torsdag den 31. marts 2016

Nogle gaver er tunge at bære

Jeg ligger i sengen.
Med plukkeveer.
Med kvalme.
Med ondt i bækkenet.
Med udsigt til et forsømt forår.
Og uden - sådan virker det i hvert fald - nogen reel mulighed for at sygemelde mig sådan for realz.

Det er alt sammen rimeligt hæsligt og rimeligt forventligt.
Overraskelsen er, at jeg ikke er bitter. Bitterhed er ellers en følelse, der kommer meget let til mig. Meget let. Jeg var fx pænt bitter under det meste af graviditeten med BetteLiv, fordi jeg dårligt kunne bevæge mig og i øvrigt boede på fjerde sal, og var det måske ikke utroligt strengt gået af universet?! Når nu alle andre mennesker bor utroligt meget bedre og med haver og til næsten ingen penge og fede jobs og i meget mere mobile kroppe, hva'!?

Og nej-nej, jeg er ikke i kvidrende overskudsagtigt humør 24-7, vel. Der er dage, hvor jeg kun kan finde ud af at kigge ind i Netflix og slet ikke på mine børn. Eller hvor jeg vrisser arrigt af alle Mandens forsigtige forsøg på at planlægge en mulig fremtid, hvor jeg har det sådan her de næste ti uger.
Nok er jeg tyk, men jeg er ikke blevet til Buddha.

Til gengæld har jeg grund-forstået noget meget vigtigt, jeg tidligere kun har vidst med hovedet og ingenlunde med min ømme krop:
Jeg er priviligeret. Fuldstændig vanvittig priviligeret. På alle mulige måder og parametre:
Vi kan få de børn, vi vil have. Det er bare at beslutte sig, og et par dage eller måneder efter er jeg gravid. Og går som regel tiden ud, selvom symptomerne kunne pege i en anden retning.
Vi har - indtil videre - kun fået sunde og raske børn. Store, tykke, robuste babyer uden andre problemer end noget ørebøvl.
Vi er alle sammen sådan i det hele taget sunde og raske og glade.
Vi har seks (!) bedsteforældre, der - selvom de ikke svømmer i tid - nyder at være sammen med vores børn, når de kan.
Vi bor - omsider - i jordhøjde. Oven i købet et sted, som vrimler med legekammerater og økologisk mad og udsigt ud over markerne...
Vi er ikke rige (faktisk er økonomisk stress den største stressfaktor sårn lige pt.), men det er i det store hele et valg: Vi har valgt at hente vores børn tidligt. Vi har valgt at lave en del af vores film og andre opgaver for kunder, der ikke svømmer i penge. Vi har valgt - løbende - at rejse vores småbitte opsparinger op. Det kan lade sig gøre, fordi vi er enige, Prinsegemalen og jeg, om sådan cirka alle grundlæggende værdier, og fordi vi er så sygt svineheldige at bo i en del af verden med daginstitutioner og barselsdagpenge og alt det dér.

Og nu skal jeg nok stoppe, før jeg begynder at snakke om krigen i Syrien og taknemmeligheden over græsset der gror. Moralen er bare: Selvom nogle ting er tunge, tunge, tunge at bære, betyder det ikke, at der ikke kan være tale om en gave.
Og selvom noget af den nye, zen-agtige livsindstilling ganske givet hænger sammen med et preggo-højt oxytocin-niveau, betyder det ikke, at det ikke er fedt.

lørdag den 26. marts 2016

Ja. Jeg ligner én, der kan føde når som helst.

Sygeplejersken i modtagelsen: Ja, så du er her for at blive sat i gang!?

Mig: NEJ. Jeg er i uge 28.

---

Jordemoder nummer 1, i venteværelset: Dig - ja, dig - du er vist i fødsel. Kom med mig!

Mig: NEJ - vent... Jeg er i uge 28.

Jordemoder nummer 1: Hm. OK. Kom nu bare med mig op på fødegangen.

---

Jordemoder nummer 2, ved fødegangen: Dig - ja, dig - får du hjælp? Du ligner én, der er i aktiv fødsel.

Mig: NEJ - vent... eller jo. Jeg får hjælp. Om lidt, tror jeg.

Jordemoder nummer 2: Du kan stå op ad skranken. Det er rarere, når man har veer.

Mig: NEJ. Nej. Sidst jeg stod op ad lige præcis den skranke, fik jeg et barn cirka tre timer senere.

Jordemoder nummer 2: Og det vil du ikke have nu? Jeg sørger får, du får hjælp om lidt.

Jordemoder nummer 3: Du er i fødsel, hører jeg! Kom straks med mig.

Mig: JEG ER I UGE 28! VI KOM, FORDI JEG HAR DET SKIDT - VI RINGEDE, I SAGDE "KOM." JEG ER OVERHOVEDET IKKE I FØDSEL!!

Jordemoder nummer 3: Og det er du helt sikker på? Du ligner én, der er i fødsel...

---

Jeg VAR overhovedet ikke i fødsel. Blev vi alle sammen enige om til sidst, efter strimler var blevet kørt og hjertelyd målt over lang, lang tid, efter det var blevet diskuteret længe i plenum præcis, hvordan alle mine mange plukkeveer føles, og efter svaret på mange spændende blodprøver var kommet tilbage fra laboratoriet.

Hvad så? Jeg er bare syg på dødskvalme-trætheds-måden. Og har en mave så stor, kinder så røde og et åndedræt så overfladisk, at alle professionelle umiddelbart vurderer mig som værende pænt i gang med at føde et sundt og færdigt fire-kilos-barn. Better safe than sorry og tak til velfærdssamfundet, hypeventilerer jeg taknemmeligt for mig selv. Det er den her spændende graviditet i en nøddeskal. Jeg har fået fuld valuta for skattepengene og tilbragt helt uhyggeligt meget tid på Skejby. Prust. Vi ses snart hvislede jeg ud gennem tænderne, da vi endelig vaklede hjem - fra fødegangen - efter virkeligt mange timer. For det gør vi.


mandag den 21. marts 2016

I øvrigt er der noget virkeligt vigtigt, vi sket ikke har fået talt om...

... af mange gode grunde, selvfølgelig. (Noget med skole, som I ved, og noget med utroligt mange ture rundt med et dropstativ på Skejby Sygehus. Det vender vi også lige tilbage til.)

Ikke desto mindre: Her overbringer BetteLiv de store nyheder i tegninger og egne ord:




torsdag den 17. marts 2016

Sidste nyt fra kvartalsbloggeren

Skolen har lavet skemaet om, så ungerne får tidligere fri tre dage om ugen.

I Sønnes klasse er der startet nogle nye, så han ikke længere er nyest og mindst (det fine udtyrk er 'aldersintegreret indskoling med rullende skolestart").

De voksne omkring Sønne har lært ham at kende, sådan ægte, med alt hans følsomhed og stædighed og kvikhed og stille-hed og bøvlethed og det hele.

Sønne har opdaget, at han er den bedste til matematik. Og det er satme altid godt at være den bedste til noget (... til noget af det, der bliver kigget på i sådan en skole. Han er også bedst til at klatre i træer og klippe hæk med en elektrisk hæksaks, men det tæller ikke rigtigt)

Og så har Sønne efterhånden fået den tid, sådan et følsomt-stædigt-kvikt-stille-bøvlet-og-det-hele barn skal have, for at blive nogenlunde tryg ved en ny hverdag.

Resultatet? Jamen han ER jo faktisk nogenlunde tryg ved sin nye hverdag! Og derfor også et rart og tåleligt bekendtskab om eftermiddagen. Og morgenen. Han har kun skole-ondt i maven sådan cirka hver anden uge, så jeg har også kun skole-ondt i maven sådan cirka hver anden uge.

Klip til opryddet hjem, duftlys på toilettet, hjemmebagt brød, rene børn og blide forældresmil. Nej ok, jer narrer jeg ikke. Men hvis ikke jeg var så bange for jinx, ville jeg være fristet til at hviske: Det skal nok gå alt sammen.