Hrm-hrm. Så vi har det lidt stramt med udsigterne til folkeskole for tiden.
Og vi ved, at der starter en ny bette privatskole med fokus på selvværd og andre gode ting efter sommerferien.
Det frister.
Og så alligevel ikke.
Jeg er vanvittig dårlig til at træffe valg (som trofaste læsere, hvis der er sådan nogle, vil vide), især hvis det gælder min børn.
Panik, sved, søvnløshed, forgæves forsøg på at forudsige fremtid. Mere panik.
På den ene side: Den velkendte folkeskole med alt hvad det indebærer af lange dage, præstationsfokus, talrige lektietimer i en ung alder, sammenkrølling på stol for uforstående lærer, liggen under opvaskemaskinelåger (i hvert fald en tid), total tvivl på egne evner som mor og som Sønne. Men også med en model, der sådan nogenlunde virker, forudsigelighed og allerallervigtigst, en håndfuld venner fra børnehaven.
På den anden side: Et totalt gamble af en skole, der slet ikke findes endnu. Hvor der kommer til at gå et uvist antal elever med uvisse udfordringer i uvisse rammer. Som har visionerne på plads (men hvem helvede har ikke det?!), som virker bundsympatiske, og som er helt vildt gode til at snakke om selvværd.
Det er ganske givet vanvittigt, at jeg overhovedet overvejer det.
Det er ganske givet vanvittig overhovedet at overveje folkeskolen, der giver lektiestress, før den overhovedet er gået i gang.
Jeg er ganske givet ved at blive, ja, vanvittig.
Hvad ville I gøre?!
Åh, den er svær. Jeg fik aldrig kommenteret på dit tidligere indlæg, men jeg istemmer og siger som de andre, at alle de ting Sønne kan, er meget bedre end at løse opgaver. På Øglens kommende skole har de heldigvis ikke lektier for i 0. overhovedet. Og de gør meget ud af, at opgaverne føles som om, de leger. Det elsker jeg dem for allerede. Det er i øvrigt en privatskole. Som har eksisteret i 150 år, eller sådan noget i den stil, så den er jo ikke direkte sammenlignelig med jeres nye skole, men den virker som om, den er gearet til, at børn lærer forskelligt. Og tilbyder oven i købet flere forskellige typer pladser i klassen - "for nogle børn lærer altså bare bedre, hvis de fx sidder under et bord", som en af lærerne sagde til infomøde. Det elsker jeg dem også for allerede. Men en skole, hvor der er plads til individet er vigtigt, synes jeg.
SvarSletMen den ER svær. Og det er lidt af et gamble med en ny skole. Når det er sagt, så er jeg bange for, at jeg synes, at folkeskolen har tabt. For den gennemprøvede model er bare ikke så gennemprøvet længere. Det kan ganske givet gå fint, hvis lærerne er nogle ildsjæle, der vil det. Og dem er der heldigvis mange af. Måske ser vi tilbage om 10 år og siger, at reformen var det bedste, der skete det danske skolesystem. Og måske gør vi ikke ...
Men altså. Summasummarum. Hvis jeg var Mads & Monopolet, tror jeg, at jeg ville vælge den nye skole. For hvis I allerede har ondt i maven og lektiestress over folkeren, er det så sådan lige at slippe af med? Held og lykke med beslutningen.
Aij jeg er også fan af jeres privatskole! Hvis bare Sønne først skulle starte om 150 år... Der er INTET i mig, der tror på, at vi om ti år kigger tilbage på reformen med andet end skyld, skam og dårlig samvittighed over, at vi gjorde livet så Kina-agtigt svært for vores unger. Jeg er sikkert farvet af min egen (i-de-små-klasser) virkeligt gode lilleskole-skolegang, der var helt lektiefri og generelt meget begejstret. Og af Mandens historier om folkeskolen, der virkeligt gjorde hvad den kunne for at klemme alt selvværd ud af ham. Piyuh.
SletPrivatskoler er ikke alle lutter lagkage,specielt ikke de nystartede. Øglemors 150årige lyder bedre. Børnehavevennerne tller meget for mig - sønne er glad for allerede etablerede kontakter. Jeg tror jeg ville holde fast på folkeskolen og holde nøje øje med privatskolen, så der er en bredskabsplan hvis folkeskolen er alt for træls (!) så er det i øvrigt fantastisk hvad han kan den dreng - jvf forrige indlæg
SvarSletDet er jo også det, vi tænker: Hvis nu baaare den lige havde haft fem-ti (150) år på bagen, så var det et meget nemmere valg. Vi har lige været på besøg på den endnu ikke startede skole, og det har bestemt ikke gjorde valget nemmere. Magen til sympatisk tilgang (helt modsat folkeren), skal man lede længe efter... Det skriver jeg nok et indlæg om lige om lidt. Men du har ret i det med vennerne: Vi kan leve med opstartskaos og manglende lagkager, men kan hvem er de andre - ganske få - friskolebørn? Er der nogen, Sønne kan blive gode venner med? Vi har lige prøvet at overtale hans bedste (lokale) børnehavevens forældre til også at sende deres dreng i den nye skole (...), men det lykkedes ikke. Hm.
SletVi står i et lignende dilemma hos os. Friskolen har et par år på bagen, men ligger langt væk. Min datter er egentlig parat, interesseret i skolen osv. men kommuneskolen er kæmpestor og kaotisk. Hun har brug for lidt tryggere rammer. Hun er TRÆT efter en dag i miniSFO, lunten er kort og jeg har nogle dage ondt i maven over at sende hende afsted.
SvarSletAlligevel er vi er blevet enige om at give det en chance. Hun får korte dage og lang sommerferie, og så håber vi på, at de lidt fastere rammer i en skoledag (som forhåbentlig ikke er FOR faste, åhh, der er meget at få ondt i maven over) giver lidt mere ro.
Men bliver det ikke bedre inden efterårsferien, så tror jeg at vi rykker.
Mht. at skolen er ny, så er jeg ikke så bekymret. For mig er det absolut vigtigste, at hun synes det er rart at være i skolen, og at det er sjovt og spændende at lære. Alt det det med at nå 'det fulde potentiale' må komme senere - eller i det mindste være møntet lidt bredere end på det strengt faglige.
Håber I finder den rigtige beslutning for din søn.
Tak for dine ord. Det er altid (på en mærkelig måde) en trøst, at andre står i en lignende situation. Jeg er også meget mere til rarhed end til fokus på fuldt potentiale... og tror i øvrigt, at det første nødvendigvis må være vejen til det sidste, hvis det absolut skal være. Altså Sønne kan fx nævne mange flere bogstaver, når han er tryg og glad, end når han sidder på en skolestol overfor en lærer, der udsender eksamensvibes. For fan, mand, det er svært, men I er kløgtige at lave en tidsramme. Jeg prøver også at minde mig selv om, at uanset hvad vi vælger, så behøver det jo ikke at være det evige, endegyldige valg. Nogle gange kan man godt blive nødt til at vælge om igen, og det behøver ikke være the end of the world. Heller ikke for ens børn.
SletDer er heldigvis ikke kommet en fremdriftsreform på forældres skolevalg - endnu :-)
SvarSlet