er en særlig dreng, der ulig andre børn har brug for helt særlige rammer, og at vi sikkert har fejlet et eller andet sted i opdragelsesprocessen. Men det er forkert. Den rigtige morale (som man er velkommen til at overføre 1:1 til sit eget liv) er, at man (kraftedme) skal lade være med at lytte til lærere, eksperter, trænere og andre autoritetstyper, når de modsiger ens mavefornemmelse. Og fornuft. Og barn. Jeg kunne godt have kigget på Sønne i svømmehallen dengang og tænkt, at han var skingrende skør og kylet ham i vandet, mens jeg skældte ud. (Jeg havde lyst, men ikke ret længe ad gangen.) Jeg kunne også være blevet ved med at lokke med is og honning-indsmurte trusler og holdt VED, for skal man måske ikke holde ved? Men drengen havde tydeligvis brug for noget andet. Han fik noget andet. Og han lærte sig selv at svømme.

Og alle levede lykkeligt til deres dages ende (og jeg roste mig selv uforbeholdent for, hvad jeg betragter som min hidtil største succes som forælder).

Nu skal jeg bare lige finde ud af, hvordan jeg bedst overfører moralen på Sønnes færd gennem uddannelsessystemet. Så skal I bare se løjer.

torsdag den 22. oktober 2015

Sønne. The Mystery Boy.

"Jeg har mødt rigtigt, rigtigt mange børn," siger klasselæreren.

"Men jeg har aldrig mødt nogen som Sønne."

Den lader vi lige stå lidt, ja?

Tilsyneladende er mysteriet, at drengen er virkeligt god til det faglige, godt kan lide at lære og samtale, og - på overfladen i hvert fald - helt fin til det sociale. Spiller fodbold med de andre, klatrer, leger, den slags. Har venner med hjem. Virker ok populær.

Og alligevel trives han bare pissehamrende dårligt i skolen. Klager over ondt i hovedet hele tiden og beder de voksne ringe til os, så han kan blive hentet. Hele tiden.

Men nu har vi da i det mindste fået et møde med ham klasselæreren (det holdt hårdt), så vi sammen kan forsøge at opklare mysteriet Sønne.

(Jeg ville jo nok mene, at det ikke er så meget Sønne som en vis reform, der er forklaringen, men sådan har jeg det jo som gammel RUC'er med at lede efter strukturelle forklaringer. Som der helt klart ikke er plads til at løse på en halv times møde med en stakkels, stresset klasselærer.)