mandag den 29. april 2013

Ting som at der blev sagt

Af Sønne (ifølge Manden - og mens han sad på lokum): Jeg kan slet ikke huske, hvordan min mor ser ud!

Af stort set alle andre (henvendt til mig): Hold da OP, hvor ser du bare træt ud!

Af Manden (i telefonen, med meget blød og anerkendende stemme): Tænk, at du selv turde muge ud hos hønsene! Hvor ER det bare godt, skat.

Ohyes. Jeg har været længe væk fra mine børn, jeg har arbejdet og arbejdet og arbejdet - og jeg har selv fjernet halm og lort nede hos hønsene. Det var scary (de sendte mig dræberblikke og kaglede noget indforstået til hinanden om at gå efter mine øjne), men jeg viftede med høtyven, råbte beroligende ting til mig selv og kvindede mig op. Og overlevede.

Heldigvis kommer min modige familie hjem i dag. Inklusive BetteLiv, som ikke er bange for noget, og som er meget bedre til at håndtere fjerkræ end sin mor.

fredag den 26. april 2013

... men allermest savner jeg mine børn

Det her er ikke et rigtigt blogindlæg.

Det er bare en dame, der har det sjældne privilegium at være alene hjemme nogle dage, og som sidder og får temmeligt fugtige øjne af at kigge på telefonens 2.312 børnebilleder.

Jeg skal skrive, iggå. Store, vigtige ansøgninger, der kan bringe mere stabilitet og lykke og økonomisk tryghed ind i vores stressede tilværelse. Og mens jeg skriver og skriver og skriver, er jeg temmelig svær at være i nærheden. Så Manden har taget børnene under armen, er flygtet, har givet plads.

Så jeg skriver, og jeg kigger på børnebilleder. Lige nu mest det sidste.

Forhåbentlig tror de andre på Lynfabrikken, at jeg lider af pollenallergi. Forhåbentlig får jeg skrevet en hel masse, så det lissom er det værd. Forhåbentlig er der nogle, der gider drikke nogle drinks med mig i aften, så jeg kan... udnytte al den pludselige frihed.

Forhåbentlig savner de ikke mig helt så meget, som jeg savner dem: Sønne, der er så blød og rar indenunder sin obligatoriske fire-års-sejhed, og Verdens modigste Livse, der kigger på mig og siger MIN mor.



(Og ja: Selvfølgelig nyder jeg det også! At dimse rundt for mig selv om morgenen, ikke at skynde mig hjem, at sove natten lang uden pjevs eller små fødder i ansigtet, at sidde og skrive og skrive over en øl om aftenen. Men... Hold. Nu. Op. hvor jeg også savner og savner.)

torsdag den 25. april 2013

Ja, jeg savner byen

Ja, jeg får noget der minder om klaustrofobi, hvis jeg har udsigt til en hel dag i God Bedre Beder.

Ja, jeg synes det er rimeligt hårdt, at der altid er langt-langt-langt til nærmeste bland-selv-slik eller cafe eller hvadsomhelstbutik eller ven.

Og ja, jeg bliver et lidt bedre menneske af at få noget StreetCoffee. Jeg er ikke stolt over det (for: burde Nespresso ikke være alt, hvad hjertet begærer? Og burde jeg ikke give de 32 kaffekroner til Syriens børn eller orangutangen eller... sådan noget?). Men sådan er det.

Og ja, de 12 kilometer ind til Århus er virkeligt, virkeligt lange, når man bare lige vil drikke noget kaffe og redde verden i gode venners lag. Jeg gjorde begge dele i dag sammen med Dyrlægen (kendt som Folkes Mor, dengang vi klassificerede damerne ud fra deres børn i stedet for deres profession): Først drak vi for 32 kroner latte hver. Så reddede vi en dame, der lå og epilepsigurglede og spyttede blod og tænder ud på fortovet foran Føtex. Det vil sige, det var mest Dyrlægen der reddede. Med aflåst sideleje og hands-on og så-så-ven og den slags. Det var mest mig, der med skinger stemme forsøgte at råbe mig igennem en ondskabsfuld telefonslusedame hos 112 ("HUN ER BLÅ! HUN TRÆKKER IKKE VEJRET!"  "Ja. Lige et par spørgsmål til. Hvad vil du vurdere hendes alder til?" "SEND SÅ EN AMBULANCE!").

Byen er et totalt action-packed sted. Og bagefter drak vi debriefingøl i Skanseparken. Nu sidder jeg (klaustrofobiløs) i Beder og drikker cola og glemmer alt det, jeg egentlig havde tænkt mig at skrive om byen.

Måske er der, trods alt, en grænse for hvor action- og koffeinholdig en dag, man kan have, og samtidig sige noget klogt-agtigt. Okkedog.

mandag den 22. april 2013

Ja, vi bor på landet

 

Ja, vi har en lege-traktor af mærket John Deer. 

Og ja, vi går i træsko og laver aftensmad over bål og saver med motorsav (nogle af os).

Vi kigger ud over de grønnende marker og kører langsomt, langsomt bag store, fedtede landbrugsmaskiner.

Nogle af os rynker på næsen, fordi her lugter af gylle.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om det alt sammen.

onsdag den 17. april 2013

Musikvenner og forårsfølsomhed

Ved I, hvad den største luksus i verden er?

Det er at have en musikven, der køber de Mumford & Sons billetter, man aldrig selv ville have sikret sig. Og som kender én godt nok til at vide, hvad for noget musik, man går og har brug for. Men som man ikke selv finder, fordi... børn og provins og mangel på musikdannelse, I ved.

Min musikven hedder Skotti og har netop introduceret mig for ham her, som aer mine poppede og forårsfølsomme øregange:

mandag den 15. april 2013

Sur-glad. Vinter-sommer. Kaffe-kaffe.

Når det er vinter, og markerne er frosne og grimme, og den nærmeste cafe er 17.000 kuldekilometer væk, og alt er mørkt mørkt mørkt - ja, så kan det godt være svært at huske, hvad det lige var, der var så God Bedre ved Beder.

Men når det så er, som det er i dag: Med frokost i havens læ-krog og fuglekvidder og humlebisummen og krokus all over og udsigt til lykkelige forårsheste. Og kruspersille og verdens mindste heltekvad. Og en mormor på besøg. Så er det kraftedme fedt at bo herude blandt pløjemarkerne.

Nu skal vi så bare ENTEN finde ud af, hvordan vi afskaffer vinteren ELLER skaffe penge nok til at emigrere nogle måneder i starten af 2014... for lissom at overleve næste vinter, iggå. Men det skal nok gå. Vi kan lægge en plan over kaffen, i krogen, under fuglehuset. Bum.

fredag den 12. april 2013

En slags status

Nu har jeg holdt to uger fri.

(I praksis har der været noget møde og noget blablabla og så videre. Men altså. Virkeligt meget fri, ikke.)

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet.

OK. Måske forventede jeg noget flammeskrift på himlen, der med store og letlæselige bogstaver fortalte mig, hvad jeg skulle gøre for både at tjene nogle penge OG have noget overskud på én gang? Måske forventede jeg, at en supernem løsning (penge, tid, overskud, berømmelse og en ny frisure) lå og ventede på mig lige på den anden side af næste middagslur?

Der har ikke vist sig nogen flammende bogstaver eller nogen supernemme (lovlige og realistiske) løsninger.

Så indtil flammeskriften viser sig, lottemillionerne kommer rullende ind, eller jeg tager mig sammen til at røve en bank, bøffer jeg lidt rundt på rammerne. Filer og lægger planer og visker ud og laver om: Mindre arbejde herhjemme. Mindre arbejde på mærkelige tider af døgnet. Flere fodbade. Flere fadøl. Meget mere søvn. Den slags.

Det er lidt tamt, når jeg stadig godt kunne sove et par uger i streg og godt kunne tænke mig en slags revolution.

På den anden side er det væsentligt bedre end ingenting.

Og det er en start.

torsdag den 11. april 2013

Et tip. Måske.

Når man ligger på sofaen og læser. Når man tager middagslure. Når man ind i mellem drikker øl med venner og ret ofte drikker kaffe med sig selv ude i noget have.

Når man ikke arbejder 13 timer i døgnet. Når man ikke hele tiden stirrer på sin computerskærm.

Ja, så bliver ens krævende børn pludselig til verdens sødeste og sjoveste små mennesker.

Det er sandt, og det er sørgeligt: At vi er nogen, der ikke kan se sjovhed og sødhed for bare arbejde. I alt for lange perioder. 



Det skal være slut, iggå. Spørgsmålet er bare hvordan - når der nu også skal være råd til rugbrød og buskort og nye arbejdsbukser. Hvis nogen kan fortælle mig hvordan, giver jeg både øller og have-kaffe og sofa-bøger. Kom glad.

onsdag den 3. april 2013

Hej. Bum. Dyb indånding.

Og det blev påske.

Og der var pludselig tid til at sove og kigge ud i luften og trække vejret og den slags.

Det kunne bare ikke rigtigt lade sig gøre.

Hej sommerhussøvnløshed, hej puls-på-speed, hej ondt i maven.

Så: Først aede Manden mig lidt på håret. Så aede jeg mig selv lidt på håret. Og så satte jeg mig ned og lavede et mindmap (ja, sådan én er jeg) over alle mine opgaver i april. Da jeg nåede til 12 – ganske forskellige, ganske krævende – var der hverken mere plads på papiret eller i hjernen. Til gengæld indfandt en sær ro sig: Jeg kender ingen (i hvert fald ingen småbørnsmødre af den sårn mildt perfektionistiske slags), der ikke ville ligge søvnløse over de 12 aprilopgaver dér. 


(Og når DU ville blive stresset over det, så behøver jeg jo ikke at råbe til mig selv: TAG DIG SAMMEN, jeg kan SAGTENS klare det, hephephep, komsåkomsåkomså. M-hm, det er en langt ude indre råbestemme, men whattodo.)

Helt oplivet af den, well, syndsforladelse, gik jeg i gang med at skrive mails. Uden (ret mange) undskyldninger men med aflysninger og udskydelser. To uger, tre uger, fire uger. Store saliggørende krydser på mit mindmap.

Nu har jeg næsten-fri indtil midten af april. Lidt møder hist og pist, lidt pludselige telefonopringninger der kræver pludselig professionel & dygtig stemme. Men ellers: Kaffe og Netflix og vinduespudsning og forår og mere kaffe og lidt gåen rundt inde i forårsårhus.

I næste uge bliver jeg nok også nødt til at tænke lidt over, hvordan jeg undgår, at det bliver sådan her igen lige om lidt. Hvordan der kommer noget mere sikkerhed og sammenhæng og forudsigelighed i mit hæsblæsende, meget mærkelige, meget uforudsigelige arbejdsliv.

Men i den her uge forsøger jeg at tænke så lidt som overhovedet muligt.

(Og ja. Jeg kan se hos Maren og Superheltemor, at stressbekendelser nærmest er på mode. Hvilket gør mig til en slags firstmover i Jylland. Fedt.)