mandag den 28. februar 2011

Dukker, mangoer og søde mænd i gravkøer

Manden og Sønne ligger i sengen og læser GRAVKOBOGEN. Det vil sige, det er mest Sønne, der læser:

Sønne: BRRRRRN, motor LARMER!

Manden: Ja, motoren -

Sønne: Motoren LARMER! Mand tænder motor, tænder gravko, motor larmer.

Manden: Ja, motoren -

Sønne: Mand går VÆK. Låser dør. Hej-hej.

Manden: Han går væk? Hvor går han hen?

Sønne: Kommer igen SENERE. Mand går væk. Hjem leger BØRNER!

Manden: Nå, han går hjem og leger med sine børn?! Det var da godt!

Sønne: Leger BØRNER!

Manden: Ja. Hvad leger de med?

Sønne: Leger DUKKER!

Manden: Øh... OK. Leger med dukker...

Sønne: Spiser frokost!

Manden: Hvad spiser han til frokost?

Sønne: MANGO! Mand starter motor. Motor larmer! Mand kommer igen senere!

Og når man har en bog med mindst 50 billeder af gravkøer, og man skal fortælle så lange historier ved stort set hver eneste af dem - ja, så kan læsningen vare ret lang tid.

søndag den 27. februar 2011

Man ved, at vinteren har varet for længe...

... når Sønne vokser ud af sine vinterstøvler og vi skal til at finde nogle nye. Det er slutningen af februar! Og er det ikke noget med, at lillesøster ikke udenvidere kan arve de sikkert meget fodformede og meget dyre (ja, fodtøj går vi op i!) støvler uden at få ødelagt sine egne følsomme tæer?

fredag den 25. februar 2011

Om dagen hvor Manden blev En Rigtig Mor

Dagens indrømmelse: Jeg har aldrig været på lagersalg. Det er ellers noget, samtlige småbørnsmødre i min omgangskreds gør det i. Måske derfor er deres børn væsentligt pænere klædt på end Sønne, der hovedsageligt går i tøj fra Mødrehjælpens Genbrug (dog piftet op med stribede t-shirt og strømper, mormoren har købt i Lindex i Sverige samt ved festlige lejligheder lidt H&M). I lang tid blev jeg helt tavs, når min herlige Mødregruppe snakkede lagersalg, fordi jeg følte mig helt freakish og var bange for den eventuelle fordømmelse, der ville følge med offentliggørelsen af dels min begrænsede interesse i børne-mærketøj, dels min angst for lagerhaller fyldt med skrigende damer...

Nå. Men så gik Sønnes hjemmesko i stykker, og hans små fødder blev kolde. Og Den Smukke Nabo fortalte om et lagersalg ("det er bare sådan et lille et, ikke noget med en stor hal fyldt med kaos"), hvor man kunne købe nogle nye kvali-nogle til en billig penge. Jeg tænkte, at det måske kunne blive meget sjovt. En blid ilddåb. En indtræden i De Rigtige Mødres rækker. Og ikke mindst muligheden for at få fat på nogle af de dersens nuttede elge, der er på noget af tøjet. Se, helt uinteresseret er jeg ikke!

Men... jeg har kun ærinder på Bjerget i dag, mens Manden skal alt muligt nede i byen. Ergo fik Manden lagersalg-tjansen. Han har netop ringet og forpustet fortalt om en kø på 45 damer udstyret med babyer og rigelige kontanter, om at have købt hele tre par hjemmesko, to anorakker med elge ("jeg vidste jo ikke lige, hvad han kan passe") og nogle body'er. Og om damer, der alle sammen havde hævet for få kontanter, og om at omtale manglen på kvitteringer og få skulende blikke retur fra personalet, der lagde de mange dejlige penge i uautoriserede, kvitteringsfri kasser. "Så mange penge har jeg aldrig før brugt på børnetøj," sagde han. "Men du skal SE de anorakker!" Javel. Jeg grinede højt og længe og blev sært taknemmelig for at have verdens dejligste mand. Og tænkte selvfølgelig, at jeg fluks burde lære at bruge en boremaskine og eventuelt selv at reparere min cykel.

Og så en serviceoplysning med småt til de jyder, der ikke er bange for lagersalg: Det foregår også i morgen og finder sted lige ved siden af Krutter på Badstuegade. Hjemmesko fra Fuzzies er efter sigende meget, meget billige...

torsdag den 24. februar 2011

Ikke mere ghetto. Please

Jeg har tilbragt tre lykkelige år i beton tæt på Urbanplanen og blev råbt efter af skumle typer, hver eneste gang jeg gik alene hjem fra natbussen. Jeg har tilbragt en lykkelig Amager-barndom med the occasional spændende ghettoindslag så som at få sprøjtet tåregas i hovedet i skolen. Jeg har boet tre semi-lykkelige måneder i en lejlighed på 24. sal i Shanghai, hvor vi havde stoppet toiletpapir i samtlige sprækker ved vinduerne - og hvor gardinerne alligevel blafrede, så den ret nyfødte Sønne blev helt forskrækket.

Altså, jeg er vildt priviligereret og kommer fra en socialklasse-plus-baggrund og har fået en lang videregående uddannelse. I know. Men jeg synes, jeg har aftjent min ghettoværnepligt. Det synes jeg virkelig.

Samtidig råber min kronisk sorte samvittighed, at hvis nabo-ghettoen er god nok til de hundredevis af mennesker, der bor der, ja, så burde den også være god nok til mig. Især når det lissom er der, det er muligt dels at få fingrene i en lejlighed, dels at kunne betale huslejen og stadig få mad på bordet. Men... jeg får ondt i maven af at tænke på at bo i betonen med to små børn og kigge ud af vinduet og ikke få øje på andet et parabolantenner, der hjælper alle andre med at drømme sig langt væk, og på drankerskuret nede ved Fakta. Jeg. Har. Virkelig. Ikke. Lyst.

Der må da være nogen derude, der har en fætter/bedstemor/fjern bekendt, der tripper for at fremleje os en midtby-lejlighed?
Eller som bor alene i et stort hus og drømmer om at udleje overetagen til en rar familie med stor interesse i gravkøer?
Eller som skal ud at rejse mindst et halvt års tid fra 1. maj (hvor vi ikke længere har Carport eller tag over hovedet), og gerne vil udleje sit skur/rækkehus/kolonihavehus?
Eller som er ved at sælge og gerne vil udleje for at slippe for dobbelt-huslejen?

... og som ikke vil have ret meget mere end 8000 kroner for herligheden?! Og gerne mindre.

Host. Please. Ghetto og noia ville blive verdens tristeste, sorteste, bitreste barselsblog.

onsdag den 23. februar 2011

Ting der bliver sagt

Det er da lidt afslørende, når Sønne efter tre dage hos mormor&morpar hele tiden siger "mormor og morpar IS" og "mormor og morpar KAGE" og "mormor og morpar PIZZA" og den slags... og i øvrigt holder på kun at ville have juice - også i stedet for mælk på havregrøden. Vi har ikke noget juice, men det kan være svært at forklare en to-årig. Også selvom han er skræmmende god til selv at åbne køleskabet og stå at meditere over indholdet (eller den lave rengøringsstandard?) i meget lang tid.

Mormoren og morfaren savner ham, siger de. Og han savner dem. Jeg er glad for, at han bor her hos mig!

Nåja. Og apropos skøre ting, der bliver sagt på sådan en lovlig kold Århus-onsdag, var jeg til lægen i dag. En mandlig læge. Som kiggede på min (ganske rigtigt meget store) mave og sagde "nå, er du nu sikker på, der ikke er tvillinger derinde?"

Høhø?

Hvad skal man svare på dét?

"Jeg har godt nok været til fire scanninger, der viste noget andet, men du er jo læge, så hvis du siger to, vil jeg glæde mig til tvillinger. I øvrigt kan jeg totalt godt lide, at folk hinter til, jeg er enorm. Tak."

Det sagde jeg ikke. Men jeg tror nok, jeg boksede ham på armen og sagde, at sådan må man altså ikke sige til gravide damer. Jeg skulle have gjort det samme med jordemoderen, da hun sagde "DU er da godt nok pænt stor, hva'?!"

Det er Sønne, der spiser is og kage og pizza. Ikke (så meget) mig.

tirsdag den 22. februar 2011

Men jeg har fået tjekkisk sovesyge

Prag er fin. Og kold. Og fyldt med søvn på alle tænkelige og ønskelige tidspunkter af døgnet, søvn ad libitum til to trætte forældre, der havde brug for det.

Nej, der var ikke megen gåen ud og indtagen af sygt billige fadøl (med og uden alkohol) til ud på morgenen. Til gengæld var metrostationerne så funky, at det føltes helt natklub-agtigt at bevæge sig rundt under byen. Se selv:


Det var kun om aftenen, lige før jeg faldt i søvn, jeg momentvis blev en lille smule i tvivl om, hvorvidt man kan efterlade to-årig hos bedsteforældre i TRE nætter. (Måske fordi der hang Jomfru Maria-billeder over det hele på hotellet? Og ville Jomfru Maria måske nogensinde være taget tre dage væk fra det - ifølge billederne - lille, krølhårede jesusbarn for at holde i hånden med Josef?  I think not) En enkelt gang bukkede jeg under i løbet af dagtimerne; fem minutters tuden ned i en tjekkisk macchiato på en tilfældig café. Og så videre med det.

Ohjæs. Vi fik kysset på Karlsbroen og snakket om, hvor fantastisk han er, den savnede dreng derhjemme, og helt sikkert også bettesøster. Nu er alle hjemme i Århus i skøn forening, og drengen har lært at sige "lillesøster kommer senere", og jeg falder stadig i søvn, overalt hvor jeg sætter eller ligger mig. Det er blevet til mindst fem powernaps i dag. Really. Det må være noget med, at kroppen efter tre dages gratis søvn-buffet går ud fra, at den nu bare kan tage al den søvn, den vil have. Det kan den ikke!

onsdag den 16. februar 2011

Ses vi i Shanghai?

Så fik vi tilbudt en lejlighed! Det eneste problem er, at den ligger i Kina... og at jeg ikke helt forstår, hvad ejendomsmægleren skriver i mailen. Men den ser OK ud, lejligheden, på den ret Shanghaiagtige måde. Det er i hvert fald et pænere kvarter end Trillegården, der pt. ser ud til at blive vores nye hjem.


Og der er endda blå himmel.

Men mærkeligt er det. Jeg har ikke snakket med ejendomsmæglerdamen, siden vi ledte efter bolig i Shanghai for snart to år siden. Og jeg har ikke hørt fra hende, før her til morgen. Kan hun fornemme, at vi er boligløse på den tiltagende desperate måde? Er det Moon, Buddha, Universet eller Vorherre der prøver at fortælle os et eller andet her?

tirsdag den 15. februar 2011

Hvorfor hvorfor dit

Sådan en jysk efterårs-psyko-storm kan godt blæse de fleste kloge ord ud af hovedet på selv den mest snakkende journalist... Der er kun ubesvarede spørgsmål tilbage. For eksempel:

  • Er man en dårlig mor, hvis man tager tre (3!!) nætter til Prag med Manden men uden barnet? (JA råber stemmerne i mit hoved)
  • Når jeg nogensinde at blive færdig til de deadlines, jeg zen-agtigt har ignoreret indtil nu? (den ene er i morgen. Derfor er jeg ikke gået i seng trods alle gode nytårsforsætter om vildt meget søvn)
  • Hvorfor tager det fem minutter at putte Sønne den ene dag og fem kvarter den næste?
  • Er der en ny istid på vej? Det var der nogen, der sagde i bussen... Og hvor skal vi i givet fald flytte hen? Er det bedre at bo langt fra bedsteforældre men tæt på varmen? 
  • Hvordan blev jeg sådan en, der hele tiden brokker sig over DSB og offentlige myndigheder? Jeg tog senest mig selv i det i dag, da jeg skulle gennem en fem led lang telefonsluse hos SKAT og derefter blev stillet om tre gange for at få at vide, at nogen ville ringe tilbage... 
  • Hvor er min anden hjemmesko?
  • Hvor skal vi bo?
  • Er der nogen, der vil give mig nogle barselsdagpenge?
  • Er det et tegn på, at vi skyper for meget, når Sønne siger BLIPPELIP-DOING, hver gang han trykker på legetøjstelefonens taster?
  • Hvorfor græder Sønne sådan as I write? Hvorfor kan Manden ikke trøste ham? Er den bette ved at blive syg? Og kan vi så ikke komme til Prag?! Eller nå vores deadlines...?
  • Mon det er realistisk at gå ind og sove en fire-fem timer nu, og så stå meget, meget tidligt op og arbejde videre?

søndag den 13. februar 2011

Der er dage...

hvor det er ret umuligt at folde hysterisk to-årig tilpas meget sammen til, at han kan proppes i flyverdragt

(efter morgenmad indtaget med trodsaldersirenen slået til på den virkeligt øresønderrivende måde)

og hvor bussen er tom, på nær 70+ dame og 70+ mand

og buschaufføren ikke vil hjælpe med at bære barnevognen ind, fordi det står i reglerne, at han ikke må

men hvor han gør det alligevel, mens han holder lang formanende tale

og 70+ dame bakker op med: "Jamen så må du jo gå - han MÅ jo ikke vel"

og hvor jeg bliver lettere køresyg af at kramme bus-utilfreds dreng

og hvor barnevognshjulet triller af

og drengens kinder bliver rødere og rødere af vind og sne

og hans humør, forståeligt, bliver dårligere og dårligere på den højlydte måde

og jeg farer vild trods medbragt kort

og der ligesom er ekstra mange bakker i Århus

og ekstra mange tårer i drengen

hvor jeg tænker: "ok, det der billede af mig med glad baby på hoften og glad toårig ved hånden, smilende i stand til at håndtere offentlig transport og tobørns-liv i smart tøj uden sorte rande under øjnene i en duft af nybagt brød og generelt overskud (og efter at være flyttet helvedes langt væk fra vuggestuen og alverden pga. sindssyge lejlighedspriser i midtbyen) - ja, det er måske ikke så skiderealistisk."

PS Skulle der være nogen derude, der ligger inde med a) en bil b) en billig lejlighed i midtbyen eller c) et mere overskudsagtigt gemyt, jeg kan udskifte med mit eget - ja, så siger jeg tak. TAK.

lørdag den 12. februar 2011

Carport og... forår?

Himmelen er så blå, at den næsten får den hvide carport til at lyse.

Sønne og jeg har tilbragt morgenen med De Smukke Naboer og deres hindbærpandekager, og siden leget og leget på havens frosne, glitrende, glimtende græs. Og vi har kun smurt en lille smule leverpostej ud på bordet, da vi kom dértil.

Mængden af kaffe i kroppen og koppen er lige tilpas.

Sønne sover, Bebsen sparker i maven, og jeg har ingen problemer med at ignorere eksplosionen af service og gamle aviser og krummer og legetøj på gulvet, eller bunkerne af arbejde på skrivebordet. Jeg sidder bare og glor ud af vinduet og leger, at vi skal bo her altid.

torsdag den 10. februar 2011

Hormonella after all

Da jeg var gravid med Sønne, havde vi for det første et fjernsyn og for det andet tid og overskud til nogle gange at kigge på det. Også på reklamerne. Og hver gang Merrild-reklamen (eller var det Gevalia?) rullede hen over skærmen, begyndte jeg at græde. Musikken, iggå. Og menneskerne der lissom helt tydligt elskede hinanden og havde det godt og havde tøj på i sådan nogle hjerteskærende, duschede farver.

Jeg tuder ikke så meget denne her gang. Der er ligesom ikke rigtigt tid til at være helt så hormonella - med én undtagelse: Når Manden og Sønne ligger inde i sengen og fortæller historier (ja, begge to) om katten og lorten og pandaen eller læser bøger om gravkøer og gravkøer og flere gravkøer. Så tuder jeg. I drømmer ikke om, hvor søde de er. Selv helt uden underlægningsmusik og kaffeduft.

onsdag den 9. februar 2011

Pest eller kolera? Muffins eller brownies?

Vi skal jo flytte. Og det er ikke lige sådan at finde noget, der både er til at betale på de dagpenge, som jeg forhåbentlig får lokket ud af kommunen, der ligger bare sådan nogenlunde tæt-agtigt på vuggestuen og Den Rare Barsel nede i byen, og der er så rummeligt, at man kan skiftes til at sove i sikkerhedsafstand af eventuelle skrigende børn. Så hvad skal man vælge?

a) Geografi. Den rare midtby hvor alt er i trilleafstand med barnevogn, hvor rare mennesker bor, og hvor det faktisk logistisk kan lade sig gøre at hente Barn 1 i vuggestuen med Barn 2 på slæb. Men hvor vi ville blive nødt til at bo i en lille tre'er, fordi alting er så hundedyrt, og dermed eventuelt aldrig nogensinde få sovet.

b) Plads. Vi elsker plads! Vi er blevet gladere af at have alt den her plads. Dels fordi man kan gå hjemme med et sygt barn uden at blive rablende sindssyg, dels fordi man kan SOVE. Jeps. Man kan gå ned i den anden ende af huset og intet høre. Og dermed sove. Men vi ville blive nødt til at bo i Skejby eller lignende faraway-places, hvor der er risiko for barselssindssyge og betydelige hente-logistik-problemer.

c) Økonomisk overskud. Det ville nok passe allerbedst til vores økonomi at flytte Langt Bort. Til Viby J, mindst. Og økonomisk overskud er jo rart, iggå, jeg har dælme haft økonomisk ondt i maven i en stor del af mit liv, og det er en træls mavepine, jeg gerne vil undgå. Det er dejligt at have råd til at tage til København (med eller uden tog), købe vandrekaffe uden dårlig samvittighed (hvis man overhovedet kan få den slags i Viby) og gå i biffen og sårn. Men det er også dejligt at sove og have god plads...

Hvad skal vi vælge? Jeg ved det ikke. Men hver gang, jeg får noget seriøs selvmedlidenhed med mig selv over situationen, bumper jeg ind i en frysende dranker eller lignende og får fluks dårlig samvittighed... og tænker, at det nok skal gå. Det gør det jo altid. Seriøst. Jeg har kun boet steder, der var virkeligt fantastiske. As will I in the future.

mandag den 7. februar 2011

Næstekærlighed og intercitytoge

Hvis du var et af de omtrent 15.000 mennesker, der var presset sammen i midtergangen i eftermiddags-intercity-toget mod Århus og så en gravid 30-årig blive blegere og blegere for til sidst at halvbesvime på tre tiltuskede kvadratcentimeter mellem tasker og vinterstøvler, og intet gjorde: Shame on you. Blege, gravide damer, der pludselig må sætte sig på gulvet i et overfyldt tog svedende, prustende og flakkende i blikket - og iklædt undertrøje, mens resten af forsamlingen har lynede vinterfrakker - ja, dem skal man hjælpe. Det er simpelthen dårlig stil andet.

Nå. Hvis du til gengæld er en bumset fyr i starten af tyverne, tror jeg nok, at du på en måde reddede mit liv. Jæs. Og jeg havde det endda for skidt til at sige tak (på der-mangler-sgu-da-ilt-i-den-her-togvogn-gør-der-ikke-gør-der-ikke-måden).

Blandt alle de sammenpressede mennesker i midtergangen var der nemlig én, der fattede, hvad der foregik... og gav mig sit vand og skaffede mere, da flasken var tom, og holdt øje med mig tværs over menneskemængden hele vejen fra Vejle, hvor helvede brød løs, til Århus, hvor jeg vaklede ud af toget og blev reddet af Svigermor og en bagel med laks. Seriously. Han lignede én, der mest røg smøger og hørte musik, der ville give mig meget ondt i mit gamle hoved, men det var ham, der sørgede for, at jeg ikke besvimede. Og at der blandt de resterende 14.999 i mellemgangen trods alt var nogen, der donerede noget mere flaskevand og fandt noget chokolade frem og fik møflet mig til side, når der skulle folk forbi. At der ikke var nogen, der donerede deres klapstol eller tilbød at ringe efter en taxa eller noget, det skal man så nok lade være med at filosofere alt for længe over. Ligesom man heller ikke skal tænke for længe på, at de sidste mange ture frem og tilbage til København har haft samme koncept: Psyko-psyko-psyko mange mennesker på psykolidt plads (når jeg bliver stor køber jeg en bil. Kan ikke holde fysisk - eller økonomisk - til DSB i længden. Hverken med eller uden pladsbillet).

Jeg er nu helt færdig med det dersens skuen hunden på hårene. Den bumsede er min helt.

Og jeg er helt færdig med at være for nærig til at købe flaskevand, når jeg ikke selv har fået noget med.

onsdag den 2. februar 2011

Indlæg nummer 100: Virtuella and the real world

Når jeg skriver om mit alter ego speltmor Irmelin, putter min mutti spelt i bolledejen for sjov.

Når jeg skriver om en vis madordning, kommenterer børne-ramte veninder lystigt på facebook.

Når jeg skriver, at bebsen er en pige, skriver ikke-børneramte veninder fluks tillykke på mail. Og i øvrigt blev graviditeten mailgratuleret af en ældgammel kollegieven, jeg ikke har snakket med i årevis!

Når jeg skriver oms søvnløshed og sygdom kommer Æbækka eller Englemutti forbi og tager en nattevagt.

Og når jeg præ-offentlig-graviditet skriver gode råd til andre gravide (...), regner Karl & Æbækka straks ud, at jeg vitterligt ER gravid...

Når jeg skriver om søster, kommenterer hun på SMS. Og når det hele fremstår helt ad helvede til, ringer hun med omsorgsfuld bekymring i stemmen.

Når jeg opfordrer til at donere penge til fattige mødre, er der rent faktisk nogen, der gør det.

Når jeg skriver om boligproblemer, træder det halve Danmark til med sympati og hjælpe-løfter på alle de nævnte platforme - det gælder i øvrigt også mennesker, jeg aldrig har mødt, men som jeg alligevel kender en lille smule fra det her besynderlige Narnia kaldet Blogland. For eksempel Astrid.

I love it!

Jeg elsker de nye bekendtskaber, der fungerer på sin helt egen forunderlige, semi-fortrolige blogagtige måde, hvor man kender hinanden fra blogs og kommentarer.

Og jeg elsker, at den skive af virkelighed, jeg præsenterer alverden for i tide og utide, giver savnede venner indblik i en hverdag, de ellers slet ikke ville følge med i... og giver dem lyst til at hjælpe, kramme, kommentere, skrive og så videre på alle tilgængelige medieplatforme, så en travl & træt mutti alt i alt får fyldt noget i de slunkne socialiseringsdepoter.

Altså hvis DET ikke er feel good tværmedialitet, så ved jeg ikke, hvad det er.

Jeg er blevet et lidt gladere menneske af det her bloggeri (og at det falder sammen med, at jeg faktisk er begyndt at sove lidt skader jo ikke). Tak, iggå. Og skål!

tirsdag den 1. februar 2011

Barselsdagpenge afsnit 3:1000

Nå. My man i journalistforbundet - ROB hedder han, hvis man skal tage emailadressen bogstaveligt - har læst min tidligere nævnte despomail og for et par dage siden ringet tilbage. Og, tadaaa, han kan ikke hjælpe, men henviser til ydelsescenteret hos kommunen. Som jo var dem, der besvarede alle spørgsmål med "det kan vi ikke svare på" og "nu må vi se til den tid".

Til genæld mente han nu nok, at jeg burde trække mig helt ud af firmaet - for en sikkerheds skyld. Men det var nok også noget, jeg hellere måtte snakke med ydelsescentret i kommunen op. Prust. ROB lyder ellers som en plasticamerikansk superhelt på den gode måde: ROB to the rescue, ROB klarer alle dine dagpengeproblemer. Well, not so much... Men han var rar i telefonen og lød som en mand, der virkelig havde prøvet. Hvilket er væsentligt mere, end man kan sige om kommunen.