tag:blogger.com,1999:blog-47072182675772152862024-03-05T05:06:53.736+01:00Carport og noiaCarportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.comBlogger648125tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-44507742488926626452017-03-19T22:11:00.001+01:002017-03-19T22:11:22.856+01:00Forårshjerne Følelsen af taknemmelighed har sneget sig tilbage i mit liv. Den er en virkeligt savnet og velkommen ven, som nu sidder med til bords - ind i mellem i hvert fald - sammen med de lidt mindre sjove venner Bitterhed, Angst, Træthed og Vanvid.<br />
<br />
Måske kom Taknemmelighed forbi, fordi Sønne er blevet mere sig selv. Det er lettere at være taknemmelig, når ens hjem er et rart-agtigt og fredeligt-agtigt sted at være, og man ikke hele tiden er bekymret for sine børns velbefindende, og for hvornår det hele eksploderer næste gang.<br />
<br />
Måske blev Sønne mere sig selv, fordi hans mor på et tidspunkt holdt op med (eller holdt pause fra, bank på træ, salt over skulder, 7-9-13) kun at være bitter, angst, træt og vanvittig.<br />
<br />
Måske har det hele noget med forår at gøre.<br />
<br />
Under alle omstændigheder smiler Taknemmelighed til alle væmmelige følelser og lover, at alting nok skal gå. Og gå godt. Og Sønne tegner NERF guns, og ind i mellem alle eder og forbandelser og talen sig selv ned siger han lige så stille <i>det er da bare godt gået det dér, synes jeg.</i>Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com13tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-24508842004309995742017-02-22T17:29:00.002+01:002017-02-22T17:29:57.456+01:00Dagens feel-bad-spørgsmål<br />
<ol>
<li>Hvornår bliver det godt igen? Altså sådan <i>rigtigt</i> godt, ikke bare i-glimt-ok-godt? Hvornår bliver <a href="http://carportognoia.blogspot.dk/2016/12/pip.html">landskabet bare tilnærmelsesvis smukt igen</a>?</li>
<li>Hvornår bliver Sønne sig selv igen?</li>
<li>Hvor meget ikke-reparerbar skade mon sker på os alle sammen, inden dét sker? Mit hjerte går i stykker - igen og igen - når jeg kigger på vores familie lige nu. Særligt på Livse, der er alt for tapper og tager for meget ansvar (selvom vi selvfølgelig siger alle de rigtige ting til hende hele tiden, iggå). </li>
<li>Hvornår kan ens hjerte ikke gå mere i stykker? Og hvad sker der så?</li>
<li>Skal man stole på sin <i>gut feeling</i>, når det kommer til Sønne, og kalde det sanseintegrationsproblemer?</li>
<li>Og hvis man skal, hvordan får man så samlet penge sammen til de børne-ergoterapeuter, der hævder at kunne gøre noget ved den slags? (Vi har brugt formuen på terapi til de familiemedlemmer, der har brug for det. Kassen er tom. Mere end tom. Seriously, hvis der er nogle af jer, der er real life buddies med damerne bag www.pilotskolen.com, kan I så ikke overtale dem til at give os et sponsorat?!)</li>
<li>Hvor finder man en bonusbedste, der - helt gratis - kan hente børn og klappe os alle sammen på håret på (mindst) ugentlig basis? </li>
<li>Hvornår kommer der en voksen forbi og lover, at det hele nok skal gå? At alt det her bare er en del af processen, og 2017 virkeligt er helingsåret og ikke bare året, hvor alt falder (mere) fra hinanden?</li>
</ol>
Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com12tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-76825124734691715152017-02-21T20:31:00.002+01:002017-02-21T20:31:34.178+01:00Den velourklædte giftefogedDet er med vilje, her har været så stille. Jeg gad simpelthen ikke skrive flere indlæg med pointen <i>det går værre end nogensinde</i>. Jeg gad meget hellere vente, til der kom en dag, hvor jeg kunne skrive <i>i dag har været en ok dag.</i><br />
<div>
<br /></div>
<div>
Så jeg har ventet. Og ventet og ventet. Til i dag. </div>
<div>
I dag har været en ok dag.</div>
<div>
<br /></div>
<div>
Jeg har i glimt været mig selv. </div>
<div>
Sønne har i (mindre) glimt været sig selv.</div>
<div>
Ellinor har spist leverpostej med hele kroppen og klappet og hvinet.</div>
<div>
<br /></div>
<div>
Mine mareridt er stoppet (7-9-13). Efter godt en måned med lutter hæslige, hæsblæsende drømme, hvor jeg fór vild i fremmede lande og hele tiden havde glemt at aflevere bilnøgler og husnøgler og kom for sent til toge og havde forkerte flybilletter - og vågnede forpustet og i hæsligt humør - drømte jeg i vinterferien om et bryllup på Frederiksberg Rådhus. Med en tyk, dansende giftefoged iført sort, stram velour. Han dansede ned ad midtergangen i rådhussalen, baglæns, mens brudeparret dansede med, forlæns, i samme gakkede takt. </div>
<div>
Siden da har jeg ikke haft mareridt, og dét har så slået igennem på dagsformen i dag. Ligesom det selvfølgelig hjælper, at vinterferien er slut, og der er færre børn (vanvittigt kriseramte og knapt så vanvittige og kriseramte) på matriklen i løbet af dagen. </div>
<div>
<br /></div>
<div>
Natten har været en ok nat, altså.</div>
<div>
Og i dag har været en ok dag.</div>
<div>
<br /></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh5HL6MO4HZNVKmOWyP0-K1_n5h4qOrlVbqmXjc1oy1aq65oj0CYrkT64YsDcMkcoLoR-Xk8JDIE0GAOgUxPBiYXhGC4RoLsrh3ff72NymirQEo51RgkG5EU3vifMa_SXk8hcqk22ALplpW/s1600/IMG_3134.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="393" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh5HL6MO4HZNVKmOWyP0-K1_n5h4qOrlVbqmXjc1oy1aq65oj0CYrkT64YsDcMkcoLoR-Xk8JDIE0GAOgUxPBiYXhGC4RoLsrh3ff72NymirQEo51RgkG5EU3vifMa_SXk8hcqk22ALplpW/s400/IMG_3134.JPG" width="400" /></a></div>
<div>
<br /></div>
Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com8tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-67447496456115789982017-02-08T21:24:00.003+01:002017-02-08T21:24:56.956+01:00Taknemmelighedsliste fra et frit faldJeg kan jo ikke blive ved med at skrive, at det går værre end sidst. Det er for trist. Selvom det er sandt: Den er gal med Sønne (for nu at sige det mildt), som enten har suget noget af min uendelige angst eller blot er knækket af folkeskolen, who knows, så hele familien, hele verden, ryster og dirrer i sin grundvold, og det er hæsligt, hæsligt, hæsligt, både for dem med posttraumatisk stress og dem uden.<br />
Men for fanden da, det var jo netop dét, vi ikke skulle beskæftige os med i dag. I dag skal vi tænke på de ting, der er gode. For de findes også. De ting der hjælper. Det er sådan nogle ting her:<br />
<br />
<ul>
<li>Venner der skriver og spørger, hvad de kan gøre.</li>
<li>Venner der sender kurve med kaffe og slik og emails med billeder fra gamle, muntrere dage.</li>
<li>Venner der kommer forbi hele den lange vej fra København og lægger sig på bunken af vasketøj uden at bemærke den og snakker om stort og småt i 24 timer.</li>
<li>Bofæller der aer én på kinden og laver te og lytter efter babyalarmer og siger, at man har verdens dejligste baby.</li>
<li>Verdens dejligste baby.</li>
<li>Jeres kommentarer, som jeg ikke får svaret på, men som jeg læser. Ofte flere gange.</li>
<li>Snevejr. At lege i det i en magisk time og et øjeblik glemme, hvor hamrende kriseramte og dysfunktionelle vi er.</li>
<li>Kropsterapi. Det nytter ikke noget, når de kloge snakker til mit hoved. Ikke ret meget i hvert fald. Men det nytter, når de på-en-anden-måde-kloge snakker til min krop.</li>
<li>Rødvin.</li>
</ul>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh_OqB8TC9SCXbsptwjzBMHScsV9VJnfN44NAJjuUqTaBe3X3qEoS374_942oUusrKX3_xKf52ydl2dEl0XCrtYyZRxYvgIke8L8UvQrY7EOmglCZMODoNNJsRC3y8W0zYdaLSVE3r_kjLm/s1600/IMG_2952.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="300" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEh_OqB8TC9SCXbsptwjzBMHScsV9VJnfN44NAJjuUqTaBe3X3qEoS374_942oUusrKX3_xKf52ydl2dEl0XCrtYyZRxYvgIke8L8UvQrY7EOmglCZMODoNNJsRC3y8W0zYdaLSVE3r_kjLm/s400/IMG_2952.JPG" width="400" /></a></div>
<div>
<br /></div>
Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com17tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-21421546925490049202017-01-29T14:29:00.002+01:002017-01-29T14:29:27.602+01:00Helvedesår og helingsårJeg havde ret, desværre: Vi skulle dybere ned og længere ud, og vi er stadig i fart. Jeg forsøger at trække vejret dybt og minde mig selv om, at det ikke er fordi, at 2017 er et helvedesår. 2017 er helingsåret oven på helvedesåret 2016. Det frie fald er en del af processen.<br />
<br />
Fuck. Fuck fuck fuck.<br />
<br />
Men udsigten er stadig smuk:<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhUIsnPGmi3qm4aA8tMEgso7qREL49_hOay2bsFV2OylEJaLYAGNZ4BonXc4JlyyxmpsNvb1o9vzJ5WqgFtBPKGbH7m6U46nyU9_7oomPxlJuhFA0oe8FjHot_U8P1mO5hv1kempFelODC-/s1600/FullSizeRender.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="300" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhUIsnPGmi3qm4aA8tMEgso7qREL49_hOay2bsFV2OylEJaLYAGNZ4BonXc4JlyyxmpsNvb1o9vzJ5WqgFtBPKGbH7m6U46nyU9_7oomPxlJuhFA0oe8FjHot_U8P1mO5hv1kempFelODC-/s400/FullSizeRender.jpg" width="400" /></a></div>
<br />Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com14tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-70469581204142225572017-01-28T23:38:00.001+01:002017-01-28T23:42:24.457+01:0020 helt gratis tips til stressede forældre. Eller: En slags huskeliste til mig selv.1. Blokér alle artikler fra Vores Børn, forældresparring.dk og lignende i dit Facebook-feed.<br />
<br />
2. Se mere fjernsyn med din børn. Tag på færre museer. Lad helt være med at tage på museer.<br />
<br />
3. Hvis du har en baby, så dans med den. Drej rundt og kast den op i luften og kram den og syng med på den sang, I danser til.<br />
<br />
4. Tilgiv med det samme dig selv, hvis du har en baby, som du ikke har lyst til at danse med. Eller du bare ikke har lyst til at danse men mere lyst til noget sofa.<br />
<br />
5. Tilgiv med det samme dig selv for alt dét, du overhovedet kan. Inklusive at den dans dér og/eller turen frem og tilbage til sofaen er den eneste motion, du får i dag og resten af ugen.<br />
<br />
6. Se de røde alger bagest i køleskabet som en fysisk manifestation af dine helt rigtige prioriteringer.<br />
<br />
7. Fortæl dine børn, at det ikke er deres skyld, at du er stresset og fyldt med svære følelser. It's the right thing to do, og the right thing to do føles altid virkeligt godt bagefter.<br />
<br />
8. Få din mand eller kone eller rengøringshjælp til at sige det til dem, hvis dit hoved er for tåget. Gentag det selv, når tågen letter. It's the right thing to do.<br />
<br />
9. Tilgiv dig selv for i korte øjeblikke at tænke, at det måske rent faktisk <i>er</i> deres skyld.<br />
<br />
10. Skriv tre ting ned, som du har gjort helt-helt rigtigt som forælder i dag. (I dag har jeg fx set DR Ultra og spist boller med Sønne, renset hans ører (!) og krammet min baby.)<br />
<br />
11. Glem resten. Det, der er for nasty at glemme, kan du sige undskyld for i morgen.<br />
<br />
12. Sig venligt men bestemt <i>jeg har lige brug for fem minutters ro for at kunne tænke</i>, når du lige har brug for fem minutters ro for at kunne tænke. Fx hvis dit ældste barn danser til meget højlydt <i>gonoodle</i> på computeren, mens din baby højlydt gør opmærksom på sin grød-sult, mens dit mellemste barn højlydt gør opmærksom på sit presserende behov for en ny prinsesse-app, mens appstore højlydt gøre opmærksom på, at du har glemt passwordet. Eller bare en tiendedel af dét scenarie.<br />
<br />
13. Tilgiv dig selv, hvis du kom til at råbe dét med de fem minutter. Eller hvis du bare stivnede og rokkede frem og tilbage.<br />
<br />
14. Lyv når det er nødvendigt. Hvis altid-glade krævende og/eller grænseoverskridende typer vil hænge ud med dig og dine børn, eller ok typer vil hænge ud under ikke børne-venlige omstændigheder. Eller hvis du bare ikke orker noget som helst. Prøv fx med <i>aij, vi kan desværre ikke den dag</i> eller <i>den lille er desværre ved at blive syg. </i><br />
<i><br /></i>
15. Fortæl sandheden, når det overhovedet kan lade sig gøre. Ærlighed om eget mentale helbred er det nye tegn på overskud. Prøv fx med <i>jeg har det simpelthen så vanvittigt dårligt for tiden, vi må ses en anden gang </i>eller <i>jeg er stresset og kan ikke overskue det. Men I må gerne komme forbi og lege med børnene. Udenfor. </i>eller <i>jeg kan simpelthen ikke hoste den mødregruppe, selvom det er min tur, jeg kan dårligt nok holde mig vågen to timer.</i><br />
<i><br /></i>
16. Sig til dig selv - igen og igen - at det er ok, at du ikke revolutionerer folkeskolen og lærer dine børn om krigen i Syrien (og evt. fikser den) og/eller klimaforandringerne (og evt. fikser dem) på en pædagogisk måde sådan liiige nu.<br />
<br />
17. Læg med det samme bøger væk, hvis de giver dig noia og dårlig samvittighed. For mig gjaldt det fx <i>'7 aha-oplevelser som befrier dig for stress'</i> af Mike George, der påstod, at jeg bare skulle droppe min offermentalitet og straks ville blive mindre stresset. Og <i>'Efterveerne' </i>af Lene Jørgensen, der gav mig en hårdslående følelse af, at intet nogensinde ville blive godt igen, thi jeg ville døje med posttraumatisk fødselsstress <i>for evigt</i>. Læs hellere Erik Wedersøes bøger om at sejle rundt på Atlanten fyldt med vrede og kærlighed og angst. De virker altid og på alting.<br />
<br />
18. Det her er det måske sværeste, men husk-husk-husk: Det allervigtigste, vi kan lære vores børn, er at være mennesker. At de er gode nok lige præcis som de er, selvom de ikke er små perfekte 12-tals performance-tandhjul i det store maskineri. Ved selv at gøre plads til din stress og din manglende ork og dine tårer og din manglende perfekthed, viser du dem, at verden også har plads til <i>deres</i> stress og tårer og menneskelighed. Sguda.<br />
<br />
19. Drik mindre kaffe og mere kakaomælk.<br />
<br />
20. Ros dig selv for alle de gange du lykkes med at sætte dig i sofaen og langsomt farvelægge en side i en Frost-malebog eller bare glo tomt ud på stuens kaos i stedet for at fylde opvaskeren, feje gulvet eller skrubbe på algerne i køleskabet.Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com10tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-77570854882157958742017-01-14T10:54:00.002+01:002017-01-14T10:54:29.152+01:00Frost2017 skal bruges på at komme sig oven på 2016.<br />
Sagde jeg og mente det.<br />
Men fuckedifuck hvor havde jeg ikke regnet med, at det skulle være SÅ hårdt. Jeg tror, det er det hårdeste, jeg nogensinde har været ude i. Og indtil videre har jeg taget fejl, hver gang jeg troede, at bunden var nået. Så eventuelt skal vi længere ned og længere ud, end vi allerede er. Med højere puls og mere angst.<br />
Men hvis det er det, der skal til, er det det, der skal til.<br />
Og haven er OK pæn i frost.<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi8RO1fzoIMw5_n0sabkuMO0qV41ctOFnNiwcbd5mxvKxORdHm7htOv5zu8Te0D0ZU6Pns-VbWcR7v5KYOoHNgG3RL4Hu4Q3Q4M7JN-Rumqzez-H4fY-Wrh0_eOdmFgiFbOM2w_N8OWfZcX/s1600/IMG_2604.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="300" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEi8RO1fzoIMw5_n0sabkuMO0qV41ctOFnNiwcbd5mxvKxORdHm7htOv5zu8Te0D0ZU6Pns-VbWcR7v5KYOoHNgG3RL4Hu4Q3Q4M7JN-Rumqzez-H4fY-Wrh0_eOdmFgiFbOM2w_N8OWfZcX/s400/IMG_2604.JPG" width="400" /></a></div>
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhlkjwB6KiM7gbCQcd5t3Ube9FH2aFXGuJ8QRlAWveEpsKzL7UE_xKw2tq5acQzAC44hSDDLzW4No34tG-zoxJ4E37l-M4h98uNLd4wiPYZbPv3t2OehuWHV5Erk8-9UIWnMQXrVPqCYKnw/s1600/IMG_2605.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="300" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhlkjwB6KiM7gbCQcd5t3Ube9FH2aFXGuJ8QRlAWveEpsKzL7UE_xKw2tq5acQzAC44hSDDLzW4No34tG-zoxJ4E37l-M4h98uNLd4wiPYZbPv3t2OehuWHV5Erk8-9UIWnMQXrVPqCYKnw/s400/IMG_2605.JPG" width="400" /></a></div>
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhgT5paRTb3LE-xPrGc6Hl53AV8yXOKNoIilPfqS1RE37LE1cJjFtuIHhvS9eLHLVT54l2AXXoEYigJl74UWWjTZtT49cNl880KNqKO3-oVze94QjDtDR62TVBrTnNLNZhuHFDgMNjqgK5Z/s1600/IMG_2606.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="400" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhgT5paRTb3LE-xPrGc6Hl53AV8yXOKNoIilPfqS1RE37LE1cJjFtuIHhvS9eLHLVT54l2AXXoEYigJl74UWWjTZtT49cNl880KNqKO3-oVze94QjDtDR62TVBrTnNLNZhuHFDgMNjqgK5Z/s400/IMG_2606.JPG" width="300" /></a></div>
<br />Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com6tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-45309385824422620302017-01-09T09:50:00.000+01:002017-01-09T09:51:17.057+01:002017. En plan der umuligt kan slå fejl.<i>Januar-februar:</i><br />
Have max ondt af mig selv og svælge tykt i andres medlidenhed og medfølelse. Lave så lidt som muligt.<br />
<br />
<i>Marts:</i><br />
Komme i god kontakt med al min retfærdige vrede og via velformulerede klagebreve lade den (retfærdigt) gå ud over jordemoderen - der ikke ville debriefe - og <a href="http://carportognoia.blogspot.dk/2016/07/4-uden-ellinor-noget-om-et-traume.html">ambulancefolkene</a>, der gjorde hele lårtet betydeligt værre ved at være nogle inkompetente tosser. Sparke til nogle holdbare træer.<br />
<br />
<i>April:</i><br />
Komme i god kontakt med noget zen og meditere mit nervesystem lidt mere i ro.<br />
<br />
<i>Maj-juni:</i><br />
Holde en slags almindelig barsel med noget cafe og nogle andre mennesker og den slags. Mens jeg naturligvis har det, totalt som jeg nu har det...<br />
<br />
<i>Juli: </i><br />
Holde sommerferie med alle mine 1000 børn uden a) at bruge nogle penge og b) at krepere af stress.<br />
<br />
<i>August:</i><br />
Køre Ellinor langsomt og blidt ind i vuggestuen uden at krepere af stress eller institutionsnoia.<br />
<br />
<i>September-oktober-november:</i><br />
Skrive bestselleren om mine og andres fødselstraumer og udgive den på noget People's Press-agtigt. Det kan sagtens lade sig gøre på tre måneder.<br />
<br />
<i>December:</i><br />
Lynhurtigt slå nogle bestsellerrekorder, blive rig, modtage opkald fra Hollywood, få en række litteraturpriser samt takkebreve fra kvinder, jeg har reddet fra at få posttraumatisk stress med min helt fantastiske bog. Leve lykkeligt til mine dages ende.Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com22tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-24937799934853810092017-01-06T11:43:00.001+01:002017-01-09T15:07:46.584+01:00At ha det som man har det #4Jeg har færre ord, end jeg plejer.<br />
<br />
Lægen har til gengæld en del. "<i>Posttraumatisk stress" </i>for eksempel.<br />
<br />
Skulle vi ikke bare sige, at 2017 er året, hvor vi kommer os over 2016? Og hvor vi opnår prima mental helse, stabil økonomi og fred i Syrien...?!Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com17tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-83800291284907564982016-12-21T13:41:00.001+01:002016-12-22T14:00:12.556+01:00PipVi er her endnu. Og landskabet, det mentale altså, er ganske smukt (rundt om alle de sorte huller). Vi er bare jule- og babyramte, og det er krævende men absolut ikke det værste at være ramt af. Tværtimod, faktisk. Her er årets marcipangris 2016, som vi lige lader stå, indtil der er lidt flere ord i fingrene.<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjXsA65TWWbViIjcnqFvjvq595vbAeLReOvNQ4hMmk5Cun0VJcSDoJ3xFk1oqNWjFHnUyfZSGqLKeBLt56FiD42FGLHqCW_i-q42vZHNZAvBHkkjUC0P6P8snr2MAQgawQsgBKa6csV8r4r/s1600/IMG_2188.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="400" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjXsA65TWWbViIjcnqFvjvq595vbAeLReOvNQ4hMmk5Cun0VJcSDoJ3xFk1oqNWjFHnUyfZSGqLKeBLt56FiD42FGLHqCW_i-q42vZHNZAvBHkkjUC0P6P8snr2MAQgawQsgBKa6csV8r4r/s400/IMG_2188.JPG" width="300" /></a></div>
<br />Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com4tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-49362103801548570672016-11-25T14:48:00.001+01:002016-11-25T14:48:20.792+01:00SønneSønne blev otte.<br />
Sønne med det lange, gyldne hår og den lille rest sommerfregner på næsen.<br />
Sønne der engang <a href="http://carportognoia.blogspot.dk/2015/06/ti-lange-ar-forude.html">gemte sig under opvaskemaskine-lågen</a>, fordi han ikke kunne tegne, men som nu tegner gravemaskiner og biler og både af egen fri vilje. Og næsten-læser.<br />
Sønne der græd hver morgen, før han skulle i skole, men som jeg nu ikke engang må følge ned i klassen, fordi <i>det er pinligt, mor.</i><br />
Sønne der kunne skrue skruer i, før han kunne gå, og sige <i>anhængertræk, </i>før han kunne udtale sit eget navn.<br />
Sønne der for et øjeblik siden var en lillebitte yoda-baby, der lå og kiggede på os på patienthotellet i Skejby med sine store, mørke, kloge øjne.<br />
Sønne der hader at sove men elsker at blive nusset på ryggen, og som siger <i>mmm du er en dejlig mor, </i>når han et øjeblik glemmer at være sej<i>.</i><br />
Sønne der ikke har taget sin nye fødselsdags-Ronaldo-trøje af - hverken nat eller dag - siden han fik den i fødselsdagsgave af sin mormor og morfar.<br />
Sønne der blev så oprigtigt glad for de brugte Harry Potter-bøger, hans økonomisk udfordrede forældre gav ham, at det var helt rørende.<br />
<br />
Så vi kneb en lillebitte tåre og sang <i>Happy Birthday to you</i> og <i>Vi har ikke sovet i OTTE år, det kan nemt ses på vores øj'n </i>(for det har vi ikke, og det kan man nemt), og serverede saftevand og croissanter til morgenmad og wienerstang i stedet for lagkage. Og om få timer får vi besøg af 16 drenge til pizza og film, og min tynde, tynde, tynde is bliver lissom en lille smule tykkere, når han smiler med sine store, hvide tænder og siger <i>jeg glæder mig mor, gør du ikke også det, vi skal se Krummerne 2!!</i><br />
<br />Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com13tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-86424468369351679042016-11-21T14:35:00.003+01:002016-11-21T14:39:46.785+01:00DrømmeI dag sørger jeg. Ikke over pengene i sig selv, men over alle de drømme, der ikke kan blive til noget, når man er i dundrende minus.<br />
Det er ikke en tonstung, altoverskyggende, perspektivløs sorg uden taknemmelighed over alle de gode ting i vores liv. Selvfølgelig ikke. Men det <i>er</i> en sorg.<br />
En sorg over at sige farvel til rejsedrømme for eksempel; drømmen om at hive nogle måneder ud af en kalender og vise vores børn det Stillehav, hvor vi fandt hinanden for ti år siden. Og en mindre drøm om en snarlig anti-vinterdepressions-rejse hen til et sted med lys og varme. Eller bare en uge i sommerhus.<br />
Drømme om at arbejde mindre for at få det bedre.<br />
Og drømme, som jeg ikke helt havde turdet sige højt, men som det alligevel gør ondt at sige farvel til. Som Gladiators Jyske Forfatterskole der koster nu helt ubetalelige 15.000 kroner.<br />
Det sørger jeg over i dag.Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com10tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-61473635140600921612016-11-17T21:43:00.001+01:002016-11-17T21:44:39.645+01:00When it rains, it poursHer er stille. Jeg er ikke så god til at svare på kommentarer, som jeg normalt er.<br />
<br />
Sagen er denne:<br />
Det har vist sig, at vores andelspris er i strid med loven. Den rigtige, lovlige pris er pt. - på grund af gælden i ejendommen og snirklede paragraffer, ingen kendte - 0 kroner.<br />
<br />
0 kroner, ja.<br />
<br />
Og ikke 600.000, som vi gav for den i sin tid.<br />
<br />
Vi er med andre ord teknisk insolvente.<br />
Vi skylder med andre ord hundredetusindvis af kroner væk i en andel, der intet er værd.<br />
Vi har med andre ord fået et problem, der får <a href="http://carportognoia.blogspot.dk/2016/10/det-er-ikke-en-god-dag.html">dagpenge-miseren</a> til at virke som en lille, fuldstændigt ubetydelig bøvs.<br />
<br />
Det er tunge problemer for mennesker, der i forvejen opholder sig på tynd is.<br />
Det er en spændende zigzag-rejse mellem sorte huller af bitterhed ("fuck de tidligere beboere, der har fået alt for mange penge med og efterladt os i gældshelvede!" "Vi arbejder os i sænk og pengene havner i INGENTING, fuck!")<br />
Det er udbetalingen til vores fremtids-hus, der ryger.<br />
Det er rejser, det er økonomisk sikkerhed, det er en sund hvilepuls, der ryger.<br />
Det er, i hvert fald lige nu, en del i forvejen kostbar nattesøvn, der ryger.<br />
<br />
Men samtidig så er det jo også sådan her:<br />
Vi har hinanden.<br />
Vi har vores i tiltagende grad gode helbred.<br />
Vi har et dejligt bofællesskab, der tackler den nye, forfærdelige situation med så megen ynde og medmenneskelighed, man overhovedet kan mønstre, når man er helt hvid i hovedet.<br />
Vi har et togvogns-kontor i baghaven og nogle naboer længere nede ad grusvejen, der lige kigger forbi med økologiske vingummibamser og rødvin.<br />
Vi har en baby på fem en halv måned, der ser sådan her ud:<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEg45wDIw1gqSpGLslPR5BrOlwzLmuX2939cHpUsMyFOtWqvPrQ7A86wvd_I7jQ1viKGDDo7irN9IDJ1Igc8birCmxUc_vyoZ72wt03dFcMzh1r1EZpBhFbL2P3BOotjbYtUGpGm8d_dXm65/s1600/IMG_1105.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="300" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEg45wDIw1gqSpGLslPR5BrOlwzLmuX2939cHpUsMyFOtWqvPrQ7A86wvd_I7jQ1viKGDDo7irN9IDJ1Igc8birCmxUc_vyoZ72wt03dFcMzh1r1EZpBhFbL2P3BOotjbYtUGpGm8d_dXm65/s400/IMG_1105.JPG" width="400" /></a></div>
<br />
Det der gode liv, som en masse familier jagter over på DR1 ved at sælge hus og bil og tage til New York og rygsæk-Asien og Kreta og hvad ved jeg, det har vi jo stort set fundet... siger jeg helt ærligt og uden nogle falske ja-hatte. Altså ja, for helvede da, det ville være dejligt, hvis det var billigere og dermed mindre arbejdskrævende, det her bud på det gode liv. Og hvis folkeskolen var mindre folkeskole og mere børnevenlig. Men de helt store, fine linjer er jo for helvede på plads; vi <i>har</i> de fine, børnevenlige, livsvenlige rammer. Og det er sguda temmeligt priviligeret. Trods alt.<br />
<br />
Vi har fået en sindssygt uheldig hånd i livets store, fede, fæle spil, og det er vi nogen, der græder en del stresstårer over. Men når vi er færdige med at græde og småpanikke, skal vi nok - som vi altid gør - rejse os igen og spille en mean, mean livspoker, mens vi siger platte vittigheder og drikker (billig) hvidvin.<br />
Det håber jeg i hvert fald.<br />
<br />Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com16tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-8827536792404514132016-11-03T21:27:00.003+01:002016-11-03T21:28:50.292+01:00Kristnet i smug #2I tidernes morgen begyndte Liv, uvist af hvilken grund, <a href="http://carportognoia.blogspot.dk/2014/03/cola-jesus-og-et-sdt-og-mrkeligt-barn.html">at kræve salmer til godnatsang</a>.<br />
<br />
Den anden dag spurgte hun så:<br />
"Mor, kender vi egentlig én, der hedder Maria?"<br />
"Æh," sagde jeg og gav mig til at lede i bagest i hjernen.<br />
"Nårh nej!" sagde barnet så.<br />
"Jeg tænker jo på Jomfru Maria! Og <i>hende</i> kender I jo ikke, vel mor!?"<br />
<br />
Og nej, det gør vi ikke. Ikke personligt i hvert fald.<br />
<br />
Salmerne synger vi i øvrigt stadig, dog nu mest når hun sidder på toilettet (no offense, kristne venner). Resten af tiden synger hun opera. Og nej, hun er ikke det næste wunderkind på den front, det er helt sikkert. Og nej, ligesom med salmerne er det ikke noget, hun er blevet eksponeret for herhjemme.<br />
<br />
Ikke desto mindre danser hun rundt i stuen og udstøder de lyseste toner, hun kan, og hun bruger sine daglige, dyrebare iPad-minutter på at se opera-damer synge <i>Ave Maria</i>.<br />
<br />
Hun er et mærkeligt, dejligt og måske kristent barn.<br />
<br />
<table align="center" cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="margin-left: auto; margin-right: auto; text-align: center;"><tbody>
<tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhTCMyByaobURgaq4Wk8I7qXOPyxBONZfIbIP063zLm0Pb_Xh9JefrfERok-If9z4k-CKWjFxlZ-hkgHeBsew9hW0wNeowYDQKcuMaZIrJxg-rhmp67vyL6DGBQvxBq90mgwkYrPTYic70g/s1600/IMG_0930.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" height="300" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhTCMyByaobURgaq4Wk8I7qXOPyxBONZfIbIP063zLm0Pb_Xh9JefrfERok-If9z4k-CKWjFxlZ-hkgHeBsew9hW0wNeowYDQKcuMaZIrJxg-rhmp67vyL6DGBQvxBq90mgwkYrPTYic70g/s400/IMG_0930.JPG" width="400" /></a></td></tr>
<tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;">"Så synger jeg opera for Ellinor, så kan hun godt lide det!" Jamen jo, ok, det ser sådan ud.</td></tr>
</tbody></table>
<br />Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com3tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-37085026117122078262016-10-30T15:15:00.000+01:002016-10-30T17:20:37.330+01:00Økonomiske øretæver. Det senmoderne menneskes nye, spændende ekstremsport. Eller: At ha det som man har det #3Perspektiv er noget sjovt noget. Man kan prøve at fremmane det kunstigt ved at sige perspektivsætninger til sig selv, der starter med <i>i det mindste</i>, for eksempel:<br />
I det mindste er vi sunde og raske!<br />
I det mindste har vi begge to (en slags) arbejde!<br />
<br />
Det virker bare ikke rigtigt, vel, når grundfølelsen nærmere er panik over den pludseligt skrantende økonomi. Så er det ikke perspektiv men... selvhad og bonus-lede. Det har jeg dyrket lidt, som I kan forestille jer. Hvorefter jeg besluttede mig for at gå helt ægte i gungrende panik et par dage og så være konstruktiv og perspektivrende bagefter.<br />
<br />
Så jeg gik i panik, ægte gungrende panik med hvæsen og hyperventilering og tårer og stampen i jorden:<br />
<i>Skal Ellinor så tidligere i vuggestue?</i><br />
<i>Hvordan fanden i helvede kunne det ske?</i><br />
<i>Skal vi så leje et værelse ud og bo sammen med en eller anden idiot?</i><br />
<i>Hvordan i alverden er det her lort sket?</i><br />
<i>Skal jeg så arbejde endnu mere under min barsel og blive endnu mere vanvittig?</i><br />
<i>Hvordan fuck er det gået så galt?</i><br />
<i>Og hvordan får vi nogensinde råd til jul?!</i><br />
<br />
Den slags.<br />
<br />
Og da jeg så havde hvæset og hyperventileret og grædt og stampet, skete der noget fantastisk:<br />
<br />
Perspektivet kom helt af sig selv.<br />
<br />
30.000 kroner er så mange penge, at vi <i>virkeligt</i> kan mærke det, iggå, på den dårlige måde. At vi virkeligt bliver rusket i. Men når der bliver rusket hårdt nok, bobler de gode ting sjovt nok op til overfladen. Ikke kun det sure, også det søde. Ikke kun panikken, også perspektivet:<br />
Vi er (nogenlunde) sunde og raske.<br />
Vores børn er pissesøde. Og glade.<br />
Vi bor et dejligt sted med dejlige mennesker.<br />
Det er bare penge, og ikke nogen livstruende sygdom.<br />
Og vi har satme meget at være taknemmelige for.<br />
<br />
Så der gik jeg i min træthedshavregrøds-halvdepression og kunne ikke rigtigt mærke det helt store og voldsomme. Så fik vi så mange økonomiske tæsk, at det næsten ikke var til at bære.<br />
Så gik der et par døgn... og så blev vi i meget bedre humør end før?!<br />
Satme skørt.<br />
Prøv selv at gi' 30.000 (eller hvor meget I nu virkeligt ikke har råd til at miste) bort til et moderat dårligt formål - og få det meget bedre. Agtigt.<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiKLkUmEN50vsitV6C86MLsoKtrZMRUSjjmB043mBImwpLU9qFwh8dBQ4xxn0sJNhMC826CuPAZRajCemO8p7YsLYqspB0WnPo55QFL51LpgHKhMhleCXHpjX5-VMiYhtB6v3mRiJXZXA8m/s1600/IMG_0703.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="400" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiKLkUmEN50vsitV6C86MLsoKtrZMRUSjjmB043mBImwpLU9qFwh8dBQ4xxn0sJNhMC826CuPAZRajCemO8p7YsLYqspB0WnPo55QFL51LpgHKhMhleCXHpjX5-VMiYhtB6v3mRiJXZXA8m/s400/IMG_0703.JPG" width="300" /></a></div>
<br />Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com10tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-39656135354482578652016-10-27T13:58:00.000+02:002016-10-27T20:28:52.687+02:00Det er ikke en god dagNåmen jeg har lige fundet ud af<br />
at på grund af vilde dagpenge-barsels-regler<br />
som selv ikke revisoren havde forstået<br />
får jeg 4000 mindre om måneden<br />
det næste halve år<br />
end forventet<br />
Det dårlige (udover <i>det dårlige </i>i sig selv)<br />
er jeg i forvejen var maxet næsten helt ud på økonomisk stress<br />
Det gode<br />
har jeg tænkt mig at kigge efter<br />
når jeg er færdig med at sparke til ting, hårdt<br />
(og har solgt bilen og min ene nyre)<br />
<br />
UPDATE: Det var så endnu flere penge, end vi først troede. Til gengæld har jeg trukket vejret dybt og indset, at jeg ikke bliver nødt til at sælge en nyre. Ikke endnu i hvert fald.Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com14tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-85337909890040773892016-10-23T13:51:00.000+02:002016-10-23T13:55:23.606+02:00Sønne anbefaler: FC FodboldvennerSønne gider ikke skønlitteratur. Jeg lokker og smisker og laver Ronja Røverdatter- og Harry Potter-højtlæsnings-aktioner, men han ryster på hovedet og kræver fakta-bøger eller Anders And-blade.<br />
<br />
Med én eneste undtagelse: Serien FC Fodboldvenner af Lars Bøgeholt Pedersen.<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjhTjFvIqzS5uqWDqT0JYu44MwNuaNrP1_XWIuEtkYKmf-YYvqoohj_nb-GCRiwqsNIsVv_AJxDZoKJ0w4jPZVo-gpVOpEJsDTPN8EangJR6pys59wqQE3S6OcLXQh6MXNhhQAUePQOUW9i/s1600/_9788702190328.jpeg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjhTjFvIqzS5uqWDqT0JYu44MwNuaNrP1_XWIuEtkYKmf-YYvqoohj_nb-GCRiwqsNIsVv_AJxDZoKJ0w4jPZVo-gpVOpEJsDTPN8EangJR6pys59wqQE3S6OcLXQh6MXNhhQAUePQOUW9i/s320/_9788702190328.jpeg" width="206" /></a></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<br /></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: left;">
Bøgerne handler om drengen Ronaldo, der lever i en verden af fodbold, fodbold, fodbold og ind i mellem nogle hurtige biler. Det er ikke magisk realisme, vel, men alligevel tæt på, når man er en snart otte-årig fodbold- og bil-nørd: Ronaldo får tilfældigvis billetter til <i>El Clasico, </i>kampen over dem alle. Ronaldo møder tilfældigvis en dreng, der forærer ham de nyeste, sejeste fodboldstøvler og viser sig at være stenrig og kan sponsorere spillerbus, spillertøj og evige ture i seje biler. Og Ronaldo får tilfældigvis en anden ny ven, der tilfældigvis har en have, der kan forvandles til en privat fodboldbane. Og så videre. Det lyder måske fesent, men det virker på Sønne. Virkeligt. </div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: left;">
<br /></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: left;">
Og al denne wauw-bare-jeg-var-Ronaldo-stemning gør faktisk, at Sønne - det følsomme væsen - også sluger de konflikter, bøgerne selvfølgelig præsenterer. I særdeleshed den nyeste: I bog nummer otte (!) bliver Ronaldo sat til at konkurrere lige lovligt meget med sin bedste ven Valde, og det er <i>næsten</i> for meget for Sønne, der bedre kan tåle lutter turneringssejre og high-fives og evige smil. Men kun næsten. </div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: left;">
<br /></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: left;">
Bøgerne her er skrevet til følsomme, nørdede fodboldtyper. Og de virker. </div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: left;">
<br /></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: left;">
Og så må typernes mødre glæde sig over, at nørde-litteratur trods alt stadig er litteratur og i øvrigt væbne sig med tålmodighed, indtil der bliver givet grønt lys for Ronja Røverdatter og andre klassikere.</div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: left;">
<br /></div>
<div class="separator" style="clear: both; text-align: left;">
<i>Vi har fået det seneste bind i serien af Gyldendal, så vi er ude i en art sponsoreret indlæg her... hvilket dog ikke lægger en dæmper på hverken Sønnes eller min ærlighed.</i></div>
<br />Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com9tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-6846945204353858832016-10-13T21:31:00.003+02:002016-10-13T21:31:53.611+02:00DessertbabyOK OK, vi er trætte og sundhedsplejerske-ramte og tyndisede og pjevsede og pressede og alt dét. Men neden under det hele er vi glade: Tænk engang at have en baby! At ligge dér, næse mod næse, og indsnuse blandingen af babyness og syrlig mælkelugt, mens hun gurgler og snakker og griner. At kramme hende, til hun falder i søvn, og til hun vågner igen med et smil, man kan mærke i hele kroppen, og alting bliver en boble af kærlighed og nærhed og tis og bøvser og babylykke. Tænk engang! Tænk engang at vi fik lov én gang til. Tænk engang, at vi har prøvet det så mange gange nu, at skyldfølelsen og den evige senmoderne forældretvivl som regel holder sig nogenlunde i baggrunden og lader den store, bløde glæde fylde hele hytten. Det var aldrig givet, at vi skulle have et barn til. Og at det barn skulle blive så fint og særligt og sjovt og helt perfekt. Men det fik vi. Og det er hun. Børnefamiliens dessertbaby, som vi nyder, nyder, nyder.<br />
<br />
<table align="center" cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="margin-left: auto; margin-right: auto; text-align: center;"><tbody>
<tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiW6UavCtGeXUJShzyOkmOP5T5fwrytDGQ1y2rxcXm1lTr9Igno59Tz-JI6RR-xb7SVJ1WE3bJS64JnGFDG3m79-9kBBm3CkoQp0QJOKVbmgSEd7-ZSkPGHzqFL_CM-RxAXaIrQdw6HiF1c/s1600/IMG_0434.JPG" imageanchor="1" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" height="300" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiW6UavCtGeXUJShzyOkmOP5T5fwrytDGQ1y2rxcXm1lTr9Igno59Tz-JI6RR-xb7SVJ1WE3bJS64JnGFDG3m79-9kBBm3CkoQp0QJOKVbmgSEd7-ZSkPGHzqFL_CM-RxAXaIrQdw6HiF1c/s400/IMG_0434.JPG" width="400" /></a></td></tr>
<tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;">Sønne nyder det mest, når han ikke bliver hevet i håret.</td></tr>
</tbody></table>
Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com12tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-71425767261995676722016-10-10T09:21:00.004+02:002016-10-10T09:27:52.627+02:00Husk hvad psykiateren sagdeMin overbo er psykiater. Hun siger, at folk i krise ikke kan opfatte ret mange nuancer eller ret meget i det hele taget. Derfor skal man tale til dem i gajolvisdom og gentagelser:<br />
"Du gjorde det rigtige!" (hvis de gjorde det)<br />
eller:<br />
"Din medicin hjælper!" (hvis den gør det)<br />
eller:<br />
"Det skal nok blive bedre med tiden!" (hvis man tror på, at det gør dét)<br />
<br />
Jeg tror, at det samme gælder meget trætte folk. Fx mig. For mange nuancer og for meget information giver mig øjeblikkelig hjertebanken og klammosved på panden.<br />
<br />
Som da min sundhedsplejerske var forbi og spurgte til, hvad der var svært i mit liv. Og jeg ærligt snakkede om <a href="http://carportognoia.blogspot.dk/2016/08/tynd-is-tung-autostol-fanden-pa-vggen.html">at være ved at gå helt ned over at hente børn</a> - men også (stolt!) om, hvordan jeg med jeres hjælp havde fundet på at lade storebroren sidde i bilen med sin babysøster, mens jeg løb ind i børnehaven og hentede mellembarnet.<br />
<i>Måske</i> roste hun mig. <i>Måske </i>sagde hun, at det var fint, at jeg havde fundet en løsning. Men jeg er træt, træt, træt, og sundhedsplejersken kendte ikke psykiaterens regel om at tale i simple budskaber, så det, jeg husker bedst, er, at hun sagde HELT utroligt meget. Og af alt det hun sagde, husker jeg kun:<br />
"Det er også vigtigt at have respekt for børnehavebarnet og ikke hive hende ud midt i en leg."<br />
Og:<br />
"Det er virkeligt vigtigt ikke at drive rovdrift på det store barns villighed til at hjælpe."<br />
<br />
Jeg bliver helt ked af det, nu her hvor jeg gentager det. <i>Mangel på respekt</i> og <i>rovdrift. </i>That's me.<br />
Løs lige den på en almindelig afhentningshverdag, hva'!<br />
Klammosved og hjertebanken.<br />
Men jeg er virkeligt også meget træt.Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com22tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-26088542005042427652016-10-03T13:49:00.000+02:002016-10-03T13:56:17.078+02:00At ha det som man har det #2Hvad vil I gerne lære jeres børn?<br />
<br />
Jeg vil gerne lære dem 10.000 ting men allerallerallerhelst det her: At det er ok at ha det, som man har det. At alle følelser er ok. At man godt må være sur og gal og trist og jaloux og bøvlet uden at føle nogen skyld, skam eller hjertebanken. Man må ikke være væmmelig mod andre, men man må godt have væmmelige følelser og lyst til at dunke nogen i hovedet med en skovl. Den slags. Jeg øver mig selv hver dag i at rumme mine egne væmmelige følelser og skovl-dunke-lyst uden skyld, skam og hjertebanken, men jeg er mildest talt ikke ret god til det.<br />
<br />
Men altså... Jeg gad virkeligt godt, allerhelst, at mine børn blev gode til det og ikke skulle gå rundt og bøvle som 35-årige eller bare fem-årige og syv-årige. Og jeg er dagligt bekymret for, om en bøvlet 35-årig overhovedet kan lære sine børn at blive mindre bøvlede.<br />
<br />
Og så i går: Jeg fortalte Sønne, at han gerne måtte få den brugte-nye cykel med syv gear, han havde forelsket sig i, hvis vi solgte hans nuværende cykel, og han i øvrigt selv satte den nye i stand. Oij, han blev i godt humør: "Jeg er så glad, meget glad! Det er min drømmecykel!"<br />
<br />
Søsteren blev, forståeligt, mindre glad: "Jeg vil også bytte MIN cykel! Jeg vil, jeg vil, jeg vil!" Tårer og det hele.<br />
<br />
Og før jeg kunne nå at komme med nogle af mine på forhånd konstruerede vi-rummer-alle-sammen-dine-følelser-men-det-er-sådan-det-er-lilleskat-svar, overtog Sønne ordet:<br />
<br />
"Jeg kan godt forstå, du bliver misundelig, Livse. Det er helt ok. Kan du ikke godt forstå det, mor, at hun bliver misundelig?"<br />
<br />
Det kunne jeg godt, med helt blanke øjne, og Livse kravlede op på mit skød og var misundelig i 30 sekunder, før hun gik helt ubøvlet og misundelsesfri ud i verden igen, og jeg sagde til mig selv, at alting nok skal gå. At det satme allerede går.<br />
<br />Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com7tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-68355068111533963152016-09-29T14:13:00.002+02:002016-09-29T14:13:59.721+02:00TryllehjelmSønne har en motocross-hjelm. Den er stor og tung og flot, og han har selv sparet sammen til den af pant-penge og tyvere fra tandfeen.<br />
<br />
Hans største ønske er at køre motocross, men hans trætte forældre kan ikke overskue at lade ham gå til en fritidsaktivitet, hvor man skal køre halvanden times tid (!) hver vej.<br />
<br />
Det lader han sig dog ikke slå ud af. Han trækker bare i hjelmen og de motocross-handsker, han har fået i storebrorgave af mormor og morfar, og kaster sig ud på cyklen. En helt almindelig mountainbike, der straks bliver til en motocross-cykel, når man har det rigtige udstyr på. Afsindigt hurtigt kører han. Rundt og rundt på grusvejen, stående i pedalerne, og op og ned af stentrapperne omkring huset. Ned til supermarkedet, hurtigere hurtigere, ned til biblioteket, endnu hurtigere. Henover kantsten og bump. 45 kilometer ned ad bakke, siger hans cykelcomputer. Hans lyse hjelm-hår klistrer til panden bagefter, og det er svært at få de stramme handsker af.<br />
<br />
Der er ikke så meget cykling for mit vedkommende. Baby and all. Jeg savner at cykle med Sønne.Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com8tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-37549961543521264292016-09-22T16:38:00.001+02:002016-09-22T16:38:10.885+02:00Healeren, katteejeren og de andre københavnere på turEfter små ti år i Jylland kom mine københavner-homies endelig forbi. Nogle af dem har været her før, selvfølgelig, men ikke alle og ikke i flok. Gymnasieflokken, mine damer, mine gode venner.<br />
Én lavede røræg med flødehavarti og kaldte mig ved gamle kælenavne.<br />
En anden fodrede mig med kinesiske urter og forsøgte at heale min livmoder ved at trykke (oh så dejligt!) på mine lægge og føder.<br />
En sad i sofaen og græd, så jeg selv fik våde øjne.<br />
En sørgede for at genne mig i seng, da jeg begyndte at se dobbelt og et øjeblik blev ramt af værtindestress og rykkede siden festen ud i den til lejligheden lånte campingvogn, så jeg kunne sove i fred.<br />
En fortalte Sønne historier om sin tykke kat og grinede kærligt af hans gennem-århusianske.<br />
En sørgede for at tjekke, om jeg mon følte mig stødt over den kærlige latter og den stadige strøm af Århus-vittigheder (det blev jeg ikke).<br />
<br />
Og nu er de kørt hjem igen, og jeg er mildt overstimuleret og meget taknemmelig: Det er som om, mine to verdener er rykket tættere på hinanden. Københavnerverdenen og jydeverdenen. Jeg er mindre splittet og mere... hel.<br />
<br />
Iggå.<br />
<br />
Ikk'.<br />
<br />
Men det kan selvfølgelig også skyldes urterne og healingen (og hvidvinen og de økologiske snacks og den evige kærligt-fordrukne psykoanalyse af vores barndomme).<br />
<br />
Jeg kan virkeligt god lide mine københavner-homies, også selvom de kun kommer til Jylland i flok cirka hvert tiende år.Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com6tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-74684466277536743032016-09-21T21:50:00.002+02:002016-09-21T21:50:53.477+02:00Men så kan vi da sætte flueben ved den første af efterårets 10.000 sygedageOK, jeg græd en lille smule af raseri her til morgen, da Sønne hostede og snottede så meget, at det blev klart, at han skulle blive hjemme. Diskret raserigråd, selvfølgeilg, men alligevel.<br />
<br />
Jeg skulle jo sove en formiddagslur! Jeg skulle jo sidde og glo ind i væggen efter nogle dage med lidt for meget gang i den! Stakkels mig (og lidt stakkels Sønne også). Og jeg kunne kun alt for godt huske, hvordan det var at være hjemme med Baby-Livse og Lille-Sønne, sidst jeg var på barsel.<br />
<br />
Men så viste det sig - helt overraskende - at det er nemmere at være hjemme med en baby og en snart otte-årig end med en baby og en snart tre-årig. Helt utroligt meget nemmere faktisk. <br />
<br />
Det er også helt utroligt meget nemmere at hænge ud med to børn end med tre, som jeg plejer.<br />
<br />
(Og før alle tobørns-læsere stener mig for min arrogance, fordi to børn for helvede da kan være en stor nok mundfuld - eller værre endnu, stener sig selv, fordi hvordan kan jeg overskue tre, når to er vildt nok - vil jeg bare lige nævne den evige regel: Det er altid MEGET nemmere at have præcis ét barn mindre, end man egentlig har.)<br />
<br />
Åhja. Vi overlevede altså og endda med moderat hygge. I morgen satser jeg meget stærkt på at sove en formiddagslur og glo ind i en væg.<br />
<br />
<table align="center" cellpadding="0" cellspacing="0" class="tr-caption-container" style="margin-left: auto; margin-right: auto; text-align: center;"><tbody>
<tr><td style="text-align: center;"><a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjRiDwSK7UME-DFDEpptAw3TqHFAwWr35ntiNoW-tlQi1vTtWRoju5UIHUq3DfojIl4AiUPKOY6KPRPYlQXlT7Mb3yUD5UCpP32g6KcLeN0uyHxkJ8mPORG5gPPb2CCYiWxDRhOaCxbcpaU/s1600/20160911_101010.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: auto; margin-right: auto;"><img border="0" height="300" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEjRiDwSK7UME-DFDEpptAw3TqHFAwWr35ntiNoW-tlQi1vTtWRoju5UIHUq3DfojIl4AiUPKOY6KPRPYlQXlT7Mb3yUD5UCpP32g6KcLeN0uyHxkJ8mPORG5gPPb2CCYiWxDRhOaCxbcpaU/s400/20160911_101010.jpg" width="400" /></a></td></tr>
<tr><td class="tr-caption" style="text-align: center;">Billedteksterne står jo nærmest i kø: Sygere er de heller ikke. Eller hvad med: De passer jo nærmest sig selv. Eller hvad med: Nogle gange er det bare så hyggeligt med en hjemmedag (ok, den sidste giver mig lidt ticks ved venstre øje...)</td></tr>
</tbody></table>
<br />Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com9tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-37006922381145129782016-09-15T12:02:00.002+02:002016-09-15T12:04:29.269+02:00Sønne og Liv anbefaler: VovehalseNæsten hver eftermiddag sidder vi alle fire dér i <a href="http://carportognoia.blogspot.dk/2016/08/gyngesofa.html">gyngesofaen</a>: Ellinor der gerne vil være tæt på et bryst. Liv der gerne vil have sin mor OG sin lillesøster for sig selv, og som aldrig viger fra min side, så længe jeg har Ellinor. Og Sønne der er små-splattet-bøvlet efter en lang skoledag, og som i øvrigt godt vil markere over for sin største søster, at han altså også har ret til at være tæt på sin mindste søster. Det er med andre ord festligt.<br />
<br />
Det er fristende at stoppe skænderierne med en iPad, men som de strikse-urtede forældre, vi er, hedder det max 30 minutters skærm pr barn pr dag. Hvad gør man så? Ofte tilbyder jeg at læse noget, men der er rimeligt stor uenighed på den front: Sønne vil helst læse bilblade og teknik-bøger om motocross. Liv vil helst læse min gamle My Little Pony-bog fra 80'erne. Det er svært at blive enige, og svært for mig at holde ud og læse noget, der er så kedeligt...<br />
<br />
Jeg er med andre ord på jagt efter noget sid-så-stille-og-hold-op-med-at-skændes-litteratur. Som vel at mærke duer både til fem-årige og snart-otte-årige. Lidt har jeg da fundet, fx denne her:<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiY6-Oyv6j_QJ0sTiVGyzOCoMKPpWbGbfkIvqTayS4LbN2Cr7BhReqJK_x9ilAZwLEYIIreNNWiZKm4MsemdFgXnWICazA4_0rKR2s5-r7V4JOp4EiRoFnxoGKmqBDzj8s-Vv-gOQyNIPUb/s1600/vovehalse_296211.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEiY6-Oyv6j_QJ0sTiVGyzOCoMKPpWbGbfkIvqTayS4LbN2Cr7BhReqJK_x9ilAZwLEYIIreNNWiZKm4MsemdFgXnWICazA4_0rKR2s5-r7V4JOp4EiRoFnxoGKmqBDzj8s-Vv-gOQyNIPUb/s320/vovehalse_296211.jpg" width="236" /></a></div>
<br />
Sønne fik den i julegave for to år siden, og vi har - slag på tasken - læst den omkring 150 gange siden. Vi er ude i noget læs-let her (lix på 19), men eftersom jeg er den eneste, der læser (let eller ej), er det mig, der er højtlæseren. Og jeg finder en sær glæde i den næsten lyrik-agtige kvalitet, der kommer, når meget indhold skal formidles på kort plads og med lav lix:<br />
<i>John fra Danmark fik arbejde i et cirkus.</i><br />
<i>Han ville finde på noget nyt.</i><br />
<i>Derfor købte han en kanon.</i><br />
<br />
Den slags.<br />
<i> </i><br />
Måske er det samme kvalitet (eller også er det bare de 150 højtlæsninger), der gør, at begge børn citerer lystigt og ordret fra bogen, når de gerne vil imponere fx en farmor og farfar.<br />
"To mænd roede fra Amerika til England. Det er en tur på 5000 kilometer," siger Sønne.<br />
Og Liv skynder sig at tilføje:<br />
"De lagde togskinner i bunden. Bølgerne blev så høje, at båden væltede."<br />
Og farmor og farfar undrer sig over, hvor al denne viden kommer fra, og alle er glade. Jeg er i hvert fald, for jeg ved, jeg kan hale bogen frem igen-igen-igen, når skærm-tiden er brugt, og alle er ved at ryge i totterne på hinanden.<br />
<br />
Den er skrevet af Tommy Heisz (som er gift med en af mine gode veninder, men jeg lover: her er ingen bias, bare god læsning) og udgivet på Forlaget Turbine.Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com5tag:blogger.com,1999:blog-4707218267577215286.post-80286273331108085772016-09-14T15:12:00.001+02:002016-09-14T15:12:29.528+02:00Ammelitteratur: Alt det lys vi ikke serJeg er den sidste i verden der har læst den her bog og ville derfor ikke skrive noget om den for ikke at afsløre min lastmover-hed.<br />
<br />
Så fortalte jeg alle mine (ok belæste) bofæller om, hvor vild en oplevelse det havde været at læse den, og det vidste sig at ingen - ingen - havde læst den. Så nu skriver jeg alligevel for det tilfældes skyld, at I heller ikke har læst den.<br />
<br />
Læs den nu!<br />
<br />
Det er den mest velskrevne, veloversatte spændingsfilm-som-bog, jeg længe har læst. En pageturner om en tysk dreng og en fransk pige under anden verdenskrig skrevet af en amerikaner... Det er en græd-uden-at-føle-dig-deprimeret-bog og en jeg-bliver-nødt-til-at-læse-videre-selvom-min-baby-er-vågen-og-jeg-normalt-ikke-gør-den-slags-bog. Det er en bog, der giver én lyst til at blive et bedre menneske i en grad, så man fluks skriver til en ukendt syrer inde på Venligboernes lokale facebook-gruppe, at man da godt kan hjælpe lidt med dansklektierne (selvom man aldrig sover). Den slags bog.<br />
<br />
Yes. Sæt i gang. Den er skrevet af Anthony Doerr og udgivet på Politikens Forlag.<br />
<br />
<div class="separator" style="clear: both; text-align: center;">
<a href="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgFiFmCof-C-XCGQzrJGIaIQft3SMisflT1un6CMhJms9fpyNqgCePAGP8bhETo9sdrYqHIxwFE8ttu9bs9c40d3x9HTc2sS9GhixLOGn8kArc_XcFdVSVG6iR9bz5YhHNvWXg_eRke0dpr/s1600/9788740020731.jpg" imageanchor="1" style="margin-left: 1em; margin-right: 1em;"><img border="0" height="320" src="https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEgFiFmCof-C-XCGQzrJGIaIQft3SMisflT1un6CMhJms9fpyNqgCePAGP8bhETo9sdrYqHIxwFE8ttu9bs9c40d3x9HTc2sS9GhixLOGn8kArc_XcFdVSVG6iR9bz5YhHNvWXg_eRke0dpr/s320/9788740020731.jpg" width="210" /></a></div>
<br />Carportognoiahttp://www.blogger.com/profile/01057082229735864059noreply@blogger.com11