Heldet følger ikke altid de tossede

Min far holdt en tale til min (og IKEAs) 30-års fødselsdag, der blandt andet handlede om, at jeg altid har været ekstremt heldig. Så heldig, at jeg er begyndt med at regne med heldet. Tage det for givet, om man vil. Han fortalte den klassiske anekdote om, hvordan jeg sad - boligløs og overordentlig gravid med Sønne - og klagede over, at heldet havde svigtet mig. Vi havde nemlig ikke fået lejligheden i lige præcis den lillebitte Aarhus-ejendom, vi havde sat næsen op efter.

Og hvad skete der så? En ny lejlighed i samme usandsynligt lille og rare ejendom blev ledig. Helt usandsynligt heldigt. Og vi nåede det næsten: Jeg så den gamle, opsagte, børneuvenlige lejlighed sidste gang med veer og hjembragte det nyfødte vidunder til den nye heldigheds-lejlighed.

Min far - måske netop fordi han er min far - sluttede talen af med pointen, at heldet som regel følger de dygtige. For sådan er det selv i fodbold, eller noget i den stil. Det er Ronaldinho, der scorer de heldige mål. Eller noget i den stil.

Anyway. Jeg vælger at se bort fra netop den sidste pointe.

For vi har ikke noget sted at bo fra den 1. juli. Jeg skal føde den 19. juni, iggå (og føder altid på terminen, siger erfaringen). Og der er ikke held i sigte.

Rimelig tosset timing, kan man sige. Men for det første havde vi en mundtlig aftale - ja, vi er naive, men det troede vi vitterligt - med udlejeren om, at det kunne udskydes. Og for det andet tager jeg, som talen understregede, mit held for givet og tænker altid: "Det går nok."

Men vi er også blevet gamle nok til at vide, at det ikke går at flytte to-årig lige efter, han  har fået vendt sin verden upside down. Vi ved også, at vi næppe selv kan klare flytning to uger efter barnefødsel. Og at vi simpelthen ikke kan få Karl og Englemor og Søster og co. til at klare ærterne igen. For hvem, tror I, flyttede alle møbler OG gjorde hovedrent, mens jeg lå på Skejby og truede med at hoppe ud af vinduet, hvis jeg ikke snart fik nogle drugs?

Nå. Summasummarum bliver vi nok nødt til at flytte 1. maj. Fra Carporten og pladsen og haven og den billige husleje. Efter at have været hysterisk rasende og fortvivlet over det i noget, der ligner lige præcis to timer, tænker jeg:

"Det skal nok gå. Vi kommer tættere på byen og vuggeren og brostenene, der tidligere har bumlet søvnløse barnevognsbørn i søvn. Og mon ikke vi kender nogen, der kender nogen, der har en lejlighed, vi kan leje i Aarhus? Den må godt være midlertidig, hvis det er det. Den skal bare være billig og have gode barnevognsparkeringsforhold."

Såøh... Kender I nogen, der kender nogen, der kan leje os en lejlighed?!? Eller et totalt billigt hus med en carport, for den sags skyld... Der er krammere og kaffe og evig taknemmelighed på højkant.