(Nu har jeg have og jordhøjde og børn, der tumler lykkeligt rundt på en hel hektar land, og jeg ved godt, jeg skal prise min lykke. Jeg gør det også ganske tit.)
Og i weekenden nåede vi endda forbi Skanseparken og Streetcoffee og et enkelt loppemarked, for længere væk er det jo heller ikke, vel. Det kan man også prise sig lykkelig for.
Men.
Jeg indså noget derinde i byen i weekenden: Jeg havde manglet det SÅ meget - det kaffe, de mennesker, den trafik, den by, hvad ved jeg - at det var helt scary så glad jeg blev af at få mit fix. Mine skuldre faldt ned. Min stemme blev normal.
Og nej, jeg idylliserer ikke vores fjerdesalsfortid. Men på nogle måder er det altså svært for en gammel Amagerhund at lære nye, jydske forstadstricks. Det er så nemt at sidde med udsigt til de lykkelige børn og all that jazz og holde små farlige peptalks for sig selv:
Se mig, jeg priser min lykke.
Se mine lykkelige børn, se, se det bløde eftermiddagslys over markerne, se køkkenhaven, mand!
Fuck cafeer, det er dyrt og overfladisk, jeg har min Nespresso og mine gode værdier og mine smukke bofæller, på hvis terasser jeg altid er velkommen til kaffe.
Fuck parker, jeg har en hel hektar land.
Fuck short-distance-cykling.
Fuck visheden om, at alting er lige om hjørnet.
Fuck ParadIs.
Fuck byen.
Fuck kunst.
Fuck.
I hele nej-man-kan-ikke-få-alt-og-vi-må-prioritere-og-lave-kompromiser-og-halløj-spillet har vi klaret os ret godt. Virkeligt godt, faktisk. Alligevel er det farligt at sidde herude i forstaden og dekonstruere alt dét, der (ja, og undskyld højstemtheden denne onsdag morgen) er en del af min selvforståelse og identitet og livskvalitet og halløj. Det bliver nødt at være ok at savne parker og cafeer og den der flygtige fornemmelse af byens muligheder - selvom det er svært at forklare, hvorfor de ting der nu lige skulle være så vigtige.
Jeg har brugt årevis på at lave samme nasty finte med København: Jamen hvor vigtigt er det lige at bo tæt på alle sine gymnasievenner? Jamen det skal da heller ikke alene være jobmuligheder, der styrer, hvor vi bor, vel?
Det går simpelthen ikke at gøre det samme igen, nu bare med byer generelt. Det går ikke pege på det, der er vigtigt for mig, og råbe: DET ER I VIRKELIGHEDEN SLET IKKE VIGTIGT, bare se på resten af din lille familie, den er sguda ligeglad med cafekaffe og kunstmuseer!
Så bliver jeg lillebitte inden i og føler mig forkert. Over ikke at prise min lykke nok. Så glemmer jeg, hvem jeg er, og hvad der gør mig glad.
Ja, det blev en alvorlig onsdag. Men jeg kan ikke sparke mig frem for venner og bekendte og blogs, hvor by-have-forstad-land-overvejelserne fylder, og hvor jeg (tit fra damerne, faktisk) hører nogle af de her argumenter. Så det virker vigtigt-agtigt at snakke om det her. Og nej, jeg argumenterer ikke for at holde sig fra God Bedre Beder eller smukke marker i blødt i eftermiddagslys. Når jeg ved præcis, hvad det egentlig er, jeg argumenterer for, skal jeg nok sige til...
.JPG) |
| BetteLiv i den helt og aldeles udmærkede Skansepark, som det er OK at savne... Blev der sagt. |
HØØØØØØRRRRRTTTT! Blev der råbt. Det er ikke en enten-eller. Man skal ikke sige B og intet andet, bare fordi man har sagt A. Jeg er også nødt til at mærke melankolien, når jeg er i byen - ellers kan jeg ikke være på landet. Jeg kan ikke bare sige have og hurra, nu behøver jeg aldrig være andre steder. For i mit hjerte elsker jeg stadig den latte og den larm - men den er ikke min hverdag (og godt for det). Nå, argumenterne blev ikke klarere, men jeg forstår hvad du mener;-)
SvarSletJeg synes det er fedt, at du beskriver ambivalensen ved at få byidentitet og have-børnelivs-livet til at gå op i en højere enhed.
SvarSletDet er, for mit vedkommende i hvert fald, super relevant, fordi vi selv har så vanskeligt ved at rive os løs fra byen og samtidig trænger vi (jeg) til mere luft, privatliv og græs under tæerne på et splitsekund.
Jeg har nok mere eller mindre bevidst søgt efter bekræftelse på, at alt kan samles ét sted. Intet afsavn, men lutter idyl. Det ved jeg ikke er muligt og dine beskrivelser er med til at nuancere billedet. Det er et valg med dertilhørende fravalg. Vi må bare beslutte i hvilken retning vi måske kan opfylde flest ønsker. By eller hus i forstaden et sted.
By the way, så kan jeg genkende den lille lækre dame i blå overalls fra Skansen...hvilket vil sige, at vi har været der på samme tid i søndags. Jamen for pokker da:-)
Drik kaffe med mig, før du flytter ud i de forstæder. Så skal jeg nok være endnu mere ærlig, end jeg kan finde ud af at være her. Og sig hej næste gang, du spotter Bette i byen!
SletDrikker gerne kaffe med dig og hører hudløse ærligheder om forstadslivet.
SletNu bliver jeg nødt til at kigge grundigt efter Betteliv næste gang jeg er i Skansen. Bare de andre forældre ikke bliver ængstelige over den fremmede dame, som lusker rundt og nærstuderer deres døtres ansigter:-)
Selvfølgelig er det ok at savne byen. Det ville da næsten også være underligt, hvis du ikke gjorde. Jeg savner Kbh ad h**** til. Men savnet kan heldigvis holdes i ave ved, at jeg er derinde fra tid til anden. Hvor jeg så til gengæld også når at få nok af larmen og menneskerne og trafikken og glæder mig til at komme hjem til forstadsidyllen.
SvarSletMen det har taget tid at nå hertil. Og når Øglen så oven i købet fra tid til anden (dog heldigvis ikke så meget mere) med bævende stemme udbryder "Jeg savner Østerbro og min gamle børnehave", så er det svært ikke bare at råbe røv og flytte tilbage, hurtigere end nogen kan nå at sige "forstadsidyl".
Livet i byen havde imidlertid også sine downsides. Som at bo på fjerde uden elevator og med to små børn, fx. En temmelig crappy boligforening - og sindssyge priser på alle andre lejligheder. Og forstaden er god for alle i min lille familie. Inklusive mig selv. Det skal jeg bare lige forstå :-)
Hehe, det var lige jer tre, jeg tænkte på, da jeg skrev indlægget...
SvarSletMit problem er - tror jeg - at jeg ikke kan opgive tanken om at få ALTING. Jeg kan godt argumentere rationelt for kompromiser og give&take og at pendling er en pris man må betale og blablabla, men i virkeligheden er jeg pissepigesur på universet (og hvem der ellers i nærheden) over, hvor langt væk jeg er fra både København og Århus.
Men altså, kan man ikke få alting? Jeg synes lidt jeg har det. Bor i provinsen, røvsyg kedelig flække med ligustere og bøgehække overalt, men skønne naboer, grillhygge, græs og dejligt hus. Du har læst mine beskrivelser før, ved jeg :-)
SvarSletMen jeg elsker det. Og jeg elsker linje C. For den kører lige ind midt i hjertet af Kbh. Ligesom jeg boede i New Jersey, The Garden State, that says it all! Det vigtigste man kan sige om New Jersey, er at det IKKE er New York. Og hver eneste gang jeg kom ind på Manhattan bankede mit hjerte lige den tand hurtigere og suget i min mave sagde det hele. Jeg ELSKER Manhattan. Jeg elsker byer. Storbyer.
Kunne jeg bo der. Never. Ikke med de ting, der følger i mit kølevand lige nu. To små rollinger. Det passer bare ikke til mig. Nogen kan sagtens gøre det. Fred være med dem. Fedt for dem endda. Jeg kan ikke. Hvis jeg var single eller kun mig og manden, så jo måske. Men jeg slæber gerne ungerne med derind. Mine børn skal ikke være sådan nogle unger fra provinsen, der aldrig har været inde i den store by, som ligger 40 minutter væk i s-toget. De børn underviser jeg en del af på Skolen på den Anden Side af Vejen.
Jeg ville ønske at folk ikke gik så meget op i det. Altså at vi alle bare boede, hvor vi boede og fik det bedste ud af de valg vi nu engang havde taget. Altså, i stedet for at tænke en hel masse om det valg DE ANDRE har taget. For hold nu op, hvor har vi hørt på meget lort om at vi valgte at bo i provinsbyen både her og i New Jersey i stedet for metropolerne København og NY. Folk fatter ikke, at jeg godt kan lide metropolerne alligevel. Og at jeg godt kan være derinde og få sug i maven uden at misunde dem deres liv på Broerne i samme åndedrag.
Nå, men for at blive i onsdagsalvoren, så er det vel noget med at hvile lidt i det man er i. Også når andres holdninger og ens egne afsavn får en til at vakle. Eller hvad?
Og fedt indlæg, for øvrigt :-)
Men det handler ikke nødvendigvis om ikke at hvile i noget, synes jeg. Jeg synes som udgangspunkt jeg hviler i de valg jeg træffer. For mig handler det et eller andet sted om den splittelse der er mellem drøm og virkelighed, mig-mig og mor-mig. For jeg har det ligesom dig, AB. Det er fantastisk at kunne få lidt af hvert, men det er jo følelsen af at være så splittet mellem de drømme, fornemmelser, whatever, som byen kan sætte i gang og som ligusteren ikke kan. Hvor provinslivet til gengæld giver det nære, trygheden osv. Og jeg synes ikke man behøver at nå frem til at hvile i det, slutte fred, lukke ned. For mig er det også en drivkraft at længes efter byen, drømmene og mig selv - uden at jeg dermed nyder det nære mindre af den grund... Interessant emne herinde i carporten!!
SvarSletTak Astrid, det er meget spot on: Mor-mig og mig-mig. Mor-mig elsker bofællesskabet i forstaden, virkelig. Selvom jeg ville ønske, jeg kunne have det som AB - at jeg faktisk har det hele - så får jeg det næppe sådan.
SvarSletOg AB: Det er ganske givet mine egne afsagn, der er med til at få mig til at vakle. Men det er ikke andres holdninger. Faktisk synes jeg, at den positive fortælling om forstæderne og om, at børn lissom bedst kan blive lykkelige dér, er meget, meget stærk. Og jeg møder stort set ingen negativ respons på mine geografiske valg. Tværtimod. Men jeg er selv vokset op ti raske cykelminutter fra Københavns Rådhusplads og har altid taget det som en selvfølge, at alt det vigtigste i landet er tæt på altid. OG jeg havde en have. OG nogle nabobørn at lege med på vejen og venner tæt på. OG jeg boede tæt på skov og strand (og på rockerborge og narkomaner, men det mærkede jeg ligesom ikke rigtigt noget til...). Jeg har også boet i Finnebyen i Århus og følt, at jeg havde alting dér. Min forkælede grundindstilling er, at jeg vitterligt burde have alt - og jeg kan se på Manden, at det synes han, han har i God Bedre Beder. Jeg gad bare virkeligt, virkeligt godt have det sådan også.
Jeg undskylder dybfølt for diverse (omend spredte) tag-dig-nu-sammen-søde-så-langt-væk-ligger-århus-da-heller-ikke-agtige kommentarer. Jeg kan faktisk godt se hvordan sådan et savn kan komme til at fylde en hel del.
SvarSletHar nok af og til haft lidt svært ved at sætte mig ind i det, fordi du et eller andet sted lever min drøm - dejlig mand, to skønne unger, en hektar at boltre sig på, høns (!) - og alt sammen i noget der set fra Vordingborg-vinklen ligner en yderst komfortabel afstand fra Danmarks næststørste by med Aros, Skanseparken og den dersens kaffe, jeg snart bliver nødt til at prøve :-)
Men længslen kender jeg, selv om min er rettet mod noget andet. Savnet af det liv, man kunne have levet. Følelsen af at man ikke er faldet helt rigtigt på plads, at man må nøjes med at fylde sin identitet trekvart ud.
Og hvis du får glædes-trip af at drikke rigtig kaffe og se ungerne lege i Skanseparken, så må hyppige ture til Århus ind som et fast punkt i kalenderen. Ikke nær så godt som at have det lige rundt om hjørnet, nej, men et fix af og til kan forhåbentligt dæmpe symptomerne.
Åh jamen søtte, du skal sgutte undskylde. Jeg har klart brug for peptalks og påmindelser om, at selvom jeg er geografisk utilfreds, så er jeg sandelig heldig på så mange områder. Og så har jeg brug for besøg! Jeg gir Streetcoffee!
SletDet der med at leve med længsel er så hulens svært. Især fordi vi jo i årevis altid bare kunne kaste os hovedkuls ud efter det, vi længtes efter uden alt for store omkostninger. Nu er det ikke bare sværere, det er også nogle gange det forkerte at gøre - selvom jeg længes efter byen og Skanseparken, så skal mine meget friluftsagtige børn ikke tilbage i en lejlighed. Jeg må leve med længslen og forsøge at falde på plads.