mandag den 31. oktober 2011

Måske er det bare en tidlig 31-års krise. Eller: Vi siger tak til træthed

Engang var jeg en slags journalist på en avis i El Salvador. Ikke længe, men længe nok. Til fx at blive fanget under stemmeoptællingen til parlamentsvalget, fordi der var fyldt med sure, stenkastende, skydende (ja, skydende!) mennesker lige på den anden side af døren. Som tåregassen i øvrigt lystigt trængte gennem sprækkerne på, så forskræmte danskere måtte søge tilflugt på toilettet.

Og jeg var i El Salvador længe nok til at se og høre om regeringspartiets valgkorruption, til at vænne mig til maskinpistoler overalt i gadebilledet, til vagtmandens evige advarselsskud og Længe nok til at høre søde medjournalisters (ok - med og med, mit skriftlige spanske var ikke... helt på niveau) historier om jordskælv, kidnapninger, hverdagsoverfald (én var blevet truet med kniv eller pistol 13 gange), fængsler man aldrig slap ud af und so weiter.

Jeg var der til gengæld ikke længe nok til at være cool, da jeg så to unge, unge døde mænd foran stamværtshuset.

Lige lovlig actionpacked, ikke sandt. På trods af mit ikke helt imponerende journalist-spanske, prøvede rare mennesker på redaktionen at overtale mig til at blive hængende. For "hvor mange jordskælv er der om året i dit land? Hvor mange bliver myrdet om året i dit land? Hvordan kan du overhovedet gøre en forskel som journalist i dit land?" som en - helt oprigtigt - spurgte.

Og nej, det er ikke nu, jeg svarer på hans spørgsmål. Det er nu jeg fortæller, at jeg kom til at tænke på tiden i El Salvador, fordi den er noget nær den diamentrale modsætning til min hverdag lige nu. Og fordi ham journalisten, der stillede spørgsmålet - Oscar - ville få sin øl galt i halsen, hvis han vidste, hvilke nyheder jeg kommer op med pt. Som:

Sønne havde en dårlig dag i vuggestuen i fredags.

Liv skriger når hun ser ellers babykyndige Æbækka. Måske er det noget med Æbækkas briller.

Jeg elsker min mødregruppe.

Jeg skriver det her indlæg på min iPhone, og det er dælme ikke helt nemt.

Sønne har spist to gulerødder i dag, så jeg har bedre vitaminsamvittighed end normalt.

Regeringsvæltende, demokratifremmende, væsentlige begivenheder. Som ikke bare fylder bloggen men hele min dag (og nat) - sammen med opvask og oprydning og så lige lidt mere opvask og nogle bekymringer om sutte-afvænning og børnehave-fremtid.

Vi er ude i det nære snarere end det væsentlige. Hvilket der jo ikke er noget galt med, vel. I hvert fald ikke i princippet. For hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at det eneste der holder identitetskrisen fra døren, er den gamle ven TRÆTHED. Jeg er simpelthen for træt til seriøst eksistentielle overvejelser.

Og jeg har i øvrigt slet ikke tid. Der er nogle børn og noget opvask og alt det. Og det er jo også vigtigt.

På en måde.

4 kommentarer:

  1. Ha ha ha, fuck, hvor jeg kender det. Har dog ikke været journalist i El Salvador, men til gengæld ambitiøs undervisningsudvikler og -formidler. Now, not so much. Men sådan er det jo. Lige nu. Så modsætningsfyldt. Og så rigtigt alligevel, ikk'? Måske derfor identiteskrisen ikke kommer? Hver ting til sin tid.

    Og spamordet er så i dag RULLABIL. Det sætter også ligesom tingene lidt i perspektiv, ikk'?

    SvarSlet
  2. Fantastisk indlæg. Og åh, hvor jeg kender det. Gruer lidt for at tredje barsel, som jeg så småt er ved at tage hul på, skal udrydde de absolut sidste verdens-væsentlige tanker i min krop og erstatte dem med risgrød...

    SvarSlet
  3. Åh ja, jeg kender også godt følelsen. Både af eksistentielt fremmedgjort overfor ens egen barselsindskrænkethed, og af træthed der overruler enhver følelse af eksistentiel hvadsomhelst...
    Men kompromisløs journalistik i verdens brændpunkter er vel ikke den eneste måde at ændre verden til det bedre? Det du arbejder rigtigt hårdt på lige nu er jo også rigtigt vigtigt, nemlig at give masser af tid og kærlighed til dine børn. Hvis vi alle skulle styrte rundt i krydsilden i stedet for at kysse og kramme vores afkom ville den fremtidige generation blive temmelig afstumpet og så ville vi være lige langt. Eller noget. Det føles bare langt fra så power-agtigt når det indbefatter så mange bleskift, tøjvaske, diskussioner med selvstændighedshungrende tumlinge etc. Men du får masser af thumbs up fra mig!!

    SvarSlet
  4. Jamen det er jo rigtigt - altså er det er vigtigt-vigtigt med den omsorg til de børn. Ellers ender alle jo bare som afstumpede, elsalvadorianske (eller århusianske) folk med våben i hånd. Men altså. Samtidig føles det jo vanvittigt at uddanne sig i så mange år og blive så helt utroligt Klåge... og så løbe rundt og skifte bleer og lege med biler dagen lang.

    Rullabil og risgrød. For fan. Skål for fremtidig tilbagevenden til de tænkendes rækker.

    SvarSlet