Carpe søvn

Da jeg var 20 boede jeg på en irsk ø dør om dør med en hjemmegående mor til tre: en frisk fireårig og et sæt toårige tvillinger. Tvillingerne kunne ikke sige andet end UUUL, som vist nok er gælisk for æble, men de var højlydte ikke desto mindre. Moren så tit temmelig træt ud. Og bleg. Og en dag kom hun marcherende med et surt og snottet barn på hver hofte og hvæsede noget i retning af: der er dage, hvor det eneste, man har at se frem til, er, at de slutter. Jeg GLÆDER mig til, at dagen her er slut!

Jeg smilede til den trætte dame. Men tænkte i mit stille, 20-årige sind, at sådan ville jeg aldrig have det. Jeg havde siddet på noget klippe og stirret udover noget Atlanterhav og indset, at livet er alt for kort, vi må nyde hvert minut, carpe diem og verden og øjeblikket.

1000 år og to børn senere indså jeg i formiddags, at det eneste, der kunne få mig helskindet gennem dagen, er tanken om, at den ikke var evigt. Saftsusemig godt, at det er årets korteste dag, gav jeg mig selv lov til at tænke - efter en nat, hvor Sønne hin Søvnløse har skreget sin tre-års-trodsalder-hed ud til det halve julekøbenhavn. Og efterfølgende skreget sin overtræthed udover morgenmad og frokost og legetøj, og hvad der ellers var i nærheden. Herligt.

Måske er der en 20-årig, der kigger på mig og tænker, at livet er for kort og carpe mig her og carpe mig der. Til dig kan jeg blot sige: Bare vent! Og: husk at sove (og drikke dig i hegnet og meditere over Atlanterhavet) mens tid er.