onsdag den 31. august 2011

Vi har ikke søvn. Men vi har tog og smukke naboer.

Egentlig skulle det handle om Sønne og søvn. Om Sønne og mangel på søvn. For: Han vågner af at hoste - forståeligt nok - men modsat alle, jeg ellers kender og har hørt om, er han fuldstændig umulig at gen-putte. I stedet for at vende sig om på den anden side og falde i søvn til en ti-tyve godnatsange, vågner han helt-helt op og begynder at løwe lejligheden rundt. Midt om natten. Igen og igen. Manden er Sønne-nattevagt og jeg er ammevagt. Og det er heldigt. For et menneske med mindre tålmodighed end Manden (det vil sige de fleste), ville være imploderet af træthed og raseri. Det første han sagde, da jeg overtog ved seks-tiden i morges, var "jeg vil løbe. Far siger nej nej nej." Og så grinede han.

Og egentlig skulle det handle om, hvor lidt jeg bryder mig om at tage mig af to snottede børn - den ene hysterisk, skrigende overtræt - når jeg selv har træthedskvalme og ondt i halsen og ondt af mig selv.

Men.

Så kom der en Smuk Nabo forbi med kanelbullar og tog-film. Og, ikke mindst, overskud til at lege med Sønne, der straks blev meget gladere og friskere i nærværet af en voksen der a) ikke var ligbleg og b) havde energi til at smile og grine og finde på.

Og så gik vi ud i kulden og festugen og tøffede rundt på noget meget nørdet mini-damplokomotiv-halløj, kørende på ægte kul. Og Sønne strålede om kap med den sol, der i ganske kort glimt kiggede frem bag efterårs-skyerne over rådhusparken, og det var svært ikke at være en lille smule lykkelig der midt i damp og træthed. Åhja. Der var oven i købet en børne-sized udgave af Thomas Tog, der kunne spiller musik og køre rundt og rundt og rundt... Og som den stadig lysende dreng helst ville stå og ae og pille ved og bestemt ikke sige farvel til.

Og BetteLiv sov igennem det hele.

Ren børnefamilieidyl. Trods alt.

tirsdag den 30. august 2011

Postkort fra Sygeland

Nåmen vi er jo stadig syge.

Eller det vil sige: Sønne is down. Hjemme fra vuggeren sammen med Thomas Tog og en bunke figenstænger, der - som han har bemærket flere gange - er "Citroen-figenstang mor". Han har ret: Der er såmen noget, der grangiveligt ligner Citroen-logoet påtrykt selve figenstangen... Helt sikkert grundlag for et sagsanlæg mod Castus.

OK. Kan I ligesom ud fra min vrøvlen fornemme, hvor træt jeg er? Søvnmangel-træt og sygdomstræt. Især det sidste.

Var i øvrigt forbi mødregruppen i dag og gik i utide fra kaffe og snak om børnetøj (jeg var mest den, der lyttede...) for at holde et lillebitte oplæg for nogle nye studerende på min ex-uddannelse. Og en kry med-mor gav mig et "hold da op hvor er du overskudsagtig" med ud af døren. Og jeg var bare alt, alt for træt til at modsige hende. Eller lave en joke om det. Eller bare sådan rigtigt kigge hende i øjnene. Hvilket vel siger noget om, at jeg ikke er ret overskudsagtig, når det kommer til stykket.

(Oplægget gik i øvrigt fint. Jeg havde BetteLiv på armen en del af tiden, hvilket resulterede i, at alle grinede af hendes grimasser i stedet for af mine trætte vittigheder. Men de grinede dog.)

mandag den 29. august 2011

Ikke verdens mest festlige festuge

Jeg har skrevet vanvittigt mange vanvittigt spændende (...) blogindlæg. Inde i hovedet. Om morløgne og tobørnsliv og havesavn og sådan. Vanvittigt spændende.

Det er bare svært at få dem ud af hovedet og ind i computeren. For nu er Sønne syg, og udover at bruge tid og energi på at deale med dét, har jeg travlt med at tænke "fuckfuckfuck starter det allerede nu, jeg orker det ikke. Ikkeikkeikkeikke. NOGEN må gøre NOGET."

Jeg forsøger at mønstre lidt taknemmelighed over, at Manden ikke har arbejdstravlt, så vi er to (kun halvsyge) voksne til til at håndtere to (helsnottede) børn. Og over at Liv tager det så pænt - pt. sidder hun fx fastsurret til mig i en strækvikle (det politisk og ergonomisk korrekte svar på en bæresele) og grynter fredsommeligt. Og over at Sønne har nået en alder, hvor man lidt lettere kan placere ham foran et fjernsyn og på den måde slå noget syge-tid ihjel.

Men mest af alt føler jeg mig utaknemmelig. Og forkølet.

Varm mad på måtten, tak. Så skal jeg nok føle stor taknemmelighed.

fredag den 26. august 2011

Fra Sy(rli)gemors taknemmelighedsdagbog

1: At valget allerede er om tre uger. Jeg er allerede så træt så træt af "nej VI vil give boligejerne flest gardiner og campingvogne, og I er dumme og uansvarlige"-snakken, at jeg overvejer at slukke for TV2. (Hvilket jeg selvfølgelig ikke gør alvor af. Jeg er jo for hulan journalist. Omen ammende)

2: At vi kan høre festugen sårn lidt surround ind gennem de åbne veluxvinduer. Det er næsten som at være der selv.

3: Cyberkrammerne. Ajmen dem er jeg virkeligt taknemmelig for. De ikke er lige så gode som rigtige krammere. Men de smitter mindre. Tak.

4: Babysittere der kommer og bortfører Sønne og lytter til hans bilsnak og fodrer ham med boller og giver ham en break fra hans snottede, snottede familie.

5: Århus Fødevarefællesskab der fylder vores køleskab med hestebønner og hokkaidogræskar og halvanden-kilos-squash på længde med BetteLiv  og bladbeder og andre virkeligt bizarre grønsager, der får min indre bæredygtigheds-veganer-økolog-dame til at juble af fryd. Jamen jeg har virkeligt sådan en inden i. Det har jeg! Jeg er fx ved at bage en slags squashbrød, fordi vi har så sygt meget squash men ikke noget sygt stort køleskab... Den indre økodame er bare pakket godt ind i hvid rittersport og dårlige romantiske komedier og generel frygt for at blive kaldt hippie eller ekstrem eller speltmom, hvorfor hun ikke er lige sårn at spotte til daglig.

onsdag den 24. august 2011

Glasset er bare SÅ halvt fuld, mand

Der er lidt stille.

Vi er syge.

Eller det vil sige: Jeg er syg. BetteLiv er monstersnottet. Manden er halvsyg. Og Sønnes velkendte sovesyge er kommet tilbage, så han har holdt fest i nat. Eller rettere fem fester.

Men. Men. Jeg er på barsel. Og Manden er ikke nogen travl Mand. Og man må godt komme i vuggestue, selvom man lider af sovesyge, så det er kun Bette, den syge mor skal tage sig af. Og Bette er ved alle søvn- og babyguder stadig en engel.

Men igen: Det er sguda ikke sjovt. Overhovedet. Alt er havregrødsfarvet (undtagen min meget røde næse og mit humør, der nærmer sig sort). Så stil gerne noget varm mad på måtten. Eller kom og pas et barn. Eller giv en krammer.

Tak.

lørdag den 20. august 2011

Øl-far

... og hvis man går i Føtex lidt over almindelig puttetid og ser en to-årig i en meget jordslået klapvogn råbe "VI KØBER ØLLER TIL LILLE FAR. LILLE FAR KAN GODT LI ØLLER!"... ja så er det ikke nødvendigvis tegn på, at der er nogen, der skal tvangsfjernes meget snart. Det kan også være, at det bare er Sønne og mig, der er ude og købe ind - og lægger en enkelt uskyldig Corona i kurven til den trætte Mand.

Bare så I ved det.

Men I må gerne tvangsfjerne klapvognen. Den er ret klam efterhånden.

torsdag den 18. august 2011

Stegepanden har ingen mund. Og andre kloge ord.

Samtale 1, på vej fra vuggestuen
Sønne: Hvad hedder den der bil, mor?

Mig: Æh... en Citroen!

Sønne: Hvad hedder den der?

Mig: Æh... en Peugeot!

Sønne: Hvad hedder den der?

Mig: Æh... en Toyota!

Sønne: Hvad hedder den der?

Mig: Æh... jeg kan ikke lige se det på mærket. Jeg skal lige lidt tættere på for at læse det...

Sønne: Det er en Skoda, mor!

(Jeg troede, han spurgte mig, hvilke bilmærker der var tale om. Men han testede mig. For han vidste det allerede. Suk.)

Samtale 2, på legepladsen
Mig: Uh, jeg tror, min numse er lidt for bred til denne her gynge...

Sønne: Den er ikke bred, den numse.

(Han lyver. Men jeg tænker, han kommer langt i verden ved at kunne lyve så fikst allerede som to-årig.)


Samtale 3, på vej i seng
Manden: Du skal have børstet tænder.

Sønne: ...

Manden (i et kækt forsøg på at vriste drengens sammenknebne læber fra hinanden): Er du min lille... bullerfis?

Sønne: Nej. Er en stegepande.

Manden: Du er en stegepande?!

Sønne: Ja. Er stegepande. Har ingen mund.

Ligner han måske en stegepande?! Nej vel!

onsdag den 17. august 2011

Nu ikke noget med at drikke det i sjette måned, vel


Så er det videnskabeligt bevist, venner! En tredje dame har kickstartet sin fødsel med Faxe Kondi. Resultatet er Vidunderlige Viggo. Som i Viggo Mortensen (og Liv Tyler). BetteLiv ruller med øjnene af begejstring.

tirsdag den 16. august 2011

Det Nemme Barn indtager byen

Mødregruppe I, 2008: De andre drikker kaffe. Én har et sovende barn på skødet. Én har et vågent, fredeligt barn ved siden af sig på sofaen. De andre bebser sover i lifte og barnevogne, og mødrene snakker og hygger og tager lige et stykke hjemmebagt et-eller-andet til. I hjørnet står jeg (bleg, blodfattig, sortrandet, træt) og forsøger at følge med i samtalen, mens jeg hidsigt svinger voksiposen mellem benene for at få baby-Sønne til at sove. Det lykkes ikke. Hverken at følge med i samtalen eller at få drengen til at sove. Så jeg prøver med barnevognen og sveder og sveder. Og hopper lidt rundt med ham i armene. Og går hjem. Mens de andre bliver siddende og drikker kaffe og spiser hjemmebag og snakker og snakker.

Mødregruppe II, 2011: Der er én, der svinger en lift mellem benene. Dér er en, der konstant løber hen til altanen for at vippe barnevognen op og ned. Der er én, der hopper rundt i hjørnet med en søvnig bebs i en slynge på maven. Og så er der mig, der har glemt sutten til BetteLiv, og til min egen overraskelse hører mig selv sige til værtinden: "Har du en sut, hun må låne? Det er ligegyldigt med faconen, hun er large. Hun skal bare lige have sutten, så sover hun." Hun skal bare lige have sutten, så sover hun!?!? Ja. BetteLiv lånte en stor, nyskoldet sut og faldt selv i søvn, fredeligt i en u-gynget, u-svinget moseskurv i hjørnet. Så jeg kunne snakke og snakke og snakke og drikke kaffe og kigge på de andre, de hoppende mødre, og tænke: "Det sker nok kunne denne ene gang. Men jeg vil huske det, til den dag, jeg dør." Jeg var den med det nemme barn!

onsdag den 10. august 2011

Regn. Jårdbær. Børnearbejde.

Krøb du ind under markiserne, da det begyndte at styrtregne og monsterblæse out of know where på gågaden i Århus i dag?

Og så fra dit skjul damen, der kom spurtende på den ellers tomme gågade med en tydeligvis alt for tung barnevogn, hvor regnslaget sad løst og blafrede til alle sider, og en cirka to-årig på skuldrende, der begejstret brølee "DET HEGNER DET HEGNER VI BLIVER VÅJE!"?!

Det var mig. Og afkom. BetteLiv var sulten, og jeg kunne ikke tænke klart nok til at løbe ind til Fætter BR i tøvejr og amme. Og jeg havde efterladt Sønnes hegntøj i vuggestuen.

Så jeg løb. Og løb. Og ringede efter Manden. Han joinede os ved den udendørs grønthandlermand, som Sønne - i det ligeså pludselige tøvejr - begejstret stillede sig i nærheden af for meget højlydt at gentage "TRE BAKKER JÅÅRDBÆR FOR TREJWE". Ømt.

Vi fik fire nektariner gratis, måske som en slags provision af det ekstra salg, drengen helt sikkert har skabt. Og jeg fik ondt i bækkenet af alt det løberi.

lørdag den 6. august 2011

Ammehjernen og Bette Jane Fonda

Engang påstod jeg, at jeg udmærket vidste, hvem jeg selv var, selvom jeg boede i lånte møbler og gik i lånte klæder. Det ved jeg ikke længere. I hvert fald opfører jeg mig højst bizart.

Fx har jeg altid hadet de glittede baby-blade og deres alt for forhastede konklusioner om alting. Nu læser jeg dem med stor og ægte interesse.

Og jeg har altid syntes, det var overfladisk at gå alt for meget op i babykluns. Nu svælger jeg i alle de herlige mærkevarer, jeg har lånt mig til gennem den evigt gavmilde og velklædte mødregruppe-for-ever. Jeg overvejer endda selv at købe noget babytøj. En dag.

Og jeg har i særdeleshed syntes, det var noget pjat at beklage sig over post-graviditets-flæsk i månederne efter fødslen, for hey, man har lige født, og hvad havde I egentlig regnet med?! Nu er jeg selv voldsomt træt af at gå i ventetøj og ventetøj og ventetøj og kigger længselsfuldt efter cowboybukserne bagest i skabet. Og jeg brokker mig over det, til alle i min nærhed.

Og så har jeg altid kunnet stave. Har jeg været i tvivl om alt andet, har jeg i det mindste altid kunnet stave. Og skriwe. Nu glemmer jeg rask væk et nutids-r, og jeg har først nu rettet overskriften i gårsdagens indlæg, hvor jeg havde skrevet ludder med et d. Så er det helt sikkert, at verden er af lave. Og til gengæld fuldstændig usikkert, hvem det nu er, jeg er, og hvad det nu er, jeg kan.

Måske er det et udslag af at være blevet mutti, hører jeg jer hviske. Jamen! Jeg har jo allerede et barn, og han udløste ingenlunde den slags... muttiness.

Måske er det et udslag af ammehjerne. Et fænomen jeg altid har tilskrevet for lidt søvn i stedet for selve amningen. Men jeg får faktisk temmeligt meget søvn. Hvilket vel altid er noget. Ellers ville jeg eventuelt gå i panik over min nye personlighed.

I det mindste kan jeg stadig grine højt og længe, når BetteLivs Preben-frisure (hentehår, skaldet på toppen, langt og mørkt i nakken) prydes af dette yndige pandebånd og får hende til at ligne en mini-version af en 70'er fitness-guru:

fredag den 5. august 2011

Lort, luddere og ikke ret meget lagkage

Nåmen det er ikke fordi, vi ikke oplever noget.

I dag er jeg fx blevet skidt på af hele to børn. Be-skidt. Den mindste klarede sagerne på toiletgulvet i en puslepladsløs cafe, og jeg skal spare jer for detaljerne, men adskillige lemmer på både mor og barn blev ramt. Og moseskurvens madras. Og tøjet. Og alle bleerne i pusletasken blev brugt op. Sønnes vuggestue lå dog så tilpas tæt på, at vi kunne trille forbi og udstyre Bette med en enorm sag, der gik hende helt op til armhulerne, men som i det mindste holdt tæt, til vi kom hjem. Og Sønne? Det var under pottetræning. Which I hate. Og der skal jeg i særdeleshed nok spare jer for detaljerne.

Action-packed, ikke sandt?

Og i går stod jeg og børstede tænder ved det evigt åbne badeværelses-vindue og kunne således høre en af naboernes højlydte samtale med en veninde. Der var prostitueret. Og prøvede at overtale naboen til også at blive det. "Der er alle mulige helt normale piger, også fra Letland." Med rimelig succes, tilsyneladende. Jeg havde meget lyst til at råwe ud i mørket, at jeg liiige synes, hun skulle komme ind til kaffe og en snak om prostitution.

Jeg gjorde det ikke.

Åhja. Og vi har haft besøg af sundhedsplejersken, der konkluderede mange sjove ting. Fx at BetteLiv vejer 80 gram for lidt. Men at hun til gengæld har et "usædvanligt velformet baghoved". Og at jeg ikke har en fødselsdepression. Men jeg tilgav hende alle disse fjollerier, fordi hun a) sagde, man gerne må drikke kaffe og spise kage, når man ammer, c) skældte ud på "godnat og sov godt" og andre græd-dig-selv-i-søvn-metoder og c) udstrykte fornuftige og lettere venstreorienterede holdninger i forhold til indvandrerpolitiske spørgsmål. Ja, vi kom vidt omkring over kaffen.

Jeg har et virkeligt spændende liv. Med Liv.

mandag den 1. august 2011

Der er nogle, der sover. Det er ikke mig.

Begge børn sov i nat. Det vil sige: De vågnede kun en enkelt gang hver. Og Manden tog sig af Sønne, så jeg skulle bare amme det venligtsindede pigebarn en enkelt gang mellem 22 og halvotte. Meget nådigt.

Men sov jeg?

Nein.

Jeg lå vågen i timevis og bandede over, at jeg ikke kunne sove, når jeg nu havde chancen. Og jeg har tilbragt hele formiddagen på samme måde: Med BetteLiv boblende ved min side, mens jeg har rullet søvnløs rundt ved siden af, arrig over ikke at kunne sove... Er det normalt for babyer at sove så meget? Og for mødre at sove så lidt?

Det er tåget i mit hoved.

Og de har lige ringet fra vuggestuen og sagt, at de altså ville give Sønne en middagslur, selvom vi egentlig har afskaffet den. Fordi han var så tæsketræt.

Og Liv sover stadig.