... så drak jeg for nyligt 10.000 shots tequila til en fest i Viby J, før jeg kom i tanker om, at jeg skulle op og passe børn klokken halv syv.
På det tidspunkt var klokken halvto om natten, og Rejseplanen påstod hårdnakket, at næste forbindelse til God Bedre Beder var fire timer senere. Det vil sige sådan cirka lige præcis dér, jeg burde springe frisk og veludhvilet ud af sengen sammen med mine friske og veludhvilede børn.
Så jeg gik. Det har jeg nemlig altid gjort, når jeg skulle hjem fra byen. Især hvis min cykel var flad.
Og jeg gik og jeg gik og jeg gik og jeg gik gennem Viby by night, og først da jeg havde gået en time, og der stadig var ti kilomenter hjem, gik det op for min ganske berusede hjerne: Jeg bor ikke et sted, som jeg uden videre kan komme hjem til. Uden hjul og med en høj promille i hvert fald.
Så jeg overgav mig og ringede efter en taxa, hvis chauffør snakkede nonstop hele vejen til Beder:
Og ved du så hvad, hende min kone, hun laver stegt flæsk med persillesovs, men ved du hvad, torsk du, det vil hun simpelthen ikke lave, det er utroligt, men hendes stegte flæsk, og derinde i det hus, der boede min kammerat, indtil han kvalte sig selv med sådan en kabelstrip, ved du, hvad dét er, sådan en strip, ikke, nå men konen, hun vil faktisk heller ikke lave andre fisk, hun siger, det lugter.
Det blev 254 kroner. Men jeg var hjemme i god tid til at kravlevælte ud af sengen og lave havregrød til mine sultne børn. Win.
torsdag den 30. maj 2013
onsdag den 29. maj 2013
Tema: Alvorlig onsdag
Da vi boede inde i Århus savnede jeg en have og noget jordhøjde. Jeg skældte ud på universet og råbte, at det eneste gode ved byen-livet-tilværelsen-alting var Streetcoffee og Skanseparken og Aros.
(Nu har jeg have og jordhøjde og børn, der tumler lykkeligt rundt på en hel hektar land, og jeg ved godt, jeg skal prise min lykke. Jeg gør det også ganske tit.)
Og i weekenden nåede vi endda forbi Skanseparken og Streetcoffee og et enkelt loppemarked, for længere væk er det jo heller ikke, vel. Det kan man også prise sig lykkelig for.
Men.
Jeg indså noget derinde i byen i weekenden: Jeg havde manglet det SÅ meget - det kaffe, de mennesker, den trafik, den by, hvad ved jeg - at det var helt scary så glad jeg blev af at få mit fix. Mine skuldre faldt ned. Min stemme blev normal.
Og nej, jeg idylliserer ikke vores fjerdesalsfortid. Men på nogle måder er det altså svært for en gammel Amagerhund at lære nye, jydske forstadstricks. Det er så nemt at sidde med udsigt til de lykkelige børn og all that jazz og holde små farlige peptalks for sig selv:
Se mig, jeg priser min lykke.
Se mine lykkelige børn, se, se det bløde eftermiddagslys over markerne, se køkkenhaven, mand!
Fuck cafeer, det er dyrt og overfladisk, jeg har min Nespresso og mine gode værdier og mine smukke bofæller, på hvis terasser jeg altid er velkommen til kaffe.
Fuck parker, jeg har en hel hektar land.
Fuck short-distance-cykling.
Fuck visheden om, at alting er lige om hjørnet.
Fuck ParadIs.
Fuck byen.
Fuck kunst.
Fuck.
I hele nej-man-kan-ikke-få-alt-og-vi-må-prioritere-og-lave-kompromiser-og-halløj-spillet har vi klaret os ret godt. Virkeligt godt, faktisk. Alligevel er det farligt at sidde herude i forstaden og dekonstruere alt dét, der (ja, og undskyld højstemtheden denne onsdag morgen) er en del af min selvforståelse og identitet og livskvalitet og halløj. Det bliver nødt at være ok at savne parker og cafeer og den der flygtige fornemmelse af byens muligheder - selvom det er svært at forklare, hvorfor de ting der nu lige skulle være så vigtige.
Jeg har brugt årevis på at lave samme nasty finte med København: Jamen hvor vigtigt er det lige at bo tæt på alle sine gymnasievenner? Jamen det skal da heller ikke alene være jobmuligheder, der styrer, hvor vi bor, vel?
Det går simpelthen ikke at gøre det samme igen, nu bare med byer generelt. Det går ikke pege på det, der er vigtigt for mig, og råbe: DET ER I VIRKELIGHEDEN SLET IKKE VIGTIGT, bare se på resten af din lille familie, den er sguda ligeglad med cafekaffe og kunstmuseer!
Så bliver jeg lillebitte inden i og føler mig forkert. Over ikke at prise min lykke nok. Så glemmer jeg, hvem jeg er, og hvad der gør mig glad.
Ja, det blev en alvorlig onsdag. Men jeg kan ikke sparke mig frem for venner og bekendte og blogs, hvor by-have-forstad-land-overvejelserne fylder, og hvor jeg (tit fra damerne, faktisk) hører nogle af de her argumenter. Så det virker vigtigt-agtigt at snakke om det her. Og nej, jeg argumenterer ikke for at holde sig fra God Bedre Beder eller smukke marker i blødt i eftermiddagslys. Når jeg ved præcis, hvad det egentlig er, jeg argumenterer for, skal jeg nok sige til...
(Nu har jeg have og jordhøjde og børn, der tumler lykkeligt rundt på en hel hektar land, og jeg ved godt, jeg skal prise min lykke. Jeg gør det også ganske tit.)
Og i weekenden nåede vi endda forbi Skanseparken og Streetcoffee og et enkelt loppemarked, for længere væk er det jo heller ikke, vel. Det kan man også prise sig lykkelig for.
Men.
Jeg indså noget derinde i byen i weekenden: Jeg havde manglet det SÅ meget - det kaffe, de mennesker, den trafik, den by, hvad ved jeg - at det var helt scary så glad jeg blev af at få mit fix. Mine skuldre faldt ned. Min stemme blev normal.
Og nej, jeg idylliserer ikke vores fjerdesalsfortid. Men på nogle måder er det altså svært for en gammel Amagerhund at lære nye, jydske forstadstricks. Det er så nemt at sidde med udsigt til de lykkelige børn og all that jazz og holde små farlige peptalks for sig selv:
Se mig, jeg priser min lykke.
Se mine lykkelige børn, se, se det bløde eftermiddagslys over markerne, se køkkenhaven, mand!
Fuck cafeer, det er dyrt og overfladisk, jeg har min Nespresso og mine gode værdier og mine smukke bofæller, på hvis terasser jeg altid er velkommen til kaffe.
Fuck parker, jeg har en hel hektar land.
Fuck short-distance-cykling.
Fuck visheden om, at alting er lige om hjørnet.
Fuck ParadIs.
Fuck byen.
Fuck kunst.
Fuck.
I hele nej-man-kan-ikke-få-alt-og-vi-må-prioritere-og-lave-kompromiser-og-halløj-spillet har vi klaret os ret godt. Virkeligt godt, faktisk. Alligevel er det farligt at sidde herude i forstaden og dekonstruere alt dét, der (ja, og undskyld højstemtheden denne onsdag morgen) er en del af min selvforståelse og identitet og livskvalitet og halløj. Det bliver nødt at være ok at savne parker og cafeer og den der flygtige fornemmelse af byens muligheder - selvom det er svært at forklare, hvorfor de ting der nu lige skulle være så vigtige.
Jeg har brugt årevis på at lave samme nasty finte med København: Jamen hvor vigtigt er det lige at bo tæt på alle sine gymnasievenner? Jamen det skal da heller ikke alene være jobmuligheder, der styrer, hvor vi bor, vel?
Det går simpelthen ikke at gøre det samme igen, nu bare med byer generelt. Det går ikke pege på det, der er vigtigt for mig, og råbe: DET ER I VIRKELIGHEDEN SLET IKKE VIGTIGT, bare se på resten af din lille familie, den er sguda ligeglad med cafekaffe og kunstmuseer!
Så bliver jeg lillebitte inden i og føler mig forkert. Over ikke at prise min lykke nok. Så glemmer jeg, hvem jeg er, og hvad der gør mig glad.
Ja, det blev en alvorlig onsdag. Men jeg kan ikke sparke mig frem for venner og bekendte og blogs, hvor by-have-forstad-land-overvejelserne fylder, og hvor jeg (tit fra damerne, faktisk) hører nogle af de her argumenter. Så det virker vigtigt-agtigt at snakke om det her. Og nej, jeg argumenterer ikke for at holde sig fra God Bedre Beder eller smukke marker i blødt i eftermiddagslys. Når jeg ved præcis, hvad det egentlig er, jeg argumenterer for, skal jeg nok sige til...
BetteLiv i den helt og aldeles udmærkede Skansepark, som det er OK at savne... Blev der sagt. |
tirsdag den 28. maj 2013
Sleigh bells
Han vågner midt i dobbeltsengen, halvt gråd og halvt skingert skrig:
VOKSEVÆRK I FODEN
det betyder mareridt
det betyder en dårlig dag i børnehaven, en dag der bliver ved og ved og stjæler natten
det betyder, at noget skældud har sat sig i en klump i kroppen, der gør det svært at sove
Og det betyder... vokseværk
At hans fødder i størrelse 26 er ved at blive til 27, og det gør ondt
Det er aldrig til at vide
ME-DI-CIIIN hulker han
Så jeg tager ham op
Og vugger ham
Og skælder ikke ud
(for en gangs skyld, én fucking gangs skyld)
Og jeg lader være med at gå i panik over, om det nu er normalt at skrige som en sindssyg, når man er fire et halvt, om han skør
Og vi går lidt, som da han var en baby
MEDICIN skriger han
MEDICIN MEDICIN MEDICIN
Og jeg hvisker: Jeg har en sang, der virker
Og synger
creamcolored ponies and crisp apfel strudel
door bells and sleigh bells and schnitzel with noodle
la la la la la la la la la la
these are a few of my favourite things
Han skriger lidt
og græder lidt
og sparker lidt med den fod, det måske-måske ikke gør ondt i
Jeg vugger og synger ind i hans råben og græden
Og jeg prøver at komme i tanker om, hvor det er, vi har Panodil Mixtur
Hvis nu
Mens jeg synger
4000 vers af en gammel musical-sang, han ikke forstår et ord af
Til sidst putter vi
i hans seng
Mens jeg synger ham i søvn, tror jeg
For til sidst siger han, med lukkede øjne og med helt vågen stemme
jeg elsker de sleigh bells
sleigh bells
sleigh bells
sleigh bells
det virkede mor
det gør ikke ondt mere
VOKSEVÆRK I FODEN
det betyder mareridt
det betyder en dårlig dag i børnehaven, en dag der bliver ved og ved og stjæler natten
det betyder, at noget skældud har sat sig i en klump i kroppen, der gør det svært at sove
Og det betyder... vokseværk
At hans fødder i størrelse 26 er ved at blive til 27, og det gør ondt
Det er aldrig til at vide
ME-DI-CIIIN hulker han
Så jeg tager ham op
Og vugger ham
Og skælder ikke ud
(for en gangs skyld, én fucking gangs skyld)
Og jeg lader være med at gå i panik over, om det nu er normalt at skrige som en sindssyg, når man er fire et halvt, om han skør
Og vi går lidt, som da han var en baby
MEDICIN skriger han
MEDICIN MEDICIN MEDICIN
Og jeg hvisker: Jeg har en sang, der virker
Og synger
creamcolored ponies and crisp apfel strudel
door bells and sleigh bells and schnitzel with noodle
la la la la la la la la la la
these are a few of my favourite things
Han skriger lidt
og græder lidt
og sparker lidt med den fod, det måske-måske ikke gør ondt i
Jeg vugger og synger ind i hans råben og græden
Og jeg prøver at komme i tanker om, hvor det er, vi har Panodil Mixtur
Hvis nu
Mens jeg synger
4000 vers af en gammel musical-sang, han ikke forstår et ord af
Til sidst putter vi
i hans seng
Mens jeg synger ham i søvn, tror jeg
For til sidst siger han, med lukkede øjne og med helt vågen stemme
jeg elsker de sleigh bells
sleigh bells
sleigh bells
sleigh bells
det virkede mor
det gør ikke ondt mere
fredag den 24. maj 2013
Kys og kram og hukommelsestab
De andre to-børns-mødre siger:
Næææh, noget af det ALLERbedste ved barn nummer to er, at man ligesom får lov at genopleve barn nummer et. Når barn nummer to lærer at snakke, kan man fx totalt mærke, hvordan det var, dengang barn nummer et lærte at snakke. SÅ dejligt.
Jeg nikker og smiler og lader som om, at Livse-udviklingen får mig til at huske alt om Sønne-udviklingen. Jeg vil ikke være uden for, og jeg vil ikke være sådan en, der har glemt, hvordan det var, da den store var lille.
Men det har jeg. Glemt det. Han har været fire trekvart år altid, ifølge min guldfiskehukommelse. Kun videoer og billeder kan hjælpe på den sag.
Til gengæld får jeg lov at genopleve noget andet: Min egen barndom. (Og lad os ikke dvæle alt for længe ved, hvad det eventuelt siger om mig som mor og menneske.)
Som når Livse voldkrammer sin storebror, der - helt forgæves - forsøger at vriste sig fri af hendes bomstærke favntag. Så bliver jeg selv en storesøster i børnehavealderen, der forsøger at undslippe mig en lillesøsters kyssen og krammen.
Eller når vi skælder ud, og jeg ser, hvor ked af det, han bliver. Eller når de begge glæder sig så meget til deres fødselsdage, at de næsten-næsten-næsten ikke kan vente. Eller når Sønne bliver så stolt af sin lillesøster, at han råber højt: SE, HUN KAN LAVE LORT PÅ POTTEN NU! HAR JEG LÆRT HENDE DET, MOR, HAR JEG? Eller han forklarer hende om verdens mange sammenhænge med ægte storebror-stemme: Se, Livse, sneglen har noget lim på, det er sådan, at snegleburet kan sidde fast.
Og. Så. Videre. Det er faktisk dejligt. Også selvom jeg savner fornemmelsen af BetteSønne på min arm og i mit hoved.
Næææh, noget af det ALLERbedste ved barn nummer to er, at man ligesom får lov at genopleve barn nummer et. Når barn nummer to lærer at snakke, kan man fx totalt mærke, hvordan det var, dengang barn nummer et lærte at snakke. SÅ dejligt.
Jeg nikker og smiler og lader som om, at Livse-udviklingen får mig til at huske alt om Sønne-udviklingen. Jeg vil ikke være uden for, og jeg vil ikke være sådan en, der har glemt, hvordan det var, da den store var lille.
Men det har jeg. Glemt det. Han har været fire trekvart år altid, ifølge min guldfiskehukommelse. Kun videoer og billeder kan hjælpe på den sag.
Til gengæld får jeg lov at genopleve noget andet: Min egen barndom. (Og lad os ikke dvæle alt for længe ved, hvad det eventuelt siger om mig som mor og menneske.)
Som når Livse voldkrammer sin storebror, der - helt forgæves - forsøger at vriste sig fri af hendes bomstærke favntag. Så bliver jeg selv en storesøster i børnehavealderen, der forsøger at undslippe mig en lillesøsters kyssen og krammen.
Eller når vi skælder ud, og jeg ser, hvor ked af det, han bliver. Eller når de begge glæder sig så meget til deres fødselsdage, at de næsten-næsten-næsten ikke kan vente. Eller når Sønne bliver så stolt af sin lillesøster, at han råber højt: SE, HUN KAN LAVE LORT PÅ POTTEN NU! HAR JEG LÆRT HENDE DET, MOR, HAR JEG? Eller han forklarer hende om verdens mange sammenhænge med ægte storebror-stemme: Se, Livse, sneglen har noget lim på, det er sådan, at snegleburet kan sidde fast.
Og. Så. Videre. Det er faktisk dejligt. Også selvom jeg savner fornemmelsen af BetteSønne på min arm og i mit hoved.
onsdag den 22. maj 2013
Hornfisk
Håhrnfisk. Ikke hornfisk, men håååhrnfisk. Så gennemjysk, at jeg måtte sige "hvad siger du, skat?" og så en gang til "Hvad? Hvad?!"
Det var dér, det gik op for mig. Med et PLING - en ægte sjælden aha-oplevelse:
Jeg er mor til en forstadsdreng et sted i Jylland.
En lykkelig forstadsdreng, der - når han bliver lige så stor som de lykkelige forstadsdrenge, der havde fanget de mange hårhnfisk, han snakkede om - formentlig spiller fodbold flere gange om ugen og tager på fisketur og ønsker sig en knallert.
Som skal med en af de blå busser, hvis han skal noget som helst andet end at spille fodbold eller fange fisk.
Eller som skal køres i bil til alting. Af sin mor.
Som går i fritidsklub med de samme fodboldsspillede, fiskende, gennemjysk-talende drenge, som han også går i skole med.
Og bliver konfirmeret med nede i Beder kirke.
Som sniger sig ned i Brugsen på Beder Torv og køwer snolder og brezeers.
Glimrende, alt sammen ikke? God Bedre Beder - herfra hans verden går. Det lyder ikke så skræmmende, egentlig, nu hvor jeg skriver det ned. Et godt børneliv, ikke sandt?
Men alligevel det var skræmmende, da han sagde hårhnfisk. Jeg så det hele i et sjældent tv-serie-agtigt glimt: Fodbolden, kirken, fritidsklubben. Og jeg så alt det, der ikke er en del af ens børne- og ungdomsliv, hvis man siger hårhnfisk og bor i Beijer:
Klassekammerater fra et bredt udvalg af villaer, lejligheder, betonghettoskotøjsæsker og tidligere kollektiver
Naboer i alle aldre og hudfarver
WOOOOWmanden nede foran Amager Centret
Klatindkøb hos araberkøbmanden
Mangfoldige og helt selvstændige skole-research-ture til ambassader, avisredaktioner, Folketinget og den slags. Endda Børsen. Hvor vi stjal wienerbrød. For læreren var ikke med, og vi kunne hurtigt cykle vores vej igen.
Søndagsture på Glyptoteket og ned under Christiansborg og mange andre steder, vi gjorde en dyd ud af at hade
Uendeligt mange ture op og ned i Illums glaselevatorer. HOP råbte vi og var vægtløse et lillebitte øjeblik.
Visheden om at være midt i alting og alligevel kunne cykle hjem, altid.
Det er ikke nostalgi, selvom det lyder sådan. Det er bare sådan det er. Eller rettere, det er bare sådan, det bestemt ikke er, hvis man er sådan en, der siger hårhnfisk.
Og det kan godt være en ret trist erkendelse, hvis man selv bare siger hornfisk og er virkeligt glad for ambassader og araberkøbmænd.
PS Da jeg var præcis så gammel som Sønne, sagde jeg jåårdbær i stedet for jordbær. Så flyttede vi til København. Det må vi snakke om en anden dag.
PPS Håhrnfisk har nogle virkeligt seje turkisgrønne ben. Det var derfor, vi måtte blive ved og ved at snakke om dem. Og gemme dem, benene, så vi kunne vise dem til far.
Det var dér, det gik op for mig. Med et PLING - en ægte sjælden aha-oplevelse:
Jeg er mor til en forstadsdreng et sted i Jylland.
En lykkelig forstadsdreng, der - når han bliver lige så stor som de lykkelige forstadsdrenge, der havde fanget de mange hårhnfisk, han snakkede om - formentlig spiller fodbold flere gange om ugen og tager på fisketur og ønsker sig en knallert.
Som skal med en af de blå busser, hvis han skal noget som helst andet end at spille fodbold eller fange fisk.
Eller som skal køres i bil til alting. Af sin mor.
Som går i fritidsklub med de samme fodboldsspillede, fiskende, gennemjysk-talende drenge, som han også går i skole med.
Og bliver konfirmeret med nede i Beder kirke.
Som sniger sig ned i Brugsen på Beder Torv og køwer snolder og brezeers.
Glimrende, alt sammen ikke? God Bedre Beder - herfra hans verden går. Det lyder ikke så skræmmende, egentlig, nu hvor jeg skriver det ned. Et godt børneliv, ikke sandt?
Men alligevel det var skræmmende, da han sagde hårhnfisk. Jeg så det hele i et sjældent tv-serie-agtigt glimt: Fodbolden, kirken, fritidsklubben. Og jeg så alt det, der ikke er en del af ens børne- og ungdomsliv, hvis man siger hårhnfisk og bor i Beijer:
Klassekammerater fra et bredt udvalg af villaer, lejligheder, betonghettoskotøjsæsker og tidligere kollektiver
Naboer i alle aldre og hudfarver
WOOOOWmanden nede foran Amager Centret
Klatindkøb hos araberkøbmanden
Mangfoldige og helt selvstændige skole-research-ture til ambassader, avisredaktioner, Folketinget og den slags. Endda Børsen. Hvor vi stjal wienerbrød. For læreren var ikke med, og vi kunne hurtigt cykle vores vej igen.
Søndagsture på Glyptoteket og ned under Christiansborg og mange andre steder, vi gjorde en dyd ud af at hade
Uendeligt mange ture op og ned i Illums glaselevatorer. HOP råbte vi og var vægtløse et lillebitte øjeblik.
Visheden om at være midt i alting og alligevel kunne cykle hjem, altid.
Det er ikke nostalgi, selvom det lyder sådan. Det er bare sådan det er. Eller rettere, det er bare sådan, det bestemt ikke er, hvis man er sådan en, der siger hårhnfisk.
Og det kan godt være en ret trist erkendelse, hvis man selv bare siger hornfisk og er virkeligt glad for ambassader og araberkøbmænd.
PS Da jeg var præcis så gammel som Sønne, sagde jeg jåårdbær i stedet for jordbær. Så flyttede vi til København. Det må vi snakke om en anden dag.
PPS Håhrnfisk har nogle virkeligt seje turkisgrønne ben. Det var derfor, vi måtte blive ved og ved at snakke om dem. Og gemme dem, benene, så vi kunne vise dem til far.
tirsdag den 21. maj 2013
These shoes were made for biking
Efter verdens længste, mørkeste, ondeste vinter er det igen blevet nogenlunde sikkert at cykle fra God Bedre Beder til Endnu Bedre Århus.
Så det gør jeg. Prustende og stønnende på en cykel med så tilpas ekset baghjul, at jeg ikke føler mig helt åndssvag, når jeg atter og atter overhales af spandexklædte lyn.
OK, jeg føler mig ret åndssvag. Især fordi ret mange af de spandexklædte er mindst dobbelt så gamle som mig. Så jeg forsøger at lune mig ved de mange punkter, hvor jeg helt sikkert vinder konkurrencen mod de andre forstads-bjergryttere, nemlig:
- Tungeste cykel og dermed størst styrketræningspotentiale
- Modigste cyklist (thi jeg er den eneste, der kører uden cykelhjelm. Og jæsjæs, I know. Men det gør jeg altså. Mit morhår er kun pænt, når der er nogle hårnåle i, og så må man ikke køre med hjelm, siger de kloge)
- Mest funky cykelsko. Det kan godt være, alle de andre har sårn nogle aerodynamiske nogle med klips og halløj. Men mine er røde.
mandag den 13. maj 2013
Flugt og fisk
Jeg har efterladt min syge familie blandt rod og brækspande og uanede mængder tegnefilm og er taget på arbejde.
Oh, hvilken ussel mor og dame jeg er!
Oh, hvilken velsignelse med uafbrudt tid foran skærm!
Og med kaffe ad libitum!
Og med overspringsminutter ind i mellem til at kigge lidt på telefonbilleder og komme i tanker om, at de to små også kan gøre andet end at kaste op og råbe dummemordummemor. Fx ae nogle nyfangede bofællesskabsfisk:
Oh, hvilken ussel mor og dame jeg er!
Oh, hvilken velsignelse med uafbrudt tid foran skærm!
Og med kaffe ad libitum!
Og med overspringsminutter ind i mellem til at kigge lidt på telefonbilleder og komme i tanker om, at de to små også kan gøre andet end at kaste op og råbe dummemordummemor. Fx ae nogle nyfangede bofællesskabsfisk:
søndag den 12. maj 2013
Og så på (dumme)mors dag
Manden er syg, Sønne er syg, Bette er syg. Med forskellige vidunderlige ting, som de så smitter hinanden med på kryds og tværs.
Jeg er ikke syg. Måske bliver jeg det om under fem minutter, fordi jeg har jinxet det. Måske bliver jeg det aldrig mere, fordi jeg har brugt den forgangne uge på at marinere mit nu eventuelle multiresistente legeme i stresshormorner og tequila. Men det er en anden historie.
Jeg ved ikke, hvad det er jeg vil sige.
Udover at jeg bliver vanvittig af al den sygdom. Vanvittig og bitter. Var det for hulan ikke nu vi skulle løbe rundt udenfor, hånd i hånd, lyst hår blæsende i slow motion i forårsbrisen, og om-fucking-sider opleve lykken ved at bo på landet?
I stedet piver vi som hundehvalpe og kaster med legetøj i frustreret sygdomskedsomhed og lærer vores små søstre at sige "dumme mor", så jeg nu har verdens mest utaknemmelige (og snottede) børnekor i ørerne. Højlydt og på repeat og i stereo: DUMMEMOR DUMMEMOR DUMMEMOR.
Andre af os (særligt den ganske rigtigt tiltagende dumme mor) tørrer bræk op og hælder saft op og skælder ud i frustreret sygdomsarrigskab.
Nu skal Sønne spille Pixeline, så jeg overlader computeren til ham. Bum. Over and out.
Jeg er ikke syg. Måske bliver jeg det om under fem minutter, fordi jeg har jinxet det. Måske bliver jeg det aldrig mere, fordi jeg har brugt den forgangne uge på at marinere mit nu eventuelle multiresistente legeme i stresshormorner og tequila. Men det er en anden historie.
Jeg ved ikke, hvad det er jeg vil sige.
Udover at jeg bliver vanvittig af al den sygdom. Vanvittig og bitter. Var det for hulan ikke nu vi skulle løbe rundt udenfor, hånd i hånd, lyst hår blæsende i slow motion i forårsbrisen, og om-fucking-sider opleve lykken ved at bo på landet?
I stedet piver vi som hundehvalpe og kaster med legetøj i frustreret sygdomskedsomhed og lærer vores små søstre at sige "dumme mor", så jeg nu har verdens mest utaknemmelige (og snottede) børnekor i ørerne. Højlydt og på repeat og i stereo: DUMMEMOR DUMMEMOR DUMMEMOR.
Andre af os (særligt den ganske rigtigt tiltagende dumme mor) tørrer bræk op og hælder saft op og skælder ud i frustreret sygdomsarrigskab.
Nu skal Sønne spille Pixeline, så jeg overlader computeren til ham. Bum. Over and out.
tirsdag den 7. maj 2013
Og så boede vi mange generationer sammen i et stort hus til vores dages ende
Se, hvem der kom hjem til mig igen for (wow!) en uge siden:
Og ja, med de to små kom også de søvnløse nætter og rod med rod på, og ingen-ingen tid til at blogge og, selvfølgelig, noget Sønne-feber med dertilhørende vi-arbejder-og-passer-børn-derhjemme-på-en-gang-og-gå-lidt-op-i-limningen-stemning.
Men alt det til trods, så krammer jeg dem stadig ekstrahårdt og tænker, at de aldrig nogensinde (nej, heller ikke når de bliver 18. Eller 45) må være væk fra mig mere end tre dage i træk igen.
Og ja, med de to små kom også de søvnløse nætter og rod med rod på, og ingen-ingen tid til at blogge og, selvfølgelig, noget Sønne-feber med dertilhørende vi-arbejder-og-passer-børn-derhjemme-på-en-gang-og-gå-lidt-op-i-limningen-stemning.
Men alt det til trods, så krammer jeg dem stadig ekstrahårdt og tænker, at de aldrig nogensinde (nej, heller ikke når de bliver 18. Eller 45) må være væk fra mig mere end tre dage i træk igen.
Abonner på:
Opslag (Atom)