søndag den 20. januar 2013

39

39 står der på termometeret, når man stikker det ind i øret på Sønne. Han ligger og skærer tænder og siger av-av-av i halvsøvne. Hvorfor er han syg igen? Vi har været syge hele december.
Det er ikke vores tur. Det er ikke Sønnes tur.
Det er vores tur til at arbejde (og tjene penge til huslejen og det der), og det er Sønnes tur til at være rask og glad.

Jeg kigger på ham og synes næsten, det er uhyggeligt.
Vi vasker fingre, vi holder os for munden, når vi hoster. Vi lufter ud, og vi gør mere rent, end vi nogensinde før har gjort. Og selvom det måske ikke siger så meget, så siger det dog noget. Vi er flyttet på landet, og skulle det måske ikke være pissesundt?
Og alligevel er drengen syg.

Jeg kiggede på hans lille, runde ryg i den stribede t-shirt og var i et glimt i en gyserfilm. Noget stort og uhyggeligt rammer det bedste vi har, og vi kan ikke gøre noget. Følelsen varede fem lange sekunder.
Så kom jeg i tanker om, at børn er meget syge og så videre og alt det der. Og at vi godt kan lufte endnu mere ud, og at vi deler bofællesskabsfløj med en af landets bedste børnelæger. Med speciale i mystiske tilbagevendende febersygdomme. De er fine venner, Sønne og lægen. Jeg tror, de skal have en snak om helbred. Jeg tror, jeg skal tænke på noget andet.

2 kommentarer:

  1. Åh, hvor er det synd for ham. Og for jer. Det er bare så udmattende på alle mulige måder med syge børn. Jeg kommer også nogle gange til at slippe mine tanker løs ned ad gyservejen, når mine er (for) syge. Så risler det mig koldt ned ad ryggen, og jeg får kvalme og beder til de højere magter, indtil jeg igen får indfanget tankerne og tændt for min sunde fornuft. Det er jo bare, fordi at de er så vigtige for os, de små. God bedring.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åhja åhja. Der er nogle tanker, der ikke skal tænkes, og en hel del avisartikler, der ikke skal læses... Tak for bedringsønsker!

      Slet