torsdag den 29. september 2016

Tryllehjelm

Sønne har en motocross-hjelm. Den er stor og tung og flot, og han har selv sparet sammen til den af pant-penge og tyvere fra tandfeen.

Hans største ønske er at køre motocross, men hans trætte forældre kan ikke overskue at lade ham gå til en fritidsaktivitet, hvor man skal køre halvanden times tid (!) hver vej.

Det lader han sig dog ikke slå ud af. Han trækker bare i hjelmen og de motocross-handsker, han har fået i storebrorgave af mormor og morfar, og kaster sig ud på cyklen. En helt almindelig mountainbike, der straks bliver til en motocross-cykel, når man har det rigtige udstyr på. Afsindigt hurtigt kører han. Rundt og rundt på grusvejen, stående i pedalerne, og op og ned af stentrapperne omkring huset. Ned til supermarkedet, hurtigere hurtigere, ned til biblioteket, endnu hurtigere. Henover kantsten og bump. 45 kilometer ned ad bakke, siger hans cykelcomputer. Hans lyse hjelm-hår klistrer til panden bagefter, og det er svært at få de stramme handsker af.

Der er ikke så meget cykling for mit vedkommende. Baby and all. Jeg savner at cykle med Sønne.

torsdag den 22. september 2016

Healeren, katteejeren og de andre københavnere på tur

Efter små ti år i Jylland kom mine københavner-homies endelig forbi. Nogle af dem har været her før, selvfølgelig, men ikke alle og ikke i flok. Gymnasieflokken, mine damer, mine gode venner.
Én lavede røræg med flødehavarti og kaldte mig ved gamle kælenavne.
En anden fodrede mig med kinesiske urter og forsøgte at heale min livmoder ved at trykke (oh så dejligt!) på mine lægge og føder.
En sad i sofaen og græd, så jeg selv fik våde øjne.
En sørgede for at genne mig i seng, da jeg begyndte at se dobbelt og et øjeblik blev ramt af værtindestress og rykkede siden festen ud i den til lejligheden lånte campingvogn, så jeg kunne sove i fred.
En fortalte Sønne historier om sin tykke kat og grinede kærligt af hans gennem-århusianske.
En sørgede for at tjekke, om jeg mon følte mig stødt over den kærlige latter og den stadige strøm af Århus-vittigheder (det blev jeg ikke).

Og nu er de kørt hjem igen, og jeg er mildt overstimuleret og meget taknemmelig: Det er som om, mine to verdener er rykket tættere på hinanden. Københavnerverdenen og jydeverdenen. Jeg er mindre splittet og mere... hel.

Iggå.

Ikk'.

Men det kan selvfølgelig også skyldes urterne og healingen (og hvidvinen og de økologiske snacks og den evige kærligt-fordrukne psykoanalyse af vores barndomme).

Jeg kan virkeligt god lide mine københavner-homies, også selvom de kun kommer til Jylland i flok cirka hvert tiende år.

onsdag den 21. september 2016

Men så kan vi da sætte flueben ved den første af efterårets 10.000 sygedage

OK, jeg græd en lille smule af raseri her til morgen, da Sønne hostede og snottede så meget, at det blev klart, at han skulle blive hjemme. Diskret raserigråd, selvfølgeilg, men alligevel.

Jeg skulle jo sove en formiddagslur! Jeg skulle jo sidde og glo ind i væggen efter nogle dage med lidt for meget gang i den! Stakkels mig (og lidt stakkels Sønne også). Og jeg kunne kun alt for godt huske, hvordan det var at være hjemme med Baby-Livse og Lille-Sønne, sidst jeg var på barsel.

Men så viste det sig - helt overraskende - at det er nemmere at være hjemme med en baby og en snart otte-årig end med en baby og en snart tre-årig. Helt utroligt meget nemmere faktisk.

Det er også helt utroligt meget nemmere at hænge ud med to børn end med tre, som jeg plejer.

(Og før alle tobørns-læsere stener mig for min arrogance, fordi to børn for helvede da kan være en stor nok mundfuld - eller værre endnu, stener sig selv, fordi hvordan kan jeg overskue tre, når to er vildt nok - vil jeg bare lige nævne den evige regel: Det er altid MEGET nemmere at have præcis ét barn mindre, end man egentlig har.)

Åhja. Vi overlevede altså og endda med moderat hygge. I morgen satser jeg meget stærkt på at sove en formiddagslur og glo ind i en væg.

Billedteksterne står jo nærmest i kø: Sygere er de heller ikke. Eller hvad med: De passer jo nærmest sig selv. Eller hvad med: Nogle gange er det bare så hyggeligt med en hjemmedag (ok, den sidste giver mig lidt ticks ved venstre øje...)

torsdag den 15. september 2016

Sønne og Liv anbefaler: Vovehalse

Næsten hver eftermiddag sidder vi alle fire dér i gyngesofaen: Ellinor der gerne vil være tæt på et bryst. Liv der gerne vil have sin mor OG sin lillesøster for sig selv, og som aldrig viger fra min side, så længe jeg har Ellinor. Og Sønne der er små-splattet-bøvlet efter en lang skoledag, og som i øvrigt godt vil markere over for sin største søster, at han altså også har ret til at være tæt på sin mindste søster. Det er med andre ord festligt.

Det er fristende at stoppe skænderierne med en iPad, men som de strikse-urtede forældre, vi er, hedder det max 30 minutters skærm pr barn pr dag. Hvad gør man så? Ofte tilbyder jeg at læse noget, men der er rimeligt stor uenighed på den front: Sønne vil helst læse bilblade og teknik-bøger om motocross. Liv vil helst læse min gamle My Little Pony-bog fra 80'erne. Det er svært at blive enige, og svært for mig at holde ud og læse noget, der er så kedeligt...

Jeg er med andre ord på jagt efter noget sid-så-stille-og-hold-op-med-at-skændes-litteratur. Som vel at mærke duer både til fem-årige og snart-otte-årige. Lidt har jeg da fundet, fx denne her:


Sønne fik den i julegave for to år siden, og vi har - slag på tasken - læst den omkring 150 gange siden. Vi er ude i noget læs-let her (lix på 19), men eftersom jeg er den eneste, der læser (let eller ej), er det mig, der er højtlæseren. Og jeg finder en sær glæde i den næsten lyrik-agtige kvalitet, der kommer, når meget indhold skal formidles på kort plads og med lav lix:
John fra Danmark fik arbejde i et cirkus.
Han ville finde på noget nyt.
Derfor købte han en kanon.

Den slags.

Måske er det samme kvalitet (eller også er det bare de 150 højtlæsninger), der gør, at begge børn citerer lystigt og ordret fra bogen, når de gerne vil imponere fx en farmor og farfar.
"To mænd roede fra Amerika til England. Det er en tur på 5000 kilometer," siger Sønne.
Og Liv skynder sig at tilføje:
"De lagde togskinner i bunden. Bølgerne blev så høje, at båden væltede."
Og farmor og farfar undrer sig over, hvor al denne viden kommer fra, og alle er glade. Jeg er i hvert fald, for jeg ved, jeg kan hale bogen frem igen-igen-igen, når skærm-tiden er brugt, og alle er ved at ryge i totterne på hinanden.

Den er skrevet af Tommy Heisz (som er gift med en af mine gode veninder, men jeg lover: her er ingen bias, bare god læsning) og udgivet på Forlaget Turbine.

onsdag den 14. september 2016

Ammelitteratur: Alt det lys vi ikke ser

Jeg er den sidste i verden der har læst den her bog og ville derfor ikke skrive noget om den for ikke at afsløre min lastmover-hed.

Så fortalte jeg alle mine (ok belæste) bofæller om, hvor vild en oplevelse det havde været at læse den, og det vidste sig at ingen - ingen - havde læst den. Så nu skriver jeg alligevel for det tilfældes skyld, at I heller ikke har læst den.

Læs den nu!

Det er den mest velskrevne, veloversatte spændingsfilm-som-bog, jeg længe har læst. En pageturner om en tysk dreng og en fransk pige under anden verdenskrig skrevet af en amerikaner... Det er en græd-uden-at-føle-dig-deprimeret-bog og en jeg-bliver-nødt-til-at-læse-videre-selvom-min-baby-er-vågen-og-jeg-normalt-ikke-gør-den-slags-bog. Det er en bog, der giver én lyst til at blive et bedre menneske i en grad, så man fluks skriver til en ukendt syrer inde på Venligboernes lokale facebook-gruppe, at man da godt kan hjælpe lidt med dansklektierne (selvom man aldrig sover). Den slags bog.

Yes. Sæt i gang. Den er skrevet af Anthony Doerr og udgivet på Politikens Forlag.


torsdag den 8. september 2016

Træthed. Smålighed. Kærlighed.

I dag fylder Ellinor tre måneder. Et kvart år.

Og jeg er så træt, at jeg startede med at skrive: I dag bliver Liv tre måneder. Flot. Vi snakker Niveau-tre-dødstræthed. Så meget træthed, at jeg startede dagen med at blive indestængt rasende over, at Manden tog et bad, når nu jeg havde været oppe den halve nat og i timevis allerede og skulle være hjemme med baby og vasketøj og hvad ved jeg dagen lang.

Det er svært at være træt og smålig og godt vide, man er dybt urimelig, så man ikke rigtigt kan ventilere træthed og smålighed men bare sidde og pruste, rasende og småligt med en baby i favnen. Men altså. Manden blev ren. Jeg drak kaffe og krammede Ellinor. Og allervigtigst: Jeg kom i tanker om, hvor rasende osv. jeg ville blive, hvis det var omvendt; hvis det var mig, der skulle på arbejde, mens han blev hjemme med verdens fineste baby (og verdens største bunke vasketøj). Og Elli smilede til mig med sutten i den ene mundvig a la cigar, og mit hjerte flød helt over med taknemmelighed over, at hun er min.

Hver dag er en gave står der på vores køleskab, og det er rigtigt. Også selvom den er pakket ind i trætheds-smålighed nogle gange, gaven.

onsdag den 7. september 2016

Shanghai baby. Beder baby.

Da Sønne var på Ellinors alder, var vi lige kommet til Shanghai. Vinter-shanghai. Til en utæt lejlighed på 24. etage, hvor vinden fik de tunge gardiner til at blafre (selv med lukkede vinduer), og en hel del af møblerne var formet som svaner. Dér boede vi i tre måneder, midt i et lige lovligt lokalt kvarter med levende dyr på mad-markedet, prostituerede i udstillingsvinduerne (!) og metervis af vasketøj på bambuspinde over det hele.

Jeg blev - som jeg tilsyneladende har for vane - lettere vanvittig. I Danmark var vi flyttet stort set lige midt i fødslen, som jo (også) endte i noget blodtab, og så huhej pakke-lejlighed-ud og huhej fremleje-lejlighed og huhej sygdom i Mandens nærmeste familie. Og SÅ altså af sted til Crazy Kina i tre måneder - en obligatorisk del af Mandens uddannelse og den lige vej til eksotisk ensomhed og kulturchok for mit vedkommende. Også selvom jeg fandt det meget passende, at Sønne havde stjernestatus på linje med Michael Learns to Rock (eller hvem der nu er store i Asien). Det var lige før, trafikken stoppede, når vi bevægede os ud på gaden og der var ingen ende på begejstringen over hans blå øjne og hvide hud (og ingen ende på fordømmelsen over, at jeg sjældent iklædte ham fire til seks lag fleece, som var de lokale babyers obligatoriske outfits).

Når jeg prøvede at bestille ris på restauranterne, kom de med øl. Når jeg prøvede at få Sønne til at sove, blev han vækket af sine fans, uendelige horder af højlydte kinesiske fans. Og jeg havde en kinesisklærer der foreslog, at mit Kina-navn skulle være Panda-bamse-bjørn. Vandhane-vandet gav os udslæt, og det lokale gadekøkken gav Manden en infektion, han var ved at krepere af. Åhja. Ak ja.

Der er ikke nogen pointe. Udover denne: Beder er det modsatte af Shanghai. Luften er ren, husene lave, og der er en hel del, der er grønt. Vandet er så rent, at det kan drikkes. Alle forstår, hvad jeg siger. Her sker ikke noget som helst. Jeg er meget, meget glad for at være i Beder i stedet for i Shanghai.


tirsdag den 6. september 2016

Ammelitteratur: Og vejret skiftede, og det blev sommer og så videre

Jeg læser. Virkeligt, virkeligt meget. Det har noget at gøre med, at vi er bedst til liggende-krammende amning, Ellinor og mig, og at jeg på et tidspunkt mere eller mindre tabte iPad'en ned i hovedet på hende, da jeg lå og så noget Netflix... Jeg havde dårlig samvittighed i dagevis. Så nu læser jeg i stedet for. Og helst lette paperback-bøger, som jeg ikke behøver at være så bange for at tabe.

Senest har jeg læst Og vejret skiftede, og det blev sommer og så videre. Selvom den var tynd og let, sådan tykkelses- og vægt-wise, var den dælme tung. Jeg troede en kort overgang, jeg havde fået en depression, til jeg kom i tanker om, at jeg a) aldrig sover og b) var i gang med en bog om to små piger, der dør, og to forældre, der bliver pænt vanvittige af sorg. Ikke verdens bedste bog at læse, hvis man er et træt-følsomt menneske, der ligger og ammer en lille pige, kan man mene. Lidt a la dengang jeg så Changeling i babybio med Sønne...

Ikke umiddelbart verdens bedste valg af ammelitteratur. Og så alligevel. For der står fantastiske ting som det her: "Kari løfter barnet op, selvom armene er lige ved at give efter, selvom trætheden er en bjørn, der lægger sin fulde vægt oven på hende." Den bjørn ligger også på mig! Det er dejligt sådan at blive set og mødt af en bog, mens man ligger gemt af vejen på et halvmørkt værelse i en fjern forstad. Det er ikke så dejligt at blive momentant deprimeret, men det går jo over igen. Og bogen er fyldt med træthedsbjørne og lykkens blå himmel, sorg der sidder i porerne og fremtid der lugter på samme måde som gamle træer - og andre billeder, der glider lige ind i læsesjælen uden at virke skabede eller forcerede. Og den har lidt samme heldige effekt, som nogle oplever ved at se De unge mødre: Man føler sig som en bedre forælder bagefter, ene og alene fordi man ikke putter cola i sutteflasken/håndterer sine psykiske vanskeligheder fuldstændigt vanvittigt og alkoholisk. Ohyes.

Den er i øvrigt skrevet af en nordmand med det meget norske navn Pedro Carmona-Alvarez og udgivet af Turbine. Læs den!