Lykken findes på toppen af AROS. Jamen det gør den!

Vores hverdag består pt. af følgende interessante puslebrikker:

• Deltidsarbejdende barselsmor, der troede hun skulle arbejde et par timer om dagen, mens Manden passede, bebsen sov, Sønne var i institution...
• Bebs der helst vil sove udenfor
• Mand der har masser og masser af arbejde
• Sønne der ingen institutionsplads har
• Forældreambitioner om at gøre alting Rigtigt og Godt og Konfliktfrit og Nærværende og Udfordrende for begge børn
• Søskendejalousi og efterfølgende kravl-allover-mor-så-hun-bliver-sindssyg, særligt under amning
• Snot
• Et betydeligt søvnunderskud
• En kommende, forberedelseskrævende højtid

Nåmen hvordan tror I lige, dét puslespil ser ud, når vi forsøger at hamre brikkerne sammen med en stor, tung hammer?

Ret grimt. Ret kaotisk. Og meget lidt nærværende, fordi begge forældre hele tiden tænker, at de må udnytte hvert ledigt minut til liiige at arbejde lidt - og så alligevel ender med at sidde natten lang foran hver deres computer.

I dag tog vi dog en slags konsekvens: Når nu ingen alligevel får arbejdet noget om formiddagen (som er fyldt med Sønnegrød og babygrød og amning og sovning og flyverdragt-på-ning og så videre), kunne vi måske trække vejret dybt og acceptere, at sårn er dét. Og lave noget sammen i stedet for.

Så vi gik på AROS. Sørme. Og blev helt lykkelige i de vidunderlige ti minutter, Sønne løb rundt og rundt i Rainbow og brølede sin glæde udover byen.

Mere kunst i hverdagen, tak. Og mindre stress.