Måske kunne vi ligesom bygge nogle broer mellem de glade øer?

Ovre hos Hold-af-Louise har jeg læst en metafor, der er blevet siddende i hovedet på mig og gør opmærksom på sig selv flere gange dagligt. It goes something like this: Livet som småbørnsforældre er et hav af træthed med øer af glæde.

Træthedshav med glædesøer.

Det lyder fesent. Men det er det klogeste, jeg har læst i lang tid (OK. Jeg læser ikke så meget pt. Men alligevel).

På en eller anden måde gør dét billede det lige ti procent lettere at bære den der gyngen under fødderne og sortnen i yderkanten af synsfeltet, der altid dukker op, når jeg ikke sover. Uden at jeg helt kan forklare hvorfor. Eventuelt fordi jeg er for træt. BetteLiv insisterer på at spise mindst tre gange mellem midnat og klokken seks, og Sønne insisterer - meget, meget højlydt - på alt det modsatte af, hvad han skal og kan og må.

Træthedshav med storm, og vejrudsigten lover mere af den slags. Med vinter og snot on the top. Ikke noget for uerfarne sejlere. Men Manden er alletiders sømand (både i mere og mindre metaforiske betydninger af ordet), og de der glædesøer, som vi - trætte og sure og søsyge - skyller op på ind i mellem, gør, at det hele er til at holde ud. Og lidt til.

Som når jeg kommer til at græde en lille smule af glæde over, hvor smukke Manden og BetteLiv sidder og ser ud i blødt formiddagslys (jo trættere jeg er, og jo flere børn jeg får, jo lettere græder jeg. Men de var virkeligt smukke). Eller Sønne sidder og holder om BetteLiv. Eller BetteLiv skraldgriner og ser sådan her ud:

Eller når begejstret Sønne synger (!) alle bilmærker på vor vej (på melodien "sur sur sur lille bi omkring") eller spontanfortæller historier om, at hans lillesøster er en lillebitte og ikke ret farlig tiger. Og så videre i den mor-dur.

Jeg har på fornemmelsen, at der burde komme en form for pointe. Men jeg er som sagt træt, træt-træt-træt. Måske er det noget med, at øerne er fantastiske, men ligger meget spredt på et hav på størrelse med Stillehavet? Eller mere muntert: Måske er det noget med, at det nok skal gå, så længe var bare har fast grund under fødderne ind i mellem?