fredag den 31. august 2012

Stress, morgen-Erik og de små husslaver

I en slags forsøg på at tage stressen i opløbet, har jeg bevilget mig selv en fridag i dag.

(Det er selvfølgelig løgn. Det er Manden, der har berordret. Og jeg holder selvfølgelig ikke rigtigt fri. Men næsten-fri med vasketøj og oprydning og ikke ret meget computer. Men alligevel...)

Og børnene bakker max op. For eksempel startede de dagen med at dække morgenbord.
"Jeg må godt dække bord i dag, mor," sagde Sønne.
"Det er fordi, du er min søn, mor."

"Ja," sagde jeg og satte mig tilrette blandt alle husets glas og så passivt, nej Erik-Sigsgaard-rummeligt til, mens Sønne hældte al piskefløden på sine havregryn og Livse ekspederede sin grød fra tallerkenen og over i nogle af de mange kopper og bøtter.

Det er en OK dag.


torsdag den 30. august 2012

Det er... indviklet

Se mit liv:

Det er fyldt med sunde cykelture, sjove børn og meningsfuldt arbejde.

Arbejde som er fyldt med frihed, og som jeg er dygtig-agtig til, og som tilsyneladende kommer af sig selv, uden jeg skal gøre mig til. Og som jeg har tid til, fordi vi har prioriteret godt og sundt og bor derude i den friske luft med kig til horisonten og de sorte tal på bundlinjen - og Manden derfor kan tage over og hente og bringe og skrue ned for egen indtjening, når jeg er den med arbejdsbunkerne.

Og aftensmaden er økologisk, og hønsene lægger æg til os, som Sønne henter hver morgen, mens BetteLiv siger godmorgen til hestene med sine små, præcise babytegn. Og børnene er glade og søde ved hinanden.

Så jeg er en lykkelig dame omgivet af lykke, ikke sandt?

Well. Jeg er en dame fyldt med skyld og dårlig børne-tids-samvittighed. Og med udmattethed. Hvordan gør andre mennesker det her; arbejder tusind timer om ugen OG er sammen med deres familie OG deres cykel?

Og, værst af alt, er jeg fyldt med meningsløse tanker om, hvad folk mon tænker. Hvad mon pædagogerne i børnehaven tænker, når nu det ALTID er Manden, der henter og bringer?

(Da det altid var mig, der hentede og bragte, havde jeg også dårlig samvittighed over dét.)

Armen for fan. Maskinrum-Maria beskrev så fint, hvordan en stramt spændt snor af konstant utilfredshed og tænksomhed pludselig sprang i hendes hoved. Mit hoved er et virvar af stramt spændte snore, af knudret skyld og noia. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klippe over og muge ud. Og snorene og knuderne skygger for alle de fine ting, livet vitterligt er fyldt med. Og strammer om hjernen.

Det er noget fuck, og det er spild af god hverdagslykke.


mandag den 27. august 2012

Se mig. Jeg er Chris McDonald.

Nåmen egentlig var mit hoved fyldt med brokkeindlæg. Om manglende søvn og manglende overskud og manglende kærestetid og manglende fremtidsoverblik. Og så videre.

Men så cyklede jeg gennem skoven til gode, gamle Viby J. Der ligger cirka i samme afstand fra Beder som Rio. Og cyklen gav sig og knirkede, og jeg svedte op og ned ad bakker og så blodrødt inde bag øjnene og overhalede faktisk en enkelt, spandexklædt cyklist (dog på cirka 70, men lad nu det ligge).

Og hvad skete der så?

Da jeg først havde fået pulsen ned og sveden tørret af panden (og resten af kroppen), blev jeg helt... glad. Og følte slet ikke mangel på noget, men kramme-rummede begge mine søvnløse, snottede, sygt søde børn.

Det der motion, iggå. Det kan godt være, jeg hårdnakket har påstået noget andet. Men det holder. 

De søvnløse, snottede, sygt søde.
(Og til de seriøst trofaste læsere: True. Det er ikke første gang, jeg indser det her. Har været lykkelige Chris før. Kan bare kun bruge min krop til andet end at svinge rundt på børn og skrive på et tastatur, når jeg virkelig er tvunget til det.)

fredag den 24. august 2012

NU skal barnet snart spise noget andet end blomster...

... selvom det selvfølgelig er ret sejt at være et blomsterbarn (ohyes), der opvokser på roser og modermælk i stedet for æg og øllebrød.

Ja, her spiser vi STADIG blomster

mandag den 20. august 2012

Festlykke. Sukkerchok. Feber.

I weekenden holdt vi navnefest for Liv, Bette, Livse, Livsepivse. Ja, det var cirka et år for sent, men vores familie af blod og ånd er ikke smålig med den slags, og dukkede op fra nær og fjern og endnu fjernere for at fejre et dejligt barn og spise kager. Mange kager. Dét her er en af dem, som Søster, psykologen og amatør-konditoren, har kreeret. (Og ja, det ER nervøs velour, i kan spotte under kagefaddet, frisk fra bofællesskabets fugtige kælder. Det bliver trendy liige om lidt, og så ved I, hvor I så det først...)

 

Der var mange, mange flere kager, men ikke flere kagebilleder på telefonen, for Jeres Udsendte havde eventyrligt travlt med at snakke med godt 60 gode gæstefolk.  Og gæsterne hang ud og hang ud og gik heldigvis aldrig hjem, for hvem kan stå for en shetlandspony ved navn Jack og høj sol i Beder?

Nu har allemand en slags tømmermænd efter en søvn- og sorgløs weekend. Manden er bleg, Sønne er hidsig, jeg er febersnotti og Bette herself i egen lave person går rundt og spiser alle bofællesskabets blomster og spytter resterne ud rundt omkring på matriklen. Måske er det sundere end kage? Måske ikke.


Nu vil jeg forsøge at snige mig hen i noget sygeseng uden at blive opdaget af hidsigproppen eller blomstergnaveren. Det her indlæg bliver alligevel mere og mere til en dansk stil på stoffer.

Over and out.

onsdag den 15. august 2012

Dette er IKKE Streetcoffee...

... det er faktisk ikke en gang rigtig kaffe. til gengæld koster det kun otte kroner og er det mest cafeagtige, man overhovedet kan opdrive i god bedre Beder.

tirsdag den 14. august 2012

Nej, jeg har aldrig været så god til det der smerte

I går var jeg kæk. Pjevsekæk, men dog fortrøstningsfuld. Hvor slemt kunne det være, og jeg kan da sagtens cykle og hahaha.

Så forsvandt den sidste ret styrt-adrenalin, og nu er jeg bare pjevset. Og jeg ynker mig selv over bulet, skramlet krop. Og drikker pebermyntete (!), selvom jeg sidder på en Baresso i midt i Midtjyllands svar på Barcelona. Hvortil jeg er kommet med bus, for nej, jeg kan ikke sagtens cykle.

Det var bare det, jeg ville sige. Stakkels mig og så videre.

Spændende, I know.

mandag den 13. august 2012

Men bare rolig. Jeg skal nok blive klar til Rio 2016.

Nåmen i dag tog jeg så den helt ufarlige vej ind til byen. Cykelsti, lyskryds, den slags. Ind i mellem enkelte andre mennesker uden hjelm og spandex. Jeg kunne slappe helt af, med andre ord. Og måske var det dét, der var problemet.

I hvert fald endte min cykel med at fiksere mig til asfalten ved hjælp af barnestol ispændt tung rygsæk. Så lå jeg der, på afsfalten, og spekulerede på, om mit ben mon var brækket, eller om der mon var andre grunde til, at jeg lissom havde mistet kontakten til det.

Et par biler kørte forbi.

Jeg besluttede, at benet ikke var brækket, for så havde det helt sikkert gjort ondt.

Til sidst holdt en bil ind til siden, og en rar bilist fik med møje og besvær rejst monstertung cykel op og kiggede på mig og mit ben. Der selvfølgelig ikke var det mindste brækket, blot dekoreret med hudafskrabninger og begyndende buler.

Den rare bilist børstede gruset af min iPhone og sikrede sig, at jeg ikke var ved at besvime. Så kørte han, og jeg humpede med mit strammeste jeg-er-en-supercyklist-der-ikke-lader-mig-slå-ud-af-lidt-blod-smil på arbejde. Meget velvalgt da at have blodrød, mønstret nederdel på, nu jeg tænker over det.

Otte timer senere cyklede jeg hjem. "Avavavav," sagde jeg opad alle bakkerne og følte mig som en helt.

Det kan godt være, jeg tager Oddergrisen i morgen. Trods alt.

PS Hvis nogen af jer har lyst til at sponsorere en cykeltaske, vil I øge mine OL-chancer og den generelle trafiksikkerhed markant. Jeg mister jo for hulan alt for nemt balancen med tung-rygsæk-på-barnestol-setuppet. Og jeg vil gerne skrive jeres logo på tasken, hvis det er. Og på cyklen. Og eventuelt på mig selv.

torsdag den 9. august 2012

Eventyr i hverdagen #2. Eller: Sådan træner man til OL 2016...

Jeg har en citybike med syv gear, en cykelkurv og barnestol. Det er den mest avancerede cykel, jeg nogensinde har haft. Alligevel kommer den på en eller anden måde til kort, når telefonen, aka min vikarierende stedsans, leder mig ud på den her slags veje:


Der var dådyr. Og mandshøje brændenælder. Og tiltagende smalhed, stenethed og hullethed. Der var en computertaske, der hoppede og dansede i cykelkurven, og der var strækninger, jeg måtte gå mellem markerne. Der var tøj, der klistrede til krop, flæsk der blevrede og puls der steg. Til gengæld var der ingen af de cyklister, der ellers dominerer cykelstierne i nærmiljøet: Spandex- og hjelmklædte, foroverbøjede, cyklende med 400 km/t. Trælse.

Sådan ser en del af min cykelvej fra Århus til God Bedre Beder ud - ifølge Google Maps. Og bedst som jeg (igen og igen) blev brændt på sandaltæer og t-shirtarme af de uendeligt mange brændenælder, fik jeg et stort og svedigt klarsyn: Bliver jeg ved med at cykle på stien her, bliver jeg klar til OL i Rio. I noget mountainbike-agtigt. Jo jeg gør. Er I klar over, hvor sindssygt hårdt det var? Og hvor OL-like jeg klarede det? Fx græd jeg ikke en eneste gang, heller ikke da nogle små men væmmelige fugle var ved at flakse ind i hovedet på mig.

Nu mangler jeg bare noget UDSTYR. Spandex, fx. Og en aerodynamisk hjelm og noget energidrik.

Og en mountainbike.

Og en sponsor.

onsdag den 8. august 2012

The constant (quite crazy) gardener

Han er skør, den dreng. Crazy. Vi behøver ikke gå i detaljer, vel, krydser blot fingre og håber på, at han snarligt bliver en mere normal version af sig selv. Indtil da må vi glæde os over de herlige stunder, der trods alt er ind i mellem. Som når han hamstrer oliven til sin bettesøster til fælles-aftensmaden, fordi han ved, hun elsker dem. Eller når han forsøger at overbevise mig om, at tandlæger har hjelm på, når de arbejder. Eller, ikke mindst, når han arbejder i haven. Fx med at udplante solsikker og koste...

tirsdag den 7. august 2012

Men måske han var blevet stukket... i hjernen?

Bedst som man går og tror, at psykodelen af den generelt festlige selvstændighedsalder er overstået, bliver man klogere. Psykodelen havde bare holdt en lille pause for at samle kræfter til at blive mere psyko end nogensinde. Således blev jeg efter 30 minutters intens brydekamp med Sønne på åben Århusgade (brug af negle og mælketænder tilladt) og intens indre dialog med mig selv ("DET her kan da ikke være normalt? Hvad ville en børnepsykolog få ud af DET her? Fuckifuck!") stoppet af en bekymret dame med ordene:

"Ja... det er ikke for at blande mig. Men vi er nogle stykker, der har stået og kigget på jer i et stykke tid nu. Det er jo frygteligt. Vi tænker, at han nok er blevet stukket af en hveps!"

"Han er IKKE blevet stukket!" kunne jeg så - lettere forbløffet - sige, stadig med et fast greb i drengen, der råbetruede med at løbe ud på vejen eller BIJE mig.

"Jamen måske han har et stik der på armene? Han holder dem sådan frem for sig hele tiden... Jeg har taget en banan med. Måske det kunne hjælpe lidt. Jeg tror altså nok, han er blevet stukket af en hveps, sådan som han har det."

"Han er IKKE blevet stukket! Han er rasende, fordi jeg har taget den der legetøjsgravko, som han brugte til at slå mig med," svarede jeg. Uden helt at vide, om jeg skulle råbe eller tude.

"Men vil han ikke have en banan - "

"Vi er HELT forbi bananer. Jeg har masser af frugt. Det er lissom bare ikke nok. Tak. Nu går vi."

Og det gjorde vi så. Det vil sige: Jeg gik, han sprællede og sparkede og bed store lunser af luften, mens han hang under min ene arm. Ordene inde bag mine sammenbidte tænder var new low new low new low new low.

Godt han kun vejer knap 15 kilo (se, der ER noget godt i enhver situation). Godt han blev sig selv-agtigt igen efter blot yderligere ti minutters brydning. Mindre godt at han på vej ud af raserianfaldet, med armene om min hals, hikstehulkede "du har BIDT mig mor, du har BIDT mig." Til ære for de forbipasserende forsøgte jeg selvfølgelig at rette det til sandheden, at den for hulan var HAM der havde bidt mig... Ohwell. Oh new low.

torsdag den 2. august 2012

Århus, Danish for mindreværdskompleks


Århus er fin. Århus er hyggelig. Århus er tæt på vand og skov, og det er dejligt. Ja, man kan endda sige, at Århus er smilets by. På gode dage.

Men: Århus er saftsusemig ikke Danmarks svar på Barcelona. (Lige så lidt som Amager er Danmarks svar på Manhatten.)

Jeg har boet i Barcelona og ved - tydeligvis i modsætning til Visit Aarhus - hvad jeg snakker om. Holdt nu kæft, altså. Og nej, Århus har IKKE alt. Og endnu mere nej, Århus er ikke Danish for progress. For nu at citere Renee Toft Simonsen helt frit efter hukommelsen: Det værste ved Århus er helt klart det evige, jydske mindreværdskompleks. So true.