mandag den 31. januar 2011

Fagre, creepy nye verden

Vi har været til scanning. I ved; kittelklædt dame trykker meget hårdt på mave med kold, glidecreme-indsmurt dims og lydbølger tegner primitive billeder på en ophængt skærm, så man får tårer i øjnene over pludselig at se noget, der svagt minder om en baby.

Sådan var det i hvert fald, da jeg blev scannet under Sønne-graviditeten. Men der er sket noget med teknologiniveauet i det offentlige siden da. For bedst som jeg lå der og kiggede på den velkendte stregtegning, begyndte tegningen at snurre rundt, og pludselig åbenbarede der sig en baby. I 3D. Et lille, sovende menneske med tydelige træk og tynde arme holdt beskyttende op, så de halvvejs skjulte ansigtet.

"Nu skal jeg liiige se, om jeg ikke kan få den til at flytte de arme, så vi RIGTIGT kan se den," sagde damen, der ikke havde advaret os om den pludselig opdukken af 3D-alien.

Og så bøffede hun mig så hårdt i maven, at jeg tabte pusten og blev mor-ond i sulet over, at hun uden ordentlig medicinsk grund forstyrrede min stakkels sovende baby. Som om det ikke var slemt - og uhyggeligt - nok, at vi sådan lurede på den bette, uden den vidste det...

"Man betaler mange penge for det her ude i byen," meddelte damen så og forklarede, at 3D-teknikken skulle bruges til avancerede hjerne- og hjertescanninger.

Hun skulle vel bare lige øve sig lidt på det nye udstyr. Men hun kunne godt have advaret både os og bebsen inden chokket, synes jeg. Man har vel ret til en smule privatliv, selvom man er et foster. Og til en lidt urtet indstilling, når man er gravid og bare gerne vil have at vide, at alting virker, nogenlunde som det skal...

Det gør det. Altså virker. Og så skal vi i øvrigt have en pige, der pt. ifølge 3D-billedet ser ret alienagtig men sært nuttet ud.

søndag den 30. januar 2011

Date-amok

Hvis man er effektivt anlagt, har bedsteforældre-babysittere ved hånden og ikke har haft mere end fem minutters seriøs daten eller finkulturalitet i meget lang tid, kan man på én weekend nå:
  • At spise en fire retters menu på en god restaurant. Det tog halvanden time. Vi er vant til at spise hurtigt, and I blame Sønne.
  • At gå i Øst for Paradis. Det giver pr. definition flere kultur-point end alle andre biografer... og flere date-point, fordi man kan sidde helt tæt i en tomands-sofa.
  • At gå på Aros og endnu engang konkludere, at Asger Jorn bare ikke lige er... os. Måske mest ikke mig.
  • At køre til Marselisborg og kontemplere cirka to minutter over skovens og havets skønhed.
  • At gå til jazz-koncert og konkludere, at mærkelig simpelthen ikke er en kvalitet i sig selv. Manden er ellers meget en jazz-mand. Men det her var noget med små gong-gonger og meget store egoer og lukkede øjne. Og sårn. På den dårlige måde. Til gengæld kunne vi så sætte flueben ud for 'jazz' på kun ti minutter.
  • At gå på cafe og holde i hånd og ordne verdenssituationen. Det tog cirka 40 minutter.
Og ikke mindst: At sove to gange syv timer i streg (min Englemor sov ved sovemonstrets side) og lade skuldrene falde ned og selv blive helt glade og smilende og i-øjnene-kiggende igen. Mere date, tak. Og næste gang eventuelt lidt... langsommere. Og ikke et ord om en vis håndboldkamp, der kørte i baggrunden, mens vi overskudsagtigt lavede kylling til den sportsopslugte svigerfamilie ("Nej Sønne, du skal ikke sige JÆH nu, det er de blå, der har bolden." Og så videre.)

onsdag den 26. januar 2011

Heldet følger ikke altid de tossede

Min far holdt en tale til min (og IKEAs) 30-års fødselsdag, der blandt andet handlede om, at jeg altid har været ekstremt heldig. Så heldig, at jeg er begyndt med at regne med heldet. Tage det for givet, om man vil. Han fortalte den klassiske anekdote om, hvordan jeg sad - boligløs og overordentlig gravid med Sønne - og klagede over, at heldet havde svigtet mig. Vi havde nemlig ikke fået lejligheden i lige præcis den lillebitte Aarhus-ejendom, vi havde sat næsen op efter.

Og hvad skete der så? En ny lejlighed i samme usandsynligt lille og rare ejendom blev ledig. Helt usandsynligt heldigt. Og vi nåede det næsten: Jeg så den gamle, opsagte, børneuvenlige lejlighed sidste gang med veer og hjembragte det nyfødte vidunder til den nye heldigheds-lejlighed.

Min far - måske netop fordi han er min far - sluttede talen af med pointen, at heldet som regel følger de dygtige. For sådan er det selv i fodbold, eller noget i den stil. Det er Ronaldinho, der scorer de heldige mål. Eller noget i den stil.

Anyway. Jeg vælger at se bort fra netop den sidste pointe.

For vi har ikke noget sted at bo fra den 1. juli. Jeg skal føde den 19. juni, iggå (og føder altid på terminen, siger erfaringen). Og der er ikke held i sigte.

Rimelig tosset timing, kan man sige. Men for det første havde vi en mundtlig aftale - ja, vi er naive, men det troede vi vitterligt - med udlejeren om, at det kunne udskydes. Og for det andet tager jeg, som talen understregede, mit held for givet og tænker altid: "Det går nok."

Men vi er også blevet gamle nok til at vide, at det ikke går at flytte to-årig lige efter, han  har fået vendt sin verden upside down. Vi ved også, at vi næppe selv kan klare flytning to uger efter barnefødsel. Og at vi simpelthen ikke kan få Karl og Englemor og Søster og co. til at klare ærterne igen. For hvem, tror I, flyttede alle møbler OG gjorde hovedrent, mens jeg lå på Skejby og truede med at hoppe ud af vinduet, hvis jeg ikke snart fik nogle drugs?

Nå. Summasummarum bliver vi nok nødt til at flytte 1. maj. Fra Carporten og pladsen og haven og den billige husleje. Efter at have været hysterisk rasende og fortvivlet over det i noget, der ligner lige præcis to timer, tænker jeg:

"Det skal nok gå. Vi kommer tættere på byen og vuggeren og brostenene, der tidligere har bumlet søvnløse barnevognsbørn i søvn. Og mon ikke vi kender nogen, der kender nogen, der har en lejlighed, vi kan leje i Aarhus? Den må godt være midlertidig, hvis det er det. Den skal bare være billig og have gode barnevognsparkeringsforhold."

Såøh... Kender I nogen, der kender nogen, der kan leje os en lejlighed?!? Eller et totalt billigt hus med en carport, for den sags skyld... Der er krammere og kaffe og evig taknemmelighed på højkant.

mandag den 24. januar 2011

Her kommer mutter...

Jeg har gjort rent. Ikke at der ikke er snavset og støvet og fedtet af den grund. Der er bare mindre snavset og støvet og fedtet, end der var før weekenden. Huset er stort, og min tålmodighed er relativt lille. Og jeg er slet ikke nået til gulvene med hvad der dertil hører af tisse-, kaffe- og saftevandspletter endnu.

Måske er det et tegn på, at alting - især barselsøkonomien - roder så meget inde i mit hoved, at der bliver nødt til at være en lille smule orden uden for hovedet, for at jeg ikke bliver vanvittig. I hvert fald er det nok cirka første gang i 30 år, at jeg (oven i købet smilende) har nusset rundt med en karklud på en søndag.

Måske er det i stedet et tegn på overskud. Som i vi-sover-en-gang-i-mellem-og-vi-er-raske-og-januar-slutter-snart-overskud. Noget kunne tyde på det. I hvert fald har jeg set folk til kaffe og snak; mødregruppefolk og journalistfolk. Den slags var der i hvert fald ikke noget som helst overskud til i november og december aka helvedesvinteren på bjerget.

Hm. Nu mangler jeg bare at se Manden - til andet end korte samtaler a la "ih hvor dejligt du har repareret min lånecykel" og "var det en frygtelig putning?" og "jeg har glemt at hænge vasketøjet op". Vi har spise- og bifgavekort nærmest i stakkevis, vi skal bare liiige have arrangeret noget med nogle barnepiger. Og vænnet os til, at man ikke behøver falde halvbesvimede om, når klokken er 20.00.

lørdag den 22. januar 2011

Jamen er der ikke en fra gruppen, der kan ordne det?!

Hm. Sønne den Søvnløse er begyndt at vågne 1000 (eller i hvert fald seks) gange om natten igen. Vi er begyndt at blive blege i det igen.

Og jeg er begyndt at tænke: Burde universet ikke gribe ind med lidt force majeure og ordne barsels-økonomien for mig? Helt ærligt. For gammelt venskabs skyld, og fordi I'm worth it.

Der er også en anden stemme inde i hovedet. Jeg bryder mig ikke synderligt om den, især ikke når den siger sådan her: Hvorfor skulle det være anderledes for dig end alle andre? Du kunne have undersøgt tingene i ordentlig tid og stiftet et enmandsfirma i stedet for et sammen med Manden. Det ville have været meget lettere. Eller du kunne have fået dig et job. I Fakta for eksempel. Så var der ikke så meget rod!

Stemmen lyder delvis som en sur gammel efterskolelærer, der engang råbte mig ind i hovedet, at jeg da "ikke kan forvente særregler, bare fordi du har gået på lilleskole!". Ærhm. OK, so I do. Jeg havde ikke forudset hverken søvnmangel eller Ufatteligt, Uigennemtrængeligt Bureakrati-helvede, og nu kunne jeg godt bruge lidt hjælp fra Universet. Eller eventuelt bare en sekretær. Jeg krammede Revisor-Dorthe fra min mødregruppe ekstra hårdt, da vi sås til håndbold (det var mest resten af selskabet) og snak (det var mest mig) i torsdags i håb om at noget af hendes økonomiske overblik ville smitte af på mig.

Det har det så ikke.

I øvrigt blev mine lilleskole-gør-en-undtagelse-i-mit-tilfælde-og-tal-til-mig-som-en-ligemand-manerer ikke blevet forbedret synderligt af at gå på universitetet, som i mit tilfælde var RUC de første år. For RUC er totalt særregel- og ligemandsagtigt. Og på RUC er der altid en i gruppen (I ved, hvem I er...), der ved, hvor man får kopikort, hvornår man skal aflevere til tryk, hvad kravene er i følge studieordningen, hvor mange timers vejledning, man har ret til, og hvordan man klager. Og underviserne er nogenlunde fornuftige, og sekretærerne er hjælpsomme og uddeler bolcher. I hvert fald lige indtil man bliver bachelor, men det var så der, jeg flyttede til Aarhus, hvor søde jyder hele tiden hjalp med at trænge gennem uigennemtrængeligt universitetsbureakrati og således efterlod mig glad og lige uforstående overfor Den Virkelige Verdens Uforståelige Papirkrav. Og nej, jeg synes ikke, RUC'erne og jyderne har gjort mig en bjørnetjeneste med al deres hjælp. Jeg er nemlig sikker på, jeg slet ikke var kommet gennem universitetet uden.

Jeg forstår dem stadig ikke, de der papirkrav, men nu er der hverken gruppemedlemmer eller søde jyder i samme båd, bare Rundere og Rundere mor vs. Systemet og Søvnløsheden. Suk. Hjælp. Gab.

torsdag den 20. januar 2011

Barselsdagpenge (afsnit 2:1000)

Hvad gør man, når A-Kassen henviser til kommunen, og kommunen snakker sort i det omfang, den overhovedet snakker? Man ringer til sin fagforening! Jeg har en vidunderlig fagforening, og jeg havde skrevet alle mine 27.500 spørgsmål ned og spidset telefonstemmen. Og blev ikke udsat for telefonsluser, men til gengæld straks henvist til... A-kassen.

Ja.

NIX sagde jeg, men skældte ikke ud, for manden i røret var skræmt og velmenende og spurgte hele tiden barselsguruen ved sin side (hende der ikke har tid til at snakke i telefon med uslinger som mig) til råds.

Og så snakkede vi ellers i noget der lignede en halv time. Og konklusionen blev, at jeg skulle sende ham en mail med mine spørgsmål (...). Så ville han finde ud af, om det overhovedet lå inde for fagforeningens kompetenceområde at svare. Tiktak. Det har jeg gjort. Og jeg har fyldt den meget, meget lange mail med malende beskrivelser af, hvor desperat jeg er. At det altså ikke er for sjov. At min gode veninde med Overblikket, Det Revisorgodkendte Regnskab og den helt overskuelige Enmandsvirksomhed netop har fået afslag på barselsdagpenge og hvordan-skal-det-så-nogensinde-gå-for-mig-der-hverken-har-overblik-revisor-eller-enmandsvirksomhed-hva-fagforening-hvahvahva. De må ELSKE at få sådan nogle mails. Despomails.

Jeg sendte. Og jeg gav mig til at bande indvendigt (og lidt udvendigt) over, at det skal være så sindssygt besværligt. Og over, at den statslige virksomhed, der betaler noget, der ligner en rigtig løn for mine intellektuelle freelanceydelser hver eneste måned, ikke vil benytte sig af den fuldt lovlige model med at kontraktansætte mig i barselsperioden, så jeg kan få nogle penge fra en barselsfond... Ikke så meget på grund af de ekstra 10.000 (!), det ville give os om måneden. Mere på grund af den uendelige, uforståelige bureaukratiske mavepine, det ville spare mig for. Suk. Bureaukratisk suk.

Men bedst som jeg sad og sukkede og bandede, kom jeg i tanker om to ting: Dels sover Sønne. Altså OK, mange nætter vågner han fire-fem gange. Men han er let at få til at sove igen, så vi har det menneskeligt. Det er det vigtigste i (vores) verden. Og dels bor vi i en velfærdsstat, hvor jeg vel har ret til... et eller andet. Fx kontanthjælp. Hvis alt andet glipper. Nej, jeg er ikke ironisk. Det skal nok gå.

Nu trækker jeg vejret dybt og brygger kaffe og forsøger at lave det arbejde, jeg burde have lavet for længst. Det er for hulan nærmest et fuldtidsjob at få at vide af bureaukratiet, at det ville være lettere i forhold til barslen, hvis jeg bare havde et fuldtidsjob...

onsdag den 19. januar 2011

Jamen jeg har da heller aldrig sagt, at jeg godt kunne lide diversitet

Fornuften sejrede over de økofokuserede modellamødre: Vuggestuen beholder madordningen (som jeg har skrevet og skrevet om før - for eksempel her). I går var der så forældrerådsmåde, og jeg forventede naturligvis at se den hær af smukke, trælse mødre, der i kampens hede havde meldt sig under fanerne. På papiret er vi vel en 10-11 stykker. I går var vi tre. Ingen modellaer, kun rendyrket fornuft - ærhm, forstået som, at de andre var enige med mig i at være lykkeligt placeret nogenlunde midt på kontinuummet mellem økorabiat og lykkelig pragmatiker.

Der sad vi så i to timer og krammede hinanden og lederen og spiste after eight (ikke økologisk) og drak kaffe (heller ikke økologisk), selvom to tredjedele af selskabet havde bebser i maven, og var rørende enige om alting. At forældrekaffe er godt og sjovt og vigtigt. At syge børn skal blive hjemme, til de bliver helt raske. At pædagogerne ikke behøver pakke deres budskaber - fx om syge børn - ind i vat, men gerne må fortælle forældrene, hvordan sagerne står. Og videre i den dur af universelle sandheder og triste facts om besparelser, der blev skyllet ned med mere kaffe.

Jeg troede, jeg skulle være sådan lidt politisk og demokratiagtigt og sådan. Indtil videre er det småt med det. Selv den pseudopolitiske stemning, der var under alle madordningsskænderierne, er ligesom forsvundet sammen med modellamødrene. Men jeg klager ikke. Med fare for krakelering af selvbilledet må jeg nok erkende, at jeg er mere til hygge end kampstemning.

mandag den 17. januar 2011

Alle graviditeter varer sguda maks ni måneder?!?

Nåmen så jeg ringede til A-kassen for at høre, hvor jeg stod i forhold til barselsdagpenge.

A-kassen sendte mig videre til kommunens telefonsluse, hvor jeg fik trykket mig videre til omstillingen, der sendte mig videre til en ny telefonsluse. Med fem trin. Fem. Trin. Så snakkede jeg først med én dame, som sendte mig videre til en anden dame, som sendte mig videre til en tredje dame.

"Jeg skal føde i juni og har et firma sammen med min kæreste, og jeg ved ikke, hvor jeg står i forhold til barselsdagpenge. Jeg håber, du kan hjælpe," sagde jeg med min allerblødeste og tålmodigste stemme.

"Hvilket år skal du føde?" spurgte damen.

"Altså... i juni," gentog jeg, stadig tålmodigt.

"Hvilket år?"

"I år," - stadig tålmodig, ingen udråbstegn dér.

Og sådan fortsatte hele den meget lange samtale. Fx mente damen ikke, at jeg nødvendigvis var selvstændig. Aha. Men hun kunne heller ikke fortælle mig, hvad der definerede, hvorvidt jeg var selvstændig eller lønmodtager. Eller hvad jeg skulle foretage mig for at afklare det - eller om den ene eller den anden situation ville være mest gunstig.

"Du må udfylde et ansøgningsskema, når du er berettiget til dagpengene," sagde hun hele tiden.

Og jeg sagde hele tiden: "Men når jeg ikke ved, om jeg er selvstændig, ved jeg jo ikke, hvilket skema jeg skal udfylde."

Og damen sagde: "Nu må vi se til den tid."

Suk. Samtalen sluttede med, at jeg - meget lidt tålmodigt - sagde, at jeg simpelthen ikke anede, hvad jeg skulle foretage mig nu. Og damen sagde: "Nu må vi se til den tid."

Nogen mæcener derude der har lyst til at sponsorere lidt barsel med en sårn 3830 kroner om ugen?

Jeg føler mig pludselig meget lidt tjekket og meget lidt zen, men til gengæld utroligt meget i tvivl om, hvad jeg skal gøre nu...

lørdag den 15. januar 2011

Lørdagsquiz og moderate mirakler


Ugens spørgsmål: Hvad ser I på billedet?

A: En dreng der sover dårligt no matter what.

B: En dreng der sover igennem hver nat, og som har gjort det siden han var tre måneder. Totalt nemt barn.

C: En dreng der sover dårligt, UNDTAGEN når Farmor er i nærheden. Så sover han som en engel. Som fx natten til i dag, hvor han ubetinget slog sin egen rekord ved at sove UDEN AT VÅGNE fra halvotte til fem. Provokerende og mirakuløst på samme tid.

Og hvad er præmien, hvis man rammer rigtigt? Hm. En nattevagt og en kop koffeinfri kaffe her på den midlertidige matrikel, tror jeg. God weekend.

fredag den 14. januar 2011

Hvad fatter gør

Sønne: Panda. Panda!

Moren: Æhm - vil du gerne høre en historie om Panda?

Sønne: Jah! Panda!

Moren: OK, så må vi se, hvad jeg kan finde på...

Sønne: Lort. Kat. Panda.

Moren: Ah... Den historie, far fandt på? Nu må vi se, om jeg også kan fortælle den...

Sønne: Ja far! Lort. Kat. Panda.

Moren: Øh, naboens kat kom og lavede lort i Pandas indkørsel. Og Panda sagde: "fjern lorten kat".

Sønne: Tørre op! Tørre op!

Moren: OK. Og Panda sagde: "tør lorten op kat."

Sønne: Ja, tørre op.

Moren: Men katten sagde "nej." Og så sagde Panda "Vi kan jo tørre lorten op sammen." Så hentede de en klud...

Sønne (holder nu hårdt fast i min næse med to små spidsneglede fingre): KLEMME. Klemme. Klemme!

Moren: ... OK. Så hentede de en klemme til næsen. Så tørrede de lorten op. Det var den historie...

Sønne: Mere lege panda! To pandaer! Traktor i stykker, psssst...

Moren: Traktor? Kan jeg ikke bare fortælle en anden historie? Nu skal du høre om Pandaen og flyveren og havregrøden...

Sønne: NEJ TRAKTOR I STYKKER PSSST

Moren: OK. Nu går vi op og vækker din far. Så må han selv fortælle sine historier.

Er faren en kommende børnebogsforfatter? Er moren dybest set for træt til at fortælle historier klokken halvsyv om morgenen? Burde Sønne eventuelt bare fortælle dem selv, når han nu er så nazi i forhold til, at det lige skal være klemmer og ikke klude og traktorerer og ikke flyvemaskiner? Her er de i øvrigt, pandaerne:

torsdag den 13. januar 2011

Førsteklasses


Mig og min iPhone gør Jyllandsvejret uret. For det er så fint i virkeligheden: Enorme, bløde snefnug a la skum pustet af et enormt karbad på toppen af Aarhus. Folk stod ved busstoppestedet og blev hvidere og hvidere.

Og jeg var kold men glad, luftet, ventileret, inputtet og sygdomsforglemt efter verdens længste mødedag - langt borte fra sygeleje(r), helt i København og endda på første klasse i toget. Selvom det er underligt, at almindelige dødelige vil betale 300 kroner ekstra for billetten, når eneste reelle forskel er et rundstykke, føles det alligevel lidt fancy på "jeg er da ikke sådan en, der bare går der hjemme med en syg Sønne hele tiden"-måden. Den århusianske del af mødedeltagerne nåede endda på Hard Rock Cafe, hvilket er mere, end jeg nogensinde formåede (orkede/havde lyst til/værdigede en tanke) i mine år som københavner.

Tænk, jeg har kun sovet fire timer i nat. Og alligevel har jeg været nærmest venlig og imødekommende hele dagen.

onsdag den 12. januar 2011

Træerne vokser ikke ind i himlen

Faktisk vokser de ikke engang op i knæhøjde, træerne. Sønne vågnede fem gange i nat. Og er snottet og hjemme fra vuggestuen sammen med Moren, der tilsyneladende aldrig kommer til at arbejde igen. Hvilket jo er herligt, når man er sådan en, der får løn for arbejdede timer og ikke fx en herlig månedsløn.

tirsdag den 11. januar 2011

Et lille skridt for menneskeheden...

... men et kæmpe skridt for os. På linje med et regeringsskifte eller en milliongevinst. Thi:

Sønne vågnede kun to gange i nat. Og begge gange skulle han bare væltes, så faldt han i søvn igen uden videre. Det er første gang siden... dengang vi boede i Shanghai, da han var lillebitte og bedøvet og modermælk og luftforurening. Det er over halvandet år siden.

Han er en anden og gladere dreng. Sådan en vi normalt kun møder i glimt efter en vellykket middagslur. Og ignorerer jeg stikket i hjertet over, at vi ikke har været bedre til at få ham til at sove, så, æhm, hans liv lissom kunne have været bedre, så er det jo bare FANTASTISK.

Tænk på, hvad det betyder, hvis vi sådan nogenlunde kan sove om natten.

Tænk på, hvad det betyder, hvis vi kan se film om aftenen uden at sidde med et halvt øre nede i babyalarmen, klar til at afværge det værste. Eller hvis vi kan have gæste og kun behøver frygte moderat for titusind vågninger.

Tænk på, hvad det betyder, hvis han er udhvilet og glad om formiddagen i stedet for pjevset og tvær. Og hvad det betyder, hvis VI er udhvilede og glade om formiddagen i stedet for pjevsede og tvære.

Ja, jeg tager glæderne på forskud. Jeg ved godt, at han måske sover helt frygteligt igen i nat. Men jeg har brug for at glæde mig og tænke, at vi er nået til rulleteksterne for filmen "To år uden søvn".

Det var Farmoren, der havde nattevagten i nat (ja, vi elsker drengens bedsteforældre højt). Hvis han sover dårligt i nat, tillægger jeg successen hendes positive indflydelse (snorken/syngen/tvang/beroligende åndredræt/whatever - jeg er ligeglad) og tvinger hende til at sove sammen med ham for evigt. Det kan hun vel godt, hvis han kun vågner TO GANGE. To gange. Ha! Verden kom an!

mandag den 10. januar 2011

Så syge er vi heller ikke

Sønne starter dagen med at hoste og hoste og hoste og græde lidt og sige av. Og den pædagogiske (og syge og trætte) mor forsøger på bedste vis at italesætte situationen:

"Ja, det gør ondt, når du hoster. Det er træls."

"Av av av," hulker han videre.

"Det er fordi du er SYG."

Nu holder han op med at hulke:
"SYG!"

"Syg, ja. Jeg er også syg."

"MOR SYG. OGDIG SYG!" (Ja. Han kalder sig selv og dig. Det er resultatet af en sær kortslutning i hans hoved, når det kommer til personlige pronomener.)

"Det er rigtigt. Mor er syg, og du er syg."

"Mor syg, Ogdig syg. Begge to syge," siger han, og så stiger entusiasmen tydeligt:
"Mor Ogdig BABUBABU spital!!"

"Æhm, nej - vi skal ikke på hospitalet med ambulance. Så syge er vi heller ikke. Vil du have noget mere havregrød?"

Perspektiv lige fra morgenstunden. Tak for det.

søndag den 9. januar 2011

Nåmen så host-host da

Det kan godt være, at det er en sygdomsblog. Men det er en sygdomsblog med meget søde læsere. Tak-tak. Jeg ved ikke helt, om mine sviende øjne skyldes rørthed over kommentarerne eller sygdom, faktisk. Jeg er begge dele; rørt og syg. Jæs.

For selvfølgelig har jeg overtaget den sygdomssnue, Manden fik forærende af det sydafrikanske bettekusine i julen.

Og selvfølgelig er Sønne syg - dog på den "jeg løber rundt og hoster og sultestrejker og sover ikke om natten, men jeg smiler og er kæk"-agtige måde, og ikke på den efterhånden velkendte meget slatne, meget skræmmende syg-syge facon. Det er altså til at bære, bortset fra den manglende søvn. Min (i øvrigt småsyge) Englemor har taget en nattevagt i nat, og ellers handler det nok lidt om at tage et kvarter ad gangen. Også i forhold til stress-stress-stress over alt det arbejde, jeg som en småsur, storsnottet bulldozer har skubbet foran mig siden midt i november, og hvis utallige deadlines nu nærmer sig med skræmmende fart.

Det lykkes dog ikke altid helt med den dersens "grib kvarteret"-taktik. Hvis I var fluer på væggen i vores århusianske træhus (iført bittesmå gasmasker for ikke at blive smittet med alskens vira og stas), ville I se mig ligge på sofaen iført nattøj, halstørklæde og sygt meget selvmedlidenhed og hele tiden sige ting som "skal vi ikke tage til Egypten i morgen" og "har I set de her gamle billeder fra min tur til Honduras, skal vi ikke tage derhen ALLE vintre fra nu af" og "det kan da ikke være MENINGEN, at det skal være sådan her at have små børn om vinteren, jeg holder det ikke UD." Og I ville se Englemor og Manden gå rundt, hostende og grinende, med lakridser og høre Manden sige ting a la "du gider jo ikke bo i udlandet, når det kommer til stykket" og "hehe, det bliver KUN værre fra nu af" og "jeg gider sgu ikke til Egypten, hvis det ikke er for at dykke."

Fuck altså. Holder det aldrig nogensinde op? Og kommer der ikke snart nogen og tager mere end en enkelt nattevagt? Og laver alt mit arbejde?

torsdag den 6. januar 2011

Men det bliver vel bedre, når dagene bliver længere. Eller noget.

Da jeg oprettede bloggen, tænkte jeg, at jeg ville blive sådan en, der bloggede hele tiden. Og det er jeg også af natur, lissårm... har i hvert fald blogindlæggene flyvende rundt i hovedet hele tiden.

Sagen er dog den, at de alle sammen er fyldt med brok. Over søvnmangel, over det psykomarathon, denne her vinter har udviklet sig til, om frygten for at få barn nummer to, når det er så svært bare med et enkelt barn, om drengen der ikke længere vil være i vuggestuen og er så ked og pyller og umulig, om at skændes med Sønne hele natten og ikke kunne lade være med at være sur på ham om dagen også... og så videre. Men jeg er bange for at afskrække eventuelle barnløse læsere fra at få børn, hvis jeg begynder at gå i detaljer. Eller for, at læsere med børn skal synes, jeg er et tudefjæs. Og for, at jeg selv skal synes, jeg er et tudefjæs.

Så jeg skriver igen, når jeg har noget godt at sige, ikke. Det kommer til at ske væsentligt hurtigere, hvis nogen af jer kommer og tager en nattevagt eller ti.

tirsdag den 4. januar 2011

Nytårsforsætter

Jeg er kommet i tanker om mine nytårsforsætter! Jeg havde en pulje på en 10-12 stykker og formåede at glemme dem alle sammen den 31. Nu har jeg sovet lidt over fem timer i træk og kan huske det allervigtigste igen - der selvfølgelig handler om netop søvn. Og som jeg har megasvært ved at overholde allerede.

Bliv bedre til at gå tidligere i seng lyder forsættet. Som folk der kender mig sårn lidt mere in real life vil vide, er jeg sygt dårlig til lige netop det. Det er jo om aftenen - efter klokken 22 - at Sønne sover, den værste opvask er kylet i maskinen, de allermest indtørrede leverpostejskrummer er hældt i skraldespanden og der endelig endelig er TID. Til Manden, til et afsnit af Bonderøven (som er stort set det eneste fjernsyn, Manden gider se), til at læse en af de tusind bøger, jeg har fået i fødselsdagsgave, eller til - hvis det går rigtigt højt - at tage et fodbad. Men alle de der herlige aktiviteter har bare ikke den store værdi, hvis man er fuldstændig det-svier-i-øjnene-og-hele-kroppen-træt. Det er jeg tit. Og jeg kan godt skyde skylden på Sønne, der vågner hver anden time. Men jeg kan jo også bare gå i seng der klokken 22, ikke. Bare hver anden dag. Livet og arbejdet og Aarhus er SÅ meget pænere og rarere, når jeg har sovet, jo. Som i; jeg griner og smiler og er i godt humør i stedet for at mukke og klø mig i hovedpinen og være en betydeligt ringere mor, end jeg kunne være...

Alt det her har jeg jo vidst i tusind (eller nærmere to) år. Men jeg har dælme svært ved at gøre noget ved det... og sådan skal det jo være med et rigtigt nytårsforsæt - halvumuligt at holde på linje med rygestop. Suk.

søndag den 2. januar 2011

Tab & vin


Det gode ved kun at drikke to snapseglas rødvin nytårsaften er, at den 1. januar var den måske behageligste af slagsen nogensinde.

(Noget af) det dårlige ved at have familie i Sydafrika - bettefætteren, bettekusinen og co. - er, at sige farvel til dem og vide at der er tusind år til, man ses igen. Det har vi lige gjort, altså sagt farvel. Aldrig sjovt. Jeg overvejer at drikke yderligere fem nanoliter rødvin - der er meget tilbage i flasken...