Næææh, noget af det ALLERbedste ved barn nummer to er, at man ligesom får lov at genopleve barn nummer et. Når barn nummer to lærer at snakke, kan man fx totalt mærke, hvordan det var, dengang barn nummer et lærte at snakke. SÅ dejligt.
Jeg nikker og smiler og lader som om, at Livse-udviklingen får mig til at huske alt om Sønne-udviklingen. Jeg vil ikke være uden for, og jeg vil ikke være sådan en, der har glemt, hvordan det var, da den store var lille.
Men det har jeg. Glemt det. Han har været fire trekvart år altid, ifølge min guldfiskehukommelse. Kun videoer og billeder kan hjælpe på den sag.
Til gengæld får jeg lov at genopleve noget andet: Min egen barndom. (Og lad os ikke dvæle alt for længe ved, hvad det eventuelt siger om mig som mor og menneske.)
Som når Livse voldkrammer sin storebror, der - helt forgæves - forsøger at vriste sig fri af hendes bomstærke favntag. Så bliver jeg selv en storesøster i børnehavealderen, der forsøger at undslippe mig en lillesøsters kyssen og krammen.
.JPG)
Eller når vi skælder ud, og jeg ser, hvor ked af det, han bliver. Eller når de begge glæder sig så meget til deres fødselsdage, at de næsten-næsten-næsten ikke kan vente. Eller når Sønne bliver så stolt af sin lillesøster, at han råber højt: SE, HUN KAN LAVE LORT PÅ POTTEN NU! HAR JEG LÆRT HENDE DET, MOR, HAR JEG? Eller han forklarer hende om verdens mange sammenhænge med ægte storebror-stemme: Se, Livse, sneglen har noget lim på, det er sådan, at snegleburet kan sidde fast.
Og. Så. Videre. Det er faktisk dejligt. Også selvom jeg savner fornemmelsen af BetteSønne på min arm og i mit hoved.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar