Det meget uofficielle referat fra modellamødrenes forældremøde

I går var jeg til vuggestue-forældremøde med (resten af) den kreative klasse - alle iført ekstremt lækkert hår og langskaftede designerstøvler. Og jeg cyklede fra mødet så harm og adrenalinfyldt, at jeg forcerede bjerget i andet gear. Uden at bemærke det før til allersidst.

Altså I ved... det handlede selvfølgelig om en vis madordning. Altså: Hvad er kvaliteten af Klara-Millas og Oskars og Karlas (find selv på flere navne i samme dur) frokost? Er den fresh nok? Er kartoflerne fra glas og er det noget om, at æggene nogle gange er lidt maste?

Modellamødrene havde (uden på noget tidspunkt selv at have set frokosten forstås) besluttet sig for, at kvaliteten simpelthen var for RINGE, og det hele bare var for TRÆLS. Og de var ikke bange for at sige det til sagesløse og velmenende pædagoger, der på et tidspunkt nærmest måtte holde hænderne op for ansigtet for ikke at blive knock-outet af alle de spørgsmål, der fløj om ørerne på dem. Og som ikke har valgt den kommunale madordnings-udbyder, og som i øvrigt troligt skriver tilbage til udbyderen, hver gang en chicken-wing eller en agurkestav ser lidt suspekt ud.

Vi sad vel en 40-50 mennesker i lokalet. Og vi udgjorde et forum, der på ingen måde kunne stille noget op i forhold til maste æg. Det kan kun forældrerådet og bestyrelsen. Og vi udgjorde et forum, hvor majoriteten gerne ville hjemad til deres økopoder og økomænd. Alle havde lige været ude på stuerne, som det hedder i vuggestuesprog, og sunget sange om giraffen gumle og hørt om hverdagen og, tag ikke fejl, diskuteret madordningen.

Og alligevel gik diskussionen i plenum derudaf. Jeg har skåret ned på antallet af aktører for overskuelighedens skyld, men det her er essensen:

Modellamor: Altså vi har hørt om alt muligt: Gummiagtige frikadeller. At de kun får dåsemad. Og glaskartofler!!


Den stakkels leder: Ja, de får dåsemakrel. Men ellers er det meste friskt. Også kartoflerne. De kommer altså ikke fra glas.

Modellafar: Vores børn skal ikke have gummiagtig mad! Når det ikke engang er noget, pædagogerne selv har lyst til at spise...

Pædagog: Altså, jeg serverer IKKE noget for jeres børn, jeg ikke selv ville sætte tænderne i. En dag da nogle kyllingestykker lugtede lidt mærkeligt...

(et sus går gennem forsamlingen og alle begynder at råbehviske "lugte mærkeligt!" "nej altså!!")

Pædagog: ... sendte jeg dem tilbage med en note.

Modellamor: Altså så vil jeg godt bare lige høre; hvordan forholder I jer lissåm pædagogisk her i huset til, at der står en RIGTIG madmor ude i køkkenet og laver RIGTIG mad, og hvor børnene deltager? Altså hvordan forholder I jer pædagogisk til det?!

Den stakkels leder: Det ville vi simpelthen elske! Det ville være så dejligt. Men for det første er køkkenet ikke godkendt til madlavning på den måde. Og for det andet er vi meget langt fra, at det kan lade sig gøre økonomisk.

Modellamor: Altså kunne man så ikke få det godkendt, hva'?

Pædagog: Nej. Det kan man ikke. Det er ikke fordi, vi ikke vil. Det kan ikke lade sig gøre. Der er meget strenge krav til den slags.

Modellafar: Så er det da bedre med madpakker!

Den stakkels leder: Vi ser en stor pædagogisk gevinst i, at børnene spiser det samme, og vi rigtigt kan snakke om maden og sådan.

Modellamor (nu med en ny skarphed i stemmen): Så vil jeg godt bare høre, hvor langt er vi økonomisk fra, at det kan lade sig gøre? Vi kunne jo nok finde ud af noget med ekstrabetaling til en ung pige...

Mig (uelegant råbende og med røde kinder): NEJ DET MÅ MAN IKKE!!!!

Modellarmor (hvæse-hviskende til modella-sidekammerat): Altså det her kan bare gøre mig SÅ vred. Jeg kan mærke at det virkelig, virkelig... altså VIRKELIG kan få mig op af stolen, iggå.

Altså min indre Irmelin er jo meget glad for spelt og sund frokost og frisk fisk og what have you. Men selv hun viser sig at være socialist after all. I hvert fald er hun helt med på at tvangsfodre de kværulante damers børn med mælkesnitter og vacuumpakket mad, indtil de bliver lidt mere solidariske med de vuggestuer, hvor forældrene ikke har en levende chance for kunstigt at skrue brugerbetalingen i vejret. Og indtil de fatter, at man spilder voksne menneskers tid ved at brokke sig i de forkerte, ikke-beslutningsdygtige fora. Nemlig.

Og ja, jeg har selv meldt mig til forældrerådet. Godt nok i et svagt og hyggeligt øjeblik på inde på stuen, hvor der var peanuts og børnesange og god stemning, og hvor jeg tænkte, at det ville blive den mest hyggelige demokratiske tjans nogensinde. Det bliver det ikke. Men so be it. Jeg møder op bevæbnet til tænderne med punkter, der IKKE handler om den korrekte mængde rugbrødsfibre til små maver. M-hm jeg vil gerne have nogle nye venner i Århus og bør opføre mig elskeligt og socialt. Men ikke hvis prisen er at hoppe med på bitter-bitter-min-speltbarn-dør-af-at-spise-dåsemakrel-vognen. Nixen. Jeg tvinger dem til at snakke om kulturelt køn i stedet for, gør jeg. Og trivsel. Og tryghed. Hep!