torsdag den 29. september 2011

Top 5 over psyko-søvnløshedens sidegevinster

Seriøst. Jeg har droppet søvn. Fuldstændig erstattet det med kaffe og vris. Men der er selvfølgelig ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Fx er det på sin vis positivt, at:

1) Søvnløshed føles en lille smule som at have drukket for meget billig gin. En oplevelse man jo ellers ikke har ret tit i disse amme-år.

2) Hele verden bliver lidt som en artsy og virkeligt utilgængelig postmoderne film (af en polsk instruktør på stoffer). Alt gynger. Alt er ligesom en lille smule utydeligt og udflydende. Og udflydendeheden brydes ind i mellem af uforståeligt skarpe sanseoplevelser: Et knaldrødt efterårsblad på et fortov. En overraskende god kop kaffe hos De Smukke Naboer. Den slags.

3) Mine enorme sorte rande får en funky nærmest lilla farve i narkomanlyset på Storcenter Nords toiletter. Det har sin egen aparte skønhed.

4) Der er simpelthen ikke energi til at gå op i uvæsentligheder. Som fx hvad vi spiser til aftensmad (nudler), hvordan jeg ser ud (bleg, mærkelig), hvad vi skal lave i morgen (sikkert nøjagtig det samme som i dag) og sådan.

5) Vi bliver onde i sulet, Manden og jeg (fx nedstirrede vi synkront en herre i bussen, der ikke uden videre veg for Den Fantastiske Tvillingevogn. Han blev bare siddende på et af klapsæderne og spist ost. Med fingrene. Af dåse). Men vi bliver ikke onde mod hinanden. Slet ikke. Og det er sguda virkeligt noget.

2 kommentarer:

  1. Aj men sig ikke at min heppe-overlevelsespakke ikke er nået frem? Hjemmesiden jeg bestilte den over sagde at den ville blive leveret mandag (hvilket jeg allerede syntes var lidt sent, eftersom jeg bestilte den fluks jeg læste forrige blogindlæg). Grrrrr. Det er jo ikke hver dag Sunde Mor fortjener champagneflasker i chokolade, slik og opmuntrende kort med farverige drinks på..? Eller dvs., jo, det fortjener du faktisk. Hver dag. Men mest af alt lige for tiden, lader det til. Nå men jeg prøver lige at skrive til dem. I mellemtiden må du tænke dig til de kalorieholdige overflødigheder jeg kunne finde på. Og klappe dig selv på håret for ikke at være flygtet for længst.
    Masser af respekt,
    Onde Mor

    SvarSlet
  2. Jeg har fået den! (og tudede naturligvis behørigt) Har taget billeder og vil blogge om det snarest. Meget overskudsagtigt gået. Og meget, meget fantastisk. Tak.

    SvarSlet