torsdag den 30. september 2010

Irmelin vs. Flemse round one

Lige siden jeg luftede mine tanker om manglende eventyr i hverdagen, har min splittede personlighed været oppe og skændes med sig selv. Thi jeg består nemlig dels af meget urtede speltmor Irmelin og meget løsningsorienterede, meget højtråbende og konsekvent dårligt klædte Flemse. Nogle af jer kender udmærket dem begge.

OK. Først giver vi ordet til Irmelin, der trods intentioner om det modsatte er frygtelig bange for mennesker, der råber, og således intet tør sige, når først Flemse har været på banen. Irmelin ligger hovedet på skrå og siger med store øjne noget i denne her retning:

"Jeg kan godt forstå, livet i en børnefamilie kan være lidt af en udfordring nogle gange. Men hver ting til sin tid, ikke. Lige nu er Sønnes trivsel og tryghed det vigtigste, og du har en enestående chance for at være sammen med ham i disse betydningsfulde år. Det er et lille mirakel i sig selv. Tænk på, hvor mange gange dagligt du er helt varm-i-maven lykkelig over netop dét. Når han leger med sin far, og du kigger på. Når det lykkes at gennemføre et måltid uden æg i håret (!) og MED grønsager. Hver dag når du henter ham og kan se, hvor dejligt han har det i vuggestuen. Når han siger 'hårtørrer' første gang og konsekvent kalder sig selv for 'dig'. Ja, listen er endeløs!"

Og så halvråber Flemse:
"Ikke alt det kævl. Tag på eventyr, hvis du vil. Vær hverdags-fucking-zen, hvis du vil. GØR for helvede et eller andet. Tag ansvar for dit eget liv. Nu går JEG ud og drikker øl."

Jeg synes, de er lidt irriterende begge to. Men de bor altså i mit hoved og er ikke sådan til at slippe af med. I går fik de oven i købet besøg af Mit Fremtidsjeg, der begyndte at snakke om, at jeg engang med to-tre børn ville grine højt og hånligt af Mit Nutidsjeg, hvis jeg blev ved med at pippe op om manglende eventyrfrihed som etbarns-mutti. Men tre stemmer i hovedet er altså mindst én for mange. Så vi sendte Fremtidsjeget på porten og Nutidsjeget ind i sofaen med Manden og en film. Det hjalp lidt.

onsdag den 29. september 2010

Når trættemor ikke kan komme til verden...

... må verden komme til trættemor.

Og det gør den heldigvis også. Blog-statistikken fortæller nemlig, at Carporten har - hold nu godt fast - TO oversøiske læsere.

Én i USA, som jeg godt kan gætte, hvem er. Og én i Canada, som jeg ikke kan gætte, hvem er (jeg forestiller mig naturligvis noget med wi-fi i noget eksotisk inuit-is-bolig langt nordpå...). Dertil kommer noget Sverige og noget Østrig, så alt i alt føler Carporten sig vældigt international i dag.

De spændende nyheder stopper ikke her. Nope. For nu har vi ryddet op-agtigt i det fjerde (!) og sidste værelse, så det småt ligner det kontor-hobbyrum, vi gik og drømte om. Og - især - så støvallergiske søster, hvem det ikke går at placere på den ikke-støvsugbare gæstehems, har et sikkert sted at sove, når hun (juhu!) kommer på fredag. Bemærk i øvrigt, hvordan symaskinen næsten står fremme:

tirsdag den 28. september 2010

Jeg holder af hverdagen... Men allermest holder jeg af eventyret.

Det farlige ved eventyr og hverdagsbrud - hvor små og danske de end måtte være - er, at de smager af mere. MEREMEREMERE som Sønne siger. Og de minder én om, hvor utroligt hverdagsagtig hverdagen er. Om at man igen og igen og igen og igen står op til den samme dag. Med aflevering og arbejde og hentning og lidt leg og madlavning og oprydning og putning og mere oprydning og lidt snakning og så sovning.

Misforstå mig ikke. Jeg har et spændende job. Og en spændende familie. Og endda en moderat spændende carport. Ja, jeg holder, som visse andre, af hverdagen. Jeg holder bare allermest af den, når jeg ikke rigtigt har den inden for rækkevidde. Fx når jeg bor i Kina. Eller på en sejlbåd. Eller i en hospitalsseng. Eller er på ferie uden søvn og appetit i Sydafrika.

Men når jeg står midt i en stort set fuldt udviklet Børnefamiliehverdag med 9-16-aktiviteter og koordinering og meget lidt plads til spontanitet og omveje og kolbøtter... ja, så savner jeg jeg alle de steder rundt om i verden, hvor vi de sidste par år har siddet og savnet netop Den Normale Hverdag.

Det senmoderne menneske bliver aldrig helt hurlumhej-lykkeligt. Og søgrøs er altid grønnest i naboens fiskedam. Eller...? Måske ville det bare hjælpe med mere søvn og markant mindre natteroderi fra husstandens yngste og mest trodsige medlem. Måske.

mandag den 27. september 2010

Et slags postkort

Dagens gode råd: Tag til Tunø! Én times færgetur, og vupti står man midt i et stress-frit postkort med tilpas mange halvrustne Massey-Ferguson-traktorer, gamle sejlskibe og lokale drankere til, at det også lige kilder i hjernens forsømte eventyrcenter. Og solpailletter på vandet og udsigt til Samsøs bjerge.

Sønne virker ikke synderligt traumatiseret over for første gang at have været væk fra begge forældre hele TO nætter. Og Manden og jeg er noget, der ligner udsovede. Og uddrukkede. Og udsolede og udsoppede. Og udvandrede... Nej. Vi bliver her. Også selvom man kan få en nyistandsat Tunø-gård liige ned til vandet - og med egen vinmark - for sølle to millioner.




torsdag den 23. september 2010

Skul til verden...

Engang for længe siden overdoserede jeg mig selv med malariamedicin (!), mens jeg rejste alene rundt i Guatemala. Meget dygtigt. Meget fæl sygdom som straf. Og jeg befandt mig tilfældigvis et sted, hvor jeg ikke kunne blive, og hvor der ikke var nogen til at passe på mig. Så jeg tog en bus - I ved, sådan en aflagt, amerikansk skolebus dekoreret med neonfarver og kristen kitch og propfyldt med høns og indianere og kæmpetasker og the occasional backpacker - for at komme tilbage til et sted, jeg kendte, hvor nogen kendte nogen, som kendte nogen, som jeg kunne bo hos. Syv timer på et lille plasticsæde i en meget skrumplende bus et eller andet sted i grænselandet mellem bevidstløshed, kvalme og hønselort. Og så, med rygsæk over skulderen og sved på hele kroppen, asen og masen nogle kilometer gennem støv og flere høns hen til en venligtsindet familie, der puttede mig i en seng og fodrede mig med suspekt medicin fra det lokale apotek.

Jæs. Hvorfor nu denne snart ti år gamle lidelseshistorie? Jo, ser I, det er en avanceret form for brok. For jeg kom til at tænke på historien i dag, da jeg - nu med bus og klapvogn - skulle hente Sønne. For det der med at tåge sygdomsramt rundt med en rygsæk på et fremmed kontinent er på en eller anden måde for intet at regne i mod at tåge sygdomsramt rundt og skulle tage sig af et bette særdeles raskt og særdeles krævende menneske. Tænkte jeg.

I Guatemala kunne jeg ligesom koncentrere mig om: "OK. Frem til bjergby. Synk ned i seng. Forsøg at blive rask." (Og nej. Jeg havde ikke forstået, hvor bekymret den hjemme i Danmark panikramte forældregeneration var. Det er rart at være 20 år.)

Nu tænker jeg: "Åhjeg skal hente. Hentehente. Må ikke komme for sent. Hvad skal jeg stille op med Sønne hele eftermiddagen, mens Manden arbejder? Hvordan skal jeg undgå at smitte Sønne? Hvornår skal jeg arbejde? Jeg kan ikke arbejde. Jeg skal sove. Mon jeg kan parkere Sønne foran Pingu? Er det overhovedet OK? Hvornår skal jeg arbejde? Hvornår skal jeg sove? Hvornår kører bussen? Burde jeg hellere cykle? Jeg skal hente. Nu. Hvornår skal jeg sove?" Fortsæt selv...

Heldigvis er der jo panodil. Og vandrekaffe.

Og vandrekaffen manglede altså i Guatemala ("men er det ikke fra Guatemala, vores fantastisk lækre fairtrade namnam-kaffe kommer", spørger I måske. Jo, svarer jeg. De har eksporteret det hele og drikker selv nescafe-efterligninger. Synd for dem. Synd for de syge backpackere, der har brug for drugs...).

Løsningen på hvordan-underholder-jeg-krævende-Sønne-hele eftermiddagen-uden-større-mental-indsats blev i øvrigt at trille ham rundt i klapvogn og praktisere noget bus-, gravko- og trainspotting. Han var glad. Jeg var glad for ikke at skulle diskutere, hvorvidt han skulle bæres eller ej. Og for at have klapvognen at læne mig opad. Og for ballonen fra de rare damer og tokronen fra den rare mand - sidstnævnte så vi kunne aktivere det lille modeltog på banegården. Skul til verden, og verden smiler til dig og giver dig penge, balloner og forlommer i køen.

Ekskursionen endte i banegårdens Build-a-Bear, hvor Sønne kyssede stort set alle bamserne og jeg priste mig lykkelig for, at han endnu ikke har fattet, de kan købes. Og hvor jeg undrede mig grundigt over, hvem hulen der betaler 499 kroner for en bamse. 499 kroner! Og der var fyldt med mennesker, altså... Meget smart forretningside. Se selv:



Jeg lover at blive mere munter og mindre selvmedlidende asap. Eller i hvert fald hurtigst muligt. Stil gerne lune retter på måtten eller kom forbi med suspekt mirakelmedicin. Tak.

onsdag den 22. september 2010

Vuggestuepest vol. 2

Min strategi med at ignorere den spirende vuggestuepest virkede ikke. Nu er den her, pesten.

Kan I huske dengang, sygdom var noget med Anders And-blade og at blive hjemme fra skole og i værste fald kede sig og i bedste fald hygge sig ret meget? Nu er sygdom noget med MOAMOAMOA og hentehente og trække op af bakken og have fælt meget selvmedlidenhed. Jeg bærer med smil sure miner og dårligt humør min byrde. Og hvem skal lave alt voksenarbejdet? Jeg spørger bare.

Man ved, man er til møde med computerfolket...

... når projektlederen disker op med chips og cola og cocio (og ja, øl) for at fejre websitelancering. Og når man er den eneste, der noterer på papir og ikke på iPad eller bærbar. Og når der bliver sagt "nåårh", de få gange man forsigtigt pipper et computerord. "Var det ikke mig, der plejede at være den, der var webmor?" tænkte jeg, men nød på en mærkelig måde bare at være den bløde skrive-journalist-dame.

Og man ved, man er til møde med computerfolket, når de meget blege mænd for bordenden skiftevis siger "vi forstår ikke, hvad du siger" og "hvornår skal vi kode? Hvornår skal vi kode?" Seriøst. Jeg forstod heller ikke, hvad de sagde. Noget med nogle widgets og noget php og noget.

Men alle var og er søde. Mødet var hyggeligt på en meget tværfaglig sukker-og-mac-indhyllet måde, og jeg drak to colaer og et lille glas Cocio og overhørte overskudsagtigt spørgsmålet "er journalister dumme eller hvad?"

mandag den 20. september 2010

Ting jeg ikke helt forstår

  • At der er så få kilometer mellem den Irma, hvor vi i weekenden overhørte en ældre herre  overfuse personalet, fordi der ikke var mere øko-risottoris og den Fakta, hvor vi til daglig sparker os frem mellem 10-årige der shopper grøn sodavand og toastbrød med deres tre-fire små søskende. (Vi købte quinoa i Irma'en bare for lissom at passe ind - et behøv, jeg - nu jeg tænker over det - ikke har i Fakta...)
  • Hvorfor nogen (hvem!?! Hvem!? Sig det!) har udskiftet min normalt søde søn med et I've-created-a-monster-trodsalder-trip-barn, der bliver hysterisk, hvis han ikke får lov at bestemme alt. Fx hvorvidt jeg skal have forklæde på eller ej, når jeg laver mad... han siger ej.
  • Hvor tosse-optimistisk jeg var, da jeg bestilte denne her bog på nettet, umiddelbart før vi flyttede i hus-med-have:

Den kom med posten i dag: Biblen på den øko-religiøse-hippi-selvforsynings-gård, jeg boede på i Irland. Og jeg husker den med glæde... nu bladrer jeg i den med rynker i panden...

søndag den 19. september 2010

Hvis jeg var enlig mor til daglig...

... ville jeg være trættere
og tyndere på den usunde måde
og flytte op på skødet af bedsteforældre
(i blod eller ånd)
hurtigst muligt

Jeg ville tænde for Bamse & Kylling
uhyggelig tit
og servere hvidt brød og juice
uhyggelig sjældent
(for Sønne på speed er ikke til at håndtere ene kvinde)
men stopfodre med quinoa og fuldkorn

Jeg ville sjældent hente 14.30
men tit være streng i stemmen
på den dårlige måde
og før eller siden
blive skør af MOAMOAMOAMOA

Jeg ville spise sygt mange c-vitaminer
for aldrig
aldrig
at blive syg
og tvangsamme Sønne, til han blev... fem
(pga. de dersens antistoffer i mælken)

...

Jæs. Det var bare en strøtanke... efter tre dages semi-sygdomsramt græsenkeri med massiv opbakning fra Bedstemor Bet-bet & co. Og med massiv hygge og mange lakridspiber undervejs, selvom det ikke lige fremgår. I øvrigt er de to enlige mødre, jeg kender, to ekstremt overskudsagtige damer, der er smarte i tøjet og håret og smiler meget til verden og mig og deres børn. Måske er det c-vitaminerne. Måske jeg skulle prøve dem. Også selvom jeg absolut ingen enlighedsplaner har.

fredag den 17. september 2010

Home alone. Eller: Om æbler og bedstemødre.

Vi er alene hjemme, Sønne og jeg. Meget, meget hyggeligt. Blot er det svært ikke at blive en lille smule bims af i timevis at have to-års-samtaler a la denne her:

Moren: Vil du have et æble? Jeg kan skære det i skiver.

Sønne: Mormor!

Moren: Æh... mormor? Nå. Vil du have et æble? Jeg kan skære det i skiver.

Sønne: Mormormormormormormormor!!! MORMOR!

Moren: OK, æh. Du tænker på mormor. Mormor er her ikke lige nu. Vil du have et æble? Jeg kan skære det i skiver. Og drysse kanel på!

Sønne: MORMOR!

Moren: Ja, OK, du tænker på mormor. Er det fordi du gerne vil skype med hende?

Sønne: JA! Mormor. Mormor. Moormor.


Moren: Men mormor er ude i skoven i Sverige, hvor der ikke er noget internet og... nevermind. Hør her. Mormor kan IKKE skype nu. Vil du have et æble? Jeg kan skære det i skiver. Og drysse kanel på.

Sønne: KANEL!

Som cirka sagt, så gjort. Og da entregulvet var godt og grundigt dækket med æbleskræller og lidt udspyttet æblekanelsnask (nej, jeg opdrager ikke mellem 18.30 og 19.00...), kom bedstemor Bet-Bet og leverede en smule voksensnak og en hel del højtlæsning. Og alle levede lykkeligt til deres dages ende.

torsdag den 16. september 2010

Et slags jubilæum

Nu har vi boet i Det Finske Fremlejeslot en måned. Tror jeg nok. Jeg ville fejre det med balloner og mælkebøttesnaps, hvis jeg var en lidt mere boblende overskudsagtig type. Det er jeg, jf. især vuggestuepesten, ikke. Men jeg venter fortrøstningsfuld på bobleoverskuddet, ligesom jeg venter på:

  • At den sidste stue bliver indrettet til noget, der ligner et kontor. Eller et hobbyrum - med symaskinen stående frit fremme og skødesløse stofrester over det hele. Eller at der i det mindste bliver ryddet en sti mellem de kister og skænke og skriveborde, husejeren ikke kunne få plads til i kælderen.
  • At havearbejdet bliver en naturlig, afstressende efter-arbejdssydsel i al slags vejr. Pt. er den mere stresshave på den dårlige måde end på den gode. Eller som Manden siger: "Var det ikke noget med, at hækken ville blive til et megatræ, hvis vi ikke huskede at klippe den?"
  • At jeg lærer at surdejsbage, hybensylte, strikke og sy (på den symaskine, der skal stå frit fremme...). Og tale pænt til husstandens øvrige sagesløse mennesker om morgenen. Efterårsstemningen udenhus gør min morgensurhed endnu surere, altså.
  • At nogen erstatter den gravko, der stod i næsten-naboernes have, med en ny. Det ville gøre vores liv så meget muntrere og lettere. Tak.
  • At nogen bygger en låge mellem haven og vejen, så Sønne ikke hele tiden stikker af for at lede efter den gravko, der ikke længere står i næsten-naboens have...
Gode råd? Lyst til at komme forbi og indrette en stue/kontor/hobbyrum? Bare sig til.

onsdag den 15. september 2010

I lommen på trættemor

Jeg kan mærke vuggestuepesten i halsen. Og høre den boble og kradse i næsen på Sønne. Det er ikke kønt. Jeg kører den velkendte hvis-jeg-ignorerer-det-forsvinder-det-nok-strategi. Det giver pote godt én ud af ti gange.

Det gode er, at man lissom har tid til at gå i dybden med sig selv, sin navle og sine egne lommer, når man alligevel bare sidder lidt selvmedlidende i sofaen og forsøger at overspringe sig væk fra oprydningen. Her er, hvad jakkelommerne gemte (eksklusiv en telefon, der er brugt til at tage det - indrømmet flotte, skarpe og velbelyste - foto med, en sut der nu sidder i munden på mirakuløst sovende Sønne og et æble, jeg er godt i gang med at spise):

Ja, jeg kan godt rotere det, så det er til at se det topspændende indhold. Men så er der en af jer, der må komme og rydde op. Og lave te og ae.

Til jer, der undrer jer over det store antal billetter til hovedstadens transportmidler, kan jeg kun sige: Tak for, at I overhovedet gider kigge på billedet, for det første. Og, for det andet, jeg har været på fly-by i København en gang om ugen den sidste måned. Ikke et ondt ord om København eller alle mine smukke, søde og intelligente venner og familiemedlemmer. 22 timer ad gangen (med i snit mindst ti timers arbejde og seks timers transport) er bare for lidt til rigtigt af nyde noget af det, ikke.

Og øreringene... altså små børn + ting der glimter og glitrer + intakte øreflipper. Det kan ikke lade sig gøre. Så det er med at hale et par op af lommen på cyklen om morgenen (nødvendigt for at aflede fra sorte rander) og huske at putte dem tilbage i lommen senest 14.25.

Der er stadig ingen, der har fjernet stuerodet. Nu gør jeg det dælme.

tirsdag den 14. september 2010

Hvad der blev sagt om huset

"Ih, det ligner et forvokset kolonihavehus! Og med stokroser!" (Søster)

"Du skrev, I boede i et parcelhus! Nu bliver jeg næsten helt skuffet... Her er jo hverken fuldmuret dobbeltcarport eller noget." (Anne Von Jelling)

"Det ligner sguda overhovedet ikke et parcelhus. Der er jo gamle træer." (Film-Anne)

"Det er sådan lidt... svensk?" (Lena)

Og så er der en hel masse andre, der - både direkte og mellem linjerne - har sagt noget i denne her dur: "Jamen hvor ER det bare godt, at I ENDELIG flytter fra den UTROLIGT lille lejlighed. Så kan Sønne ENDELIG få sit eget værelse, det er MEGET bedre for hans nattesøvn/selvstændiggørelse/livskvalitet (find selv på flere)."

Men, tænker jeg så, da vi boede i lejligheden, var der jo ingen, der snakkede om størrelse og selvstændiggørelse og så videre. Betyder det, at vi kan forvente stor lettelse - både direkte og mellem linjerne - når vi fraflytter fremlejeslottet til fordel for noget større/mindre/mere centralt/mindre centralt/mere permanent? Jeg spørger bare.

mandag den 13. september 2010

Og så kom rotterne tilbage til den synkende skude...

Folk flytter til København. Enkelte til USA. Total masseflugt fra Jylland. Har jeg nogensinde brokket mig over det?

Nå, men det vil jeg i hvert fald ikke gøre nu. For nu er det slut! Det går den anden vej, selvom det går langsomt. En rar københavner-kaospilot har fået et fancy job og kommer hjem til Århus, åh-åh, hjem til os og Århus. Og nej, jeg nævner ingen navne, for jeg er ikke helt sikker på, om det er officielt endnu (og med seks faste læsere kan rygterne jo hurtigt sprede sig...).

I øvrigt: I morgen skal jeg undervise journaliststuderende i at lave webjournalistik. Min hovedpointe til dem er, at fotos er Gud, og at tekst og billeder pinedød skal passe sammen. Skalskalskal. Men - kategoriske imperativer frister altid til udfordring, iggå, så her kommer to meget rammende illustrationer af vores hverdag, der intet som helst har at gøre med rotter, kaospiloter eller Jyllands-flugt. Nemlig: "Dagens Gravko" og "med Sønne i huset er der altid snacks på uforudsete steder - her gennemgnavet rød peber på badeværelsesradiator."



fredag den 10. september 2010

Besjælet af Carsten Jensen og hårdt prøvet af Paludan Müller

Når jeg cykler opad, kan det være hvor som helst. Det er alligevel svært at finde overskud til ligesom at nyde landskabet eller reflektere over vegetationen.

Men når jeg cykler nedad... ! For dælen. Paludan Müllers Vej, bjergvejen, er ubetinget den grimmeste vej, jeg nogensinde har boet i nærheden af. Og jeg er fra Amager, så jeg er ikke sart. Har boet tæt på Urbanplanen og alt det. Og på en gade fyldt med afskallede, lyserøde huse og rotter (!) i Guatemala.

Men Hr. Müller slår det hele. Hans vej er så trist og grim, at jeg ikke ved, om tårerne i øjnene skyldes den bakke-betingede modvind eller sorg over det underlige sammensurium af barak-agtige butikker, ukurante parkeringspladser og højhuse med alt for små vinduer. Og Storcenter Nord der i al sin gråhed ligger på lur bag nogle camouflage-egetræer. Og facaderne der ligner bagsider i stedet for forsider, og reklameskilte og butiksnavne der lader til at være fabrikeret på den samme, uinspirerede dag i 90'erne. Og ikke være blevet vasket siden. Midterrabattens forkølede, lyserøde blomster, der bare understreger, hvor tæskegrimt resten af inventaret er. Og beskidte lygtepæle der minder om, at selv om natten vil den nedadcyklende blive konfronteret med... alt det stads.

OK. Nu gik der Carsten Jensen i den. Men jeg mener det sørme. Jeg undlader at vise jer et foto af rent og skært æstetisk hensyn (og en lille frygt for, at jeres øjne vil fanges af alle de træer, der trods alt gør deres bedste for at omdanne Via Dolorosa til en form for allé). Og jeg er - i helt bogstavelig forstand - begyndt at cykle i en stor bue udenom Den Grimme Vej. Jeg er i forvejen i det melodramatiske hjørne om morgenen, og den gør kun ondt værre. Nej, så stik mig tusindsporede Randersvej fx. Vi har det meget, meget bedre sammen.

torsdag den 9. september 2010

Minus tand. Plus iPad

En meget behaaret tandlaege fjernede en visdomstand og placerede, efter smagen og aanden at doemme, et doedt egern I hullet I stedet. ADR. Soenne var tilsyneladende rimeligt happy for, at hans normalt ret timon-agtige mor havde forvandlet sig til en stille, medgoerlig, blodsavlende og Pumba-agtig ditto, der bare sad i sofaen ude af stand til at forhindre ham I blandt andet at lave alle skumkludene til konfetti og sprede det over hele lejligheden.

Nu gaar det bedre. Delvis pga legetoej: ny (arbejds- og laane)iPad. Den er simpelthen saa fin, altsaa. Som det fremgaar, har jeg endnu ikke formaaet at lave det amerikanske tastatur om til et dansk. Det skal nok komme. Jeg skal bare lige finde det paa det dersens Internet.

tirsdag den 7. september 2010

Og sådan blev vi uforskyldt til en slags Chris MacDonald

Hov: Manden har brug for sit bælte igen, og han kan passe sine gamle arbejdsbukser. Jeg har noget, der (lidt) ligner mavemuskler for første gang siden Sønnes ankomst. Vi har det godt på den der jeg-dyrker-sport-og-har-energi-det-er-bare-SÅ-nice-måden. Og konstant god samvittighed overfor kredsløb og den slags.

Det er bjerget! Det er lortecykelturen hver eneste eftermiddag. Tænk engang. Den halve time i stakåndet, svedende kamp mod højdekurverne er stadig et helvede. Men døgnets øvrige 23 en halv time er... bedre. Det er de altså. Så fred være med, at vores kalorie- og badbudget er vokset med en femtedel.

mandag den 6. september 2010

Carportognoias haveskole lektion 1: Og det er så skvalderkål


Det siger min svigermor nemlig selv. Og hun ved - i modsætning til mig - et og andet om haver.

Skvalderkål er, siger de kloge, repræsentanter for the dark side og skal fjernes med hård hånd eller endnu hårdere plæneklipper. Jeg forstår ikke helt hvorfor. Føler mig faktisk en lille smule plante-racistisk, når jeg slår én plante ihjel til fordel for en anden. Hvorfor er græs mere cool end skvalderkål? Den står jo bare derude i udkanten ligeså forsigtigt og ligner bestemt ikke én, der har tænkt på at lave et hostile takeover af plænen. Men måske er jeg for naiv...

Jeg er helt klart mest på at bruge ukrudtet til noget konstruktivt. Så virker det lissårm som høst mere end mord. Som bonderøven i stedet for Pia K. Rygterne siger, man kan bruge den udskældte ukrudtskål i salat. Det må vi gøre, indtil jeg - forhåbentlig snart - bliver en lidt mindre blødhjertet havelejer. Jeg gemmer også troligt mælkebøtternes rødder til... snaps.

lørdag den 4. september 2010

Lidt for lille til et voksenliv? Eller: Flere demonstrationer af ekstremt dårlige smalltalkevner

Jeg har et job. Et rigtigt dejligt job. Med kloge, søde, anerkendende og meget voksne kolleger. Nogle af dem er endda mine gamle undervisere, selvom de ikke lader sig mærke med denne fortidige magtforskydning. Det gør jeg heller ikke. Jeg taler og whiteboardtegner og drikker mødekaffe og føler mig meget tryg. Når bare jeg ikke lige skal morgensmalltalke de allernyeste kolleger. Fx ham her, ex-underviseren, der har to små børn - den ene på Sønnes alder. Oplagt smalltalk-emne, ikke? Nej!

Kollega: Godmorgen.

Mig: Huha, sikke en morgen! Jeg gav Sønne et stykke banan, der var enten for stort eller for lille eller bare forkert. Og vups, flitsbue på gulvet. Skrig og skrål. Fuldblown trodsalder, siger jeg dig. Jeg er slet ikke gearet til den slags.

Kollega: Nå... da.

Mig: Det tog 20 minutter, og jeg endte med at række ham ud i strakt arm til hans far, da han var færdig med at bade, iggå (holder sparkende, skrigende fantasi-barn ud i strakte arme og kigger indgående på kollega).

Kollega: Det lyder ikke sjovt. Jeg er græsenke for tiden, så jeg er alene hjemme med begge unger.

Mig: Åh! Ja så skal jeg da ikke brokke mig... Dét lyder hårdt!

Kollega: Næh, det går uden problemer. De spiser, hvad jeg sætter foran dem. Det er fint.

Mig: ... Hm. Ja. Altså det er heller ikke fordi, det er så slemt hjemme ved os, vel. Ikke hver morgen. Bare lige her til morgen. Det forkerte ben ud af sengen, du ved. Eller noget. Normalt spiser han alt, siger jeg dig, ALT. Eller. Ærhm.

For dælen. Måske må man godt nogle gange bare være stille? Vi er jo i Jylland, ikke. Der behøver man ikke altid sige så meget.

Dagens opgave: Identificér ikke-ukrudtet


Sådan her ser bedene i vores køkkenhave ud. Er der andet end ukrudt? Anyone?

torsdag den 2. september 2010

Man kan tage pigen ud af byen...

.... men ikke byen ud af pigen. Se fx min gamle og ekstremt by-agtige, meget lidt bjergvenlige bedstemorcykel fra cash&carry:


Forestil jer - udover taske og vuggestuenet - et stk. dreng à 12 kilo på barnesædet, et stk. propfyldt mikrofjällräv på morens ryg samt et stk. jakke ligesom viklet rundt om det hele. Det er ikke kønt, og det lugter af sved.

Samtalerne opad bjerget forløber nogenlunde sådan, at jeg pr. default svarer følgende på alt, hvad Sønne spørger om:
"Nej, pust, ingen gravko, pust, måske -pustpustpust - om lidt. Shh."

Eller, når han begynder at overdøve larmen på Paludan Müllers Vej af utålmodighed og maskin-mangel:
"SE! En LASTBIL!" (Jeg peger ikke, for så falder jeg af cyklen, der - som jeg - er faretruende ustabil den sidste kilometer). På den måde kan man købe saliggørende stilhed indtil næste lyskryds, og der er ret gode chancer for, at der rent faktisk kommer en lastbil. Der er masser af dem. Heldigvis.

Voksne skal generelt holde sig fra at snakke til mig på bjergetapen. Så får de en lammer. Spørg bare Manden, der - som forværrende og ret provokerende omstændighed - har en fem gange bedre cykel og en ti gange bedre grundform. Jeg forsøgte at pruste "kan vi ikke snakke, når vi kommer hjem", men endte med at spy ild. Og puste ekstra højt.

Hvorfor får jeg så ikke en ny cykel? Altså. Det gør jeg måske også. Men jeg lider af en irrationel og helt sikkert ekstremt fordumsfuld frygt for at ende som rygsæk-citybike-windbreaker-mummy-on-the-hill. Hvor skal jeg gøre af resterne af min by-identitet, hvis dét sker? Jeg spørger bare. Og gør det egentlig noget, at det snurrer faretruende i mine knæ efter endt cykeltur - turen er vel alt i alt godt for kredsløbet? Og er der nogen, der kan vise mig en citybike, der får gamle damer til at stoppe mig på vejen og sige, at det er "den mest fantastiske cykel, jeg nogensinde har set"? De gamle damer ELSKER min cykel.