tirsdag den 26. maj 2015

Og derfor burde alle have en storebror og/eller en skovl

Livse: Ved du hvad, mor, Asta og de andre sagde, at min kjole lignede LORT!

Mig: Nåda! Det var strengt. Blev du så ked af det?

Livse: Ja. Jeg så sådan her ud i hovedet: Meget ked af det!

Mig (med min bedste marte-meo-stemme): Det kan jeg godt forstå. Sådan ville jeg også have set ud, hvis nogen sagde det til mig. Bad du dem holde op?

Livse: Ja. Men de holdt ikke op.

Mig: Hvad gjorde du så?

Livse: Jeg hentede min storebror! Så kom han efter dem!

Sønne: Ja. Så kom jeg efter dem. Med en skovl! Jeg løb bare efter Asta... med skovlen!

Mig: ...

Sønne: Det var bare for sjov. Jeg ville ikke slå hende ægte.

Mig: Jamen... eh? Altså... Vidste Asta godt, det var for sjov?

Livse: Nej-nej. Så vi blev gode venner igen. Så kaldte vi allesammen græsset for lort. LORT!

Mig: Mmm. OK. Eller... eh. Godt nok så.

lørdag den 16. maj 2015

Tvungen forårsmindfulness. Nej tak.

For det meste er forår på landet fantastisk og fuldent og en formidal grøn tsunami og mange andre gode ord med f. Dejligt nu-og-her sol i kinder, kaffe i kop, børn i hopsa, hjemmedyrket mynte i mojitoen. Den slags.

Men ind i mellem (for eksempel i dag) er foråret nærmest for anmassende i alt sin på én gang spæde og overvældende grønhed (og gulhed og hvidhed og lyserødhed): Se mig, se mig, jeg er så grøn og flygtig, du skal nyde mig nu, NU, om lidt er jeg borte. Så bliver jeg træt. Og længes efter vinter, hvor man godt må længes efter andre tider uden at være en skarn.

Så skammer jeg mig lidt (som den gode protestant jeg er) og drikker rødvin og laver sirup ud af alle mælkebøtterne. Det hjælper. Men kun en anelse.


mandag den 11. maj 2015

Ting jeg bruger tiden på i stedet for at blogge

  • at panikke over, at Sønne ikke skal gå i klasse med sine bedste homies i skolen
  • at panikke over, at vi ikke har fået det brev, hvor der står, hvem man skal gå i klasse med, men må høre alle nyheder fra (børn! i) børnehaven
  • at panikke over, at vi for evigt er låst til Beder-Malling-egnen, når først Sønne er startet i skole
  • at tænke: "... med mindre han ikke trives i skolen" og så panikke over, at dét scenario overhovedet er en mulighed
  • at panikke over, at Sønne hverken kan tælle til 150, opremse syv-tabellen, stave sit efternavn uden hjælp eller tegne et stamtræ med fulde relationsbetegnelser i flere generationer (jeg siger jer, mine facebook-venner har skoleparate børn).
  • at overveje, om ikke de facebook-venner kører en form for selvterapi med deres konstante strøm af se-hvor-skoleparat-mit-barn-er-opdateringer (og at jeg således ikke er den eneste, der panikker en anelse. Det er en momentant beroligende tanke)
  • at panikke over alt det, man skal have styr på, når man er skoleforælder (bare læs med hos Mie. Det er jo crazy) - og som vi aldrig kommer til at klare, fordi vi er de mest utjekkede i verden.
Hvis man maler fanden på væggen (og det er jeg god til, med store fedtede sorte pensler), kan man jo kun blive positivt overrasket over, ikke?

"SE MOR, HR SKÆG ER I AVISEN," råbte Sønne begejstret. Hvordan skal han mon nogensinde klare sig i religionsundervisningen uden at vide, hvem Frans af Assisi er?! Lærer man overhovedet noget om religion i 0.?! Burde jeg ikke have fuldstændig styr på hans fag på nuværende tidspunkt?!