Man kan tage pigen ud af byen...

.... men ikke byen ud af pigen. Se fx min gamle og ekstremt by-agtige, meget lidt bjergvenlige bedstemorcykel fra cash&carry:

Forestil jer - udover taske og vuggestuenet - et stk. dreng à 12 kilo på barnesædet, et stk. propfyldt mikrofjällräv på morens ryg samt et stk. jakke ligesom viklet rundt om det hele. Det er ikke kønt, og det lugter af sved.

Samtalerne opad bjerget forløber nogenlunde sådan, at jeg pr. default svarer følgende på alt, hvad Sønne spørger om:
"Nej, pust, ingen gravko, pust, måske -pustpustpust - om lidt. Shh."

Eller, når han begynder at overdøve larmen på Paludan Müllers Vej af utålmodighed og maskin-mangel:
"SE! En LASTBIL!" (Jeg peger ikke, for så falder jeg af cyklen, der - som jeg - er faretruende ustabil den sidste kilometer). På den måde kan man købe saliggørende stilhed indtil næste lyskryds, og der er ret gode chancer for, at der rent faktisk kommer en lastbil. Der er masser af dem. Heldigvis.

Voksne skal generelt holde sig fra at snakke til mig på bjergetapen. Så får de en lammer. Spørg bare Manden, der - som forværrende og ret provokerende omstændighed - har en fem gange bedre cykel og en ti gange bedre grundform. Jeg forsøgte at pruste "kan vi ikke snakke, når vi kommer hjem", men endte med at spy ild. Og puste ekstra højt.

Hvorfor får jeg så ikke en ny cykel? Altså. Det gør jeg måske også. Men jeg lider af en irrationel og helt sikkert ekstremt fordumsfuld frygt for at ende som rygsæk-citybike-windbreaker-mummy-on-the-hill. Hvor skal jeg gøre af resterne af min by-identitet, hvis dét sker? Jeg spørger bare. Og gør det egentlig noget, at det snurrer faretruende i mine knæ efter endt cykeltur - turen er vel alt i alt godt for kredsløbet? Og er der nogen, der kan vise mig en citybike, der får gamle damer til at stoppe mig på vejen og sige, at det er "den mest fantastiske cykel, jeg nogensinde har set"? De gamle damer ELSKER min cykel.