lørdag den 13. september 2014

I øvrigt føler jeg mig allermest integreret i forstæderne, når:

  • jeg kører i bil bag én, der overholder fartgrænsen, og jeg sprutter og bander højlydt til mig selv over, hvor langsomt det går
  • jeg problemfrit smalltalker om Nettos åbningstider med tilfældige mennesker i børnehaven
  • jeg tilbyder de nye, bil-løse bofæller at låne bilen, hvis de skal bevæge sig mere end to kilometer. Fordi jeg har glemt, at det kan man faktisk også uden bil.

tirsdag den 9. september 2014

Tænk hvis vi nu aldrig havde boet på fjerde sal med to bittesmå børn og en bækkenløsning...

... så havde min fysioterapeut måske ikke sagt:

"Du har det for dårligt."

"Du skal udredes."

Men vi har jo boet på fjerde sal med to bittesmå børn og en bækkenløsning. (Det var sådan her.) Og min fysioterapeut sagde jo rent faktisk - med et meget trist udtryk i ansigtet - det væmmelige ord udredning.

Så nu skal jeg til en gigtlæge.

It sucks.

I dag er jeg hverken Julia Lahme, Andrea Hejlskov eller The Bloggess. I stedet er jeg bange for at blive Omanne - selvom hun er ret fantastisk.

...

Ærhm. Jeg har lige slettet 15 bandeord, noget om sundhedssystem-monstre og noget fanden, jeg havde malet på væggen. Fordi jeg er et positivt menneske. Og well, who knows, måske jeg rent faktisk kommer til at kunne gå igen en dag. Med eller uden gigtnarko.

mandag den 8. september 2014

Men det er jo hele tre damer


Se, der i hjørnet står mit nye kontor. Lidt skramlet, stadig, men med brændeovn og tiptop udsigt over markerne. 

Prima internetforbindelse har vi sandelig også. Således kan jeg afvikle morgenens skype-møder med Østrig-Australien-Århus Nord mens jeg (lydløst, grundet skype) saver det sidste, alt for store, brænde i ovn-rette stykker med den rustne sav. Og - lidt senere - mens jeg vælter kaffekopperne og (Mandens) computer med en kost i forsøget på at dræbe en stor særligt sejlivet, aggressiv og farlig natsværmer. Stadig ret lydløst, og altså mens jeg pruster ting om PR og social media strategies og den slags.

Jeg har med andre ord glæden af på én gang at føle mig som poweragtig business-woman, totalt-i-pagt-med-naturen-og-ilden-dame og galoperende neurotisk.

Eller, sagt på bloggersk, som Julia Lahme, Andrea Hejlskov og The Blogess på én og samme gang. Det er sguda meget godt på sådan en mandag morgen. 

Og nu skal der mere brænde i ovnen.

tirsdag den 26. august 2014

Orange scene, tyreløb i Pamplona og andre forstadsillusioner

Hej-hej-hej, det er længe siden. Men alt er ved det gamle: Crazy arbejdssommer, hæsblæsende, bækken-værkende, børnehave-hjerte-smertende, rodet, søvnløst, fint nok.

Men der er også noget nyt.

Fx har jeg fået et kontor i en faldefærdig ølvogn. Det føles godt.

Og jeg har været medarrangør og skiltemaler på Beders største musikfestival nogensinde (nej, det siger nok ikke så meget. Men vi havde en orange scene og 350 glade festivaldeltagere).


Og jeg er blevet megasej til at køre bil når jeg selv skal sige det (og det skal jeg). Jeg har endda parallelparkeret, mens der holdt en taxa bagved og ventede. Selvom der var meget, meget god afstand til alle sider, vil trofaste læsere vide, at det svarer nogenlunde til at genneføre en ironman/svømme til Sverige/løbe tyreløb i Pamplona for almindelige, ikke-neurotiske mennesker. Og jeg klarede det endda næsten uden angstsved.

Vi er med andre ord rimeligt klar til efterår i carporten.

fredag den 11. juli 2014

Optimistisk-agtig

Det er sidste dag før børnehavens lukkeuger, og ved I hvad?

BetteLiv er måske ikke forstædernes lykkeligste barn, når hun bliver afleveret. Til gengæld er hun glad, når hun er der. Spiser. Cykler. Leger lidt med de andre børn. Bliver malet som en prinsesse af en voksen, hun ikke kan huske, hvad hedder. Hænger ud i drivhuset. Hopper rundt i halmballerne. Vinker glad og råber hej-hej dejlig børnehave, når vi henter hende igen.

For realz.

Måske led Manden alligevel ikke helt entydigt af patologisk virkelighedsfornægtelse. Måske er det mig, der er patologisk pessimist.

Så mangler vi bare Sønne, hin følsomme dreng, der slet ikke kan finde ud af dette jordskælv i rutinerne og har svært ved både at sige farvel og overhovedet være glad i løbet af dagen, med mindre Bedsteven-Kalle er til stede. Måske det også nok skal gå med ham. Alt kan ske. Jeg er mega-opimistisk-agtig. Og Kalle kommer med hjem og leger i eftermiddag.

Men han er i hvert fald glad, når vi hænger ud (og med hovedet nedad) i bofællesskabets gymnastiksal.

mandag den 7. juli 2014

Find selv på opmuntrende og positiv titel

Av mit hjerte skrev et venligt menneske i en kommentar.

Det er klart de mest præcise ord, der er blevet sagt om Bettes børnehavestart indtil videre.

Manden kører en slags appreciative inquiry extreme:
Det går bedre!
Hun er bare SÅ glad, når jeg henter!
Hun kan godt lide én, der hedder Gitte!
Det skal nok blive rigtigt godt!

Jeg genkender stilen fra Sønnes børnehavestart, hvor der ved alle gode guder ikke var ret meget at være appreciative over. Men jeg kan godt forstå, at der skal noget positiv modvægt til, når jeg hele tiden siger:
Det går ad helvede til!
Jeg kan ikke holde det ud!
Jeg fortyder!
Alting er mit ansvar, og jeg føler stor skyld!

Nå.

Det gode er, at Sønne ikke længere føler sig 100 procent ansvarlig for Bettes ve og vel.

Det dårlige er, at ulykkeligheden og utrygheden (også hos Mutti) selvfølgelig smitter, så han også er sprøjtegrædende, når han bliver afleveret. Og at Bette græder. Og at jeg græder, inde bag mit brede tabusmil.

onsdag den 2. juli 2014

Fordi jeg er for træt til at interviewe andre end mig selv

Hvordan går det så med BetteLiv og børnehave, nu hvor I har været væk nogle uger på ferie?

Værre. Dårligt. Virkeligt ringe.

Kan du uddybe?

Jamen hun er så bundulykke og må holdes fast af en pædagog, så jeg kan gå. Gå ud og græde i bilen altså.

Men I har jo valgt den børnehave, frem for den hun kendte -

Ja for pokker! Det kan jeg så sidde og slå hovedet ned i rattet over, når jeg alligevel sidder derude i bilen...

Vil det sige, du fortryder?

Ja! Jeg føler mig som verdens ringeste forælder, at jeg ikke var bedre til at forudse, hvor hårdt det ville være. Det er alt for hårdt. Synes jeg.

Men det er hendes tredje dag efter en lang ferie. Tror du ikke, det bliver bedre?

Det håber jeg. Det skal det. Der er bare godt lige nogen, der må fortælle mig (og Bette), hvornår det er, det bliver bedre. Og hvor lang tid, der skal gå, før jeg skal stoppe traumatiseringen og simpelthen indrullere hende i den gamle institution igen...

torsdag den 5. juni 2014

Vi er fulde af overraskelser. Og omsorg.

"Nåmen ER der så en reaktion på den børnehavestart, du har været så nervøs for?" forestiller jeg mig, at I empatisk hvisker derude bag skærmene.

Og jo. Det er der.

En (anti)søvn reaktion.

En voldsomhedsreaktion med skrig og skrål og spark.

En jeg-vil-under-ingen-omstændigheder-spise-eftermiddagsmad-i-børnehaven-reaktion.

Det er bare ikke reaktioner hos Livse, det nyslåede børnehavebarn, der har det som blommen i et æg. Det er reaktioner hos Sønne. Der passer på hende som en pylret mor, og får skænd-agtige kommentarer med på vejen fra (tåbelige) pædagoger for ikke bare at løbe ud og lege med sine egne venner hele tiden.

Selv har jeg en I-skal-kraftedme-møde-min-søn-på-en-anerkendende-måde-reaktion. Sådan er vi alle sammen så fulde af overraskende reaktioner.

Sønne på flyvergrill. Det er OK at være glad for larm og flyvemaskiner, åbenbart, men ikke at sidde og ae sin lillesøster, til hun falder i søvn i middagslur-rummet. Grrr, snerre-snerre.

mandag den 2. juni 2014

Lige om lidt skal jeg nok holde kæft om den vuggestue

Nåmen i øvrigt var vi til udslusningssamtale i Livs vuggestue.

Det var 40 minutters nonstop ros i en grad, så vi ikke vidste, om vi skulle grine eller græde eller bare læne os tilbage og lappe det hele sultent i os.

Vi gjorde alle tre ting. Især grinede jeg højt, da pædagogen snakkede om de områder, hvor Bette er skoleklar.

Skoleklar, ja.

Den lader vi lige stå et øjeblik, mens I beundrer mit intelligente, empatiske og selvhjulpne afkom og mine uovertrufne evner som mor.

Godt så. Sønnes vuggestuesamtaler var aldrig nogensinde var 40 minutters nonstop ros. Aldrig-aldrig. Mere sådan: "Pas på I ikke overstimulerer ham!" og "der er en del ting at arbejde med her." Hvilket får rosen til os som forældre til at føles både virkeligt kærkommen og en anelse... skudt forbi. Alternativt er det bare synd for Sønne, at han ikke har fået Livs mor og far.

(Jeg forsøgte netop at finde et gammelt indlæg om en samtale i Sønnes vuggestue, hvor listen over ting, hvor han var bagud, bare blev ved og ved... noget med hans manglende interesse for udklædning og for at lege-skrive sin eget navn. Sådan for balancens skyld, iggå. Men så fandt jeg bare den her gamle kritik af hans børnehave og har nu mest lyst til at drikke en meget stærk sjus, eftersom det netop er dér, jeg har sendt Livse hen i dag. Støn og prust og verdens længste parentes.)

Hvor kom vi fra? Nårhjo, Livs robusthed og klar-hed til verden.

Dermed også til børnehave. Som hun som sagt er startet i i dag. På trods af intense diskussioner om, hvorvidt man kan have laksko på i en udebørnehave eller ej, er det gået over al forventning. Hun hang kækt sit tøj på plads, sørgede for at fleecetrøjen ikke hang med vrangen ud, drønede ud til mooncarsene og råbte hej-hej. Stenhård mor-pessimist som jeg er, forventer jeg naturligvis en reaktion/kaos/snarlig gråd og tænders gnidsel... men det skal nok gå, iggå. Hvis man er en ret skolemoden to-årig, er man nok også moden til at starte i en børnehave under sin storebrors nævenyttige beskyttelse.

Bemærk lakskoene. Fordi vi er så helt utroligt fremragende (og trætte og konfliktsky) forældre, indgik vi naturligvis et sko-kompromis.

onsdag den 28. maj 2014

Og jeg ved stadig ikke, hvad man skal gøre, hvis det brænder

For fire år siden sad jeg på et voksentoilet i en vuggestue og hulkede, mens jeg gennem alle tårerne forsøgte at fokusere på de laminerede brandinstrukser på væggen for ligesom at glemme, at mit største barn, den enbårne søn, nu var vuggestuebarn og endegyldigt ude i den store, farlige verden. Så jeg kunne gå ud og smile og indkøre og være den voksne og så videre.

Lige for lidt siden sad jeg på et voksentoilet i en vuggestue og hulkede, mens jeg gennem alle tårerne forsøgte at fokusere på de laminerede brandinstrukser på væggen for ligesom at glemme, at mit mindste barn, den enbårne datter, nu ikke længere er vuggestuebarn men endegyldigt ud i den store, farlige verden. Så jeg kunne gå ud og smile og udkøre og være den voksne og så videre.

For fire år siden kom jeg ud til en hær af tørøjede voksne og en ulykkelig Sønne.

Her for lidt siden kom jeg ud til en hær af grædende pædagoger og en ganske fornøjet Bette Liv.

Det er på en måde altid noget.