De første to uger af det nye, institutionsfri liv gik skræmmende godt. Forstået på den måde, at Sønne var så glad så glad så glad. Som om han bare havde ventet på at have sin mor og/eller far med sig dagen lang. Svært for den, der skubbede tvillingevognen med den syngende dreng, ikke at tænke tanker a la: "Hvad er det da også for et samfund, vi lever i, hvor vi sender vores børn i institution halve og hele dage, og se hvor han trives, og ih og åh og så må vi jo bare blive ved at arbejde om aftenen."
Og arbejdet om aftenen gik også... OK. Det var jo bare en begrænset periode. Ikke noget at hyperventilere over, vel. Og: Vi kan have fem minutter for os selv og hinanden (og vaske tøj og se fjernsyn og snakke i telefon og sove), når vi bliver gamle. Og herregud, så babyen spiser og snotter natten lang, men har vi måske ikke selv valgt det, hva', og det er jo overstået engang i januar det her crazy non-stop liv, så smøger vi ærmerne op og tager fat og tager os sammen, og så går det nok.
Men... så kunne trættemors ærmer ikke rulles længere op. De sad allerede helt oppe i armhulerne og gnavede, så det blev helt umuligt at tage fat og tage sig sammen. Og pludselig, meget tæt på midnat (mens Manden forsøgte at forklare mig nogle momsregler og min hjerne forsøgte at finde på nogle julegaver og bogstaverne i arbejdsdokumentet på skærmen dansede en aparte juledans for mit trætte blik), kom den gamle ven Stressmonsteret på besøg og sagde: Hvis du ikke holder fri i MINDST en halv time nu, så aflyser jeg julen og sparker dig i maven.
Så det gjorde jeg. Og alle, der er venner med stressmonstret ved, at en halv time aldrig er nok. Så den halve time blev til noget, der lignede en hel dag (kun med børn og Mand).
Og det er så her, I selv må indsætte en forkromet pointe om, at det er vigtigt at holde fri ind i mellem. Og eventuelt noget med at det nok skal gå, for det er jo snart overstået. Eller måske at fri med børnene ikke er rigtigt fri, men hvad hulan er alternativet? Selv har jeg ikke tid til at skrive nogen pointer. Jeg er kommet frygteligt bagud efter et halv døgns slack, og der er kort kort tid til, at Manden kommer hjem med barn et og barn to efter at have trillet dem en formiddagstur.
Åhja forresten. Sønne er i øvrigt ligesom ved at have fået nok forælder. Og har forvandlet sig til et surt-glad grænsesøgende minimonster, der skiftevis smører sin søster ind i smør (...) og giver hende oprigtige kys.
Det var bare dét, jeg ville sige. Hej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar