fredag den 28. november 2014

Hele to tanker

OK. Jeg har tænkt. Det er ikke nyt (heldigvis), men jeg har tænkt specifikt over det, jeg skrev i går, med at arbejde-arbejde-arbejde hele tiden. Uden at blive hverken specielt lykkelig eller rig af det.

For det første har jeg tænkt: Jeg arbejder faktisk ikke hele tiden. Det føles bare sådan. Fordi børnene er syge, og de skal passes med den ene hånd, mens jeg svarer mails og telefon-smiler til (ofte sure) mennesker med den anden. Effektivt arbejder jeg måske to timer på sådan en syge-arbejds-dag, men det føles som 12. Og bunkerne til næste (syge-)arbejdsdag bliver oven i købet større både på bordet og i hovedet. Løsningen her er tydeligvis enten af genmodificere mine børn til et bedre immunforsvar eller flytte til de varme lande. Hm.

For det andet har jeg tænkt: Det går over igen. Det plejer det. Det bølger op og ned, det freelanceliv, og nogle gange er det fyldt med mening og fleksibilitet og happy-happy, nogle gange er det fyldt med 70 timers arbejdsuger og stressgråd og for meget kaffe. Det er ikke en undskyldning; det er ikke for at sige, at det er ok at arbejde 70 timer om ugen, eller at man bare skal lade sig tæve af arbejdstsunamier uden modstand, eller at jeg ikke skal gøre noget for selv at styre i stedet for at blive styret. Hoppe ud af hamsterhjulet og kræve min ret til mere eksklusivt tørfodder og mere tid til at æde det. Den slags.

Nu vil jeg drikke kaffe (nydelseskaffe, helst, ikke stresskaffe) en halv time og ignorere den indbakke og det pis. Og eventuelt tænke mig frem til nogle flere oplagt-banale konklusioner. Og alternativer til at flytte til de varme lande. Jeg kan faktisk meget godt lide Danmark (inklusive vejr og folk, eksklusive politikere og medier).

torsdag den 27. november 2014

Hvis vi så bare tjente ligeså meget som Mærsk

Mig: Men hvornår blev det sådan her?! At vi bare arbejdede og arbejdede og arbejdede hele tiden? Hvornår var det, at vi skulle leve det der simple liv, hva'?

Manden: Jeg ved det ikke.

Mig: Hvordan blev vi til de her to Mærsk-agtige mennesker, der bare arbejdede non-stop...?!?

Manden: Hm.

...

Manden: Vi er da rigtigt meget sammen med vores børn.

Mig: Ja. Jaja. Men vi er kraftedme meget sammen med vores arbejde også. Meget, meget sammen med vores arbejde.

Manden: Det er sandt.

***

Klokken er nu 22.17. Jeg sidder i sofaen og arbejder. I sidste uge arbejdede jeg på den gode (det vil sige virkeligt dårlige, usunde, uholdbare) side af 70 timer. Det er ok, for der var noget event og halløj special occasion. Men det er, som om det bliver ved. Og ved og ved og ved. Og hvornår skal jeg nogensinde se Manden igen (udover til disse to-minutters eksistens-samtaler og ti-minutters-skænderier, vi har midt mellem putninger og arbejdarbejdarbejd)? Og hvornår bliver min lunte igen lang nok til ikke at eksplodere udover familiens arme og søde og frygtelige trodsalderbarn, der ikke forstår, at Hjernen er den nye Inbox-slash-to-do-liste-slash-mødedagsorden?

Jeg er fanget i det virkeligt syge krydsfelt mellem Julia Lahmes arbejdstider og Andrea Hejlskovs økonomi og burde-vi-ikke-bare-være-jægere-og-samlere-alle-sammen-mindset. Og jeg kan ikke gennemskue, hvad jeg skal gøre ved det.

(Og ja. Jeg kunne selvfølgelig skrue mine timepriser seriøst i vejret. Så ville jeg enten få flere penge eller mere tid. Men jeg er hamsteren, der løber så fresh til i hjulet, at jeg glemmer at bede om mere tørfodder. Eller noget. Og hvad nu, hvis dem med pengene tager nogen billigere, og vi ikke kan betale husleje?)

(Har jeg for øvrigt fortalt, at vi har fået en hamster? En bidsk satan af en hamster. Men det er en anden historie.)

Vi flyttede sguda delvis herud på markerne for at leve det simple, opbyggelige liv. Og ja, det er (alt for) dyrt at bo her i luksuriøs pendlerafstand til Århus. Men SÅ meget behøver vi altså ikke at arbejde. Det gør vi ikke. Det. Kan. Ikke. Passe.