torsdag den 31. marts 2011

"Helt normalvægtig" (og travl og eventuelt forgiftet) - det er mig

Sidste gang, jeg var gravid, sad jeg bagest i et undervisningslokale og vekslede mellem at ae mig selv på maven og spille bubbleshooter. Det er et under, jeg fik afleveret mine opgaver (og måske ikke så mærkeligt, at den sidste af dem først blev færdig tre timer, før jeg gav mig til at føde...). Og sundhedsvæsnet var noget, jeg sådan kun frekventerede helt ambulant og ligesom i forbifarten.

Nu skal jeg forestille at være en slags selvstændig og tjene nogle penge og af og til klare en opvask og ikke mindst være nogens mor. Jo-jo. Jeg har travlt. Også med at powernappe ind i mellem det hele, når der er ro i huset.Samtidig skal sundhedsvæsnet, mit ekstra-fuldtidsjob med alskens herlige besøg hos mennesker med og uden kitler, passes.

Vi ses meget, mig og det sunde væsen. Fx i dag, hvor jeg har været både til jordemoder og doktor. Den første sagde "du behøver vist ikke at veje dig, du er jo helt normaltvægtig". Jeg krammede hende ikke, men det var tæt på efter al den snak om tvillinger og min enorme mave. Doktoren sagde "hvis ikke det her er blærebetændelse, er det eventuelt svangerskabsforgiftning." Der krammede jeg ikke så meget. Men kryds fingre for, at jeg bare skal have lidt uskyldig penicillin - og for, at jeg kan lade være med at google svangerskabsforgiftning inden prøvesvar i morgen...

tirsdag den 29. marts 2011

Der er NOGEN...

... der har hældt æblejuice i tastaturet, så det kræver enorme fingerkræfter at skrive noget som helst, fordi tasterne (især a og s, to af mine ynglingsbogstaver) klistrer voldsomt. Jeg siger ikke, hvem det er. Men han er to år gammel, uhyggeligt sød og uhyggeligt svær at få til at sove om aftenen.

Nu har jeg ømme fingre. Over and out.

søndag den 27. marts 2011

Flere solskinsdage. Flere plukkeveer.

Jeg har plukkeveer. Jeg er træt. Jeg savner mit gamle job og mine gamle kolleger. Og søvn. Og en krop, der ikke hyler op, hver gang jeg prøver at lægge mig på ryggen, løbe efter bussen eller løfte min søn.

Men solen skinner. Og i dag har vi haft Eksemplarisk Brunch, et anbefalelsesværdigt koncept, hvor gæsterne kommer med pandekagerne og jordbærene og mælken til kaffen. Og hvor Fædrene snakker om HTML5, mødrene om ligestilling, og børnene leger artigt uden at komme op og slås. Det er OK. Og jeg kan godt tillade mig at drikke en kop kaffe til, før jeg bliver nødt til at arbejde.

onsdag den 23. marts 2011

Kuffertdage og legokys

Der er nogle dage, som er så fine og rare, at de burde pakkes ind i blødt stof og lægges forsigtigt ned i en kuffert, man så kunne hale frem igen på en dag med bogstavelig og overført kuling.

Sådan nogle dage har vi nu. Med blå himmel og havehavehave og en to-årig, der kysser sine legobygninger og som har lært at sige både "i hvert fald" og "sørme da også" og "for pokker da" (ja, han lyder som en nuttet 80-årig) og kaffe på læsiden og masser af vidunderlige gravkøer ikke alt for langt væk. Og ja, det tager stadig rask væk to plukkeveramte timer at putte, men vi kan klare ret meget i det hersens forår.

tirsdag den 22. marts 2011

Forår og måske

Jeg tror ikke, at jeg nogensinde har været så glad for forår, som jeg er i år. Taknemmelig ligefrem. Og jeg har trods alt gennemlevet rimeligt mange kolde vintre i det her land efterhånden.

Måske er det fordi, vi aldrig for har haft så hæslig en vinter med sygdom og sygdom og sygdom og sygdom.

Måske er det fordi, at den her vinter bare har været ualmindeligt lang og styg.

Måske er det fordi, at vinteren i et parcelhuskvarter er mere skrækkelig end nede i byen (tænk forsinkede busser og ingen kiosker i nærheden), mens foråret er tilsvarende mere guddommeligt (tænk blomster i haven, knopper på hækken og kaffe i solen).

Måske er det fordi vi har en to-årig, der råber HIMMELEN ER BLÅ og SE MOR; KOPPELOPPER, mens han peger henholdsvis op i skyerne og hen på erantisserne.

Måske er det fordi, mine 24-7 plukkeveer bliver bedre og bedre til at styre sig, jo mere sol og forår her er.

Måske er det fordi, vi ved, at det er stilhed for stormen. To-børns-storm. Fjerdesals-fremleje-storm. Og så er det bare med at nyde den stilhed!

Så det gør jeg. Nyder det.

mandag den 21. marts 2011

Dr. Jerkyll og Mr. Hide... på to

Om dagen plukker han koppelopper (blomster...) til sin moah og er sød og sjov.


Om aftenen tager han over to timer at putte. Jæs. Nu er der snart nogle andre, der gerne må tage over. I kan umuligt gøre det værre end os... Og ja, jeg har spurgt farmoren, der som bekendt kan putte på fem minutter, om ikke hun vil klare det hver eneste aften. Jeg har endda tilbudt hende penge. Hun grinede bare.

søndag den 20. marts 2011

Sol og kød og musik. Sådan bliver HELE foråret. I can feel it. Host.

Mens japanerne spiser radioaktiv mad, og libyerne får brændende jagerfly i hovedet, sidder vi i læ i forårssolen, Manden og Sønne og jeg, og deler en appelsin og tænker, at livet er rart. Og mens verden fortsætter med at gå af lave for real, spiser vi restaurantbøffer og går til koncert med dem her:


Jeps. 25 mennesker var vi til columbiansk hiphop-soundsystem-koncert. Enten havde nogen ikke gjort deres PR-arbejde, eller også er det bare småt med interessen for den slags etnofest her i vestdanmark. Men en fest var det. Også for mig. Korpus og alder gjorde ligesom, at jeg ligeså godt kunne lade være med at spille smart og i stedet bare hoppe rundt foran de glade mænd på scenen. Så hvis du var til koncert i Århus i går og så en dansende (trampende) rund dame med svedpletter under armene, en alkoholfri øl i hånden og et saligt smil på læben omgivet af tre usædvanligt pæne mennesker - så var det mig. Inbetween plukkeveer og i byen med Manden og De Smukke Naboer. Herligt for real! Så behøver vi jo ikke snakke om, at den babysittende Farmor puttede den uputbare Dreng på fem minutter (...), mens vi var ude og være unge med de unge.

fredag den 18. marts 2011

For-tynde-for-tykke andemor til lægen

Lægen: Hvad står der på vægten? Hvor meget har du taget på?

Mig: Øh... ti kilo, vist.

Lægen: TI KILO!?!? Men du er jo kun i uge... 26.

Mig: Jah. Men det var det samme sidste gang. Og det var jo ikke fordi, jeg endte med at tage mere på, end bøgerne sagde, jeg måtte.

Lægen: Hm. Hm.

Mig: Altså i øvrigt plejer du at sige, jeg er for tynd på rygermåden. Og bede mig holde op med at ryge. Så selv hvis jeg skulle tage lidt ekstra på, er det vel OK...?

Lægen: Hm. Altså hvor stor var dit første barn?

Mig: Fire kilo.

Lægen: Det var meget. Mere end man skulle regne med, når du er så lille og tynd.

...

Lægen (nu befamlende min mave): Din livmoder er GODT nok også stor. Og du er kun i 26.

Mig (fiskende efter gode råd og medfølelse): Ja, jeg har det også som om, jeg skal føde lige om lidt. Plukkeveer hele tiden. Og sådan. Jeg har det som om, jeg er ti uger længere henne, end jeg er.

Lægen: Nå. Hm. OK. Ja-ja.

Mig (i forsøg på at lette stemningen med henvisning til tåbelige ting, alle og enhver ved, man ikke skal sige til gravide): Din kollega spurgte ligefrem, om jeg var sikker på, at det ikke var tvillinger. Altså...

Lægen: Hm. Er du sikker på det? Altså du er vel blevet scannet? Du er jo ret stor.

Mig: Ja for helvede! Du har selv henvist mig til ekstra-scanninger. Jeg er blevet scannet fire gange. DET ER IKKE TVILLINGER!

Og så tøffede andemor, der ikke ryger og som aldrig tidligere havde betragtet sig selv som hverken lille og tynd eller en, der tog for meget på og lignede en tvillingemor, videre til sygeplejersken, som kom til at tage en blodprøve for meget. Herligt. Herligt. Herligt.

onsdag den 16. marts 2011

Andemor

Da jeg gik opad trappen til biblioteket i dag, så jeg en firskåren kvinde bag glasdøren, hvis gang uimiskendeligt mindede om en ands. Det var ikke kønt. Og jeg glædede mig småligt over, at jeg heldigvis ikke ser sådan ud, selvom om jeg er gravid.

Glæden varede sammenlagt to sekunder. Så gik det op for mig, at jeg kiggede på mit eget spejlbillede i ruden. Herligt.

tirsdag den 15. marts 2011

Rekapitulation. Resignation. Eller: Hvordan man som to-årig kan vinde en vigtig søvnsejr

Hvordan det går med puttehelvedet? Jo, tak for at I spørger.

Den korte historie er, at den to-årige vandt. Forældrene kunne ikke holde ud af bruge hele aftener på at jagte en mere og mere overtræt dreng rundt i hele huset. Og drengen selv kunne ikke holde til at sove så lidt og være så bleg og sortrandet og pylret.

Den lidt længere historie er, at han (naturligvis) blev syg midt i det hele og gav sig til at kaste op og den slags. Igen og igen. Og så er det ligesom lidt svært at opretholde en "nu må du altså bare selv falde i søvn"-taktik. Jeg har ham ikke mistænkt for at gøre det med vilje, trods alt.

Nå. Vi har ikke hverken sænket sengebunden eller rullet ham stramt ind i en sovepose, som nogle af jer kreativt og hjælpsomt har foreslået. Ser I, han er den sindssygeste Houdini. Virkelig. Det er positivt i den forstand, at han formentlig en dag vinder noget olympisk gymnastik-guld eller lignende på sine klatre-smidigheds-motorik-evner. Og negativt i den forstand, at vi - trods ihærdige og mangfoldige forsøg - ikke er lykkedes med at spærre ham effektivt inde i sengen om aftenen. Det ville kræve en kombi af to meter høje glas-sider på sengen og en spændetrøje. Og så vidt er vi trods alt villige til at gå. Så nu sidder vi troligt ved siden af den sideløse Junoseng i den tid, det tager ham at falde i søvn - klar til at forhindre ham i at kravle ud i lyset og for alvor vågne op til dåd. Det er træls. Men forhåbentlig fatter han, at sengen er noget, man lissom skal blive liggende i. Og så kan vi gå tilbage til "fald i søvn uden tilstedeværelsen af voksne"-planen. Så ja; vi har som sædvanligt putte-vagter meget billigt til salg. Men er moderat mindre sindssyge, end da kampen var på sit højeste.

mandag den 14. marts 2011

Carport og forårsblues

Se, der er begyndende forår i carporten:


I humøret er der til gengæld rimeligt meget vinter. Altså alverden sagde det jo, da vi takkede ja til hus-fremleje; at det er vanedannende, det der med at bo i hus, og at det ville blive fælt svært at flytte tilbage i en lejlighed. Og jeg sagde "jajaja, men hvis jeg nu vandt alletiders gratis ferie i Thailand, ville jeg jo heller ikke sige nej tak, bare fordi det ville være lidt hårdt at komme hjem igen bagefter."

Lidt hårdt! Fuck. Det er helt vildt hårdt. Jeg troede slet ikke, jeg var sådan en hus-én. Men det var jeg. I aller-aller-højeste grad. Problemet er måske bare, at jeg stadig ikke har lyst til at arbejde mig halvt ihjel for at finansiere huset, eller flytte langt væk fra bedsteforældre og andet godtfolk for at få noget billigt. Jeps, jeg vil gerne blæse med mel i munden og bestemt ikke ligge som jeg har redt....

Venter I på en pointe? Der er ikke nogen. Ikke engang noget med, at vi ikke skulle have sagt ja til huset i første omgang. Eller noget med luksusproblemer og det rette perspektiv og blabla. Alt det ved jeg godt. Det gør bare stadig ondt i hjertet, når Sønne råber DER BOR VI, lige begejstret hver gang vi kommer hjem fra ghetto-fakta eller vuggestuen. Og når han løber ud i haven og nægter at gå indenfor, fordi - og ja, det er min fortolkning - kan mærke foråret, og pludselig igen har græs under hjulene:

fredag den 11. marts 2011

Anders Fogh, mit overjeg

Hvad ville I lægge i det, hvis I havde haft en meget livagtig drøm om at redde en gravid Milena Penkowa ud af et oversvømmet hus - med en meget sympatisk Anders Fogh ved jeres side?

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal tolke det.

Penkowa nægtede i øvrigt at følge med, selvom huset var oversvømmet næsten op til taget... Og så havde hun en utroligt pæn blomstret kjole på.

Altså, betyder det at:

a) Jeg identificerer mig med Penkowa-damen og det oversvømmede liv pga. lige lovlig meget flytning og putning?

b) Jeg læser for mange nyheder lige før sengetid?

c) Min gamle frygt for rotter er blusset op på en ny og subtil måde...?

tirsdag den 8. marts 2011

Måske har han bare brug for lidt mere middelalder mellem klokken 20 og 23.30

Har I hørt om puttemetoderne i middelalderen? De involverede efter (historiekyndige søsters) sigende en vugge specialdesignet til, at bebses hoved knaldede ind i begge sider under vugningen og dermed blev slået bevidstløs.

Eller hvad med 1800-tallets brændevin i sutteflasken?

Eller de lidt mere moderne psykiater-forældres forsøg på at købe sig bare én nats fred med en lille halv sovepille til barnet?

Jeg gad godt lissom have u-viden nok til at lave en spændende kombi af alle tre metoder.

Og så behøver jeg vist ikke sige ret meget mere om, hvordan det går med putningerne her i huset.

mandag den 7. marts 2011

Slut med carport. Ikke slut med noia


Dét her er udsigten fra Sønnes nye værelse: Hav og - selvom iPhone-kameraet gør, hvad det kan for at camouflere dem - kraner. Store kraner. Værelset bliver hans fra engang i april og ligger i en fin fjerdesals-lejlighed på Frederiksbjerg.

Vi har med andre ord fundet et sted at bo. For nu. Det er nemlig (endnu en fordømt) fremleje, så vi har blot udskudt det uundgåelige endnu engang. Men hvad skal man gøre, når man overhovedet ikke kan finde ud af at gå på kompromis med hverken geografi, plads eller penge? Så må man gå på kompromis med fremtid og komfort - sidstnævnte fordi lejligheden som sagt ligger på fjerde sal og ikke har altan eller nogen former for barnevogns-parkeringsmuligheder i nærheden. Jeg får plukkeveer bare ved tanken. Sårn er dét.

På den ene side føles det godt: Vi har et sted at bo, vi bliver ikke ruinerede, lejligheden er rar og lys og har plads til københavnske gæster, barselsmoren kan trille barnevognen (parkeret et eller andet sted fjernt fra lejligheden) hen til cafeer på under to minutter. Og så er der som sagt udsigt til kranerne på havnen, hvilket Sønne allerede har bemærket og jublet over.

På den anden side føles det hårdt med hårdt på. For solen skinner, og Sønne hin Søvnløse insisterer på at være ude hele tiden. Og her kan han jo rende lige ud i haven eller over til De Smukke Naboer. Hver eneste gang han lykkelig tusser rundt i den have, han tror er vores forever, er det som at få en mental mavepuster.

Det er ikke en menneskeret at have et fantastisk hus med en fantastisk have til en husleje, man kan betale uden at blive nødt til at arbejde sig ihjel. Men efter månederne her kan det godt lidt føles sådan... Det første fix var gratis, og nu skal vi på afvænning, og det bliver filme ikke sjovt. Heller ikke selvom jeg er vældigt glad for midtbyer og biblioteker og gåafstande. Det er også svært ikke at blive en lille smule træt af at tænke på det næste halve års tid: En fødsel, to flytninger. Plus det løse.

Nå. Vi har valgt det selv, iggå. Holdt fast i geografien, økonomien og pladsen på bekostning af nogle andre ting. Det må I gerne råbe af mig, hvis (når...) jeg om et par måneder begynder at vold-brokke mig over trappe-kramper i benene eller manglende have. Vi. Har. Valgt. Det. Selv.

søndag den 6. marts 2011

Verdens mindst farlige mor

Gårsdagens sovekamp fortsatte til 23.15. Så gav han op, den bette. Men det var hård kamp på hård jord. Jeg kom derud, hvor jeg ikke har været siden... fødslen, nærmest, og begyndte med trusler og skældud. En opdragelsesmetode jeg ellers ikke har meget respekt for. Men altså: "Hvis du ikke bliver liggende i sengen, bliver mor meget sur," hørte jeg lettere overrasket mig selv hvisle. Og hvad skete der så? Brød drengen hulkende sammen over de uvant hårde ord? Nix. Fra den sideløse junoseng lød et latterbrøl og så "mor sur, hahahaha, mor sur."

Og grineflippene blev ved - hver eneste af de efterfølgende gange, han kom stormende ud af mørket, skraldgrinede han. Og jo mere jeg sagde "DET ER IKKE SJOVT", jo mere grinede han. Så stod jeg der, miss plukkeve 8210, med galde og raseri i kroppen og en grinende dreng i armene. Herligt.

Nå. I dag er vi alene hjemme. Og det er ikke fordi, han ikke har gjort, hvad han kunne. Men - eventuelt hjulpet på vej af to nætter med minimal søvn - gav han op allerede klokken ni, efter halvanden times putning. Piece of cake! Så kan vi altid arbejde med hans manglende respekt for verdens mindst farlige mor en anden gang. Fx i 2017.

lørdag den 5. marts 2011

24 and counting. Eller: rapport fra forreste skyttegrav

Man skal aldrig, aldrig påstå, det går godt på søvnfronten. De græske guder/universet/hvad ved jeg bliver rasende over al den hybris og sørger for at fucke det hele op. Nu har han nemlig forstået, den lille, at han uden problemer kan kravle ud af sin seng, forlade soveværelset, kravle opad trappen og løbe lykkelig ind i stuen med armene sejrs-hævet over hovedet. Og i går vandt han kampen: klokken 23.30 faldt manden om og i søvn ved siden af hans seng, og så ville drengen gerne ligge sig til at sove. 23.30!

Nu sidder jeg med ipaden i mørket på trappen lige udenfor hans værelse. Alene mens jeg har skrevet de her linjer, har jeg fire gange fanget den løbende dreng, båret ham tilbage i seng og forsøgt at fiksere ham med dynen. 17 gange i alt, siden jeg puttede ham for tre kvarter siden. Den ene plukkeve når ikke at forsvinde, før det igen er fange-løfte-fiksere-tid, og en ny plukkeve bliver udløst.

Og der tog vi så lige en gang til. 18. Og en til, 19.

Og 20.

Men det er trods alt bedre end at ligge derinde i mørket uden iPad, tyrkisk peber og muligheden for at smutte op og sætte vand over til kaffe. Og jeg kan godt love jer, at jeg er stædig, stædig, stædig!

21. 22.

Jeg er ikke den eneste, der er stædig her.

23. 24. Fuck.

fredag den 4. marts 2011

Et lillebittebitte skridt for menneskeheden...

... og et helt nyt liv for os: Sønne kan tilsyneladende falde i søvn uden tilstedeværelse af voksne i lokalet. Vi fandt ud af det ved et uheld, da jeg blev nødt til at forlade torturkammeret for at tisse efter en times putning eller så her den anden dag. Og siden har Manden så videreført den gode stil og helt bevidst udvandret efter et hastigt godnatkys. Og hvad sker der?! Drengen falder i søvn på ti minutter. Altså har VI på en eller anden måde holdt ham vågen i timevis, mens han som straf har forsøgt at drive os til vanvid? Maybe.

Dælme mærkeligt. Og jeg havde ellers svoret (eller i det mindste lovet mig selv og Sønne), at jeg troligt ville sidde ved hans seng, indtil han selv bad mig skride. Om jeg så skulle sidde der, til han blev 12. For jeg HAR prøvet at putte ham og udvandre. Det er tre måneder siden, og den var den hæsligste aften i mit og vist nok også hans liv.

Nå, men skål. Og tillykke til os. Døgnet er lige blevet mindst en time længere og en hel del frustrationer fattigere. 7-9-13 og så videre...

torsdag den 3. marts 2011

Hvis man kan skrive tre sammenhængende ord på en blog klokken seks om morgenen...

... er det vist et tegn på lige lovlig meget adrenalin i kroppen. I mean; Sønne sover stadig! (Det kunne selvfølgelig også være fordi, jeg var gået i seng klokken 19.30 og havde sovet en lang og sund nats søvn. Det er det så ikke.)

Nå, men foredrag gik godt, tror jeg. Og Manden og Sønne tog hinanden i hånden og besigtigede potentiel lejlighed, der trods ekstrem midlertidighed, placering på fjerde sal og en måneds dobbelthusleje giver alle lidt mere ro i maven på boligfronten.

Mens moren arbejder og arbejder og arbejder, og mens netværket trykker hinanden på maven for at skaffe os et godt sted at bo, leger de to drenge med hinanden og sneen og laver pandekager og læser gravko-bøger og, for Mandens vedkommende, render til en mundtlig eksamen i ny og næ. Fra weekenden kan jeg også være med. Altså ikke til eksamerne, men alt det sjove. Som det her - bil i sne:

tirsdag den 1. marts 2011

Den eneste regel...

Der er ikke ret meget forudsigeligt eller regelbundet ved at have børn. Tingene ændrer sig hele tiden, og to-årige lærer tusind nye ord og uvaner om dagen og vokser ud af deres vinterstøvler for et godt ord. Man kan aldrig være på forkant og aldrig regne noget ud.

Der er dog ÉN regel, som man altid, altid kan regne med: Når man har rigtigt travlt og er rigtigt træt, tager det mindst fem kvarter - med brok, snak, udbryderforsøg og larm - at putte. FEM KVARTER. Børn kan lugte travlhed, ligesom hunde kan lugte frygt.

Fem kvarter er meget lang tid i frustrerende mørke til lyden af overtræt to-årig, når computeren står oppe i stuen og råber, at man skal få sin gravide numse derop i en helvedes fart, hvis man nogensinde skal lykkes med angtsfremkaldende foredrag i morgen.

Nå. I morgen skal vi også ud og se på ikke spor slum-agtig med dog meget midlertidig fremleje-lejlighed. Og hvis den skulle glippe, kan det jo være, at en af de 60 helt sikkert meget farlige tilmeldte foredragsgæster kender nogen, der kender nogen, der har en lejlighed. Især hvis jeg giver mig til at tude hen mod slutningen af foredraget.