onsdag den 29. oktober 2014

Svømning: Det bedste & det værste

DET VÆRSTE

1) At være iført badedragt foran 40 påklædte forældre. Med smartphones, der konstant fotograferede deres afkom. Og mig.

2) At være iført kold klæbedreng helt inde ved kanten i 45 iskolde minutter

3) At høre påklædt-velklædt forstadsmor sige til sit svømmeangste barn "kom nu i din tøsedreng!"

4) ... og at høre hjælpelæreren råbe til samme dreng - da han endelig kom i vandet efter 25 lange minutter - at nu måtte han altså høre efter og svømme den samme vej som de andre. Efter min bedste overbevisning kæmpede han for at holde sig oven vande.

5) At den godt 10-årige pige godt turde hviske "jeg tør altså ikke" til mig - men intet sagde til hjælpelæreren, der råbte "SVØM NU DERUD, DU DØR IKKE AF DET." Hun klamrede sig til kanten og dukkede nakken og forsøgte at gøre sig usynlig resten af den hæslige, kolde time.

6) At det meste af holdet faktisk svømmede crawl. Med svømmevinger ja, men altså crawl. Frem og tilbage, hele banens længde. Nybegynderhold min røv.

7) At være iført badedragt foran 40 påklædte forældre. Med smartphones, der konstant fotograferede deres afkom. Og mig. Ja, jeg har sagt det før. Men det var dobbelt-værst.

DET BEDSTE

1) At vi besluttede, at vi kraftedme ikke behøver bruge mere tid på det pjat. Nogensinde. Så vi tog i Odders varme, venlige børnebassin her til morgen for lissom at markere - og blive af-traumatiserede hurtigst muligt. Sønne er en udmærket svømmer for sit erfarings- og ængstelighedsniveau. Det kom han også selv i tanker om, og han smilede og smilede og smilede.

onsdag den 22. oktober 2014

Værdighed. Åbenbart ikke et varigt personlighedstræk.

Hallihallo hvor vi glædede os! Mor bag rattet, Sønne med svømmetøj i favnen. Høj musik, medbragt bonusmadpakke. På vej til fritidsaktivitet i lokalområdet, nyrenoveret svømmehal. 5000 point på forstadskontoen.

Vi nåede næsten - næsten - fra bilen til døren, før Sønne gik i mentalt og fysisk backgear. Han gik tre skridt baglæns, mens hans ansigt krøllede sammen og han hvislede nej. Jeg vil ikke. Kom vi går hjem.

Det var så der, klokken lidt i fem en sjasket, træt tirsdag, at jeg bare skulle have sagt: Ved du hvad? Det gør vi sgu i dag. Så kommer vi igen næste tirsdag.

Men næ-nej. Drengen havde glædet sig, og det skulle hans ængstelighed-frygt-nervøsitet-tilbageholdenhed-signalstærkhed saftsusemig ikke stoppe.

Tænkte jeg.

Og halede, virkeligt halede, ham ind i dameomklædningen. Hvor han bare blev rødere og rødere i hovedet, og klokken hastigt nærmede sig fem - svømmestartstidspunktet - mens glade børn brusede sig omkring os.

"Hvad kan gøre det her nemmere?" hviskede jeg pædagogisk-desperat og tilbød alskens tilfældige ting. Fx at gå ind i drengens omklædningsrum (vel OK når ungerne er max syv år, iggå?!), og det ville han gerne.

Gennembrud!

Så det gjorde vi, og jeg trak tøjet af det modvillige barn. Mens jeg lovede, at han blot behøvede at komme ud i hallen og kigge lidt, og speed-peptalk-hviskede om at huske på glæden og bryde gennem frygten og mere gas af samme støvede selvhjælpsskuffe.

Mit krise-tunnelsyn-tunnelhørelse-max-fokus-på-Sønne gjorde det nemt at ignorere de mange, mange mænd omkring mig. Derfor var det også så meget desto mere overraskende at blive prikket på skulderen af en tydelig beklemt Bederfar, der snakkede noget om, at trænerne også skulle klæde om, og de store børn og mæh mæh.

Jeg kiggede et øjeblik ned på mine egne tæer i mangel af bedre holdepunkt og bemærkede strømpebukserne, der stadig beklædte dem. Midt i en voksende brusebadsvandpyt. Svært lissom at vriste dem af under lidt for stramt pencil skirt i fædrefyldt forstadsomklædningsrum, ikke.

Og i øvrigt stod prikkefaren og kiggede på mig og forventede tydeligt et svar.

Så fandt jeg mit største tandsmil frem og sagde noget beroligende/helt sort og trak mit tåre-bruser-våde-barn ud i den nyrenoverede svømmehal. Hvor forældre med bare tæer og lige lovligt velkendte børnehave-ansigter sad bænkede langs de nyrenoverede vægge. Men OK. Af sted i krig og ud i vandpytterne, iført tiltagende våde strømpebukser og tiltagende angst barn.

"Du behøver ikke komme i vandet, men vi går lige hen og siger hej til læreren," beroligede min halvt-insisterende-halvt-empatiske-helt-manipulatoriske autopilotstemme og trak ham hen til nybegynderholdet.

Der viste sig ikke at være ret nybegynder. Siger jeg bare. I hvert fald sprang 13 af de 15 børn direkte i vandet og gav sig til at lege fangeleg på lærerens kommando.

Barn nummer 14 skulle have en beroligende peptalk af hjælpelæreren plus et svømmebælte.

Barn nummer 15 var mit og sad på kanten med tåspidserne i vandet (tvunget af BS Mor). Og jeg sad i havfruestilling ved siden af med nu sjaskvådt pencil skirt og lyttede overrasket til den fortsatte strøm af "you can do it"-"fear shouldn't control you son"-snak, der strømmede ud af mig.

For nu at gøre en lang og trist historie kort og trist, så sad vi dér en time. En time. Én eneste gang dyppede Sønne sin lille, kolde krop i det store, kolde bassin, og det kun fordi jeg et eller andet sted i min helt uendeligt lange bullshittalestrøm havde lovet en førstegangs-svømnings-fejring-verdens-største-is, hvis han kom i bassinet.

Først til allersidst, da jeg havde aftalt med læreren, at jeg godt måtte komme med i bassinet næste tirsdag, slappede han lidt af og syntes næsten det var spændende at se de 14 andre svømmere plaske rundt iført svømmefødder, blå læber og lykkelig latter.

Og så var det jo ellers bare at trisse ud i mandeomklædningen igen, hvor der stod et par halvvoksne nøgne drenge. Jo. En venlig far hentede næsten alt vores tøj, så vi kunne bakke ind til damerne, uden om brusebadet, få klor-Sønne direkte i tøjet og ud i bilen.

Videre til Netto - med mig i bare ben og vådt pencil skirt - hvor vi diskuterede noget, om Magnum virkeligt er verdens største is. Og så ellers highfives Sønne for hans trods-frygt-evner og speedfortælling af 30 opbyggelige historier om min egen frygtovervindelse.

Han virkede nærmest stolt, men måske forveksler jeg stolthed med "jæs jeg overlevede og har fået en uge til på vores dejlige klode, før jeg igen skal i skærsilden med min onde, utilregnelige mor." Svært at bedømme. Så jeg valgte mulighed et, stolthed, og forsøgte at ignorere min egen følelse af panik over, at der er under et år til, at han skal starte i en skoleklasse, hvor han ikke kender en sjæl, og hvor jeg næppe må komme med hver dag.

Her til morgen kravlede han op på skødet af mig - drengen, der indtil i går klokken halvfem virkeligt glædede sig til sin nye fritidsaktivitet - og spurgte "hvorfor skal man egentlig gå til svømning, mor?"

Svært at svare på. Også hvis man er moren, der som karmastraf for at have opholdt sig i mændenes omklædning skal være iført bækkenbetinget blegfedhed og 19 år gammel gennemsigtig Speedobadedragt foran en svømmehal fuld af påklædte voksne om under en uge.

For fanden i helvede altså.

torsdag den 16. oktober 2014

Bitterhed. Åbenbart ikke en varig sindstilstand.

Det gør stadig ondt i min patientkrop.

Jeg ved stadig ikke hvorfor.

Sønne er oven i købet i en vågen-om-natten-fase, og Livses massive trodsalder overdøver selv overboens afrikanske trommer.

Vi er bagud med alle arbejdsopgaver og bofællesskabspligter og sikkert en hel del regninger.

Det er nemt nok at tælle sine ulykker. Det gør jeg også tit. Mens jeg græder og skælder ud og forbander alle forstæder og bækkener og mennesker.

Bare ikke lige for tiden.

I stedet traller jeg rundt og kysser mine umulige børn og min mand og skåler i lunken kaffe og synes, at livet er herligt. I skrivende stund sidder jeg (på mit ømme bækken) i togvognenen med gråspurve i vinduet og massiv fare for røgforgiftning på grund af mine ringe optændingsevner. Med usandsynligt mange forsinkede vigtigt-vigtige arbejdsopgaver, jeg under ingen omstændigheder kan nå at lave. Og jeg kigger helt grund-glad ud på gråvejret og naboens lasede får gennem togvognens fedtede ruder og priser min uendelige lykke.

Måske er det vanviddet, der endelig er sat ind. I så fald er det velkomment, også selvom jeg skulle blive normal/gnaven igen om et øjeblik. Pauser er OK.

Måske er det d-vitaminerne, jeg er begyndt at tage ekstratidligt i år, der har en effekt. Måske har jeg simpelthen bare være gennembitter så længe, at bitterheden er sluppet op. Jeg er løbet tør for bitterheds-enzymer, bitterheds-neuronerne er brændt over. Måske bliver jeg aldrig bitter igen.

fredag den 10. oktober 2014

Den bitre patient har ordet. Læs en anden blog i dag.

"Der står ryg," siger Liv stolt og peger på sine kruseduller.
"Det er fordi, du har ondt i ryggen."

Det har jeg.

Ondt i ryggen, ondt i bækkenet, ondt i hofterne. Og intet tyder på, det går væk lige  foreløbigt. I hvert fald viste MR-scanningen, at jeg hemisacralisation, hvilket er den flotte latinske måde at sige, at min nederste ryghvirvel er vokset sammen med korsbenet i den ene side.

Til gengæld er jeg hverken gigtramt eller betændt, og det er jo sådan set rimeligt godt.

Min gigtlæge kiggede med stor og fornyet interesse på mig, da hun havde fået resultaterne, og brugte hele otte minutter og 58 sekunder (hendes nok længste konsultation nogensinde) på dels at pege lidt på skelet, dels at sige herlige ting som "jeg kan da VIRKELIGT godt forstå, du har ondt" og "det bliver KUN værre fra nu af."

Til gengæld kunne hun stort set ikke svare på nogen af mine spørgsmål: Hvorfor gør det så ondt i bækkenet - i højre side, når nu balladen er i venstre? Og i hofterne? Hvem kan fortælle mig det? Eller fortælle mig, hvem der måske kan fortælle mig det?! Og hvad skal jeg gøre?

Fysioterapi og skuldertræk var hendes eneste svar.

Eftersom min fysioterapeut i et halvt år har gjort forkerte ting og sager, fordi han troede, det var en betændelse...

... og eftersom jeg siden har snakket med en anden fysioterapeut, der nonchelant sagde "tjah, du kommer jo nok bare aldrig helt af med smerterne, når du har haft dem så længe" - er min tillid til fysioterapien skrumpet ind til absolut ingenting.

Google er mindre pessimistisk end gigt-lægen, men kan heller ikke forklare, hvorfor jeg har ondt alskens mærkelige steder. Og jeg er en meget lille babyhårs-bredde fra at blive maksimalt frustreret-bitter på Systemet. Med stort s. Hvilket er en rimeligt ærgerlig følelse.

Til gengæld skal jeg til København i weekenden og kramme en niece og en nyfødt baby. Det er en rimeligt god følelse. Se: Så utroligt positiv og taknemmelig er jeg, trods uvished og smerter.

Og hvis I kender en ekspert i hemisacralisation, så siger I selvfølgelig lige til. Iggå.

fredag den 3. oktober 2014

Mit muntre liv i sygehusvæsnet

"Nu har du ikke klaustrofobi, vel?" spurgte min gigtlæge, da hun ordinerede scanningen.

"Lider du af klaustrofobi?" stod der på papirerne, jeg skulle udfylde i hospitalets venteværelse.

"Det er ikke sådan, du har klaustrofobi, vel? Er du sikker?" spurgte radiografen, mens jeg klædte om til hospitalsoutfit bag et meget sporadisk dækkende forhæng.

Nej, nej, nej. Svarede jeg. Til sidst med udråbstegn.

Men jeg skiftede straks mening, da jeg - liggende på en smal, hård briks og dækket af en tung plade fra bryst til lår - blev kørt ind i et lille, varmt rør, og radiografen forsvandt bag en smækket dør. Og magnetfeltet begyndte at bimle og hyle på en bizart uhyggelig måde, og temperaturen i røret bare steg og steg. Og var der egentlig ikke også mistænkeligt lidt ilt?

Lad os blot glæde os over, at det ikke helt tog den "gode, halve time," radiografen havde truet med, fordi jeg simpelthen var så ekstraordinært god til at ligge stille. Also known as stiv af skræk.

Og lad snakke om resultaterne en anden dag.

fredag den 26. september 2014

Don't kiss the messenger

Gigtlægen var ikke typen, der kiggede én i øjnene/hørte efter/svarede direkte/tog sig tid/var særligt tilstedeværende.

Til gengæld var hun typen, der sagde: "Bechterew!? Det tror jeg virkeligt ikke, du har."

Og først derefter:

"Men du skal MR-scannes - for en sikkerheds skyld."

Så jeg elsker hende en lille smule, selvom hun var et rimeligt tåbeligt menneske.

Virkeligheden - i form af mine nye måske-ikke-kroniske livsperspektiver - ramte mig i bilen hjem som et anfald af akut monstersøsyge. Pludselig var jeg i en lummer, indvendig kahyt på en træt færge i Nordatlanten, og der har jeg været siden. Med udtalt kvalme, mild klaustrofobi og grimme gulvtæpper.

Det er hårdt med alle de følelser og reaktioner og neuroser, når man også skal forestille at foretage sig almindelige og voksenagtige ting. Men altså. Godt er det. Om Gud og MR-scanningen vil, er frygten for bechterew (eller bechterøv, mellem fjender) a thing in the past.

Og så kan jeg for alvor tage fat på at opstøve nogle mennesker, der rent faktisk ved noget om splattede bækkener.

torsdag den 25. september 2014

Måske er det bare ligesom at læse et horoskop: Pludselig passer det hele


”Du skal ikke være bekymret for, om det er et eller andet slemt kronisk.”

Hun smilede beroligende, min praktiserende læge, og fortsatte:

”Jeg tænker umiddelbart bechterew, og det kan man få medicin for, så du behøver ikke se så nervøs ud. Skal jeg stave det for dig, så du kan google det, når du kommer hjem?”

”Jeg kan fint stave,” sagde jeg taknemmeligt og tænkte, at hun da var verdens sødeste, mest forstående, mest beroligende menneske.

...

Så googlede jeg bechterew.

Og blev pludselig ramt af en mærkelig blanding af total følelsesløshed og out-of-the-blue-smerter i hele kroppen.

Det varerede lidt, og så gik jeg i en form for chok, der varede flere dage. Hvor jeg var ude af stand til at være hverken et arbejdsmenneske eller et mormenneske og bare rokkede frem og tilbage mens alle mine 27 indre stemmer råbte højt af hinanden og Google og doktoren.

Bectherew, iggå, er en hæslig, forfærdelig, lorte-livslang gigtsygdom, som måske nok kan lindres med lidt binyrebarkhormon og måske nogle sjove biologiske medikamenter, men som altså er rimeligt invaliderende.

(Undskyld, hvis I lider af Bechterew og har alletiders liv. Eller nærmere: Godt for jer. Det er vist ikke et helt almindeligt perspektiv med den sygdom, så vidt jeg kan forstå på altid pålidelige Google)

Det, min læge mente, var altså ikke – som jeg troede – at alt nok skulle blive godt, at jeg ville komme til at gå igen, at jeg ville blive rask og (en eller anden ikke-invalid version af) mig selv igen. Det hun i virkeligheden mente og burde have sagt var:

”Du skal ikke dø i morgen. Det skal du være glad for.”

Eller:

”Du har formentlig en kronisk sygdom, der kommer til at have større og større negativ indflydelse på din livskvalitet, men hvad betyder det i det store billede, hvor mange mennesker har noget, der er endnu værre?”

Eller:

”Så længe du fejler noget, lægevidenskaben kan lindre (i hvert fald lidt), bør du være en glad og taknemmelig borger.”

Da mit chok havde lagt sig, besluttede jeg at kvitte googling til fordel for en meget bedre strategi: Fortrængning og ubegrundet optimisme. Det er lykkedes mig ligesom at beslutte, at jeg ikke har Bechterew men bare er almindelig bækkenløs. Og at det godt kan fikses. At jeg kommer til at gå fint igen. ALT SKAL NOK BLIVE OK.

Hvilket jeg har tænkt mig at sige til gigtlægen, som jeg har en tid hos lige om lidt.

mandag den 22. september 2014

Vi er vores egne værste fjender. Eller pædagogen lyver.

Vi har været til samtale i børnehaven.

Og fået at vide, hvor utrolig kvik og sød og charmerende og easy-to-love og kompetent og robust og tydelig Bette er.

Eneste minus?

Jow, at hendes forældre er så ængstelige, når de afleverer, at det smitter af på hende.

Og således gør vi - som altid - livet unødigt besværligt for vores børn på den bekymrede metamåde. Siger jeg nervøst og ængsteligt.

lørdag den 13. september 2014

I øvrigt føler jeg mig allermest integreret i forstæderne, når:

  • jeg kører i bil bag én, der overholder fartgrænsen, og jeg sprutter og bander højlydt til mig selv over, hvor langsomt det går
  • jeg problemfrit smalltalker om Nettos åbningstider med tilfældige mennesker i børnehaven
  • jeg tilbyder de nye, bil-løse bofæller at låne bilen, hvis de skal bevæge sig mere end to kilometer. Fordi jeg har glemt, at det kan man faktisk også uden bil.

tirsdag den 9. september 2014

Tænk hvis vi nu aldrig havde boet på fjerde sal med to bittesmå børn og en bækkenløsning...

... så havde min fysioterapeut måske ikke sagt:

"Du har det for dårligt."

"Du skal udredes."

Men vi har jo boet på fjerde sal med to bittesmå børn og en bækkenløsning. (Det var sådan her.) Og min fysioterapeut sagde jo rent faktisk - med et meget trist udtryk i ansigtet - det væmmelige ord udredning.

Så nu skal jeg til en gigtlæge.

It sucks.

I dag er jeg hverken Julia Lahme, Andrea Hejlskov eller The Bloggess. I stedet er jeg bange for at blive Omanne - selvom hun er ret fantastisk.

...

Ærhm. Jeg har lige slettet 15 bandeord, noget om sundhedssystem-monstre og noget fanden, jeg havde malet på væggen. Fordi jeg er et positivt menneske. Og well, who knows, måske jeg rent faktisk kommer til at kunne gå igen en dag. Med eller uden gigtnarko.