mandag den 31. oktober 2011

Måske er det bare en tidlig 31-års krise. Eller: Vi siger tak til træthed

Engang var jeg en slags journalist på en avis i El Salvador. Ikke længe, men længe nok. Til fx at blive fanget under stemmeoptællingen til parlamentsvalget, fordi der var fyldt med sure, stenkastende, skydende (ja, skydende!) mennesker lige på den anden side af døren. Som tåregassen i øvrigt lystigt trængte gennem sprækkerne på, så forskræmte danskere måtte søge tilflugt på toilettet.

Og jeg var i El Salvador længe nok til at se og høre om regeringspartiets valgkorruption, til at vænne mig til maskinpistoler overalt i gadebilledet, til vagtmandens evige advarselsskud og Længe nok til at høre søde medjournalisters (ok - med og med, mit skriftlige spanske var ikke... helt på niveau) historier om jordskælv, kidnapninger, hverdagsoverfald (én var blevet truet med kniv eller pistol 13 gange), fængsler man aldrig slap ud af und so weiter.

Jeg var der til gengæld ikke længe nok til at være cool, da jeg så to unge, unge døde mænd foran stamværtshuset.

Lige lovlig actionpacked, ikke sandt. På trods af mit ikke helt imponerende journalist-spanske, prøvede rare mennesker på redaktionen at overtale mig til at blive hængende. For "hvor mange jordskælv er der om året i dit land? Hvor mange bliver myrdet om året i dit land? Hvordan kan du overhovedet gøre en forskel som journalist i dit land?" som en - helt oprigtigt - spurgte.

Og nej, det er ikke nu, jeg svarer på hans spørgsmål. Det er nu jeg fortæller, at jeg kom til at tænke på tiden i El Salvador, fordi den er noget nær den diamentrale modsætning til min hverdag lige nu. Og fordi ham journalisten, der stillede spørgsmålet - Oscar - ville få sin øl galt i halsen, hvis han vidste, hvilke nyheder jeg kommer op med pt. Som:

Sønne havde en dårlig dag i vuggestuen i fredags.

Liv skriger når hun ser ellers babykyndige Æbækka. Måske er det noget med Æbækkas briller.

Jeg elsker min mødregruppe.

Jeg skriver det her indlæg på min iPhone, og det er dælme ikke helt nemt.

Sønne har spist to gulerødder i dag, så jeg har bedre vitaminsamvittighed end normalt.

Regeringsvæltende, demokratifremmende, væsentlige begivenheder. Som ikke bare fylder bloggen men hele min dag (og nat) - sammen med opvask og oprydning og så lige lidt mere opvask og nogle bekymringer om sutte-afvænning og børnehave-fremtid.

Vi er ude i det nære snarere end det væsentlige. Hvilket der jo ikke er noget galt med, vel. I hvert fald ikke i princippet. For hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at det eneste der holder identitetskrisen fra døren, er den gamle ven TRÆTHED. Jeg er simpelthen for træt til seriøst eksistentielle overvejelser.

Og jeg har i øvrigt slet ikke tid. Der er nogle børn og noget opvask og alt det. Og det er jo også vigtigt.

På en måde.

søndag den 30. oktober 2011

Måske kunne vi ligesom bygge nogle broer mellem de glade øer?

Ovre hos Hold-af-Louise har jeg læst en metafor, der er blevet siddende i hovedet på mig og gør opmærksom på sig selv flere gange dagligt. It goes something like this: Livet som småbørnsforældre er et hav af træthed med øer af glæde.

Træthedshav med glædesøer.

Det lyder fesent. Men det er det klogeste, jeg har læst i lang tid (OK. Jeg læser ikke så meget pt. Men alligevel).

På en eller anden måde gør dét billede det lige ti procent lettere at bære den der gyngen under fødderne og sortnen i yderkanten af synsfeltet, der altid dukker op, når jeg ikke sover. Uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Eventuelt fordi jeg er for træt. BetteLiv insisterer på at spise mindst tre gange mellem midnat og klokken seks, og Sønne insisterer - meget, meget højlydt - på alt det modsatte af, hvad han skal og kan og må.

Træthedshav med storm, og vejrudsigten lover mere af den slags. Med vinter og snot on the top. Ikke noget for uerfarne sejlere. Men Manden er alletiders sømand (både i mere og mindre metaforiske betydninger af ordet), og de der glædesøer, som vi - trætte og sure og søsyge - skyller op på ind i mellem, gør, at det hele er til at holde ud. Og lidt til.

Som når jeg kommer til at græde en lille smule af glæde over, hvor smukke Manden og BetteLiv sidder og ser ud i blødt formiddagslys (jo trættere jeg er, og jo flere børn jeg får, jo lettere græder jeg. Men de var virkeligt smukke). Eller Sønne sidder og holder om BetteLiv. Eller BetteLiv skraldgriner og ser sådan her ud:


Eller når begejstret Sønne synger (!) alle bilmærker på vor vej (på melodien "sur sur sur lille bi omkring") eller spontanfortæller historier om, at hans lillesøster er en lillebitte og ikke ret farlig tiger. Og så videre i den mor-dur.

Jeg har på fornemmelsen, at der burde komme en form for pointe. Men jeg er som sagt træt, træt-træt-træt. Måske er det noget med, at øerne er fantastiske, men ligger meget spredt på et hav på størrelse med Stillehavet? Eller mere muntert: Måske er det noget med, at det nok skal gå, så længe var bare har fast grund under fødderne ind i mellem?

lørdag den 29. oktober 2011

Kom så ikke og sig, at man ikke får noget for at blogge

Når man blog-brokker sig nok over sygdom og søvnmangel, får man rare sager med posten. Fx en skattekiste fyldt med afslapningsmaske og chokolademønter og alskens slik (Sønne leger med masken, jeg spiser slikket). Eller man får en håndfuld blade - inklusive Ude & Hjemme - krydret med guldkarameller og marcipanbrød:


Mmm. Chokolade. Og blade. Og gode venner.

mandag den 24. oktober 2011

Falske læger. Falske diagnoser. Falske strubehoster.

Sønne er syg. Som sagt.

Vi snakkede med en doktor på en svensk vårdcentral, som kaldte det astmatisk bronkitis og udskrev recept på medicin for den slags. Som vi fyldte i drengen, mens vi sukkede, fordi vi troede, han for længst havde fået bugt med det astmastads.

Da vi ringede og meldte ham syg i vuggeren i morges, sagde de, at det nok nærmere var mund-fod-og-hånd-syge (mund-og-klov-syge for mennesker?), for det havde alle de andre børn. Og det passede nogenlunde med feberen og den ikke-eksisterende appetit.

Så snakkede vi med en århusiansk læge. Skræmt af mund-og-klov-sygen og den fortsatte søløvehoste og feberhed-hed. Og lægen sagde "well, tja, det har nok hjulpet, at han er kommet væk fra den svenske brænderøg, for i hvert fald er han ikke astmatisk mere, og det er svært at sige ret meget om ret meget." Agtigt. Godt så.

Og endelig dukkede sundhedsplejerske-farmoren, tidligere sygeplejesker på en børneafdeling, så op. Og sagde, at der absolut ingen tvivl var i hendes erfarne sind: Drengen har IKKE astmatisk bronkitis. Han har falsk strubehoste.

Personligt tror jeg 100 procent på farmoren og 0 procent på lægerne. Og uanset hvad kompetente mennesker i vores familie vil kalde hans hoste, vil jeg kalde den en nasty motherfucker. For den får den stakkels dreng til at græde og hulke og kaste op og næsten ingenting spise. (I dag insisterede han dog på - trods bud om chokolade og is og andre underlødige ting - at spise fuldkornspasta og tørt rugbrød. Efter ikke at have spist noget i en lille uge. Bare ærgeligt at det hele så kom op igen i et hosteanfald.)

Lige om lidt bliver han rask.

Fordi jeg siger det. Fordi jeg ikke kan holde ud at høre ham hoste på den måde, og fordi jeg bliver sindssyg af, at han løber rundt på vægge og lofter. Hostende. Og fordi Manden og jeg skal arbejde i København på torsdag og ikke har nogen andre end vuggeren, der kan passe ham...

søndag den 23. oktober 2011

Mere Sverige i hverdagen


Det der Sverige, iggå. Det er nu meget godt for sjælen. Det lagde hende den morgensure mærke til, straks hun fik sovet lidt.

Og Manden holdt op med at svaje på den der foruroligende, trætte måde, da min Englemutti begyndte at sove side om side med Sønne. Ren lykke. Undtagen for Englemutti, der naturligvis ikke fik sovet.

Jeg har spist så meget lösgodis, at jeg har svært ved at spænde den ikke-graviditetsbuks, jeg ellers lige havde fået mig mast ned i. Og drukket så meget kaffe, at det er et under, at BetteLiv kan sove for koffein i mælken. Og kværnet en enkelt svensk krimi og taget et enkelt, meget hurtigt fodbad. Så jeg kan ikke klage.

Sønne tilbragte ugen i ført høreværn med visir (aka øreværn med hjelm) og BetteLiv blev indrullet i svensk fleecetæppe med elgmotiv og promeneret under høj blå efterårshimmel. Og allemand spiste kantareller og hostede i dunsten fra petroleumsovnen. Ren svensk idyl når den er bedst.

Romantikken må vi tage i 2013. Og at Sønne er blev syg (...), behøver vi jo ikke snakke om i dag, vel.

onsdag den 19. oktober 2011

Meningen var jo, at jeg skulle SOVE

Ved I Hvad det modsatte af en romantisk getaway i Paris er?

Svaret er: vores efterårsferie i Sverige.

Hvor vi sover (eller rettere:"sover") med et barn hver i hver vores ende af huset. Hvor den mindste appetitspringer, og jeg er så træt, at jeg er morgensur dagen lang. Til stor fornøjelse for mig selv og mine omgivelser.

Nå. Men Manden sover noget om formiddagen. Og jeg hænger ud med nogle voksne, der a) elsker mine børn b) bærer over med min morgensurhed og c) brygger kaffe til mig. Og børnene er ikke spor sure men vældigt ferieglade i regn og skov og bedsteforældre-selskab. Sønne spørger "hvor ER Sverige?" og finder det ikke, men støder til gengæld på høreværn med visir, og så er hans lykke gjort. Liv pludrer på halsvensk iført mormorens hjemmestrik, og ilden buldrer og så videre.

mandag den 17. oktober 2011

Hvordan blev jeg SÅDAN en mor?!

Sønne kiggede medlidende på mig, da jeg vaklede ud af sengen med småbitte øjne og meget uglet hår.

"er du svim... Er du svimmel, mor?" spurgte han.

"øh. Ja," svarede jeg. Nu med lidt større øjne.

"Er det fordi du ikke har spist noget mor?" spurgte han så.

Og igen: "øh. Ja."

Hvordan blev jeg svimlemor? Shit. Jeg vil ikke være svimlemor, og jeg vil slet slet ikke være sådan en mor, som en snart tre-årig behøver bekymre sig om. Ikke at han nødvendgivis gør det, altså bekymrer sig. Han har nok bare hørt sin far stille spørgsmålet lige lovligt mange gange på det seneste. Håber jeg. Det trænger bare ligesom bedre ind når det kommer fra Sønne end fra Faren.

Og nej, jeg er ikke blevet spiseforstyrret, og jeg har heller ikke sat mig selv på en eller anden syg sultekur (selvom jeg stadig går i ventetøj...). Jeg har bare to børn og syv vaske tøj og titusind bleskift og så meget kaffe på kanden, at det er nemt at glemme at spise. VAR nemt. NU skal der spises.

fredag den 14. oktober 2011

De er søde om dagen

OK. Så jeg ligner i udpræget grad en træthedskanin: Helt bleg og med røde øjne. Og gulvet gynger og der er mistænkeligt sort i yderkanten af mit synsfelt. Og så videre. Til gengæld ser mine børn nogle gange sådan her ud:


Og storebroren prøver at trøste lillesøsteren, når hun græder ("Liv siger noget. Hun trænger til biler. Jeg henter biler til hun!") Eller hiver i sin mors trøje - så den går i stykker faktisk - fordi jeg skal skynde mig at give hende mad.

Så det går nok. Håber jeg.

torsdag den 13. oktober 2011

Hvem kommer forbi og triller Bette i morgen?

Jeg tror, jeg er mere træt, end jeg nogensinde før har været.

Det siger ikke så lidt.

Og jeg har stadig et vågent barn (gæt selv hvilket). Faktisk ligger jeg på maven og skriver med iphonen skjult for hans vågne blik under sengen. Det føles ikke helt optimalt. Der er noget træthedskvalme. Og noget skældud fra den snart tre-årige, der ikke ikke ikke ikke vil sove. På overtræt århusiansk. Hep.

onsdag den 12. oktober 2011

Man kunne jo også bare lægge sig på sofaen

Vores seng er et stort, sort hul. I går aftes måtte jeg skovle følgende sager ind i stuen (og ned i fodenden), før jeg kunne få mine solide fire timer:

27 legetøjsbiler

En legetøjscampingvogn

Tre ukurante babystrømper

En favnfuld assorteret babylegetøj

En lyserød flyverdragt

Et par bukser i str 92

En bog med Herman Bang-journalistik (hvem læser den? Sønne?! Jeg gør i hvert fald ikke)

En iPhone

To børnetandbørster

En pixibog

To babydyner

En enkelt snorksovende baby

(Babyen blev dog ikke skovlet ind i stuen eller ned i fodenden, men hen i sin meget kunsthåndværk-øko-livsstils-agtige pilevugge. Som er hængt op med noget grim ikke-øko snor for ligesom at matche det sygt rodede soveværelse)

søndag den 9. oktober 2011

Man BØR da også se Jylland, når man snart bliver to måneder

Her i den imaginære carport og har vi besøg af Marie (Faxe-Kondi-fødende, Viggo-mor og evig sambo i hjertet) og det er en fest. Med cafe latte og bare bryster ud over det hele. Og to babyer der ligger tæt, men vist nok ikke helt har fået øje på hinanden.

fredag den 7. oktober 2011

iPhone. Næsten bedre end søvn.

Steve Jobs er død. Men jeg er mere i live, end jeg har været i flere uger. Takket være materielle goder. Nærmere bestemt iPhone. iPhone 4.  Som Manden har foræret mig, del fordi han er sød, dels fordi han var træt af, at jeg altid gik og fablede om, hvor meget jeg savnede ex-iPhone (som i samtaler a la denne her HVER dag: "jeg SAVNER bare min iPhone SÅ meget." "men så køb da en for fan!" "jamen vi har ikke råd, altså, så kommer vi aldrig nogensinde på ferie igen og hvad med fodtøj til børnene").

Well. Forbered jer på konstant spamning med billeder af Die Kinder (som stadig har byttet personlighed. BetteLiv vil ikke puttes, Sønne smiler og siger "jeg hydder op! Det skal ikke være på gulvet." Meget mærkeligt).


Ja. De er søde, de små. Og de kommer måske til at fryse fødderne hele vinteren. Men i det mindste har de en lidt gladere mor en sædvanligt, og det er da også noget.

onsdag den 5. oktober 2011

Onsdagstaknemmelighed. Nu ironi-fri.

Jeg vil gerne sige tak til

...mormødre der kommer forbi og leger med nu ikke længere opkastende dreng dagen lang.

...øko-fødevarefællesskabet, der gav mig jord under neglene og frihed fra børn og tanker i de tre timer, det tog at fylde 74 kilo gulerødder i 74 poser sammen med 74 monstersquash. Og så videre.

...Manden, der indvilgede i at gå med BetteLiv fastsviklet på maven i stort set al den tid det tog at fylde de 74 økoposer.

...min nye mødregruppe, som er den ærligste og herligste gruppe damer, jeg længe har mødt. Jeg skriver hyldestindlæg ved lejlighed.

...BetteLivs sovehjerte.

...Sverige, som er et land man kan tage til i efterårsferien, og hvor man nådesløst kan lade børn (eller bare barn) sove midt mellem bedsteforældrene og måske rent faktisk få lejlighed til at føre en samtale på over ti minutter med Manden. Over en skål billig lösgodis.

...den hollandske popcornmaskine, der får Sønne til at se sådan her ud i hovedet og være næsten helt stille i flere minutter:


...trådløst internet. En vidunderlig gave til mig og verden. En gave der i sandhed fortjener en nobelpris, fordi den gør det muligt at sidde og blogge her ved siden af Sønne hin Søvnløses seng. Og dermed afværger en truende putte-sindssyge. Nobelpris i medicin? SÅ fortjent.

...de is der ligger ude i fryseren og venter på mig og fjerneren. Når liige begge børn sover på én gang.

tirsdag den 4. oktober 2011

Opkast og monstertrucks

Her er stille. Vi er trætte og syge, så no news dér. Det vil sige: Sønne kaster op. Liv er blevet vaccineret. Og det er den omvendte verden: Sønne er happy-happy. Liv er møgsur ("her er min monster-renault-truck, Liv. Så bliver du glaj igen," siger han. Men det gør hun nu ikke).

Vi spiser is og krydderboller og ser underlødige animationsfilm.

Og min mor kommer snart.

Manden og jeg får vel tid til at snakke med hinanden igen engang i 2013.

Prust.