fredag den 16. marts 2012

Verdens længste indlæg. Og ja. Det handler om KØN.

Skal vi ikke snakke noget mere om de kønsopdelte børnehaveekskursioner? Jeg mener det. Det er da voldsomt meget mere relevant end al den snak om kvoter eller ikke-kvoter i bestyrelser. Hvis vi lærer næste generation, at de er lige meget værd, og at de sagtens kan det samme, så er der vel slet ikke nogen grund til at kvotificere noget som helst?

Og nu vi er igang: Skal vi ikke snakke om det på en god måde? Over en kop kaffe, måske. I stedet for enten at råbe "vi vil have kvoter NU, tåbelige, gammeldags røvhuller!" eller "I er ligesom svenskerne, der vil afskaffe han-hun, og DET er fandme langt ude, og hvad er der i øvrigt i vejen med, at piger laver pigeting!?!"

Jeg er den konfliktsky type og har det helt klart bedst, hvis vi fortsat kan være gode venner - og hvis I ser lyset og begynder at behandle jeres sønner og døtre ens.

"Men det gør vi da alle sammen allerede," siger I. Nix, det er der vist ikke ret mange af os, der gør, når det kommer til stykket. For eksempel:
  • får piger markant færre lommepenge - og har samtidig markant flere pligter i hjemmet. Det viste en undersøgelse af danske sjetteklasses-elever for et par år siden.
  • bliver snakkende, højlydte piger (fx i skolen) opfattet som irriterende og for meget - modsat ligeså snakkende og højlydte drenge. Det viser en svensk (...) undersøgelse refereret i den glimrende bog "Der findes et særligt sted i helvede, for kvinder som ikke hjælper hinanden. Den kan købes lige her hos SAXO.
  • snakker vi forskelligt til piger og drenge. En svensk (...) børnehave-undersøgelse viser blandt andet, at piger ofte mødes med et "næh, tør DU virkelig det" (underforstået: Du afviger fra normen, du burde slet ikke gøre den slags), hvis de fx kommer drønende hurtigt på en scooter - mens drengene mødes med et "iih, sikke hurtigt du kan køre!" (underforstået: flot! Du er en dreng! Du SKAL køre hurtigt.)
Jeg kunne blive ved. Men skal nok lade være. Jeg er ikke ude på at gå helt ud i urterne og kalde mine børn hen eller hæn eller hin eller hon (der går lidt tre små kinesere i det, gør der ikke?). Jeg er ude på at sige, at de - bevidste og ubevidste - forventninger, vi møder vores børn med, er med til at forme dem. Det kan vi vel alle sammen blive enige om.

Hvad er det så, vi er uenige om? Jeg tror, det er to ting: Dels i hvor høj grad vi tillægger ungerne noget naturgivent KØN, der gør, at piger partout hellere vil lege med Barbier end biler. Og dels om det overhovedet er et problem, at pigerne (kun) laver såkaldte pigeting og drengene (kun) såkaldte drengeting.

Til det med natur og kultur: It's a neverending discussion. Men som de tre punktformerede punkter - og alverdens kloge hoveder - peger på, så er der altså NOGET kultur. En hel del. Også mere end Ann Elisabeth Knudsen, kønsdebattens svar på Bjørn Lomborg, hævder. Og når der nu er noget kultur - det vil sige noget, vi er herrer (og herrer-inder) over - så lad os da for hulan sætte ind dér.

Til det med drengeting og pigeting: Jeg er ikke ude på at hive Barbierne ud af pigebørnenes små, fedtede fingre. Slet ikke. Jeg er ude på, at alle børn - uanset køn - skal have lov at lege med det, de vil. At de skal have muligheden uden at blive mødt med mellem-linjerne-foragt og forventninger. Hvis pigerne kører hurtigt på scooter skal vi klappe ligeså højt, som når drengen gør det. Hvis drengene har lyst til at lege med dukker, skal de mødes uden fordømmelse. Og så skal vores døtre saftsusemig have ligeså meget i lommepenge som vores sønner.

Skål.

Og ja. Nu skal jeg spise. Manden har, meget passende, lavet mad. Så vi må drikke mere kønskaffe en anden dag.

Og hvis I stadig er uenige med mig - vil I så ikke i det mindste sende pigerne nogle sjovere og mere meningsfulde (og mindre kropsforstyrrende) steder hen end Barbiemuseet?! Please.

12 kommentarer:

  1. Jeg har allerede skrevet og ment ALT for meget om det på min egen blog og alle mulige andre steder, men (uden at gå alt for meget i detaljer), så er noget af det, der undrer mig mest i (langt det meste) snak om køn og ligestilling, at hele udgangspunktet (som jeg betragter det) for snakken ikke er lige. Jeg synes, at man alt, alt for ofte fokuserer på pigerne (hvad der er synd for dem, hvad der skader dem, hvordan de bliver forfordelt, hvordan de holdes nede, osv. - sådan lidt groft sagt). Hvis endelig fokus er på drengene og senere mændene, er det alt for ofte med omvendt fortegn(her kører debatten mest på, hvor meget de fylder, hvor uduelige de er, hvor lidt de laver mad og tager barsel, hvor meget de holder kvinder nede, osv. - også groft skitseret). Jeg synes, at drengene og mændene mangler en stemme i ligestillingsdebatten i det hele taget, og jeg synes som minimum, at vi burde være bedre til også at huske drengene allerede, når vi problematiserer kønstilgangen i f.eks. børnehaven. Når det er sagt, synes jeg selvfølgelig ikke, at man kan være uenig i, at drenge og piger skal have lige muligheder for at blive forstået som og udvikle sig som individer. Måske mener jeg mere om netop det senere, men lige nu må jeg vist hellere stoppe.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, pointen er vel, at det BÅDE er drenge og piger, vi skal give flere muligheder. I eksemplet med ekskursionerne er det først og fremmest pigerne, der kommer i klemme - og så de enkelte drenge, der eventuelt har en hemmelig trang til Barbiemuseum. Men i alle mulige andre dagligdagssammenhænge er de kønskasser, vi kommer ungerne i, nøjagtig lige hæmmende for begge køn. Som for et par uger siden, da jeg var i Fætter BR med Sønne, og han hurtigt forelskede sig i en lyserød Hello Kitty paraply og gik rundt med den. Manden bag skranken så det og sagde "det dér, det er da en PIGEparaply! Sådan en skal du da ikke have!" Dér fik han lige at vide, at han var lidt forkert... selvfølgelig betyder én lillebitte oplevelse som den næppe det store. Men tusind af sådan nogle små oplevelser hele tiden har en grumme stor effekt. Tror jeg.

      Slet
  2. du har hermed modtaget en blogaward fra mig :)

    http://voresmini.blogspot.com/2012/03/blog-award.html

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Så har jeg prøvet dét med.

      Slet
  3. Jeg er enig. For eksempel modtog jeg inde på redaktionen forleden nogle Barbie-sæt, som skulle testes, og straks fløj jeg rundt i lokalet for at opstøve mine kolleger med pigebørn – hvorefter jeg fik spurgt mig selv, hvorfor jeg egentlig ikke tog det med hjem til Gustav? Måske ville han finde det dødkedeligt, men det vil jeg jo ikke finde ud af, medmindre han får lov at prøve det. Men then again, drengen ønsker sig en sminkedukke i femårsfødselsdagsgave, så hvorfor skulle han ikke gide en pink Barbie?

    Når det så er sagt, mener jeg afgjort, at piger og drenge fødes forskellige – grundet deres køn. Og jeg får altså fnidder, når folk påstår det modsatte – jeg synes, det er så åbenlyst mod bedre vidende. Jeg er meget imod, at man ensretter for at ensrette, men jeg er særdeles meget for, at man giver alle børn lige muligheder, men også indretter skoler og institutioner efter, at børn – også inden for samme køn – er forskellige.

    Kluntet formuleret, men jeg måtte lige give mit besyv med i skyndingen. Kan være, jeg ruller mig ud om emnet på egen blog senere. Spændende debat i hvert fald.

    SvarSlet
    Svar
    1. Rul dig ud! Hid og did og allevegne... (Hvordan gik det i øvrigt med søvn-vendettaen? Jeg tror, jeg tager den op herinde snart. Er i meget kamplystent humør for tiden, både når det kommer til søvn og køn - og til førtidspension og trapper og trodsalder og dårligt vejr. Hm.)

      Slet
  4. PS Jeg glæder mig til at læse Gustavs barbiedukketest. Det bliver det smukt, jeg ved det. Smukt og vigtigt.

    SvarSlet
  5. Jeg har mere end nogensinde lyst til den der kop kaffe (ehmm- rødvin), men og jeg håber ikke, at du får lyst til at lynche mig, hvis jeg ikke er helt enig i alle dine punkter. Jeg har bare så svært ved at tro, at et barn, der vokser op i en familie, hvor kønsrollemønstre ikke udleves full-frontal ikke bliver i stand til at navigere mellem skidt og kanel. Jeg synes godt jeg kan, og jeg har virkelig leget meget med Barbie og været hestepige (sagde hun lige hestepige?).

    SvarSlet
    Svar
    1. Min pointe er slet, slet ikke, at man skal tage noget FRA børn, som de er glade for at lege med. Fx barbier. Min pointe er (blandt andet), at det skal være OK for de piger, der ikke lige har lyst til heste og barbie - og for de drenge, der har. Som når Gustav gerne vil have en sminkedukke til sin fødselsdag, for eksempel... Og en af de måder, man kan gøre det OK på, er ved ikke at have en kasse der hedder PIGER, som er fyldt med dukker og Barbiemuseum, og en kasse der hedder DRENGE, som er fyldt med skydere og piratskibe. Jeg kunne blive ved og ved og ved - men det kan være, at det skulle være over den vinkaffe dér. God søndag!

      Slet
    2. Og lige præcis den pointe kunne jeg ikke være mere enig i :)

      Slet
    3. I øvrigt kan både Louise og jeg sagtens slå dig i lange indlæg. Så keep on trucking (apropos ovenstående indlæg) . We like.

      Slet
  6. hephep sunde mor! kønsbriller og mulighed for at bruge hele paletten! mormor er SÅ enig!

    SvarSlet