fredag den 20. december 2013

Vinterfanden viste sig at være et udmærket menneske

Det er mærkeligt med den her vinter; den er her lissom bare. Uden det føles som om, at jeg er ved at gå til at vinterdepression.

Det er ganske uventet. Jeg har fx brugt det meste af sommeren på at have forhåndsangst over, at der skulle komme endnu en vinter, og jeg endnu en gang skulle sidde og rådne op på en frossen pløjemark i forstæderne.

Men: Pløjemarken er ikke frossen, og jeg sidder ikke og rådner men stikker af i Lupoen, når det er nødvendigt. Jeg kan fx køre ind og mødes med gode mennesker og smukke naboer i noget urban setting:


Den her vinter er ikke sidste vinter (og det er godt, for jeg kunne ikke have klaret det én gang til. Det tror jeg virkeligt ikke, at jeg kunne).

Og måske hjælper det nogle gange at male et rigtigt grimt billede af fanden på væggen, fordi virkelighedens vinterfanden så ikke er helt så styg i sammenligning?

mandag den 16. december 2013

Der er heldigvis også morgener, hvor man har lyst til at råbe HALLELUJA

Så vi bøvler med søvn og alment vanvid, ja? Ja.

Men så lige pludselig sover den søvnløse en hel nat (godt nok med tæerne mere eller mindre hvilende på mit ansigt, men dét kan jeg nu godt sove fra), og han hopper fresh ud af sengen næste morgen. Tager et bad uden bøvl. Spiser morgenmad i højt humør, mens han forklarer mig (!) om landene i Europa. Så leger han lidt (og griner meget) med sin søster, før vi kommer ud af døren. I god tid og uden skyggen af bøvl.

Er der nogen (udover Sønne), der pludselig har gjort noget rigtigt? Er det bare en af barndommens mange uforudsigelige og uundgåelige svingninger?

Og hvordan får vi det her til at fortsætte mere end én nat? For det er himmelen, sandelig!

Fra nissearkivet.

søndag den 15. december 2013

Musikintervention og så mange superlativer, man nu har lyst til

På bageste række sad en dame og græd, så hendes skuldre hoppede, og hun måtte pudse næse flere gange.

Glory to God, Glory to God, Glory to God in the highest, sang noget i retning af 400 korsangere for fødderne af hende med en styrke som et episk atlanterhavsstormvejr. 

Den grædende dames hår var kridhvidt mod den røde bagvæk i symfonisk sal, og det var på en eller anden måde nogle meget passende farver til sådan en julekoncert, tænkte jeg, før dirigenten skruede endnu mere op for stormstyrken og blæste alle mine tanker langt væk.

Endelig lagde grædedamens tromletykke mand en fraværende arm om hendes spinkle krop uden at dét fik sat en stopper for tårerne. Først da det igen blev solisternes tur, holdt hun op med at græde. Smukt, ja, men helt uden vindstød af stormstyrke. Tid til at trække vej, pudse næsen, tælle violinerne (21) og kigge rundt på det øvrige dannede, grånende publikum.

Og så:

Halleluja
Halleluja
Halleluja
For the Lord God omnipotent reigneth
Halleluja -

Jeg vil tro, at grædedamen græd igen. Men jeg kiggede ikke; sad bare der på balkonen med røde stormkinder og mine helt egne tårer.

Halleluja, halleluja!

Det var Händels Messias i Musikhuset, venner. Med hundredevis af begrejstrede, dygtige, rørte amatører og Aarhus Symfoniorkester. Og nu skal det sgu alligevel nok blive jul.

lørdag den 14. december 2013

Søvnintervention #2

"Tror du, det er et udviklingsspring?" spurgte bofællen, da jeg bistert hvislede noget om Sønne og søvn.

Og jeg svarede (stadig bistert) noget i retning af:

Er det et udviklingsspring?
Er det decembers daglige sukkerchok?
Er det vores opdragelse, der ultimativt har slået fejl?
Kræver vi for meget af ham?
Eller for lidt?
Sætter vi for få grænser? Eller for mange?
Mangler han nærvær? Eller gulerødder, eller motion eller opbyggelige historier fra gammeldags børnebøger?
Er det bare en dårlig vane? Og skal vi i givet fald lave sådan noget skema-haribo-intervention?
Er det en fase?
Er det vanvid?
Er det julestress eller vinterdepression?
Er han så oversød så meget af tiden, at han bliver nødt til at reagere? Er det min skyld?
Er det fordi, der er nogen, der strenge ved ham henne i børnehaven?
Er det? Er det, hva'?!?

Det værste er censureret væk, for det kan ikke tåle internettets evighed. But that's how I feel. Og det er meget, meget trættende.

(Bofællen kunne ikke svare på nogle af spørgsmålene. Det er forståeligt, synes jeg.)

fredag den 13. december 2013

Ingen jul uden søvnintervention

Vores liv er:

Intens julelykke med våde luciaøjne, gløgg, glade julebørn og kun moderat snue

skiftevis med

fuldstændigt afsindigt, vanvittigt afkom, der nægter at sove og optager timevis af dyrebar aften- og sovetid med at stædighedstorturere først den ene så den anden så begge desperate forældre. Med avancerede trusler, som kun en fem-årig kan fremsætte dem, og ubøjelighed stædighed, som den kun kan se ud hos en to-årig.

Det første er generelt for fesent at skrive om, det sidste gør mig så træt og tung, at jeg dårligt kan løfte armene op til tastaturet. Hvorfor er de så skøre? Hvad er det, jeg gør galt?

Og hvornår kommer Lola Jensen forbi (nej, ikke Erik Sigsgaard. Han er altid på børnenes side) og redder mig og børnene og aftenen og julen? Hva'?!

torsdag den 5. december 2013

Mælk i Midtjylland. Eller: Sammen redder vi verden

Når vi ikke lige juler eller slås med vores børn, så laver vi film. Manden og jeg. Vi har for eksempel lavet den her fødselsfilm, som efterhånden bliver set af alverdens højgravide damer.

Nu er vi så i gang med amningen (som går ad helvede til for forbløffende mange - for én ud af tre, hvis man skal tro på den seneste undersøgelse). 

Manden filmer allerede løs på nogle gode, nybagte forældremennesker, men vi vil gerne have nallerne i nogle flere.

Og det er her, I kommer ind i billedet.

For I kender selvfølgelig nogle midtjydske førstegangsgravide, som godt kan overveje at være med i en nydelig og lødig bette sag i stil med fødselsfilmen. Og som på den måde kan være med til at redde verden, eller i hvert fald fremtidens ammebøvlere (og os). I kan læse flere detaljer liiiige her neden for:


Det er i øvrigt er vor usædvanligt pæne bofælle Marlene, der er model. Sammen med bofællesskabsbebsen Vilfred - drengen, som alle Livses dukker er opkaldt efter. 

Det var et sidespor. 

Men: Kom glad med jeres førstegangsgravide venner og modtag evig taknemmelighed og god karma og øl (men det sidste byder vi nu som regel på alligevel).

onsdag den 4. december 2013

Grækerne og jyderne


“Det er da bare utroligt med Sønne. Så stor han er! Så meget fornuft man kan snakke med ham. Kan du huske, de vanvittige raserianfald, han havde engang? Det var så sindssygt. Det er lissom noget helt andet nu. He-elt andet. Han kan styre sig selv meget bedre. Sådan en stor og fornuftig dreng.”

Sagde jeg til Manden i går. Helt stolt og glad og lettet.

I morges kom jeg (i et inferno af hyl og skrig og trods og terror) i tanker om noget andet jeg engang sagde. Helt ung og klog og artig til studenteksamen i oldtidskundskab for mere end 13 år siden:

“Nemesis var noget helt naturligt for De Gamle Grækere. Man kunne godt lade være med at tro på hende, ikke, men det ville svare nogenlunde til at lade være med at tro på tyngdekraften.”

Det gælder så også for De Nye Jyder.

mandag den 2. december 2013

Det pynter det pynter!

For første gang siden jeg fik børn - nej, for første gang nogensinde, tror jeg - har jeg julet igennem på den voksne måde. Den overskudsagtige måde. Og før 20. december.

Juledekorationer (ja, i flertal), kalenderlys (ja, i flertal) gran på døren, strømper på søm, engle i vindueskarmen og glimmer udover det hele. De små i nissehuer og julemusik og ler- og grødfedtet tøj på den nuttede og ikke den klamme måde. Et selvfældet juletræ; et resultat af en lang og upylret gåtur over markerne. I Angulusfodtøj og nissehuer og sunde, røde kinder.

Liv der råber "det pynter, det pynter!" mens hun drysser lilla tryllestøv udover nogle grimpæne børnejulekort.

Liv der queerkorrekt siger "når mig blir voksen, mig være julemand. Så mig saver med motorsav! Og får en lille julebaby!"

Sønne der roser mit juleoutfit: "Jeg synes simpelthen bare, den kjole er så flot mor."
Og Livse: "Mors hue pynter!"

Her er endda delvist ryddet op. I stuen, i hvert fald.

Send bare damebladene og børnebladene og instagram og kreabloggerne forbi. I et ganske kort øjeblik, så de ikke hører begge mine børns konstante strøm bandeord (fækale, seksuelle og religiøse) og ser mig skælde ud, når ungerne hælder legoklodser udover det hele og forstyrrer den helt unikke og ryddelige juleidyl, jeg lige har fået stablet på benene. Eller overhører en putning efter en dag med julamok og sukkerchok, hvor der bliver sagt helt utroligt ujulede ting både af dem i køjesengen og af dem, der putter. 

Men ok. Overordnet set har vi satme fortjent mange julepoint.