Irmelin vs. Flemse round one

Lige siden jeg luftede mine tanker om manglende eventyr i hverdagen, har min splittede personlighed været oppe og skændes med sig selv. Thi jeg består nemlig dels af meget urtede speltmor Irmelin og meget løsningsorienterede, meget højtråbende og konsekvent dårligt klædte Flemse. Nogle af jer kender udmærket dem begge.

OK. Først giver vi ordet til Irmelin, der trods intentioner om det modsatte er frygtelig bange for mennesker, der råber, og således intet tør sige, når først Flemse har været på banen. Irmelin ligger hovedet på skrå og siger med store øjne noget i denne her retning:

"Jeg kan godt forstå, livet i en børnefamilie kan være lidt af en udfordring nogle gange. Men hver ting til sin tid, ikke. Lige nu er Sønnes trivsel og tryghed det vigtigste, og du har en enestående chance for at være sammen med ham i disse betydningsfulde år. Det er et lille mirakel i sig selv. Tænk på, hvor mange gange dagligt du er helt varm-i-maven lykkelig over netop dét. Når han leger med sin far, og du kigger på. Når det lykkes at gennemføre et måltid uden æg i håret (!) og MED grønsager. Hver dag når du henter ham og kan se, hvor dejligt han har det i vuggestuen. Når han siger 'hårtørrer' første gang og konsekvent kalder sig selv for 'dig'. Ja, listen er endeløs!"

Og så halvråber Flemse:
"Ikke alt det kævl. Tag på eventyr, hvis du vil. Vær hverdags-fucking-zen, hvis du vil. GØR for helvede et eller andet. Tag ansvar for dit eget liv. Nu går JEG ud og drikker øl."

Jeg synes, de er lidt irriterende begge to. Men de bor altså i mit hoved og er ikke sådan til at slippe af med. I går fik de oven i købet besøg af Mit Fremtidsjeg, der begyndte at snakke om, at jeg engang med to-tre børn ville grine højt og hånligt af Mit Nutidsjeg, hvis jeg blev ved med at pippe op om manglende eventyrfrihed som etbarns-mutti. Men tre stemmer i hovedet er altså mindst én for mange. Så vi sendte Fremtidsjeget på porten og Nutidsjeget ind i sofaen med Manden og en film. Det hjalp lidt.