Skul til verden...

Engang for længe siden overdoserede jeg mig selv med malariamedicin (!), mens jeg rejste alene rundt i Guatemala. Meget dygtigt. Meget fæl sygdom som straf. Og jeg befandt mig tilfældigvis et sted, hvor jeg ikke kunne blive, og hvor der ikke var nogen til at passe på mig. Så jeg tog en bus - I ved, sådan en aflagt, amerikansk skolebus dekoreret med neonfarver og kristen kitch og propfyldt med høns og indianere og kæmpetasker og the occasional backpacker - for at komme tilbage til et sted, jeg kendte, hvor nogen kendte nogen, som kendte nogen, som jeg kunne bo hos. Syv timer på et lille plasticsæde i en meget skrumplende bus et eller andet sted i grænselandet mellem bevidstløshed, kvalme og hønselort. Og så, med rygsæk over skulderen og sved på hele kroppen, asen og masen nogle kilometer gennem støv og flere høns hen til en venligtsindet familie, der puttede mig i en seng og fodrede mig med suspekt medicin fra det lokale apotek.

Jæs. Hvorfor nu denne snart ti år gamle lidelseshistorie? Jo, ser I, det er en avanceret form for brok. For jeg kom til at tænke på historien i dag, da jeg - nu med bus og klapvogn - skulle hente Sønne. For det der med at tåge sygdomsramt rundt med en rygsæk på et fremmed kontinent er på en eller anden måde for intet at regne i mod at tåge sygdomsramt rundt og skulle tage sig af et bette særdeles raskt og særdeles krævende menneske. Tænkte jeg.

I Guatemala kunne jeg ligesom koncentrere mig om: "OK. Frem til bjergby. Synk ned i seng. Forsøg at blive rask." (Og nej. Jeg havde ikke forstået, hvor bekymret den hjemme i Danmark panikramte forældregeneration var. Det er rart at være 20 år.)

Nu tænker jeg: "Åhjeg skal hente. Hentehente. Må ikke komme for sent. Hvad skal jeg stille op med Sønne hele eftermiddagen, mens Manden arbejder? Hvordan skal jeg undgå at smitte Sønne? Hvornår skal jeg arbejde? Jeg kan ikke arbejde. Jeg skal sove. Mon jeg kan parkere Sønne foran Pingu? Er det overhovedet OK? Hvornår skal jeg arbejde? Hvornår skal jeg sove? Hvornår kører bussen? Burde jeg hellere cykle? Jeg skal hente. Nu. Hvornår skal jeg sove?" Fortsæt selv...

Heldigvis er der jo panodil. Og vandrekaffe.

Og vandrekaffen manglede altså i Guatemala ("men er det ikke fra Guatemala, vores fantastisk lækre fairtrade namnam-kaffe kommer", spørger I måske. Jo, svarer jeg. De har eksporteret det hele og drikker selv nescafe-efterligninger. Synd for dem. Synd for de syge backpackere, der har brug for drugs...).

Løsningen på hvordan-underholder-jeg-krævende-Sønne-hele eftermiddagen-uden-større-mental-indsats blev i øvrigt at trille ham rundt i klapvogn og praktisere noget bus-, gravko- og trainspotting. Han var glad. Jeg var glad for ikke at skulle diskutere, hvorvidt han skulle bæres eller ej. Og for at have klapvognen at læne mig opad. Og for ballonen fra de rare damer og tokronen fra den rare mand - sidstnævnte så vi kunne aktivere det lille modeltog på banegården. Skul til verden, og verden smiler til dig og giver dig penge, balloner og forlommer i køen.

Ekskursionen endte i banegårdens Build-a-Bear, hvor Sønne kyssede stort set alle bamserne og jeg priste mig lykkelig for, at han endnu ikke har fattet, de kan købes. Og hvor jeg undrede mig grundigt over, hvem hulen der betaler 499 kroner for en bamse. 499 kroner! Og der var fyldt med mennesker, altså... Meget smart forretningside. Se selv:



Jeg lover at blive mere munter og mindre selvmedlidende asap. Eller i hvert fald hurtigst muligt. Stil gerne lune retter på måtten eller kom forbi med suspekt mirakelmedicin. Tak.