Mange bække små (og smukke)

Mens jeg havde travlt med at hyperventilere (lidt over bolig, lidt over tilværelsen sådan helt generelt), skete der ting og sager med børnene. Fx lærte Bette sig selv at møffe forlæns rundt i hele huset i jagten på biler og andre sager, hun kunne ridse med sine to barberbladskarpe bisser.

Sønne forvandlede sig til noget, der i mistænkelig grad minder om min forestilling om et børnehavebarn: Han har buddies med hjem - her er det Tårnhøje Rosa i en bunke med resten af familien, og pt. sover han fra putning til morgen-vågning uden nattebøvl sådan cirka hver anden nat. Jeg havde seriøst ikke troet, at vi ville sove så godt, før han flyttede hjemmefra. Og ja, jeg har jinxet det nu, men det var godt, så længe det varede... Og på (sjældne men) gode dage GÅR han oven i købet selv ned og op ad trappen. Uden brok.

Med andre ord: Det går forbløffende godt med de børn dér. Jeg begynder ligefrem at ane konturerne af den lyse og lette fremtid, min ex-kollega - med to børn på henholdsvis tre og fem - har lovet mig. "Livet bliver nærmest en svir!" siger hun, og hun mener det. Åhja - og som en ekstra bonus, der gør livet lidt lysere (udover årets skiften væk fra vinterdepression og henimod sommer), så er De Smukke Naboer omsider kommet hjem fra de varme lande og er igen klar med for meget koffein (til mødrene) og for meget sukker (til alle). Foråret lover... OK.